6.9 C
Copenhagen
onsdag 17. december 2025

Mor og mormor måtte flygte fra Fredericia Kommune i frygt

0

Da Cecilie pakkede bilen en januardag i 2018, var det ikke for at tage på ferie eller besøge familie. Det var for at flygte. Hun havde netop fået at vide, at hendes sag skulle for anbringelsesudvalget i Fredericia Kommune. Hun vidste, hvad det betød. Timer senere var hun og børnene på motorvejen – væk fra det, der skulle have været en hjælp.

»Jeg vidste godt, hvad klokken var slået. Når først man står på dagsordenen i anbringelsesudvalget, så er der sjældent en lykkelig slutning. Jeg ringede til min mor og til min kæreste i Nordjylland, og så pakkede vi. Det var en flugt. På tolv timer havde jeg forladt Fredericia, mit netværk og hele min familie,« fortæller Cecilie.

Da hjælpen blev til mistillid

Hun havde ellers søgt hjælp tidligt. Allerede da hendes søn var seks måneder gammel, mærkede hun, at noget var anderledes.

»Jeg vidste, at han havde autisme. Jeg var ikke i tvivl. Men da jeg sagde det til kommunen, blev det til, at jeg fandt på noget. Jeg blev beskrevet som insisterende og som en mor, der ville putte en diagnose ned over sit barn,« siger hun.

Cecilies mor, uddannet socialpædagog med mange års erfaring i psykiatri og misbrug, deltog i møderne med kommunen. Hun oplevede, at datteren blev presset mere og mere.

»I stedet for at lytte til hendes bekymringer, blev hun mødt med fokus på småting. Havde hun glemt et par overtræksbukser i børnehaven, blev det nævnt. Men ingen ville tale om, hvordan barnet faktisk havde det. Det var nedbrydende,« siger hun.

En socialrådgiver ser systemfejl

Den privatpraktiserende socialrådgiver Karin B. Nissen har fulgt flere lignende sager i Fredericia. Hun peger på, at der mangler grundige udredninger, før kommunen træffer beslutninger, der kan ændre familiernes liv for altid.

»Man bør altid udrede børnene først. Man bør vide, hvorfor barnet mistrives. Hvis man blot kigger på et barn og siger, at det handler om forældreevnen, uden at undersøge barnet eller forældrene ordentligt, så er der intet reelt grundlag at træffe beslutninger på,« siger hun.

Hun mener, at det Cecilie og hendes familie oplevede, er et udtryk for en for lav grad af faglighed.

»Der er brug for en værktøjskasse med mange forskellige fagligheder. Kan man ikke afkode de tegn, man ser, risikerer man at tolke autisme eller ADHD som dårlig forældreevne. Det bliver ødelæggende for både børn og forældre,« siger Karin B. Nissen.

Kommunens kan ikke stille diagnose

I Fredericia Kommune understreger Janne Thiel Doctor, chef for Familie og Sundhedsfremme, at kommunen ikke selv kan stille diagnoser.

»Rådgiverne er ikke uddannet til at udrede børn, og det er heller ikke deres opgave. Vores opgave er at belyse omstændighederne hos barnet, i barnet og omkring barnet. Selve udredningen foregår i psykiatrien. Vi kan henvise, men nogle gange afviser psykiatrien, fordi de vurderer, at vi skal have arbejdet mere med barnets omgivelser først,« siger hun.

Hun tilføjer, at kommunen ikke blot venter på svar fra psykiatrien. »Vi ser adfærden, og vi forsøger at handle på den. Vi har fagligheder både hos socialrådgivere og familiebehandlere. Hvor vi mangler viden, søger vi det blandt andet gennem samarbejde med Region Syddanmark.«

Ny kommune, ny begyndelse

Da Cecilie ankom til en ny kommune, ændrede alt sig. Her blev hun mødt med åbenhed, og hendes søn blev hurtigt udredt.

»Han fik diagnoserne infantilautisme og ADHD. Lægen sagde, at det var et af de sværeste tilfælde, hun havde set i mange år,« fortæller hun.

For Cecilie blev det en form for renselse. »Jeg har nu dokumentation for, at mine forældreevner er gode. Den historie, Fredericia Kommune skrev om mig, er blevet omskrevet.«

Tilliden brudt for altid

Selvom Cecilie har skrevet til både borgmester, forvaltningschefer og borgerrådgiver i Fredericia for at fortælle, hvad hun og børnene blev udsat for, er hun ikke blevet mødt med andet end et standardsvar.

»Jeg fik et brev, hvor der stod, at de var kede af at høre det, og at de ville tage det med i deres videre arbejde. Men reelt er der intet sket,« siger hun.

Hun har ingen planer om at vende tilbage. »Jeg er bange for at flytte andre steder hen. Havner du i de forkerte hænder, kan de ødelægge dit liv. Hvis jeg skal give et råd til andre forældre i Fredericia, så er det: Flyt. Før det er for sent. For børnene er de største tabere, og de bliver aldrig helt sig selv igen.«

Karin B. Nissen ser sagen som en påmindelse om, at fejl kan få uoprettelige konsekvenser. »Man skal huske, at det er børn, det handler om. Hvis kommunen tager fejl, kan det præge et barns liv for altid. Derfor kræver det en høj faglighed, og derfor skal man turde indrømme, når man ikke kan selv – og hente den viden, der mangler.«

Artiklen er en del af en temaserie om Børn og Familier. Følg med og hør hvordan det er gået børnene og familierne. Hvad siger politikerne? Hvad siger Familieafdelingen? Hvordan går det med børnene, der skal hjælpes?

Sune Nørgaard: »Det er fuldstændig sindssygt – nu skal hele familieafdelingen undersøges

0

For Dansk Folkepartis byrådskandidat Sune Nørgaard er der ikke meget at tage fejl af. Fredericia Kommunes familieafdeling står midt i en tillidskrise, og ifølge ham er det ikke kommet ud af det blå. Efter at have set interviews med forældre, der åbent fortæller om deres oplevelser med sagsbehandlingen, er hans reaktion klar:

»Mit umiddelbare svar vil være, at det er fuldstændig sindssygt. Men jeg er jo desværre ikke overrasket. Jeg har råbt vagt i gevær i mange år omkring familieafdelingens køren og laden og den mangelfulde sagsbehandling. Det er rart, at det kommer frem i lyset nu, men det burde være sket for længst,« siger han.

Mødt omkring 50 familier

Sune Nørgaard har ikke kun fulgt sagen fra den politiske front. Han har selv haft personlig kontakt med et stort antal forældre, der har stået i sager med familieafdelingen.

»Jeg har igennem de sidste par år mødtes med omkring 50 familier løbende, og de er jo i deres følelsers vold. Mange af dem har fået frataget deres børn. Forløbene starter måske med, at et barn mistrives, og så udvikler det sig til skolevægring. Derfra begynder kommunen at mistænke forældreevnen, og til sidst ender det i tvangsanbringelser. Hvor er den forebyggende indsats henne?« spørger han.

Han beskriver et system, hvor hjælpen først kommer alt for sent. »Nu har jeg jo set direktørerne lægge sig fladt ned. Men der er jo ikke noget hjælp at hente. Man lader stå til, indtil situationen er så grel, at børnene bliver tvangsanbragt. Det er uacceptabelt,« siger han.

Vil have uvildig undersøgelse

For Sune Nørgaard er næste skridt tydeligt. Han mener, at hele området skal kulegraves – ikke bare dele af det.

»Vi vil have en uvildig undersøgelse af hele området – helt ned i detaljerne. Det handler både om arbejdsmiljø, sagsbehandling og økonomi. Alt skal frem i lyset. Det er slut med at snakke. Nu er det tid til at handle,« siger han.

Kravet om en omfattende undersøgelse er ikke nyt. »Dansk Folkeparti stod fast på det samme i 2019. Vi vil have undergravet hele familieafdelingen med en tættekam, for vi kan ikke fortsætte som nu. Vi har ødelagt rigtig mange familier, og det er fuldstændig uacceptabelt,« siger han.

Kritik af skolernes rolle

Ifølge Nørgaard hænger problemerne i familieafdelingen også sammen med forholdene i kommunens skoler. Han mener, at udfordrede børn ikke får den rette hjælp tidligt nok, og at presset på specialområdet er for stort.

»Det starter jo helt i skolen. Skolerne sejler også – det kan man se på karaktergennemsnittet. Man propper masser af udfordrede børn ind i folkeskolerne og laver overbelægning på specialskolerne. Det hele sejler. Jeg har råbt vagt i gevær i så lang tid nu, at det er tydeligt for enhver, der ser de her klip, at vi trænger til et opgør i Fredericia,« siger han.

Midlertidige anbringelser tæt på hjemmet

Sune Nørgaard mener, at en del af løsningen kan være at tænke mere lokalt og fleksibelt, når der er behov for at fjerne et barn fra hjemmet.

»Hvis vi var lidt visionære her i byen, så byggede man nogle bygninger, hvor der var plads til midlertidige anbringelser. Så kunne børnene blive placeret tættere på deres forældre, få den rette hjælp og blive udredt, i stedet for at man sender dem 300 kilometer væk. Det ville være bedre for børnene, og det ville give forældrene en reel mulighed for at være en del af processen,« siger han.

Et system bygget på lag

For Nørgaard er den største udfordring dog den måde, hele systemet er bygget op på.

»Det er jo tragisk i virkeligheden. Vi har bygget system for systemets skyld efterhånden. Vi har bygget lag på lag på lag. Vi har ikke brug for flere lag. Vi har brug for en hård og kontant ledelse, der kan finde ud af at rette Fredericia op i en retning, hvor vi kan være stolte af at hjælpe de mennesker, der har behov for hjælp,« siger han.

Han slutter med en klar besked: »Det her har stået på alt for længe. Vi har snakket om det i årevis, men intet grundlæggende er ændret. Nu skal der handling til.«

Cheftræneren efter dramatisk sejr: Det havde været at tabe to point, hvis vi ikke havde vundet

0
Cheftræneren efter dramatisk sejr: Det havde været at tabe to point, hvis vi ikke havde vundet

SPORT. Der var en periode i Fredericia fredag aften, hvor alt så ud til at være under kontrol. 2-0 efter få minutter af anden halvleg, hjemmeholdet i overtal og tilskuere, der allerede begyndte at lugte en sikker sejr. Og så, på et øjeblik, blev det hele vendt til uro. To hurtige scoringer fra Sønderjyske bragte balancen tilbage i kampen, og chokket stod malet i både ansigter på banen og på tilskuerpladserne.

Cheftræner Michael Hansen var ærlig i sin vurdering, da han bagefter blev spurgt til det forløb, der næsten kostede FC Fredericia to point.

»Jeg vil rose Sønderjyske. Den første halve time indtil det røde kort, der synes jeg, de er bedst. Da det røde kort kommer, ved vi jo godt, at vi kommer mere på bolden. Vi får lidt mere ro i vores opbygning, og det synes jeg, vi gør meget godt. Og sikken en start på anden halvleg. Seks-syv minutter er gået, og vi står foran 2-0. Så er det, at vi tager et par procenter ud. Man tænker, nu skal vi bare holde bolden. Den tanke må vi ikke få. Og så synes jeg faktisk, Sønderjyske gør det flot, både med deres skift og deres pres, og pludselig står det 2-2. Det er for dårligt af os, men der er forskel på at stå her og sige 2-2 og være utilfreds, og så alligevel have fået de første tre point på vores hjemmebane. Det er vi virkelig glade for,« siger Michael Hansen.

Han pegede især på det første reduceringsmål som øjeblikket, der satte nerven ind i kampen.

»Specielt det første mål gør jo, at man tænker, hvad sker der nu. Vores forreste folk, som har haft gyldne minutter, er jo med i den forsvarsdel. Når du er en mand i overtal, handler det om at passe sine opgaver defensivt, så vi ikke ender i ligetal. Og når vi selv har bolden, skal vi flytte den og spille fremad, så vi viser, vi er en mand mere. Det gør vi egentlig meget godt, men det er også det, der var ved at koste os to point,« forklarer han.

Indskiftningen af Agon Mucolli ved pausen blev et af de taktiske greb, der gav Fredericia energien tilbage, og træneren lagde ikke skjul på, at den beslutning var let at tage.

»Da det røde kort kom, var vi hurtigt enige om, at vi skulle have Agon ind. Han har været rigtig god, når han er kommet ind i de her kampe, og han har været med til at ændre dem. Vi var ikke i tvivl om, hvem vi skulle tage ud. Han er en spiller, vi hele tiden overvejer, skal han starte eller skal han komme ind. Men for mig var det vigtigt at have en frisk spiller på bænken. Vi mangler lidt procenter på Huldahl og Egelund, og så er det bare sådan, man vælger. Det var ikke et fravalg af nogen, men et tilvalg af andre,« siger Hansen.

Han adresserede også fraværet af Moses Opondo og Emilio Simonsen, to af de profiler, der har trukket holdet i de første kampe.

»Vi har spillet fem kampe på lige under en måned, og vi står på tæer hver gang. Det er ikke fordi, vi løber flere meter, end vi gjorde i første division, men det er en hårdere belastning, fordi koncentrationen skal være der hele tiden, og modstanderne er bedre. Vi er i en periode, hvor det er rart med en sejr, fordi vi nu har ni dage til næste kamp. Der er en håndfuld spillere, der har brug for noget andet træning, end gruppen som helhed har brug for, og både Opondo og Emilio er blandt dem,« siger han.

Da Martin Huldahl i overtiden sikrede sejren, blev det hele alligevel vendt til glæde og lettelse.

»Den er virkelig forløsende, og det tror jeg også, publikum var med på. Det her med, at vi på hjemmebane kan give vores publikum tre point, det er bare vigtigt. Og der er kæmpe forskel på at vinde fodboldkampen, og så det her med at vinde og få tre point. Det havde været at tabe to point, hvis vi ikke havde vundet,« siger Michael Hansen.

For FC Fredericia blev det en aften med både læring og historie. En kamp, hvor holdet viste sårbarhed, men også styrke til at rejse sig, da det hele stod og vaklede. Og for træneren en påmindelse om, hvor tynd en tråd sejre i Superligaen kan hænge i.

Agon Mucolli: Jeg trives, når jeg starter inde – men jeg nyder at bevise mig selv

0
Agon Mucolli: Jeg trives, når jeg starter inde – men jeg nyder at bevise mig selv

SPORT. Fredag aften på Monjasa Park var endnu en gang scenen, hvor Agon Mucolli kom ind fra bænken og ændrede kampen. Han blev skiftet ind ved pausen, og få minutter senere var han selv på måltavlen, da Fredericia bragte sig foran 2-0 i en historisk hjemmesejr. Det var også ham, der satte den ind til 3-2 i overtiden.

Efter kampen var han ærlig i sin vurdering af både indsatsen og kampens forløb.

»Sønderjyske var en mand i undertal, og jeg tænkte, at vi bare skulle klø på og få scoret nogle mål. Og heldigvis efter 5-6 minutter, så står der 2-0, og derefter føler vi, at vi har fuldstændig styr på det. Det handler bare om at få scoret det næste, men så kommer Sønderjyske flot tilbage. De scorer vel på de to afslutninger, de har. Men udover det, de scorer på, så synes jeg også, at de spiller flot og modigt. Og ja, så er det selvfølgelig for dårligt også at lukke to ind med en mand i overtal, men det endte heldigvis godt til sidst,« sagde Mucolli efter kampen.

Selv om han endnu ikke har fået plads i startopstillingen, har han været en af de mest markante profiler i sæsonens første fem kampe. Den dobbelte rolle som indskifter og kampafgørende spiller tager han med et skævt smil.

»Ja, det er fodbold, min ven. Det er ikke til at blive klog på.«

Han lægger dog ikke skjul på, at drømmen er at starte inde fra første fløjt.

»Jeg trives, når jeg starter inde. Men selvfølgelig, når jeg så kommer ind, så vil jeg gerne bevise mig selv. Det er jo ikke altid, man kan gøre det, men når det så sker, så er det selvfølgelig dejligt.«

For Mucolli handler det dog ikke kun om sin egen rolle. Han fremhæver holdets styrke og sammenhold, især på en aften hvor profiler som Moses Opondo og Emilio Simonsen manglede.

»Det har virkelig været flot spil fra alle spillere, og i dag, hvor vi lige havde fået Moses og Emilio skadet, som har gjort det rigtig godt, så kommer der bare nogle nye ind. Så holdpræstationen har været super, og det er virkelig flot af os, synes jeg.«

Stemningen i truppen beskriver han som stærkere end nogensinde.

»Vi er vel bare et hold, der har massevis af selvtillid og har det godt sammen. Og det er også lidt nemmere at være glad, når man får point på tavlen og får scoret en masse mål, så det nyder vi i øjeblikket. Og så skal man huske, at når der kommer modgang, så skal vi også være der.«

Læs også

FC Fredericia tager sin første Superligasejr på hjemmebane

0
FC Fredericia tager sin første Superligasejr på hjemmebane

SPORT. Fredag aften blev en af de aftener, som de fremmødte på Monjasa Park vil bære med sig længe. Det var en sommeraften, hvor lyset var blødt og varmt, solen gik ned over Lillebælt, og hvor hele stadion sitrede af forventning. Duften af grillede pølser lå tungt over tribunerne, blandet med lyden af latter, kampråb og den sagte summen af folk, der vidste, at de var vidner til noget særligt. 3.984 tilskuere havde fundet vej til kampen – nogle for at se om Fredericia kunne tage endnu et skridt i deres første Superligasæson, andre bare for at være en del af fællesskabet en fredag aften, hvor alt kunne ske.

Det blev også aftenen, hvor FC Fredericia for første gang nogensinde vandt en Superligakamp på hjemmebane. En 3-2 sejr over Sønderjyske, der var lige så dramatisk, som den var fortjent, fyldt med tempo, følelser og nerve. En kamp, der fik sin afgørende drejning allerede i første halvleg, da gæsterne blev reduceret til ti mand efter en udvisning – en beslutning, der kom til at farve resten af opgøret.

Inden bolden overhovedet rullede, havde hjemmeholdet grund til at tro på sig selv. Kampen i Herning runden før var endt i et spektakulært comeback, hvor Fredericia vendte 1-3 til 3-3 mod et af ligaens stærkeste hold, FC Midtjylland. Det gav både selvtillid og tro på, at de kunne matche hvem som helst. Sønderjyske kom derimod til Monjasa Park med et nederlag på 1-0 til Viborg i bagagen – en præstation, der havde efterladt dem med noget at bevise.

Fredericia måtte dog gå på banen uden to af deres mest toneangivende spillere i sæsonens første fire runder. Moses Opondo, der havde styret spillet med sin ro og overblik, og Emilio Simonsen, der med kreativitet og skarphed havde været en af holdets helt store profiler, var begge ude med skader. Fraværet gav plads til William Madsen og Oscar Buch i startopstillingen – to spillere med lyst til at gribe chancen.

Fra det øjeblik dommer Jonas Hansen fløjtede kampen i gang, viste Sønderjyske deres intentioner. De gik aggressivt til værks, pressede højt og holdt næsten hele holdet på Fredericias banehalvdel. Det blev til flere afslutninger, som Lamhauge i Fredericia-målet måtte reagere på med sikre indgreb. Fra udebaneafsnittet lød protester og råb om straffespark for en mulig hånd på bolden, men dommeren vinkede spillet videre – til synligt frustration hos de blåklædte fans.

Efter en start, hvor gæsterne fra Sønderjylland havde lagt Fredericia under et tungt tryk, begyndte kampen langsomt at tippe. Det var som om, hjemmeholdet lige skulle mærke modstanderen an, suge tempoet til sig og finde rytmen. Og så, stille og roligt, kom den. Bolden blev holdt lidt længere i fødderne, afleveringerne fandt deres adresse, og der kom ro over spillet. Jakob Vestergaard Jessen viste styrke i en duel midt på banen, holdt presset fra sig og tilkæmpede sig et frispark – et lille signal til tribunerne om, at Fredericia ikke var kommet for blot at stå imod.

Kort efter tog Andreas Pyndt fat. Han vendte af sin oppasser med en lethed, der fik modstanderen til at stå stille et øjeblik, drev bolden frem og afsluttede. Skuddet fik lidt for meget luft og strøg langt over, men det var en aktion, der fik blodet til at rulle hurtigere blandt de røde og sorte.

Sønderjyske var dog stadig farlige. Mads Agger lå hele tiden på lur, søgende efter de små sprækker i Fredericias bagkæde, og både Rieper og resten af forsvaret måtte arbejde hårdt for at holde ham fra chancerne. Men langsomt bredte Fredericia spillet ud, trak gæsterne længere frem og begyndte at rykke spillet op mod modstanderens felt.

Så kom øjeblikket, der satte et tykt rødt mærke i kampens fortælling. Midt på hjemmeholdets banehalvdel tog Dall bolden til sig, klar til at drive frem. Ebube Duru kom i høj fart og væltede ham omkuld – en tackling, der i første omgang blev overset, da dommeren fløjtede for offside. Men VAR kaldte. Stadion holdt vejret, spillerne stod i små grupper, og efter et par minutter kom afgørelsen. Rødt kort. Sønderjyske var reduceret til ti mand, og alt ændrede karakter.

Med en spiller mere overtog Fredericia initiativet helt. De lagde et tungt pres mod gæsternes felt, hvor Pyndt, Vestergaard Jessen og Marcussen alle fik chancer. Den største faldt til Vestergaard Jessen, der modtog bolden med brystet i feltet og afsluttede resolut – men forbi stolpen. Gæsterne greb til befriende spark, bare for at få luft, og kort efter lød pausefløjtet. 0-0, men et overtal og et momentum, som hjemmeholdet kunne bygge videre på.

Da spillerne kom ud til anden halvleg, var det med en ændring, som skulle vise sig afgørende. Agon Mucolli trådte ind i stedet for William Madsen. En spiller, der i alle sine indhop i sæsonen havde bragt energi og uro for modstanderne. Kort efter pausen fik Fredericia hjørnespark, og presset gav pote. Bolden endte hos Oscar Buch, der sparkede sikkert ind til 1-0.

FC Fredericia tager sin første Superligasejr på hjemmebane

Bare få minutter senere blev det endnu bedre. Efter hurtige kombinationer gled bolden frem til Mucolli, som koldt og præcist satte den i nettet til 2-0. Korskærparkens helt havde gjort det igen, og Monjasa Park eksploderede i jubel. Sønderjyske så rystede ud, uden idéer og uden svar på Fredericias spil.

Men som så ofte før viste Sønderjyske, at de ikke lader sig afskrive. En indskiftet Kristall Mani Ingason fik en lille åbning og omsatte den til mål, 2-1. Et stik mod kampens rytme, men nok til at tænde håbet hos de blåklædte.

Fredericia fortsatte dog med at presse. Hjørne på hjørne blev tilkæmpet, og et af dem kom, da Magnus Jensen var millimeter fra at heade bolden i eget net. Sønderjyske foretog yderligere udskiftninger for at ændre formationen, men hjemmeholdet sad fortsat solidt på spillet, drev bolden rundt, og publikum kunne mærke, at det tredje mål lå og lurede.

Fredericia jagtede det tredje mål, der ville have lukket opgøret. De stod højt på banen, pressede Sønderjyske tilbage og lignede et hold, der havde fuld kontrol. Men et øjebliks ubalance blev udnyttet, og pludselig var føringen forsvundet. På få minutter var stillingen 2-2, og kampen ændrede karakter. På hjemmeholdets bænk blev blikkene mere alvorlige, og spillet på banen blev en rodet blanding af tilfældigheder, hårde dueller og lange bolde.

Mucolli fik bolden i nettet og troede, han havde scoret sit andet mål. Stadion jublede kort, men glæden blev afløst af stilhed, da dommeren efter VAR-gennemgang annullerede målet for offside.

Der var lagt fem minutters tillægstid til, og spændingen var tæt som aftenluften over stadion. I det øjeblik uret passerede de 90 minutter, faldt den afgørende scoring. Agon Mucolli afsluttede udefra, og mange troede, at det var Huldahl, der fik en fod på, men det var Mucolli, der sendte bolden i nettet til 3-2, og Monjasa Park eksploderede. Alle stod op, lyden var øredøvende, og jubelen rungede mellem tribunerne.

Sønderjyske forsøgte at svare igen, men Fredericia holdt stand. Da Jonas Hansen fløjtede af, vidste alle, at de havde været vidne til et stykke klubhistorie. For første gang nogensinde havde FC Fredericia vundet en Superligakamp på hjemmebane. Med sejren sprang de op på en foreløbig fjerdeplads, vel vidende at runden endnu ikke var spillet færdig.

Det var en sommeraften med alt, hvad man kan ønske sig – sol, sang, rødt kort, fem mål og et øjeblik, der for altid vil være skrevet ind i klubbens historie.

Mål

1-0: Oscar Buch (48’) – assist Andreas Pyndt

2-0: Agon Mucolli (50’) – assist Eskild Dall

2-1: Kristall Mani Ingason (63’) – assist Lukas Björklund

2-2: Maxime Soulas (79’) – assist Andreas Oggesen

3-2: Agon Mucolli (90’+1) – assist Felix Winther

Udskiftninger – FC Fredericia

46’ William Madsen ud – Agon Mucolli ind

72’ Svenn Crone ud – Anders Dahl ind

72’ Jakob Vestergaard Jessen ud – Daniel Thøgersen ind

79’ Eskild Dall ud – Martin Huldahl ind

87’ Oscar Buch ud – Patrick Egelund ind

Udskiftninger – Sønderjyske

40’ Alexander Lyng ud – Maxime Soulas ind

58’ Lukas Björklund ud – Kristall Mani Ingason ind

58’ Rasmus Vinderslev ud – Simon Wæver ind

74’ Mads Agger ud – Olti Hyseni ind

75’ Matthew Hoppe ud – Lirim Qamili ind

Advarsler

7’ Daniel Gretarsson (SJE)

85’ Oscar Buch (FCF)

Udvisning

33’ Ebube Duru (SJE) – direkte rødt kort

Tilskuertal

3.984 – Monjasa Park, Fredericia

Alt klar til musikfest ved Hindsgavl Slot

0
Alt klar til musikfest ved Hindsgavl Slot

EVENT. Når portene åbner til LIVE Hindsgavl Slot lørdag den 16. august, er det med løftet om høj sol, 22 grader og en hel dag fyldt med musik, mad og sommerstemning. Festivalen, der finder sted i de historiske omgivelser ved Hindsgavl Slot i Middelfart, kombinerer fem store musiknavne med et bredt udvalg af street food og VIP-oplevelser.

Arrangørerne har de seneste dage arbejdet intenst på at gøre pladsen klar.

»Vejret er strålende og omgivelserne magiske. Vi glæder os til en magisk dag med massevis af god musik og fest,« siger Ulrich Nicolaisen, direktør for EventC.

Fra Sko/Torp til Dodo & The Dodos

Festivalen begynder klokken 12.00, hvor pladsen, street food-området og VIP-loungen åbner. Herefter følger et musikprogram spækket med kendte navne. Sko/Torp går på scenen klokken 13.00, efterfulgt af En Lille Pose Støj klokken 15.15. Senere står Halberg & Friends klar til at levere deres klassikere, inden Shu-Bi-Dua 2.0 indtager scenen klokken 19.45. Aftenens sidste koncert er med Dodo & The Dodos, som spiller fra klokken 22.00.

VIP-gæster kan hele dagen nyde ekstra forkælelse, mens alle gæster kan gå på opdagelse i det store street food-område foran slottet. Slotskøkkenet står bag flere af boderne, og menuen spænder fra klassiske festivalfavoritter til mere gourmetprægede retter.

Billetterne kan stadig nås

Ifølge arrangørerne er LIVE Hindsgavl Slot mere end bare en koncertdag – det er en oplevelse, hvor musik, mad og omgivelser går op i en højere enhed.

»Scenen er på plads, koncertpladserne tager form, og man kan stadig nå at sikre sig billet til en fantastisk oplevelse her i Middelfart,« siger Ulrich Nicolaisen.

Festivalen arrangeres i samarbejde mellem EventC, BrandM og Hindsgavl Slot. Koncert- og VIP-billetter sælges via EventC, mens overnatning kan tilkøbes gennem Hindsgavl Slots reception.

LIVE: FC Fredericia jagter point mod Sønderjyske i aftenens Superligaopgør

0
LIVE: FC Fredericia jagter point mod Sønderjyske i aftenens Superligaopgør

LIVESPORT. FC Fredericia er tilbage på Monjasa Park fredag aften, hvor Sønderjyske kommer på besøg i 3F Superligaen. Hjemmeholdet jagter endnu et resultat ovenpå det dramatiske 3-3 opgør mod FC Midtjylland, hvor fredericianerne vendte 1-3 til uafgjort i slutfasen. Gæsterne kommer fra et smalt 1-0 nederlag ude mod Viborg.

Nyt kapitel for sundheden i Middelfart – nærhospital klar til indvielse

0
Nyt kapitel for sundheden i Middelfart – nærhospital klar til indvielse

SUNDHED. Middelfart Nærhospital står nu klar efter en omfattende ombygning, og mandag den 8. september inviterer Region Syddanmark og Middelfart Kommune til officiel indvielse.

Nærhospitalet samler en række regionale og kommunale funktioner under ét tag. Her vil borgerne blandt andet kunne finde daghospital, røntgen, høreklinik, smerteklinik, lægevagt, seniorpladser, sundhedspleje, akutpladser og rehabilitering. Ifølge Middelfart Kommune og Region Syddanmark skal det skabe bedre sammenhæng i borgernes forløb og forbedre samarbejdet mellem de forskellige fagområder.

»Der vil være taler og mulighed for en snak med medarbejdere, der kan fortælle om de nye funktioner og muligheder på Nærhospitalet. Derudover er der selvfølgelig mulighed for at se resultatet af ombygningen,« oplyser Middelfart Kommune.

Indvielsen finder sted fra klokken 16.30 til 18.00 ved hovedindgangen på Østre Hougvej 55, hvor alle er velkomne.

Middelfart Nærhospital er det første af sin slags i landet, hvor region og kommune driver tilbuddene sammen. Ombygningen er sket efter, at Middelfart Kommune købte en del af de tidligere sygehusarealer, og der er investeret i moderne faciliteter med blandt andet digital infrastruktur til telemedicin og virtuelle møder.

De første borgere er allerede flyttet ind på de nye seniorpladser, og ifølge kommunen er der skabt rammer for både tryghed, kvalitet og tæt samarbejde mellem medarbejdere på tværs af sektorer.

Energinet udskifter master og ledninger mellem Odense og Middelfart

0
Energinet udskifter master og ledninger mellem Odense og Middelfart

ENERGI. Efter mere end 50 års drift er den ældste af de to elforbindelser mellem Fraugde ved Odense og Kauslunde ved Middelfart udtjent. Energinet går derfor nu i gang med at udskifte både master og ledninger på den 52 kilometer lange strækning.

Arbejdet går i gang med det samme. Ved hver mast bliver der etableret et midlertidigt arbejdsområde. I løbet af efteråret bliver områderne ryddet for bevoksning, og der bliver lagt køreplader ud, så kraner og tunge maskiner kan komme ind til masterne. Derefter følger udskiftning af master og ledninger samt reparation af masternes sokler.

»Lodsejere, naboer og folk, der kører forbi i bil eller med tog, kan ikke undgå at lægge mærke til vores arbejde, som bl.a. vil være synligt langs Fynske Motorvej. Elforbindelsen er meget vigtig for elforsyningen, både på Fyn og i resten af Danmark, så vi glæder os til at komme i gang med arbejdet,« siger projektleder Mette Marie Schmidt fra Energinet.

Hun oplyser, at entreprenørerne arbejder ved hver mast i cirka 14 dage, men at kørepladerne kan ligge i længere tid.

»Kørepladerne kan dog ligge på stedet i nogle måneder, fordi vi udfører renoveringsarbejdet ad tre omgange. Udskiftning af master, udskiftning af ledninger og renovering af fundamenter foregår nemlig på forskellige tidspunkter. Efter planen begynder vi at udskifte masterne i oktober i år, og vi regner med at være færdige med det hele i oktober næste år,« siger hun.

Udskiftningen foregår ved, at dele til den nye mast køres ud til arbejdsområdet og samles på stedet. De gamle ledninger afmonteres, masten løftes væk af en kran, og den nye mast sættes op. De eksisterende ledninger monteres midlertidigt på den nye mast, indtil hele strækningen får nye ledninger. Mens arbejdet står på, bliver forbindelsen taget ud af drift.

FHK får ny mediepartner – sætter ekstra fokus på Europa og byen

0
FHK får ny mediepartner – sætter ekstra fokus på Europa og byen

SPORT. Fredericia Håndboldklub får ny mediepartner, når Danske Digitale Medier A/S – selskabet bag blandt andet Fredericia AVISEN – og klubben indleder et samarbejde, der skal styrke både klubbens og byens position.

Aftalen betyder, at der i den kommende sæson bliver sat ekstra fokus på FHK – både på og uden for banen. Med særlige temaserier, dybdegående portrætter og historier fra håndboldens verden i Fredericia vil samarbejdet bringe læsere og seere tættere på spillerne, klubben og byen.

»Vi står foran en sæson, hvor Europa igen kalder. Det er en kæmpe mulighed for både klubben og byen, og vi glæder os til at give fansene et endnu dybere indblik i alt det, der sker omkring klubben. Vi er samtidig glade for, at et lokalt medie bakker op omkring håndbolden og vores fremtidige strategi, og at vi med dette samarbejde kan nå ud til endnu flere håndboldinteresserede. Der kommer ekstra fokus, når vi spiller europæisk håndbold, hvor vi sætter spotlight på kulturen, sporten og modstanderne, vi møder i Europa. Det er vi glade for, for der er også stor interesse for at vide, hvad det er for klubber, vi møder – og når deres fans senere kommer til Fredericia, vil de også gerne vide mere om byen og ikke mindst bruge den, mens de er her,« siger Thomas Renneberg-Larsen, direktør i Fredericia Håndboldklub.

Med det nye samarbejde er der lagt op til, at mange virksomheder i Fredericia kan bakke op og blive en del af nye aktiviteter og kommercielle events, som Danske Digitale Medier A/S og Fredericia Håndboldklub vil skabe sammen.

Hos Danske Digitale Medier ser man store perspektiver i partnerskabet.
»FHK er et stærkt sportsbrand med rødder i en stolt håndboldtradition, og vi ønsker at være med til at fortælle de historier, der gør klubben unik. Vores journalistiske og digitale platforme giver os muligheden for at bringe håndbolden helt tæt på fansene – både lokalt og regionalt,« siger Andreas Andreassen, CEO for Danske Digitale Medier A/S.

Partnerskabet åbner også for nye muligheder på mediesiden. Danske Digitale Medier får rettighederne til at streame FHK’s træningskampe i samarbejde med klubben. Dermed kan tilhængere, der ikke har mulighed for at være til stede i Middelfart Sparekasse Arena, følge kampene direkte på AVISENs digitale platforme. Første gang den 21. august.

Udover dækningen af kampene vil der blive arbejdet med at fortælle historierne om de mennesker, der står bag klubben – fra profilerne på banen til de mange lokale kræfter, der bakker op.

Størstedelen af spillertruppen bor i Fredericia, og samarbejdet vil give nye vinkler på, hvordan by og klub går hånd i hånd.

Med aftalen sætter Fredericia Håndboldklub og Danske Digitale Medier sig for at bringe håndbolden endnu tættere på både fans og lokalsamfund, samtidig med at klubbens europæiske eventyr bliver fulgt tæt – helt ud i de byer, hvor FHK skal kæmpe om point.

Tidligere kommunaldirektør i Fredericia fritaget fra tjeneste i Næstved

Tidligere kommunaldirektør i Fredericia fritaget fra tjeneste i Næstved

0
Kommunaldirektøren i Næstved Kommune, Camilla Nowak, er onsdag blevet fritaget fra tjeneste. Det oplyser Næstved Kommune i en kort pressemeddelelse, hvor det fremgår, at...