Helene Kindberg og Sarah Paulsen udtaget til VM

0
Helene Kindberg og Sarah Paulsen udtaget til VM

Landstræner Helle Thomsen har udtaget Helene Kindberg og Sarah Paulsen som de sidste to spillere til VM. Dermed tager Danmark 17 spillere med til slutrunden, som begynder på torsdag med kampen mod Japan. Alle 17 spillere bliver indskrevet i den officielle VM-trup.

»Vi har valgt at gå med Helene Kindberg i stedet for Clara Bang, da Kindberg også kan aflaste Andrea Aagot og Trine Østergaard på højre fløj. Det kan blive aktuelt, da Trine Østergaard i går vred om på foden, og det lige nu er usikkert, om hun bliver klar til første kamp, mens Andrea Aagot har en ryg, vi skal passe lidt på,« siger Helle Thomsen og tilføjer:

»Clara Bange har gjort det virkelig godt, og hun er helt sikkert fremtidens spiller, men hun bliver hjemme i denne omgang, da vi er bedre dækket ind med Helene Kindbergs kompetencer.«

Landstræneren fremhæver samtidig, at Sarah Paulsen er udtaget for at give flere muligheder i bagkæden:

»Derudover er Sarah Paulsen udtaget for at kunne aflaste Helena Elver lidt i angrebsspillet. Sarah er dygtig i finte-spillet og kan spille alle tre positioner i bagkæden.«

Dermed ser den endelige VM-trup sådan ud:

Målvogtere
Amalie Milling, Ikast Håndbold
Anna Kristensen, Team Esbjerg

Fløjspillere
Emma Friis, CSM Bucuresti
Elma Halilcevic, Odense Håndbold
Trine Østergaard, CSM Bucuresti
Andrea Aagot, Odense Håndbold

Bagspillere
Kristina Jørgensen, Györ
Laura Borg, Viborg HK
Helena Elver, Györ
Line Haugsted, Team Esbjerg
Michala Møller, Team Esbjerg
Anne Mette Hansen, CSM Bucuresti
Julie Scaglione, Ikast Håndbold
Helene Kindberg, Team Esbjerg
Sarah Paulsen, Sønderjyske

Stregspillere
Nanna Hinnerfeldt, Nykøbing Falster
Sofie Bardrum, Krim Ljubljana

LIVE: FC Fredericia håber på overraskelsen mod FCN

0
LIVE: FC Fredericia håber på overraskelsen mod FCN

AVISEN er klar til eftermiddagens opgør på Right to Dream Park, hvor FC Nordsjælland og FC Fredericia mødes i en kamp, der betyder meget for begge mandskaber. Hjemmeholdet kommer med tre nederlag i træk, imens Fredericia jagter en tiltrængt vending efter syv hele nederlag i streg. Det er to hold, der leder efter et løft, og det kan mærkes på intensiteten frem mod kickoff.

Det første møde mellem klubberne i juli endte med et tæt 3-2-opgør, hvor Fredericia fik en drømmestart og viste, at de kan udfordre FC Nordsjælland.

Kampen fløjtes i gang klokken 16.00, og du kan følge alle hændelserne her i live. Vi dækker opgøret fra første duel til sidste fløjt.

Tiden er inde til nye generationer

0
Tiden er inde til nye generationer

Der er meget i tiden, der netop nu peger på betydningen af og behovet for rettidige generationsskifter. Generationsskifter er undervejs hele tiden og overalt i samfundet. De sker bevidst eller ubevist. Generationsskifter sker, om vi vil det eller ej. Rettidigt eller for sent. Det er lederne og os selv, der må tage det ansvar på os, så generationsskifter sker rettidigt og på den bedst mulige måde. Det handler denne artikel om.

Indledning

Tronskiftet i Danmark, der skete søndag den 14. januar 2024, er måske en af de begivenheder og det symbol, der skal til, for at andre ledere og statsoverhoveder, erhvervsledere og politiske ledere, ja også alle os andre begynder at gøre vores egne overvejelser om rettidige og succesfulde generationsskifter.

Meget af det, vi ser udfolde sig i verden omkring os netop nu, både nationalt og lokalt, er tydelige tegn på behovet herfor. Den ene krise og krig afløser de tidligere. Andre genoptages. Verden er ligesom låst fast i en form for dødsspiral, en selvdestruktionsmaskine ledet af menneskeheden, der måske – endda af godt hjerte – søger at løse nutidens og fremtidens ubærlige problemstillinger, udfordringer og/eller vilde problemer (eller hvad vi nu kalder dem) med fortidens løsningsmodeller og forældede mindset.

Historien har vist os gang på gang, at generationsskifter og lederskift oftest sker for sent – i kølvandet på opståede kriser og krige. Generationsskifterne formes således ofte af kriser og kriges afslutninger og påbegyndelser af nye æraer. Men det er måske ikke lige den bedste og mest optimale løsning.

Generationsskifter

Måske ligger nøglen og koden et helt andet sted til løsningen af nutidens udfordringer, kriser og krige, ubærlige problemstillinger, vilde problemer og hvad vi ellers vælger at kalde dem, og som vi alle mere eller mindre er enige om reelt eksisterer, medmindre man hælder til det konspiratoriske perspektiv og teorier (og dermed for alvor bliver fastlåst i fortiden).

Hvis vi var bedre forberedte til fremtidens udfordringer ved at foretage de nødvendige generationsskifter før behovet derfor egentlig opstod, så kunne generationerne efter os være velforberedte og velkvalificerede til at tage sig af dem rettidigt. Udfordringerne når måske endda ikke at vokse sig store, uhåndterbare og ubærlige og aller heldigst slet ikke at opstå.

Løsningen ligger måske ganske enkelt i at få synkroniseret timingen, så løsningerne kommer før udfordringerne.

Her taler jeg ikke nødvendigvis generationsskifter i form af skift mellem mennesker, selvom dét kan det selvfølgelig også være. Nej jeg taler i højere grad om et generationsskifte til nye mindsets, idéer, tanker, værdisæt og strategier. Nye visioner og beslutninger. Men bestemt og helt sikkert nye, rettidige handlinger og adfærdsmønstre i forhold til nutidens og fremtidens ubærlige problemstillinger, udfordringer og/eller vilde problemer. Udfordringer som vi indtil nu stadig kæmper med og som lige nu kun synes at blive værre.

Når noget ikke virker og fungerer, så er det tid til at gøre noget andet. Som Albert Einstein sagde:” The World as we have created, it is a process of our thinking; It cannot be changed without changing our thinking”. En forandring kræver ny tænkning.

Derfor skal vi også tillade vores ledere og statsoverhoveder at blive klogere og tage ved lære af de erfaringer, som vi sjældent giver os nok tid til at uddrage læren og tage konsekvensen af. For igen at citere Einstein: ”Anyone who has never made a mistake has never tried anything new”.

Det gælder for ledere og os selv i alle brancher. Ingen undtagelser eller særregler. Heller ikke medierne har særstatus her.

De nye generationer af ledere

De nye generationer af ledere støbes og formes i høj grad af fortidens og nutidens ledere. Derfor har nutidens ledere et helt særligt ansvar. De bør sørge for rettidigt at give bolden, marskalstaven og virksomhedens kronjuveler videre, mens virksomheden er på vej op eller allerede er i en sund bæredygtig tilstand. 

Samtidigt skal nutidens ledere, i deres støbning og formning af de nye generationer af ledere, bibringe de nye generationer af ledere netop de ressourcer og kompetencer, der giver de nødvendige kompetencer og betingelser for at skabe og virkeliggøre den nye ”tænkning”, som Einstein talte om.

Jeg har selv søgt at leve op til dette lederansvar, både som chef og leder i Forsvaret og senest efter de 8 år som formand for 6. julikomiteen i Fredericia, hvilket jeg tidligere har skrevet om.

I dag søger jeg gennem mit arbejde ved Danske Digitale Medier og som ledelsesrådgiver og forfatter m.v. at inspirere og opfordre nutidens, fremtidens og de nye generationer af ledere til at lade sig inspirere af andre fremragende ledere. Og gøre det med baggrund af egne erfaringer, idéer og visioner, så de nye generationer danner sig deres egen lederstil i takt med tiden og med blikket rettet en generation eller to endnu længere frem i tiden.

I artikelserien ”kunsten at lede” søger jeg netop, gennem et nutidigt og fremadrettet personligt perspektiv på ledelse, at inspirere andre ledere og ikke mindst de nye generationer af ledere til at igangsætte egen refleksion og tanker om egen ledelse og ledelsesstil.

Ledetrådene

Hæver vi blikket op over lederlandskabet, vil jeg pege på fem overordnede ledetråde, som jeg har erfaret er vigtige lederegenskaber at tage på sig, når det handler om lede mennesker ud af kriser og krig og dermed skabe de nødvendige forandringer, som vi står overfor i dag.

De handler om troen, håbet, viljen, modet og roen, samt evnen til at skabe de nødvendige forandringer, som vi som mennesker og ledere står overfor.

Som leder bliver du nødt til at træffe en beslutning om, at tro på det, du personligt gør, og det du er en del af, hver eneste dag. Der ligger her et bevidst valg i mentalt at lede efter og holde fokus på de mulige løsninger, og bevidst lede efter sprækkerne i paradokserne, så paradokserne opløses.

Under kriser og krig oplever jeg, at troen ofte afløses af håbet om, at det vil lykkes trods den kaotiske og foranderlige omverden, hvor vi konstant må tilpasse vores strategier. Vejen til succes bliver en uendelig samskabelse og tilpasning mellem mål og retning og de afmålte skridt, som vi vælger at tage.

Og når troen og håbet om succes svinder ind – for det vil vi opleve undervejs – så er det viljen og modet til at fortsætte, der må tage over hos lederen. Lederens vilje og mod til at beslutte og handle kan bringe håbet og troen tilbage.

Vigtigt er også, at lederen har evnen til at gå ind i en mental tilstand af indre ro og balance med en følelse af en tidsmæssig uendelighed, selv i meget kaotiske situationer.  

Afslutning

Det er netop i forbindelse med og under disse generationsskifter, vi skal være særligt opmærksomme på, hvilke ekstraordinære forandringsmuligheder det giver.

For en stund løsnes de ellers stærkt vanedannende og hidtil fastlåste bånd. De binder os for en stund ikke længere på mund og hånd – mulighederne for ægte forandringer kommer til syne, og de bør gribes.

Held og lykke med det hele.

Mentalt Golf Tip: Attituden op får dit handicap ned  

0
Mentalt Golf Tip: Attituden op får dit handicap ned  

I golfsporten taler man ofte om svingmekanik, boldflugt og udstyr, men den sande golfmester kender til den eneste, afgørende faktor, der ikke kan købes: Attitude.

Golf er unik, fordi den stiller din mentale styrke på den ultimative prøve. Hvor andre sportsgrene giver dig mulighed for øjeblikkeligt at komme videre, tvinger golf dig til at dvæle ved dine fejl og bære dem med dig over en lang 18-hullers runde. Din attitude er med andre ord ofte det vigtigste.

Hvorfor Attituden er afgørende
En dårlig attitude manifesterer sig i det øjeblik, du lader frustrationen fra et dårligt slag på 3. hul påvirke dit sving på 4. hul. Dette fænomen kaldes “følelsesmæssig forurening” af runden. Hvis du slår bolden i skoven, og din reaktion er at sparke til jorden eller kaste køllen, har du allerede tabt det næste slag mentalt.

Den rigtige attitude handler om at praktisere neutralitet. En neutral golfspiller anerkender fejlen, men vælger bevidst at lægge den bag sig, før han eller hun når frem til bolden og det næste slag. Neutrale golfspillere fokuserer udelukkende på den opgave, de står overfor nu. Studier viser, at elitegolfspillere er mestre i at skabe et “3-sekunders vindue” – en kort periode efter et slag, hvor de må reagere (glæde eller frustration), hvorefter det mentale “reset-knap” trykkes helt i bund.

De Fire Søjler i Mental Golf
For at opbygge en vinderattitude kan du fokusere på fire nøgleområder:

  1. Acceptér Uperfekthed: Perfektionisme er golfspillerens værste fjende. En god attitude accepterer, at der vil være dårlige sving og uheldige bounces. Målet er ikke at spille perfekt, men at minimere skaden, når fejl sker.
  2. Kropssprog er en Selvopfyldende Profeti: Din kropsholdning og dit kropssprog er direkte knyttet til din selvtillid. Selv hvis du føler dig frustreret, skal du gå med hovedet højt og skuldrene tilbage. Dette sender positive signaler til din hjerne og signalerer til dine medspillere, at du stadig er med i kampen.
  3. Fokusér på Processen, Ikke Resultatet: Attituden skal lægge vægten på den proces, der fører til det gode slag (setup, balance, langsomt tempo), snarere end det endelige resultat (scoren). Dette giver dig kontrol over det, du kan påvirke, og fjerner stress fra det, du ikke kan kontrollere.
  4. Håndter en dag med B-spil: Ligesom man accepterer vejrforholdene (regn, vind), skal man også acceptere de dage, hvor man spiller B-spil, hvor svinget bare føles forkert. En god attitude-golfspiller bruger disse dage til at træne problemløsning og tålmodighed frem for at kæmpe imod virkeligheden.

Ved at træne din indstilling lige så dedikeret som dit chip og dit put, udstyrer du dig selv med det mest magtfulde værktøj i golf: evnen til at møde modgang med tålmodighed, ro og tro og på, at det næste slag bliver det bedste slag på runden.

Spørgsmål og opfordring til nye emner rettes til stig.brammer@gmail.com 

Scooter total­smadret – 15-årig slap mirakuløst fra voldsomt uheld

0
Scooter total­smadret – 15-årig slap mirakuløst fra voldsomt uheld

Natten til søndag blev alt andet end stille for Sydøstjyllands Politi. Hver gang patruljerne var på vej hjem fra én opgave, tikkede den næste melding ind. Spirituskørsel i Fredericia. Vold i nattelivet i Vejle. Og et voldsomt færdselsuheld i Juelsminde, hvor en scooter blev splittet ad i et lyskryds.

Vagtchef Thomas Kiær opsummerede det selv sådan ved morgenbriefingen: “Der har været tryk på.”

Slingrende bil på Egeskovvej

Aftenen var knap ved at tippe over i nat, før den første sag landede. Kort før midnat på Egeskovvej i Fredericia opdagede en patrulje en personbil, der slingrede så markant, at det var umuligt at overse.

Betjentene vendte om, tog bilen ind til siden – og mistanken blev bekræftet på få sekunder.

»Føreren bliver alkometertestet, og den slår ud over det lovlige,« fortæller vagtchefen.

Bag rattet sad en 51-årig mand fra Fredericia, som blev anholdt på stedet og kørt til Kolding Skadestue, hvor blodprøven nu skal fastslå promillen. En frakendelse af førerretten venter forude.

Skægvold på Old Irish Pub

Videre til Vejle, hvor nattelivet for alvor gjorde opmærksom på sig selv. På Old Irish Pub på Dæmningen begyndte en gæst at opføre sig udadreagerende over for en anden.

Dørmanden trådte til, som dørmænd gør. Men i stedet for at gå ud af døren tog den ophidsede gæst fat – i dørmandens skæg.

»Han trækker dørmanden hårdt i skægget, så det bliver revet løs,« siger Kiær.

Den 25-årige mand fra Vejle blev fastholdt af personalet og overdraget til politiet, der anholdt ham for vold.

Smadret scooter – 15-årig på skadestuen

Nattens sidste alvorlige sag kom fra Juelsminde kort efter klokken 07.00 søndag morgen. Et sammenstød i krydset Ringvejen/Vejlevej sendte en 15-årig scooterfører på skadestuen.

Detaljerne er endnu uklare.

»Det er stadigvæk uvidst. Vi undersøger, om der er nogen, der kan have kørt over for rødt,« siger Kiær.

Scooteren taler dog sit eget brutale sprog: Totalsmadret. Ifølge politiet næppe lovlig.

På trods af det kaotiske syn slap den 15-årige forbløffende billigt, som vagtchefen formulerer det. Bilisten, en 37-årig mand, er uskadt.

Frederik den III’s Laug inviterer til festlig julekoncert i Christianskirken

0
Frederik den III’s Laug inviterer til festlig julekoncert i Christianskirken

Julestemningen får et løft, når Frederik den III’s Laug igen i år åbner dørene til den traditionsrige julekoncert i Christianskirken. Det sker mandag den 8. december 2025 kl. 19.30–21.30, hvor publikum kan se frem til en stemningsfuld aften – og endda en musikalsk »surprise«.

Dørene åbner allerede kl. 19.15, og Lauget håber, at mange vil være med til at fylde kirken og lade fællesskabet sprede varme i vintermørket.

»Vi glæder os til at se jer og sammen få julestemningen til at spredes,« lyder det fra Michael Kristensen.

Billetter koster 175 kr. pr. person og købes ved betaling til:
Reg.nr. 9196 – konto nr. 113 015 5096
eller MobilePay 55731
Husk at skrive navn ved betaling. Når beløbet er indbetalt, er man tilmeldt.

Koncertens titel »Surprise« lægger op til, at publikum kan forvente noget helt særligt denne decemberaften i Christianskirken – en musikalsk julegave leveret i smukke rammer.

Tømrerfaget får grøn transformation: Elever bygger bæredygtighed ind i hverdagen

0
Tømrerfaget får grøn transformation: Elever bygger bæredygtighed ind i hverdagen

Et samarbejde mellem EUC Lillebælt og Affald & Genbrug giver unge nye kompetencer — og et helt nyt syn på både håndværk og dem selv.

I værkstederne på EUC Lillebælt dufter der ikke kun af træ. Det dufter af en ny didaktisk retning, hvor bæredygtighed, trivsel og håndværk bliver sat sammen på en måde, der både overrasker eleverne og udfordrer skolen selv. For tømreruddannelsen har sat sig for at skabe noget, der rækker ud over traditionelle undervisningsformer: et læringsfællesskab, hvor genbrug, kreativitet og elevens mentale ro er lige så vigtige som sav, vaterpas og skruemaskine.

»Vi mener jo her i tømrerafdelingen, at vi har et stort ansvar i forhold til at få vores unge mennesker til at kigge i retning af det bæredygtige i forhold til at genbruge,« siger Susanne Skjoldemose Boye Roost, lokal projektleder for Trivsel i Faglige Læringsfællesskaber.

Det ansvar bliver omsat konkret gennem et nyt samarbejde med Affald & Genbrug i Fredericia. Det giver eleverne mulighed for at hente brugte møbler og materialer, som de bearbejder i skolens åbne værksteder. Her bliver affald forvandlet til alt fra ombyggede stole til fantasifulde, funktionelle konstruktioner.

»Det handlede egentlig om at upcycle gamle møbler. De var utrolig åbne og interesserede i, at vi bare kunne komme og hente, men selvfølgelig også interesse i, at de færdige produkter kunne bruges til at vise, at der ligger mulighed i gamle kasserede møbler.«

Et værksted, der bygger mere end produkter

Samarbejdet er en del af EUC Lillebælts strategi om at integrere langsom pædagogik i håndværksfagene. Her handler undervisning ikke kun om tempo og produktion, men om proces, fordybelse og refleksion. Det er med til at ændre elevernes forhold til både materialer — og dem selv.

Når eleverne opcycler, sker der noget markant, fortæller Roost. Fantasien aktiveres, og kvaliteten løfter sig.

»De er vildt imponeret over, hvor få regler man har brugt til at skabe den der relativt store toiletbås, og hvordan de kan bruge materialerne på forskellige måder. Der er nogen, der har lavet bindingsværk, der er nogen, der har brændt overfladerne, og nogle, der har lagt sildeben.«

For mange af eleverne er det første gang, de oplever, at genbrug ikke er en begrænsning, men en mulighed.

»De var vildt imponeret over, at de fik det hjem, og de fik det sat ind i en kontekst. At det faktisk kunne blive lækkert og brugbart.«

Toiletbåse som pædagogisk greb

Et andet af tømrerafdelingens projekter — og måske det mest overraskende — handler om mentale pauser. Afdelingen arbejder målrettet med at give eleverne “time outs”, og de har bygget særlige toiletbåse som rum til ro og regulering.

»De er baseret på en palleramme… små steder, hvor man officielt, legalt bare kan sætte sig ind og lige brække helt ud og tømme hovedet og blive klar til at gå tilbage til undervisning.«

Idéen udspringer af et voksende behov hos unge, især dem med diagnoser eller store udfordringer. Et sted, hvor man må være stille, er ifølge Roost en undervurderet ressource.

»Toilettet og stillekupéer er jo faktisk de to steder, hvor man legalt kan trække sig og være stille. Og når man er stille, så kan man tømme sit hoved.«

Materialerne til båsenes interiør har eleverne også hentet på genbrugspladsen. En proces, der igen tydeliggjorde pointen: at kreativitet, æstetik og genanvendelse kan smelte sammen i noget, der opleves som ægte håndværk.

Langsom pædagogik — og hurtige gevinster

De nye undervisningsformer har særligt styrket projektets fokus på trivsel. Her betyder tempoet alt.

»Langsom pædagogik handler om, at vi tager den tid, det nu tager for eleverne at være med i de her processer. At de selv er med i hele processen, at de bygger og skaber og mærker på egen krop.«

Det er netop denne helhedsorienterede tilgang, der gør forskellen, siger Roost — især for elever fra Generation Z, der ofte kæmper med krav, diagnoser og en konstant forventning om at præstere.

Og her er en af projektets vigtigste gevinster:

»Vi har sat fokus på deres potentialer… fokus på muligheder og potentialer frem for alt det, de ikke duer til.«

Hun fortæller blandt andet, hvordan eleverne i starten kaldte fidget spinners for “specialiser” — et udtryk for, at de forbandt hjælpemidler med skam og svaghed. Men gennem læring, visualisering og positiv feedback er selvbilledet ændret.

»Stort set størstedelen af vores elever er blevet bevidste om, at uanset hvilket behov man har, og uanset hvilke udfordringer man har, så er man god nok.«

Det er også derfor, lærerne løbende fotograferer elevernes arbejde og deler det i interne grupper.

»Det har givet nogle visuelle bekræftelser på, at de er gode nok, og de godt kan.«

Bæredygtighed som erhvervspædagogisk løftestang

For erhvervsuddannelserne er projektet et eksempel på, hvordan faglig læring og grøn omstilling kan bindes sammen i praksis. Ikke gennem abstrakte mål, men gennem træ, skruer, fantasi — og møbler, der allerede har levet et liv.

Det handler ikke kun om at uddanne kommende tømrere, men om at påvirke deres faglige identitet.

Eleverne lærer ikke bare at forme materialer. De lærer, at materialer har værdi.

Og det giver et potentiale, som rækker langt ud over skolens værksteder.

Fremragende comeback var ikke nok

0
Fremragende comeback var ikke nok

Fredericia gik ind til opgøret mod Mors-Thy med bevidstheden om, at der skulle leveres noget særligt for at bryde en stime, der har strakt sig helt tilbage til 2008. Det blev ikke i dag, men kampen udviklede sig alligevel til en dramatisk fortælling om et mandskab, der først faldt fuldstændig sammen og siden genfandt både tro og tyngde. Det blev endnu en aften, hvor Sparekassen Thy Arena viste sig som en af ligaens sværeste baner, og hvor marginerne igen gled den forkerte vej for FHK.

Der var smil og tro på egne evner, da FHK varmede op, men første halvleg blev ikke noget at skrive hjem om.

Kampen begyndte med hjemmeholdets tempo og ubarmhjertige direkte stil. Allerede fra første minut løb Rasmus Madsen sig fri og bragte Mors-Thy foran. Kasper Palmar svarede tilbage med et hårdt hug, men FHK blev hurtigt fanget i hjemmeholdets fart. Victor Norlyk viste sig tidligt som en trussel, både fra kontraløb og i gennembrud, og det stod hurtigt klart, at Fredericia skulle finde noget helt særligt frem for at hænge på.

FHK havde enkelte gode momenter, blandt andet da Mads Kjeldgaard brød igennem og udlignede til 2-2, men fejlene begyndte at sætte sig ind i spillet. Mossestad brændte fra fløjen, Young smed straffekastet forbi, og både Moberg og Kjeldgaard tabte bolden i situationer, hvor FHK ellers var godt placeret. Det blev kendetegnende for første halvleg. Mors-Thy behøvede ikke engang spille fejlfrit. De scorede alligevel, og de fik lov at angribe længe. Hald, Magnus Norlyk, Sunesen og Rasmus Madsen kom alle på tavlen, mens FHK fik længere perioder, hvor kampen råbte efter stabilitet.

Frandsen kom ind og reddede alt, næsten da, men FHK formåede ikke at udnytte hans mange redninger i første halvleg.

Midt i den fredericianske vaklen stod én mand med hovedet hævet. Sebastian Frandsen kom ind og leverede den ene klasseredning efter den anden. Han holdt FHK inde i opgøret i en periode, hvor kampen kunne være eksploderet mod dem langt tidligere. Flere gange var han alene tilbage mod kontraløb, og alligevel fik han hænder på afslutninger, der lignede sikre scoringer. Han var også årsagen til, at der ikke stod 14-6, men i stedet 12-7, for hvis ikke han havde haft to klasseredninger kort efter hinanden, havde Mors Thy ført med otte mål.

Trods redningerne var det alligevel hjemmeholdet, der trak fra. Mors-Thy fik både fem og seks måls føring, og Fredericia havde svært ved at finde et sammenhængende angrebsspil. Young brændte, Palmar ramte stolpen, Martinusen brændte, og Moberg havde en halvleg, han helst ville have været foruden. Så mange boldtab, så mange situationer, hvor han blev fanget i dueller uden kontrol. Det endte også med en bemærkning om, at han måtte tages ud, for det duede simpelthen ikke.

Alligevel var der små lysglimt. Martinusen, som både brændte og scorede, og Adam Mats Ljungquist, der tog ansvar fra bagkæden og holdt FHK på afstand af det totale kollaps. Men Mors-Thy kunne gå til pause foran 16-11, og det var et billede på en første halvleg, hvor hjemmeholdet mest af alt levede af Fredericias fejl.

Efter pausen kom der en anden FHK-energi på banen. Der skulle gå næsten 35 minutter, men så var FHKs dygtige svenske spiller William Moberg mødt op. Han havde kæmpet med alt i første halvleg, kom ud som et helt nyt menneske. Han scorede, han tog initiativ, og pludselig lignede han igen den spiller, der kan vende kampe på egen hånd. Bisgaard kom også i gang, og der opstod et momentum, som publikum kunne mærke. FHK begyndte at løbe kontraer, pressede Mors-Thy til fejl og fik angrebet til at glide.

Men Mors-Thy havde stadig 2 x Norlyk. Hver gang Fredericia nærmede sig, dukkede de op med en scoring, et straffe, et gennembrud. De var uhyggelige stabil, og selv når de tabte bolden, gjorde de det i sekvenser, hvor hjemmeholdet allerede havde kontrol på kampen. Det blev tydeligt, at skulle Fredericia helt tilbage i opgøret, så skulle 2 x Norlyk stoppes, men det lykkedes kun i glimt.

Adam Ljungquist viste, hvorfor FHK har hentet ham til klubben. Han leverede en klassepræstation i anden halvleg.

Alligevel voksede FHK ind i kampen. Moberg reducerede, Young løb kontra, Ljungquist fandt rytmen og blev ved med at trække igennem. Frandsen fortsatte med redningerne, og pludselig var forskellen blot to mål. Derfra begyndte det at ligne noget. Bisgaard løb en vigtig bold i kassen, Martinusen hamrede den ind, og FHK begyndte at lugte blod. Mors-Thy begyndte at lave tekniske fejl. Norlyk tabte bolden, Hald skød forbi, og publikum begyndte at røre på sig.

Da Ljungquist scorede to gange i træk og udlignede, eksploderede kampen. FHK var tilbage i et opgør, de i lange perioder havde været helt ude af. Mors-Thy tog timeout, men Fredericia stod nu med et momentum, der var helt uventet efter første halve times oplevelse. Young udlignede i en intens fase, hvor hvert angreb rystede hallen. Derfra blev det en duel mellem to hold, som begge var ude i tovene, men som nægtede at give sig.

Men igen var det 2 x Norlyk, der tog scenen. De svarede på Ljungquists scoringer, de udnyttede et straffe, og de fandt rummet bag FHK-forsvaret i en periode, hvor hjemmeholdet så presset ud. Mors-Thy fik igen et lille hul, og FHK måtte på jagt.

Alligevel holdt Fredericia fast. Bisgaard reducerede, Moberg satte endnu en vigtig scoring ind, og Frandsen reddede et afgørende skud fra Bull med få minutter igen. Da Kjeldgaard trykkede et underhåndsskud ind til 32-31, var kampen igen helt åben. Der var et minut tilbage, og alt i hallen sitrede.

Mors-Thy tog endnu en timeout. Bolden blev sat i hænderne på Magnus Norlyk, og han gjorde det, som kun de mest rolige spillere gør i de største øjeblikke. Han afgjorde kampen. Kort efter løb Bisgaard en sidste bold i kassen, men tiden var løbet fra FHK.

Det endte 33-32 i et opgør, hvor Fredericia leverede en fornem, næsten gnistrende anden halvleg, men hvor det igen blev tydeligt, at første halvleg og de mange fejl kostede dyrt. Og stregen fra 2008 blev forlænget endnu en gang.

Slutresultat
Mors-Thy Håndbold 33 – 32 Fredericia Håndboldklub

Halvleg
Mors-Thy 16 – 11 FHK

Mors-Thy – målscorere
Victor Norlyk 10
Magnus Norlyk 5
Rasmus Madsen 4
Gustav Sunesen 3
Kasper Lindgren 2
Henrik Toft Hansen 1
Malthe Bull 1

FHK – målscorere
Adam Mats Ljungquist 8
Anders Kragh Martinusen 5
Martin Bisgaard 4
William Moberg 2
Mads Kjeldgaard 2
Kasper Young 3
Kristian Hübert Larsen 3
Pelle Segertoft 1
Evgeni Pevnov 1
Kasper Palmar 3

Pernille Rosenkrantz-Theil trækker sig: Et markant politisk farvel efter nederlaget i København

0
Pernille Rosenkrantz-Theil trækker sig: Et markant politisk farvel efter nederlaget i København

Et af Socialdemokratiets mest markante navne gennem de seneste årtier forlader nu dansk politik. Pernille Rosenkrantz-Theil (S) annoncerer i et længere opslag, at hun trækker sig efter kommunalvalget, hvor Socialdemokratiet mistede magten i København for første gang i 100 år, og hvor hun selv forgæves stillede op som overborgmesterkandidat.

I sin meddelelse skriver hun:

»Jeg har kæmpet det bedste, jeg har lært for det, jeg tror på. Men denne gang lykkedes det ikke. Resultatet af det her valg i København er ikke tilfredsstillende. Det er mit ansvar. Og på den baggrund har jeg truffet en beslutning om at trække mig og dermed stoppe i politik.«

Rosenkrantz-Theil konstaterer, at valgkampen og de efterfølgende forhandlinger i høj grad kom til at handle om hende personligt, og at den samlede konstituering endte med at placere Socialdemokratiet uden for indflydelse:

»Resultatet der står tilbage er, at næsten alle partier på Rådhuset valgte at gå sammen og udenom Socialdemokratiet. På trods af politiske uenigheder. Men for at sætte mig og Socialdemokratiet udenfor døren.«

Ifølge hende ville det være en hemsko for Socialdemokratiets arbejde fremover, hvis hun fortsatte som frontfigur:

»På den måde kommer jeg også til at stå i vejen for, at Socialdemokratiet kan bruge sine mandater til at få politik igennem på Rådhuset. Det kan de, der har stemt på Socialdemokratiet, ikke være tjent med.«

Et liv i politik

Rosenkrantz-Theil har været en del af dansk politik i nær tre årtier. I opslaget peger hun på en række resultater fra sin tid som minister og MF’er:

»Jeg fik ro på folkeskolen efter et uroligt årti, jeg gennemførte minimumsnormeringer, jeg fik flyttet massivt på ordblindeområdet, jeg tog initiativet til juniormesterlæren, jeg fik slået hul på ungdomsboligbyggeriet og landet en stor grøn aftale om fremtidens bæredygtige byggeri, jeg landede hjemløsereformen og Barnets Lov.«

Efter at have forladt sin ministerpost sidste år for at blive overborgmesterkandidat kastede hun sig ind i arbejdet i København:

»Som overborgmesterkandidat besøgte jeg alle ender og kanter af vores fantastiske hovedstad. Undervejs skrev jeg en hel bog om alt det, som jeg mente skulle forbedres.«

Hun understreger, at hun ikke fortryder satsningen:

»Svaret er nej, ikke et sekund. Man skal nu engang kæmpe for det, man tror på. Og at vælgerne så vil noget andet er jo fuldstændigt fair and square. Sådan er demokratiet. Og jeg elsker vores demokrati.«

Et historisk tab for Socialdemokratiet

Valget i København blev et markant nederlag for Socialdemokratiet. Partiet gik tilbage, mistede sin traditionelle dominans, og den brede konstituering, der nu styrer hovedstaden, blev dannet uden om Socialdemokratiet.

Dermed mistede partiet en af sine mest symbolske bastioner, og Rosenkrantz-Theils exit markerer et politisk skifte, der rækker langt ud over kommunegrænsen.

“Det har været en ære”

Afslutningsvis skriver hun:

»Det har været en ære og et privilegium at tjene folkestyret. Jeg er så utroligt taknemmelig over den store tillid, jeg er blevet vist igennem de seneste årtier.«

Hun sender også en hilsen til de kommende ledere:

»Tillykke til jer, der nu har taget rorpinden i København. Verdens bedste by er ikke kommet ud af ingenting. Pas godt på den.«

Med hendes afsked mister Socialdemokratiet en erfaren stemme og en politiker, der over tre årtier har sat markante aftryk i dansk social-, uddannelses- og velfærdspolitik.

Brand i gammel bunker i Vejle: Politiet undersøger mystisk installation

0
Brand i gammel bunker i Vejle: Politiet undersøger mystisk installation

En brand i en gammel bunker ved Søndergade i Vejle satte lørdag eftermiddag politiet på en usædvanlig opgave. Klokken 14.55 kom meldingen om røg og flammer fra det forladte anlæg, og patruljer og brandvæsen blev hurtigt sendt til stedet.

Ifølge vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi fandt patruljerne spor, der ikke umiddelbart gav mening.

»Det virker som om, at det er en gammel bunker af en eller anden art, hvor der har været noget ild løs i en sofa og i nogle paller,« siger han.

Bunkerens indretning – med sofa, paller og en tilsyneladende form for opbygget installation – fremstår mystisk, og politiet arbejder nu på at finde ud af, hvem der bruger stedet, og til hvad.

»Det er lidt uvidst, hvad formålet med installationen i bunkeren har været, så vi prøver at undersøge, hvad der tildels er årsag til branden, og hvem der anvender bunkeren og til hvilket formål,« fortæller vagtchefen.

Ingen personer kom til skade ved branden, og ilden er nu slukket. Politiet fortsætter undersøgelserne for at klarlægge både årsag og anvendelse af den gamle bunker.

To danske superstjerner klar til Grøn 2026

To danske superstjerner klar til Grøn 2026

0
EVENTS. To af Danmarks mest streamede artister er de første navne klar til Grøn 2026. Lukas Graham og Annika indtager scenen, når sommerens store...