Der er ikke behov for flere booster-stik mod covid-19 i denne sæson

0

Både international forskning og danske data viser, at man er godt beskyttet mod alvorlig sygdom af covid-19, hvis man har fået et booster-stik i løbet af efteråret og vinteren 2022/23. Sundhedsstyrelsen har derfor besluttet, at der ikke skal tilbydes yderligere boostervaccination i denne sæson.

Sammen med en faglig ekspertgruppe har Sundhedsstyrelsen vurderet, om der er behov for at tilbyde en yderligere boostervaccination mod covid-19 til udvalgte sårbare grupper, herunder plejehjemsbeboere og personer på 85 og derover.

– Vi har den højeste vaccinations-tilslutning i Europa, og vaccinerne har vist sig at være meget effektive, også for de allerældste og mest sårbare. Vi befinder os et godt sted i covid-19 epdemien. Det kan vi kun glæde os over, siger sektionsleder og overlæge Kirstine Moll Harboe.

Siden booster-vaccinationsprogrammet gik i gang den 15. september 2022, har der været en god fremdrift og høj vaccinationstilslutning.
92% af beboere på plejehjem har fået et booster-stik og for personer over 85 år, er der en tilslutning på 91%. Blandt personer over 50 år har 79% fået en boostervaccination.

Danske data viser, at vaccineeffektiviteten efter en boosterdosis med én af de variantopdaterede vacciner, som vi tilbyder i programmet, fortsat er meget høj her 3-4 måneder efter opstart. Sammenligner man med personer, der har fået 3 stik, giver en booster med en af de variantopdaterede vacciner en cirka 74% bedre beskyttelse mod indlæggelse på grund af covid-19.

Samtidig ser epidemien ud til at klinge af, og smitten ligger på et meget lavt niveau på trods af, at vi stadig er midt i vintersæsonen. Smittetallet falder i alle aldersgrupper, og der er færre covid-19 relaterede indlæggelser og dødsfald.

Derfor vurderer Sundhedsstyrelsen, at der ikke er behov for at tilbyde yderligere boostervaccination til udvalgte målgrupper, herunder ældre og plejehjemsbeboere.

– Vi forventer, at både immuniteten og effekten af vaccinerne vil falde med tiden, og Sundhedsstyrelsen vil i løbet af foråret/sommeren 2023 begynde at lave planer for efterårets vaccinationsprogrammer, slutter Sundhedsstyrelsen.

Kom med, når DGI og 52 kommuner satser på fremtidens frivillige: de unge

0

5 kommuner i Sydøstjylland sætter sammen med DGI fokus på unge og deres frivillige engagement igennem gratis workshops. Her kan foreninger få konkrete råd og inspiration til at tiltrække unge – til gavn for både unge og foreningen.

Det er et paradoks. Unges trivsel forbedres, når de er frivillige i en idrætsforening, viser en undersøgelse af bureauet KL7 fra 2019. Alligevel falder antallet af frivillige unge i foreningerne.

Det vil DGI og halvdelen af landets kommuner gøre noget ved. Sammen har de søsat indtil videre 52 gratis workshops i hele landet, hvor lokale idrætsforeninger kan få konkrete værktøjer til at få unge ind i foreningen. I DGI Sydøstjylland er der workshops i Horsens, Vejle, Hedensted, Kolding og Fredericia, og alle foreninger er velkomne.

Udviklingskonsulent i DGI Sydøstjylland Preben Egeskov mener, at flere unge frivillige vil gøre gavn for både de unge og for foreningerne:

– Vi forventer, at vores indsats med kommunerne i Sydøstjylland kommer til at gøre en positiv forskel for mange unge og deres trivsel. Men vi er også sikre på, at det vil styrke idrætsforeningerne, når de kan inkludere flere unge og formår at bruge deres perspektiver og ideer til at udvikle nye aktiviteter og tilbud til medlemmerne.

Næsten hver anden ung er frivillig

Unge er i gennemsnit mere frivillige end voksne. Tal fra Idrættens analyseinstitut IDAN viser, at 43 procent af 16-19-årige er frivillige. Til sammenligning er 35 procent af 20-79-årige frivillige.

Læg dertil, at 39 procent af unge, som ikke allerede er frivillige i dag, gerne vil være det. Det viser undersøgelsen foretaget af bureauet KL7. Der er altså god mulighed for at få engageret endnu flere unge i foreningerne.

DGI sætter fokus på unges frivillige engagement som et led i en større indsats, der vil løbe i hele 2023. Det ser direktør for DGI Idræt & Fokus Mikkel Nørtoft Magelund et stort potentiale i:

– Vi ved, at det kan have en positiv betydning for et ungt menneske at engagere sig i frivilligt arbejde i en forening. Derfor er vi i DGI meget optaget af at skabe de bedste betingelser for, at så mange unge får muligheden for at blive frivillig.

Mød de unge på workshoppen

Målet med DGI og kommunernes workshops er at få unges frivillige engagement på dagsordenen i foreningerne, og samtidig udvikle foreningerne så de bliver endnu bedre i stand til at tiltrække unge.

En workshop tager tre timer og deltagerne får lov til at møde unge frivillige og høre om deres oplevelser og erfaringer. Herudover får deltagerne den nyeste viden fra undersøgelser, inspiration fra andre foreninger, og viden om hvilke værktøjer og indsatser foreningerne kan tage i brug.

To mænd dømt skyldige i rufferi og menneskehandel

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

To mænd er i dag ved Retten i Odense dømt skyldige i at stå bag et netværk, der anvendte ukrainske og russiske kvinder som prostituerede på lokaliteter i Odense, København og Aarhus.

Tre mænd blev anholdt i maj 2022 og to mænd blev altså dømt i sagen, hvor der var domsafsigelse i dag den 1. februar 2023 ved Retten i Odense.

De dømte er:

  1. mand, russisk statsborger, 30 år, der har været bosat i Danmark i 22 år – er også dømt for handel med kokain og hash – er idømt fængsel i 4,5 år og udvist med indrejseforbud for bestandigt.
  2. mand, lettisk statsborger, 25 år, er idømt fængsel i 3,5 år og udvist med indrejseforbud for bestandigt.

Hos de tiltalte blev der derudover bl.a. konfiskeret 20 mio. kr. i skønnet udbytte. Desuden blev en Audi A6 konfiskeret.

Anklager Jacob Thaarup udtaler:

– Jeg er meget tilfreds med, at retten har dømt de to hovedpersoner i den prostitutionsring, som Fyns Politi optrævlede sidste år. Jeg er også meget tilfreds med, at de to blev dømt for menneskehandel med hensyn til flere af de prostituerede kvinder. Der er tale om en ussel og grov udnyttelse af kvinder i en sårbar situation. Det er jeg glad for at straffenes længde afspejler.

En stor del af beviserne mod personerne i den omtalte prostitutionsring har været den interne kommunikation mellem bagmændene og de udnyttede kvinder bl.a. via den russiske besked-app Telegram.

Som tidligere oplyst er der ikke noget, der tyder på, at de ukrainske kvinder er kommet til Danmark som flygtninge i forbindelse med krigens udbrud i Ukraine.

Begge dømte ankede sagen til Landsretten med påstand om frifindelse.

Ny medarbejder skal være med til at sikre turismeaktører

0

Malou Traberg tiltræder 15. februar 2023 som ny Medie- og Eventmanager hos Experience Fredericia som er en del af Business Fredericia, og skal være med til at videre udvikle vores pakke og konferencetilbud til erhvervsturister samt vores forskellige kommunikationskanaler.

Malou kommer med syv års erfaring indenfor udvikling og koordinering af internationale events. Senest har Malou været Head of Office for VM i Ridesport 2022, i MCH Messecenter Herning. Malou har ledet store såvel som små projekter og har beskæftiget sig med internationale events på dansk jord ved flere store venues rundt om i landet eksempelvis Odense Congress Center.

Malou glæder sig meget til at starte i den nye stilling.

– Jeg er meget imponeret over den udvikling Fredericia er gået igennem de senere år. Fredericia er en by med spændende og inspirerende muligheder for oplevelser, overnatning og gourmet. Med sin unikke placering ved vand, skov og midt i Danmark er det et oplagt sted for virksomheder at mødes. Jeg glæder mig til at være med til at skabe udvikling i Fredericia ved at promovere unikke oplevelser, siger Malou Traberg.

Malou har tidligere arbejdet med projektledelse, kommunikation, konceptudvikling, Sociale Medier, marketing, facilitering, grafiskarbejde, tekstforfatning og interessentvaretagelse.

– Malou kommer med en erfaring der passer helt ind i vores videre udvikling af Experience Fredericia. Vi ser meget frem til at byde Malou velkommen i teamet omkring Experience Fredericia. Malou bliver en vigtig del i at sikre vores turismeaktører og området for den forsatte opmærksomhed, som allerede nu har været med til at sikre nogle spændende events til byen, udtaler Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer.

Chris Hermansen fortsætter:

– Fra første gang jeg talte med Malou, kunne jeg mærke en kæmpe begejstring og et hjerte der brænder for oplevelser. Malou kommer med en solid værktøjskasse og en viden om eventafvikling helt ned på praktisk niveau, som kommer til at gøre Malou til en uundværlig sparringspartner for både mig men også alle vores aktører og kunder.

Malou er 28 år gammel og er født og opvokset i Vejle. Sammen med hendes bedre halvdel bor hun stadig i Vejle den dag i dag, og har derfor indgående kendskab til hele Trekantområdet. Malou er inspireret og drevet af oplevelser og events, både i hendes arbejde, men i særdeleshed også på den private front. Derfor bruges det meste af hendes fritid også på at dyrke hendes omgangskreds og diverse arrangementer. Herudover nyder hun at udforske og opleve resten af verden på årlige ferier og rejser.

Solceller på taget af Bilka i Vejle skal dække en femtedel af varehusets energiforbrug

0

Bilka i Vejle har fået solcellepaneler på taget af varehuset, og de er netop blevet taget i brug.

Fremover når du handler i Bilka i Vejle kan du lune dig ved tanken om, at solen ikke kun varmer, men også laver strøm på toppen af varehuset, mens du handler.

Solcelleanlægget på taget af Bilka i Vejle er nemlig blevet taget i brug mandag 30. januar, og det betyder, at det kan dække en femtedel af varehusets energiforbrug.

Solcelleanlægget i Vejle er ét ud af 570, som Salling Group, der ejer Bilka, sætter op på koncernens matrikler i både ind- og udland.

Det begejstrer varehuschef i Bilka Vejle, Sten Kjeldsen, at der er kommet solceller på taget.

– Det glæder mig meget, at anlægget er taget i brug. I en tid hvor energipriserne er usikre, er det dejligt, at vi tager et skridt imod den grønne omstilling. Solcelleanlægget kan producere cirka en femtedel af den strøm, vi bruger i varehuset, så vi kommer til at spare på energien og blive mere selvforsynende, siger han.

De 570 solcelleanlæg på Salling Groups matrikler skal dække mindst 25 procent af koncernens energiforbrug, og da der allerede i år bliver opsat solceller, gør det Bilka, føtex og Netto til førende energiproducent i dansk dagligvarehandel.

– Det er glædeligt, at vi har fået solceller på taget af Bilka i Vejle. Vi har sat fuld fart på udrulning og implementering af energi- og el-besparende indsatser, som hjælper os med at sænke vores el-forbrug og dermed både regningen, som er steget eksplosivt i år, og vores CO2e-aftryk, siger CSR-direktør i Salling Group, Henrik Vinther Olesen.

Foruden Bilka i Vejle er der blandt andet sat solcelleanlæg op på taget af Bilka i Viborg samt på Salling Groups hovedkontor i Aarhus.

FAKTA:

– Solcellerne på taget af Bilka i Vejle kan generere 887.500 kWh/år, hvilket svarer til cirka 170 gange almindeligt forbrug i en dansk husholdning
– Solcellerne i Vejle kan dække 20,6 procent af varehusets energiforbrug
– Panelerne er opsat på taget i Vejle, og de er netop blevet taget i brug

Røveri i ALDI på Odensevej

0
(Foto: Avisen)

Fyns Politi modtog i går klokken 20.55 en anmeldelse om røveri mod ALDI på Odensevej i Middelfart. Her havde en røver truet sig til kontanter med en køkkenkniv.

– Politiet fik gennem vagtfirma en anmeldelse om røveri i Aldi i Middelfart, hvor gerningspersonen havde truet kassemedarbejderen med en køkkenkniv til at udlevere kontanter. Gerningspersonen undslap med kontanter og var ikke til stede, da patruljen ankom. Der er foretaget gerningstedsundersøgelse og hundepatruljen har søgt efter gerningspersonen. Signalement: ung mand i sort tøj, blåt mundbind og medbringende en Rema1000 pose, oplyser Fyns Politi onsdag middag.

Mand efterlyses efter hærværk og indbrudsforsøg

0

I går måtte en mand haste fra Hotel Postgaarden i Fredericia, da hans varebil, der stod parkeret i Oldenborggade, blev udsat for indbrudsforsøg og hærværk.

– En rude blev knust til en udenlandsk varebil, men bilens ejer kommer ud, hvorefter gerningsmanden løber. Gerningsmanden havde sort tøj på og bar blandt andet en hættetrøje. Det skete klokken 19.55 tirsdag aften. Manden, der beskrives som almindelig af bygning og 170-180 centimeter høj, var hurtigt væk. Vi ved ikke om, der er sammenfald mellem gerningsmanden her og en gerningsmand, der løber fra et indbrudsforsøg senere samme dag, siger Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

Læs også


Indbrudstyv løb fra cykelskur

0
Foto: AVISEN

Sydøstjyllands Politi måtte i går en tur til Kongensstræde i Fredericia. Her havde en anmelder set en mand forsøge at bryde en dør op til et cykelskur.

– Tirsdag 23.15 får vi en anmeldelse om forsøg på indbrud. En mand med dansk udseende, cirka 180-190 centimeter høj, almindelig af kropsbygning, med en sort hættetrøje, sorte joggingbukser og en grå jakke på, løber fra Kongesstræde 25 efter, han blev opdaget i sit indbrudsforsøg, det oplyser Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.

Billund Lufthavn: Inflationen ikke har påvirket danskernes rejselyst nævneværdig

0
Billund Lufthavn. Foto: Kenneth Stjernegaard

Det nye år er skudt godt i gang i Billund Lufthavn med opstart af en populær skidestination, annoncering af nyt selskab, og god aktivitet i både passager- og luftfragtsterminalen i Billund Lufthavn.

I januar 2023 gik 214.018 passagerer igennem terminalen i Billund Lufthavn. Det er en vækst på 90,9 procent ift. januar 2022. Den massive vækst i januar skyldes, at COVID-19 stadig havde et fast greb i samfundet i starten af 2022.

Den høje aktivitet i passagerterminalen er langt hen af vejen båret af rutetrafikken, hvor bl.a. erhvervslivet er kommet fornuftigt i gang igen. Samtidig er der stadig høj aktivitet blandt de ferierejsende, der både søger til tropiske himmelstrøg men også til snehvide skipister.

– Der er for første gang høj aktivitet i januar, siden Covid indtraf. Det er skønt, at aktiviteten igen bliver fordelt på hele året. Der er især høj aktivitet på rutetrafikken i Billund Lufthavn. Vi kan se af vores data, at erhvervstrafikken nærmer sig samme niveau som før Covid, fastslår Jan Hessellund og fortsætter med at sætte nogle ord på ferietrafikken:

– Aktiviteten på ferietrafikken er fortsat høj. Den lille afmatning, som vi ser i januar, er inden for de normale sving i aktiviteten, som vi også så før Covid. Så optimismen er stadig høj, da inflationen ikke har påvirket danskernes rejselyst nævneværdig. Danskerne vil ikke kompensere på deres udlandsbesøg.

Gang i nye destinationer og ruteannonceringer

2023 starter, hvor 2022 slap. Billund Lufthavn har spændende dialoger med forskellige flyselskaber på både passager- og fragtsiden. Og nogle af de gode dialoger fra 2022 har da også allerede båret frugt i 2023. Play meddelte i starten af januar, at de fra sommeren 2023 vil flyve to ugentlige afgange fra Billund Lufthavn, således der i kombination med Icelandairs flyvninger nu er fem ugentlige afgange mellem Billund og Island. SkyAlps startede op som nyt flyselskab i Billund Lufthavn den 7. januar med en rute til den populære skidestination i Italien, Bolzano.

Skidestinationer med fly bliver i højere grad mere populære blandt danskerne. SkyAlps annoncerede deres rute tilbage i august 2022, og siden da er sæderne nærmest blevet revet væk. Jan Hessellund glæder sig over gode nyheder i januar, men ser også frem til nogle store ruteåbninger senere på året.

– Vi har haft succes på ruteudviklingsfronten, og det har vi haft længe. Nu har Play annonceret, at de øger tilgængeligheden til Island fra Billund, så vestdanskerne kan flyve til og fra Billund Lufthavn fem gange i ugen. I Januar startede SkyAlps op, og de har haft stor succes med at sende danskere på skiferie. Herudover kan vi se frem til nye ruter fra Brussels Airlines, Austrian Airlines, Ryanair og Air Greenland den kommende sommer, og det glæder vi os meget til, siger Jan Hessellund.

Forventet nedgang i fragtmængderne

Det kinesiske nytår falder tidligere på året i år, end det gjorde i 2022. Det er medvirkende til, at fragten i Billund Lufthavn falder med 17,3 procent ift. januar 2022, da der kun er blevet fragtet 5.552 tons luftfragt igennem Billund Lufthavn.

I januar 2022 var der ligeledes en lang række store fragtfly, heriblandt var der besøg af 15 747-400F Jumbojets og Antonov AN-124, hvilket ligeledes også gør, at der er fald i mængderne i januar 2023.

– Kinesisk Nytår og det faktum, at vi ikke har haft så mange, store fragtfly med Coronaværnemidler i den måned som i tilsvarende måned sidste år, gør, at mængderne falder. Det var forventet, og det kommer vi med stor sandsynlighed også til at se de næste par måneder, afslutter Jan Hessellund.

Se tallene for januar 2023 her.

Unge fodboldspillere kæmper for at blive optaget i talentklasse

0

I disse uger er der prøvetræning i forhold til optagelse i talentklasserne på Ullerup Bæk Skolen afdeling Nørre Allé i Fredericia. Tirsdag var der prøvetræning i fodbold, hvor 11 spillere i regn og kulde skulle vise sig frem for en DBU-repræsentant.

Den 11. januar var der informationsmøde omkring optagelsen til talentklasserne, og nu er det nået til næste skridt. Ansøgerne skal ud til prøvetræning i deres respektive sportsgren, og det startede tirsdag med fodbold på kunstgræsbanen bag Monjasa Park.

Klokken 07:45 startede de håbefulde fodboldspillere træningen. I alt har 12 drenge og fire piger søgt ind i talentklasserne, men tre af drengene var til en DBU-træning og kunne derfor ikke deltage i træningen i denne omgang.

– Derfor tager FC Ungdoms talentchef, Stephan Nyrup, ud og ser de pågældende spillere i træning eller kamp for at vurdere deres niveau, siger Keld Vestergaard fra Fredericia Eliteidræt.

Prøvetræningen foregik på kunstbanen bag Monjasa Park. Foto: AVISEN

Træningen varede frem til klokken 09:00, hvor de skule vise sig frem i den bidende kulde og regn, der kom i løbet af træningen. Der blev blandt andet kigget på tekniske færdigheder. Fra sidelinjen så flere forældre til på trods af kulden, og de kunne se, at koncentrationen var i top på banen.

Det handler dog ikke kun om at vise sig godt frem til træningen for at blive optaget i en talentklasse. Optagelsen sker også på baggrund af sportslig anbefaling fra klubben, som den pågældende elev er hos til daglig, og så kommer man til en samtale, hvor der spørges ind til forskellige ting om, hvorfor man vil gå i talentklasse og lignende.

– Klubberne og specialforbund giver en sportslig anbefaling i uge fem og seks, og derefter er der samtaler. Derefter får dem, der bliver optaget, svar den 1. marts, siger Keld Vestergaard.

I eksempelvis fodbold og håndbold kan Fredericia Eliteidræt selv varetage prøvetræningen, men i flere individuelle sportsgrene er det nødvendigt at skulle ud i klubberne. Det gælder eksempelvis i ridning, dans, golf og triathlon, og i basketball, selvom det ikke er en individuel sport, skal prøvetræningen også foregå i basketballklubben.

I kulden var der ingen spillere i hverken t-shirt eller shorts. Foto: AVISEN

I år er der omkring 60 ansøgere til at gå i talentklasserne, og det er elever, der både skal gå i 7. og 8. klasse efter sommerferien. Fælles for alle ansøgere er, at de skal igennem den samme proces med prøvetræning, som fodboldspillerne tirsdag var igennem.

Efter endt træning kunne de håbefulde unge fodboldspillere tage videre ud på deres respektive skole, og så skal der ellers krydses fingre for, at de bliver optaget i en talentklasse med start efter sommerferien.

LIVE: FC Fredericia kan tage stort skridt mod overlevelse

LIVE: FC Fredericia kan tage stort skridt mod overlevelse

0
FC Fredericia står foran en af forårets vigtigste kampe, når holdet møder OB i Odense. Med fire udesejre i træk jagter fredericianerne endnu et...