Tingene går til tider stærkt i politik. Men det hører alligevel til sjældenhederne, at en næstformand kun får en uge på posten – og tilmed en uge hun selv tilbragte på skiferie. Dette er blot et af beviserne på, at den politiske højrefløj er splittet i atomer.
”Det gule Danmark” var et flittigt brugt begreb i 10’erne, hvor Dansk Folkeparti for alvor bragede derudaf. Tilslutningen blev større og større, samtidig med at de store partier i langt højere grad tilpassede deres politik til noget der, mest af alt, lignede den indvandrekritiske politik som Pia Kjærsgaard og siden Kristian Thulesen Dahl fremturerede med.
Det blev en etableret sandhed i dansk politik, at vælgerhavet fandtes cirka lige der, hvor vi har brug for udenlandsk arbejdskraft, men der hvor vi samtidig forsøger at se så stramme ud som muligt. Inger Støjberg, forhenværende udlændinge- og integrationsminister (V) og nuværende formand for Danmarksdemokraterne, måtte sågar en tur i Rigsretten for at føre en ulovligt stram udlændingepolitik. Det handlede mere om symboler end balancer, som en anden tidligere Venstremand, nuværende partileder for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen sidenhen er kommet i tanke om.
Med de store partiers indtog på den stramme udlændingepolitiske dagsorden opstod også et behov for at være endnu strammere. Dansk Folkeparti kunne knapt følge med, da Nye Borgerlige med Pernille Vermund i spidsen skød ud af det blå og fremturede med, måtte man forstå, en endnu mere stram udlændingepolitik end Dansk Folkeparti. Siden kom også føromtalte Inger Støjberg med et politisk projekt, et projekt der skulle tage over hvor Dansk Folkeparti måtte give for tabt. Lige der hvor magten og den yderste højrefløj mødes. De skulle have den indflydelse, som Kristian Thulesen Dahl aldrig rigtig fik udnyttet med hans ellers flotte mandattal.
Tre partier om de samme vælgere
Med både Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne var der blæst til kamp om de samme vælgere. Partierne er ens på så mange områder, at det til tider kan være svært at skille dem fra hinanden. Ja faktisk havde det ene parti så mange genkendelige navne fra et andet parti opstillet, at man jo helt kunne forveksle de to. Men det blev startskuddet på det, der nu ser ud til at være en opløsning af de borgerlige partiers sammenhold.
For når vælgerne skal overvindes, så handler det om at lægge kant til de andre. Vise hvorfor netop ens eget parti er det rigtige. Men det blev aldrig for alvor så grimt som man kunne have forventet, fordi valget i det store hele overhovedet ikke handlede om det sted de tre partier er funderet: Udlændingepolitikken.
Men Lars Løkkes ønske om at ”gøre sig fri af yderfløjene” fulgte også den naturlige konsekvens, at der skulle lægges afstand til de tre partier. Mette Frederiksen fulgte trop, da hun åbnede døren for en bred regering. Som bekendt endte den med at blive til virkelighed, og hverken Enhedslisten på den ene side eller Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne ser ud til at få den store indflydelse.
Det har desuden medført, at den blå blok er splittet helt ad. De tre partier bekriger hinanden på livet løs. Forsider på Ekstra Bladet, gentagende meget kritiske udtalelser om dette og hint, der nu engang er galt med de andre partier. Det ser ud til at gå godt for Morten Messerschmidt, der har haft held til at lokke nogle af de fallerede Nye Borgerlige folk med på sit hold. Men den politiske indflydelse udebliver.
Så er der også Konservative og Liberal Alliance, der på mange måder kører lidt som en dødssejler. Ej at forveksle med, at de mangler opbakning i befolkningen. For den har de uden tvivl. Det virker bare til, at de har svært ved at finde ud af hvem der skal tage lederskabet for den blå opposition. Ingen af dem virker til at ville have de tre yderpartier med, eller i hvert fald ende med at stå på mål for noget de siger. Søren Pape Poulsen har måske fået traumer efter hans mislykkedes forsøg på at blive statsminister – og har Alex Vanopslagh og Liberal Alliancen troen på, at de kan leve op til de flotte meningsmålinger til trods for deres placering på højrefløjen?
Nye Borgerlige – en historie for sig
Som analysens indledning beskrev det, er Nye Borgerlige en historie helt for sig selv. Det er et parti der ellers fik bygget sig fornuftigt op. Et parti der kunne ramme en gruppe vælgere, der ikke helt følte sig hjemme i Dansk Folkeparti. Det blev til et parti, hvor Pernille Vermund på meget kløgtig vis fik dem placeret ved de rigtige forhandlingsborde. Hvor hun som partiformand klarede sig ekstremt godt i medierne.
Da hun meldte sin afgang brød ragnarok ud i Nye Borgerlige. Det lignede næsten de scener man så i Dansk Folkeparti, da de skulle finde arvtageren for Kristian Thulesen Dahl. Den unge nyvalgte Mikkel Bjørn, der ellers var spået en stor fremtid i partiet, kunne ikke se sig selv i et parti ledet af Lars Boje Mathiesen. Flere af de ledende figurer i ungdomspartiet forlod også partiet. Her begyndte det, som de slet ikke anede de ville starte.
For med Lars Boje Mathiesen, der er ekstremt dygtig til at tale passioneret om sager og forsøge at udstille andres politiske holdninger, får man også en mand man enten elsker eller hader. Han gør det ikke svært at være uenig med ham. Han er gået i flæsket på coronahåndteringen. Han beskylder World Economic Forum for at have indflydelse på dansk politik. Han har, måske uforvarende, åbnet Nye Borgerlige som partiet for konspirationsteoretikere. Selv tager han afstand fra det, men mange, blandt andet tidligere minister Søren Pind, er ikke sene til at beskylde ham for at imødekomme konspirationsteoretikerne.
På et ekstraordinært landsmøde i Fredericia Idrætscenter valgte Nye Borgerlige en ny næstformand. Det skulle vise sig, at den vej Lars Boje Mathiesen kun lige var trådt ind af, der stod hun kilometer længere fremme. Med beskyldninger om barnemord til politikere der opfordrede til at lade sig vaccinere og det der var værre. Men hendes historie blev kort. Men til trods for den korte historie, så blev den meget symptomatisk. Symptomatisk for den yderste højrefløjs sammenbrud.
Først så Dansk Folkeparti ud til at bryde helt ned. Ingen spåede dem en chance med Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige. Men de klarede den lige. Og nu er rollerne vendt. Dansk Folkeparti er på vej frem, Nye Borgerlige kæmper mod at blive elimineret allerede før et valg – og Inger Støjberg hører man ikke meget til. Den yderste højrefløj er splittet i atomer.
