-0.6 C
Copenhagen
torsdag 25. december 2025

Konservative: Budgetaftalen sikrer velfærd til flere ældre og løfter skolerne

0
Konservative: Budgetaftalen sikrer velfærd til flere ældre og løfter skolerne

POLITIK. Det Konservative Folkeparti er blandt partierne bag budgetaftalen i Middelfart. For gruppeformand Morten Weiss-Pedersen har det været vigtigt at tage ansvar og være med i forliget.

»Det er jo i et samarbejde, man får indflydelse. Det handler om at give og tage, og derfor har vi valgt at være med,« siger han.

Ældreområdet som hovedprioritet

Et af de tydeligste konservative aftryk i aftalen er prioriteringen af ældreområdet. Morten Weiss-Pedersen peger på, at Middelfart Kommune står foran en stor udfordring.

»Middelfart er den kommune på Fyn, hvor antallet af plus 80-årige stiger mest de næste ti år. Derfor er det helt afgørende, at vi tilfører et meget stort millionbeløb til at sikre en ordentlig velfærd. Vi skal både bruge velfærdsteknologi og sørge for, at vi kan rekruttere flere varme hænder,« siger han.

Han fremhæver, at kommunen allerede arbejder med fleksible løsninger for seniorer, men at der skal mere til. »Vi skal gøre det attraktivt at blive i jobbet længere, og vi skal forkæle de social- og sundhedshjælpere, vi har. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi at miste mange dygtige medarbejdere, og det bliver en kæmpe udfordring, når antallet af ældre stiger så markant,« siger han.

Velfærdstjek af folkeskolen

Budgetaftalen rummer også et velfærdstjek af folkeskoleområdet. For Morten Weiss-Pedersen er det nødvendigt.

»Vi ligger meget gennemsnitligt, og det er ikke godt nok. Det er en skandale, at en ud af otte elever ikke består afgangsprøven i dansk og matematik. Det skal vi have gjort bedre. Vi tror, at inklusionen er blevet drevet for langt. Hvis det bruges som en spareøvelse, ender vi i en lose-lose-situation, hvor de udfordrede børn ikke får den hjælp, de har brug for, og de øvrige elever heller ikke lærer nok. Derfor er vi nødt til at analysere på, om vi skal have flere børn i specialtilbud og mindre inklusion,« siger han.

Vedligeholdelse og frivillighed

Aftalen indeholder også seks millioner kroner ekstra om året til vedligeholdelse af skoler, daginstitutioner og plejehjem. »Det er nødvendigt, for vi har forsømt det i en årrække. Det er farligt at spare på kort sigt ved ikke at vedligeholde bygninger, for det bliver meget dyrere i længden. Og så ser det også trist ud. Nu får vi rettet op,« siger han.

Også frivillighed er et område, de Konservative prioriterer højt. »De frivillige skal ikke erstatte arbejdskraft, men de spiller en vigtig rolle. Vi ser jo, hvordan pensionerede middelfartere kører rundt med beboere i rickshaws. Det er et fantastisk eksempel på, at frivillighed gør en forskel,« siger Morten Weiss-Pedersen.

Udvikling og turisme

For de Konservative er også shuttlebusserne et positivt tiltag. »Jeg er utrolig glad for, at vi nu får en forsøgsordning, hvor folk kan komme fra marinaen ind til midtbyen. Det skaber liv i byens butikker og restauranter, og det gavner både turister og lokale,« siger han.

Et robust budget

Morten Weiss-Pedersen kalder budgettet økonomisk robust. »Vi har en buffer på 22 millioner kroner. Det betyder, at vi har noget at stå imod med, hvis der opstår uforudsete udgifter. Det er nødvendigt, når vi har et milliardbudget, hvor der altid vil ske uforudsete ting. Derfor er det her et budget i balance,« siger han.

FC Fredericia har kampprogrammet på plads – Vejle venter i næste runde

0
FC Fredericia har kampprogrammet på plads – Vejle venter i næste runde

SPORT. Der er lagt op til et efterår fyldt med store opgør for FC Fredericia. Oprykkerne har allerede vist, at de kan bide skeer med de bedste, og nu er datoer og tidspunkter fastlagt for de kommende måneder i Superligaen.

Allerede i næste runde venter en af de helt store kampe i klubbens historie. Den 15. september tager FC Fredericia imod Vejle Boldklub på Monjasa Park i det første officielle Superligaopgør mellem de to naboer. Det bliver et ægte lokalbrag, hvor både historien og rivaliseringen på tværs af Lillebælt spiller med.

Herefter venter et tætpakket program med både hjemme- og udekampe mod nogle af landets største klubber. Programmet ser således ud:

  • Mandag den 15. september kl. 13.00: FC Fredericia – Vejle Boldklub
  • Fredag den 19. september kl. 13.00: Odense Boldklub – FC Fredericia
  • Søndag den 28. september kl. 20.00: Viborg FF – FC Fredericia
  • Søndag den 5. oktober kl. 14.00: FC Fredericia – Brøndby IF
  • Mandag den 20. oktober kl. 19.00: Sønderjyske – FC Fredericia
  • Søndag den 26. oktober kl. 14.00: FC Fredericia – FC Midtjylland
  • Lørdag den 1. november kl. 18.00: FC København – FC Fredericia
  • Søndag den 9. november kl. 14.00: FC Fredericia – Viborg FF
  • Søndag den 23. november kl. 16.00: FC Nordsjælland – FC Fredericia
  • Mandag den 1. december kl. 19.00: Brøndby IF – FC Fredericia
  • Fredag den 5. december kl. 19.00: FC Fredericia – Odense Boldklub

Med disse datoer på plads er der nok at se frem til for klubbens spillere, stab og fans. Hjemme på Monjasa Park kommer der store slag mod blandt andre Brøndby, Midtjylland, Viborg og OB. Udebaneturene byder på drabelige dueller i Parken mod FC København, i Brøndby og i Farum mod FC Nordsjælland.

For trænerstaben handler det om at balancere mellem at tage de historiske oplevelser ind og samtidig holde fast i det arbejde, der allerede har givet holdet respekt i Superligaen. For fansene handler det om at nyde, at Fredericia nu er en del af de helt store opgør – uge efter uge.

Med lokalopgøret mod Vejle som næste skridt er der ingen tvivl om, at Superligaeventyret fortsat vil give minder for livet i Fredericia.

Venstre: Budgetaftalen giver stabilitet og sætter aftryk på både velfærd og udvikling

0
Venstre: Budgetaftalen giver stabilitet og sætter aftryk på både velfærd og udvikling

POLITIK. Venstre i Middelfart er blandt partierne, der står bag budgetaftalen for 2026-2029. For gruppeformand Anders Møllegård har det været vigtigt at være en del af aftalen, som han beskriver som både stabil og konstruktiv.

»Jeg synes, det er lige så ansvarligt, når man går ind i et budget, at man også tager ansvar for det. Der har ikke været så meget at flytte på, men fra Venstres side har vi fået mange af vores ønsker med, fordi der har været en konstruktiv samarbejde med de andre partier,« siger Anders Møllegård.

Toårig budgetmodel giver ro

Budgetaftalen er toårig, og det ser Venstre som en klar fordel. »Det har givet stabilitet og ro, fordi man har haft en ramme at arbejde indenfor. Det gør det nemmere for forvaltning og udvalg at navigere, i stedet for at vi skal sidde og flytte rundt på tallene hvert år,« siger han.

Venstres fingeraftryk

Et af de forslag, Venstre især har sat sit præg på, er forsøget med shuttlebusser mellem Marinaen, Hindsgavl og Middelfart Midtby. »Formålet er at trække nogle af de turister, der kommer til marinaen, ind i midtbyen. Vi har hørt, at transporten kan være en udfordring, og med shuttlebusserne kan vi binde marinaen, naturen og midtbyen bedre sammen. Det er en prøvehandling, men vi synes, det er vigtigt at teste, om det kan give værdi,« forklarer han.

Venstre har også presset på for en delaftale omkring SFO’erne, så der er en stabil økonomi, hvis der skulle komme uforudsete udgifter. Derudover peger Anders Møllegård på aftalens midler til aktivitetsmedarbejdere på plejehjem og et løft af Frivilligcenteret.

»Det er kommet efter, at vi har lyttet til ældrerådet, handicaprådet og andre. Det giver god mening at styrke frivilligområdet, så det bliver attraktivt at være frivillig. Frivilligcenteret spiller en vigtig rolle i forhold til at støtte de udsatte, og det skal vi tage alvorligt,« siger han.

Fokus på ældreområdet

Der er i aftalen sat penge af til rekruttering, uddannelse og velfærdsteknologi på ældreområdet. For Anders Møllegård er det vigtigt, at det kan mærkes i hverdagen. »Vi skal have flere varme hænder. Derfor er det afgørende, at vi gør os attraktive som arbejdsplads i kommunen, så vi kan tiltrække og fastholde medarbejdere. Jeg håber, at forvaltningen har en klar køreplan for, hvordan vi kan lykkes med det,« siger han.

Royal Run som fællesskab

En af de store enkeltinvesteringer i budgettet er 1,5 millioner kroner til Royal Run i 2026. Anders Møllegård erkender, at det er mange penge, men han mener, at det er en god investering.

»Man får sat Middelfart på landkortet. Royal Run har vist sig at skabe stor opmærksomhed og tiltrække mange mennesker. Det er ikke kun de 14.000 løbenumre – der kommer også folk for at kigge og være med i stemningen. Jeg tror, det bliver en folkefest, som hele kommunen kan få glæde af,« siger han.

Han peger samtidig på, at det ikke kun er et motionsløb. »Det er et fællesskab, hvor alle kan være med – unge som gamle, skoler og plejehjem. Det er vigtigt, at vi laver arrangementer, der kan samle folk på tværs,« siger Anders Møllegård.

Et bredt forlig

Venstre har medvirket til en bred aftale, hvor der både er fokus på velfærd og udvikling. For Anders Møllegård er det et bevis på, at samarbejde kan føre til resultater. »Jeg synes, det er et godt budget, fordi det giver stabilitet, og fordi vi har fået sat nogle af de ting på dagsordenen, som Venstre har prioriteret. Det gælder både investeringer i velfærden og i udviklingen af hele kommunen,« siger han.

Regeringen tager næste skridt mod reklameforbud for usunde fødevarer rettet mod børn

0
Regeringen tager næste skridt mod reklameforbud for usunde fødevarer rettet mod børn

POLITIK. Regeringen vil stramme markedsføringsloven og forbyde reklamer for usunde føde- og drikkevarer rettet mod børn under 15 år. Men et forbud skal fungere i hverdagen, og derfor er der nu nedsat et dialogforum, hvor myndigheder, organisationer og brancheforeninger drøfter, hvordan reglerne præcist skal indrettes.

Det betyder, at det skal være slut med, at børn mødes af reklamer for sodavand, chips og fastfood. Også influencere omfattes af forbuddet, så de ikke længere kan målrette reklamer for usunde varer til børn.

Erhvervsminister Morten Bødskov understreger, at det er en balancegang. »Vi har et ansvar for at passe på vores børn. Det er forkert, når virksomheder har målrettet reklamer for chips og sodavand til børn. Derfor har vi også besluttet at stramme lovgivningen på området. Men vi skal gøre det klogt. For det er naturligvis ikke leverpostej og ostehaps, vi sigter mod. Men samtidigt må der ikke være tvivl om, hvilke fødevarer, det er forbudt at reklamere for direkte til børn. Nu har der været afholdt første møde med branchen, for at finde ud af, hvordan vi skruer forbuddet bedst muligt sammen,« siger han.

Regeringens udspil kommer blandt andet på baggrund af, at fødevarevirksomheder tidligere har overtrådt branchens eget kodeks. Ifølge reglerne har virksomhederne forpligtet sig til ikke at målrette reklamer for usunde fødevarer til børn under 13 år. Men flere kampagner har brugt influencere, der havde mange børn blandt deres følgere, og dermed blev kodekset ikke fulgt.

Samtidig kan det bemærkes, at regeringen for få uger siden meldte ud, at afgifterne på slik og chokolade fjernes fra næste år. Det kan derfor virke som et skarpt skifte, at der nu også tages skridt i den modsatte retning med et sundhedsmæssigt begrundet forbud mod reklamer rettet mod børn.

Med det nye tiltag ønsker regeringen at sikre, at børn ikke længere eksponeres for reklamer for usunde fødevarer. Dialogforummet skal samtidig sikre, at forbuddet rammer det rigtige og undgår utilsigtede konsekvenser.

Milliardbombe mod Google: EU afslører 11 års snyd

0
Milliardbombe mod Google: EU afslører 11 års snyd

BUSINESS. EU’s konkurrencemyndigheder har slået hårdt ned på Google. Efter mere end et årti med ulovlige metoder på onlinereklamemarkedet er techgiganten blevet idømt en bøde på svimlende 2,95 milliarder euro – næsten 22 milliarder kroner.

Google er blevet afsløret i at have misbrugt sin dominerende position på markedet for såkaldte online display-reklamer, hvor virksomheder køber og sælger annonceplads på hjemmesider. Og konsekvenserne rammer også herhjemme.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, lægger ikke skjul på, at sagen er en milepæl. »Sagen er et godt eksempel på, at håndhævelse af konkurrencereglerne både i EU og nationalt er til gavn for rigtig mange virksomheder. Herhjemme har vi prioriteret sager på tech-området højt i vores håndhævelse af konkurrencereglerne, og vi løfter også sagerne til EU-niveau, når det er relevant,« siger han.

Danske virksomheder ramt på pengepungen

Googles snyd har ifølge EU stået på siden 2014. Resultatet er, at danske virksomheder kan have tjent alt for lidt – eller betalt alt for meget – når de har brugt Googles systemer til annoncering.

For eksempel kan en lokal tøjbutik have overbetalt for at reklamere for sin nyeste kollektion, mens en lokalavis kan have tjent for lidt på de annoncer, der kørte på deres hjemmeside.

Googles ejerskab af reklamebørsen AdX kombineret med deres øvrige tjenester gav dem magt på både køber- og sælgersiden. Den magt er ifølge EU blevet misbrugt til at holde konkurrenter ude og skrue priserne op.

60 dage til at rydde op

EU har påbudt Google at stoppe den ulovlige praksis og sikre, at det ikke gentager sig. Selskabet har fået 60 dage til at forklare, hvordan problemerne løses. Men konkurrencemyndighederne i Bruxelles lægger pres på: kun et frasalg af dele af Googles forretning kan for alvor løse problemerne, vurderer de.

En dansk klage blev startskuddet

Sagen har også danske rødder. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtog oprindeligt en klage fra en dansk virksomhed om Googles adfærd. Styrelsen satte en undersøgelse i gang, men i 2021 blev sagen sendt videre til EU, fordi den rakte ud over Danmarks grænser.

Siden er sagen vokset til en af de største konkurrencemæssige opgør med Google i Europa.

Fremtidens kampplads

Googles milliardbøde handler kun om onlinereklamer på andre virksomheders hjemmesider. Reklamer på Googles egne platforme som søgemaskinen og YouTube er ikke en del af sagen.

Men slaget om de digitale markeder er langt fra slut. Nye forretningsmodeller, algoritmer og kunstig intelligens udfordrer løbende konkurrencen, og både i Danmark og resten af verden har konkurrencemyndighederne øjnene rettet mod techgiganterne.

For Jakob Hald er sagen en understregning af, at Danmark og EU skal blive ved med at presse på. »Herhjemme har vi prioriteret sager på tech-området højt, og vi vil fortsætte med at tage fat, hvor det er relevant,« siger han.

Fakta: Googles milliardbøde

  • Google og moderselskabet Alphabet er idømt en bøde på 2,95 milliarder euro – næsten 22 milliarder kroner.
  • Sagen handler om reklamer på virksomheders hjemmesider – ikke Googles egne platforme.
  • Google har misbrugt sin position gennem ejerskabet af reklamebørsen AdX.
  • Ulovligheden har stået på i over 11 år, fra 2014 til i dag.
  • Google har fået 60 dage til at komme med en plan for at rette op.

3.000 falske Labubu-dukker fanget i tolden

0
3.000 falske Labubu-dukker fanget i tolden

SKAT. De er populære blandt unge og ses overalt i modebilledet og på sociale medier. Labubu-dukken hænger ofte på en taske eller bruges som samleobjekt. Men i juli fangede Toldstyrelsen over 3.000 falske udgaver af de monsterlignende dukker i en kontrol.

I alt fire forsendelser viste sig at indeholde de ulovlige kopivarer. Dukkerne er siden blevet destrueret, efter at rettighedshaver Pop Mart havde bekræftet, at der var tale om forfalskninger, og modtageren havde accepteret destruktionen.

Skatteminister Rasmus Stoklund glæder sig over, at de mange falske dukker blev stoppet, inden de nåede ud til forbrugerne. »Det her er bare en af de måder, hvor Toldstyrelsen udfører samfundsbeskyttende kontrol, som både er til gavn for virksomheder og forbrugere. Det er godt, at kopivarer, som fx de her Labubu’er, bliver fundet, fordi de krænker rettighedshaveren, og så risikerer forbrugerne at stå med en lang næse, når de modtager et produkt, hvor der er usikkerhed om kvaliteten, og om varen lever op til de regler, vi har for produktsikkerhed for fx legetøj,« siger han.

Ministeren understreger, at indsatsen mod kopivarer er en vigtig del af arbejdet. »Det er derfor, det er vigtigt, at vi har en god og effektiv toldkontrol, så vi kan passe godt på både Danmark og danskerne. Derfor undersøger jeg også løbende, om der er behov for at styrke toldkontrollen yderligere,« siger Rasmus Stoklund.

Når Toldstyrelsen tilbageholder varer, hvor der er mistanke om forfalskninger, sker den videre behandling i samarbejde med rettighedshaveren. Det var også tilfældet her, hvor Pop Mart, der står bag Labubu-dukken, indgik i forløbet.

Toldstyrelsen tilbageholdt i 2023 omkring 50.000 varer med mistanke om at være kopier. Varernes samlede værdi svarede til mere end 70 millioner kroner.

Venstre skifter kandidat i Sjølund, Hejls og Hejlsminde

0
Venstre skifter kandidat i Sjølund, Hejls og Hejlsminde

POLITIK. Der bliver skiftet ud i Venstres lokale kandidater i Sjølund, Hejls og Hejlsminde. Bent Ole Jonsen, der gennem en årrække har været en markant formand for Venstre i Kolding og siden marts har været byrådskandidat, har besluttet at trække sit kandidatur på grund af sygdom.

Bent Ole Jonsen siger selv: »Det har været et svært valg for mig at trække mig som kandidat, men jeg må erkende, at sygdom gør, at jeg ikke kan give den 110 procent frem mod valget, som jeg havde ønsket. Jeg er utrolig stolt af den tid, jeg har været en aktiv del af det fællesskab, vi har i Venstre. Jeg ønsker Brian alt det bedste – han er den rette til at tage stafetten videre i vores lokalområde.«

Venstre i Kolding har i en udmelding sendt en varm tak til Bent Ole for hans mangeårige indsats både som formand og lokal forkæmper.

Stafetten gives nu videre til Brian Vittrup, leder af FGU Kolding/Vejen, som i forvejen er en kendt skikkelse i lokalområdet og i Venstre. Brian Vittrup stiller samtidig op til regionsrådsvalget.

»Jeg er stolt over at få muligheden for at repræsentere Venstre i mit lokalområde. Bent Ole har lagt et stærkt fundament, og jeg vil bygge videre på det arbejde – både med fokus på vores lokale styrker og på at sikre Venstre et godt valg,« siger Brian Vittrup.

Venstres borgmesterkandidat i Kolding, Jakob Ville, sender også en hilsen. »Jeg vil gerne takke Bent Ole for hans store indsats og ønske ham god bedring. Han har været en samlende skikkelse i Venstre og en vigtig stemme for sit lokalområde. Samtidig glæder jeg mig over, at Brian har sagt ja til at tage over – det giver os energi og sammenhold i hele Venstre. For mig er det klart, det handler om at Kolding Kommune kommer på sporet, og der er kun en vej – fremad,« siger han.

Liberal Alliance det sikre borgerlige kort i Fredericia – for velfærd og erhvervslivets udvikling

0
Liberal Alliance det sikre borgerlige kort i Fredericia – for velfærd og erhvervslivets udvikling

Fredericia står midt i et politisk paradoks: På landsplan zigzagger Venstre blå rødt. De Konservative i Fredericia er helt åbenlys på røde frierfødder, for en borgmesterpost. Vælgerne må da spørger sig selv: Hvem er egentlig den ægte blå stemme? 

Svaret er enkelt: Liberal Alliance. Vi står fast, hvor de andre vakler. Vi samarbejder, når det gavner borgerne og erhvervslivet og vi går aldrig på kompromis med de borgerlige kerneværdier: lav skat, frihed til den enkelte og et stærkt erhvervsliv, der skaber velfærd.

Fredericia har brug for et parti, der ikke drukner i Christiansborg-spin eller byrådets fnidder. Liberal Alliance er ikke til pynt – vi er til handling.

Kort sagt: Hvis du vil have en konsekvent blå linje, som både kan sikre en stærk velfærd og udvikle erhvervslivet, så er Liberal Alliance det sikre kort i Fredericia. De andre partier? Tja, de minder mest af alt om en dårlig vejrudsigt: vind fra skiftende retninger og regn i morgen. Hos Liberal Alliance får du derimod en stabil blå himmel med udsigt til vækst og velfærd. 

Erritsø GIF Rugby vinder historisk DM-guld og -sølv i Odense

0
Erritsø GIF Rugby vinder historisk DM-guld og -sølv i Odense

SPORT. Der var store smil og stolte øjeblikke, da Erritsø GIF Rugby lørdag kunne rejse hjem fra Odense med både guld og sølv i bagagen. Ved Danmarksmesterskaberne i 7-a-side rugby – bedre kendt som Sevens – skrev klubben historie, da U18-herrerne for første gang nogensinde sikrede sig DM-guld, mens klubbens nyopstartede kvindehold imponerede med en sølvmedalje.

Dermed blev det en rugbylørdag, som ingen i Erritsø vil glemme foreløbig.

Ungdomsansvarlig Jan ’Bubsi’ Nielsen lægger ikke skjul på sin glæde. »Jeg er utrolig stolt af vores unge spillere, som med hårdt arbejde har nået denne milepæl,« siger han.

Også næstformand Henrik ’Fjuter’ Jørgensen, der selv spillede med herrerne, glæder sig over klubbens udvikling. »Det er et kæmpe skridt for vores klub – både for ungdommen og for kvindernes comeback,« siger han.

Festdag i Odense

DM Sevens 2025 blev spillet hos RC Odense, der samtidig markerede sit 45-års jubilæum. Sammen med Rugby Danmarks 75-års jubilæum gav det en ekstra festlig ramme om medaljerne, da både U18-holdet og kvinderne kunne lade sig hylde.

Hos kvinderne gik guldet til CSR-Nanok, mens herrernes Danmarksmesterskab blev vundet af RK Speed. Erritsø GIFs herrer endte på en sjetteplads i deres række.

Kvinderne tilbage efter 13 år

At Erritsø nu igen har et kvindehold i turneringsrugby for første gang siden 2012, blev markeret på fornemmeste vis med en DM-sølvmedalje. Holdet blev gendannet tidligere i år og har allerede vist, at satsningen bærer frugt.

Nye rugbyoplevelser i Erritsø

De nykårede U18-mestre og kvindernes sølvhold bliver senere på efteråret hyldet på hjemmebanen i Erritsø. Allerede lørdag den 13. september er der dog igen rugby på Snaremosevej, når Erritsø GIF er vært for et stort børne- og ungestævne, samtidig med at klubbens herrer møder københavnske Exiles i 2. division.

Gratis adgang for unge på CLAY i uge 37

0
Gratis adgang for unge på CLAY i uge 37

KULTUR. I uge 37 åbner CLAY Keramikmuseum dørene gratis for unge mellem 18 og 27 år. Tilbuddet gælder fra den 8. til 14. september og er en del af den landsdækkende kulturkampagne K7, der giver unge mulighed for at besøge museer og udstillingssteder over hele landet uden at betale entré.

For at få adgang skal de unge blot vise ID ved indgangen.

Som en del af K7-ugen kan besøgende på CLAY opleve Det Kongelige Akademi – Bachelorudstilling, hvor 12 danske og internationale bachelorstuderende fra akademiets keramik- og glaslinje på Bornholm viser deres afgangsprojekter.

Her står naturens materialer i centrum. De studerende arbejder bevidst med materialernes oprindelse og udtryk, og de eksperimenterer med ler og glas for at forstå naturens grundlæggende egenskaber. Værkerne bærer præg af afdæmpede farver inspireret af jord, mineraler, mos og klippe. Mange af projekterne tager udgangspunkt i gamle håndværkstraditioner, men ikke som gentagelser. I stedet bruges traditionerne som springbræt til at skabe nutidige værker med rødder i personlige og kulturelle baggrunde.

Resultatet er en udstilling, hvor glas og keramik ikke kun fremstår som funktionelle objekter, men også som fortællinger, sanselige oplevelser og udtryk for kulturelle rødder.

Flere særudstillinger under K7

Besøgende på CLAY kan i uge 37 også opleve andre særudstillinger. A Walk with a Dinosaur – Michael Geertsen vs Royal Copenhagen sætter den anerkendte keramiker Michael Geertsen i dialog med 250 års porcelænshistorie. Klassiske værker fra Royal Copenhagen vises side om side med Geertsens egne nyfortolkninger i en udstilling om tradition, form og fornyelse.

En anden særudstilling er Bente Skjøttgaard – Natur og Glasur, hvor kunstneren fortæller om sit livsværk i 14 temaer. Skjøttgaards keramiske skulpturer er inspireret af naturens foranderlige former og skabt med markante glasurer, der balancerer mellem poesi og kraft.

Derudover kan museets faste udstillinger Keramikkens Magi og Skatkammeret opleves. Her kan publikum gå på opdagelse i både historiske porcelænsarbejder og moderne keramik fra de seneste 250 år.

Med K7 giver CLAY unge mulighed for at komme tæt på både nutidens unge formgivere og nogle af de stærkeste skikkelser i dansk keramikhistorie.

Juleindbrud på Fyn – politiet forventer flere anmeldelser de kommende dage

Juleindbrud på Fyn – politiet forventer flere anmeldelser de kommende dage

0
KRIMI. Antallet af anmeldte juleindbrud på Fyn vil med stor sandsynlighed stige i de kommende dage. Det vurderer Heidi Klokker, udviklings- og kommunikationschef ved...