SPORT. Fredericia Håndboldklub står i begyndelsen af en sæson, der allerede har vist sine tænder. Et 28-38 nederlag på hjemmebane til Bjerringbro-Silkeborg gjorde ondt, ikke kun på tavlen men i selvforståelsen. Alligevel er det ikke resignation, der præger assistenttræner Jesper Houmark. Det er analyse, retning og en klar tro på, at et yngre og smallere mandskab kan rejse sig, hvis de rigtige lag lægges på i den rigtige rækkefølge.

»Vi har jo fået en lidt forynget trup i forhold til sidste sæson. Der er kommet nogle nye unge gutter ind, som skal prøve at løfte forskellige ting. Det glæder vi os til at se på,« siger Jesper Houmark. Han peger samtidig på en vigtig taktisk forskydning i truppens DNA. »Vi har en trup, hvor der ikke er nogen deciderede forsvarsspillere. Vi er også blevet lidt færre spillere. Det betyder, at vi er 16 mand primært omkring ligaholdet, hvor der var lidt flere med sidste år. Til gengæld har vi heller ikke nogen deciderede forsvarsspecialister. Det betyder for eksempel, at vi forhåbentlig kan få lidt mere kontraspil.«

Det er ambitionen om at skifte gear hurtigere end modstanderen, der ligger under ordene. Når man ikke kan stille en specialiseret mur, må man lære at danse let på fødderne, stjæle bolden og løbe. Men i en liga, hvor kræfter, centimeter og rutine stadig vejer tungt, koster det at være smal på en aften, hvor to profiler mangler.

»Alle trænere ønsker flere spillere. Det kunne altid være rart. I den situation vi var i fredag, hvor vi er uden to profiler, bliver vi lige lidt smalle. Man kan altid ønske sig en spiller eller to mere, hvis vi kan finde den rette til at byde ind.«

Første halvleg mod BSH gav faktisk konturerne af det hold, Fredericia gerne vil være. Let på fødderne, modigt i duelspillet og med et anslag af fart, der kan blæse støvet af selv velorganiserede forsvar. »Den simple forklaring er, at vi løber tør for energi. Vi er lidt lavt på ressourcer undervejs. Vi har en ung Malthe Hejsel, der spiller en helt fremragende første halvleg og trækker rigtig meget læsset. Det er en uerfaren spiller, og han gør det over al forventning. Men Pelle var desværre ude, som har været en stor del af vores forsvar og den primære træer for os i træningskampene. Ham havde vi ikke til rådighed,« siger Jesper Houmark.

Tomrummet midt i forsvaret voksede, som minutterne gik. »Det betød, at der blev trukket store veksler på Mads defensivt, og derved blev han lidt pumpet for energi. Og med manglende bredde på især den højre ende af bagspillerne, fordi Moberg også var ude, blev vi pressede, så vi dalede i energi. Til sidst ender det med et lille kollaps, hvor man bliver lidt frustreret og tager chancer. BSH er mange stolpe ind, og vi er mange stolpe ud. De har et par skud i vores parader, der lander hos dem, og så går det stærkt, og så lukker det lidt ned for os.«

Resultatet i anden halvleg var brutalt. Et 20-11 indkasseret i en enkelt halvleg er en af de talrækker, man helst pakker væk i filmrullen. »Lige meget hvordan og hvorledes, så skal vi selvfølgelig aldrig nogensinde tage et 20-11 i en halvleg, som vi gør. Jeg håber, at det var en enlig svale, og det tror jeg også på. Det skal vi prøve at arbejde med, men vi må se.«

Når støvet har lagt sig, begynder håndværket. Evaluering, analyse og små justeringer, der flytter helheden en centimeter ad gangen. »Det handler om at få evalueret og kigge fremad. Gudmundur har været i analysekammeret og kigget på tingene og også kommet med nogle fine evalueringer af, hvad vi skal gøre fremadrettet.«

Der er også den skjulte del af arbejdet. Den, der handler om mennesker, relationer og pauser, der skaber fornyet gnist. »Vi har nogle sociale arrangementer, der kommer undervejs. Det er ikke altid foranlediget af en enkelt kamp. Vi skal heller ikke male fanden på væggen, fordi vi spiller dårligt i en halvleg. Og det var ekstremt dårligt. Det tror jeg alle kunne se. Men vi er bevidste om, at vi skal have brækket holdet sammen. Det gør vi på mange forskellige måder. Spillerne behøver ikke at vide, hvad vi skal lave, men vi har også nogle sociale arrangementer på bedding.«

Kommunikation og nærvær mellem kampe er lige så meget brændstof som kulhydrater og koneroller. »Der er selvfølgelig en masse kommunikation og snakke, hvor der bliver samlet op på spillerne.«

Næste stop er Ringsted. Et hold Fredericia har lært at respektere, måske endda frygte en smule, fordi tempo, bredde og mod skaber ubehag for et forsvar, der gerne vil stå lidt længere fremme. »Det er nogle små, hurtige gutter. Vi tabte til dem i træningskampen, fordi vi blev presset på vores offensive forsvar. De løb lidt om hjørner med os i nogle situationer. De spiller bredt og hurtigt og prøver at udfordre os. Det er et hold, vi utrolig gerne vil slå, men vi har historisk haft det lidt svært i Ringsted. Det er absolut et hold, vi skal bide skeer med, og vi glæder os.«

Historien med Ringsted er et kapitel for sig. Fredericia har flere gange rejst til sjællænderne som favorit og er kørt hjem med sand i munden. »Jeg tror, der er nogle hold, man historisk har det lidt svært med. Historisk har vi haft det godt mod BSH, og det var ærgerligt, at det ikke udmøntede sig i en sejr. Historisk har vi haft det udfordrende mod Ringsted, måske fordi vi dækker mere offensivt og er lidt hurtigere på fødderne end mange andre. Vi skal omstille os og være klar til i nogle situationer at være lidt mere defensive og prøve at løse det på den måde.«

Ambitionerne i klubben er høje. Direktion og formand taler om top fire, europæisk tilstedeværelse og mod til at drille de store. Jesper Houmark er både enig og realistisk. »Det tænker jeg, at der er mange hold, der gerne vil. Det ville da være ærgerligt, hvis vi ikke ville det. Om vi er klar lige nu i starten af sæsonen, ved jeg ikke. Det kræver en hel masse ting at ende i top fire. Det var i hvert fald ikke det, vi viste fredag. Men sæsonen er ung, og nu må vi se. Selvfølgelig vil vi gerne være med, men vi må også være realistiske og sige, at der nok er et hold, der ender nummer et i ligaen. Det ved vi nok alle sammen, og det bliver Aalborg. Og de fleste af os kan måske også finde den, der bliver nummer 14. Så er der tolv hold tilbage, der gerne vil være mellem nummer to og nummer otte. Der er ikke plads til alle. Mellem nummer to og nummer fem tror jeg, at ni hold ser sig selv. Der er kæmpe konkurrence om pladserne.«

Det er netop i konkurrenceflimmeret, at FHK skal finde sin rytme. Et yngre hold, nye relationer, en anden balance og nogle store huller efter rutiner, der er rejst. »Vi har dygtige spillere. Vi har mange spændende spillere, som kan udvikle sig, men vi er også unge. Et ungt hold skal spille sig i gang. Vi har en del nye, der skal mærke, hvad det kræver at være med. Vi har nogle rutinerede spillere, der er taget til nye klubber. Pelle Segertoft, der desværre ikke var med, skal bære meget af det, som Balstad bar for os i defensiven. Det kunne man se, vi manglede. Han har gjort det fint i træningskampene, stadig med udviklingspunkter. Vi regner ikke med en en til en erstatning, men på sigt kan vi forhåbentlig løfte Pelle, så han bidrager rigtig godt defensivt, og samtidig har han måske lidt flere offensive kvaliteter.«

Samtalen glider tilbage til første halvleg mod BSH, hvor Malthe Hejsel flækkede banen i to på sin dribling og rullede på paraderne. »Vi har en type som Taboada. Jeg synes, han er meget ung i Malthe Hejsel. Det så vi i første halvleg. Han er ekstremt skarp i sit duelspil. Han ruller af på dem flere gange og spiller en fremragende første halvleg. Selvfølgelig kan vi ikke lægge det hele på en 20-årig knejt, der nærmest debuterer i ligaen, men hatten af for den præcision han leverer.«

Det defensive fundament skal strammes. Det fortæller facitlisten med 38 indkasserede mål tydeligere end noget andet. Og når rummet foran målet er porøst, bliver målmændenes arbejde som at forsøge at fange røg med hænderne. »Vi mangler stadig at få styr på forsvaret. Det er tydeligt, når man lukker 38 ind. Og forsvaret er også målmænd. Som udgangspunkt er det to klassemålmænd, Sander, der har stået på højt niveau i Holstebro, og Sebastian Frandsen i FHK. Jeg håber meget, at vi kan få dem til at præstere mere. Frandsen er kommet tilbage fra en mindre operation og har stort set ikke været med i træningskampene. Selvfølgelig har vi store forventninger til ham. Han er virkelig dygtig. Og med Sander er det sådan, at når man lander et nyt sted og bag et nyt forsvar, skal man også lige finde roen. Vi har set det før. Det år vi vandt bronze, startede vi også med at blive nummer syv og endte med medaljer. Og så havde vi en sæson, hvor vi var sekunder fra at blive danske mestre i Aalborg og kvalificerede os til Champions League. Det kan vi ramme igen. Men vi kan også have et år, hvor lag skal bygges på, og hvor de lag kommer lidt senere, fordi vi har væsentlige udskiftninger.«

Når kampene koger, skal værktøjskassen være fuld. Mod BSH var den det, men de rigtige kombinationer gav ikke udslaget i anden halvleg. »Vi kigger på rigtig mange ting undervejs. Vi leder også i skuffen. Vi kørte mod manden nummer tre ind. Vi var ude i alle afkroge af værktøjskassen. Selvfølgelig vil man gerne have ressourcer til rådighed. Når man mangler to vigtige, og det ikke lykkes, så er spørgsmålet, om man er handlingslammet, eller bare ikke har flere værktøjer. Det er svært at sige.«

Fremtiden bliver ikke vundet i én søndag. Den bygges i hverdagen, i træningslokalet, mellem spillermøder og sociale greb, hvor skuldre sænkes og skuldre løftes, alt efter hvad dagen kræver. Ambitionen skal være modig, men vejen dertil må gå i små skridt. Derfor er spørgsmålet til allersidst enkelt og umuligt i samme øjeblik. Vinder Fredericia i Ringsted.

»Vi gør alt for det. Du vil gerne have, at jeg siger ja. Det tror jeg selvfølgelig også på. Men jeg er bevidst om, at Ringsted er et hold, der er tværs at spille mod. Hvis du spørger, om vi vinder, så tror jeg på det.«

Det er ikke pral. Det er en tro på processer, på relationer der bliver stærkere, og på et hold, der både kan sprinte og stå fast. Et nederlag med ti mål kan føles som at få gulvet revet væk under fødderne. For Jesper Houmark handler det om at lægge nyt underlag, lag for lag, indtil gulvet igen er jævnt, friktionen god og skridtene sikre. Når fløjten lyder i Ringsted, skal FHK ud at bevise, at energien kan forvaltes, at duellerne kan vindes uden at brænde lysene i begge ender, og at kontraspillet kan blive benzin i stedet for bål. De skal ud at vise, at ild i øjnene ikke kun er en metafor men en måde at løbe, dække, tænke og reagere på.

Og midt i alt det ligger det enkle krav om tålmodighed. Et ungt hold bliver ikke gammelt på en uge. Et nyt forsvar bliver ikke en bastion på en eftermiddag. Men medaljerne, som Jesper Houmark selv har stået med i Fredericia, blev heller ikke vundet på dage. De blev vundet på måneder, hvor fejl blev vendt til læring, hvor holdet flyttede sig, og hvor de små justeringer samlet set gjorde en kolossal forskel.

Derfor bliver Ringsted ikke blot en kamp om to point. Det bliver en kamp om at genfinde rytmen, om at sætte en ny tone i sæsonens partitur og om at vise, at nederlaget til BSH var den enlige svale, som assistenttræneren håber. Vejen tilbage går gennem disciplin i defensiven, mod i kontraspillet og ro i beslutningerne, også når stolperne driller. For som Jesper Houmark har sagt det, målt på et liv i håndboldens maskinrum, kan man ikke løfte en sæson i én bevægelse. Man løfter den i mange. Og man løfter den sammen.