Peter Wulff Nørholm er ramt af en feber. En af de varme slags, der aldrig taber pusten, varmen og passionen. Vespa-feberen ramte ham i en alder af 16 år. Den to-hjulede italiener gav ham friheden i livet.
Fredericianske Peter Wulff Nørholm er blevet 53 år. Han er vel det, man bedst kan betegne som en original. Han hviler i sig selv og så serverer han en kop te fra kanden, han har taget med til det kolde værksted, hvor han tænder varmeovnen, før vi for alvor er i gang med det interview, hvor han med minder og erfaring sætter ord på et liv med den to-hjulede italiener. Til teen har han fundet en af Anton Bergs berømte blomme i medeira-chokolader frem, men hvordan gik det til, at elektrikeren gjorde Vespaen til sit livsværk?
– Jeg var med min mor i Paris, da jeg var 16 år gammel. De kørte rundt mellem de historiske alleer på deres Vespaer. Jeg blev ramt. Jeg tænkte hold kæft, det er fedt, sådan en skal jeg bare have. Store vindskærme, pænt tøj på og suse op og ned ad gaderne. Jeg stod bare der, som 16-årig, og var fuldstændig forelsket i Vespaen, husker Peter Wulff Nørholm.
Han var heller ikke i tvivl om, at han skulle have motorcykelkørekort så snart, at han blev 18. Målet var at eje sin egen Vespa.
– Mine forældre mente, at min passion kom fra dem, fordi de havde haft en Vespa, da de var unge, men det anede jeg ikke, det var i Paris, at det startede for mig, siger Peter og tilføjer:
– Jeg troede faktisk ikke, at der var andre køretøjer end Vespaen. Jeg fandt sidenhen ud af, at der er andre scootere, og jeg købte faktisk ikke en Vespa i første omgang. Jeg sagde til min mor, at jeg ville tage et banklån, så jeg kunne købe en Kawasaki som den, jeg tog motorcykelkørekort på, men min mor havde andre planer.
Moren gik ud i køkkenet og kom retur med sine bilnøgler og sagde: – Hvis du lader være med at tage det banklån, så må du få min bil.
Det var en Morris 1000, og det tilbud havde Peter svært ved at sige nej til. Han glemte lidt om Vespaen for en stund, men så mødte han sin hustru i Odense.
– Jeg læste i Odense, da jeg mødte min hustru Nanna. Jeg fortæller hende om min Vespa-passion, hvor vi blev enige om, at det var altså bare et fedt køretøj, så vi endte med at købe en, siger han.
Parret splejsede til deres første Vespa. De boede ikke sammen på det tidspunkt, men de var enige om at prøve kræfter med den.
– Der startede nørderiet for alvor. Vi fandt ud af, at der manglede lidt reservedele til den, så vi satte en annonce i avisen for at få fat på dem. Der var så en, der solgte en anden Vespa, der var lidt federe, end den vi havde købt. Så var der pludselig en, der var federe end den, og sådan gik det til, at vi havde otte Vespaer, inden vi så os om. De stod stablet op i en garage på Skibhusvej i Odense. Kort tid efter lejede vi en stor gård nede ved Nyborg. Lokationen passede perfekt til Nannas arbejde, og jeg kunne arbejde på scooterne sideløbende med mit arbejde.
Tiden gik, og en dag var Peter på arbejde i Københavns Lufthavn som elektriker. Han faldt ned af et stillads og brækkede sin skulder. Der blev han enig med sig selv om, at han skulle arbejde på at blive selvstændig.
– Jeg var hjemme i seks uger, og der kunne jeg så dyrke interessen i at prøve at starte noget op. Det blev til firmaet “ricambi” altså et reservedelsfirma. Det var i 1999. Det var så meningen, at jeg havde den forretning åben søndag eftermiddag og onsdag aften, i stedet for at spille fodbold, så kunne jeg så gå til “ricambi” til min butik. Det gik faktisk rigtig godt dengang internettet lige var startet. Jeg købte et hæfte ude i Electronic World. Hæftet skulle lære mig at lave en hjemmeside, husker han og og fortsætter:
– Jeg lavede en hjemmeside om mit firma, og det gik sindssyg godt, det gik rigtig godt. Ganske få måneder efter, der sagde jeg faktisk mit arbejde op, og prøvede at give det en 100 procents chance, og jeg er stadig selvstændig.
Det blev dog løbende en anden virkelighed, Peter arbejdede i. I takt med internettets fremmarch lukkede internetdelen af Peters forretning også.
– Internettet var med til at åbne min forretning, men også til at lukke den. Udviklingen i Danmark med at lave webshops gik for langsom. Betalingsløsninger fra NETS var for dyre, ja sindsygt dyre. Portoen var svær og alle de udenlandske firmaer, især de tyske buldrede af sted med løsninger, der tilbød kunderne lavere moms og lavere porto. De havde hurtigt mega store internetsider. Det blev for stor en konkurrence. Jeg blev træt af websalg, særligt, når kunderne havde købt forkert ind i Tyskland, og så ville høre om, de kunne bytte det hos mig. Det endte med at blive en frustration.
I dag er Peter dog tilbage på internettet. Det er godt 16 år siden, at han fandt af, at det store verdensomspændende e-handelssted og auktionshus, eBay, var vejen for ham.
– Jeg kunne sluse mine produkter og min passion ud i hele verden. De produkter, jeg fandt i Danmark, var jo produkter, som ikke var blevet solgt i Danmark. De kom fra gamle knallert- og motorcykelforretninger, blandt andet Vespaforretninger, der har haft reservedele til Vespaer. De kunne ikke længere sælge delene, men jeg havde købt dem til lager, og det viste sig at være en vej. Jeg kunne ikke sælge dem i Danmark, fordi vi ikke har det samme marked som i andre lande, derfor var eBay stedet. Det var en god kanal til resten af Verden.
I dag er Peters kunder mennesker fra hele Verden. Kun få kunder køber rigtig meget, og pakkerne sendes ikke kun til en lokation Verden, men der er mange kunder fra USA, Asien og Italien.
– Det er lidt sjovt, at italienerne køber Vespa-dele hjem igen, konstaterer Peter.
Peter er ikke den eneste, der er passioneret med mærket. Det er kunderne også.
– Dem, der samler på Vespa, er ikke altid folk, der har brug for den del, de køber. Den erstatter i stedet delen, de har med en fra min butik, fordi den er lidt pænere, siger Peter og forklarer hvorfor:
– Jamen, det er jo meget sjovt, for kan du forklare, hvorfor frimærkesamlere er som de er. Hvis du køber et frimærke, så har du det – tror du, men lige pludselig finder du ud af, at det der stempel, det sidder lidt bedre på et andet frimærke, og så bytter du det ud, men det du bytter det ud med, er der så en anden samler, der får glæde af. Så det er sådan nogle samlere, der sidder og nørder i det, og nogle gange så er prisen på det de køber, ikke en pris, der står mål med produktet, men der er bare en ånd og en glæde ved det, der er høj, og den betaler folk for.
Kan du leve af dit eBay-salg og din passion?
– Jeg har lært, at det kan man godt, men man skal være meget fokuseret på det. Desuden skal du passe lidt på med, at sprede dig for meget, hvis du er alene. Jeg har sådan lært det der med, når folk de siger: – Hvis jeg går ind i noget, så gør jeg det 100 procent, så tænker jeg, at du kan ikke gå ind i noget 100 procent, fordi du består kun én gang af 100 procent, og hvis du så bruger tiden på andet, så tager det jo noget af det. Dengang jeg havde mit værksted, tog telefonen, ordnede min eBay og sendte pakker ud i Danmark, så havde jeg cirka 20 producent på hver opgae, og så er resultatet derefter. Det jeg har gjort nu, det er, at jeg har fundet ud af at eBay’en, det er det bedste jeg kan, og så bruger jeg alle mine 100 procent på det, og så kan man leve af det, fortæller Peter Wulff Nørholm.
Fra tiden, hvor du brækkede skulderen til i dag, havde du så regnet med, at det ville blive sådan her?
– Nej, det havde jeg ikke. Selvfølgelig havde jeg ikke det, for jeg kan huske, vi havde nogle måneder, hvor der lå nogle ordrer, til at det kunne gå, og så måtte vi se derefter, og når man havde tænkt sådan, så havde man jo ikke tænkt, at det kunne vare ved, men jeg er overrasket over det alligevel efter så mange år, at jeg har kunne holde det ud. Det er selvfølgelig en passion, men det er også et arbejde, hvor du sidder alene, og nørder med tingene, og tænker på en verden udenfor, der måske var mere grøn, så der er også nogle frustrationer. Jeg siger nogle gange, at den største udfordring, det er mig selv.
Hvorfor?
Jamen, den der med, at man tror det er grønnere på den anden side, men skal man så ud at have nogle kollegaer, så glemmer man lidt, hvor godt man har det, og hvordan man kan styre sin tid selv, og der skal man engang imellem lige hanke op i sig selv og sige; hold da op.
Så der er også en frihed i det?
Ja, der er en kæmpe frihed i det, og der er en frihed til at møde mange mennesker. Jeg glemmer bare nogle gange at udnytte det.
En opskrift på eBay-salg a la Peter
For Peter er det vigtigt at understrege, at hvad der virker for ham, virker ikke nødvendigvis for andre, men han sin egen opskrift på eBay succes.
– Jeg har ingen mindstepriser på mine ting, jeg starter med at lægge alt til salg for 1 dollar, så tager jeg nogle billeder af varen og laver en beskrivelse af den. Beskrivelsen er ikke særlig udførlig, men let at forstå. Jeg har lavet 32.000 aktioner, og du kan ikke 32.000 gange sidde og rose dine egne ting, så bliver simpelthen træt af at læse om det. Så du tager nogle billeder, og peger ud; det her det er måske ikke særlig godt, og så lader du bare teksten sige: – Det her er en møtrik, og så kan du se på billederne for at få detaljerne på plads. 1 dollar, og så kører den i syv dage, hvorefter den går til højestbydende, og der sker et eller andet magisk i det, alle kan være med, siger han.
Sidder du og følger med undervejs?
– Nej, det gør jeg ikke og rent faktisk, så kigger jeg næsten heller ikke mere på, hvad jeg har fået for det, jeg har kun fokus på, at tage billeder af nye ting, lægge det op og så få sendt det afsted til tiden. Men det er selvfølgelig sjovt, når der er noget, der render afsted, hvor man tænker: – Hvad faen skete der lige her.
Hvordan er det at være samler selv, og så give tingene videre?
– Det er nemt, og det er sjovt, for det er også noget, jeg har fundet ud af, jeg behøver ikke at eje det for at være glad for det. Er der en af mine kammerater, der har købt noget sjældent, så er jeg glad på hans vegne, og jeg glæder mig over, at det er kommet op, det behøver slet ikke at være min. Glæden er der. Jeg kan også gå ned til Gammel Havn en tirsdag aften i Fredericia og så se på veteranbilerne, og glæde mig over det, jeg behøver ikke at eje dem. Det er ikke alle, der har det sådan, det er bare heldigt, at jeg har det sådan, når jeg nu har en forretning med det, at jeg så kan lade det slippe fri.
– Jeg kan måske se lidt dybere i tingene, end andre de kan, fordi jeg forestiller mig jo historien, fra dengang de fandt vetaranbilen. Den har jo ikke altid set sådan ud, en nylakeret rød sportsvogn, den har jo ikke været sådan altid. Den har manden sat i stand, og har fundet den et eller andet sted, hvor han har fået handlet med mennesket bag, og hans personlige oplevelse af den eller alderdom, har jo givet den videre til en ny, så han har jo købt den, og den glæde har de haft indbyrdes, hvorefter han har sat den i stand, og er blevet så stolt af den, at han kører ud, og viser den frem til andre, det synes jeg da er fantastisk.
Så passionen hos andre den bliver du også glad for at se?
– Ja, det gør jeg.
Peter Wullf Nørholm hælder lidt mere te op til os begge, og vi fortsætter snakken på hans lager, hvor tusindevis af små dele til Vespaen vises frem. Selvom der er mange reservedele, så har Peter en historie for hver enkelt, og kan huske, hvor han købte den. Det er ren passion.
