KRIMI. Fredag formiddag måtte politiet to gange rykke ud til færdselsuheld i Fredericia. Begge uheld endte med materiel skade, men heldigvis slap alle involverede uden personskade.
Vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Andreas Juul, fortæller, at det første uheld blev anmeldt klokken 10.30.
»På Købmagergade i Fredericia er der sket et færdselsuheld mellem to personbiler. Der er tale om materiel skade, men ingen personskade,« siger han.
Kort efter, klokken 10.45, lød meldingen om endnu et uheld – denne gang på Strandvejen.
»Her er der tale om en påkørsel bagfra. Begge køretøjer fik mindre skader, men der var ingen personskade,« fortæller vagtchefen.
Begge episoder blev håndteret uden større trafikale problemer, og ingen af stederne var der ifølge politiet behov for at tilkalde ambulance.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing fredag eftermiddag klokken 17.00.
KRIMI. Trafikanter i Vejle fik fredag aften en uventet forhindring, da et kloakdæksel pludselig sprang op og efterlod et hul i vejen. Episoden fandt sted omkring klokken 18.45 i krydset mellem Toldbodvej og Fredericiavej, hvor flere bilister måtte tilpasse sig de nye forhold.
Ifølge vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Mathias Møller, blev hændelsen hurtigt håndteret, men i øjeblikket kunne den skabe både gene og bekymring for trafikanterne.
»Vi blev opmærksomme på, at et kloakdæksel var sprunget op og havde skabt et hul i vejen, som var til gene for bilister,« fortæller han.
Kommunevagten i Vejle blev hurtigt underrettet og rykkede ud for at udbedre problemet.
»Kommunevagten i Vejle blev underrettet og fik løst problemet efterfølgende,« uddyber vagtchefen.
Efter udbedringen kunne trafikken igen passere området som normalt, og ingen meldinger om skader blev registreret.
KRIMI. Natten til lørdag udspillede der sig uroligheder i Madsbyparken i Fredericia, hvor to grupper af unge mænd endte i et stort slagsmål. Episoden fandt sted omkring Madsbyvej 6 og blev anmeldt til politiet klokken 01.17.
Ifølge vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Mathias Møller, var der tale om omkring syv personer i hver gruppe, der af ukendte årsager kom op at toppes.
»I Madsbyparken omkring Madsbyvej 6 fik vi klokken 01.17 en anmeldelse om to grupper, der var kommet i slagsmål. Der var cirka syv personer i hver gruppe, som havde indledt slagsmål og optøjer mod hinanden. Vi sender naturligvis patruljer til stedet,« fortæller vagtchefen.
Da politiet ankom, var selve slagsmålet bragt til ophør, men stemningen var alt andet end fredelig.
»Da vi kommer frem, er der ikke længere en igangværende kamp, men personerne er højrøstede og aggressive. De følger ikke politiets anvisninger, og deres opførsel er egnet til at forstyrre den offentlige orden. Derfor bliver to af dem anholdt og sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden,« siger Mathias Møller.
De to anholdte er begge mænd sidst i 20’erne – den ene fra Fredericia, den anden fra Middelfart.
Politiet har ikke oplysninger om, at de to grupper kendte hinanden i forvejen. Vagtchefen peger dog på, at episoden formentlig har forbindelse til Heste- og Kræmmermarkedet, der netop nu finder sted i Fredericia.
»Jeg kan se, at der har været Heste- og Kræmmermarked i forbindelse med det her, så jeg tror, det er to grupper, der på en eller anden måde er blevet uenige om et eller andet, og så er kommet op at toppes af en eller anden grund,« siger han.
Der er ikke meldinger om, at nogen kom alvorligt til skade under slagsmålet. Politiet fortsætter nu arbejdet med at afklare, hvad der udløste nattens konfrontation.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing lørdag formiddag klokken 10.00.
SPORT. Middelfart Boldklub står foran en af sæsonens helt store tests, når turen lørdag går til CASA Arena for at møde AC Horsens. For spillerne venter der ikke bare en sportslig udfordring, men også en kulisse, der for mange vil være blandt de største, de har oplevet. Middelfart AVISEN har talt med både Jonas Villemoes og Jacob Linnet, som begge er klar til at jagte point – og oplevelsen – på den østjyske udebane.
For Jonas Villemoes er der ingen tvivl om, at kampen har noget ekstra over sig. Det handler ikke kun om de tre point, men også om at måle sig mod en klub, der er vant til at spille foran et stort publikum.
»Det bliver en fed oplevelse. Det er en stor klub og et stort stadion. Men vi kommer ikke kun for oplevelsens skyld. Vi skal også gerne have et godt resultat og en god præstation,« siger han med en ro, der afslører, at han ikke lader sig overvælde af modstandernes meritter.
Han ved, at Horsens kommer med erfaring fra øverste hylde, men det ændrer ikke på indstillingen. Villemoes insisterer på, at Middelfart skal holde fast i deres egen plan og ikke lade sig rive med af navnet på modstanderen.
»Det er selvfølgelig en kamp i et højt niveau og højt tempo. Men vi skal fortsætte, som vi har gjort i de første tre kampe, hvor vi har vist, at vi kan være med. Ikke bare komme for oplevelsens skyld, men fortsætte i samme stil.«
Også forberedelserne bærer præg af den filosofi. Fokus er på egne styrker frem for at forsøge at tilpasse sig Horsens’ måde at spille på.
»Vi lægger selvfølgelig lidt mærke til, hvad de gør, men ellers handler det om vores egne præstationer. Vi skal stå godt på banen, være godt organiseret og arbejde hårdt. Og så skal vi være mere effektive, end vi har været i de første kampe. De chancer, vi får, skal vi udnytte.«
Trods et pointudbytte, der ikke helt har matchet drømmene, er stemningen i truppen intakt. Villemoes mærker stadig et kollektivt mod og tro på, at resultaterne kommer.
»Vi er ikke blevet blæst bagover af nogen hold, og vi har vist, at vi kan være med. Troen og positiviteten er der stadigvæk 100 procent,« siger han og tilføjer, at han ser frem til at mærke trykket fra tribunerne i Horsens.
For Jacob Linnet er der lagt en ekstra dimension til kampen. Med en fortid i AC Horsens er det et gensyn med gamle omgivelser, der venter.
»Jeg ser frem til den, fordi det er endnu en mulighed for at få nogle point på kontoen. Vi har lige skullet bruge nogle kampe på at finde tempo og rytme i forhold til sidste år, men vi har vist, at vi kan holde kampene tætte. Nu skal vi bare lægge det sidste lag på og putte nogle mål i kassen. Og så bliver det jo lidt ekstra specielt, fordi jeg har en fortid i Horsens,« siger Linnet med et smil.
Selvom der er skiftet mange spillere ud i Horsens siden hans tid, er der stadig nogle kendte ansigter, han glæder sig til at hilse på.
»Der er måske kun en lille håndfuld tilbage fra dengang, men det er altid sjovt at komme tilbage og hilse på folk. Og selvfølgelig vil man gerne gå derfra med overhånden.«
Han minder dog om, at Horsens’ status som tidligere Superligahold ikke gør dem usårlige.
»Vi så jo allerede i første spillerunde, at Aarhus Fremad drillede dem og måske burde have vundet. Hvis de kan være med, kan vi også. Vi skal bare fokusere på vores eget spil – det er jo det, der har fået os op i 1. division.«
For Linnet er nøglen til succes ikke kun taktikken, men også de stærke relationer på holdet.
»Vi har mange spillere, der har spillet sammen i flere år. Vi kender hinanden godt, og det skal være vores fordel. Horsens har haft stor udskiftning, og det kan vi måske udnytte.«
Når det gælder hans egen rolle, ser han sig selv som en stemme, der aldrig tier på banen.
»Jeg skal være indepiskeren. Vi har mange kloge spillere, men jeg er en af dem, der snakker meget og sørger for at holde folk på dubberne. Og så skal jeg være den forlængede arm til trænerne, så vi holder os til taktikken.«
Begge spillere ved, at kampen er en mulighed for at sende et signal til resten af rækken. Det er chancen for at stå ansigt til ansigt med en af divisionens store og vise, at Middelfart ikke er til pynt.
»Vi skal nyde det, men ikke lade os rive med. Rammer vi det rigtige spændingsniveau, kan vi bruge atmosfæren til vores fordel. Vi skal ikke blive nervøse – vi skal bruge stemningen til at løfte os,« siger Villemoes.
Og Linnet slår fast, at rejsen til Horsens handler om langt mere end oplevelsen.
»Vi er her for at hente point. Vi tror på det, og vi ved, vi kan.«
På papiret kan det ligne en duel med ulige våben, men sådan ser de to spillere det ikke. Horsens har budgettet, stadionet og historien – Middelfart har viljen, kontinuiteten og troen på, at de kan stjæle rampelyset i egen baghave. På tribunerne vil de gulklædte forvente sejr, men nede på græstæppet vil to blåklædte midtjyder – Villemoes med sine effektive løb og Linnet med sin evige stemme – forsøge at forvandle drøm til virkelighed.
»Vi er her ikke for at kigge på. Vi er her for at spille med,« lyder det fra Villemoes, inden han vender blikket mod lørdagens fløjt.
EVENTS. Om en lille uge lyder første tone i årets udgave af de populære Cirkelbrokoncerter i Fredericia. Det bliver sangerinden Katinka, der torsdag den 14. august klokken 20.00 indtager scenen ved Østerstrand som den første af tre navne, der skal sætte musik til sensommeraftenerne ved Lillebælt.
Koncerterne er gratis og åbne for alle, og traditionen tro inviteres publikum til at tage tæpper, badehåndklæder og klapstole med og slå sig ned ved strandkanten, mens solen går ned over bro og by. Det hele foregår på den runde brokonstruktion i vandet, som med sin særlige placering og akustik skaber en stemning, der hvert år tiltrækker både lokale og gæster udefra.
I år får publikum fornøjelsen af Katinka i en ny og mere nøgen version. Efter 12 år i forskellige bandkonstellationer står hun nu for første gang helt alene som soloartist. Det er en bevægelse, der ikke har fjernet intensiteten, men derimod skærpet udtrykket.
Ifølge Katinka selv er det en rejse med både »spænding, angst og lykke«, hvor hun med egne ord skal »vise verden, hvordan mine sange lyder, når jeg står på helt egne og skæve ben«. Det handler om at stå i kontrasterne, der hvor både styrke og sårbarhed får lov at fylde, og hvor gråd og grin kan eksistere samtidig.
Hendes nye soloudgivelse er produceret i samarbejde med Søren Buhl, og musikken er skåret ind til benet. Her står Katinkas stærke vokal og poetiske tekster klart frem, som i sangen »Knappenål«, hvor hun med et verdenskort som metafor obducerer et forlist venskab – et tema, der både er smertefuldt og genkendeligt.
Koncerten den 14. august er den første i rækken af tre. De følgende torsdage spiller Wafande og Freja Kirk. Hele koncertrækken er støttet af Fredericia Kommune, og der er lagt op til tre aftener med stærke musikalske oplevelser i særligt smukke omgivelser.
Der er ingen tilmelding, og det anbefales at komme i god tid for at sikre sig en god plads i sandet.
UDDANNELSE. Syddansk Universitet Business School har netop fået en anerkendelse, som kun ganske få uddannelsesinstitutioner i verden kan prale af. Universitetets businessuddannelser har opnået den globale AACSB-akkreditering – et kvalitetsstempel, der kun gives til seks procent af verdens business schools.
Akkrediteringen fra AACSB (Association to Advance Collegiate Schools of Business) betyder, at SDU nu er en del af et internationalt netværk af businessuddannelser, der lever op til høje krav til forskning, undervisning og samfundsrelevans.
»Tillykke til Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og SDU Business School med akkrediteringen. Det er en flot anerkendelse, som bekræfter den høje faglige kvalitet og det målrettede arbejde, der lægges i både forskning og uddannelse. Denne internationale anerkendelse er et stærkt eksempel på, hvordan SDU leverer viden og uddannelse i verdensklasse, der gør en forskel for samfundet gennem tårnhøj kvalitet, internationalt udsyn og stærke samarbejder med vores omverden« udtaler rektor Jens Ringsmose.
Processen frem mod akkrediteringen har været grundig og involveret en omfattende evaluering foretaget af internationale eksperter. Ifølge AACSB lever SDU op til de krav, der sikrer løbende forbedringer, innovation og værdiskabelse – både lokalt og globalt.
Dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Hanne Søndergaard Birkmose, er stolt over den fælles indsats.
»Det er en fantastisk nyhed, som jeg er meget stolt over. Nu placerer vi os officielt i en eksklusiv gruppe af business schools verden over, der har opnået denne anerkendte blåstempling af kvalitetsarbejdet. Jeg er superstolt af den fælles store indsats, som hele fakultetet har ydet i forbindelse med at opnå denne akkreditering. Det er en milepæl, som vi vil bygge videre på i vores stræben efter at bruge vores intellektuelle nysgerrighed til gavn for samfundet« siger hun.
Akkrediteringen bliver af AACSB fremhævet som et bevis på SDU’s evne til at kombinere høj faglig kvalitet og internationalt udsyn med en stærk forankring i regionen. Der lægges vægt på universitetets evne til at levere erhvervsøkonomiske uddannelser på tværs af sine campusbyer uden at gå på kompromis med de lokale studiemiljøers særpræg.
Stephanie M. Bryant, der er executive vice president og chief accreditation officer hos AACSB, udtaler, at SDU’s optagelse i netværket vil få betydning ud over Danmarks grænser.
»Dagens studerende er morgendagens erhvervsledere, og tilføjelsen af Syddansk Universitet til netværket af AACSB-akkrediterede business schools vil have en varig positiv indvirkning – både lokalt og globalt.«
Syddansk Universitet Business School samler universitetets erhvervsøkonomiske uddannelser og samarbejder tæt med både private virksomheder, offentlige myndigheder og organisationer. Akkrediteringen styrker muligheden for, at både studerende og forskere kan trække på et internationalt netværk, samtidig med at de bidrager til udviklingen i regionen.
TRAFIK. Skoleklokkerne ringer snart ind igen, og det betyder også mere aktivitet på vejene omkring landets skoler. I takt med at tusindvis af børn bevæger sig ud i trafikken på vej til og fra skole, sætter Rådet for Sikker Trafik og 94 danske kommuner fokus på børns trafiksikkerhed med kampagnen »Børn på vej«.
Men det handler ikke kun om, at bilister skal sænke farten og tage hensyn. Rådet for Sikker Trafik opfordrer nu landets forældre til at få børnene ud af bilerne og lære dem at begå sig i trafikken, her til fods, i bus eller på cykel.
En landsdækkende undersøgelse blandt over 2.000 forældre til skolebørn viser, at 65 procent af børnene har under to kilometer til skole. Det er en afstand, de fleste børn over seks år godt kan klare til fods eller på cykel, vurderer rådet. Alligevel bliver mange kørt, og især i vinterhalvåret fylder bilerne op foran skolerne.
»Der kan være mange gode grunde til, at så mange vælger at køre deres børn i bil til skole. Men vi opfordrer til, at man prioriterer at gå eller cykle til skolen med sine børn, hvis det er muligt, da det er vigtig trafiktræning af børnene. Man lærer ikke at begå sig i trafikken ved at sidde på bagsædet af en bil og kigge ud ad bilruden« siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
I undersøgelsen fremgår det, at om sommeren tager 37 procent af børnene cyklen til skole, 27 procent bliver kørt, og 19 procent går. Når vinteren sætter ind, ændrer billedet sig. Her bliver 39 procent kørt i bil, mens 23 procent cykler og 20 procent går.
Ifølge Rådet for Sikker Trafik kan det være en god idé at tage busturen sammen med barnet inden skolestart og tale om, hvad man skal være opmærksom på, for eksempel når man står af. I Fredericia er der nu gratis bybusser, hvilket skal give skoleeleverne nem adgang til at komme rundt i byen. Foto: Rådet for Sikker Trafik
Ifølge Rådet for Sikker Trafik er der flere årsager til, at forældre vælger bilen. En af dem er utryghed i trafikken omkring skolerne, hvor mange oplever trængsel og kaotiske forhold i morgentimerne. Samtidig peger rådet på, at netop det valg kan forstærke problemet, da flere biler skaber endnu mere trafik og dermed øger presset på både børn og voksne i trafikken.
Rådet opfordrer derfor forældre til at overveje, om det er muligt at lade bilen stå eller i det mindste parkere et stykke fra skolen og gå det sidste stykke med barnet. På den måde kan gåturen også bruges til at træne barnets færden i trafikken. Det kan være i form af at øve, hvordan man krydser vejen sikkert, er opmærksom på cyklister og aflæser signaler i trafikken.
»Man skal have praktisk erfaring for at lære nye ting – det gælder også i trafikken. Trafiktræning gavner børnene her og nu, da motionen er en god start på dagen, og samtidig bliver de mere sikre trafikanter, der kan stå på egne ben på sigt – til gavn for børnene og deres forældre« siger Jakob Bøving Arendt.
Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at man går ned i øjenhøjde med barnet og taler om, hvad der sker i trafikken – for eksempel hvad man skal se efter, når man skal krydse vejen. Foto: Rådet for Sikker Trafik
Forældre, der gerne vil støtte deres børn i at blive trygge i trafikken, kan finde en række konkrete redskaber og øvelser på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside. Her ligger blandt andet vejledninger til at træne skolevejen til fods, på cykel eller med offentlig transport.
Også skoler og kommuner arbejder med trafiksikkerheden omkring skolevejene. Det kan være gennem etablering af sikre overgangssteder, særlige zoner med lavere hastighed, oplysningskampagner og forbedret infrastruktur. Ifølge Rådet for Sikker Trafik kræver det et fælles ansvar, hvis skolevejene skal være trygge og overskuelige for børnene.
»Hvis vi skal gøre skolevejene mere trygge, kræver det, at vi alle hjælper til. Bilister skal være opmærksomme og sænke farten, kommunerne skal sikre gode forhold – men vigtigst af alt skal forældre give børnene den nødvendige træning og tryghed i trafikken« lyder det fra rådet.
KULTUR. Hvis man lukker øjnene og bare lytter, kan det hele godt lyde lidt som kaos. Men det er en ordnet uorden. Det er musik, som kun findes i det øjeblik, det opstår, og som aldrig igen vil lyde præcis sådan her.
Nana Pi sidder ved siden af Halym Kim i dét, der lige nu fungerer som en spisesal på Den Kreative Skole i Fredericia. Lokalet er indrettet med borde, stole og kaffekopper, hvor dagens deltagere tidligere har siddet, snakket og forsøgt at fordøje dagens mange musikalske indtryk. I rummet fornemmer man både roen og intensiteten efter timer med musikalske eksperimenter. Ude fra gangen trænger svage toner af instrumenter ind gennem dørsprækken – en dæmpet trompet, måske en violin, som endnu ikke helt har sluppet dagens sidste improvisationer.
Her midt i duften af kaffe og halvfyldte tallerkener forsøger de to arrangører at sætte ord på noget, der næsten ikke kan forklares med ord. Improvisationsmusik er nemlig netop dét – øjeblikkets musik. Noget, der opstår spontant, uden at man på forhånd har planlagt, hvad der skal ske, eller hvordan det skal lyde. Og denne særlige, flygtige form for musik har siden 2018 været omdrejningspunktet for ImproCamp i Fredericia.
Nana Pi, der selv er opvokset i byen, smiler let, da hun forklarer, hvorfor hun overhovedet begyndte at brænde for improvisationen.
»Jeg mødte improvisationen på konservatoriet i Malmø. Der var noget, der klikkede for mig. Noget, som gav mening, og hvor jeg følte mig meget mere til stede i det rum, jeg var i.«
Den følelse havde hun lyst til at dele med andre. Derfor startede hun, sammen med blandt andre Halym Kim, ImproCamp i Fredericia. Det skulle egentlig bare være en musikalsk fordybelsesuge, men det voksede hurtigt til langt mere end dét.
»Det har udviklet sig langt over vores forventninger. Nu er vi på ottende år, og det er blevet til et stort netværksmøde. Vi har musikere fra Italien, Spanien, Nederland, Sverige, Norge, Tyskland – ja, næsten hele Europa. De mødes på kryds og tværs og danner bands. Det er blevet et vigtigt fundament for mange unge,« fortæller Nana Pi, og man fornemmer på hendes stemme, at ImproCamp efterhånden er blevet til noget større, end hun nogensinde havde turdet forestille sig.
For fundamentet handler ikke bare om musik. Det handler i lige så høj grad om noget dybere, måske endda mere væsentligt. Ikke bare at kunne sit instrument eller følge nogle uskrevne musikalske regler, men om at finde modet til at stole på egne valg. At turde gøre det, der føles rigtigt, selv om man ikke på forhånd kan vide, hvordan omgivelserne reagerer. Det kan virke skræmmende, men Nana Pi oplever hvert eneste år, hvordan campen giver deltagerne en personlig ballast, som rækker langt ud over selve musikken.
»Uanset om de unge musikere kommer til at bruge det i deres karriere eller ej, får de trænet evnen til at turde sige deres mening, træffe valg og fravalg, og udvikle deres sociale kompetencer. Man arbejder faktisk med sig selv i en gruppe.«
Halym Kim nikker samtykkende, retter lidt på sine briller, før han supplerer med en vigtig detalje fra jazzens historie. Improvisationen voksede frem af et oprør mod jazzens stive strukturer tilbage i 1960’erne. Man ville væk fra de fastlåste rammer, væk fra gentagelserne og ud i et musikalsk univers, hvor regler blev opløst, og intuitionen tog over.
»Improviserende musik er et ret bredt begreb, men for os handler det om fri improvisation. Noget, der har rødder i jazzen fra 60’erne, hvor genren blev åbnet op. Man prøver at skubbe grænserne for, hvad musik kan være, og i stedet for at komponere det hele på forhånd, handler det om intuition, impulsivitet og om at finde idéerne lige nu.«
Når musikken ikke længere handler om faste toner og noder, men om at lytte, reagere og turde stole på øjeblikket.
At finde idéerne lige nu og her lyder måske man. Men sandheden er, at det kræver træning, nærvær og mod. Det kræver et rum, hvor man tør eksperimentere uden at frygte for at fejle. Derfor inviterer ImproCamp hvert år fem internationale instruktører, som hver især medbringer deres egne erfaringer, musikalske metoder og tilgange. Og selv om det hele foregår inden for improvisationens åbne rammer, har instruktørerne deres egne måder at nærme sig musikken på, fortæller Halym.
»Nogle spiller uden gentagelser, andre har regler som, at kun to må spille ad gangen, og når én går ind, går en anden ud. På den måde lærer deltagerne fleksibilitet og interaktion.«
Også fleksibiliteten var noget, der fascinerede Nana Pi, da hun for nogle år siden begyndte at undervise elever, der udelukkende havde lært musik fra noder. Hun bemærkede hurtigt, hvordan disse elever ganske vist kunne spille med matematisk præcision, men ofte uden at høre efter, hvordan musikken rent faktisk lød, når den fyldte rummet omkring dem.
»Jeg fik elever, som tydeligvis havde lært at spille musik matematisk korrekt. Men deres lyd var forfærdelig, fordi de ikke lyttede til sig selv. Hvorfor spille musik, hvis man ikke hører, hvad man selv spiller?« spørger hun og trækker let på skuldrene med et lille smil.
I improvisationen findes der nemlig ikke rigtige eller forkerte toner. Alt handler om at finde sin egen stemme. Om at lytte, reagere og føre en samtale uden ord.
Men hvad sker der egentlig, når musikken forlader campens fire vægge og bevæger sig ud i byen? Når den møder dem, som måske aldrig har hørt noget lignende før? Halym Kim beskriver ImproCamp som en bevægelse, der forsøger at »skubbe grænserne for, hvad musik er, og altid have en nysgerrighed efter at udvide sine musikalske udtryksformer.«
Den nysgerrighed har gennem årene spredt sig som blide bølger ind over Fredericia. Fra Tøjhuset og Den Kreative Skole videre ud til torvet, caféerne, Det Hvide Vandtårn, og til folk, der tilfældigt stopper op, lytter og lader sig fange af noget, der er nyt og anderledes. Den musikalske nysgerrighed bliver til byens nysgerrighed, når campen hvert år afsluttes med en todages offentlig festival. Her får de unge deltagere mulighed for at vise, hvad de har arbejdet på hele ugen – det frie og uforudsigelige – og samtidig deler de scenen med erfarne musikere, som bringer deres egne kunstneriske udtryk til Fredericia.
»Vi håber, det skaber åbenhed over for musikken i Fredericia. Musik og kultur gør noget ved os som mennesker. Det taler til os, er med til at skabe demokrati og gør os mere nysgerrige,« forklarer Nana Pi og fortsætter med et smil:
»Improvisationscampen, som vi har i Fredericia, findes faktisk ikke andre steder i Europa. Det håber vi, at folk vil opdage.«
Halym Kim fortæller videre om, hvordan folk vender tilbage år efter år. Hvordan campen på en eller anden måde holder fast i dem, der har været med før. Han husker især en samtale med to deltagere, der efter en pause vendte tilbage til ImproCamp. Noget, der tydeligvis gjorde stort indtryk på ham.
»Jeg sagde til dem, at det var dejligt, at de kom tilbage, fordi de ikke kunne være her sidste år. Og så svarede de, at de havde glædet sig meget, og at man kunne mærke, at man altid var velkommen. Man kommer ikke bare til en camp, man kommer til et fællesskab.«
Et fællesskab, der ikke kun lever i de otte dage, campen varer, men vokser videre ud i verden i form af nye bands, pladeselskaber og musikalske samarbejder. Nana Pi uddyber, hvordan hun hvert år bliver overrasket og rørt over at se, hvordan dét, hun og Halym engang startede som en lille musikalsk idé, nu har fået sit helt eget liv.
»Det er ikke bare én uge, og så er det slut. Der sker en masse uden for campen hele året. Vi skaber en ramme, og det er fantastisk at opleve.«
Når festivalen løber af stablen, glæder Nana Pi og Halym sig især til at opleve musikeren Etienne Nillesen, der spiller lilletromme på en helt særlig måde.
»Han får nogle toner og frekvenser ud af instrumentet, som ikke alle kan. Det er virkelig spændende,« fortæller Halym.
Og Nana Pi ser frem til at dirigere den sidste koncert med musik-tegnsproget Extemporize, hvor alle deltagerne fra campen er med.
»Det bliver en stor oplevelse,« slutter hun med en overbevisning, der viser, at hun allerede er dér – i musikken, i nuet, i øjeblikket.
DYR. De er små, piggede og plejede at pusle rundt i de fleste danske haver. Men pindsvinet er i stor tilbagegang, og nu bliver danskerne bedt om hjælp til at finde ud af, hvor mange der egentlig er tilbage.
Lørdag den 9. august opfordrer WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen hele landet til at deltage i en landsdækkende tælling. Initiativet er en del af projektet »Danmarks Pindsvin«, der skal kortlægge artens udbredelse og tilstand i Danmark.
Det europæiske pindsvin blev i efteråret 2024 vurderet som »nær truet« på den internationale rødliste. I flere nabolande er bestanden faldet med op mod 30 procent. I Danmark mangler man fortsat præcise tal.
»Pindsvin er ét af de vilde dyr, som vi kan opleve rigtig tæt på, fordi de gerne lever i vores haver. Det giver os en unik mulighed for at indsamle data om dem. Men vi har brug for danskernes hjælp, og derfor håber vi, at så mange som muligt vil bruge lørdag aften på at hjælpe os og én af vores mest folkekære arter« siger Line Gylling, biolog og chef for dansk natur i WWF.
Registreringen foregår på www.danmarkspindsvin.dk, og alle kan deltage – også dem uden have. Man kan gå en tur i kvarteret, parken eller skoven og notere, om man ser et pindsvin. Også trafikdræbte eller døde dyr skal registreres, og det samme gælder, hvis man slet ikke ser nogen.
Ifølge Sophie Lund Rasmussen, også kendt som Dr. Pindsvin, mister Danmark en tredjedel af sine pindsvin hvert år i trafikken.
»Vi har brug for at vide, hvor pindsvinene er, men bestemt også hvor de ikke er. Det er også vigtigt at registrere, om pindsvinene er levende eller døde i for eksempel trafikken, for faktisk mister vi hvert år en tredjedel af alle pindsvin til trafikdrab. Jo mere vi ved, jo bedre kan vi sætte ind for at beskytte dem« siger hun.
Hun gør samtidig opmærksom på, at pindsvinene har unger i august og derfor ikke må forstyrres unødigt.
»Pindsvinene har unger i august måned, og derfor er det vigtigt, at man ikke forstyrrer dem og deres reder, men kun registrerer de pindsvin, der er synlige og kommer frem af sig selv« lyder det.
Tællingen lørdag indgår i et flerårigt projekt, der skal styrke viden og opmærksomhed omkring pindsvin i Danmark. Det er tredje år i træk, at WWF og Sophie Lund Rasmussen gennemfører initiativet med støtte fra Nordea-fonden.
De to foregående år har danskere indberettet over 40.000 pindsvin, og projektet omfatter også skoleforedrag og forskning i, hvordan blandt andet klimaforandringer påvirker artens adfærd.
Sophie Lund Rasmussens forskning har vist, at 9 ud af 10 danske pindsvin har pesticider i leveren. Samtidig viste en undersøgelse fra Danmarks Naturfredningsforening i 2021, at hvert andet barn i Danmark aldrig har set et pindsvin i virkeligheden.
Erik tog den 25. juni 2025 på besøg i Garnisonskirken, Sct. Michaelis Kirke. I en samtale med Garnisons- og Sognepræst Kristoffer Bruun Simonsen søgte han at komme tættere på Kristoffers og Sct. Michaelis Kirkens egne refleksioner og eftertanker over 6. juli-dagenes betydning.
HISTORIE. Når man træder ind i Garnisonskirken i Fredericia, mærker man straks en næsten andægtig stilhed. En stilhed, der ikke blot skyldes rummets størrelse eller de gamle mure, men en stilhed, der rummer historiens vingesus. Det er, som om fortiden er trådt ind i nutiden og venter på at blive fortalt igen. Garnisons- og sognepræst Kristoffer Bruun Simonsen åbnede dørene til Garnisonskirken kort for 6. juli i år med et smil, der signalerer, at her er en mand, som lever med og for historien. Hele samtalen med Kristoffer Bruun Simonsen kan du se og lytte til sidst i artiklen.
»Velkommen indenfor,« siger Kristoffer med varme i stemmen. Vi er tilbage i slutningen af juni måned, hvor jeg havde en samtale med Kristoffer om 6. Julidagenes betydning for os og for kirken. Selvom det nu er en måned siden, at årets 6. julidage fandt sted, så lever fortællingen stadig i Garnisonskirken. Ikke fordi vi bogstaveligt træder tilbage i historien, men fordi Kristoffers levende ord og nærværende gestikulationer gør fortiden nærværende.
Han lader døren stå på klem lidt længere, end han egentlig behøver, som om han inviterer historien ind i kirken endnu engang. Sammen bevæger vi os op gennem kirkeskibet, og han stopper op og kigger ned langs bænkerækkerne, før han siger:
»Det var lige her, at 22 dræbte danske officerer var placeret for enden af bænkerækkerne under begravelsesceremonien den 8. juli 1849. De var stillet op langs rækkerne her, og hele kirkerummet var dengang fyldt af en sorg, vi næppe kan forestille os i dag. Og lige der fremme stod general Ryes kiste.«
Hans ord efterfølges af en pause, hvor stilheden får lov til at understrege alvoren. Kirkerummet, der ellers ofte er fyldt med tale og sang, synes lige nu at genkalde mindet fra for en måned siden, hvor navne blev læst op, og røde og hvide nelliker symbolsk blev båret ud af kirken.
»Når hvert enkelt navn bliver nævnt, er det for at understrege, at bag hvert navn står en historie, et liv, en familie, der mistede nogen alt for tidligt,« forklarer Kristoffer og tilføjer, at øjeblikket står tydeligt for ham. »Det er stadig stærkt at tænke på.«
Han beskriver detaljen med nellikerne, der symboliserer både liv og død, blod og fred, og som bæres gennem byen op til Krigergraven ved Trinitatis Kirke:
»Traditionen med at bære nellikerne ud af kirken genoptog vi i 2018, og den minder os om, hvordan vi som by er forbundet til vores fortid. Det er vigtigt, at traditionen bliver holdt i live af os alle sammen, fordi historien netop er fælles. Betydningen af dem er lige så vigtig i dag,« siger Kristoffer med den eftertænksomhed, der kendetegner ham.
Netop det er måske årsagen til, at 6. julidagene lever videre, også længe efter ceremonierne er slut – fordi mennesker som Kristoffer Simonsen sørger for, at historien aldrig helt får lov til at slippe vores tanker.
Kristoffer satte sig ned i kirkerummet, og hans blik vandrede rundt i lokalet, som om han genkaldte billederne fra dengang. Med rolige bevægelser tegnede han omridset af en fortælling, der stadig kunne mærkes i luften. Hans ord fik kirkerummet til at virke større, dybere, mere levende. Det var ikke svært at se ham for sig, da han også beskrev den særlige aftengudstjeneste, der finder sted den 5. juli.
»Den gudstjeneste holder jeg utrolig meget af,« fortalte han med blikket vendt mod kirkens midtergang. »Den har været afholdt hvert eneste år siden 1849, og det er som om, historien selv tager del heri. Man mærker historiens vingesus helt fysisk.«
Han beskriver i samtalen, hvordan det føltes at stå i døren og se fanen blive båret ind med værdighed og respekt, mens menigheden rejste sig. Det er en oplevelse, der har sat sig dybt hos ham, som om noget næsten fysisk havde sat sig fast i kirkerummet.
Erindringen om sidste års fejring stod ligeledes klart i Kristoffers hukommelse. Han huskede stadig følelsen af ærefrygt og stolthed, da majestæten selv, Hendes Majestæt Dronning Margrethe, havde taget plads i logen og overværede hele Mindegudstjenesten d. 6. juli 2024.
»Det var meget stemningsfuldt. Det betød utroligt meget for alle,« sagde han, og hans stemme afslørede, at det ikke blot var højtideligheden, men også fællesskabet omkring den, der havde gjort stort indtryk på ham.
Hvorfor var disse ceremonier og mindegudstjenester så afgørende vigtige?
Kristoffer tøvede ikke med svaret, og hans alvor i stemmen understregede vigtigheden af det, han sagde.
»Som garnisonskirke er det vores opgave at minde om, hvilke skuldre vi står på. De mennesker, der dengang kæmpede og gav deres liv, gjorde det for vores frihed, vores værdier og den fred, vi nyder godt af i dag. At mindes dem er en måde at ære dem og takke dem på.«
Ordene hang et øjeblik i luften, og Kristoffer blev stille. Man fornemmede tydeligt, hvordan hans ord fik ekstra tyngde, når han samtidig talte om nutidens urolige verden.
»Freden, som vi ofte tager for givet, er skrøbelig,« fortsatte han eftertænksomt. »Når vi mindes krigen i 1849, mindes vi samtidig om, hvor vigtig freden er at værne om. Især i en tid som nu, hvor uroen kan mærkes tydeligt.«
Det var netop den refleksion, som Kristoffer og kirken – i samarbejde med 6. Juli Komiteen – havde forsøgt at løfte endnu tydeligere frem under mindegudstjenesten den 6. juli om refleksionen over “Sejrens Pris”, som ikke alene gælder vore egne faldne, sårede og efterladte, men også den daværende fjendes faldne, sårede og efterladte. En eftertanke som i forbindelse med 175års Jubilæet for Udfaldet fra Fredericia i 2024 havde givet anledning til, at 6. Juli Komiteen tog initiativ til at invitere repræsentanter fra Slesvig-Holsten med til at deltage i en fælles markering ved den Schleswig-Holstenske fællesgrab på Sct. Michaelis Kirkes Kirkegård d. 5. juli. Det var første gang i 175 år, at det skete. En ny supplerende tradition var skabt, i forsøget på at gøre mindehøjtidelighederne omkring 6. juli-dagene endnu mere meningsfulde, mindeværdige i en nutidig kontekst.
»Vi taler om fjender, men egentlig handler det jo om medmennesker. Under borgerkrigen kunne familier pludselig stå på hver sin side af fronten. Det viser, hvor vigtigt det er, at vi ser hinanden som mennesker og ikke fjender,« forklarede Kristoffer med rolig stemme.
Hans budskab er klart: det kristne ideal om forsoning og medmenneskelighed skal fastholdes med større kraft end nogensinde før.
»Vi skal se hinanden som mennesker. Det handler om værdighed og respekt, uanset hvilken side man står på,« sagde han, og henviste til astronauten Andreas Mogensens ord – under talen som Æresgæt i 2024 fra balkonen på Meldahls Rådhus på Bülows Plads – om, at når man ser på jorden udefra, så findes der ingen grænser – kun mennesker.
Kristoffer kiggede nu længere frem i tiden, og hans optimisme var tydelig, selv om alvoren stadig var nærværende.
»Jeg tror på, at vi vil blive ved med at mindes. Historien gentager sig aldrig helt, men den rimer ofte. Derfor skal vi blive ved med at spørge os selv, hvad vi er villige til at kæmpe for i dag. Det er en vigtig samtale at have med hinanden.«
Kristoffers ord blev hængende i luften, selv efter han var færdig med at tale. Det var, som om kirkerummet selv lyttede med og vidste, at fortællingen aldrig måtte stoppe helt. For som Kristoffer Bruun Simonsen understregede, var Garnisonskirken mere end blot et monument over fortiden. Den er levende historie, der bliver holdt i live af mennesker som ham selv – netop for at minde os alle om, at fred og frihed ikke blot er noget, der var, men noget, der stadig skal passes på og værnes om hver eneste dag.
Fyns Politis døgnrapport for torsdag den 18. december rummer flere færdselsuheld på motorvejen, et alvorligt trafikuheld nær jernbanen samt indbrud og sigtelser for narkokørsel...
