FLAGDAG. Fredag den 5. september blev Danmarks udsendte hyldet i Fredericia med en dag, der favnede både højtidelighed, fællesskab og fest.
Programmet begyndte klokken 11 på Ryes Kaserne, hvor Føringsstøtteregimentet stod i spidsen for en bevægende ceremoni. Kranse og blomster blev lagt ved mindestedet, flankeret af fanevagter ved de tre mindesten for soldater fra regimentet, der i nyere tid har mistet livet. I talen blev der sat ord på regimentets betydning, både historisk og i nutiden, hvor omkring 35 soldater er udsendt til Letland, mens andre fortsat arbejder i Irak og bidrager til uddannelsen af ukrainske soldater.
Efter ceremonien inviterede Veteranhjem Fredericia indenfor til brunch og samvær, mens KFUM Soldaterhjem åbnede dørene for kaffe og hygge.
Midt på eftermiddagen ændrede stemningen sig til det mere eftertænksomme, da Sct. Michaels Kirke lagde rammer til andagt og korsang fra veterankoret. Kort efter fyldte Flyverhjemmeværnets Musikkorps rådhuspladsen med en gratis koncert, hvor velkendte toner blandede sig med nutidige arrangementer og skabte et musikalsk pusterum for alle.
Klokken 17 kulminerede Flagdagen i kommunens officielle arrangement. Borgmester Christian Bro bød velkommen på rådhuspladsen, hvorefter fællesmarchen med musik gik gennem byen til Eksercerhuset. Her blev der serveret aftensmad med børnemenuer, pandekager og lege i gården. Børn fik medaljer, veteranerne holdt tale, og aftenen bød på underholdning for hele familien. En aften, hvor alvoren blev holdt i hævd samtidig med, at festen fik plads – præcis som flagdagen symboliserer.
En by der husker og anerkender
Selvom skyerne samlede sig over byen, stod budskabet lysende klart. Flagdagen i Fredericia var endnu en gang en påmindelse om, hvorfor dagen markeres:
At ære de faldne. At anerkende de udsendte og deres familier. At vise, at Fredericia står skulder ved skulder med sine soldater og veteraner.
Dagen mindede os alle om, at trygheden herhjemme ikke er en selvfølge, men resultatet af danskernes indsats ude i verden.
SPORT. Det var en kamp, der havde det hele. Drama, spænding, tænding og i perioder også rigtig godt spil af to hold, som givetvis begge kommer til at spille en stor rolle i toppen af 1. division. Og set med KIF-øjne fik kampen det helt rigtige udfald, da KIF-drengene trak sig sejrrigt tilbage med de to point efter en sejr på 36-35 over Skive fH efter 15-15 ved pausen.
Resultatet faldt i den grad i god jord hos langt hovedparten af de næsten 2000 tilskuere i Sydbank Arena i Kolding – minus de medrejsende cirka 50 Skive-fans.
Og når sandheden skal frem – og det skal den – så var gæsterne tæt på at hente det ene point, da holdet få sekunder før tid havde chancen for udligning. Heldigvis for KIF fik en ellers meget træfsikker Skive-stregspiller, Daniel Guldsmed, ikke fat i den sidste aflevering, og dermed fik KIF bolden med tre sekunder tilbage af kampen – og stillingen 36-35 – og så gjorde det ikke noget, at Cornelius Kraghs sidste afslutning fra egen banehalvdel mod tomt Skive-mål gik forbi. KIF havde sikret sig de to vitale point.
Tager man kampen som helhed, var KIF i front i hovedparten af opgøret. Men Skive er et hold, som aldrig giver sig, og skibonitterne råder over en række små hurtige spillere, som mestrer spillet mand mod mand i højere grad end langskud ude bagfra. Skives mange indspil til stregen og udspil til fløjene – ikke mindst til Daniel Guldsmed og Peter Lund, begge med en KIF-fortid – var i slutfasen tæt på at give bonus. De to spillere fik KIF-forsvaret aldrig for alvor fat i.
At det alligevel blev KIF, som løb med sejren, skyldtes flere faktorer – og flere stærke individuelle præstationer. I målet er der grund til endnu en gang at fremhæve Thorsten Fries med 12 redninger, herunder tre på straffekast. Ligesom i sæsonens første kamp i Give gjorde Fries en markant forskel.
Det samme kan siges om svenske Viktor Ahlstrand, som spillede sin bedste kamp i KIF-trøjen. Han er hurtig på fødderne, fintestærk og havde udover syv rene mål også næstsidste hånd på flere indspil til stregen og fløjene. Dertil tilkæmpede han sig et par straffekast. Flere andre spillere leverede solide præstationer. Cornelius Kragh har givet KIF’s bagkæde masser af tyngde, og han er en uhyre intelligent spiller. Unge Markus Bugge spillede endnu en fremragende kamp, mens Lars Skaarup igen var skarp på sine fløjafslutninger – og som altid sørgede han for at fyre publikum op, når han selv gav den fuld gas efter en scoring.
Unge Mads Hoé Jørgensen skal også fremhæves. Han kom på banen cirka 12 minutter før tid og lavede to flotte gennembrudsmål til stillingen 28-25 og 29-25 til KIF. De fire mål til trods formåede Skive alligevel at skabe en tæt og intens afslutning, hvor KIF i de sidste 12 minutter blev ramt af tre udvisninger, mens Skive fik to.
Flere andre KIF-spillere gjorde det godt: Benjamin Pedersen, Jonas Tidemand og Mads Kragh Thomsen i forsvaret. Kristian Stoklund fik ikke så meget spilletid, men han scorede på alle sine fire afslutninger, heraf tre på straffekast – det er høj kvalitet.
KIF-drengene kan nu nyde sejren i weekenden. Den var både fortjent og vigtig. I næste weekend venter en ny topkamp, når KIF skal til Aarhus for at møde en anden af topfavoritterne, Aarhus Håndbold. Til den kamp, som spilles søndag den 14. september klokken 17.00 i Djurslands Bank Arena, har KIF’erne i den grad fortjent massiv opbakning fra mange KIF-fans. Så tag med til Aarhus og bak drengene op.
Matchfakta
KIF Kolding-Skive fH: 36-35 (15-15)
Målscorere: KIF: Viktor Ahlstrand og Cornelius Kragh, begge 7, Lars Skaarup og Markus Bugge, begge 5, Kristian Stoklund 4 (3), Mads Hoé Jørgensen 2, Jens Svane, Benjamin Pedersen, Andreas Aagreen, Sebastian Bertelsen, Mads Kragh Thomsen og Thorsten Fries hver 1. Skive: Daniel Guldsmed, Peter Lund og Nikolaj Haagen Pytlick hver 5, Victor Ilsøe 4, Joachim Hyldgaard, Simon Ostersen og Christoffer Langerhuus hver 3, Jens Dolberg og Magnus Kronborg hver 2, Jeppe Bangshøi, Tobias Olsen og Sebastian Skøtt hver 1.
Udvisninger: KIF: 6 – Skive: 5
Redninger: KIF: Thorsten Fries 12/43 (27,9 %), Emil Tellerup 1/5 (20 %) Skive: Atal Lakaval 9, Shadrach Nsoni 1
1934 tilskuere i Sydbank Arena i Kolding.
Dagens Man of the Match: KIF: Thorsten Fries Skive: Nikolaj Haagen Pytlick
SPORT. William Andersson Moberg trådte tilbage på banen i Ringsted fredag aften med et smil, der sagde det meste. For efter en periode på sidelinjen med hovedskade kunne den svenske bagspiller igen mærke pulsen fra ligahåndbolden, og han gjorde det i en kamp hvor Fredericia HK viste vilje og styrke efter nederlaget til BSH i åbningsrunden.
Han lagde ikke skjul på, hvor meget det betød for ham at være tilbage blandt holdkammeraterne. »Det var godt at være i kamp i dag. Det var et stykke tid siden, jeg sidst spillede ligakamp. Det var en hård kamp med mange svære situationer, men vi lagde et godt forsvar og vinder på grund af det« sagde Moberg.
Netop forsvaret og kollektivet var det, der bar sejren hjem. Fredericia fik en god start, kontrollerede første halvleg og stod sammen i de perioder hvor Ringsted pressede på. Moberg var en central figur i opbygningen. Han scorede selv tre mål og havde en stribe afleveringer, der blev til scoringer for andre. Hans rolle som spilfordeler gav ro og struktur i et opgør, hvor intensiteten til tider var høj.
»Forsvaret leverer i dag og så scorer vi på de rigtige tidspunkter, også under pres. Jeg synes, at det er rigtig spændende at være en del af det. Det fungerer godt, og vi hjælper hinanden« forklarede han efter kampen.
Mobergs glæde over at være tilbage gik hånd i hånd med en stolthed over holdets reaktion. Nederlaget til BSH havde været tungt. Fredericia spillede en tæt første halvleg, men kollapsede efter pausen og stod tilbage med et nederlag på ti mål. Den oplevelse var ikke til at løbe fra, men den kunne bruges til noget nyt.
»Det er en ny kamp. Det er en ny dag. Jeg synes, at gutterne var lidt mere klar i dag, og vi fortsætter med at tage kampene en ad gangen« lød det fra svenskeren.
Kampen i Ringsted endte 27-23 til Fredericia, og tallene fortæller en historie om et kollektiv, der denne gang holdt niveauet over 60 minutter. Anders Kragh Martinusen blev topscorer med syv mål, Mads Kjeldgaard supplerede med fem, mens Moberg selv satte tre ind og lagde boldene til rette for sine holdkammerater. Det var præstationer, der var nødvendige for at hente to point på en vanskelig udebane.
Moberg var tydeligt tilfreds da han forlod hallen. Hans ord var enkle, men de ramte kernen af aftenen. Han var glad for at være tilbage, glad for at mærke farten og glad for at kunne bidrage til en sejr hvor hele holdet trådte frem. »Det var en hård kamp, men vi stod godt sammen, og det gav os sejren« sagde han.
SPORT. Fredericia Håndboldklub kom til Ringsted med behov for at rejse sig efter nederlaget til BSH. De spillede en tæt første halvleg i den kamp og kollapsede efter pausen, og stemningen var slukøret bagefter. Fredag aften i Poul Christensen Arena var udtrykket helt anderledes. Fredericia fandt ro, tempo og en fælles retning og vandt 27-23 foran 792 tilskuere.
Lydbilledet i hallen blev sat af HK Ultras. Omkring halvtreds fredericianere bar holdet frem med sang og energi og overdøvede det meste af aftenen hjemmeholdets publikum. Det gav fornemmelsen af noget større kunne ske denne fredag, og det passede godt til den måde Fredericia greb opgøret an på.
Første halvleg blev spillet på udeholdets præmisser, selvom det var tæt. William Andersson Moberg var tilbage efter sin hovedskade og gav angrebet rytme med flere fine oplæg og to gennembrudsmål i vigtige momenter. Mads Kjeldgaard var stærk i duellerne, søgte hullerne og satte boldene ind. Sebastian Frandsen leverede solide redninger, som gav ro til forsvaret og fart i returløbet. Pausestillingen lød 13-10 til Fredericia, og det var et retvisende billede af en halvleg med disciplin, lav fejlrate og gode beslutninger i afslutningerne.
Ringsted skaffede sig mange straffekast, men kom aldrig helt ind i Fredericias hoved. Nogle forsøg ramte træværket, andre blev taget af keeperne, og flere blev sat ind uden at det ændrede på kampens fornemmelse. Hjemmeholdets mest scorende blev Victor Wolf med seks mål, mens Oliver Wosniak lavede fem. Det var vedholdende indsats og ægte tryk på skuddene, men Fredericia stod imod, når det gjaldt.
Fredericia sikrede sig sejren
Efter pausen fik Ringsted bidt sig fast og hentede ind. Udvisninger kostede dyrt for Fredericia i perioder, og der kom uro i afleveringerne. Netop i de minutter viste skiftet på målet sin værdi. Sander Heieren kom ind og lukkede ned med store redninger, der gav nyt overskud. Kampens rytme tippede igen til udeholdets fordel, og Fredericia fandt tilbage til de enkle løsninger der havde virket i begyndelsen.
Anders Kragh Martinusen blev afgørende i slutfasen. Han tog ansvar, gik på duel og ramte målet når Fredericia havde mest brug for det. Han sluttede som topscorer med syv træffere og var tungen på vægtskålen, da kampen stod og vippede. Kjeldgaard holdt sit niveau fra første halvleg og nåede fem mål, mens Martin Bisgaard og Kasper Young hver lavede fire. Malthe Hejsel satte tre vigtige kasser ind og var samtidig aktiv i defensiven. Moberg rundede aftenen af med tre scoringer og flere afleveringer der splittede Ringsteds forsvar.
De sidste minutter blev afgjort af redninger og koldblodighed. Heieren tog et forsøg fra Victor Wolf og siden et skud fra Rasmus Graffe, og kort efter brød William Andersson Moberg igennem og scorede efter en timeout. HK Ultras hævede lydmuren, og Fredericia holdt fast. Slutcifrene blev 27-23, og der var ikke meget at indvende mod helhedsindtrykket. Det var en flot holdpræstation, båret af målmandsspil i begge halvlege, stærke gennembrud fra bagkæden og en kollektiv arbejdsindsats i forsvaret.
Der var stadig fejl og udvisninger, som gav Ringsted liv. Alligevel stod Fredericia distancen, og det er måske den vigtigste pointe fra aftenen. Efter en uge med et tungt nederlag var der brug for bevis på, at holdet kan samle sig og svare igen. Det leverede de i Ringsted. De fandt roen, genfandt modet og spillede hinanden bedre. Måltavlen fortæller om fire mål ned, men historien er lige så meget et spørgsmål om mentalitet og sammenhold.
Det blev en aften hvor Fredericia rejste sig. De kom for at få en reaktion og tog fra arenaen i Ringsted med to point, ny selvtillid og en klar fornemmelse af, at kursen igen peger den rigtige vej. Middelfart Sparekasse ARENA venter igen i næste hjemmekamp, og denne gang gør holdet det med følelsen af, at bundniveauet er hævet og at kollektivet kan bære dem, når et opgør bliver tungt. Det var præcis den reaktion der var brug for efter BSH, og den blev leveret med eftertryk.
Målscorere TMS Ringsted Victor Wolf 6, Oliver Wosniak 5, Rasmus Graffe 3, Guðmundur Bragi Ástþórsson 2, Mikkel Søndergaard Helqvist 2, Isak Gustafsson 2, Tobias Tombak 2, Gustav Bergendahl 1.
Målscorere Fredericia HK Anders Kragh Martinusen 7, Mads Kjeldgaard 5, Martin Bisgaard 4, Kasper Young 4, Malthe Hejsel 3, William Andersson Moberg 3, Jonas Kruse Kristensen 1.
Udvisninger TMS Ringsted Isak Gustafsson 2×2 min, Gustav Bergendahl 1×2 min.
Udvisninger Fredericia HK Martin Bisgaard 1×2 min, Malthe Hejsel 1×2 min, Evgeni Pevnov 1×2 min, Anders Kragh Martinusen 2×2 min.
LIVESPORT. Fredag aften er der lagt op til intens stemning i Poul Christensen Arena, hvor TMS Ringsted tager imod Fredericia Håndboldklub i Bambuni Herreligaen. Begge hold kommer med ambitioner om at sætte en stærk kurs fra start, og publikum i Ringsted kan se frem til en kamp, hvor tempo, fysik og nerve vil præge hver eneste duel.
For hjemmeholdet handler det om at stå imod Fredericias høje fart og udnytte styrken i egne skytter og stregspillere, mens FHK jagter to point ved at trykke speederen i bund og holde disciplinen i forsvaret. Det plejer at være tætte opgør mellem de to klubber, og meget tyder på, at de afgørende øjeblikke igen vil komme i de sidste ti minutter.
Vi dækker kampen live med mål for mål, store øjeblikke og de vigtigste reaktioner – følg med her hele aftenen.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi måtte fredag formiddag håndtere både brand og færdselsuheld i Trekantområdet. Vagtchef Andreas Juul oplyser, at dagen bød på hændelser, der dog endte uden personskader.
Klokken 12.14 modtog TrekantBrand anmeldelse om brand i en industribygning på Solkilde Allé. Brandvæsenet rykkede hurtigt ud og fik situationen under kontrol. Politiet blev underrettet klokken 12.49 om, at branden var slukket. »Der har været brand, men den er slukket igen,« fortæller vagtchef Andreas Juul fra Sydøstjyllands Politi. Hvad der forårsagede branden er endnu ikke oplyst, men ingen personer kom til skade.
Tidligere på dagen, klokken 11.15, skete der et færdselsuheld på Sønderjyske Motorvej ved Kolding. Tre biler kolliderede i anden vognbane, og sammenstødet skete ved en påkørsel bagfra. Ulykken medførte betydelig materiel skade, men heldigvis ingen personskade. »Tre biler i 2. vognbane er kørt sammen. Påkørsel er sket bagfra,« siger vagtchef Andreas Juul.
Begge hændelser blev hurtigt håndteret af beredskabet, og trafikken på motorvejen blev efterfølgende normaliseret. For politiet står det tilbage som en dag med alvorlige hændelser, men med den lettelse, at ingen mennesker kom noget til.
KOMMUNALT. Økonomien på Ullerup Bæk Skolen vakler endnu en gang. Ifølge kilder til AVISEN er der tale om et mereforbrug, som dels hænger sammen med fejl i lønbudgetterne, hvor feriepenge og overenskomster ikke har været indregnet, og dels med et underskud, der i forvejen skulle afvikles. Forløbet har ført til, at der er sendt mails om ansættelsesstop og aflyst jobsamtaler i sidste øjeblik.
Vibe Dyhrberg, Socialdemokratiet, 1. viceborgmester og medlem af Børne- og Skoleudvalget, bekræfter, at hun er orienteret om sagen. »Jeg ved, at der er et mereforbrug. Der var i forvejen et underskud, og nu er der kommet yderligere til,« siger hun.
Bekymring for skolens fremtid
Dyhrberg kan ikke sætte tal på størrelsen af mereforbruget, men hun understreger, at hun har hørt de samme forklaringer som medarbejderne selv. »Jeg hører det ikke fra forvaltningen, men fra medarbejdere på skolen. De har fået at vide, at det handler om feriepenge og nye overenskomster, der ikke har været regnet med,« siger hun.
Konsekvensen har været meldinger om ansættelsesstop, og selv om Dyhrberg ikke selv har givet udtryk for, at det skulle gennemføres, kan hun godt forstå, hvis det er blevet resultatet. »Når man har et mereforbrug, man afdrager på, og man samtidig skaber yderligere mereforbrug, så kan jeg godt forstå, hvis man har været nødt til at stoppe med at ansætte. For der er jo noget galt et sted, hvis man ansætter, når man ikke har råd til det,« siger hun.
Hun understreger dog, at hun ikke ser fyringer som en løsning. »Det betyder ikke, at vi skal ud og fyre nogen. Det vil jeg på det kraftigste fraråde, at vi overhovedet kommer i tanke om at gøre,« siger hun.
Pres fra gammel gæld
For Dyhrberg er det ikke kun de aktuelle fejl, der bekymrer, men også den gamle gæld, som skolen slæber med sig. »Jeg tænker, at vi må se på, om man overhovedet kan drive en skole, når man skal afvikle den her gæld. Jeg er med på, at den er blevet skabt på skolen, men hvor meget presser det ikke, at de hele tiden skal hænge på den,« siger hun.
Hun erkender samtidig, at ansvaret ikke kan placeres ét sted. »Der var nok nogen, der dengang skulle have holdt lidt bedre øje med det. Det gælder også mig selv, for jeg har siddet i udvalget. Vi har ikke en nulfejlskultur i Fredericia Kommune, og man må gerne sige, at man har brug for hjælp. Det forventede jeg egentlig, at man havde gjort. Og nu er vi så her,« siger hun.
Fokus på ro og kvalitet
For viceborgmesteren er det afgørende nu at skabe stabilitet. »Jeg ser helst ikke, at vi fyrer lærere, for der er brug for dem. Man skal også huske, at hvis der bliver færre lærere og færre pædagoger, så ruller møllen videre. Så er vi ude i trivselsproblemer, og det vil jeg ikke være med til,« siger hun.
Hun peger på, at kommunen må overveje at gå mere aktivt ind og hjælpe Ullerup Bæk Skolen, i stedet for at lade gælden kvæle mulighederne. »Det er vanvittigt hårdt for en folkeskole at skulle drive en ordentlig hverdag for børnene, beholde sine lærere og samtidig afdrage på gammel gæld. Vi må tage stilling til, hvordan vi hjælper bedst,« siger hun.
KOMMUNALT. Økonomiske fejl på Ullerup Bæk Skolen har de seneste uger sat sindene i kog. Ifølge kilder til AVISEN handler det om en overskridelse på flere millioner kroner og fejl i lønbudgetterne, fordi feriepenge og overenskomstændringer ikke har været regnet ind. Konsekvenserne er store. Der er sendt mails til personalet om ansættelsesstop, og kandidater, der var indkaldt til samtaler, er ifølge kilder blevet aflyst med kort varsel.
Næstformand i Børne- og Skoleudvalget, Cecilie Roed Schultz, har fulgt sagen tæt. Hun lægger ikke skjul på, at den gør indtryk.
»Jeg synes, det er meget bekymrende. Først og fremmest er jeg virkelig ked af det på skolens vegne, for det er jo desværre ikke første gang, at de står i en rigtig træls situation. Allerede i 2022 og 2023 var der problemer, hvor nogle ting ikke var regnet ind i budgettet, så de i princippet ikke havde råd til at have de ansatte, de havde. At vi nu står i samme situation igen, må være enormt utrygt for medarbejderne og for familierne, der har børn på skolen,« siger hun.
Forvirring om ansættelsesstop
Fra medarbejdere har Cecilie Roed Schultz hørt, at der er tale om et ansættelsesstop. Hun kontaktede derfor direktør for Familie, Børn og Læring, Karen Heebøll, for at få klar besked.
»Jeg blev faktisk endnu mere forvirret, for jeg fik at vide, at der ikke var et egentligt ansættelsesstop. Hvad det så præcis betyder, ved jeg ikke. Men vi får en gennemgang af økonomien på vores møde i starten af oktober,« siger hun.
At medarbejderne nu går i usikkerhed i en hel måned, finder hun stærkt utilfredsstillende. »Jeg synes, det er forfærdeligt lang tid, hvis man som ansat skal gå rundt og være utryg. Vi er nødt til at skabe noget ro og noget tryghed,« siger hun.
Flere øjne på budgettet – men fejl alligevel
Efter tidligere problemer satte Fredericia Kommune ekstra økonomimedarbejdere ind for at hjælpe med skolens budget. Derfor undrer det Cecilie Roed Schultz, at der igen er sket en alvorlig fejl.
»Efter det, der skete for nogle år siden, satte vi faktisk nogle økonomifolk på til at bistå med budgettet i Ullerup Bæk distriktet. Så jeg tænker, at denne gang har der været endnu flere øjne på. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan den her fejl kan ske,« siger hun.
Hun har hørt beløb nævnt i størrelsesordenen 4,5 millioner kroner, men understreger, at hun endnu ikke har fået noget officielt fra forvaltningen. »Som jeg forstår det, handler det både om feriepenge, der ikke er regnet med, og om nye overenskomster, der har påvirket budgettet,« siger hun.
Behov for en ny model
For næstformanden handler det ikke kun om at finde årsagen til fejlen, men også om at sikre, at lignende problemer ikke opstår igen. Hun arbejder derfor på et forslag, som hun vil rejse på udvalgets møde i oktober.
»Jeg mener, at vi skal have en ny økonomitildelingsmodel på skoleområdet, og at vi i den forbindelse nulstiller skolernes økonomi. Det bliver svært at indføre en ny model, hvis nogle skoler samtidig skal afdrage gammel gæld. Så kan vi ikke måle, om den nye model virker, som den skal. Jeg forstår godt, hvis nogen synes, det er uretfærdigt, fordi andre skoler har knoklet for at holde budgettet. Men vi er nødt til at se på, hvad der kommer flest til gavn,« siger hun.
Klar ambition
For Cecilie Roed Schultz er målet tydeligt. Hun vil bidrage til at skabe ro, så både ansatte og forældre kan have tillid til, at hverdagen på Ullerup Bæk Skolen kan fortsætte uden flere ubehagelige overraskelser.
»Jeg arbejder på at have noget med til mødet den 3. oktober. Det er mit mål at finde en løsning, der kan give tryghed. Det er simpelthen nødvendigt,« siger hun.
KOMMUNALT. AVISEN har fået oplyst fra kilder, at der på Ullerup Bæk Skolen er konstateret en budgetoverskridelse på omkring 2 millioner kroner samt fejl i personalets lønsfremskrivninger de seneste to år, fordi feriepenge ikke har været medtaget i budgettet. Ifølge kilderne skyldes det en menneskelig fejl, men konsekvenserne er store.
Der skal være rundsendt en mail til skolens personale, hvor der meddeles ansættelsesstop, og kandidater, der allerede var indkaldt til jobsamtaler, skal være blevet aflyst dagen inden, de skulle møde.
AVISEN har derfor forelagt oplysningerne for Karen Heebøll, direktør for Familie, Børn og Læring i Fredericia Kommune.
Vi har fået nogle oplysninger vedrørende Ullerup Bæk Skolen, hvor der er fundet en overskridelse i budgettet på 2 millioner plus fejl på personalets lønsfremskrivninger de seneste to år, fordi der er glemt feriepenge i budgettet, men at der er tale om en menneskefejl, og det så har medført ansættelsestop. Er det noget, du kan bekræfte?
Karen Heebøll: Det, jeg kan fortælle dig, det er, at vi arbejder med vores økonomiopfølgning, og der arbejder vi også med Ullerup Bæk Skolen.
Okay, så du har ikke andre kommentarer til det?
Karen Heebøll: Nej, ikke på nuværende tidspunkt.
Det er fordi jeres budgetopfølgning kører her nu i forvaltningsrunden her i september?
Karen Heebøll: Ja, vores budgetopfølgning kører netop nu i forvaltningsrunden.
Så du kan ikke komme nærmere ind på Ullerup Bæk Skolen og økonomien på det område?
Karen Heebøll: Vi sidder og arbejder med vores budgetopfølgning inklusiv Ullerup Bæk Skolen, og vi har særlig opmærksomhed på Ullerup Bæk.
BUSINESS. Der findes øjeblikke, hvor man tager en beslutning, der ændrer alt. For Magnus Eriksen kom det øjeblik den 8. august i år. Her blev selskabet stiftet, papirerne skrevet under, og en ny tilværelse begyndte. Han kunne nu kalde sig selvstændig tømrermester.
Han er kun 24 år, men bærer allerede på syv års erfaring fra samme sted. Han begyndte som lærling, blev svend og fandt undervejs ud af, at noget trak i ham. Ikke væk fra faget, tværtimod. Trangen til at blive sin egen voksede, indtil beslutningen ikke længere kunne udskydes.
»Jeg har altid haft lyst til at være min egen. De opgaver, hvor jeg selv skulle tage ansvaret, var de fedeste. Det at stå for det hele, at kommunikere med andre fagfolk og få tingene til at spille sammen, det er lige mig,« siger han.
Et fag der fylder mere end arbejdstiden
Når Magnus taler om sit fag, lyder det næsten som en forelskelse. Han nævner glæden ved at bruge kroppen, ved at bygge, ved at se noget tage form under hænderne.
»Jeg kan godt lide det. Jeg elsker at bruge kroppen og bygge noget op fra bunden. Også i fritiden har jeg brugt meget tid på at undersøge og nørde med faget. Det er ikke kun, når jeg er på arbejde, at jeg tænker på det,« fortæller han.
De første skridt som selvstændig
Han er startet, som mange andre håndværkere har gjort før ham. Med vogn, værktøj og en række opgaver, der dukkede op, da nyheden spredte sig.
»De første ordre kom fra familie og venner, der havde ventet på, at jeg tog springet. Så snart jeg gjorde det, stod de klar. Og det betyder meget, at netværket vil hjælpe en i gang,« siger han.
Målet for det første år er hverken stormende vækst eller store armbevægelser. »Jeg vil gerne have et sundt firma, en kundekreds der holder ved. Ikke for meget og ikke for lidt, bare sådan at det hele kører stabilt,« siger han.
»Jeg jagter ikke nødvendigvis at have mange ansatte. Jeg jagter, at det går godt for mig, og at jeg kan holde styr på tingene. Det kunne da være fedt at have en eller to ansatte på sigt, men det skal være stille og rolig vækst. Jeg vil ikke knække nakken på det,« siger han.
Syv gode år
Når han ser tilbage, er han fuld af taknemmelighed for årene hos Dennis Niess, hvor han fik sit faglige fundament. »Jeg har været ekstremt glad for at være hos Dennis. Det er et godt sted at være, og jeg har lært utroligt meget. Min beslutning handler ikke om, at jeg ikke ville være der længere. Tværtimod. Men efter syv år det samme sted følte jeg, at nu var tiden kommet til at stå på egne ben,« siger han.
Drømmen om livet som mester
Magnus Eriksen ser sig selv som tømrermester i mange år fremover. Måske ikke altid med værktøjet i hånden, men altid med ansvaret for helheden.
»Jeg finder mig til rette i faget, og jeg tror faktisk, at jeg gerne vil være selvstændig resten af livet. Hvis jeg på længere sigt kan drosle lidt ned på det hårde fysiske arbejde og i stedet tage mere ansvar som mester, så er det en god plan. Man skal have en plan for, hvornår man går fra at være den, der svinger hammeren, til at være den, der holder overblikket. Det tror jeg, er drømmen,« siger han.
Fyns Politis døgnrapport op til juleaftensdag rummer flere sager om forsøg på indbrud, tyveri og hærværk rundt om i politikredsen.
I Middelfart blev der mandag...