Når børn mistrives, når fagpersoner knækker sammen, og når familier bliver desperate, reagerer systemet ofte med endnu en strukturel løsning: flere tiltag, flere handleplaner, mere supervision fra konsulenter, der ikke gør en reel forskel.

Nye diagnoser opstår, og vi forsøger at sætte ord på børns reaktioner på nye måder – men ofte ender det med at legitimere de samme praksisser, som skaber problemerne. Når børn dissocierer i skolen, kalder vi det “dagdrømmeri”. Når de reagerer på utryghed, afmagt og stress, bliver det til “krav-afvigende adfærd”, som vi så forsøger at eliminere med medicin. Men det løser ingenting – det lægger bare endnu mere vægt på et bæger, der allerede er ved at flyde over.

Den mistrivsel, vi oplever i dag, er ikke et resultat af enkelte fejl, personlige problemer eller manglende indsats. Det er et resultat af et grundlæggende menneskesyn – og af de strukturer og praksisser, vi som samfund har bygget op omkring det. Det er et produkt af et paradigme, som vores kulturelle fortællinger, samfundsinstitutioner og praksisser hviler på. Det rammer børn, forældre og fagpersoner. Vi ser systemisk afmagt, kulturel dissociation og et politisk svigt, der har ført til et pædagogisk kollaps.

Vi har brug for et nyt menneskesyn – og et nyt syn på, hvordan vi indretter vores samfund. Et paradigmeskifte, hvor vi ser indad; på vores selvforståelse som samfund. Tegnene er tydelige overalt: i børns mistrivsel, voksnes udbrændthed, personaleflugten fra velfærdsprofessionerne, det stigende medicinforbrug og den eksistentielle træthed, der som et usynligt slør breder sig over vores kultur. Vi ser det i børns uro, affektudbrud, søvnforstyrrelser, tilbagetrækning og tomhed. Forældre kæmper for at forstå deres børns reaktioner og finde mening i kontakttab – men det dræner dem for følelsesmæssigt overskud og fjerner de forbindelser, der er nødvendige for resonans, menneskelig kontakt og nærvær.

I dag bliver trivsel og sundhed ofte forstået som fraværet af symptomer. Når et barn reagerer med affekt, tilbagetrækning eller nægtelse, bliver det hurtigt stemplet som en “udfordring”. Men hvis vi virkelig ønsker at skabe børn, der trives – ikke bare børn, der præsterer – skal vi give dem mulighed og rum for at mærke deres krop, sanse deres grænser, finde deres egen kadence og regulere sig gennem trygge relationer. Det er ikke det samme som at være ineffektiv. Det er den eneste vej til bæredygtig trivsel – det er det mest menneskelig naturlige. For mennesker i afmagt brænder ud – og systemer kollapser.

Det kræver, at vi:

• Genindfører pauser, færre kontaktflader i det daglige og langsomhed – både i skolen og på arbejdspladsen.
• Skaber fysiske og sanselige læringsrum – bl.a. med naturen og frisk luft, leg og flow.
• Etablere Familieskole i Fredericia – som skal fungere som et løft for børn og familier, der oplever udfordringer med pædagogisk viden, mistrivsel, struktur, omsorg og kvalitetstid.
• Anerkender, at læring kræver tryghed, rytme og relationer – information kan ikke alene, gøre en forskel.

Men vi har også brug for ledere, der forstår, at mennesker ikke præsterer optimalt under konstant pres. Vi præsterer bedst under meningsfulde, rolige og anerkendende forhold, hvor relationer er i fokus. Et paradigmeskifte skal ikke kun gælde for børn, forældre, behandlere og lærere – det skal især gælde ledere og systemansvarlige. For, hvis vi vil ændre systemet, må vi også ændre den måde, det ledes på.

Vi har brug for ledelse, der:

• Ser relationer som det vigtigste styringsprincip.
• Forstår, at belastning ofte skyldes brud på menneskets essentielle kadence; væren i verden på.
• Skaber strukturer, der giver fagpersoner mulighed for at være til stede – i stedet for at miste sig selv.
• Skabe kommunale tiltag der bunder i fordomsfri og anerkendende tilgang, fremfor bias, skyld og skam.

Det er her, vi skal starte. For kun gennem tryghed, relationer og essentiel kadence kan vi skabe et samfund, ét Fredericia, hvor både børn, forældre og fagfolk trives.