BUSINESS. Kaffen damper fra kopperne på skrivebordet, og udsigten over Fredericias indre by ligger som et velkendt kort lige udenfor vinduet i Vendersgade. Her sidder Jens Bilde Jørgensen og smiler det stille smil, der opstår, når man både ved, at man har gjort sit arbejde færdigt, og at man nu må give slip. Snart siger han farvel til den advokatgerning, der har fyldt hans hverdage siden begyndelsen af halvfemserne i Fredericia. Ikke med store armbevægelser. Mere med en rolig konstatering og en imødekommende invitation til at se tilbage sammen.

Vi taler om interviewet, inden vi går i gang. Forberedelse betyder noget. Det ved Jens Bilde Jørgensen. Det er hele jurafagets DNA, så da jeg fortæller, at vi blot skal have en hyggelig samtale, hvor vi sidder og snakker om livet, svarer Jens roligt: « Ja, ja,« og læner sig let tilbage med et smil.

Han er født i Aarhus i efteråret 1958, og han siger det, som om tallene ligger ham så naturligt på tungen, at de næsten selv fortæller historien. »Jamen, jeg er jo født i 58. 19. september. 1958.« Det var midt inde i byen, hvor fødselsstiftelsen lå, men opvæksten var landlig. »Jeg er sådan set opvokset på en gård, 12 kilometer nord for Aarhus Domkirke.« Den kombination af byens nærhed og landets jordnære rytme kommer igen og igen frem, når Jens taler om sit liv. Han kender lyset over marken og tempoet i byen. Han er, med hans egne ord, ikke formet af krav, men af muligheder.

»Min far var jo landmand, og min mor, hun var oprindelig sygeplejerske. Det var ikke sådan, at min far sagde, at det skulle vi også være. Jeg skulle ikke være landland, med mindre jeg ville. Det var nemlig mere, hvad vi ville, der lå min far på sinde« fortæller han. Den frihed ligger som en bund under de valg, der fulgte. Og valgene var ikke snorlige. Der var realeksamen og gymnasiet, men også ærlig skoletræthed, et besøg hos rektor og en gymnasieorlov, der skulle give luft. Planen blev et halvt år som udvekslingsstudent i England på en farm og et halvt år i Frankrig. Det endte med England. Og en farm, som skrevet.

»Jeg var på en farm derovre,« siger han og nikker. Det var arbejde, sprog og ansvar. Det var venstrekørsel og et kørekort, der stadig får ham til at grine lidt, når han fortæller om rundkørsler på Malta, hvor den indlærte danske automatik skulle have et lille nøk. Det var også erkendelsen af, at al den praktiske kunnen ikke stod i vejen for bøgerne, men pegede ham tilbage mod dem. Da han vendte hjem, fandt han en anden vej til studenterhuen end det klassiske gymnasium. »Det var så en toårig studenterkursus,« siger han om Aarhus Akademi. Skoletrætheden var forduftet. »Jeg havde ligesom fået nu af, ej, det var sgu ikke det. Jeg var nødt til at have et studentereksamen, for ellers kunne jeg ikke komme videre med noget som helst.«

Vejen mod juraen bød på små tilfældigheder og store skub. En farbror var advokat i Aarhus. Natarbejde på en døgnåben benzinstation gav tider, hvor man bladrede aviserne færdige og begyndte at rode lidt i skufferne. »Så fandt jeg jo nogle juraopgaver. Jeg tænkte, det ser sgu da interessant ud, det her. Så vidste jeg, det var jo det.« I 1979 kom han ind på jura i Aarhus. »Der er jo de traditionelle discipliner,« siger han og remser familieret, arveret og formueret op. »Formueret er jo meget vigtigt inden for jorden. Altså, fordi i den sidste ende, så ender det jo tit noget med penge.« Det lyder nøgternt, men ikke kynisk. Det lyder som én, der har set, hvor menneskers konflikter til sidst lander, og hvordan man folder dem ud med respekt.

Studielivet trak ud. Ikke fordi han ikke læste. Også fordi han levede. »Vi levede livet,« som han formulerer det. Og på et tidspunkt besluttede han, at nu skulle det gøres færdigt. Han skar ned på lønarbejdet og gav den gas. Eksaminerne blev taget, som systemet var dengang, og det bar ham ud i arbejdslivet. Det skulle vise sig, at den juridiske retning, som passede ham, fandt sin form i mødet med byens konkrete sager og retssale, hvor man kigger folk i øjnene.

I 1989 kom han til Fredericia som fuldmægtig hos Palle Viuff. »Jeg kom jo til Palle den 1.april 1989. Det har jeg altid kunne huske.« Planen havde egentlig været at vende tilbage til Aarhus, når han var blevet advokat. Men byen ved Lillebælt gjorde noget ved ham. »Jamen, jeg blev glad for Fredericia. Det gjorde jeg faktisk.« Den sætning får lov at hænge lidt i luften, som om pausen er en del af forklaringen. For hvad er det, man bliver glad for i en by. Det er mennesker, opgaver, ture ud til Trelde, smut til Fyn over den gamle Lillebæltsbro og den fornemmelse af, at tingene forandrer sig på en måde, man kan mærke.

Jens fandt hurtigt rytmen i sagsbunkerne og i den retssalspraksis, der dengang havde et andet omfang. »Vi mødte jo også til retternes forberedelse,« fortæller han. Man stod nede i byretten, afleverede stævninger, fik dem skrevet ind i bogen, og man mødtes til det, der i dag for længst er blevet digitalt. Det var papirets tid, og det var mødernes tid. Samtidig var det en skole i mennesker. »Man lærer meget af at snakke med alle typer mennesker,« siger han og taler om de år, hvor inkassosager fyldte, og hvor det handlede om at være fast og fair. »Der er ingen grund til at genere folk og gå deres ære for nært. Behandl dem nu ordentligt sådan, som man også selv gerne vil behandles.«

Han blev beskikket som advokat i 1991 og blev partner. Navnet stod sidenhen på brevpapiret, og kontoret voksede ind i de opgaver, der fulgte med reformer, digitalisering og et boligmarked, der i perioder eksploderede. »Jeg vil jo sige, at der skete der altså også ting og sager,« siger han om halvfemserne. Priserne på huse i området tog fart, og han og Palle stiftede et lille boligselskab, der med tiden voksede, fordi alt, hvad der blev tjent, blev lagt tilbage og geninvesteret. Han fortæller med et skævt smil om en jul, hvor man bogstaveligt talt proppede kontanter i lommen. Ikke som pral, mere som et billede på en tid, hvor tingene var mere håndgribelige.

Samtidig ændrede advokatgerningen karakter. Systemerne bag ejendomshandlerne blev professionaliseret med tilstandsrapporter og ejerskifteforsikringer, og en stor del af de sager, der før holdt advokater beskæftiget, gled ud af kalenderen. »Det lykkedes jo så også med det system,« konstaterer han nøgternt. Andre områder kom til. Han husker de mange flygtningesager i begyndelsen af halvfemserne. »Hav af sager,« som han siger, og det lyder stadig af lange dage og tæt stof. Familieretten fulgte ham gennem årtierne, ikke mindst samværssager, som alle, der har været i rummet, ved, er blandt de tungeste, fordi de handler om børn, brud og håb. Og så var der retssalene. Mange blev det ikke til de senere år, for det er krævende arbejde. »Når man møder i retten, så er du altså nødt til at være forberedt. Jeg vil faktisk sige, at du skal være bedre forberedt end til et eksamen, for der er kun dig selv, det går ud over. Når du repræsenterer andre mennesker, så er det et ansvar.«

Mellem linjerne ligger der en metode. Vær forberedt. Overvej, hvad du vil spørge om. Spørg ikke, hvis du ikke kan bruge svaret. Vær forudseende, ikke bare skarp. Omkring hæftelsesforhold i anpartssager var han gennem en række sager, hvor praksis og principper skulle lægges til rette. Han fortæller anekdoter med glimt i øjet, som den dag, hvor en landsretssag tog så kort tid, at modpartens advokat kunne nå flyet hjem igen. Ikke fordi noget var ligegyldigt, men fordi hjemmearbejdet var gjort.

Når Jens taler om Fredericia, taler han både om natur og byudvikling. Han ser den smukke by udvikle gennem årene og de bløde bakker, og han ser byens smukke kystlinje i alle årstider. Han har også set byen ændre karakter. Industrien er trukket væk fra midtbyen, og nye lag er kommet til. »Der, hvor jeg synes, det virkelig tog fart, det var da Søren Møller (tidligere direktør på Fredericia Teater red.), han fik gang i teateret dernede. Der kom flere og flere caféer, og med forestillingerne kom der kom folk til byen.« Musicalmiljøet og det nye liv i gaderne flyttede på fortællingen om Fredericia. Jens banker ikke tromme for noget bestemt, han konstaterer. Men glæden over, at en driftig kultur har sat aftryk, er tydelig.

Byen har også givet ham noget helt privat. »Jeg fandt jo øvrigt også drengenes mor i byen «To børn kom ud af det, og i alt er det blevet til fire. »Det er fandme dejligt at have nogle børn,« siger han uden omsvøb. Den ældste kan høre på telefonen, om far er til stede. En lille kærlig reprimande, som forældre med travle jobs kan genkende. I alt har han fire dejlige børn, som han siger, og nu ser han frem til at have mere tid. »Jeg glæder mig til at have mere tid til alting,« siger han. Det handler ikke om store planer. Det handler om roen i samtalerne, pauserne uden dårlig samvittighed, og den enkle mulighed for at være der, når børnene ringer.

For Jens har fritiden ikke været fyldt af klubber og turneringer. »Jeg rendte ikke rundt og spillede golf,« som han siger. Det har været familie og arbejde. Og den balance er han egentlig tilfreds med. Skulle golfen en dag lokke, ligger den som en mulighed. Ikke som en pligt. Man mærker, at samme sans for proportioner har styrt hans arbejdsliv. Gør det ordentligt. Lad være med at lade dig rive rundt af modebølger. Vær til stede for klienten, og vær ordentlig – også når samtalen er svær.

Sammen med sin makker, Palle Viuf og de mange gode kolleger, har han har administreret ejerforeninger, ført sager, forhandlet, forberedt og siddet ved bordende, når beslutninger skulle tages. De seneste år har han trappet ned og givet mere fra sig, men han blev ved, hvor det gav mening. »Der var bare nogle sager, som jeg havde taget nok gange, man kan sige, at det var andres tur, eksempelvis så sagde jeg, at det med at gå i retten, det var ikke mig mere.« Det var et valg. Et udtryk for respekt for det ansvar, en retssag er. Andre opgaver trak mere i ham. Ejendomsadministrationen, møderne, den løbende drift. Og så selvfølgelig relationerne.

Det er også relationerne, der gør, at det ikke føles som et definitivt farvel. »De slipper jo ikke for mig herinde, for jeg kommer selvfølgelig forbi,« siger han med et grin. Han har stadig fælles ejendomsselskab med Palle, og deres makkerskab er en tråd gennem hele fortællingen. »Jeg prøver at tænke på, hvor mange timer, vi har gået op og ned af hinanden. Det er jo et makkerskab,« siger han. Der ligger varme i ordene. En slags kollegial venskab, der er blevet til hverdagsgrund.

Når han taler om at være advokat i Fredericia, taler han også om den særlige tilgængelighed, han har oplevet hos mennesker her. Det er en by med et flow af tilflyttere og pendlere, en by der insisterer på at være arbejdsplads for mange og hjem for endnu flere. Han mener, at det kan mærkes i møderne. »Jeg synes i grunden folk, de var meget tilgængelige på en eller anden måde.« Det er sagt uden sentimentalitet, men med den respekt, der opstår, når man igen og igen sidder overfor mennesker, der har brug for ens rådgivning.

Vi tømmer kopperne en sidste gang, og Jens ser ud over gaden, hvor livet går sin gang. I slutningen af september er der reception for at markere pensionen. Datoen er fast, tidsrummet er lagt, og adressen siger sig selv for alle, der kender stedet. Dørene i Vendersgade åbnes for klienter, samarbejdspartnere og venner af huset, der vil sige tak for indsatsen og ønske alt det bedste på den næste strækning fra klokken 12 til 16 fredag den 26. september på kontoret i Vendersgade 26 E i Fredericia.

Han nikker stille, da ordene falder på plads. Der er intet dramatisk over det. Bare en mand, der har løftet en opgave i mange år, og som nu lægger mapperne i skuffen, så andre kan tage over. Det passer ham fint. »Nu er man ikke travlt, nu skal du ikke nå noget,« som han siger om samtalerne, han glæder sig til at have med sine børn. Tiden føles ikke som et hul, der skal fyldes, men som en gave, der skal bruges.

Inden vi går, vender han tilbage til begyndelsen. Til den unge mand, der blev skoletræt og rejste ud, arbejdede på en farm og fandt ud af, at vejen hjem gik gennem bøgerne. Til den fuldmægtig, der kom til Fredericia og blev hængende, fordi byen og arbejdet gav mening. Til retssalene, hvor man skal være bedre forberedt end til eksamen, og til de møder, hvor man går efter bolden og aldrig efter manden. Til alle de mennesker, der på hver deres måde har været en del af ruten. Til et arbejdsliv, der ikke behøver fanfare for at være betydningsfuldt.

»Være tilfreds,« sagde hans far altid. »Og hvis man skal være pølsemand, så vil man lige så godt være en god pølsemand.« Den sætning har fulgt ham som en stille ledestjerne. At gøre sig umage. Ikke mere højtideligt end det. Når man hører Jens fortælle, virker det også som en ret præcis beskrivelse af, hvorfor han blev hængende i Fredericia. Han fandt sin hylde og stod ved den. Med udsigt over byen, hvor han har været advokat, kollega, administrator, rådgiver, far og meget andet. Nu venter den lange hverdag uden kalenderens kant, men med tidens mildere rytme. Det passer ham glimrende.

Og så er der receptionen. Den bliver, som han selv lægger op til det i dag med kaffekoppen i hånden. En rolig markering med et håndtryk, et smil og en lille historie i døren. Det er som om man allerede kan høre summen af samtaler i lokalet, hvor gamle klienter, kolleger og venner skubber skuldrene sammen og løfter glas på én gang jordnært og festligt. Et langt farvel, som kun de byer kan give, der kender forskellen på at være travl og at være til stede. Fredericia er en af dem. Jens Bilde Jørgensen er en af dem. Og Vendersgade er det naturlige sted at sige på gensyn.