4.9 C
Copenhagen
tirsdag 23. december 2025

Brand ved SuperBrugsen – tre containere i flammer

0
Brand ved SuperBrugsen – tre containere i flammer

KRIMI. Søndag aften måtte brandvæsen og politi rykke ud til Centervej, hvor der udbrød brand i tre containere placeret ved bagindgangen til SuperBrugsen.

Ifølge Sydøstjyllands Politi blev branden anmeldt klokken 21.36. Containerne bruges til sortering af mindre affald, og ilden nåede ikke at brede sig til selve butikken.

»Der har været ild i tre containere bag SuperBrugsen. Det er sket ved bagindgangen, hvor containerne til affaldssortering står,« fortæller Arno Rindal Pedersen fra Patruljecenter Syd.

Politiet understreger, at der ikke er noget mistænkeligt i branden på nuværende tidspunkt.

»Der er ikke set personer i området, og vi har umiddelbart ikke noget, der peger i retning af, at branden skulle være påsat. Vi kigger videoovervågningen igennem for at blive klogere på brandårsagen,« siger Arno Rindal Pedersen.

Ingen personer kom til skade ved hændelsen, og branden blev hurtigt slukket, inden den spredte sig yderligere.

Politiet fortsætter nu arbejdet med at gennemgå overvågningsmateriale for at få klarlagt, hvad der udløste ilden.

To indbrud i Kolding i weekenden – spillemaskine blandt de stjålne effekter

0
To indbrud i Kolding i weekenden – spillemaskine blandt de stjålne effekter

KRIMI. Sydøstjyllands Politi måtte i weekenden rykke ud til to separate indbrud i Kolding, hvor gerningsmændene både har afmonteret vinduer og gennemsøgt hele huse.

Det første indbrud fandt sted søndag eftermiddag på Glentevej. Her er tyven kommet ind ved at afmontere et vindue og derefter bevæget sig rundt i villaen.

»Gerningsmanden er kommet ind via et vindue, der er blevet afmonteret, og har bevæget sig rundt i huset. Her er blandt andet blevet stjålet en spillemaskine. Derudover er der ikke det fulde overblik over, hvad der ellers måtte være taget,« fortæller Arno Rindal Pedersen fra Patruljecenter Syd.

I Seest blev endnu en familie ramt. Mellem lørdag klokken 17.30 og søndag klokken 21.36 er der begået indbrud i en bolig i Hylkedalsparken.

Hvordan tyven er kommet ind, står endnu uklart, men gerningsmanden har haft tid til at gå rundt i hele huset.

»Vi har ikke det præcise overblik over, hvad der er stjålet i Hylkedalsparken, men det er konstateret, at gerningsmanden har bevæget sig rundt i hele huset,« siger Arno Rindal Pedersen.

Politiet efterforsker nu begge indbrud og hører gerne fra borgere, der kan have set eller hørt noget mistænkeligt i områderne i weekenden.

Tre sigtet for butikstyveri på Vejlevej – slog til i tre forskellige butikker

0
Tre sigtet for butikstyveri på Vejlevej – slog til i tre forskellige butikker

KRIMI. Søndag eftermiddag måtte Sydøstjyllands Politi rykke ud til Vejlevej i Fredericia, hvor tre personer på kort tid havde været på spil i flere butikker.

Ifølge politiet fandt hændelsen sted mellem klokken 15.13, og 15.25 blev tre personer anholdt. Forinden var det lykkedes de tre personer at samle varer sammen i både Biltema, Harald Nyborg og Jem & Fix.

»Vi har sigtet tre personer for butikstyveri. De er i første omgang taget i Jem & Fix, men det er en del af vores efterforskning at finde ud af, om alle tre har været involveret i alle tre butikker, eller om det er opdelt,« fortæller Arno Rindal Pedersen fra Patruljecenter Syd.

De sigtede er en 35-årig mand fra Kolding, en 35-årig kvinde fra Kolding og en 41-årig mand fra Fredericia.

Politiet kan endnu ikke præcisere det samlede udbytte, men der er tale om forskellige varer, der spænder fra byggematerialer og vanddunke til værktøj, redskaber og havehandsker.

»Vi har ikke det fulde overblik over, hvad der er stjålet hvor, og derfor efterforsker vi fortsat sagen,« siger Arno Rindal Pedersen.

Politiet undersøger nu overvågning og afhører de involverede for at få klarlagt, hvordan tyverierne er blevet begået, og om de tre alle har haft en aktiv rolle i samtlige butikker.

Indbrudstyv gik direkte ind i villa i Sjællandsgade

0
Indbrudstyv gik direkte ind i villa i Sjællandsgade

KRIMI. En familie i Sjællandsgade i Fredericia fik sig søndag eftermiddag en ubehagelig overraskelse, da en gerningsmand uden videre gik ind i deres villa og stjal værdier.

Ifølge Sydøstjyllands Politi skete indbruddet søndag den 24. august mellem klokken 14.00 og 16.45. Tyven udnyttede, at husets entredør stod ulåst, og bevægede sig derefter ind i entreen.

»Gerningsmanden er kommet ind via en ulåst dør og har bevæget sig rundt i entreen,« fortæller Arno Rindal Pedersen fra Patruljecenter Syd.

Her lykkedes det tyven at få fat i en skuldertaske, som blandt andet indeholdt kontanter og en bilnøgle.

Politiet oplyser, at det endnu er uvist, om der er yderligere stjålet genstande, men at tasken og indholdet udgør det primære udbytte.

Venstres byrådsgruppe i Middelfart

0
Venstres byrådsgruppe i Middelfart

I Middelfart Kommune er vi stolte af at være en grøn og fremsynet kommune. Men når det gælder den politiske udvalgsstruktur, er der grund til at stille spørgsmålet: Hænger vi fast i gamle mønstre?

Udvalgene er rygraden i det lokale demokrati. Derfor bør udvalgsstrukturen være overskuelig for borgerne og sikre en effektiv arbejdsdeling mellem politikerne og i alle dele af forvaltningen.

I Venstre synes vi tiden er kommet til at se på om udvalgene, som vi har i Middelfart, er de bedste til gavn for alle. F.eks har det været meget tydeligt i Børn,- kultur og fritidsudvalget og skoleudvalget, at der er snitflader og områder, som både berører, men også er afhængige af hinanden. Vi skal altså tænke i helheder frem for siloer.

Derfor er Venstres forslag, at man frem mod et nyt byråd tiltræder, og inden man skal i gang med en konstituering, får diskuteret, gentænkt og gennemarbejdet et oplæg, hvor der kan tænkes anderledes i forhold til de politiske udvalg. 

Det er ikke en teknisk detalje, men et grundvilkår for det lokale demokrati. Derfor er tiden inde til at tage udvalgsstrukturen op til revision – og tilpasse den til de udfordringer og muligheder, Middelfart står overfor i de kommende år.

Billunds Boghandel glæder sig over regeringens udspil: »Det kan ikke gå hurtigt nok«

0
Billunds Boghandel glæder sig over regeringens udspil: »Det kan ikke gå hurtigt nok«

KULTUR. Det er ikke hver dag, at en politisk beslutning i København sender varme bølger hele vejen ud i en lokal butiksgade i Fredericia. Men da kulturminister Jakob Engel-Schmidt i sidste uge kunne fortælle, at regeringen vil afskaffe den 25 procents moms på bøger, var det netop sådan, det føltes i Billunds Boghandel.

I dag har Danmark verdens højeste bogmoms, og alene dét gør bøger dyrere herhjemme end i nabolandene. Regeringen vil nu bruge 330 millioner kroner årligt på at lette prisen på litteratur, i et forsøg på at bremse en læsekrise og gøre bøger mere tilgængelige.

Hos Billunds Boghandel er meldingen klar.

»Det synes vi er en rigtig god idé. Det kan simpelthen ikke gå hurtigt nok. Det her er bare noget, der skal ud at leve i virkeligheden,« siger indehaver Elsa Billund og smiler over udsigten til et politisk løfte, hun længe har håbet på.

Hun ser det som en stor anerkendelse af den rolle, boghandlerne spiller i kulturlivet.

»Vi ser det som en stor anerkendelse af os som formidlere af kulturen, og det er dejligt, at regeringen kommer med det her lovforslag. Indtil videre er det jo kun et forslag, men det betyder meget, at de anerkender os som dem, der skal være med til at sprede litteraturen ud til flest muligt,« påpeger boghandleren.

Når prisen falder, kan det åbne døre for både gamle og nye læsere, vurderer hun. Særligt børnefamilier og studerende kan få glæde af den lavere pris.

»Der kan være familier, som i dag fravælger bogen, fordi de synes, den er for dyr i forhold til alt det andet, der konkurrerer om opmærksomheden. For de almindelige læsere kan det betyde, at man får to skønlitterære bøger i stedet for én. Og for de studerende kan en besparelse på tyve procent gøre en kæmpe forskel, så man måske køber hele pensum i stedet for at springe noget over, fordi et semester til seks tusinde kroner ellers er uoverskueligt.«

Samtidig minder hun om, at litteratur ikke er en metervare.

»Man skal huske, at forfatterne også skal have betaling for deres arbejde. Det er jo en kunstart, ikke et bestillingsarbejde. Der er en grænse for, hvor billig en bog kan være. Men hvis man kan fjerne momsen og gøre den lidt mere spiselig, så er det da fint. Mange af mine kunder vil stadig betale for den fysiske bog, fordi de sætter pris på den og ved, at den har sin værdi,« bemærker hun med et smil i stemmen.

For Elsa Billund handler det derfor heller ikke kun om kroner og øre, men om den større fortælling. Boghandlen er for hende ikke bare en forretning, men et pejlemærke i byens kulturliv. Når hun taler om regeringens udspil, vender hun igen tilbage til følelsen af at blive set og anerkendt som en del af kulturens fødekæde, og det er hun stolt af at kunne bære videre her i Fredericia.

»Vi føler et stort ansvar for byen, og vi har en andel i kulturlivet her. Folk kan komme ind, og alt er tilgængeligt. Det bliver det jo endnu mere, hvis det har en pris, der er til at betale. Jeg tror helt sikkert, at det kan få stor betydning,« siger hun.

Hun ved også godt, at spørgsmålet står tilbage, om det primært bliver de faste læsere, der får glæde af lavere priser, eller om det rent faktisk vil skabe helt nye læsere. Alligevel ser hun forslaget som en reel mulighed for at række ud til grupper, der ellers ikke ville have købt en bog.

»Hvis lille Peter får tre læs-let bøger i stedet for en vandpistol, så bliver det en naturlig del af hverdagen, jo længere han kommer op gennem skolen. Så har man det med sig, så det ikke kommer som noget nyt, men som en del af ens hverdag. Det er en lang proces, men sådan kan glæden ved litteraturen formidles og række ud til flere.«

For Elsa Billund handler det ikke kun om at sænke en pris, men om at skabe nye indgange til litteraturen. Og deri ligger også et håb om mere lighed. Hvis bøger bliver billigere, kan flere få råd til dem.

»Jeg håber, det kan være med til at styrke oplevelsen af, at læsning er en vigtig del af vores kulturarv. Det skal ikke kun være for de få, men for de mange,« siger hun.

Hun understreger dog, at et lavere prisniveau ikke alene kan løfte læsekulturen. Læsning kræver også formidling, nysgerrighed og rum. Alligevel ser hun en afskaffelse af bogmomsen som et stærkt signal om, at litteraturen stadig har en fremtid i Danmark. For en boghandler midt i Fredericia betyder det, at drømmen om flere bøger i hænderne på flere mennesker rykker et skridt nærmere.

»Det står op til os, men også til familierne, at gribe muligheden. Vi i boghandlen skal være gode til det, og skolen og andre steder skal være gode til at formidle, at der nu er mulighed for at få billigere bøger,« slutter hun.

Dansk Folkeparti mærker medvind: »Vi er på rette kurs igen«

0
Dansk Folkeparti mærker medvind: »Vi er på rette kurs igen«

POLITIK. Dansk Folkeparti har i den seneste meningsmåling fra DR stået til 8,1 procent af stemmerne. Det svarer til 14 mandater, en fremgang på hele ni siden folketingsvalget i 2022. For en af partiets erfarne profiler, byrådsmedlem i Fredericia og tidligere folketingsmedlem Susanne Eilersen, er det ikke bare tal på et stykke papir. Det er en bekræftelse på år med hårdt slid og en tro på, at partiet stadig har en plads i dansk politik.

»Det er jo helt fantastisk. Det er dejlige nyheder, at alt det, vi har arbejdet på i partiet de sidste to-tre år, endelig giver positiv effekt. Vi kan mærke, at vælgerne belønner os for, at vi er begyndt at have fat i det rigtige igen. Det bekræfter os i, at vi er på rette kurs, efter vi havde alt det her hurlumhej,« siger hun.

At partiet i en periode lå under spærregrænsen, har ikke skræmt Susanne Eilersen væk. Tværtimod. Hun har været med i Dansk Folkeparti i 27 år og understreger, at hun aldrig har haft lyst til at hoppe over i et andet parti, selvom det så sort ud.

»Jeg er her, fordi jeg tror på det projekt, som Dansk Folkeparti er bygget på, og de værdier, vi står for. Jeg sagde til mig selv, at hvis vi endte under spærregrænsen og måtte lukke og slukke, så var jeg ikke i politik længere. Jeg kan ikke se mig selv i et andet parti, og derfor blev jeg, selv da chancerne for at blive valgt andre steder måske var større,« forklarer hun.

Når man spørger hende, hvad der har vendt stemningen og givet partiet nyt liv, peger hun på en klar forklaring.

»Den vigtigste forklaring er, at vi har bekendt kulør. Vi siger tydeligt, at vi hører til i den blå familie på Christiansborg. Vælgerne er ikke længere i tvivl om, hvor vi står,« siger hun og tilføjer, at formandsskiftet ligeledes har haft enorm betydning.

»Det er klart, at Morten Messerschmidt har haft en stor rolle. Han har givet medlemmerne troen tilbage. Han er tilgængelig, han svarer, når lokale formænd skriver til ham, og han knokler dag og nat. Han har gjort afstanden mellem Christiansborg og baglandet kortere, og det kan mærkes. Vi har lige haft et tillidsmandsmøde med 85 deltagere, og stemningen var helt anderledes. Rejsen er kommet tilbage, og det er vigtigt lige her op til et kommunalvalg,« siger hun.

Selv er hun optaget af det lokale arbejde i Fredericia, hvor hun mener, at DF har et ansvar for at vise, at partiet ikke kun taler om politik i København, men også arbejder for borgernes hverdag i kommunerne.

»Jeg håber, at borgerne kan se, at jeg og Dansk Folkeparti hele tiden arbejder på at få Fredericia til at udvikle sig i en god retning. Det skal være godt at være barn her, det skal være godt at være voksen her, og det skal også være godt at blive ældre her. Man gør det nok aldrig godt nok, men jeg bruger mange timer hver uge på at arbejde for, at det bliver bedre og bedre,« siger hun.

Hun er også optaget af synlighed.

»Jeg plejer at sige, at jeg vil være til stede så mange steder som muligt. Min telefon og min mail er altid åben. Jeg kan ikke love, at jeg kan løse alt, men jeg lover, at folk får et svar. Det er vigtigt for mig at være i øjenhøjde, og det vil jeg fortsætte med de næste fire år, hvis jeg bliver valgt igen.«

At DF nu igen står med fremgang, ser hun som en mulighed for at genvinde vælgernes tillid, særligt de mange, der tidligere har forladt partiet.

»Hvis man troede på DF for fem-seks år siden, så kan man godt stole på os igen. Vi er et rigtig godt sted nu, hvor der er ro på bagsmækken, hvor vi alle arbejder i samme retning, og hvor vi igen er det sted, vi var under Pia Kærsgaard. Så jeg håber, at de vælgere vil vende tilbage. Vi vil i hvert fald gøre, hvad vi kan for at genskabe tilliden,« siger Susanne Eilersen.

Hun understreger dog, at der stadig er brug for jordforbindelse.

»Vi skal have begge ben på jorden. Fik vi syv procent ved næste folketingsvalg, ville vi også være tilfredse. Politik går op og ned, og det ved vi om nogen. Men hvis målingen her holder, så ville vi være mere end glade,« siger hun.

For Susanne Eilersen er fremgangen imens et tegn på, at Dansk Folkeparti ikke blot har overlevet turbulensen, men også står klar til igen at tage del i de store politiske spørgsmål.

»Det vigtigste er, at vi har fundet troen igen, både blandt medlemmerne og ude i lokalforeningerne. Og uden et bagland kan vi ikke lykkes. Nu er gejsten tilbage, og det giver os et godt afsæt for fremtiden,« slutter hun.

En sommer for historiebøgerne: »Det hele føltes som en fest,« lyder det fra museumsdirektøren

0
En sommer for historiebøgerne: »Det hele føltes som en fest,« lyder det fra museumsdirektøren

KULTUR. Sommeren har lagt sig over Kolding Fjord, men på Trapholt hænger følelsen af liv og summen stadig i væggene. Det har været en sommer som ingen anden. Ikke blot fyldt med travlhed og glade gæster, men en sommer hvor museet satte rekord og skrev sig ind i sin egen historie.

»Museet er bygget til 60.000 gæster om året, men i 2024 havde vi allerede over 108.000,« indleder museumsdirektør Karen Grøn og smiler, vel vidende at glæden også rummer en påmindelse. For mens sommeren viste, hvor populært Trapholt er, viste den samtidig behovet for de nye kommende rammer.

»Vi har haft dage med næsten 1.400 mennesker. Det har været helt vildt,« tilføjer hun.

Det hele føltes som en fest. En sommer hvor 65 procent flere gæster end sidste år fandt vej til Æblehaven. Flere end nogensinde før. Og selv om man kunne tro, at én udstilling alene havde båret rekorden hjem, var virkeligheden en anden. Buketten af værker – fra Michael Kviums mørke skyggeteater til den sanselige særudstilling FEEL ME – viste sig tilsammen at være det store trækplaster.

Det er heller ikke tilfældigt, understreger Karen Grøn.

»Vi bliver spurgt hvordan det kan være, og jeg tror det er et sammenfald af flere ting. For det første har vi en virkelig flot buket af udstillinger lige nu. For det andet lever vi af, at folk fortæller andre, at de skal besøge os. Det er faktisk vores vigtigste kilde til nye gæster,« siger hun.

Netop den mund til mund-anbefaling hænger tæt sammen med museets egen filosofi. På Trapholt handler det ikke om den ene oplevelse, der skinner, men om helheden.

»Man kunne have den idé, at der er én udstilling som trækker, og så er de andre mindre vigtige. Men sådan er det ikke. Vores gæster er virkelig glade for hele paletten, og det er derfor de anbefaler os videre,« forklarer hun.

Og bag de mange anbefalinger står ikke én person, men et fællesskab. Rekordsommeren er i høj grad også fortællingen om medarbejderne, der får huset til at fungere. Karen Grøn kalder det Team Trapholt og ser det som en af hemmelighederne bag succesen.

»Hvis jeg vidste hvordan man lavede den helt perfekte udstilling, så havde jeg gjort det for længst. Men det her er resultatet af mange års erfaring og et meget dygtigt team. Når kollegerne løfter i flok, bliver ét plus ét til tre, og gæsterne kan mærke det, når de træder ind. Det hører vi igen og igen,« siger hun.

Rekordsommeren markerer samtidig begyndelsen på en afslutning. Ved årsskiftet lukker Trapholt for at gennemgå en omfattende transformation. I 14 måneder vil dørene være lukkede, mens håndværkere, arkitekter og kuratorer gør museet klar til en ny tid. I foråret 2027 bliver det født på ny, men inden stilheden sænker sig, venter en finale, der bliver alt andet end stille.

I september åbner »Trapholt – Til Vægs« med et brag. Den 10. september markeres det med Open Doors og gratis aftenåbent for alle. Herefter vil husets midterakse fra gulv til loft blive fyldt med over 100 hovedværker fra Trapholts samling i en monumental ophængning. Gæsterne kan med et digitalt værktøj markere, hvilke værker de synes bedst om, og dermed være med til at skrive sig ind i museets historie.

»Det bliver en kæmpe afslutning. Vi viser alle malerierne frem og lader gæsterne tage del i udvælgelsen. Det bliver megasjovt,« lover Karen Grøn.

Sommeren viste desuden, hvordan Trapholt er blevet en central del af byens puls. Kolding fik besøg af flere internationale gæster end tidligere, og mange satte måske også kursen mod Trapholt, fordi museet er blevet fremhævet som topattraktion i Marco Polos rejseguide.

»Vi ligger også enormt højt på Tripadvisor, og så kan vi mærke, at samarbejdet med Destination Trekantområdet virkelig giver pote,« bemærker museumsdirektøren.

Tallene taler deres eget sprog. 65 procent af gæsterne kom udelukkende for Trapholts skyld, mens 16 procent også lagde vejen forbi Koldinghus. Det gør Trapholt til en af hovedattraktionerne i byen, og i Karen Grøns optik styrker det hele områdets profil.

»Det fortæller os at Kolding er en kulturby, som stikker op i landskabet. Det betyder noget for bosætning og for hvor folk vil bo. Mange vil gerne bo et sted med både idræt og kulturliv, og det ser vi, at vi bidrager til.«

Med så mange besøgende kunne man spørge, om det ikke er ærgerligt at lukke. Karen Grøn tøver ikke, når spørgsmålet kommer.

»Jo, men det er også flot at slutte af med en finale der peger ind i fremtiden. Vi bygger jo ikke ud for at få en succes, vi ikke har. Vi bygger ud fordi vi har trængte rammer og fordi vi er nødt til at imødekomme gæsternes behov,« siger hun og lægger vægten på nødvendigheden.

Lukningen er derfor ikke et punktum, men et komma. For selv om dørene til Æblehaven lukkes ved årsskiftet, skal byen stadig mærke Trapholt. Det sker gennem »Trapholt To Go«, et program der sender museets sjæl ud i nye rammer. Workshops, pop up-udstillinger og samarbejder med skoler og kulturaktører skal sørge for, at Trapholt stadig lever, selv om bygningen står tom.

»Vi har hele tiden vidst, at museet kun lukker på matriklen. Ikke som identitet. Vores meget dygtige personale kommer til at arbejde i andre arenaer, og de vil udkomme på nye måder. Vi har forberedt os længe og skabt de relationer og den økonomi, der gør det muligt. Vi kommer til at være all over,« fortæller hun og peger på, at erfaringerne fra coronanedlukningen har vist, at museet kan tænke kreativt, også når alt ser sort ud.

»Trapholt lukkede jo heller aldrig dengang. Vi lavede det store fællesskabsværk Lighthope. Så vi skal nok udkomme, bare på andre måder.«

Og når dørene igen åbner i foråret 2027, bliver det ikke en stille genkomst, men et brag. Publikum kan se frem til en stor Hans Wegner-udstilling og en helt ny måde at opleve museets samling på. De 6.000 værker, som Trapholt har i sin varetægt, vil blive præsenteret i nye, interaktive formater skabt i samarbejde med eksterne partnere. Og som et første møde venter et ikonisk blikfang. Det gigantiske 48 kvadratmeter store Panton-møbel, der tidligere vakte opsigt, vil igen stå klar til at tage imod gæsterne.

»Det bliver Team Trapholt, der lukker, og Team Trapholt, der åbner. Og vi ved allerede, at det bliver en travl sommer, når vi vender tilbage,«
siger Karen Grøn og gør det klart, at projektet handler om at ruste Trapholt til en ny tid.

Erfaringerne fra rekordsommeren følger med ind i det nye kapitel. For mens rekorderne er blevet slået, har læringen ikke været til at overse. Der var, som allerede nævnt, dage hvor næsten 1.400 mennesker fandt vej til Trapholt, og hvor rammerne blev presset til det yderste. Alligevel var stemningen lys.

»Vi har selvfølgelig fået kommentarer om, at der var mange mennesker. Men ingen sure miner, og det skyldes vores kollegers kæmpe indsats. De har sørget for, at det blev en god oplevelse for alle,« fortæller Karen Grøn.

Hun taler om et personale, der bar sommeren på skuldrene. Ikke bare med smil i billetsalget og hjælpende hænder i udstillingerne, men med en dedikation, der fik selv de mest trængte dage til at fungere.

»De fantastiske mennesker, der har taget imod vores gæster, har sørget for, at det faktisk er blevet en god oplevelse for alle,« siger hun og giver æren til Team Trapholt.

Derfor står museet ikke bare midt i et rekordår, men på tærsklen til et nyt kapitel. Den arkitektur, der engang blev skabt til færre gæster, vil snart give plads til flere. Parken bliver en integreret del af oplevelsen, samlingen præsenteres i nye formater, og publikum får mulighed for at møde kunsten på friske måder.

Trapholt går altså ind i en ny fase med den samme ånd, der har båret sommeren. Når dørene åbnes igen i 2027, bliver det ikke kun for at vise kunst, men for at give endnu flere historier, endnu flere stemmer og endnu flere øjeblikke, der sætter sig fast, slutter museumsdirektøren.

Agon Mucolli: En sejr bygget på sammenhold

0
Agon Mucolli: En sejr bygget på sammenhold

SPORT. Han var her, der og alle vegne i første halvleg. Med bolden klistret til fødderne og et mod, der satte Randers-forsvaret under pres, viste Agon Mucolli, hvorfor han er en af de kreative kræfter i FC Fredericia. Men kampen endte også med at blive et billede på kontrasterne i Superligaen, hvor energi og spilleglæde skal følges af udholdenhed og disciplin.

Efter sejren var Mucolli både glad og udmattet. »Fra anden halvlegs begyndelse holdt det hårdt. Randers kom ud og gjorde det, de er gode til, nemlig at sætte sig fysisk på kampen og overtage initiativet. Så lykkedes vi ikke med at fastholde spillet, når vi selv havde bolden. Det blev spil til ét mål, men kredit til os for at holde dem fra de rigtig store chancer. De havde måske halvanden stor chance i anden halvleg, men vi stod sammen, folk holdt deres aftaler og kæmpede for hinanden. Det synes jeg er rigtig flot, at vi kan i Superligaen mod et så godt hold som Randers.«

For Mucolli var kampen også speciel, fordi han var med fra første fløjt. Det var en bekræftelse af arbejdet i hverdagen, hvor minutterne på træningsbanen bliver til muligheder i kamp. »Det var dejligt. Det er altid det, man træner for, at starte inde. Og så at vi vinder 1-0 oveni, det kunne ikke være bedre.«

Ti point efter seks kampe var ikke noget, de fleste havde forestillet sig, da Fredericia i sommer stod klar til debut i Superligaen. For Agon Mucolli var det dog et vidnesbyrd om, at fodbold kan være fuld af overraskelser.

»I min vildeste fantasi kunne jeg nok godt have drømt det, men det er virkelig vildt, det vi er i gang med. Det handler om at bevare momentum og få så mange point som muligt nu, hvor det går godt. Det kan hurtigt vende, men det er flot, og det var nok ikke mange, der havde regnet med det. Det er virkelig stort.«

Han pegede på, at resultaterne ikke kom af tilfældigheder, men af sammenhold.

»Det viser, at vi er en god gruppe, og vi holder sammen. Så kører det for os. Det er ikke noget, man kan forklare helt enkelt, men det er vildt, at vi vinder to kampe i træk på hjemmebane.«

Første halvleg med overskud

I første halvleg var det især Mucolli selv, der stjal opmærksomheden. Med driblinger, temposkift og mod til at udfordre satte han Randers under pres og fik publikum op af sæderne. Han beskrev det selv nøgternt.

»Jeg spiller en god første halvleg, men jeg synes, at vi som hold spiller rigtig godt. De første 25 minutter spiller vi virkelig godt, og man kan mærke, at Randers har respekt for os. De står måske lidt dybere, fordi de har set, at vi er gode på omstillinger, men det løser vi også godt i starten.«

Men selv for en spiller i form kan kræfterne slippe op. Mucolli var ærlig i sin vurdering af anden halvleg.

»I anden halvleg var jeg under niveau, og jeg løb desværre tør for kræfter. Vi havde det svært generelt, men første halvleg var jeg meget tilfreds med. Nu handler det for mig om at få mere udholdenhed, så jeg kan levere over 90 minutter.«

For Agon Mucolli var det dog først og fremmest en sejr, der viste, at Fredericia hører til. Ti point efter seks kampe vidner om et hold, der ikke kun lever på begejstringen over at være oprykkere, men som også har fundet en form, hvor hårdt arbejde, sammenhold og spilleglæde giver resultater.

Michael Hansen: Tillid og disciplin sikrede sejren

0
Michael Hansen: Tillid og disciplin sikrede sejren

SPORT. Der er øjeblikke i fodbold, hvor man glemmer kalenderen og stillingen, og hvor man i stedet mærker øjeblikket. Sådan en søndag var det på Monjasa Park, hvor FC Fredericia igen bøjede Superligaens logik og besejrede et rutineret Randers-hold med 1-0. Efter kampen stod cheftræner Michael Hansen rolig i ordvalget, men med en tilfredshed, der var til at tage og føle på.

»Jo, det lyder jo lækkert. Fantastisk begyndelse her på Superligaen, hvor vi i dag også får vist det ansigt, der hedder, at efter en flot første halvleg, har vi virkelig svært ved at finde vores rytme på bolden i anden halvleg. Og så forsvarer vi, kriger vi tingene hjemme,« sagde Michael Hansen med et smil, der både rummede glæde og lettelse.

For Fredericia handlede det ikke om at spille på én måde. Det handlede om at kunne skifte ansigt, alt efter hvad kampen krævede. Og i dag var det ikke kun det flydende pasningsspil, der skulle bære sejren hjem. Det var også evnen til at stå imod, når Randers skruede op for presset.

»Vi giver selvfølgelig en del indlæg, en del standardsituationer, men vi holder dem alligevel fra de rigtig store chancer, hvor de kunne sidde og sige, at der kunne vi have lavet et mål. Så på en eller anden måde er jeg også glad for den her måde. Den pragmatiske, den kyniske måde, som underholder publikum med point og ikke bare godt fodboldspil.«

Der var en ærlighed i ordene. Michael Hansen lagde ikke skjul på, at det ikke hele tiden var smukt. Men han insisterede på, at skønhed i fodbold kan have mange former. For nogle er det den korte pasning, for andre er det et helhjertet blokering på kanten af feltet. På Monjasa Park blev det sidstnævnte.

Der var en stille beslutsomhed på sidelinjen, mens Randers lagde det ene indlæg efter det andet ind mod Fredericias felt. Michael Hansen rykkede ikke i brikkerne, han råbte ikke formationer ud eller skiftede struktur i panik. Han lod i stedet tilliden bære.

»Jeg synes faktisk, at vores struktur var fin. Når Randers spillede bredt, og satte fart på, så vidste spillerne, hvem der skulle løbe med og bakke op. Det synes jeg, at spillerne klarede virkelig flot. Og så har de den her individuelle kvalitet, og der er lige et par gange, hvor man godt kan se det. Så løb han lige fra os. Men så kæmper vi bare mere.«

Det var kampens anden fortælling. Hvor første halvleg havde handlet om mod og fremadrettet spil, handlede anden om at stå imod, når bølgerne rejste sig. Og i modvinden er det ofte fejlene, man husker mest.

»I anden halvleg var det ligesom, at når de første fejl begyndte at komme, så var det ligesom, at det aflede flere fejl og aflede måske også, at man beskyttede sig selv lidt ved at afvikle hurtigere, end man måske skulle.«

Her blev det tydeligt, at fodbold ikke kun spilles med fødderne, men også med hovedet. At et svagt indgreb kunne skabe en kædereaktion af nervøse afleveringer. At en mislykket clearing kunne vokse til et helt mønster. Alligevel holdt Fredericia stand. Ikke fordi de spillede fejlfrit, men fordi de blev ved med at kaste sig ind i duellerne, blokere skuddene og holde linjen.

I det billede lå også trænerens valg af udskiftninger. Hvor han tidligere havde reageret hurtigt fra bænken, valgte han denne gang at trække tiden, lade kampen finde sit eget leje og acceptere, at det ikke altid er skiftene, der ændrer alt.

»Jeg var tilfreds og følte måske ikke, at det var i dag, at tidligere indskiftninger ville have ændret kampbilledet. Så det var egentlig noget med at acceptere kampbilledet, og så finde ud af, hvem der var trætte. For eksempel ved indskiftning af William Madsen, hvor vi laver en lille smule om i vores struktur defensivt.«

Han pegede på detaljerne. På det lille ryk, der kunne holde organisationen intakt. På den smule energi, man kunne hente ved at skifte en spiller, der ikke havde mere i benene. »Dall og Huldahl. Jessen og Dahl. De indskiftede spillere skulle egentlig bare ind og gøre det samme, bare med friske ben.«

Udskiftningerne var ikke taktiske revolutioner. De var brikker lagt på plads i et spil, hvor målet var at holde rytmen og sikre, at de, der var på banen, kunne stå distancen til sidste fløjt.

En trup, der holder sammen

For Michael Hansen var sejren ikke kun et tal i tabellen. Det var et vidnesbyrd om, hvad sammenholdet kan udrette, når spillet ikke flyder.

»Jeg er bare meget imponeret af vores trup, som arbejder hårdt. De arbejder sammen. Og det er nok det vigtigste, kan man sige. Det her med, at når en lige mangler 10%, så er der bare lige en anden, der giver ham lidt. Eller når der er en, der bliver driblet, så er der en ny, der bakker op. Der er ingen, der piver over, at vi i anden halvleg måske ikke sætter vildt meget godt spil sammen. De arbejder for den her sejr. Og dem, der bliver skiftet ud eller ikke kommer ind, de hepper på de 11, der er inde på banen.«

Ordene rummede en stolthed, men også en realisme. For selv i euforien efter en sejr var der en bevidsthed om, at hver kamp kræver sit eget svar.

»Vi tager dem bare ind. Vi kigger og nyder det de næste dage. Og så parkerer vi også det lidt og arbejder ambitiøst videre. For vi ved jo godt, at vi møder nogle virkelig gode modstandere.«

Han så sejren som et øjeblik at værne om, men ikke som en slutstation. Træningen i den kommende uge ville handle om detaljer, om at skrue på små ting i boldomgangen og modet i opspillet, så fejl ikke formerer fejl. Og mens spillerne kunne nyde glæden i dagene efter Randers-kampen, ventede virkeligheden lige om hjørnet. Næste opgave er AGF, endnu en modstander, der kommer med vægt og erfaring.

»Vi må jo tage op til AGF og se om vi kan få noget med derfra,« sluttede han nøgternt og smilte.

Låge 22: Geist//Gnist: Når julegaver vælges med nærvær

Låge 22: Geist//Gnist: Når julegaver vælges med nærvær

0
Der er noget særligt over december i Fredericia. Lyset blinker i kæder over byens gader, og luften er fyldt med duften af gløgg, kaffe...