På onsdag skal Fredericia Byråd principvedtage den første omlægningsplan under Grøn Trepart. Planen er ikke bindende, men udstikker retningen for, hvordan kommunen i de kommende år vil arbejde med kvælstof, klima, natur og arealomlægning i samarbejde med landbruget og naturorganisationerne.
Det er en særlig slags materiale, byrådet i Fredericia skal bladre igennem på onsdag. Ikke et traditionelt kommunalt projektkatalog, men en ny, levende organisme af planer, hensigter og mulige forandringer, samlet under det navn, der i stigende grad bliver en fast del af landkortet: Grøn Trepart. Et årti, der begynder med tørke, skybrud og alarmerende kvælstoftal i Lillebælt, har nu fået sit lokale aftryk i form af en omlægningsplan, som – selv i sin foreløbige form – tegner konturerne af et landskab i langsom bevægelse.
Planen er ikke bindende. Endnu. Den er heller ikke endelig. Den er, som man siger, dynamisk. Men den beskriver en retning, som alle parter har sat deres underskrift under: landbruget, naturforeningerne, Naturstyrelsen og de kommuner, der deler vandløb og jordbund, ansvar og bekymringer. Tilsammen udgør de Lillebælt/Jyllands lokale trepart, og i slutningen af oktober fandt deres aftale sin form.
Fredericia er et af de steder, hvor planens farver og mønstre bliver mest synlige. På kortet breder projekterne sig som pletter af jord, der måske – måske ikke – bliver til vådområder, lavbundsprojekter, minivådområder eller ekstensiverede marker. Nogle af dem er allerede ansøgt, andre eksisterer kun som skitsebegreber, der stadig skal møde virkelighedens jord, vandstand, lodsejere og økonomi. Men tilsammen udgør de et første forsøg på at svare på den simple, men afgørende opgave: Hvordan reducerer man kvælstof og CO₂ uden at rive fundamentet væk under landbrugsproduktionen?
Spørgsmålet er ikke nyt, men det har fået en ny ramme. Med Aftale om et Grønt Danmark er der oprettet treparter over hele landet, og i Fredericia er der ovenikøbet et lokalt rum, hvor de mange aktører mødes om et bord. “Grøn Trepart Fredericia” består af landbrugets repræsentanter, Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen og kommunen selv. De har mødt lodsejerne, sendt breve ud, arrangeret møder i foreningshuse og på gårdspladser. Og responsen, som kommunen beskriver den, har været overraskende positiv. Det er måske ikke så sært: Mange lodsejere er vant til årtiers regulering, men dette er første gang, man tilbyder en ramme, der i udgangspunktet er frivillig og forhandlet lokalt.
Alligevel er det mærkbart, at der hviler en vis forsigtighed over planens første version. Naturpotentialerne – de områder, der kunne blive til egentlig natur i juridisk forstand – fylder endnu beskedent. Her er både landbrug og naturforeninger enige om, at der mangler national klarhed, før man kan begynde at tegne med tungere pen. I stedet koncentrerer planen sig om det målbare: kulstofrige lavbundsjorder, der kan udtages; vådområder, der kan fange kvælstof; marker, der kan omlægges til mere skånsom drift.
Det er de projekttyper, som staten i forvejen har udpeget som de mest effektive – og de mest presserende. Ifølge omlægningsplanen vil de alene kunne løfte en stor del af indsatsen for Lillebælt/Jylland, men der er også områder, hvor tallene ikke helt går op endnu. Især i de tyndere strækninger ved Lillebælt, hvor andelen af landbrugsareal i forvejen er høj, og hvor snævre lokale balancer skal holdes. Her peger treparten på andre mulige løsninger: spildevand, havbrug, dyrkningsformer, nye sædskifter. En slags åben liste over virkemidler, der endnu kun anes som idéer.
Når byrådet på onsdag skal principvedtage planen, er det altså ikke en afgørelse om konkrete projekter, men om rejsens retning. Et ja betyder ikke, at der graves kanaler i morgen, men at kommunen forpligter sig til at arbejde videre efter de principper, som treparten har lagt. Et nej ville omvendt placere Fredericia uden for det fælles spor, som de andre kommuner allerede har sat sig på.
Og det er måske i virkeligheden dette, der er planens essens: Ikke at alt er besluttet, men at noget er begyndt. Et fælles forsøg på at skrive et nyt kapitel i landskabets historie – med lodsejere, eksperter og politiske beslutningstagere i samme sætning, og en erkendelse af, at naturen, landbruget og vandmiljøet ikke længere kan ses som tre isolerede størrelser.
Onsdag klokken 17 skal byrådet sige ja eller nej til at gå videre. Men uanset udfaldet har omlægningsplanen allerede sat sit spor: den har vist, at selv store, tunge spørgsmål kan løftes, når man tegner dem sammen.
