Håndboldkvinderne indtager Royal Arena for første gang

0
DK: 20221001, Randers, Danmark: DHF Golden League håndbold. Danmark-Schweiz. Mette Tranborg, Danmark Foto: Lars Møller UK: 20221001, Randers, Denmark: DHF Golden League handball. Denmark-Switzerland. Photo: Lars Moeller

Den 11. april bliver en stor dag for dansk kvindehåndbold, når det danske kvindelandshold for første gang løber på banen til en landskamp i Royal Arena. Billetsalget til kampen er netop skudt i gang.

Vær med til at skabe en kæmpe håndboldfest, når kvindelandsholdet til april, for første gang siden EM-sølvmedaljerne, spiller på dansk grund. Det er samtidig første gang nogensinde, at kvindelandsholdet skal spille i Royal Arena med plads til over 10.000 tilskuere.

Modstanderen til kampen er vores svenske naboer, og vil du sikre dig en plads på tribunerne til kampen, kan du allerede nu klikke dig ind hos Ticketmaster og købe din billet. Billetpriserne starter fra bare 100 kr.

Ikke siden VM på hjemmebane i 2015 har det danske kvindelandshold spillet foran et så potentielt stort publikum på dansk jord. Derfor er det nu lidt af en drøm, der går i opfyldelse:

– Vi har længe drømt om, at kvindelandsholdet igen skulle spille foran et stort, dansk publikum – og nu gør vi den drøm til virkelighed! Vi sætter alle sejl ind på at fylde den fantastisk arena til lejligheden, når vi skal hylde landsholdet for deres flotte præstation ved EM, siger Henrik Jacobsen, direktør i Dansk Håndbold Forbund og tilføjer:

– Vi er meget stolte over den opbakning, som danskerne viser Håndboldkvinderne. Især under EM, hvor i gennemsnit 1,4 mio. danskere så med. Så vi håber, at rigtig mange danskere vil være med til at skabe en kæmpe håndboldfest den 11. april og vise, at kvindelandsholdet også kan fylde Royal Arena.

Han bakkes op af landsholdets anfører, Sandra Toft:  

– Det bliver en kæmpestor oplevelse, og jeg håber, at der kan blive skabt en fantastisk stemning i hallen. Jeg glemmer ikke den oplevelse, vi havde i Jyske Bank Boxen tilbage ved VM i 2015, så det ville være fantastisk at få den oplevelse igen med landsholdet.

Bygger på tidligere håndboldsucceser i Royal Arena
Herrelandsholdet har med stor succes fem gange tidligere spillet for fulde huse i Royal Arena. Nu er det altså kvindelandsholdets tur, og også hos Royal Arena ser de frem til at huse Håndboldkvinderne for første gang:

– I løbet af 1990erne opnåede det danske kvindelandshold i håndbold stor respekt og en helt særlig status i den danske befolkning. Det var indiskutabelt et af de mest folkekære sportshold nogensinde herhjemme. Nu nærmer holdets kvalitet sig igen et niveau, hvor det er muligt at opnå den unikke position i danskernes hjerter, og jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at manifestere den ambition end i verdens smukkeste arena, siger Dan Hammer, adm. direktør i Royal Arena.

Danmark møder Sverige den 11. april i Royal Arena. Kampstart er kl. 21.00 og udover fra tribunen i Royal Arena kan kampen også ses på TV2.

182 eftersøgte personer anholdt

0
(Foto: Aarø)

Indtil nu er 182 personer eftersøgte blevet anholdt, fordi de havde udestående med andre offentlige myndigheder.

Siden årsskiftet har Midt- og Vestsjællands Politi gennemført en omfattende aktion for at finde de personer, der af den ene eller anden grund er efterlyst af andre myndigheder.

Det er typisk personer, der har et udestående med fogedretten, men der kan også være tale om personer, der er udeblevet fra Forsvarets Dag eller som ikke er mødt til afsoning hos Kriminalforsorgen.

Siden 3. januar er i alt 182 personer blevet anholdt. De seneste uger har politiet især haft fokus på den vestlige del af politikredsen.

Antallet af personer, der har fået bragt orden i deres forhold til det offentlige, er dog langt højere. Politiet har nemlig telefonisk været i kontakt med cirka 500 personer, og af dem har omkring 300 valgt selv at tage kontakt til den myndighed, de har uafsluttede forretninger med.

– Vi har siden årsskiftet valgt at gå meget offensivt til værks i forhold til at finde og anholde personer, som er eftersøgt af politiet af forskellige årsager. Det betyder, at vi opsøger dem på bopælen eller forsøger at udfinde dem hos andre familiemedlemmer eller på deres arbejdsplads. Det er naturligvis en ubehagelig oplevelse for mange, så derfor skal opfordringen herfra være, at man melder sig selv, siger vicepolitiinspektør Søren Danielsen.

Han fremhæver samtidigt, at vinterferien er nært forestående, og der er derfor en risiko for, at politiets besøg kan gribe ind i de ferieplaner, man ellers har lagt, hvis man ikke selv får styr på sine udeståender.

Nogle gange kaster efterlysningssagerne også andre ting af sig. Da politikredsens operative forebyggere i denne uge var på vej for at besøge en 26-årig mand fra Holbæk, der skulle møde i fogedretten, bemærkede de manden komme kørende i nærheden af sin bopæl. Da bilen blev standset, lugtede der kraftigt at hash, og der blev da også fundet en joint i bilen. Manden var desuden frakendt førerretten.
En efterfølgende ransagning hjemme hos manden bragte yderligere nogle joints samt lidt hash og skunk samt en pose med THC-vingummi frem i lyset. De lå i slikskabet, og da manden forinden havde haft besøg af sin mindreårige søn i hjemmet, blev der samtidigt udfærdiget en socialrapport om forholdene på stedet. Efter udtagning af blodprøve blev manden transporteret videre til afregning med fogedretten.

Gudmundsson: En af vores bedste præstationer

0

FHK vandt med 27-22 på udebane mod SønderjyskE. Hele kampen igennem spillede fredericianerne disciplineret, og bortset fra indledningen af kampen, var forsvaret godt. Det fik Gudmundur Gudmundsson til at kalde det en af sæsonens bedste præstationer af holdet. Samtidig sender den islandske træner ros til fansene, som han selv var ude at high fives til efter kampen.

Se her interviewet med Gudmundsson:

Kommunerne står på et stærkt fundament af tillid mellem politikere og forvaltning

0
(Foto: AVISEN)

Undersøgelserne tyder på, at der er tillid, et stærkt samarbejde og en klar arbejdsfordeling mellem forvaltning og politikere i landets kommuner. Det er afgørende for, at vi kan levere velfærd af høj kvalitet til borgerne, lyder det fra KL’s administrerende direktør.

I kølvandet på det store fokus på embedsværkets rolle og samspil med politikerne har KL undersøgt, hvordan samarbejdet og samspillet er mellem det politiske niveau og embedsværket i kommunerne. KL’s undersøgelser viser, at samspillet mellem politikere og embedsværket generelt er godt og tillidsfuldt.

– De seneste års debat om embedsværket på Slotsholmen gjorde det helt naturligt for os også at undersøge, hvordan samarbejdet ser ud i den største offentlige sektor – kommunerne. På baggrund af de undersøgelser vil jeg mene, at vi godt kan konstatere, at samspillet mellem det politiske niveau og embedsmændene i kommunerne er velfungerende. Og at vi ikke ser tegn på, at der sker en politisering af embedsværket i kommunerne, siger KL’s administrerende direktør Kristian Vendelbo og uddyber:

– De svar vi får, tyder på, at kommunestyret står på et stærkt fundament af tillid mellem både politikere og forvaltning. Det gør mig glad på kommunernes og ikke mindst borgernes vegne. For et tillidsfuldt samarbejde mellem lokalpolitikere og forvaltning er helt afgørende for tilliden til demokratiet og for, at vi lokalt kan få de bedste rammer til at skabe gode velfærdstilbud til borgerne.

Klar rollefordeling

KL’s publikation samler hovedresultaterne fra fire undersøgelser lavet i samarbejde med bl.a. Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse og Kommunaldirektørforeningen.

Undersøgelserne tegner også et billede af et kommunestyre, hvor der er en tydelig arbejdsfordeling mellem kommunalpolitikere og forvaltning. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at det oftest er aftalt, hvordan opgaverne deles i dagligdagen. Det gælder mellem borgmesteren og kommunaldirektøren, hvor opgavefordelingen oftest er aftalt. Men den klare rollefordeling kommer også til udtryk gennem kommunens delegationsplaner, som beskriver, hvordan kommunalbestyrelsen har valgt at fordele opgaven mellem kommunalbestyrelse, politisk udvalg og det administrative niveau.

– Vi har også interesseret os for, om der er en tydelig arbejdsdeling mellem politikere og forvaltning, så politikerne kan lave politik, og embedsværket kan udmønte de politiske beslutninger i konkrete løsninger. Og at de to ting ikke bliver blandet uhensigtsmæssigt sammen. Svarene tyder på, at der er en god arbejdsdeling, som gør, at samarbejdet kan fungere i hverdagen, siger Kristian Vendelbo.

Fokus på det gode samarbejde

Han peger på, at selvom undersøgelserne tegner et godt samarbejde, så må man ikke hvile på laurbæerne. Fx svarer flere kommunalpolitikere, at forvaltningerne kan blive bedre til at gøre det tydeligt, hvilket politisk råderum der er i sagerne. Ligesom nogle administrative medarbejdere oplever et vist pres for at opnå bestemte faglige konklusioner af hensynet til et politisk ønske.

– Politikerne er jo sat i verden for at træffe beslutninger. Og det kan de bedst gøre, hvis de kender hele beslutningsrummet og alle mulighederne i en given sag. Når det er sagt, er det selvfølgelig også afgørende, at embedsværket har de rette rammer til at tilvejebringe den information til politikerne, så det samtidig er muligt at sikre faglighed og saglighed. Med rapporten her har vi taget temperaturen på samarbejdet lokalt, men det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på, hvordan vi udvikler og bevarer det gode samarbejde. Det fokus vil vi både komme til at have fra KL’s side, men det er jo især lokalt, at man skal have drøftelserne om, hvad man som kommunalpolitikere forventer af embedsværket og vice versa, siger Kristian Vendelbo.

Læs rapporten på KL’s hjemmeside

Lokalformand: Vi ser ind i svære forhandlinger

0

Bekymringer for årets overenskomstforhandlinger var et centralt emne, da HK Privat Sydjylland holdt sin årlige generalforsamling tirsdag den 7. februar

Formand Julie Bæk Krogh satte i sin mundtlige beretning ord på de svære overenskomstforhandlinger, der allerede er gået i gang på industriens område.

– Vi ser ind i nogle forhandlinger, der fra starten var svære på grund af inflations- og energikrisen. Desværre har regeringen valgt at gøre dem en hel del sværere, end de var i forvejen, ved at ville tage en fridag fra lønmodtagerne. Vi håber naturligvis altid på at opnå et resultat, der kan siges ja til, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at procedurerne omkring konflikt er blevet nærlæst ekstra grundigt i år, lød det fra formanden på HK Privat Sydjyllands generalforsamling.

Julie Bæk Krogh, der tiltrådte som formand efter Henny Fiskbæk på sidste generalforsamling, var ikke selv på valg i år. Det var til gengæld 5 bestyrelsesmedlemmer, og der var genvalg til alle: Tine Altschuler, René Thiemer, Jens Søndergaard, Marianne Skovshoved og Finn Lykke.

Som suppleanter blev valgt: Connie Alsted, Rikke Vognsen og Christian Holmgaard.

God trivsel kræver mental styrke

God trivsel kommer ikke af sig selv eller kun ude fra verden omkring os. Om vi er børn, unge eller voksne, så har vi selv potentiale og styrke til at skabe god trivsel for os selv og påvirke andre til det, også selv om verden omkring os er kaotisk og i krise. Men det forudsætter mental styrke, og hvordan tager vi fat? Det handler denne uges artikel om.

Den gode trivsel

Først må vi konstatere, at regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” tager godt fat i behovet for og formålene med god trivsel. Regeringen sætter herunder fire konkrete målsætninger op som regeringsgrundlag for at komme videre. Der ses her en tydelig sammenhæng med de syv øvrige spor i reformprogrammet ”Velfærd 2.0 – et reformprogram der udvikler Danmark”. Vi kan stærkt anbefale at både oppositionen, pressen og andre læser de 14 sider og specielt side 22-23, pkt. 3.6 Trivsel.

Selv en surmulende opposition må da erkende, at ”alle børn skal gives en tro på egne evner, livsmod og karakteregenskaber, som sætter dem i stand til af forme deres eget liv såvel som præge de fællesskaber, de indgår i”. ”Vi skal styrke robustheden og selvtilliden hos de unge”. Ingen kan da være imod forebyggelse af mistrivsel og sårbarhed, samt indkaldelse til trepartsforhandlinger om de 45.000 unge uden uddannelse eller arbejde.

Indsatsen for den gode trivsel hører dog ikke op med børne- og ungdomsårene. Voksne og ældre har også brug for god trivsel, både sammen og hver for sig. Den gode trivsel og livsglæde er en livslang lærings- og vedligeholdelsesproces, som er individuelt baseret. Vi mennesker er født forskellige som individer, og vi vokser op og lever livet i kulturelt forskellige familier, fællesskaber og samfund. God trivsel kan derfor ikke sættes på formel eller sættes ind i et regneark – one size does not fit all”. Men mangfoldigheden er vores styrke og skal udnyttes endnu bedre, end det sker i dag. Mangfoldigheden skal ikke undertrykkes gennem konservative og ensformige retningslinjer.

Derfor er sammenhængen mellem trivsel og de andre syv spor vigtig og betydningsfuld. Af plads hensyn vil vi her fremhæve en af de vigtigste: ”Frisættelsen af den offentlige sektor”. Frisættelsestanken, som vi er helt enige i, har mange facetter og snitflader, der kan skabe endnu bedre grobund for god trivsel. Styrkelsen af borgernes frie valg og styrkelsen af det lokale ledelsesrum, øgede frihedsgrader og større ansvar hos de 98 kommuner åbner op for nye lokalt forankrede og borgernære veje til GOD TRIVSEL. Afskaffelse af unødig regulering og kontrol, samt styrkelse af samarbejdet mellem det offentlige, civilsamfundet og det private erhvervsliv er også forudsætningsskabende for GOD TRIVSEL baseret på individuelle behov. Men det er ikke nok.

At skabe GOD TRIVSEL for det enkelte menneske i fællesskabet forudsætter, at det enkelte menneske har den nødvendige mentale styrke til at varetage sin del af opgaven og ansvaret for sin egen og andres trivsel. For GOD TRIVSEL skabes nemlig ikke i isolation, men i et samspil med de fællesskaber, som vi indgår i, hvor det enkelte menneske bliver en del af noget større. Vi mennesker er født som sociale væsner – afhængige af andre, og det kræver mental styrke hos den enkelte.

Mentale styrke

Mental styrke handler om, at du tager kontrollen tilbage til dig selv, så det er dig, der styrer din hjerne og ikke den, der styrer dig. Det er en mental tilstand af robusthed, hvor du kan beslutte at handle, og gøre det hurtigt og effektivt. En mental tilstand hvorfra du kan sætte mål, som du rent faktisk når, og hvor du for alvor får retning henimod et attraktivt og bæredygtigt liv med god trivsel som følgesvend.

Mental styrketræning som uddannelseselement for børn, unge, voksne og ældre

For de fleste mennesker kommer mental styrke ikke af sig selv. Men den ligger latent i os alle, og ubevidst skinner den igennem i ny og næ. Andre kan se, mærke og høre den, men ubevidstheden gør os selv blinde. Men den indre mentale styrke kan findes frem hos langt de fleste. Den kan opdyrkes, læres og trænes og skal vedligeholdes gennem hele livet.

Derfor bør den mentale styrketræning, eller hvad vi nu vil kalde den, integreres i uddannelsen og dannelsen af den enkelte samfundsborger tilpasset tidens og fremtidens krav, som grundstammen for god trivsel. En livslang dannelsesrejse, hvor den mentale styrketræning tilpasses individuelt ud fra den enkeltes personlighed, den aktuelle kontekst og den enkeltes behov.

Et sted at begynde kunne være at indføre mental styrketræning som uddannelseselement omkring børn og unges overgange mellem de forskellige uddannelsesstadier i børne og ungdomslivet: mellem daginstitutioner, folkeskole/friskoler, erhvervsskoler og gymnasier, samt videregående uddannelser. En træning/guidning i identitetsskabelse og –indsigt, ønsker og mål, samt konkrete adfærds- og kommunikationsværktøjer, der kan styre dem/os sikkert gennem de mentale udfordringer, som de forskellige livsfaser bringer os i. 

Det vil samtidigt kræve, at vi som forældre, lærere, venner, bekendte, familie, netværk m.v. bliver i stand til at støtte vores børn og unge i den dannelsesrejse. Med andre ord – vi andre skal også gå til mental styrketræning.

Mental styrketræning som del af kulturen og lederstilen

Mental styrke og mental styrketræning skal gennemsyre vores adfærdskultur og blive en del af vores fællesskabs DNA. Det bør afspejles i måden, vi driver og udvikler vores samfund på, det bør afspejles i den daglige lederstil overalt i samfundet, og den måde vi taler med hinanden og interagerer på. Det vender vi tilbage til i de kommende artikler.

Afrunding

Næste debataften er til torsdag den 17. marts 2023, kl. 19-21. Du er meget velkommen til at give dine indspark og synspunkter i debatten.

Vejle Musikteater lander 2022 med rekordhøjt billetsalg

0

Vejle Musikteater kommer ud af 2022 med det bedste billetsalg nogensinde. Billetsalget er 20 procent bedre end i 2019, som var det seneste normale salgsår før corona. Også besøgstallet kom godt igen i Vejle Musikteater i 2022.

2022 blev året, hvor Vejle Musikteater, efter godt to år i coronaens skygge, igen for alvor fik langet billetter over salgsdisken. Sammenlignet med 2019, som var det seneste normale salgsår uden corona, så steg billetsalget i 2022 med 20 procent og endte på godt 105.000 solgte billetter mod 88.000 i 2019. Faktisk endte 2022 med det bedste billetsalg i musikteatrets 30-årige historie.

2022 begyndte ellers trægt med nedlukning i begyndelsen af året, men så tog billetsalget ellers fart hen over foråret med den ene månedsrekord efter den anden. Især månederne november og december var højdespringere.

Dan Arnløv, formand i Kultur- og idrætsudvalget i Vejle Kommune, udtaler:

– Det er glædeligt at opleve, at kulturvanerne er tilbage på rette kurs igen. Bag kulisserne arbejder musikteatrets ansatte ihærdigt på at præsentere store oplevelser for os alle. Jeg tror aldrig, at programmet har været så godt skruet sammen, som det er nu. Der er kulturoplevelser for enhver smag og pengepung.

Mette Kier, direktør i Vejle Musikteater, supplerer:

– Vi er fantastisk glade for, at lysten til at opleve kultur af høj kvalitet er vendt tilbage efter corona. Vi har netop lanceret et super stærkt program i vores jubilæumsår, og i tiden frem, som vores gæster fra nær og fjern har taget så godt imod, så vi ser lyst på fremtiden for Vejle Musikteater.

2023 viser flotte salgstakter

Hvis man ser fremad og ind i det nye år, så går det den rigtige vej med billetsalget. Fx nærmer musicalen Grease, med hele 15 forestillinger til april, sig snart udsolgt. Ligeledes er billetsalget til Rock i Byparken også på niveau med tidligere gode år. Når man kigger på musikteatrets samlede program i 2023, så er der generelt flotte salgstakter. Det er især musicals, stand-up og rytmiske koncerter, som er populære hos gæsterne.

Besøgstallet også på rette vej

Når man ser på det antal gæster, der besøgte Vejle Musikteater til arrangementer i 2022, er der også lyse tegn. Besøgstallet landede nemlig i nærheden af niveau med 2019, som er seneste normale sammenlignelige år. 2022 landede på lidt over 100.000 besøgende gæster, mod godt 124.000 i 2019. Resultatet afspejler selvfølgelig, at musikteatret var nedlukket i de første to måneder af 2022, og derfor ikke havde mulighed for at afvikle arrangementer i samme omfang som i 2019. Set i det lys er musikteatret godt tilfredse med resultatet.

Top-5: Her er gæsternes favoritter i 2022

– Vejle Musikteater har lavet en opgørelse over de fem mest populære arrangementer i 2022, som opnåede flest gæstebesøg.

– I 2022 strømmede gæsterne i den grad til feel-good-musicalen Elsk mig i nat, som blev årets højdespringer. Lige i hælene, på andenpladsen, kom den populære udendørs musikfest, Rock i Byparken. Vejlenserne støttede igen op om de populære sommerkoncerter.

– På tredjepladsen står ingen ringere end verdensstjernen Bryan Adams, som i april måned kunne fylde Spektrum op med glade gæster.

– Vejle Musikteaters gæster elsker musicals. På en flot fjerdeplads er Pretty Woman The Musical.

– Det er en vaskeægte dansk powerkvinde, som indtager femtepladsen. Her kommer vi selvfølgelig ikke udenom Tina Dickow, som igennem årene har besøgt Vejle Musikteater flere gange med udsolgte koncerter, og altså også i 2022.

Top-5 arrangementer i 2022

  1. Elsk mig i nat
  2. Rock i Byparken
  3. Bryan Adams
  4. Pretty Woman – The Musical
  5. Tina Dickow

Carolyn Kaddu Rasmussen holder foredrag i Fredericia

0
Foto: Jan Holbo Rasmussen

Den 5.september gæster Carolyne Kaddu Rasmussen, kendt fra TV2s serie; Helt Sort, Fredericia med et tankevækkende foredrag under titlen: Hovedet i himlen og fødderne på jorden.

Carolyne Kaddu Rasmussen stammer fra Uganda, hvor hun i 1970 blev født ind i landets overklasse og med forældrenes forventning til, at hun skulle følge i sin fars fodspor som læge. Hendes liv formede sig dog på ingen måde således.

Som meget ung mor og vildt forelsket i en politiker blev hun alvorligt berørt af den politiske situation i landet i starten af 1990’erne. Hendes mand måtte flygte ud af landet af politiske årsager. Mandens bror, der skulle hjælpe Carolyne, blev kort efter mandens flugt, selv slået ihjel, og Carolyne højgravid med andet barn og første barn i hånden undslap med nød og næppe.

Køb billet til foredraget her

Efterfølgende levede hun på må og få og i skjul hos familie og slægtninge, inden det lykkedes hende at blive genforenet med sin mand et år efter- nu i Danmark, som manden var flygtet til. Lykken var dog knap, for hendes mand var knækket og ramt af både flugten og mødet med en ny kultur. Enden blev en skilsmisse – ikke mindst af hensyn til børnenes trivsel, og nu stod Carolyne alene tilbage med fire børn i et nyt land med et nyt sprog og en ny kultur… I dag har Carolyne fem børn og er gift med en dansk mand!

I de alvorlige udfordringer og drastiske omvæltninger, som livet har bragt Carolyne, har hun altid holdt godt fast i to ting… Hovedet i himlen og fødderne på jorden – at have håb og drømme for livet og mod til at gå efter dem samtidig med at man er “grounded”,  ydmyg og imødekommende – evnende at møde andre mennesker, hvor de er.

I foredraget Hovedet i himlen og fødderne på jorden fortæller Carolyne varmt og ærligt om sit liv og de slag, der flere gange har ramt hende, vendt alt på hovedet for hende og været ved at sende hende i gulvet samt hvordan hun har vundet kampene.

Carolyne blev for alvor kendt fra tv-serierne Sunday og Helt Sort

Carolyne Kaddu Rasmussen kom på danskernes nethinde via sin medvirken i TV-serierne Sunday og Helt sort samme med sin søn, komiker, vært og TV-personlig Melvin Kakooza – og hun har i den grad taget hele landet med storm, hvor fantastiske humor og helt igennem naturligt varme og elskelige væremåde er gået rent ind. I sit foredrag Hovedet i himlen og fødderne på jorden fortæller hun åbent og ærligt og ikke mindst humoristisk om sit møde med Danmark og dansk kultur og deler ud af sine mange oplevelser og erfaringer fra et spændende liv.

Carolyne Kaddu Rasmussen kommer oprindeligt fra Uganda, men flygtede i 1992 til Danmark med sine dengang to børn. I dag har hun i alt fem børn og er dansk gift.

Hun blev i 2003 uddannet som sygeplejerske. Efterfølgende har hun videreuddannet sig – først i 2011 med en kandidatuddannelse i sygeplejevidenskab ved Aarhus Universitet (cand. cur.) og i 2015 indenfor teologi, lederskab og pastoral omsorg ved William Booth College i London, England.

Hendes uddannelse indenfor sundheds- og plejesektoren har ført hende vidt omkring – fra sygeplejerske på plejecentre og sygehuse i Fredericia og Vejle til censor ved Social- og Sundhedsuddannelser, Fyn og adjunkt ved University College Lillebælt. Herudover har hun haft lederstillinger indenfor Frelsens Hær i både ind- og udland. I dag er hun sygeplejerske ved Røde Kors Asylcenter i Jelling.

Carolyne Kaddu Rasmussen er mor til komiker, vært og TV-personlighed, Melvin Kakooza, og har den forbindelse medvirket i sitcom-serien Sunday på Xee, programserien Helt sort på TV2. I 2021 medvirkede hun sammen med Melvin Kakooza i talkshowet Michèle LIVE med Michèle Bellaiche som vært.

Ny CEPOS-analyse: Kæmpe gevinst at hente, hvis EU bruger ét samlet kvotesystem til CO2-udledninger

0

CEPOS udsender i dag en ny analyse, der viser, at man ved at samle CO2-udledningerne fra vejtransporten, bygninger og den nuværende kvotesektor under et samlet kvotesystem kan reducere de samfundsøkonomiske omkostninger med omtrent 25 procent.

Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet vil oprette et nyt særligt kvotesystem for vejtransport og bygninger (opvarmning), så man får to adskilte CO2-kvotesystemer i EU; det nye kvotesystem samt det nuværende system, der primært omfatter elproduktion, industri og fly.

Men det er en ineffektiv måde at føre klimapolitik på, som gør det unødvendigt dyrt at reducere CO2-udslippet, viser ny analyse fra CEPOS.

– Vores analyse viser, at de samfundsøkonomiske omkostninger ved klimapolitikken kunne blive omkring 25 procent lavere, hvis man i stedet samler CO2-udledningerne under ét samlet kvotesystem i stedet for at have to adskilte kvotesystemer, siger Jonas Herby, specialkonsulent i CEPOS, der har udarbejdet analysen.

Med to adskilte systemer vil der blive foretaget dyre reduktioner i det ene kvotesystem i stedet for billige reduktioner i det andet.

– Med to kvotesystemer vil der være virksomheder, som investerer eksempelvis 650 kroner i at reducere CO2 -udslippet med ét tons, men samme reduktion ville kunne opnås for under 250 kroner i transport- eller bygningssektoren. Man får ganske enkelt mindre klima for pengene på den her måde, siger Jonas Herby, specialkonsulent i CEPOS.

Hvis klimapolitikken skal være effektiv, skal de nationale reduktionskrav – i modsætning til hvad Rådet og Europa-Parlamentet umiddelbart lægger op til – desuden afskaffes.

– Hele idéen med kvotesystemet er, at vi skal foretage CO2-reduktionerne der, hvor det er billigst. De nationale reduktionskrav forhindrer dette, fordi man vil være nødt til at gennemføre nationale reduktioner for at overholde kravene, selv hvis der er langt billigere muligheder i andre EU-lande. Dermed ryger hele gevinsten ved kvotesystemet potentielt, siger Jonas Herby.

Jonas Herby kan kontaktes på 27282748 for uddybende kommentarer.

27 danske kommuner afholder mini-festivaller sammen med CPH:DOX

0

CPH:DOX afholder sammen med 27 kommuner i Danmark, herunder Fredericia, minifestivaler med dokumentarfilm, debatter og koncerter under navnet “DOX:DANMARK” fra den 15.-26. marts, nu også støttet af Nordea-fonden.

DOX:DANMARK har fået vokseværk. Med Nordea-fonden som en ny bidragsyder vil CPH:DOX og 27 kommuner rundt omkring i Danmark nu give danskerne mulighed for at deltage i filmarrangementer, debatter og samtaler om nogle af de store temaer og udfordringer, der præger vores samfund i disse år. Minifestivalerne finder sted rundt omkring i landet fra d. 15-26. marts 2023.

Vi er meget overvældet over den store opbakning og interesse fra kommunerne rundt omkring i landet. Vi oplever en kæmpe interesse for se dokumentarfilm og efterfølgende deltage i de mange vigtige samtaler, som filmene kan åbne op for. Hvordan tackler vi sorg? Hvordan kan vi arbejde for flere grønne, bæredygtige løsninger i vores kommuner? Hvordan ser fremtidens arbejdsliv ud? Hvordan nedbryder vi de store tabuer om døden? Det er nogle af de mange temaer, som vi håber danskerne vil være med til at engagere sig i, når minifestivalerne bliver skudt i gang rundt omkring i landet, siger Niklas Engstrøm, kunstnerisk leder af CPH:DOX.

DOXDANMARK. Foto: Yann Houlberg Andersen

Fra 9 til 27 kommuner

DOX:DANMARK blev søsat af CPH:DOX som et pilotprojekt i 2021 under corona-epidemien. Her var 9 kommuner med, men i 2022 voksede interessen, og satsningen blev udvidet, så 21 kommuner rundt omkring bød på et særlig kurateret festivalprogram med dokumentarfilm, debatter og events. Med Nordea-fonden som bidragsyder har CPH:DOX nu planer om at udvide DOX:DANMARK, så endnu flere byer er med.

– Ambitionen med DOX:DANMARK er at styrke det lokale engagement og de demokratiske samtaler rundt omkring i landet. Vi vil selvfølgelig gerne brede initiativet ud til flere dele af Danmark. Med Nordea-fonden som bidragsyder, kan vi nu skrue op for ambitionerne og give flere danskere mulighed for at være med og deltage i de vigtige samtaler, siger Niklas Engstrøm.

Nordea-fonden støtter DOX:DANMARK med 3. mio. kr. fra 2023-2025. Bevillingen fra Nordea- fonden skal bl.a. være med til at sikre, at CPH:DOX og de lokale kulturinstitutioner- og -aktører i forbindelse med filmvisningerne kan tilbyde en række dialogbaserede events, der kan bidrage til at styrke medborgerskabet i de deltagende kommuner.

Det samlede film- og eventprogram for alle byer, der er med i DOX:DANMARK, forventes at blive offentliggjort d. 22. februar på cphdox.dk, men allerede nu er en række nye film bekræftet.

Puk Damsgaard, Rasmus Lyberth, Niels Hausgaard og mange flere er med

Når DOX:DANMARK bliver skudt i gang, får danskerne mulighed for at se en række af de allerbedste nye danske og internationale dokumentarfilm. Flere byer har bl.a. valgt at vise mesterinstruktøren Anne Wivels nye film ‘Lige før døden’. Efter filmvisningerne får publikum og bl.a. lokale præster mulighed for at tage hul på de vigtige og svære samtaler om døden.Der bliver også uddelt samtalekort udviklet i samarbejde med SNAK (kendt fra denne sæsons ‘Løvens Hule’), så snakken kan fortsætte hjemme i stuerne.

I filmen ‘Os der lever’ tager Niels Hausgaard (filmens fortællerstemme) os med til Nordjylland i en film, der tegner et kalejdoskopisk portræt af et lokalsamfund, der lever tæt på naturen og langt fra det politiske centrum.

I flere byer bliver det også muligt at møde journalist og forfatter Puk Damsgaard, der er en af instruktørerne bag den spændingsfyldte, nye dokumentarfilm ‘The Hostage Takers’. I forbindelse med visninger af ‘The Hamlet Syndrome’, der tegner et stærkt portræt af en ung ukrainsk generation martret af krig, vil der være foredrag om, hvad de medvirkende kommuner selv kan gøre for at hjælpe ukrainske flygtninge.

Flere byer byder desuden på intime koncerter, når Grønlands største sanger, Rasmus Lyberth, giver koncerter i forbindelse med visningen af filmen ‘Grønlands stemme’ – efterfulgt af servering af traditionel grønlandsk mad.

DOX:DANMARK – her er de 27 kommuner, hvor der bliver afholdt minifestivaler i samarbejde med CPH:DOX:
Aabenraa, Aalborg, Brøndby, Faxe, Fredericia, Kolding, Ikast-Brande, Herning, Holstebro Hørsholm, Gladsaxe, Jammerbugt, Mariagerfjord, Nordfyn, Randers, Rudersdal, Sønderborg, Slagelse, Svendborg, Varde, Ærø og Køge – samt Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund og Høje-Taastrup, der samarbejder på tværs om en helt særlig VESTEGNS:DOX.

Oldenborggade spærres frem til 22. maj

Oldenborggade spærres frem til 22. maj

0
En orange skilteskov markerer i dag begyndelsen på et af Fredericias større klimaprojekter. Oldenborggade er fra i dag, tirsdag den 7. april, spærret for...