-0.1 C
Copenhagen
fredag 26. december 2025

Dødsfald Middelfart uge 32

0
Dødsfald Middelfart uge 32

Jytte Jakobsen
1941 – 2025

Lene Bennick
1965 – 2025

Kjeld Juhl Paaske
1941 – 2025

Inge Marie Bornhøft Andersen
1939 – 2025

Niels Henrik Østergaard Kokholm
1955 – 2025

Fyrværkeri mistænkt i sag om groft hærværk

0
Fyrværkeri mistænkt i sag om groft hærværk

KRIMI. Et højt brag vækkede natten i Vamdrup, da en beboer på Plantagegade natten til mandag blev udsat for groft hærværk. Klokken 00.55 hørte kvinden et højt brag og kunne kort efter konstatere, at både et vindue i hendes stue og sidespejlet på hendes bil var ødelagt.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at politiet har registreret sagen som groft hærværk.

»Det skete mandag klokken 00.55 på Plantagegade i Vamdrup i Kolding Kommune,« siger han og uddyber, at der er tegn på, at sprængkraft har været involveret.

Ifølge politiet peger meget på, at ulovligt fyrværkeri kan være årsagen til skaderne.

»Anmelder hører et højt brag og kan efterfølgende konstatere, at et vindue i stuen og sidespejlet på hendes bil er sprunget eller gået i stykker. Der har formentlig været anvendt noget ulovligt fyrværkeri,« forklarer Arno Rindahl Petersen.

Politiet arbejder nu videre med sagen for at forsøge at finde frem til, hvem der står bag.

»Vi ser nærmere på det og håber, at vi kan være heldige at finde ud af, hvem der har gjort det,« siger han.

Sagen er registreret som groft hærværk, og politiet efterforsker nu episoden.

Giftige planter breder sig i Fredericia og vækker bekymring

0
Giftige planter breder sig i Fredericia og vækker bekymring

FREDERICIA. En gul og tilsyneladende uskyldig blomst har for alvor fået tag i rabatter og grøftekanter i Fredericia. Engbrandbægeren, som den hedder, er ikke blot uønsket men direkte farlig. Den kan give brandvabler ved berøring, er giftig for dyr og betegnes endda som kræftfremkaldende.

For den fredericianske borger Jan Kirk Jochumsen er det uforståeligt, at kommunen ikke handler mere markant. Han møder planterne næsten dagligt, når han lufter hund eller cykler i oplandet, og han kan ikke lade være med at tænke på, hvad der kan ske, hvis ingen tager affære.

»Planten er både giftig for dyr og mennesker, og den er kræftfremkaldende i værste tilfælde. Samtidig kan den give brandvabler, hvis man rører den. Det bekymrer mig, at der ikke bliver gjort mere ved det,« siger han.

Han forklarer, at problemet er synligt flere steder i kommunen. Langs landevejen fra den gamle Lillebæltsbro står de tæt i rabatten, og ved Røde Banke og jernbanebroen hænger de ud over cykelstien. For Jan handler det ikke kun om udseende men også om tryghed for både børn, cyklister og hundeluftere, der dagligt passerer forbi.

Jan fortæller, at han første gang stødte på debatten om engbrandbæger gennem sin kone, der arbejder på Island, hvor planterne straks bliver fjernet. Også i Juelsminde har man taget konsekvensen og sprøjtet for at holde dem væk. Derfor undrer det ham, at man i Fredericia lader dem stå.

»Planterne formerer sig voldsomt. Når de først smider frø, kan de brede sig til store områder. Så længe de står, hvor ingen gør noget, vil de bare fortsætte. Jeg kan frygte, at et barn en dag plukker en af blomsterne og får forbrændinger,« siger han.

Han har flere gange henvendt sig til kommunen gennem appen til borgerhenvendelser. Svaret har dog været det samme hver gang, fortæller han.

»Første gang fik jeg bare et svar om, at de ville tage det med, når de alligevel var ude. Da jeg gjorde opmærksom på, at planten både er giftig og kræftfremkaldende, fik jeg besked om, at de sender det videre til deres biologer. Men siden har jeg ikke hørt mere. Det virker ærligt talt som om, at man ikke er klar over, hvor farlig planten er,« siger han.

For Jan står det klart, at kommunen ikke har en egentlig strategi for at bekæmpe planten. Han peger på, at den eneste sikre metode er at trække dem op med handsker, lægge dem i en sæk og aflevere dem på genbrugspladsen. Hvis de i stedet slås med maskiner, spredes frøene bare endnu mere.

Samtidig kobler han problemet til den generelle debat om biodiversitet og kommunens »vild med vilje«-politik.

»Jeg er helt enig i, at biodiversitet er vigtigt. Men biodiversitet handler ikke om at lade giftige planter stå i rabatterne. Mange steder lader man bare stå til og kalder det vild med vilje. Resultatet er, at cyklister og hundeluftere nærmest skal have lange bukser på for at kunne færdes sikkert. Det kan ikke være meningen,« siger han.

Selv om han endnu ikke har set dyr eller mennesker blive direkte ramt i Fredericia, frygter han, at det kun er et spørgsmål om tid. Han peger på, at planterne allerede er begyndt at smide frø, og at risikoen derfor vokser for hver sæson.

»Der er børn, der hver dag cykler og går forbi de her planter. Hvis et barn plukker en blomst, kan det ende med forbrændinger. Og når planterne bliver slået af maskiner uden at blive fjernet, spreder frøene sig bare endnu mere. Jeg er bange for, at vi står med et problem, der snart er meget sværere at håndtere,« siger han.

For Jan er det vigtigt, at debatten ikke bliver reduceret til en enkelt borgers bekymring. Han mener, at det er et fælles ansvar, hvor kommunen må gå forrest, hvis problemet skal tages alvorligt.

»Det her handler ikke kun om mig. Jeg vil gerne selv gøre en indsats, men det er et problem, som kun kan løses, hvis kommunen også tager ansvar. Det kan ikke nytte noget at lade stå til,« siger han.

AVISEN har talt med Fredericia Kommune, der oplyser, at man holder øje med planterne, men at der ikke er planer om større indsatser mod engbrandbægeren. Den melding er ikke nok for Jan, der fortsat ser planterne vokse og brede sig i vejkanten på sine daglige ture.

an har også gemt de svar, han har fået fra kommunen via »Giv et praj«-appen. I et af svarene fra den 7. juli skriver Vej og Park Drift, at Fredericia Kommune ikke bekæmper engbrandbæger direkte, men at planterne bliver klippet i forbindelse med den almindelige græsslåning.

Et tidligere svar fra 29. juni lyder, at henvendelsen indgår i den samlede prioritering af opgaver, og at borgeren ikke vil få yderligere svar. I stedet henvises der til, at status kan følges på kommunens hjemmeside eller i appen.

For Jan understreger svarene, at problemet ikke bliver taget alvorligt nok. »De svar, jeg har fået, giver mig mest af alt indtrykket af, at man ikke har en reel plan for at komme planterne til livs. Når man blot klipper dem ned, spreder de sig jo bare endnu mere,« siger han.

Tyve slap væk med 1200 liter diesel fra landejendom

0
Tyve slap væk med 1200 liter diesel fra landejendom

KRIMI. Et indbrud på en landejendom i Bjerndrup udviklede sig i weekenden til et omfattende tyveri, hvor gerningsmændene slap væk med både brændstof og værktøj.

Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fandt indbruddet sted mellem lørdag klokken 22 og søndag morgen klokken 07.30.

»Vi har haft et indbrud i en landejendom på Bjerndrup Bygade. En port er blevet brudt op, så man kunne komme ind i en lade med dieseltanke og landbrugsmaskiner. Her er der stjålet cirka 1200 liter diesel samt værktøj i form af en skruemaskine, en vinkelsliber og et topnøglesæt,« fortæller han.

Tyveriet gik ifølge politiet ikke helt ubemærket hen. En nabo har omkring klokken tre om natten bemærket en bil i området, som kan have forbindelse til indbruddet.

»En nabo har omkring klokken tre om natten set en mindre personbil af ældre årgang med en trailer spændt bagpå. På traileren var der nogle tanke, og bilen blev set køre ind i området. Det kan selvfølgelig være et bud på en gerningsmand til det her,« siger Arno Rindahl Petersen.

Politiet arbejder fortsat på at afklare sagen, men har endnu ikke en samlet værdiopgørelse af det stjålne.

Tre kandidater klar til forbrugervalget i Vejle Spildevand

0
Tre kandidater klar til forbrugervalget i Vejle Spildevand

VALG. Tre kandidater stiller i disse dage op til forbrugervalget i Vejle Spildevand, hvor kunderne i Vejle Kommune kan være med til at afgøre, hvem der får plads i bestyrelsen de kommende fire år.

På stemmesedlen finder vælgerne tre navne. Det er Christian Hartlev, Morten Kristensen og Nina Skriver Dahl.

Valget foregår online, og kunderne kan både møde kandidaterne, se deres valgvideoer og afgive deres stemme via Vejle Spildevands hjemmeside.

Hos Vejle Spildevand håber man på stor opbakning til valget. Direktør Mikael Schultz peger på, at bestyrelsens beslutninger får stor betydning i de kommende år.

»Vi håber naturligvis, at mange kunder vil stemme til vores forbrugervalg og være med til at sætte kursen for Vejle Spildevand. Vores bestyrelse sætter retningen for vores arbejde med at sikre den kritiske infrastruktur under jorden. I de næste fire år forventer vi at investere mellem en halv og hel milliard kroner, og bestyrelsen skal træffe vigtige beslutninger om, hvordan vi bedst sikrer klima, badevand og vandmiljø,« siger han.

Afstemningen begyndte i dag den 18. august og løber frem til og med 12. september.

Alle husstande, der er tilsluttet Vejle Spildevands kloaknet, har stemmeret. Det er kun muligt at stemme én gang pr. husstand. Ejendomme uden kloaktilslutning eller med egen bundfældningstank har ikke stemmeret.

Har man brug for hjælp til at stemme, kan man møde op på Vejle Spildevands kontor på Toldbodvej i åbningstiden. Her skal man huske id og MitID. Derudover kan man få hjælp til at stemme ved Åbent Hus lørdag den 30. august mellem klokken 10 og 14.

Kortslutning i solceller antændte brand på efterskole

0
Kortslutning i solceller antændte brand på efterskole

KRIMI. Søndag eftermiddag blev der observeret røgudvikling fra taget af sportshallen ved efterskolen i Drejens. Klokken 14.43 indløb meldingen til 112, og kort efter var brandvæsen og politi på stedet.

Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd opstod branden formentlig i forbindelse med en kortslutning i solcellerne på hallens tag.

»Der har været en lille brand på Drejensvej ved efterskolen i Drejens søndag klokken 14.43. Det var i taget på sportshallen, og ifølge brandvæsenet har det formentlig været i forbindelse med en kortslutning i solcellerne. Ingen kom til skade, og brandvæsenet fik hurtigt styr på det,« fortæller han.

Branden blev altså hurtigt slukket, og ingen personer kom noget til. På efterskolen var der samtidig et forældrekaffearrangement, hvilket betød, at mange mennesker opholdt sig på området, mens brandfolkene arbejdede.

»Der var den lille krølle, at der var forældrekaffearrangement på efterskolen, så der var ret mange mennesker til stede. Men altså ikke nogle, der kom til skade,« slutter Arno Rindahl Petersen.

Sportshallen slap uden større skader, og efter brandvæsenets indsats kunne efterskolens arrangement fortsætte, mens stedet blev sikret.

Ridefysioterapi med hjerte og heste i Kauslunde

0
Ridefysioterapi med hjerte og heste i Kauslunde

SUNDHED. Når man træder ind i rytterstuen på Koesmosegård i Kauslunde, møder man ikke bare lyden af hestesko mod fliserne udenfor og duften af kaffe, der hænger i luften. Man mærker også en stemning af rummelighed og ro. Her er plads til alle, og her er plads til de små og store mirakler, der hver uge sker, når mennesker med handicap får lov at mærke hestens bevægelser under sig.

Det er Anne Demant Sehested, der står bag stedet. Hun startede op i 2019, men frøet til ideen blev sået flere år tidligere, da hun selv arbejdede med ridefysioterapi i en anden by. Vi sidder i rytterstuen, hvor man virkelig fornemme “hygge” og rummelighed.

»Vi har boet herude i 21 år, og for omkring 10 år siden fik jeg et job i en ridefysioterapi i Røjle nogle timer om ugen. Efter noget tid ønskede ridefysioterapeuten der at stoppe, og stedet ville ikke længere fortsætte med ridefysioterapi. Det blev begyndelsen til, at vi valgte at bygge herhjemme. For seks år siden stod hallen klar, og vi startede op. Så det hele begyndte faktisk, fordi jeg i første omgang var ansat i Røjle.«

Hun forklarer, hvordan det hele fra begyndelsen har været nødt til at hvile på et solidt fundament af faglighed. Der skal være en ridefysioterapeut tilknyttet, og alt skal ske på lægehenvisning. Det er en forudsætning, der både sikrer kvaliteten og adgangen for patienterne. Derfor blev Koesmosegård ikke bare en gård med heste, men et sted med rammer, personale og et gennemarbejdet system til at tage imod mennesker med meget forskellige behov.

Men vejen fra idé til virkelighed har været alt andet end enkel.

»Der er ingen tvivl om, at byggetilladelser og alt det praktiske har været en kæmpe udfordring. Jeg skulle også ud og finde heste til det hele. Dengang startede jeg med 10-11 ansatte, mens jeg i dag har 20. Ikke alle på fuld tid, men det havde jeg jo heller ikke dengang. Det har uden tvivl været en stor udfordring.«

Hun beskriver, hvordan de første måneder blev en kamp mod tiden. Da ridefysioterapien i Røjle lukkede ned, fik hun og familien tre uger til at finde og køre nye heste i stilling, inden de første patienter stod klar.

»Vi købte hestene ind, da ridefysioterapien i Røjle lukkede ned op til sommerferien for seks år siden. Vi havde tre ugers ferie til at få de nye heste kørt i stilling, og derefter startede vi herude. Det var en stor udfordring, men vi kendte mange af patienterne, fordi de fulgte med fra Røjle. Derfor var vi fuldt booket allerede fra starten.«

Det var en lettelse at vide, at patienterne stod klar til at følge med. Men den tryghed, det gav, er i dag vendt til en frustration over systemets begrænsninger.

»Min drøm var, at vi kunne åbne 10 timer mere, og den drøm har jeg stadig. Men vi må ikke få flere timer. Der ligger en kvote på, hvor meget vi må have herude. I dag har vi 18 timer ridefysioterapi om ugen, og det er det maksimale, vi må tilbyde. Vi har en venteliste på 40 patienter, men vi kan ikke gøre mere. Vi er magtesløse i det her system, for det hele afhænger af, hvor mange midler der bliver sat af. Vores store ønske var, at vores ridefysioterapeut kunne producere flere timer, men det har vi fået afslag på.«

Hun læner sig lidt tilbage, da hun siger det næste, og man mærker, at det er essensen af hendes arbejde.

»Så min store drøm er stadigvæk, at jeg kunne hjælpe nogle flere. For det er jo ikke mig, der kommer i klemme. Det er jo faktisk alle de borgere, der sidder rundt omkring og har brug for hjælp.«

Det er ikke kun hesten, der gør forskellen på Koesmosegård. Det er helheden, rytmen, omgivelserne – oplevelsen af at være et sted, hvor kroppen bliver vækket og sanserne åbner sig.

»Fysioterapeuten laver øvelser med rytterne og vurderer, hvad den enkelte kan, og hvor meget de kan klare. For omkring et år siden fik vi etableret en sansegang, og vi starter gerne alle timer med en tur derude. Vi trækker rytterne på hesten udenfor, så de får en sanseoplevelse og mærker både underlaget og naturen omkring dem.«

Sansegangen blev en lille milepæl for Anne og hendes team. For selv det at mærke, hvordan jorden føles under hestens hove, kan være en oplevelse, som patienter ellers aldrig ville få. Og for mange er det netop det, der sætter kroppen i gang.

»Vi har mange patienter i kørestol, som ikke selv kan bevæge sig. Når de kommer op på hesten, mærker de pludselig en helt anden form for bevægelse. For nogle betyder det, at kroppen kommer i gang og for eksempel afhjælper forstoppelse. For andre løsnes spændingerne, når de sidder deroppe. Vi har en patient, der ikke kan sidde med benene hen over hesten, men jo længere tid hun er på, jo mere falder benene ned, fordi kroppen bliver stimuleret. Mange af vores sklerosepatienter får forbedret balancen, og dem, der er spastiske, oplever at kunne slappe af.«

Det er i de små forandringer, at den store betydning viser sig. Når et barn, der før har været usikkert og bange, pludselig tør slippe hjælperens hånd. Når ben, der ellers er stive som brædder, langsomt begynder at følge hestens bevægelser.

»Vi kan se, hvordan de små børn udvikler sig utrolig hurtigt. Den yngste, vi har, er kun halvandet år. De begynder med at sidde sammen med en bagrytter, og efterhånden kan de sidde selv med en voksen ved siden af til støtte. Generelt ser vi, at nye ryttere starter med sidestøtte, men efter noget tid kan de klare det alene. Det gør en kæmpe forskel. Vi har også børn, der i starten er meget kede af det, men som finder ud af, at det her faktisk er fantastisk for dem – og som i dag er glade for at komme.«

For Anne er det de øjeblikke, der sætter sig fast. Som når en veteran, der har båret sin sygdom og sit traume i årevis, pludselig mærker friheden tilbage i kroppen.

»Vi har en veteran, der siger, at når han sidder på hesten, så føler han sig ikke syg. Han glemmer det simpelthen, fordi han kan sætte sig op og ride. Det er fantastisk at opleve. Når han stiger af, vender sygdommen tilbage, men mens han sidder på hesten, gør det en markant forskel.«

Og måske er det netop trygheden, der gør, at udviklingen kan ske. For Anne handler det ikke om at presse nogen videre, men om at skabe de rammer, hvor det bliver naturligt at tage det næste skridt.

»Vi gør rigtig meget ud af, at stemningen skal være god. De har den samme hjælper omkring sig hele tiden. Nogle bliver liftet op, andre kan selv. Vi starter gerne med en tur i ridehallen, inden vi tager dem med ud. Det er en langsom proces, og vi er meget opmærksomme. Vi har også mange autister, hvor det er vigtigt, at de ved præcis, hvordan det foregår. De skal også have en langsom opstart.«

Hun smiler, da hun siger det næste, for det er det, der driver hende dag efter dag.

»Det gør en kæmpe forskel. Jeg har kun glade ryttere herude. Det er ikke som i en rideskole, hvor nogen står og kræver en bestemt hest dagen efter. Her er det en gave at kunne gøre en forskel. Jeg elsker at hjælpe mennesker, og det er fantastisk at se, hvor meget de udvikler sig.«

Anerkendelsen kom også udefra, da Koesmosegård i 2024 modtog Handicapprisen. En patient havde indstillet stedet, og pludselig stod Anne og hendes hold som prismodtagere. »Den håbede vi jo på at få. Vi gør en kæmpe forskel for rigtig mange. Så det var fantastisk, da vi vandt den. Det var en kæmpe anerkendelse. At man ved, at man gør noget, der gør en forskel. Det var dejligt. Rigtig dejligt.«

Men måske er det vigtigste ikke prisen i sig selv, men det fællesskab, der er vokset frem omkring ridefysioterapien.

»Mange af dem kommer også for det sociale. Vi prøver at sætte rytterne sammen, så de kan tale med hinanden. På børneholdene sidder forældrene og deler erfaringer, mens et af de voksne hold har lavet en Facebook-gruppe, hvor de skiftes til at tage brød med. Efter ridningen samles de i rytterstuen og hygger sig. Der er plads til alle, og det betyder rigtig meget.«

I dag summer gården af liv. Heste, hjælpere, patienter, forældre. Men i baghovedet ligger stadig drømmen om mere.

»Vi har alle faciliteterne til at kunne køre mere. Vi har kapaciteten. Vi kunne hjælpe mange flere. Min store drøm er stadig, at vi kan få lov til at åbne mere op, så vi kan hjælpe flere borgere.«

Foreløbig må drømmen vente, side om side med patienterne på ventelisten. Men i rytterstuen i Kauslunde, mellem latter, duften af kaffe og hestenes rolige prusten, er det svært ikke at mærke, at forskellen allerede sker.

Hvorfor ignorerer Teknisk Udvalg vores fælles beslutninger

0
Hvorfor ignorerer Teknisk Udvalg vores fælles beslutninger

Jeg er temmelig vred og kan ikke forstå hvorfor kan Teknisk Udvalg ikke kan finde ud af, at følge vores fælles beslutninger.

I 2022 besluttede Teknisk Udvalg at ændre bybusruterne, så de fulgte anbefalingerne fra EUCF-planen. Det ville betyde markante forbedringer – og at busserne i langt højere grad ville køre som vi der bruger busserne har behov for. Så langt, så godt. 

Men så skete der ikke mere i flere år!

I efteråret i 2024 var sagen så endelig på Teknisk Udvalgs møde. Nu skulle forbedringerne implementeres. Men med argumentet ”nu er busserne jo blevet gratis. Folk skal ikke udsættes for to ændringer på samme tid”, droppede udvalget at implementere forbedringerne.

Det syntes jeg var vanvittigt og tog der derfor op i forligskredsen bag budgettet (for forligskredsen har flertal i udvalget). Vi aftalte at forbedringerne selvfølgelig skulle implementeres. Men møde efter møde gjorde ingen noget i Teknisk udvalg. Så efter et par måneder havde Enhedslisten mistet tålmodigheden og stillede følgende forslag til byrådsmødet i marts:

Byrådet pålægger Teknisk Udvalg at:

  1. Kontakte Sydtrafik vedrørende omlægningen af bybusruterne, så implementeringen af et forbedret rutenet sker hurtigst muligt og i dialog med Sydtrafik.
  2. Udarbejde en plan for en overgang til radial-kørsler, hvor bybusserne i højere grad fungerer som effektive forbindelser mellem yderområder og centrale knudepunkter.
  3. Sikre en offentlig høring blandt borgerne om de ønskede forbedringer af bybusruterne og tage hensyn til deres behov i den kommende ruteplan.

Det blev vedtaget enstemmigt. 

Og så skete der igen ikke noget. 

I maj besluttede Teknisk Udvalg (igen) at droppe de foreslåede forbedringer, men vedtog at der skulle ses på en tidsplan. Den behandler de i dag (mandag d. 18. august). Og jeg er sikker på at de vedtager, at forbedringerne tidligst skal implementeres i juli 2027. 

Jeg har aldrig oplevet nogen trække noget på den måde før, gå imod politiske aftaler og endda byrådsbeslutninger. Det er virkelig kritisabelt. Og udvalget skylder os alle sammen en undskyldning! 

Cecilie Roed Schultz
Enhedslisten

Andreas Odbjerg delte Anders’ besked med tusindvis: »Et vanvittigt vigtigt år«

0
Andreas Odbjerg delte Anders’ besked med tusindvis: »Et vanvittigt vigtigt år«

UNGE. Nogle beskeder bliver sendt af sted uden forventning om andet end at nå frem til modtageren. Andre får et liv langt ud over det private. En af dem kom fra Anders Bo Thorsted, leder af Middelfart Ungdomsskole, til sangeren Andreas Odbjerg. Den fandt vej til tusindvis af skærme, da Odbjerg delte den med ordene »Meget fin ros fra en meget klog mand«.

Det begyndte med to koncerter på fjorten dage. På begge scener brugte Andreas Odbjerg ikke kun sin stemme til sang, men også til at tale om noget, der ligger Anders Bo Thorsted på sinde, nemlig kampen for at bevare 10. klasse.

»Det gjorde mig rigtig glad, at der er andre end os, der arbejder med det, der kan se problematikken. Andreas er en mand, der har besluttet sig for, at han er mere end bare kunstner. Han har noget på hjerte, og han tør tage ordet, også når det gælder politik og samfund,« siger Anders.

Han satte sig ved tastaturet og skrev. Hensigten var ikke et debatindlæg, men en personlig tak. Alligevel løb fingrene af med ham. Det blev til flere afsnit om vigtigheden af et modningsår for unge og om risikoen ved at afskaffe den kommunale 10. klasse.

»Dagen efter skrev han til mig og spurgte, om han måtte dele det. Det syntes jeg var ordentligt af ham at spørge. Jeg har jo ikke skrevet noget, jeg ikke står inde for, så selvfølgelig måtte han det,« fortæller Anders.

Et år, der former mennesker

At Odbjerg delte beskeden, var for Anders ikke blot en personlig oplevelse, men også en mulighed for at sætte en vigtig sag på dagsordenen. For ham handler det ikke kun om en enkelt besked, men om at fastholde fokus på et skoleår, han mener kan ændre unge menneskers liv.

»Nogle voksne siger, at det bare er et år. Men det er et vanvittigt vigtigt år. Fra man er 13 til man er 20, sker der mere i udviklingen, end der gør fra jeg er 40 til jeg er 55. Vi definerer vores identitet, vores seksualitet, vi skifter måske venneflok, finder ud af, hvad vi vil, eller opdager, hvad vi ikke vil. At bede unge om at skynde sig igennem den tid, er helt forkert. Jeg tror, vi som samfund får noget tilbage af at give dem roen til at modnes,« siger han.

Derfor mener Anders, at det er afgørende at have flere veje til det samme mål. For selvom efterskolerne kan give mange unge det løft, de har brug for, er det langt fra alle, der finder deres plads dér, mener skolelederen.

»Der er mange, som ikke vælger efterskole, enten fordi det er for langt hjemmefra, for mange mennesker eller fordi det bare ikke passer til dem. For nogle er det et økonomisk spørgsmål, men faktisk sjældent. Derfor er den kommunale 10. klasse så vigtig, for den giver samme modningsår til dem, der ikke vælger efterskole.«

At finde sin plads

Anders har selv set, hvordan unge kæmper med at finde deres vej. Nogle har haft det svært i folkeskolen, andre mangler selvtillid eller har kæmpet med angst.

Det er også derfor, at Andreas Odbjergs sang Hvad skal verden med sådan en som mig rammer Anders. For ham er det ikke bare en god melodi med en god tekst, men et spejl af virkelige oplevelser, både fra hans eget liv og fra de unge, han møder i sit arbejde. Sangen taler om tvivlen, usikkerheden og det øjeblik, hvor man spørger sig selv, om man egentlig hører til, og det er spørgsmål, Anders ved, mange unge bærer rundt på.

»Min mor har nok ligget søvnløs mange gange over, hvad der skulle blive af mig. Jeg kunne genkende mig selv i den sang. Det er rigtigt, når han synger, at man er et mirakel, og det gælder alle unge. De skal have lov at fjumre, slå sig, fejle. Man lærer så meget af at gå forkert en gang imellem.«

Et ekko fra scenen

At det netop var Andreas Odbjerg, der tog emnet op, har stor betydning, bemærker skolelederen. Ikke kun fordi han er en af landets mest populære musikere, men også fordi han bruger sin platform til mere end underholdning. For Anders gør det en forskel, når en kunstner med både troværdighed og stor gennemslagskraft sætter ord på en debat, der ellers let kunne forsvinde i strømmen af dagsordener.

»Når en kunstner siger noget på scenen, og det er tydeligt, at han har sat sig ind i det, så rejser det en debat, vi andre kan følge op på. Min stemme var næppe blevet hørt, hvis ikke Andreas havde delt mit skriv. Han må endelig ikke stoppe med at tage det op,« siger Anders.

Delingen satte i hvert fald gang i noget, og reaktionerne har været mange – fra hjerte-emojis til lange beskeder om egne oplevelser.

»Det er rart, når folk kan genkende det, jeg siger, enten fra deres egne liv eller gennem deres børn. Og det er vigtigt, for jeg tror ikke, alle har opdaget, at den kommunale 10. klasse bliver afskaffet fra 2030. Når først det er gledet ud af nyhedsbilledet, dør debatten. Derfor skal vi blive ved med at tale om det, ordentligt og savligt,« pointerer han.

For Anders har delingen ikke blot givet en bølge af reaktioner, men også bekræftet ham i, at debatten er nødvendig. Derfor vil han gerne understrege, at sagen ikke handler om at redde arbejdspladser på Middelfart Ungdomsskole.

»Vi skal nok finde noget at lave. Det handler om de unge. Jeg mener helt oprigtigt, at vi er på vej til at træffe en forkert beslutning. Og jeg tror, det bliver dyrere for samfundet i længden, hvis vi ikke giver plads til, at alle kan blive så dygtige, som de har potentiale til,« slutter han.

15-årige Vera jagter udvikling og fællesskab i håndboldens elitemiljø

0
15-årige Vera jagter udvikling og fællesskab i håndboldens elitemiljø

SPORT. Der er stille på gangen i Fredericia Idrætscenter denne tidlige morgen, men inde i hallen summer det af energi. Klokken er kun 7.30, men for 15-årige Vera Kiib og hendes medspillere er dagens første træning allerede i fuld gang. Det er en del af hverdagen som håndboldspiller på talentholdet i Fredericia HK og som elev i Fredericia Eliteidræt.

»Vi er tidligt oppe, men jeg kan godt lide det. Det giver en god start på dagen, og man er sammen med nogen, der brænder for det samme som én selv,« siger hun.

Sommeren har været lang, og Vera indrømmer, at hun i de sidste uger af ferien næsten talte ned til opstarten. »Jeg har glædet mig meget. Det er fedt at komme i gang igen og se de andre,« fortæller hun.

Ferien har dog ikke været ren afslapning. Trænerne udstyrede spillerne med et sommerprogram, der sikrede, at kondition og styrke blev holdt ved lige. »Vi har fået et træningsprogram, hvor vi skulle holde os i gang hver anden dag med enten en løbetur eller styrketræning. Så jeg har ikke bare ligget og slappet af,« siger hun med et smil.

At komme tilbage i hallen giver en helt særlig følelse. »Det er vildt dejligt, fordi det er noget helt andet. Fællesskabet betyder meget, og jeg synes, det er en meget federe måde at dyrke sport på, når det er som en holdsport,« forklarer hun.

Sidste sæson var præget af et stærkt sammenhold på holdet, og det er noget, Vera håber at genskabe. »Vi havde et rigtig godt fællesskab sidste år, og det gjorde også, at vi præsterede. Det håber jeg, vi kan få igen i år.«

Personligt har hun et klart udviklingsmål for sæsonen. »Jeg vil gerne blive bedre til at holde hovedet koldt i pressede situationer. Det kan være svært, for man kan hurtigt blive stresset, når det spidser til. Så det der med at have is i maven er vigtigt for mig.« Det er et punkt, hun og træneren arbejder aktivt med. »Vi har aftalt, at hvis det bliver spændende i en kamp, så tager han lige fat i mig, og vi snakker om det.«

Presset er en naturlig del af elitemiljøet, men Vera trives med det. »Jeg kan godt lide presset, og jeg kan godt lide, at alle går op i det. Man spiller på et hold, hvor de fleste brænder for det lige så meget som jeg gør.«

Også skolen er en vigtig del af ligningen. Hun går i en af kommunens sportsklasser, hvor undervisningen er tilrettelagt, så elitesport kan fungere side om side med fagligheden. »Det betyder meget at gå i en klasse, hvor folk prioriterer sport. Vi har de samme værdier, og vores lærere går op i det. Hvis vi har en presset uge, kan vi få lov at udskyde lektier, og de spørger ind til, hvordan kampene er gået,« siger hun.

Fredericia Eliteidræt giver desuden mulighed for at træne på tværs af idrætsgrene. »Det giver mere seriøsitet og en varieret træning, så det ikke kun er holdtræning. Der er også meget individuelt arbejde,« forklarer hun.

På netop denne træningsdag er der ekstra stjernestøv i hallen. Verdensmestrene Camilla og Andreas Svensson er på besøg. »Det inspirerer mig meget. Det viser, at det kan lade sig gøre, hvis man arbejder for det. Man skal blive ved med at kæmpe for det,« siger hun.

Forbillederne giver hende ekstra motivation. »Det giver lysten til at kæmpe videre. Det handler om at blive ved og ikke give op.«

At balancere skole, træning og fritid kræver planlægning og opbakning hjemmefra. »Jeg er heldig at gå i klasse med mange af mine veninder, som også spiller håndbold. Så vi kombinerer det sociale med sporten. Og så har jeg to forældre, der gør meget for at køre mig, så jeg har tid til ting. Mine trænere og lærere prioriterer også, at vi skal have det godt,« siger hun.

Når hun ser tre år frem, har hun et klart håb. »Jeg ved ikke præcis, hvor jeg er, men jeg håber, at jeg er en del af Ungdomslandsholdet, og at jeg har udviklet mig meget mere, end jeg har nu.«

For Vera Kiib er tidlige morgener, sved på panden og store drømme ikke et offer – det er en livsstil.

»Vi driver en folkeskole, der er underfinansieret« – Per Breckling om reformtræthed, trivsel og det stille flertal

»Vi driver en folkeskole, der er underfinansieret« – Per Breckling om...

0
Folkeskolen i Fredericia mangler penge, tid og ro. Det mener Per Breckling, formand for Fredericia Lærerkreds, som i et langt interview peger på konsekvenserne...