Regeringen har endnu ikke besluttet, om den vil lempe de ekstra krav, som bankerne i dag er pålagt, når de låner penge ud til ejendomsselskaber. I stedet har den valgt at tage en tænkepause.
Baggrunden er en anbefaling fra Det Systemiske Risikoråd, som i efteråret foreslog at skrue lidt ned for det såkaldte sikkerhedskrav – den systemiske buffer – som skal beskytte økonomien mod kriser på ejendomsmarkedet. Men selv om dansk økonomi ifølge regeringen står stærkt, er man ikke klar til at trykke på knappen endnu.
Årsagen er, at der fortsat kan gemme sig problemer på erhvervsejendomsmarkedet. Hvis store ejendomsselskaber får økonomiske vanskeligheder, kan det ramme bankerne – og i sidste ende hele samfundsøkonomien. Derfor vil regeringen nu have mere tid til at gennemgå tallene og konsekvenserne grundigt.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger, at balancen er svær.
Dansk økonomi har det godt, men der er stadig risici, især når det gælder erhvervsejendomme. Det skal håndteres klogt, så vi både passer på stabiliteten og ikke spænder ben for vækst og konkurrence, lyder det fra ministeren.
Den systemiske buffer fungerer i praksis som en ekstra pude, bankerne skal have liggende, hvis noget går galt. Jo højere risiko, desto større pude. Rådet har foreslået, at bankerne fremover ikke skal holde lige så meget ekstra kapital, når de låner ud til ejendomsselskaber med lav gæld i forhold til ejendommens værdi. I dag gælder lempelsen kun de allersikreste lån, men forslaget er at udvide grænsen.
Regeringen har dog ikke travlt. Den nuværende ordning gælder allerede frem til sommeren 2026, og derfor er der ifølge regeringen tid til at tænke sig om.
Hvornår der kommer en endelig beslutning, er endnu uklart. Indtil videre fortsætter arbejdet bag kulisserne, mens bankerne må leve med de nuværende krav.
NATUR. Der er steder langs kysten, hvor man næsten kan mærke, at havet arbejder. Hvor strømmen tager fat, hvor vandet skifter farve, og hvor livet under overfladen, trods pres og forandringer, stadig har et potentiale. Et af de steder ligger ud for Trelde Næs. Netop her skal en ny millionbevilling på 9,8 millioner kroner omsættes til konkret naturgenopretning mellem Lillebælt og Vejle Fjord.
Bevillingen er givet til Naturpark Lillebælt i samarbejde med Sund Vejle Fjord og Syddansk Universitet og skal bruges på at genskabe tabte marine levesteder, styrke biodiversiteten og skabe en økologisk forbindelse mellem fjord og bælt.
Men projektet er ikke bare endnu et punkt på en naturpolitisk ønskeliste. Det er et praktisk forsøg. Et arbejde, hvor man både bygger videre på erfaringer, og stiller det afgørende spørgsmål: Virker det? »Det, der er interessant, det er, kan det lade sig gøre? Kan man bruge de her penge, som er mange penge, til faktisk at forbedre levestederne?« siger formand for Naturpark Lillebælt John Nyborg.
Sten, muslinger og ilt
Kernen i projektet er etableringen af stenrev og såkaldte biogene rev – i praksis muslingebanker – på havbunden ud for Trelde Næs og ind mod Vejle Fjord. Det er ikke tilfældige greb, men nøje udvalgte elementer i et samlet naturgreb, der skal give havet bedre betingelser for at fungere igen. »Det er jo egentlig det, man kalder for et stenrev og så et biogent rev. Det er muslingebanker i virkeligheden. Og det er jo alt sammen for at skabe nogle levesteder til fiskene, og så er det jo også at skabe noget ilt, altså som sørger for, at vandet bliver ildet derind mod Vejle Fjord,« forklarer John Nyborg.
Stenrev skaber struktur på havbunden, hvor fisk, alger og smådyr kan finde skjul og føde, mens muslingebankerne filtrerer vandet, forbedrer sigtbarheden og bidrager til iltningen. Tilsammen kan de fungere som en biologisk motor, ikke bare lokalt, men i et større sammenhængende system, der rækker fra Lillebælt og ind i fjorden. »Derfor passer det fint, at vi lægger indsatsen på Kasser Odde Flak ved Trelde Næs og ind mod Vejle.«
Valget af placering er nemlig ikke grebet ud af den blå luft. Erfaringerne findes allerede, og de findes tættere på, end man måske tror. John Nyborg peger på et konkret eksempel fra Fredericia, hvor naturgenopretning allerede har vist sit værd. Under den gamle Lillebæltsbro blev der for nogle år siden anlagt et stenrev. Et sted med kraftig strøm, og derfor et sted, hvor livet hurtigt har fået fat igen. »Der er masser af liv. Og der kan man se, at vi har en fordel her, hvor vi ligger, som Fredericia, fordi vi har masser af strøm igennem. Under den gamle Lillebæltsbro har vi stenrev, der er velfungerende. Der har du alt det liv, som du godt kunne tænke dig.«
Det er præcis den erfaring, projektet ved Trelde Næs nu forsøger at bygge videre på. Flere stenrev, suppleret med muslingebanker. Flere fødekæder, flere nicher og dermed bedre forudsætninger for, at livet kan brede sig igen. »Laver man flere af de her stenrev, og et biogent rev, hvor der er muslingebanker, så gør du noget mere ved det. Så får du de forskellige ernæringstyper, der skal til for at skabe liv. Det er for fiskens skyld, for makrellens skyld, for alt muligt og i sidste ende også for mennesket.«
En blåstempling af arbejdet
For Naturpark Lillebælt er bevillingen samtidig mere end bare penge. Den bliver læst som en tydelig anerkendelse af det arbejde, der allerede er lagt i havet gennem en årrække. »Det er et eller andet sted en blåstempling af det arbejde, vi har lavet i Naturpark Lillebælt,« siger John Nyborg og peger på tidligere indsatser med fiskebørnehaver, ålegræs og stenrev. »Man har kigget på det og sagt: Der er faktisk sket noget godt her. Kan man understøtte det yderligere, også i samarbejde med Sund Vejle Fjord, så vil man gerne give os de her penge. Og det er vi meget, meget glade for.«
Men bevillingen stopper ikke ved anerkendelsen af det, der allerede er gjort. I John Nyborgs øjne rækker projektet længere frem og kan blive første skridt mod noget endnu større. »Jeg ser det også som starten på noget større. I virkeligheden kunne vi godt tænke os, at det her kunne blive en del af en marin naturnationalpark, som vi går og venter på.« Spørgsmålet er så, hvornår resultaterne begynder at vise sig. Ifølge John Nyborg behøver man ikke vente i årevis på de første tegn. »Så snart vi får muslingebankerne på plads, og vi har de nye stenrev, kan vi begynde at se noget. Vi har set det før.«
Denne gang bliver udviklingen dog ikke kun vurderet med det blotte øje. Effekterne skal også dokumenteres mere systematisk, når Syddansk Universitet følger projektet tæt og står for den faglige forskning. »Det bliver taget rigtig godt imod, at projektet også bliver fulgt af forskning. Så kan vi se resultaterne sort på hvidt. Først skal vi have etableret det og så kan vi begynde at følge udviklingen, ligesom vi har gjort med noget af det andet, vi har lavet.«
Ud over sten og muslinger rummer bevillingen også et klart formidlingsspor. Projektet skal ikke bare forbedre havbunden, men også øge forståelsen for, hvad der foregår under overfladen. »De 9,8 millioner er jo også en stor formidlingsopgave. Vi formidler jo meget og det er en formidling til kommende generationer,« slutter han.
Dermed bliver projektet et fælles anliggende. For kommuner og forskere. For borgere langs kysten. Og for dem, der måske først om mange år skal arve resultatet af det arbejde, der nu sættes i gang mellem Lillebælt og Vejle Fjord.
KONGEHUSET. 98 borgmestre i kjole og hvidt. Borgmesterkæder, hvide handsker og en tydelig forventning i rummet, da dørene på Amalienborg blev åbnet. En scene, der normalt hører staten og de nationale institutioner til, men som denne januarformiddag var rykket helt tæt på det kommunale Danmark. For Jakob Ville blev mandag den 5. januar 2026 derfor mere end blot en kongelig begivenhed. Det blev en markering af begyndelsen på hans tid som borgmester, og samtidig et historisk øjeblik, hvor kommunerne for første gang stod samlet i den kongelige nytårstradition.
»Det var jo sådan en meget formel dag. Meget… ja, hvad skal man kalde det? Det var en stor dag og en stor oplevelse,« indleder Jakob Ville. Den formelle ramme var ikke til at tage fejl af. Alt var koreograferet ned i detaljen, fra påklædning og etikette til den måde, borgmestrene blev ført ind og præsenteret på. Alligevel oplevede Koldings nye borgmester ikke dagen som fjern eller utilnærmelig. Tværtimod.
For første gang havde kongehuset inviteret alle landets borgmestre til nytårskur. Et nyt initiativ, der ifølge Jakob Ville rammer direkte ned i kommunernes rolle og selvforståelse. »Mest af alt synes jeg, at den anerkendelse, der er fra kongehuset ved at invitere Kommunedanmark til nytårskur på Amalienborg, var både tankevækkende og prisværdig.«
En tydelig anerkendelse af kommunerne
Den oplevelse af at blive taget alvorligt fortsatte, da ord blev sat på invitationen. Anerkendelsen lå ikke kun i selve det at være inviteret, men også i det budskab, der blev formidlet fra talerstolen. I sin tale lagde kongen ifølge Jakob Ville tydeligt vægt på kommunernes rolle som det politiske niveau, der står tættest på borgernes hverdag. »Som kongen selv sagde, så er det jo kommunerne, der er ved folket og løser de opgaver og udfordringer, der er ude i befolkningen. Og det ville han gerne anerkende.«
For Koldings borgmester ramte formuleringen noget centralt. At kommunernes arbejde blev fremhævet i den kongelige ramme, gav talen en særlig tyngde og satte ord på et ansvar, som til daglig sjældent bliver italesat i de store nationale sammenhænge. Samtidig blev det gjort klart, at invitationen ikke var tænkt som et enkeltstående signal. »Han sagde, at det her ville blive en tradition, og at vi allerede var inviteret igen næste år.«
Selve ceremonien fulgte den klassiske kongelige form, som mange kender fra tv, men som får en anden tyngde, når man står midt i den. Officielle fotos, faste pladser og det øjeblik, hvor stilheden sænker sig, lige inden kongeparret træder ind. »Der stod sådan en adjudant i uniform med en stor pind og bankede tre gange i gulvet. Så blev dørene åbnet, fanfaremusikken spillede, og kongeparret kom ind.«
Herefter blev borgmestrene kaldt frem én for én. Da det blev Jakob Villes tur, blev han mødt af en bemærkning, der overraskede – og gjorde indtryk. »Da jeg kom hen til kongen, sagde han: ‘Flot valg’. Det viste jo, at han havde sat sig ind i, hvad der var sket ude i kommunerne.« For borgmesteren blev det et konkret bevis på, at mødet ikke blot var symbolsk. »Det betyder meget, at det ikke bare er noget, der skal overstås. Når man siger, at man vil anerkende kommunerne, og man også ved, hvad der foregår, så føler man sig velkommen.«
Kolding kom med i samtalen
Midt i den korte audiens nåede Jakob Ville også at bringe Kolding på banen, med blikket rettet mod et af byens kulturprojekter. »Jeg sagde, at vi i Kolding glæder os rigtig meget til det tidspunkt, hvor gobelinerne får deres plads på Koldinghus, og at vi selvfølgelig håber på at kunne byde kongehuset velkommen i den forbindelse.«
Samtidig benyttede han lejligheden til en mere uformel invitation. »Jeg sagde også, at jeg kunne reservere en plads nede i Kolding Havn, hvis de nu valgte at sejle hertil. Det er jo på tide, at de også kommer forbi Kolding med Kongeskibet,« fortæller han med et smil.
Fra omklædningsrum til kongesal
Bag den højtidelige ramme gemte der sig også en langt mere afslappet og menneskelig stemning blandt borgmestrene, især blandt dem, der, som Jakob Ville, var nye i rollen. »Det var mit første møde som borgmester med de andre borgmestre, og så står man pludselig og hilser på 35 andre borgmestre i underbukser,« siger han og griner.
Inden kjole og hvidt, borgmesterkæder og fanfarer blev der klædt om sammen. Borgmestrene hjalp hinanden med det praktiske – butterfly, skærfter og de små detaljer, der skulle sidde rigtigt, før dørene blev åbnet. »Vi stod og hjalp hinanden med at binde butterfly og spænde skærftet. Og bagefter sad vi i bussen og kunne se 50 borgmestre i kjole og hvidt. Det var lidt surrealistisk.«
Stemningen beskriver han som en blanding af forventning og nervøsitet, også over de formelle spilleregler, der følger med et kongeligt arrangement. »Man tænker jo over, om man husker at bukke eller neje, og om man nu får sagt majestæt og ikke noget andet.«
Også påklædningen havde krævet forberedelse, og her valgte Jakob Ville den lokale løsning. »Jeg gik ned til vores lokale tøjmand i Kolding og viste dem dresscoden og sagde, at jeg skulle have sådan noget her på.«
Undervejs forsøgte han at bevæge sig uden om lakskoene. Med erfaring fra sin tid i Livgarden mente han godt, at han kunne klare sig med et par almindelige, velpudsede sko. »Jeg sagde, at lakskoene kunne jeg godt spare. Jeg har jo været i Livgarden og kan godt finde ud af at pudse sko. Men de sagde, at de ikke ville sælge tøjet til mig, hvis ikke jeg også købte dem, for de hørte til.«
Denne gang valgte borgmesteren at købe tøjet frem for at leje. Ikke mindst fordi invitationen forhåbentligt rækker længere end én enkelt dag. »Nu skal vi jo afsted fire gange på fire år. Og så er jeg også tvunget til at holde figuren, så jeg ikke får mig en borgmestermave.«
En dag, der sætter sig fast
Da dagen var ovre, og borgmesterkæden igen var lagt væk, stod oplevelsen tilbage som noget særligt for Jakob Ville. »Det var en stor oplevelse. Bare det at komme gående ind på Amalienborg med borgmesterkæden på, det var noget helt særligt.«
Oplevelsen rækker dog videre end selve dagen. For borgmesteren handler det også om det perspektiv, nytårskuren peger frem mod. »Jeg glæder mig til næste år. Det her føles som starten på noget, der kan blive en fast tradition,« slutter han.
Natten til onsdag klokken 00.36 rykkede politiet ud til et solouheld på Taulov Motorvejen.
Her mistede en 39-årig mand fra Lunderskov herredømmet over sin bil i glat føre, mens han kørte i tredje vognbane. Bilen snurrede rundt og ramte autoværnet.
»Føreren klagede over smerter i knæet, og det vurderes, at hastigheden ikke har været helt tilpasset forholdene,« siger Arno Rindal Petersen.
Tirsdag morgen klokken 07.47 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Ydunsvej og Huslodsvej.
Ifølge politiet kørte en personbil frem fra ubetinget vigepligt og ramte en anden bil i krydset.
»Der var isglat på stedet, og uheldet sker, da en bilist ikke overholder vigepligten,« oplyser Arno Rindal Petersen.
Den ene bil blev ført af en 36-årig kvinde, som kom fra Ydunsvej, mens den anden bil blev ført af en 42-årig kvinde ad Huslodsvej. Der er ikke oplyst om alvorlige personskader.
Sydøstjyllands Politi efterforsker et indbrud, der tirsdag har fundet sted på Skærbæk Havnegade. Det oplyser Arno Rindal Petersen. Her er der stjålet smykker og en pengeseddelssamling.
Indbruddet er sket ved, at et vindue er blevet brudt op, hvorefter gerningspersonen har skaffet sig adgang til boligen.
»Der er stjålet smykker, herunder et par guldøreringe med diamanter og guldblade, samt en pengeseddelssamling,« fortæller Arno Rindal Petersen.
Pengeseddelssamlingen er vurderet til en værdi på omkring 5.000 kroner. Politiet har oprettet en sag og efterforsker indbruddet.
OPINION. Der har været udtrykt bekymring for, om samarbejdet mellem yderpunkterne vil holde, men det vil efter al sandsynlighed ikke blive et problem med en god ledelse.
Efter mere end 100 år med en bestemt type ledelse i Fredericias kommunalbestyrelse, så er KV25 faldet andeledes ud, hvilket vi som borgere kan være glade for.
Flere samtaler med Peder Tind Wittendorff samt løbende observationer hen over årene, så tyder rigtig meget på, at Peder vil være en samlende faktor, der vil være i stand til at samarbejde med alle uanset forskellige synspunkter. De to viceborgmestre vil ligeledes komme til at harmonere med fællesskabet. Malene Skovgaard-Andersen virker ikke til at være politisk ekstrem, men hun er målrettet mod resultater. Ligeledes virker Susanne Eilersen ikke til at høre til i partiet, som hun påstås at være medlem af. Disse tre vil ved fælles indsats kunne opbygge et samarbejde i kommunalbestyrelsen uden ”pindehuggeri”, således at beslutningseffektiviteten kan blive høj og dermed en velfungerende kommunalbestyrelse, der vil få indflydelse på de ansatte i administrationen. Ligeledes vil Peder Tind efter alle solmærker at dømme kunne fungere som daglig politisk leder uden skærmydsler, således at kommunens funktion som service for kommunens borgere kan foregå roligt og professionelt og ukonfrontatorisk.
Forhåbentlig vil alle kommunens borgere støtte op om et godt og problemfrit samarbejde til alles gælde og tilfredshed. Alle kan på den baggrund se frem til 4 gode år.
Onsdag morgen er store dele af landet ramt af glatte veje, uheld og forlænget rejsetid. Ifølge Vejdirektoratet er både motorveje og statsveje påvirket af sne- og isglatte forhold, og bilister må væbne sig med tålmodighed.
På E45 Sønderjyske Motorvej mellem Ustrup og Vojens er der sket et uheld, hvor højre spor er spærret. Redningsberedskab er på stedet, og uheldet forventes først afsluttet i løbet af morgenen. Som følge heraf er der kø på strækningen fra Frøslev mod Kolding mellem Haderslev S og Vojens, hvor rejsetiden er forlænget med 10 til 30 minutter.
Samtidig meldes der om sne- og isglatte veje i Kolding Kommune, hvor både statsveje og kommuneveje er påvirket. Der er løbende gang i saltning og snerydning, men risikoen for glatte vejbaner er fortsat høj, særligt på mindre veje og i morgentimerne.
Også Middelfart Kommune er ramt af sne- og isglatte forhold. Her meldes der om glat føre på veje i alle vejklasser, og saltning er iværksat flere steder i løbet af natten og morgenen.
Vejdirektoratet har desuden udsendt en særmelding om risiko for glatte veje og forlænget rejsetid. Prognosen varsler fortsat snebyger over store dele af landet, især i Jylland, og lokalt kan der falde betydelige mængder sne. Forholdene kan ændre sig hurtigt, og vejret længere fremme på ruten kan være anderledes end der, hvor man starter.
Bilister opfordres til at køre ekstra forsigtigt, holde god afstand, tage af sted i god tid og løbende orientere sig om den aktuelle trafiksituation, inden de begiver sig ud i morgentrafikken.
Mathias Gidsel er igen i spotlightet. Ikke fordi han søger det, men fordi tiden har placeret ham der, midt i Danmarks jagt på det EM-trofæ, der har manglet siden 2012.
Sneens tyngde er det første, der møder én. Den ligger ikke dekorativt, men massivt over skråningerne ned mod Vejle Fjord. Hotel Vejlefjord er lukket inde i vinteren denne dag, isoleret fra omverdenen, som skabt til forberedelse og forventning. Indenfor er kontrasten markant. Her summer det.
Landsholdets store pressedag folder sig ud i kælderetagen, hvor der er tændt op med spots, kabler og kameraer. Det ligner et midlertidigt tv-studie mere end et hotel. Stemmer glider ind og ud af hinanden, spørgsmål gentages i variationer, og fortællinger bliver langsomt formet.
Annonce
I et mødelokale lidt væk fra mylderet sætter Mathias Gidsel sig til rette. Han gør ikke væsen af sig. Han ankommer ikke. Han sætter sig bare. Alligevel samler rummet sig omkring ham. Han er i spotlight igen.
Ikke fordi han opsøger det. Men fordi tiden har placeret ham der.
Danmark står foran endnu en slutrunde som sportens referencepunkt. Fire VM-guld i træk. To olympiske mesterskaber, senest i 2024. En generation, der allerede har skrevet sig ind i historien. Og alligevel mangler der noget. Ét trofæ. EM-guldet, som Danmark ikke har vundet siden 2012.
Dengang var Mathias Gidsel stadig bare en dreng, der spillede håndbold, fordi det var sjovt.
»Jeg har egentlig aldrig satset på håndbold. Jeg har aldrig haft et karrieredefineret mål med, hvad jeg ville med mit liv,« siger han.
Det er ikke et svar, der er formuleret for at virke beskedent. Det er snarere konstaterende. For Gidsel har håndbolden aldrig været et projekt, der skulle realiseres. Den har været en bevægelse, han har fulgt, fordi den gav mening.
På efterskolen var han blandt de mindste. Ikke fysisk dominerende. Ikke den type spiller, der automatisk blev udpeget som fremtidens stjerne. Alligevel blev han ved. Ikke drevet af ambition, men af lyst.
»Jeg har altid haft en enorm glæde og en leg ved bolden. Jeg trænede ekstra, fordi jeg syntes, det var sjovt. Ikke fordi jeg tænkte, at jeg skulle være verdens bedste håndboldspiller.«
I dag lyder det næsten paradoksalt. For Gidsel er blevet en verdensstjerne. Et navn, der bærer forventninger. Et ansigt på en generation, der ikke længere bliver målt på potentiale, men på resultater.
Men fundamentet er det samme.
Arbejdet.
»Hvis du lægger en million timer i noget, så bliver du dygtig til det. Det er jo ikke en større videnskab.«
Han taler om ungdomsårene uden romantik. Om gentagelser, fysik, om at møde op – også de dage, hvor kroppen ikke føles let. Også kost og restitution, men aldrig som et regime. Snarere som betingelser for at kunne blive ved.
»Man skal selvfølgelig spise nok i den alder. Men i sidste ende er det hårdt arbejde, der bærer det. Og hvis du så lige kan tage lidt talent oveni, så hjælper det.«
Det er den samme nøgternhed, der præger hans blik på landsholdets situation nu. Danmark går ind til EM som storfavorit. Det bliver ikke forsøgt bortforklaret.
»Jeg løber ikke fra, at vi er store favoritter. Og jeg anerkender også, at det er en skuffelse, hvis vi ikke vinder. Men i sport går det ikke altid, som man regner med.«
Annonce
Han nævner OL-turneringen, hvor både kvartfinale og semifinale blev afgjort med ét mål.
»Hvis de kampe var gået den anden vej, så kunne vi have siddet her og snakket om en helt anden historie.«
Det er netop den erkendelse, der gør EM-guldet til noget andet end et krav. Snarere en mulighed. En chance, der ikke nødvendigvis kommer igen i samme form.
»Jeg har jo ikke været med så mange år, så så meget kan det ikke tære mig. Men når vi er så dygtige, som vi er lige nu, så handler det om at vinde så meget som muligt.«
Efter EM i 2024 opstod der ifølge Gidsel en intern snak i truppen. Ikke som en krise, men som en justering. En fornemmelse af, at holdet ikke havde ramt sit fulde potentiale.
»Der blev sagt, at vi måske kun spillede på 80 procent. Og så måtte vi jo finde de sidste 20. Det var ikke noget, der blev sagt for sjov. Det var noget, vi tog alvorligt.«
Den erkendelse ændrede noget. Ikke på overfladen, men i strukturen. I detaljerne. I måden, holdet forberedte sig på.
»Jeg synes faktisk, det var startskuddet til, at vi rykkede os. Ikke fordi vi var dårlige før, men fordi vi blev mere bevidste om, hvor gode vi kunne være.«
Annonce
Siden har resultaterne talt deres eget sprog. Endnu et VM-guld. Et OL-guld i 2024. En følelse af kontrol, men ikke af selvtilfredshed.
Ved det kommende EM kommer hjemmebanen oveni. Jyske Bank Boxen i Herning. Et rum, der allerede har sat sig i kroppen.
»Sidste gang var det lidt som om festen sluttede for tidligt. Vi var videre, men vi havde jo ikke vundet noget. Og så skulle vi af sted. Det sad faktisk i mig bagefter.«
Han holder en kort pause.
»Når man spiller i Jyske Bank Boxen, så mærker man det allerede under opvarmningen. Det er ikke bare larm. Det er sådan et sug, der går igennem kroppen. Det er svært at forklare, hvis man ikke har prøvet det.«
Derfor fylder udsigten til endnu en slutrunde på hjemmebane mere, end han først giver udtryk for. Danmark åbner EM den 16. januar mod Nordmakedonien, og fornemmelsen af begyndelse hænger allerede i luften.
»For mange af os føles det som juleaften den 16. januar. Det er ikke, fordi vi går og er nervøse nu. Det er bare en venten. En glæde.«
Når samtalen bevæger sig væk fra landsholdet, ændrer rytmen sig. Berlin. Hverdagen. Livet uden for rampelyset.
Gidsel har forlænget sin kontrakt. Ikke fordi alternativerne mangler, men fordi valget giver mening.
»Jeg måler ikke altid værdi i lønninger. Jeg måler også værdi i hverdagen.«
Anonymiteten i storbyen betyder noget. At håndbold er vigtigt, men ikke alt. At livet kan fylde mere end resultater.
»Hvis der er noget, jeg har lært de sidste par år, så er det, at det vigtigste er, at min familie har det godt.«
Han ved, at prioriteringer ændrer sig. At livet på et tidspunkt vil se anderledes ud. At der vil komme nye hensyn.
»Jeg er helt med på, at der en dag kommer børn, skole og madpakker, og så vil mit liv se anderledes ud. Men lige nu kan jeg tillade mig at fokusere 100 procent på håndbold. Og det giver mening.«
Pressedagen nærmer sig sin afslutning. Stemmerne i kælderetagen er blevet færre. Kameraerne pakkes sammen. Sneen udenfor har ikke flyttet sig.
Mathias Gidsel rejser sig og forlader mødelokalet. Spotlightet følger ham videre. Ikke fordi han jager det. Men fordi han står midt i det.
Midt i en storhedstid. Med ét trofæ tilbage at vinde.
