Offensivspiller forlænger med FC Fredericia

0

FC Fredericia har forlænget aftalen med offensivspilleren Patrick Egelund frem til sommeren 2025.

Egelund kom til FC Fredericia i august 2021, da der var en kaotisk situation i Esbjerg på trænerfronten med kontroversielle Peter Hyballa. Derfor fik spillerne i Esbjerg muligheden for kvit og frit at komme ud af deres kontrakt med vestjyderne, og den mulighed benyttede Patrick Egelund sig af.

Den nu 22-årig Egelund, der kan spille alle positioner offensivt, har endnu ikke fået sit endelige gennembrud i FC Fredericia, hvor det hidtil er blevet til 40 kampe med syv mål til følge. Patrick Egelund har været plaget af skader i tiden i det fredericianske, men det er klubbens opfattelse, at det kommer til at vende.

– Vi er meget tilfredse med at Patrick har forlænget aftalen med os. Han er i en god udvikling, og vi forventer at han vil være en profil for FCF i den kommende periode, siger direktør Stig Pedersen.

I denne sæson er Patrick Egelund noteret for fem startpladser i FC Fredericia-trøjen og seks gange er han blevet skiftet ind. I de øvrige seks kampe i efteråret, var Egelund med en skade.

To anholdt efter drab ved Dragør Fort

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Københavns Politi vil være til stede med den mobile politistation ved Dragør Fort mandag efter et drab på en 54-årig mand søndag aften.

Klokken 18.29 fik Københavns Politi første anmeldelse om et overfald ved Dragør Fort og rykkede massivt ud. Her var en 54-årig mand kort forinden blev overfaldet af to personer. Han var stukket flere gange med kniv, og hans liv stod ikke til at redde.

Der blev med det samme iværksat en omfattende efterforskning. Nogle timer senere blev en 31-årig mand anholdt, og natten til mandag blev yderligere en 36-årig mand anholdt i forbindelse med drabet.

– Vi mener, at de to personer har en forbindelse til drabet, men det er for tidligt at sige, hvorvidt de er identisk med de to personer, som overfaldt den 54-årige. Vores umiddelbare efterforskning viser, at den 54-årige ikke har været et tilfældigt udset offer, men vi efterforsker bredt, og det er også for tidligt at lægge os fast på et motiv, siger politiinspektør Dannie Rise.

Nærpolitiet vil mandag være tilstede ved Dragør Fort med den mobile politistation frem til kl. 12.00 og igen fra 16.00 – 19.00, hvor alle er velkomne til at komme og tage en snak med vores betjente.

De to anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret mandag med krav om varetægtsfængsling. Anklageren vil i den forbindelse begære om lukkede døre af hensyn til efterforskningen.

Fredericia Idrætsråd sætter fokus på frivillighed

0

Frivilligheden er i det danske foreningsliv kommet under pres – især efter Coronaen gjorde sit indtog. Derfor er det også en konkret problemstilling, som de fredericianske foreninger må forholde sig til. Og her vil Fredericia Idrætsråd gerne støtte op.

Foranlediget af ønsker fra foreningerne, der deltog i Idrættens topmøde i 2022, vil temaet for topmødet i 2023 være frivillighed. For frivillige er en vigtig ressource i de danske idrætsforeninger, der hverken skal negligeres eller tages for givet. For undersøgelser viser, at rigtig mange danskere faktisk gerne vil have et frivilligt virke, men de kommer bare ikke af sig selv. På Idrættens topmøde vil der derfor være inspiration til, hvordan der kan arbejdes med frivillighed – både ift. rekruttering, motivering og uddannelse. Herudover vil der være et fokus på moderne frivillighed i en tid hvor lønnede ressourcer i højere grad prioriteres til at understøtte et frivilligt virke.

Idrættens topmøde finder sted lørdag den 28. januar kl. 9-13 i Fredericia Idrætscenter, hvor der udover oplæg om temaet også vil være tid til dialog og erfaringsudveksling. Håbet fra Fredericia Idrætsråd er, at der kommer så mange foreninger, som muligt, og at de enkelte foreninger tager så mange repræsentanter med som muligt, der kunne være interesseret i at få mere viden om frivillighed. Derfor er der stadig mulighed for at tilmelde sig på Fredericia Idrætsråds hjemmeside.

I forlængelse af topmødet den 28. januar vil Fredericia Idrætsråd sætte yderligere fokus på frivillighed ved en række workshops, som i løbet af foråret og efteråret 2023 vil blive afviklet forskellige steder i Fredericia Kommune. Her vil der i forlængelse af topmødets først være mulighed for at blive klogere på organisering af frivillighed, så man er klar til flere frivillige. Til den anden workshop kan man blive klogere på hvordan foreningen rekrutterer frivillige på bedste vis. Herefter vil den følgende workshop sætte et fokus på unges frivillige engagement. Slutteligt vil der være en workshop om motivering og anerkendelse af frivillige.

Tanken fra idrætsrådets side er, at man kan shoppe rundt i de forskellige workshops alt efter det behov, som måtte have i sin forening. Man behøver heller ikke at have været med til Idrættens topmøde for at kunne deltage. Til gengæld kan man gennemgående få megen god viden om et vigtigt emne for det fredericianske idrætsliv.

SF: Fængselsbetjenteuddannelse er vigtig for at løse problemerne

0

Manglen på fængselsbetjente er til at tage og føle på. For i takt med, at længden på straffene og antallet af indsatte er steget, er antallet af fængselsbetjente også faldet. Et af tiltagene for at få flere til at tage en uddannelse som fængselsbetjent har været en såkaldt pop-up uddannelse. Sådan en åbner den 23. januar i Esbjerg, og det glæder Karina Lorentzen, der er SF’s retsordfører, fordi den seneste aftale om Kriminalforsorgen gør fængslet i Sdr. Omme til Danmarks største.

-Pop-up uddannelsen er enormt vigtig for at løse manglen på fængselsbetjente her i området. Vi slår to fluer med et smæk! Fængslerne i Sdr. Omme og Renbæk mangler fængselsbetjente, og vi ved, at folk, der ønsker et sporskifte i deres arbejdsliv sjældent ønsker at rykke familien op med rode. Derfor tror jeg på, at det her er en virkelig god løsning, som jo også bekræftes af, at alle pladser er besat, siger Karina Lorentzen Dehnhardt, SF’s retsordfører.

Hun mener, at pop-up-uddannelser er et vigtigt tiltag, som man med fordel kan overveje i andre dele af landet.

-Manglen på fængselsbetjente er desværre ikke kun et problem her i området. Det er det samme i hele landet. Derfor vil det også være klogt at undersøge, om det giver mening at oprette pop-up uddannelser i andre egne af landet.

Hun peger også på, at flere fængselsbetjente giver mulighed for ordentlige indsatser, der kan hjælpe indsatte på rette fod igen.

-En dygtig fængselsbetjent kan få en indsat på ret køl igen. Det kan få dem til at holde sig ude af kriminalitet, og gøre dem i stand til at få livet på rette vej igen. Derfor er relationsarbejdet mellem indsat og ansat så vigtigt, og derfor skal der gang i rekrutteringen og uddannelsen.

COZY i Fredericia er ikke lukket

0
(Foto: Massimo Grillo, Format Media)

I disse uger får COZY ved Lystbådehavnen i Fredericia massevis af henvendelser om, hvad der skal ske efter konkursen, hvad der skal ske med Restaurant Hannerup Skov og lignende spørgsmål. Der er bare et problem: COZY i Fredericia er ikke gået konkurs. Det er restauranten med samme navn i Vejle dog. Men de to virksomheder har intet med hinanden at gøre.

Antallet af henvendelser til Restaurant COZY i Fredericia er nu så mange, at restauranten har behov for at slå fast, at man holder åbent som normalt.

COZY i Fredericia er godt kørende. Foto: AVISEN

– Det startede med, at vi fik kald fra kunder vedrørende deres bookninger, men vi troede, at det ville stoppe hurtigt, når vi forklarede, at vi havde åbent som altid, fortæller restaurantchef hos COZY i Fredericia, Jeanette Christensen.

Men det stoppede ikke der. COZY, der i Fredericia, holder til helt nede ved vandkanten på Fredericia Lystbådehavn, Jesper Banks Vej, måtte tage mange flere kald og hørte også flere spørge, hvad der skulle ske med elever, medarbejdere og Restaurant Hannerup Skov.

– Det er gået op for os, at det er nødvendigt, at vi går i medierne og fortæller, at vi naturligvis har åbent, og intet har at gøre med konkursen i Vejle. Navnet er ens, men vi er ikke en kæde. Vi er stærkt i gang med vores januarmenu, så alle er velkomne til at booke og kigge forbi, nyde naturen og vores skønne rammer. Restaurant Hannerup Skov er absolut også i gang, hvor vi har selskaber alle slags, slår Jeanette Christensen fast afslutningsvist.

Danmark kalder ekstra spiller til VM-truppen

0

Den danske VM-lejr udvides med en 19. spiller, efter højrebacken fra Rhein-Neckar Löwen er stemplet ind i Malmø.

Forud for Danmarks gruppefinale ved VM mandag aften mod Egypten har landstræner Nikolaj Jacobsen fået et ekstra kort på hånden.

Han har nemlig sendt bud efter 28-årige Niclas Kirkeløkke. Bagspilleren, der foreløbig har 53 A-landskampe på sit CV, har ifølge landstræneren blandt andet nogle forsvarsmæssige evner, som Danmark kan få brug for.

– Vi står over for en helt afgørende kamp, og jeg vil gerne have nogle ekstra muligheder defensivt. Her kan Niclas bidrage med sine kvaliteter, siger Nikolaj Jacobsen.

Niclas Kirkeløkke er allerede godt inde i det danske spil, efter han både var med landsholdet under sidste års EM, ligesom han var en del af landsholdssamlingerne i marts og april.

Danmarks endelige holdkort til mødet med Egypten skal indgives til Det Internationale Håndboldforbund en time før kampstart.

Serieindbrud i campingvogne

0
Foto: Pixabay

På en campingplads har der i et længere tidsrum været indbrud i campingvogne.

Indbruddene er sket på Grønninghoved Strand Camping, der ligger i Sjølund i Kolding Kommune, i perioden den 1. december til den 22. december.

I alt er der noteret tre indbrud i campingvogne, men det er ikke opgjort, hvad der er stjålet.

Mor har formentlig dræbt sine to børn, for derefter at slå sig selv ihjel

0

Søndag den 22. januar 2023 modtog Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse om mistænkelige dødsfald på en adresse i Vejrumbro øst for Viborg, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelse.

Da politiet ankom til adressen, fandt de en 49-årig kvinde og hendes to børn på henholdsvis 11 og 14 år, der alle tre var afgået ved døden. Det var en bekendt til familien, der opdagede dødsfaldene og alarmerede politiet.

– Vi er altid meget forsigtige med at konkludere noget for tidligt, så vi efterforsker sagen som enhver anden drabssag, hvor vi kigger i flere retninger. Vores foreløbige efterforskning tyder på, at kvinden formentlig har dræbt de to børn for derefter formodentlig at slå sig selv ihjel, men vi efterforsker som nævnt fortsat i flere retninger. Fortæller vicepolitiinspektør Jim Hansen i pressemeddelsen, han er leder af den centrale efterforskningsafdeling hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Efterforskningen fortsætter, og politiet arbejder i området med hundepatruljer og kriminalteknikere for at klarlægge omstændighederne omkring dødsfaldene. Foreløbig tyder efterforskningen på, at der ikke har været andre involverede i forbindelse med dødsfaldene, og at kvinden formodentlig har dræbt sine to børn, før hun slået sig selv ihjel.

Østervangsvej i Vejrumbro er fortsat spærret af, mens politiet arbejder på stedet. Det er endnu ikke klart, hvor længe undersøgelserne vil stå på, men efterforskere vil fortsat være til stede mandag.

For at tage hånd om den utryghed, der kan være i lokalsamfundet efter en sag som denne, vil lokalpolitiet i Viborg arrangere et møde mandag aften for beboerne i Vejrumbro. Midt- og Vestjyllands Politi vil deltage i mødet og give svar og komme eventuelle falske rygter til livs.

– Det er naturligvis en sag, der påvirker og ryster et lille lokalsamfund dybt. Derfor vil vi i samarbejde med lokale kræfter arrangere et møde for byens beboere, hvor også vi fra politiet vil være til stede. Vores efterforskere arbejder intensivt på at få afdækket omstændighederne omkring de tre dødsfald, og selvfølgelig kan vi ikke fortælle om detaljer i efterforskningen, men vi vil alligevel kunne give de berørte borgere nogle svar og også kunne hjælpe med at komme eventuelle falske rygter til livs, siger vicepolitiinspektør Christian Toftemark i pressemeddelsen.

Midt- og Vestjyllands Politi har ikke flere kommentarer til efterforskningen, og de nærmeste pårørende til de afdøde er underrettet.

Sådan undgår regionen nedlukning af lægevagten igen

0

11 konsulationssteder i Region Syddanmark endte med at lukke som følge af coronapandemien. De blev ikke genåbnet igen, men med den nye lægevagtaftale mener Region Syddanmark, at man undgår en lignende situation igen.

Den gamle aftale lød på, at der er 21 konsulationssteder, men som følge af covid-19 blev 11 lukket ned. Det betød, at eksempelvis borgere i Fredericia var henvist til lægevagten i Kolding, selvom det betød en køretur på omkring en halv time. Det har Region Syddanmark slået ned på i forhandlingerne om en ny aftale med PLO-Syddanmark. Aftalen blev indgået tirsdag aften, og blev torsdag præsenteret på Hindsgavl Slot i Middelfart.

Til stede fra regionsrådet til pressemødet var chefforhandler Bo Liebergren (Venstre), Carsten Sørensen (DF) og Jette Damsø Henriksen.

– Det har været hårdt og belastende. I den her proces har det betydet meget for partierne at have nærhed. Derfor har forhandlingerne været hårde, da vi har insisterer på det skal være nært. Vi har set ind i det pga. corona og derfor er det glædeligt med en ny aftale, siger Carsten Sørensen.

PLO-Syddanmark mener ikke, at det har været utrygt for borgerne i perioden uden 21 konsulationssteder. Jette Damsø Henriksen er enig.

– Der er ingen tvivl om, når man taler om sikkerheden, at det har været i orden, da PLO ved behov har de kørt ud, men for os er det ligeså vigtigt, at man kan opleve trygheden med, at man kan komme til en lægevagt, siger hun og uddyber:

– Det har været utrygt på den facon, at det ikke var nært. Der har ikke været utryghed over fagligheden. Det har været nærværet, der har været problemet. Dem, som bor tæt på de store byer, har ikke skænket det en tanke, men dem der bor i små områder har været nervøse.

Carsten Sørensen forstår, at PLO-Syddanmark lukkede konsulationssteder ned som følge af coronapandemien. Efterfølgende genåbnede stederne dog ikke.

– Det har været et irritationsmoment, da corona ikke var samfundskritik længere, at man fastholdt det med ti steder, da vi havde en aftale med 21 steder, siger Sørensen.

For at undgå en lignende situation igen, hvor politikerne slet ikke var opmærksomme på, at lægevagten var lukket ned i flere byer, er der der nu tilføjet et punkt i aftalen for at undgå det sker igen.

– Vi kommer jævnligt til at tale sammen nu, hvor vi skal diskutere noget med implementeringen, og årligt kommer vi til at tale sammen to gange. På den måde bliver vi holdt opdateret nu, fortæller Jette Damsø Henriksen.

Aftalen træder i kraft den 1. februar, men det betyder ikke, at alle lægevagterne igen er åbne der.

– Jeg tør ikke sige, hvornår de åbner igen. PLO skal komme med en plan for genåbningen, og så skal vi i dialog med kommunerne omkring den bistand de skal yde, siger Bo Liebergren.

Den nye aftale mellem Region Syddanmark og PLO-Syddanmark betyder blandt andet, at fra den 1. februar 2024, skal Region Syddanmark overtage alle lægevagtens opgaver i tidsrummet klokken 23:00 – 08:00. Hvordan behandlingen præcis vil foregå i det tidsrum, kan regionen endnu ikke oplyse.

Danskerne undgår RKI-registreringer – men hvor længe?

0
Foto: AVISEN

Højere leveomkostninger for danskerne kan fortsat ikke ses i RKI-registret, der efter en lille stigning i antallet af registreringer i første halvår 2022 nu falder en lille smule i andet halvår.

Når der er dumpet rudekuverter ind hos danskerne, har der de seneste ni år været rigtig gode muligheder for, at de er blevet betalt. Lave renter og en generel god økonomisk polstring har siden 2014 år været overskriften for markant færre dårlige betalere i RKI-registret.

Lidt flere danskere var registreret i RKI, da data- og analysevirksomheden Experian opgjorde registret efter første halvår 2022 sammenlignet med udgangen af 2021 – det var første stigning i antallet af registrerede i otte år. Til gengæld viser de nye tal for resten af 2022 et lille fald til 170.912 danskere i RKI. Efter første halvår 2022 var der 171.746 danskere i registret.

Den udvikling kommer lidt bag på Bo Rasmussen, der er direktør hos Experian:

– Vi troede egentlig, at vi ville opleve fortsat flere registrerede efter stigningen i første halvår af 2022. Men heldigvis er danskernes privatøkonomi så stærk, at der er mange, der endnu formår at betale hver sit. Store friværdier, høj beskæftigelse og rekordstore opsparinger hjælper lige nu, hvor priserne ellers løber løbsk, forklarer han.

– Mange danskere har opbygget en solid privatøkonomi under de seneste ti års lave renteniveauer, og en stagnation i antallet af RKI-registreringer er jo i sig selv meget flot, da det i et historisk perspektiv er meget få danskere, der er registreret, fortsætter han.

Flere danskere i RKI fremover

For Experian-direktøren er den lille stigning over 2022 dog et forvarsel om, at trenden i RKI sandsynligvis ændrer sig.

– Vi har haft økonomisk medvind de seneste mange år, men i 2022 har vi mærket på vores privatøkonomi, at der nu kommer en regning for at tøjle inflationen. Renterne er kravlet op, og forbrugerpriserne er steget markant, og det rammer hårdt hos dem, der har sværest ved at betale regningerne. Især dem med flekslån, der står til refinansiering, kan få yderligere problemer.

– Ligesom ved forrige RKI-opgørelse forventer vi, at der kommer flere registreringer over det næste halvår. I en usikker periode går der nogle kvartaler, før vi ser, antallet i RKI stiger. Det skyldes blandt andet, at der ofte går en periode med rykkerproces, før en manglende betaling bliver konverteret til en RKI-registrering, pointerer Bo Rasmussen.

Normalt flytter antallet af registrerede i RKI sig ikke drastisk hen over et år, og bevægelserne sker ofte over længere årrækker. Ifølge Experian-direktøren har vi nu været i en lang periode med en nedadgående tendens, og nu kan vi kigge ind i en periode, hvor der kontinuerligt kommer flere danskere i RKI.

Fokus på långivning

For Experian-direktøren er der ingen tvivl om, at ansvarlig långivning sammen med gunstige, økonomiske vilkår har været en vigtig faktor bag faldet i RKI-registreringer de seneste år.

Men med en større usikkerhed i den nærmeste fremtid pointerer han, at det er nødvendigt med samme eller måske ligefrem øget fokus blandt långiverne.

– At give lån til personer, der kan betale tilbage, er sund fornuft for både långiver og -tager. Derfor er det vigtigt for långiverne at have så gode kreditinformationer som muligt, siger Bo Rasmussen.

Experian har for eksempel udviklet værktøjer, så långivers ansatte får et samlet økonomisk overblik over låntager. Det er Bo Rasmussens forventning, at fokus i den offentlige debat fremover kommer til at dreje sig endnu mere om kreditgivning, og derfor er det en god idé for långiverne, at de er bedst muligt hjulpet.

Ny RKI-opgørelse i nøgletal (ultimo december 2022):

– 170.912 danskere er registreret i RKI ved udgangen af december 2022. Det er et fald sammenlignet med juni 2022, men en lille stigning siden opgørelse ved årsskiftet 2021/2022.

– Den samlede misligholdte gæld lyder på cirka 9,4 milliarder kr. – det er en bundrekord og et fald på ca. 2,4 milliarder kroner siden januar 2021. Til sammenligning var den samlede misligholdte gæld i januar 2014 på 16,9 mia. kr.

– Det gennemsnitlige skyldige beløb pr. person er 55.055 kr.

– I gennemsnit er hver enkelt dansker i RKI registreret med 2,58 sager med en gennemsnitlig beløbsstørrelse på 21.295 kroner.

– Region Sjælland er fortsat den region med den største andel af registrerede personer med misligholdt gæld: 4,37 procent af personer på 18 år eller derover i Region Sjælland står i RKI. Region Hovedstadens borgere er bedst til at undgå en registrering i RKI. Her er det kun 2,89 procent af befolkningen, der er i RKI.

[Fakta om RKI]

– RKI-registret er en avanceret løsning, som en lang række danske virksomheder og inkassoselskaber bruger til at registrere personer og virksomheder, der ikke får betalt deres regninger.

– Ender du i RKI-registret har det blandt andet indflydelse på dine muligheder for at optage lån og købe på kredit.

– Du kan godt være registreret flere gange i RKI på samme tid: Hvis du for eksempel har udeståender med to forskellige kreditorer, kan begge registrere dig.

– Når en registrering bliver slettet, fjernes den helt fra registret – også historikken.

Om Experian

Experian er verdens førende leverandør af data- og analysetjenester. Under livets store øjeblikke – fra at købe et hjem eller en bil, til at opstarte en forretning- giver vi forbrugere og vores kunder mulighed for at administrere deres data med tillid. Vi hjælper enkeltpersoner med at tage økonomisk kontrol og få adgang til finansielle tjenester, og virksomheder til at træffe bedre beslutninger. Vi hjælper långivere med ansvarlig långivning og organisationer og virksomheder med at forhindre identitetssvig og kriminalitet.

Vi har 20.600 kollegaer, der opererer i 43 lande, og hver dag investerer vi i nye teknologier, talentfulde mennesker og innovation for at hjælpe alle vores kunder med at maksimere enhver mulighed. Vi er noteret på London Stock Exchange (EXPN) og er en fast bestanddel af FTSE 100-indekset.

EWII fik underskud på 92 millioner kroner i 2025

EWII fik underskud på 92 millioner kroner i 2025

BUSINESS. Forsinkede godkendelser, rekordlave solpriser og et elnet under pres. 2025 blev et skuffende regnskabsår for energikoncernen EWII — men bag underskuddet på 92,5...