POLITIK. Regeringen vil stramme markedsføringsloven og forbyde reklamer for usunde føde- og drikkevarer rettet mod børn under 15 år. Men et forbud skal fungere i hverdagen, og derfor er der nu nedsat et dialogforum, hvor myndigheder, organisationer og brancheforeninger drøfter, hvordan reglerne præcist skal indrettes.
Det betyder, at det skal være slut med, at børn mødes af reklamer for sodavand, chips og fastfood. Også influencere omfattes af forbuddet, så de ikke længere kan målrette reklamer for usunde varer til børn.
Erhvervsminister Morten Bødskov understreger, at det er en balancegang. »Vi har et ansvar for at passe på vores børn. Det er forkert, når virksomheder har målrettet reklamer for chips og sodavand til børn. Derfor har vi også besluttet at stramme lovgivningen på området. Men vi skal gøre det klogt. For det er naturligvis ikke leverpostej og ostehaps, vi sigter mod. Men samtidigt må der ikke være tvivl om, hvilke fødevarer, det er forbudt at reklamere for direkte til børn. Nu har der været afholdt første møde med branchen, for at finde ud af, hvordan vi skruer forbuddet bedst muligt sammen,« siger han.
Regeringens udspil kommer blandt andet på baggrund af, at fødevarevirksomheder tidligere har overtrådt branchens eget kodeks. Ifølge reglerne har virksomhederne forpligtet sig til ikke at målrette reklamer for usunde fødevarer til børn under 13 år. Men flere kampagner har brugt influencere, der havde mange børn blandt deres følgere, og dermed blev kodekset ikke fulgt.
Samtidig kan det bemærkes, at regeringen for få uger siden meldte ud, at afgifterne på slik og chokolade fjernes fra næste år. Det kan derfor virke som et skarpt skifte, at der nu også tages skridt i den modsatte retning med et sundhedsmæssigt begrundet forbud mod reklamer rettet mod børn.
Med det nye tiltag ønsker regeringen at sikre, at børn ikke længere eksponeres for reklamer for usunde fødevarer. Dialogforummet skal samtidig sikre, at forbuddet rammer det rigtige og undgår utilsigtede konsekvenser.
BUSINESS. EU’s konkurrencemyndigheder har slået hårdt ned på Google. Efter mere end et årti med ulovlige metoder på onlinereklamemarkedet er techgiganten blevet idømt en bøde på svimlende 2,95 milliarder euro – næsten 22 milliarder kroner.
Google er blevet afsløret i at have misbrugt sin dominerende position på markedet for såkaldte online display-reklamer, hvor virksomheder køber og sælger annonceplads på hjemmesider. Og konsekvenserne rammer også herhjemme.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, lægger ikke skjul på, at sagen er en milepæl. »Sagen er et godt eksempel på, at håndhævelse af konkurrencereglerne både i EU og nationalt er til gavn for rigtig mange virksomheder. Herhjemme har vi prioriteret sager på tech-området højt i vores håndhævelse af konkurrencereglerne, og vi løfter også sagerne til EU-niveau, når det er relevant,« siger han.
Danske virksomheder ramt på pengepungen
Googles snyd har ifølge EU stået på siden 2014. Resultatet er, at danske virksomheder kan have tjent alt for lidt – eller betalt alt for meget – når de har brugt Googles systemer til annoncering.
For eksempel kan en lokal tøjbutik have overbetalt for at reklamere for sin nyeste kollektion, mens en lokalavis kan have tjent for lidt på de annoncer, der kørte på deres hjemmeside.
Googles ejerskab af reklamebørsen AdX kombineret med deres øvrige tjenester gav dem magt på både køber- og sælgersiden. Den magt er ifølge EU blevet misbrugt til at holde konkurrenter ude og skrue priserne op.
60 dage til at rydde op
EU har påbudt Google at stoppe den ulovlige praksis og sikre, at det ikke gentager sig. Selskabet har fået 60 dage til at forklare, hvordan problemerne løses. Men konkurrencemyndighederne i Bruxelles lægger pres på: kun et frasalg af dele af Googles forretning kan for alvor løse problemerne, vurderer de.
En dansk klage blev startskuddet
Sagen har også danske rødder. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtog oprindeligt en klage fra en dansk virksomhed om Googles adfærd. Styrelsen satte en undersøgelse i gang, men i 2021 blev sagen sendt videre til EU, fordi den rakte ud over Danmarks grænser.
Siden er sagen vokset til en af de største konkurrencemæssige opgør med Google i Europa.
Fremtidens kampplads
Googles milliardbøde handler kun om onlinereklamer på andre virksomheders hjemmesider. Reklamer på Googles egne platforme som søgemaskinen og YouTube er ikke en del af sagen.
Men slaget om de digitale markeder er langt fra slut. Nye forretningsmodeller, algoritmer og kunstig intelligens udfordrer løbende konkurrencen, og både i Danmark og resten af verden har konkurrencemyndighederne øjnene rettet mod techgiganterne.
For Jakob Hald er sagen en understregning af, at Danmark og EU skal blive ved med at presse på. »Herhjemme har vi prioriteret sager på tech-området højt, og vi vil fortsætte med at tage fat, hvor det er relevant,« siger han.
Fakta: Googles milliardbøde
Google og moderselskabet Alphabet er idømt en bøde på 2,95 milliarder euro – næsten 22 milliarder kroner.
Sagen handler om reklamer på virksomheders hjemmesider – ikke Googles egne platforme.
Google har misbrugt sin position gennem ejerskabet af reklamebørsen AdX.
Ulovligheden har stået på i over 11 år, fra 2014 til i dag.
Google har fået 60 dage til at komme med en plan for at rette op.
SKAT. De er populære blandt unge og ses overalt i modebilledet og på sociale medier. Labubu-dukken hænger ofte på en taske eller bruges som samleobjekt. Men i juli fangede Toldstyrelsen over 3.000 falske udgaver af de monsterlignende dukker i en kontrol.
I alt fire forsendelser viste sig at indeholde de ulovlige kopivarer. Dukkerne er siden blevet destrueret, efter at rettighedshaver Pop Mart havde bekræftet, at der var tale om forfalskninger, og modtageren havde accepteret destruktionen.
Skatteminister Rasmus Stoklund glæder sig over, at de mange falske dukker blev stoppet, inden de nåede ud til forbrugerne. »Det her er bare en af de måder, hvor Toldstyrelsen udfører samfundsbeskyttende kontrol, som både er til gavn for virksomheder og forbrugere. Det er godt, at kopivarer, som fx de her Labubu’er, bliver fundet, fordi de krænker rettighedshaveren, og så risikerer forbrugerne at stå med en lang næse, når de modtager et produkt, hvor der er usikkerhed om kvaliteten, og om varen lever op til de regler, vi har for produktsikkerhed for fx legetøj,« siger han.
Ministeren understreger, at indsatsen mod kopivarer er en vigtig del af arbejdet. »Det er derfor, det er vigtigt, at vi har en god og effektiv toldkontrol, så vi kan passe godt på både Danmark og danskerne. Derfor undersøger jeg også løbende, om der er behov for at styrke toldkontrollen yderligere,« siger Rasmus Stoklund.
Når Toldstyrelsen tilbageholder varer, hvor der er mistanke om forfalskninger, sker den videre behandling i samarbejde med rettighedshaveren. Det var også tilfældet her, hvor Pop Mart, der står bag Labubu-dukken, indgik i forløbet.
Toldstyrelsen tilbageholdt i 2023 omkring 50.000 varer med mistanke om at være kopier. Varernes samlede værdi svarede til mere end 70 millioner kroner.
POLITIK. Der bliver skiftet ud i Venstres lokale kandidater i Sjølund, Hejls og Hejlsminde. Bent Ole Jonsen, der gennem en årrække har været en markant formand for Venstre i Kolding og siden marts har været byrådskandidat, har besluttet at trække sit kandidatur på grund af sygdom.
Bent Ole Jonsen siger selv: »Det har været et svært valg for mig at trække mig som kandidat, men jeg må erkende, at sygdom gør, at jeg ikke kan give den 110 procent frem mod valget, som jeg havde ønsket. Jeg er utrolig stolt af den tid, jeg har været en aktiv del af det fællesskab, vi har i Venstre. Jeg ønsker Brian alt det bedste – han er den rette til at tage stafetten videre i vores lokalområde.«
Venstre i Kolding har i en udmelding sendt en varm tak til Bent Ole for hans mangeårige indsats både som formand og lokal forkæmper.
Stafetten gives nu videre til Brian Vittrup, leder af FGU Kolding/Vejen, som i forvejen er en kendt skikkelse i lokalområdet og i Venstre. Brian Vittrup stiller samtidig op til regionsrådsvalget.
»Jeg er stolt over at få muligheden for at repræsentere Venstre i mit lokalområde. Bent Ole har lagt et stærkt fundament, og jeg vil bygge videre på det arbejde – både med fokus på vores lokale styrker og på at sikre Venstre et godt valg,« siger Brian Vittrup.
Venstres borgmesterkandidat i Kolding, Jakob Ville, sender også en hilsen. »Jeg vil gerne takke Bent Ole for hans store indsats og ønske ham god bedring. Han har været en samlende skikkelse i Venstre og en vigtig stemme for sit lokalområde. Samtidig glæder jeg mig over, at Brian har sagt ja til at tage over – det giver os energi og sammenhold i hele Venstre. For mig er det klart, det handler om at Kolding Kommune kommer på sporet, og der er kun en vej – fremad,« siger han.
Fredericia står midt i et politisk paradoks: På landsplan zigzagger Venstre blå rødt. De Konservative i Fredericia er helt åbenlys på røde frierfødder, for en borgmesterpost. Vælgerne må da spørger sig selv: Hvem er egentlig den ægte blå stemme?
Svaret er enkelt: Liberal Alliance. Vi står fast, hvor de andre vakler. Vi samarbejder, når det gavner borgerne og erhvervslivet og vi går aldrig på kompromis med de borgerlige kerneværdier: lav skat, frihed til den enkelte og et stærkt erhvervsliv, der skaber velfærd.
Fredericia har brug for et parti, der ikke drukner i Christiansborg-spin eller byrådets fnidder. Liberal Alliance er ikke til pynt – vi er til handling.
Kort sagt: Hvis du vil have en konsekvent blå linje, som både kan sikre en stærk velfærd og udvikle erhvervslivet, så er Liberal Alliance det sikre kort i Fredericia. De andre partier? Tja, de minder mest af alt om en dårlig vejrudsigt: vind fra skiftende retninger og regn i morgen. Hos Liberal Alliance får du derimod en stabil blå himmel med udsigt til vækst og velfærd.
SPORT. Der var store smil og stolte øjeblikke, da Erritsø GIF Rugby lørdag kunne rejse hjem fra Odense med både guld og sølv i bagagen. Ved Danmarksmesterskaberne i 7-a-side rugby – bedre kendt som Sevens – skrev klubben historie, da U18-herrerne for første gang nogensinde sikrede sig DM-guld, mens klubbens nyopstartede kvindehold imponerede med en sølvmedalje.
Dermed blev det en rugbylørdag, som ingen i Erritsø vil glemme foreløbig.
Ungdomsansvarlig Jan ’Bubsi’ Nielsen lægger ikke skjul på sin glæde. »Jeg er utrolig stolt af vores unge spillere, som med hårdt arbejde har nået denne milepæl,« siger han.
Også næstformand Henrik ’Fjuter’ Jørgensen, der selv spillede med herrerne, glæder sig over klubbens udvikling. »Det er et kæmpe skridt for vores klub – både for ungdommen og for kvindernes comeback,« siger han.
Festdag i Odense
DM Sevens 2025 blev spillet hos RC Odense, der samtidig markerede sit 45-års jubilæum. Sammen med Rugby Danmarks 75-års jubilæum gav det en ekstra festlig ramme om medaljerne, da både U18-holdet og kvinderne kunne lade sig hylde.
Hos kvinderne gik guldet til CSR-Nanok, mens herrernes Danmarksmesterskab blev vundet af RK Speed. Erritsø GIFs herrer endte på en sjetteplads i deres række.
Kvinderne tilbage efter 13 år
At Erritsø nu igen har et kvindehold i turneringsrugby for første gang siden 2012, blev markeret på fornemmeste vis med en DM-sølvmedalje. Holdet blev gendannet tidligere i år og har allerede vist, at satsningen bærer frugt.
Nye rugbyoplevelser i Erritsø
De nykårede U18-mestre og kvindernes sølvhold bliver senere på efteråret hyldet på hjemmebanen i Erritsø. Allerede lørdag den 13. september er der dog igen rugby på Snaremosevej, når Erritsø GIF er vært for et stort børne- og ungestævne, samtidig med at klubbens herrer møder københavnske Exiles i 2. division.
KULTUR. I uge 37 åbner CLAY Keramikmuseum dørene gratis for unge mellem 18 og 27 år. Tilbuddet gælder fra den 8. til 14. september og er en del af den landsdækkende kulturkampagne K7, der giver unge mulighed for at besøge museer og udstillingssteder over hele landet uden at betale entré.
For at få adgang skal de unge blot vise ID ved indgangen.
Som en del af K7-ugen kan besøgende på CLAY opleve Det Kongelige Akademi – Bachelorudstilling, hvor 12 danske og internationale bachelorstuderende fra akademiets keramik- og glaslinje på Bornholm viser deres afgangsprojekter.
Her står naturens materialer i centrum. De studerende arbejder bevidst med materialernes oprindelse og udtryk, og de eksperimenterer med ler og glas for at forstå naturens grundlæggende egenskaber. Værkerne bærer præg af afdæmpede farver inspireret af jord, mineraler, mos og klippe. Mange af projekterne tager udgangspunkt i gamle håndværkstraditioner, men ikke som gentagelser. I stedet bruges traditionerne som springbræt til at skabe nutidige værker med rødder i personlige og kulturelle baggrunde.
Resultatet er en udstilling, hvor glas og keramik ikke kun fremstår som funktionelle objekter, men også som fortællinger, sanselige oplevelser og udtryk for kulturelle rødder.
Flere særudstillinger under K7
Besøgende på CLAY kan i uge 37 også opleve andre særudstillinger. A Walk with a Dinosaur – Michael Geertsen vs Royal Copenhagen sætter den anerkendte keramiker Michael Geertsen i dialog med 250 års porcelænshistorie. Klassiske værker fra Royal Copenhagen vises side om side med Geertsens egne nyfortolkninger i en udstilling om tradition, form og fornyelse.
En anden særudstilling er Bente Skjøttgaard – Natur og Glasur, hvor kunstneren fortæller om sit livsværk i 14 temaer. Skjøttgaards keramiske skulpturer er inspireret af naturens foranderlige former og skabt med markante glasurer, der balancerer mellem poesi og kraft.
Derudover kan museets faste udstillinger Keramikkens Magi og Skatkammeret opleves. Her kan publikum gå på opdagelse i både historiske porcelænsarbejder og moderne keramik fra de seneste 250 år.
Med K7 giver CLAY unge mulighed for at komme tæt på både nutidens unge formgivere og nogle af de stærkeste skikkelser i dansk keramikhistorie.
SPORT. En solrig lørdag eftermiddag i Aarhus blev et stykke klubhistorie skrevet. Da Mads Isaksen i kampens overtid sendte bolden i nettet og sikrede Fredericia fF en 2-1-sejr ude mod Aarhus 1900, skete der noget, der rakte langt ud over de tre point. Det var mål nummer 195 i Isaksens karriere på førsteholdet. Dermed er han nu alene på toppen som den mest scorende spiller i Fredericia fF’s historie.
Rekorden havde tilhørt Frank Ebbrecht siden 00’erne. Nu er det Mads Isaksen, der står øverst på listen.
»Jeg var ikke lige rekordende at tænke på det der, når man scorer i fire minutters tillægstid og man afgør kampen til 2-1. Jeg tror, den havde større betydning lige der,« siger han.
Rekorden kom snigende
For Isaksen var det ikke selve rekorden, der fyldte i det øjeblik. Det var først bagefter, at det for alvor gik op for ham.
»Jeg havde egentlig ikke rigtig tænkt over den, før jeg kom hjem, og vores egen klub havde lagt det op. Jo, jeg vidste godt, at jeg nærmede mig, men jeg havde ikke lige skænket den tanke den dag i lørdags,« siger han.
Det fortæller meget om, hvem Mads Isaksen er. Han er en spiller, der altid har sat klubben før sig selv, og som har scoret mål, fordi de hjalp holdet – ikke fordi de flyttede ham op ad en liste.
»For mig selv betyder det sgu, altså det er jo fedt, og det er en vild ting. Men det er ikke det, der betyder mest succesmæssigt. Det er mere, at alle de mål har hjulpet klubben så meget. Det har større betydning, at klubben er det sted, hvor den er, end at slå en rekord,« siger han.
Fra Ebbrecht til Isaksen
At overhale en klublegende er ikke nogen lille ting. Frank Ebbrecht stod i mange år som det naturlige referencepunkt, når talen faldt på målscorere i Fredericia fF. Med sine mål i 00’erne satte han standarden. Nu er der en ny mand, som generationer af unge spillere kan se op til.
For Isaksen handler det dog mere om kontinuitet end om personlige titler. »Det føles fedt, især når man har lagt så meget tid og sjæl i den klub. Det har betydet så meget for mig,« siger han.
Sammenholdet over alt andet
Når Isaksen kigger tilbage på sine år i klubben, er det ikke antallet af mål, der står tydeligst. Det er sammenholdet, venskaberne og den kultur, der er blevet bygget op omkring Fredericia fF.
»Der er mange øjeblikke. Det har nok været starten. Den måde, man er blevet taget imod på, og så sammenholdet med de jævne. Det kan ikke sammenlignes. Nu har jeg både været i andre divisionsklubber og rundt omkring, men det sammenhold, det kan jeg ikke sammenligne med noget,« siger han.
Han beskriver en klub, hvor unge og gamle går hånd i hånd, og hvor man er drevet af kærligheden til spillet, ikke af pengene. »Det er gamle som mig selv, der er blevet gamle nu, til unge, der kommer ind. Folk er gode til at tage imod hinanden, og vi er der bare for hinanden. Det er både efter og før kampene. Man går op i de dyder, vi har dernede. Vi får ikke løn eller noget, så vi er der af fri vilje, og fordi vi elsker fodbold. Og det kan man mærke. Det er ikke penge, det handler om. Man lægger sjæl i det. Det er en fornøjelse,« siger Isaksen.
En rekord med større betydning
Når man ser tilbage på de 195 mål, kan man finde mange perler. Vigtige scoringer i tætte kampe, mål der reddede point, og mål der sikrede sejre i opgør, hvor alt stod på spil. Men for Isaksen selv er rekorden et symbol på noget større.
Det er en hyldest til vedholdenhed. Til år med træning, kampe, skuffelser og triumfer. Til en klubånd, hvor man er villig til at give noget af sig selv, fordi man får så meget igen i form af fællesskab.
Det er også en påmindelse om, at fodbold på dette niveau ikke handler om store kontrakter, men om passion og kærlighed til spillet.
Historien om Mads Isaksen
Med 195 mål er Mads Isaksen nu Fredericia fF’s all-time topscorer. Men det er ikke kun tallene, der gør hans historie værd at fortælle. Det er måden, han har gjort det på. Med ydmyghed, med hårdt arbejde og med en klar forståelse af, at ingen rekord betyder mere end klubben selv.
Han vil blive husket som manden, der overtog en rekord, men også som spilleren, der personificerede den kultur, der gør Fredericia fF til noget særligt.
»Det er fedt at slå rekorden, men endnu federe at være en del af en klub, hvor vi står sammen og løfter i flok,« siger han.
Når man skriver historien om Fredericia fF, vil Mads Isaksens navn stå som en af de vigtigste. Ikke kun fordi han har scoret flest mål, men fordi han har givet alt for klubben – og gjort det på en måde, der inspirerer alle, der trækker i trøjen efter ham.
REGIONEN. Næsten 6.700 syddanskere tog imod invitationen, da Region Syddanmark søndag den 7. september åbnede dørene til sygehuse, ambulancestationer og sociale institutioner.
De besøgende fik mulighed for at komme tæt på hverdagen i sundheds- og socialvæsenet, deltage i guidede ture og stille spørgsmål til medarbejdere. På den måde kunne man både se moderne faciliteter og høre om den indsats, som mange kun normalt oplever som patienter eller pårørende.
Det nye OUH trak 5.400 gæster og Esbjerg Sygehus 875. Her blev der vist rundt på avancerede operationsstuer, i Steno Diabetes Center og voksenpsykiatrien, ligesom børn kunne besøge bamsehospitalet. På ambulancestationerne i Odense og Sønderborg var der samlet 320 besøgende, som fik indblik i den akutte indsats, der kan gøre forskellen for patienter i nødsituationer.
Som noget nyt åbnede fem af regionens sociale institutioner også dørene. Her blev omkring 100 gæster taget imod af både medarbejdere og brugere, som fortalte om arbejdet med social støtte, behandling og genoptræning. Det gav de besøgende indblik i, hvordan sundhed og sociale indsatser hænger tæt sammen i regionens arbejde.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) glæder sig over den store opbakning. »Det betyder meget for os at åbne dørene og vise syddanskerne, hvordan vi arbejder for at sikre en stærk og tilgængelig sundheds- og socialindsats. Åbent hus giver os en unik mulighed for at mødes med borgerne og høre deres spørgsmål og ønsker, og det er med til at gøre vores samlede indsats endnu bedre og mere borgernær,« siger han.
Åbent hus-arrangementerne i Region Syddanmark var en del af den landsdækkende kampagne ”Åbent hospital”, hvor der denne søndag var åbent 25 steder i hele landet.
Det er niende år i træk, at Region Syddanmark inviterer til åbent hus den første søndag i september, og i år blev det med rekordmange deltagere.
BLODMÅNE. Søndag aften stod himlen i rødt, da blodmånen viste sig. Over hele Danmark fulgte folk med, og AVISEN har modtaget en lang række billeder fra læsere, der greb kamera og mobiltelefon for at fastholde øjeblikket.
Fra Fredericia blev stemningen fanget flere steder. René Gram Bavnsgaard sendte et billede taget over byens tage klokken 21.05, mens Majbritt Nielsen indfangede blodmånen fra sit soveværelse i Egeskov. »Disse billeder er taget fra vores soveværelse på 1. sal, Fredericia i Egeskov,« skrev hun.
Også Lisbeth Skjoldbjerg Kristensen forevigede synet fra Egeskov. »Taget i Egeskov,« noterede hun, og hendes billeder viser den blodrøde måne hænge lavt over de gyldne marker.
Fra Stenderup har Niels Fulgjyr sendt et billede taget med et Nikon B500 klokken 21.09 i Nørre Aldum.
Flere andre læsere har delt deres oplevelser, blandt dem May Sparsø og Pavia Angutêraq Schmidt Andersen.
Fælles for billederne er, at de vidner om en aften, hvor naturen trak folk sammen om en sjælden oplevelse. Mens nogle satte sig med udsigt over markerne, gik andre ud på altanen eller stod ved vinduet i deres hjem – men alle med blikket rettet mod den samme himmel.
Også ved Snoghøj og Lillenæs blev blodmånen fulgt tæt. Anne-Mette Schlaikjær sendte en serie billeder, hvor hun beskriver, hvordan de sad klar allerede klokken 20 til den smukkeste solnedgang. »Den blev nydt, mens vi ventede på at kunne skimte månen. Klokken 20.37 kunne vi begynde at se den. Den var nu smuk, selvom vi måtte vente 45 minutter, kom den klart frem over Lillebælt,« fortæller hun.
Tak til alle, der har sendt ind. Vi bringer her et udpluk af de flotteste fotos af blodmånen, som kunne ses i al sin pragt søndag aften.
KRIMI. En usikker og slingrende kørsel midt om natten førte natten til lørdag til en sag om spirituskørsel i Vejle.
Klokken 00.45 kørte en uniformeret...