Steen Jørgensen er bedst kendt som frontmanden for de to bands, Sod og Sort Sol. Lørdag aften lagde Tøjhuset rammer til Steen Jørgensen fremførelse af sit nyeste album et projekt han og Marina Botes fremfører som duo, men denne aften er de udvidet med musikerne Rune Kjeldsen og Jakob Høye.
Når jeg anmelder en koncert, forsøger jeg at være så objektiv som muligt ved at tilsidesætte min personlige smag. Jeg vurderer koncerten ud fra lydkvalitet, energi, performance og publikums reaktion. Jeg fokuserer på helheden og betragter dynamikken mellem performer og publikum som en duel, hvor begge parter deler en oplevelse. Selvom hele publikummet er begejstret, vil det ikke påvirke min bedømmelse af koncerten. Det kan være provokerende at læse en dårlig anmeldelse af en koncert, som man selv har oplevet som fantastisk. Men nogen skal sige den skinbarlige sandhed. Avisens anmeldere deler ikke stjerner ud, men gjorde vi, fik lydmanden 0 og Steen kun 1 ved aftenens koncert.
Scenebelysningen var enten rød eller blå og helt dunkel, et uigennemsigtigt tæppe lagde sig over scenen. Man hensattes til en kneipe på Reeperbahn i Hamburg efter kaffetid, hvor ingen bør gå ud.
En snigende uhyggelig startlyd med alt for meget og for høj bas, gjorde at anmelderen hurtig fik ørepropper fundet frem. Lyden var ikke god på noget tidspunkt af koncerten. Især den elektroniske lyd, der burde være nem at styre i denne digitale tidsalder, tippede helt over så harmonien i lydbillede forsvandt.
Med tæt på halvtreds års erfaring i musikbranchen burde Steen være så rutineret, at han ikke burde stå og læse teksterne op af et belyst nodestativ. Det fik de mange enslydende numre med Steens flotte dybe stemme fra det nye album til at minde om en gudstjeneste i indremissionm hvorfra fordømmelsen af alt levende prædikes, så kun de finkulturelle retfærdige troende frelses.
Det lød som syret begravelsesmuzak tilsat en mild strøm af mindre kontrollerbart elektronik og musikinstrumenter krydret med holistisk psykologisk intetsigende tekster i overflod, intet mindre end Indre Missionsk kirkepunk på musikalsk nedtur, kort sagt en fornærmelse imod mine trommehinder.
Når kedelig muzak bliver hjulpet godt på vej af en dårlig lydmand, så er der ikke meget håb, få udvandrede, nogle til caféen nok grundet lydniveauet, andre gik? Flere sad med hoved begravet i mobilen.
Steen sang om, ”En mellemting imellem en halv Nelson og en omfavnelse”, ”Terracottahæren” og sommerregn med videre. Utrolig ensformig fra A til Z, Steen har en mega god stemme, der burde bruges bedre, men denne aften manglede det ”drive”, der viser, at en stor kunstner er stor. Dyster musik med hans kraftfulde mørke og dybe stemme fik det til at lyde som begravelses muzak. ”Let your fingers do the walking” blev fremført som et af de sidste numre, her havde Marina Botes nok glemt at nærlytte lyden fra originalen, da hun ramte pænt ved siden af skiven med den indledende lyd på tangenterne. Det var dog det nummer, der høstede størst bifald, men også det mest kendte.
En aften i den elektroniske kirkepunks favn er slut og nu skal ørene hviles. Steen Jørgensen har en fantastisk stemme, han har et publikum og en berettigelse på scenen. Hans sidste udspil er dog muzak på vinyl for hardcore fans.
Poul Rand, Muzakanmelder Fredericia AVISEN
