Indbrud på Svinøvej i Middelfart: To lamper stjålet efter formodet indbrud via terrassedør

0

Et indbrud fandt sted torsdag den 13. april omkring kl. 21.00 på Svinøvej i Middelfart. Gerningsmændene formodes at have fået adgang til huset ved at bryde en terrassedør op. To lamper er blevet stjålet under indbruddet.

Indtil videre er der ingen spor af de formodede gerningsmænd, men politiet opfordrer alle i området til at holde øje med mistænkelig adfærd og kontakte politiet, hvis de bemærker noget usædvanligt.

FHK forlænger med talenter

0
Foto: FHK

Fredericia Håndboldklub har forlænget kontrakten med bagspiller Jonas Kruse, så den gælder frem til sommeren 2024. Derudover har klubben indgået en et-årig aftale med Benjamin Walsøe, der er venstre back, fra klubbens U19-hold.

Jonas Kruse har døjet med en skade i venstre skulder, men er nu kommet stærkt tilbage:

– Jeg har været tilbage i to måneder, og skal lige tilbage igen. Jeg får muligheden for at træne med ligaholdet på et højt niveau samtidig med, at jeg kan få kampe på et lavere niveau og få en mere stille opstart. Fysisk og psykisk er jeg tilbage, hvis ikke bedre end før min skade. Jeg ser frem til en masser af gode træninger og håber, at jeg får lidt ligakampe, siger Jonas Kruse.

Foto: FHK

Benjamin Walsøe er begejstret for muligheden med kontrakten.

– Det er spændende og fedt og en fed mulighed. Jeg skal spille en masse 2. division og træne med ligaholdet. Det er et mål, som kan håbe på, men jeg skal udvikle. Det er fedt at få anerkendelse i forhold til tiden, man lægger i det, siger Walsøe.

Thomas Renneberg-Larsen, administrerende direktør i FHK, udtaler om Benjamin Walsøes kontrakt:

– Benjamin har udviklet sig til at være en af profilerne på klubbens U19-ligahold igennem de seneste to sæsoner, og fra den kommende sæson bliver han senior og vil træne med ligatruppen 2-3 gange om ugen. Vi er glade for at kunne tilknytte endnu en ung spiller til vores ligatrup og fortsætte arbejdet med at udvikle talenter, siger Thomas Renneberg-Larsen og kommer ind på forlængelsen af Jonas Kruse:

– Vi har haft Jonas på kontrakt i flere år, men han har været skadet i den her sæson, hvor han var udset en rolle på 2. divisionsholdet. Vi ser et potentiale i Jonas, som vi håber, vil fortsætte den udvikling han var i inden skaden.

Med kontraktforlængelsen af Jonas Kruse og indgåelsen af kontrakten med Benjamin Walsøe fortsætter FHK arbejdet med at udvikle unge talenter.

Nye typer bekymrende stoffer målt i dansk drikkevand

0
Teenage girl drinking a glass of water.

Måling påviser over 400 forskellige kemikalier i vand fra et enkelt dansk vandværk. Flere stoffer kan have sundhedsskadelige virkninger. Vi skal måle langt bredere og ikke kun fokusere på PFAS og pesticider – og vi har allerede teknikkerne til det, lyder det fra analysekemikerne fra Københavns Universitet, som står bag undersøgelsen.

Mens der er massivt fokus på PFAS-stoffer og pesticidrester i dansk drikkevand, er der sparsom opmærksomhed rettet mod de hundredvis af andre kemiske stoffer, som findes i vores grundvand.

Analysekemikere fra Københavns Universitet har i samarbejde med vandselskabet Novafos lavet brede målinger af hvilke typer stoffer, der findes i drikkevand fra tre vandværker.

Forskerne påviste over 400 forskellige kemiske stoffer i vandet fra et enkelt vandværk. I vandet fra de to øvrige vandværker var der over 100 stoffer i hver. Hvor mange af disse stoffer, som er naturligt forekommende, og hvor mange som er menneskeskabte, vides ikke. Mindst ni stoffer betegner forskerne som bekymrende, fordi de bl.a. kan have skadelige virkninger på organer, være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.

– Vi fandt bl.a. det giftige klorerede stof TCP, der bruges som insektmiddel og kan være kræftfremkaldende, vi fandt melamin, der bruges i plastindustrien, og som kan skade blære og nyrer, samt andre stoffer, der kan være sundhedsskadelige i tilpas høje koncentrationer. Derudover målte vi mange andre kemikalier, som ingen kender giftigheden af, siger analysekemiker Selina Tisler, adjunkt ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab og førsteforfatter på studiet, som er udgivet i tidsskriftet Environmental Pollution.

Fem af de påviste stoffer er så vidt vides aldrig før blevet rapporteret i grundvand noget sted i verden. Det drejer sig bl.a. om benzothiazol, som bruges i bildæk og på kunstgræsbaner, og som har vist høj giftighed i celletests. Yderligere fem stoffer er efter forskernes viden aldrig før fundet i dansk grundvand. Det gælder bl.a. ovennævnte TCP (2,4,6-trichlorophenol)og TFMS (trifluoromethansulfonsyre), som bruges i brandslukningsskum, og som hører til den store gruppe af PFAS-stoffer. Et nyligt studie viser, at stoffet giver fysiologiske forandringer og forstyrrelser i tarmbakterierne hos pattedyr.

Forskerne understreger kraftigt, at de lige nu kun har indikationer af, hvor store koncentrationerne af de enkelte stoffer er. Derfor kan det ikke fastslås, at der er nogen sundhedsfare ved at drikke vandet. Ifølge Novafos overholder vandet fra de tre vandværker alle gældende regler.

Vi skal måle bredere

I studiet har forskerne benyttet sig af teknologien væskekromatografi-massespektrometri, som kan påvise en stor del af de forskellige kemiske stoffer der findes i en vandprøve. Det gælder også typer af stoffer, som de standardteknikker, man i dag screener grundvandet med, ikke er i stand til at opsnappe.

Ifølge forskerne er den store svaghed ved den måde, som screeningen foregår på, at myndighederne i udgangspunktet kun kræver, at der måles for et lille antal stoffer, som man i forvejen har udvalgt.

– Det er bestemt vigtigt, at man sætter ind over for PFAS-stoffer og pesticider. Men man burde også skabe sig et overblik over den brede vifte af kemikalier, som faktisk findes i vores miljø og senere ender i vores kroppe. Og vi har teknikkerne, som kan hjælpe vandforsyningerne og myndighederne med den opgave, siger Jan H. Christensen, professor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab og seniorforfatter på studiet.

Nogle af stofferne kan renses væk, men…

I modsætning til Danmark har drikkevandet i mange andre lande været igennem en renseproces. Herhjemme nøjes vi som regel med at ilte og filtrere vandet fra undergrunden, inden det pumpes ud til folks vandhaner.

For at undersøge, hvilken effekt rensning har, blev vandet fra de tre vandværker, kørt gennem behandling med UV-lys (en såkaldt AOP-rensning), som er en udbredt renseteknik i andre lande.

Og rensning kan gøre en stor forskel, viser studiet. I snit blev 70 % af stofferne ad den vej fjernet. Men samtidig dannede selve rensningen med UV-lys en masse nye stoffer – såkaldte nedbrydningsprodukter – faktisk omtrent lige så mange som rensningen fjernede.

Vandet fra den ene vandværk blev efter rensning filtreret med aktivt kul ad fire omgange. Her blev langt de fleste stoffer fanget – men ikke alle:

– Selvom denne meget grundige filtrering opsamler både størstedelen af de nydannede stoffer og nogle af de stoffer der var i vandet fra starten af, er der stadig en række problematiske stoffer, som slipper igennem. Det gælder bl.a. fluorerede stoffer som PFAS og PFAS-beslægtede forbindelser, fortæller Selina Tisler.

Ikke desto mindre mener de to kemikere, at man bør begynde at rense drikkevandet i Danmark. Men, påpeger Selina Tisler:

– Vores forsøg viser, at rensning er en kompleks størrelse. Vi kan fx se, at denne renseteknik var effektiv til at fjerne nogle af pesticiderne, men den virkede ikke på PFAS-forbindelserne. Det er derfor vigtigt, at man benytter sig af forskellige renseteknikker, alt efter hvilke stoffer man prioriterer at fjerne. For der findes altså ikke nødvendigvis én renseproces, der virker på alle stoffer.

Stop brugen af de giftigste stoffer

Det er vandselskabet Novafos, der har taget initiativ til målingerne – og det er prisværdigt, mener Jan H. Christensen:

– Det er netop initiativer til at måle grundigere på, hvad der gemmer sig i vores grundvand og til blive klogere på, hvordan man bedre kan minimere indholdet af miljøfremmede stoffer, der er brug for. Det er godt at se, at vandbranchen er proaktiv og tager ansvar for at sikre rent drikkevand til forbrugerne, siger Jan H. Christensen.

Men vi kan ikke alene rense os ud af problemet, understreger han:

– Når man har fået et overblik over, hvilke stoffer der er derude og i hvilke koncentrationer, kan det hjælpe med at prioritere hvilke vandboringer, det er okay at holde åbne, og hvilke der bør lukkes samt hvilke renseteknologier, som vil være mest effektive. Men derefter skal vi gå til roden af problemet. Vi skal stoppe med at bruge de mest giftige og sværtnedbrydelige stoffer og på den måde fjerne selve kilden. Og så skal vi lade være med, som det ofte sker, i stedet at bruge alternative stoffer, der viser sig at være lige så skadelige – og nogle gange endda mere, siger Jan H. Christensen og slutter:

– For der er altså nogle stoffer, der er enormt sejlivede og meget svære at fjerne fra vores drikkevand, hvis de først ender der, uanset hvordan og hvor meget man renser.

FAKTABOKS: NI BEKYMRENDE STOFFER I GRUNDVANDET

Melamin: Bruges i fremstilling af hård plast og i rengøringsmidler. Kan bl.a. lave skader på nyrer og blære og er hormonforstyrrende.
4-chlor-benzensulfonsyre: Mistænkt for at være et transformationsprodukt fra pesticider. Kan også stamme fra kemikalier brugt i industrien.
Trifluoromethansulfonsyre (TFMS): Kaldes også triflinsyre og er en af de stærkest kendte syrer. Bliver bl.a. brugt i brandslukningsskum. Har ifølge nyt studie forårsaget fysiologiske forandringer og forstyrrelser i tarmbakterierne hos pattedyr.
Tris(1,3-dichloroisopropyl)phosphate (TDCPP): Bruges som flammehæmmere, pesticider, blødgørere og nervegasser. Har mange påviste skadelige sundhedseffekter og er kendt som værende hormonforstyrrende.
Benzothiazol-2-sulfonat: Bliver brugt i gummiproduktion – bl.a. til bildæk og kunstgræsbaner. Man kender ikke sundhedsrisiciene endnu, men stoffet viser høj giftighed i celler.
Pyrimidinol: Formentlig et nedbrydningsprodukt fra et pesticid. Ingen data om giftighed.
4-nitrophenol: Bruges bl.a. som insektmiddel og kan forårsage alvorlige sundhedsskader.
2,4,6-Trichlorophenol (TCP): Kloreret stof, der bruges som erstatning for pesticider og i industriprodukter. Kan være kræftfremkaldende.
2,5-dichlorobenzensulfonsyre: Mistænkt for at være et nedbrydningsprodukt fra pesticider. Kan også stamme fra kemikalier brugt i industrien.

Ny uddannelse skal bidrage til flere pædagoger

0

En ny uddannelse i Aalborg skal gøre det muligt for blandt andet akademikere at omskole sig til pædagog på 2,5 år. Det er en såkaldt sporskifteuddannelse, hvor de studerende kan gå fra en akademisk uddannelse til at blive pædagog samtidig med, at de får arbejde i en daginstitution eller skole.

Fra sommeren 2023 kan blandt andet akademikere begynde på en ny meritpædagoguddannelse i Aalborg. Det er Professionshøjskolen UCN, der opretter en ny sporskifteuddannelse, som skal bidrage til, at flere uddanner sig til pædagog. Uddannelsen findes allerede i København, Århus og Odense, hvor den er efterspurgt. Den er målrettet akademiske bachelorer, der ønsker at skifte fag.

Den nye uddannelse varer 2,5 år, mens en ordinær pædagoguddannelse tager 3,5 år. De studerende er på meritpædagoguddannelsen i beskæftigelse i en daginstitution, skole eller fritidsinstitution i 30 timer. På den måde får de praktisk erfaring med faget ved at arbejde lønnet ved siden af studiet.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

– Jeg er rigtig glad for, at der nu åbnes endnu en ny vej til at blive pædagog. Sporskiftemodellen er et godt eksempel på, hvordan vi ved at tænke vores uddannelser mere fleksibelt, kan få flere til at vælge eksempelvis pædagogfaget. Den her regering arbejder for at give bedre mulighed for at uddanne sig hele livet. Og jeg synes, at ordningen her giver en god pejling på, hvad der kan ligge af potentiale i uddannelsessystemet, hvis vi tør tænke nyt.

Rektor på Professionshøjskolen UCN Kristina Østergaard Kristoffersen siger:

– I UCN er vi optagede af at bidrage til at løse manglen på pædagogisk arbejdskraft i de nordjyske daginstitutioner. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kan tilbyde endnu en vej til en uddannelse som pædagog. Jeg håber, at sporskifteuddannelsen kan appellere til ledige akademikere, der har et ønske om at bringe deres kompetencer i spil i en ny profession og ser frem til at byde de første studerende velkommen til september.

Fakta om sporskiftemodellen
– Den nye sporskiftemodel henvender sig til ansøgere med en videregående uddannelse på minimum bachelorniveau.
– En meritpædagoguddannelse varer 2,5 år – ét år mindre end den ordinære pædagoguddannelse.
– Normalt bliver ansøgere til meritpædagoguddannelsen mødt med krav om relevant erhvervserfaring på mindst to år.
– På sporskifteuddannelsen gives studerende i stedet mulighed for at optjene praktisk erfaring sideløbende med studiet i for eksempel vuggestue, børnehave, skole eller fritidsordning, idet de studerende arbejder 30 timer om ugen med løn. Der er derfor ikke krav om forudgående relevant erhvervserfaring.
– Sporskiftemodellen blev første gang indført i 2021 og udbydes i dag på Københavns Professionshøjskole, VIA University College i Aarhus og på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense.
– Forsøget løber til august 2028.
– UCN forventer at uddanne ca. 25-30 pædagoger om året på den nye uddannelse.

Nyt undervisningsmateriale tager kampen op med forestillingen om den perfekte krop

0

Skoleelever skal fokusere på alt det, som kroppen kan – og mindre på, hvordan den ser ud. Det skal et nyt undervisningsmateriale om kropsidealer, selvværd og bevægelsesglæde hjælpe dem til.

Menneskekroppen kan se ud på mange måder, og den kan godt være smuk, selvom den ikke ligner dem, der fylder mest på de sociale medier. Det er der desværre rigtig mange børn og unge, som ikke ved, viser flere trivselsundersøgelser. Derfor har Skole OL i samarbejde med Anti Doping Danmark udarbejdet et nyt undervisningsmateriale, som skal sætte fokus på kropslig trivsel i idrætsundervisningen.

– Børn og unges negative fokus på, hvordan kroppen ser ud, kan være begrænsende for lysten til og glæden ved at bevæge sig. Vi vil gerne lære eleverne, at kroppe er mangfoldige, og at eleverne i stedet for at fokusere så meget på, hvordan kroppen ser ud, hellere skal fokusere på alt det, som kroppen kan. Det skal være med til at booste bevægelsesglæden, siger Janni Thrane, projektleder for Skole OL.

Fokus på selvrespekt og kropsidealer

Undervisningsmaterialet tager afsæt i projektet Spejlven, som er lavet i et samarbejde mellem Anti Doping Danmark og Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Det nye materiale behandler temaerne selvrespekt og selvværd, kropsidealer og tryghed i egen krop, og alle temaer indeholder øvelser og spørgsmål om kropslig trivsel.

– Vi er glade for, at vi sammen med Skole OL kan sætte fokus på kropslig trivsel, og vi håber, at materialet kan bidrage til en samlet indsats, som skal gøre op med de unges urealistiske idealer, der er med til at tynge deres selvværd og trivsel, siger Malene Radmer Johannisson, Seniorkonsulent hos Anti Doping Danmark.

Bevægelse styrker trivslen – og sammenholdet

Undervisningsmaterialet om kropslig trivsel ligger frit tilgængeligt på Skole OL’s hjemmeside, hvor der også findes en række andre undervisningsmaterialer målrettet idrætsundervisningen.

– Skole OL er meget mere end de olympiske lege for skoleelever. Det handler grundlæggende om at få børn og unge til at finde glæden ved at bevæge sig. Vores tilbagemeldinger på Skole OL viser, at bevægelse – særligt når det sker i fællesskab – er med til at styrke klassesammenholdet og trivslen i klassen. Derfor håber vi med vores undervisningsmaterialer at bidrage med gratis inspiration til idrætslærere, siger Janni Thrane.

På hjemmesiden www.skoleol.dk findes nu også en opdatering af materialet ”Fairplay”, som ligeledes er et produkt af samarbejdet mellem Skole OL og Anti Doping Danmark.

Kort om Skole OL
Skole OL er OL i børnehøjde. Det er Danmarks officielle Olympiske Lege for skoleelever fra 0.-8. klasse og er funderet på de tre børneolympiske værdier: Fællesskab, Færdighed og Fairplay. Formålet med Skole OL handler om at inspirere, motivere og skabe de bedst mulige betingelser for, at skoleelever oplever bevægelsesglæde og kan få lagt grundstenene for et aktivt liv gennem hele livet.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) står bag Skole OL, som støttes af Nordea-fonden, TrygFonden og Ole Kirk’s Fond. Salling Group (repræsenteret ved Bilka) sponsorerer Skole OL.

Kort om Spejlven
Spejlven er Anti Doping Danmark og Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskades fælles projekt, der skal give børn, unge og voksne et fælles sprog om kroppen samt styrke børn og unges forhold til realistiske og sunde kropsidealer med henblik på at øge deres trivsel og selvværd. Spejlven sætter fokus på mangfoldighed og på, hvad kroppen kan, i en tid hvor udseende får stor opmærksomhed, og hvor redigerede billeder på fx sociale medier påvirker unges kropsidealer.

International fordømmelse efter dom over russisk oppositionsleder

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Den internationale fordømmelse er massiv, efter at Rusland i dag dømte oppositionslederen Vladimir Kara-Murza til 25 års fængsel. Dommen har skabt bekymring og vrede blandt menneskerettighedsorganisationer og politikere verden over.

FN’s menneskerettighedschef, Volker Türk, udtrykte sin utilfredshed med dommen på Twitter. Han skrev, at “Ingen skal fratages retten til at udøve deres menneskerettigheder. Jeg opfordrer myndighederne til straks at frigive ham.” Türk står ikke alene med sin fordømmelse, da også Amnesty International har kritiseret dommen.

Amnesty International kalder dommen over Vladimir Kara-Murza “endnu et skræmmende eksempel på en systematisk undertrykkelse af civilsamfundet” i Rusland. Organisationen mener, at denne sag er et udtryk for den fortsatte indskrænkning af ytringsfrihed og politisk pluralisme i landet.

Vladimir Kara-Murza er kendt som en af de sidste markante oppositionsfigurer inden for de russiske grænser. Hans fængsling har øget bekymringerne for, at politisk modstand og kritik vil blive endnu mere begrænset i Rusland.

Estisk statsanklager rejser tiltale mod seks tidligere Danske Bank-ansatte i hvidvasksag

0
Foto: AVISEN

Den estiske statsanklager har rejst tiltale mod seks tidligere ansatte i Danske Banks estiske filial for deres involvering i hvidvaskning af penge. Ifølge nyhedsbureauet Reuters menes de sigtede at have hvidvasket op imod 1,6 milliarder dollar og 6 millioner euro, svarende til henholdsvis 10,9 milliarder kroner og 44,7 millioner kroner.

De seks personer, der nu står tiltalt, arbejdede tidligere i Danske Bank og er anklaget for deres rolle i den omfattende hvidvasksag, der har ramt banken. Danske Bank har allerede indgået forlig og fået bøder i forbindelse med denne sag, hvor bødebeløbet svarer til lidt over 15 milliarder kroner.

Sidste år led Danske Bank et underskud på 5,1 milliarder kroner, hvilket i høj grad kan tilskrives de økonomiske konsekvenser af hvidvasksagen og de deraf følgende bøder. Sagen har haft en betydelig indvirkning på bankens omdømme og finansielle resultater.

Spirituspåvirket bilist med beskadiget køretøj anholdt i Ejby: 44-årig mand fra Billund Kommune sigtet for spirituskørsel

0

En 44-årig mand fra Billund Kommune blev anholdt og sigtet for spirituskørsel tidligt lørdag morgen kl. 02.27 på Nørregade i Ejby, Middelfart Kommune. Manden førte en bil med skade på højre frontskærm, hvor blinklyset hang, og han var samtidig påvirket af alkohol over det tilladte niveau.

Politiet stoppede bilisten på Nørregade, hvor de bemærkede den synlige skade på bilens højre frontskærm og mistænkte føreren for at være påvirket af alkohol. En alkometertest blev foretaget på stedet, og resultatet viste et alkoholniveau over det tilladte. Den 44-årige mand blev derefter anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Abdi Ulad idømt fire års udelukkelse for brug af doping

0

Abdi Ulad, der blandt andet repræsenterede Danmark i maratonløb ved OL i 2016 og 2021, er af DIF’s Dopingnævn blev idømt en udelukkelse på fire år på grund af brug af doping.

Abdi Ulad blev i efteråret 2022 af Anti Doping Danmark testet positiv for stoffet trimetazidin. Han erkendte efterfølgende at have indtaget stoffet.

Anti Doing Danmark nedlagde påstand om udelukkelse i fire år. Den påstand valgte DIF’s dopingnævn at følge, da det ikke vurderede, at der var formildende omstændigheder, der kunne berettige til en strafnedsættelse.

Udelukkelsen på fire går gælder for al trænings- og konkurrencevirksomhed under Danmarks Idrætsforbund og andre organisationer. Udelukkelsen gælder fra den 14. oktober 2022, og resultater opnået efter den 13. september 2022 diskvalificeres.

Læs hele kendelsen på Dopingnævnets hjemmeside her.

DGI-kampagne vil åbne unges øjne for, at frivilligt arbejde øger trivslen – to ministre bakker op om budskabet

0

Når unge er frivillige, gør det en forskel for dem selv, for foreningerne og for samfundet. Med en ny kampagne sætter DGI fokus på unges trivsel gennem frivillighed med opbakning fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Hvordan har du det egentlig? Det er et spørgsmål, mange unge tager stilling til. Flere unge end nogensinde føler sig ensomme, har et dårligt selvvurderet helbred, eller har haft en psykisk lidelse, viser undersøgelser.

Derfor bakker kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Moderaterne) op om DGI’s nye kampagne, ”Frivillig for fremtiden”, der sætter fokus på unge og frivillighed i idrætsforeningerne:

– I en situation, hvor historisk mange er medlemmer af vores idrætsforeninger, spiller de frivillige en helt særlig rolle. Det er dem, der med en kæmpe indsats får det hele til at hænge sammen, så alle vi andre får lov til at opleve foreningslivet og dets mange fællesskaber. Samtidig styrker rollen som frivillig selvværdet og skaber muligheder og udvikling for den enkelte. Derfor håber jeg, at DGI’s kampagne giver endnu flere unge lyst til at være frivillige.

Unge, der er frivillige, har dobbelt så stor chance for at have god mental trivsel, som unge der ikke er frivillige. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (Socialdemokratiet) mener derfor, at idrætsforeningerne spiller en vigtig rolle for børn og unges trivsel:

– De sociale fællesskaber har vi alle sammen – ikke mindst vores børn og unge – brug for at være en del af. Min personlige erfaring er, at idrætsforeninger kan være med til at forme interesser og skabe venskaber, der kan have stor betydning for, hvordan man har det. Derfor er idrætsforeningerne en afgørende brik i tusindvis af unges liv.

Foreningerne er klar

Kampagnen kommer i kølvandet på en række workshops, som DGI har afholdt i samarbejde med 56 kommuner. Her har 920 deltagere fra 360 lokale idrætsforeninger fået brugbare værktøjer til at få flere unge frivillige i foreningen. Foreningerne er derfor mere end klar til at tage imod de unge.

Den nye kampagne slår endnu en gang fast, at unges trivsel er en vigtig dagsorden for DGI. Charlotte Bach Thomassen, formand i DGI, understreger mulighederne for både unge og foreningerne.

– Unge frivillige oplever nye sider af sig selv, udvikler sig og styrker deres trivsel i fællesskab med andre i idrætsforeningen. Unge har nye bud på aktiviteter og organisering, og derfor er det vigtigt, at foreningerne er klar til at give unge plads og indflydelse til at komme med nye ideer. I Danmark har vi stærke traditioner for frivilligt engagement blandt unge, og det skal vi naturligvis bygge videre på.

Hele 39 procent af 15-29-årige, som ikke er frivillige i dag, vil gerne være det. Derfor er det helt oplagt at få flere unge til at være frivillige i de mange danske idrætsforeninger.

Mange årsager til frivillighed

For de store smil, for ledelseserfaring, for fællesskabet, for CV’et, for samfundet og for fremtiden. Sådan lyder blot nogle af årsagerne til, at unge skal være frivillige. Med indsatsen vil DGI nemlig vise unge, at der findes et hav af gode grunde til at blive frivillig. Derudover ønsker DGI igennem en række korte film at motivere flere til at danne meningsfulde relationer som frivillig.

– Vi ved, at mange unge gerne vil være frivillige, hvis bare de bliver spurgt, når rammerne er rigtige, og foreningsledere bakker dem op. Med et øget fokus på muligheder i samarbejdet mellem unge og idrætsforeninger, håber vi også på, at flere unge selv vil tage initiativ til at kontakte deres lokale forening. Det er sjovt og lærerigt at være frivillig, og det vil vi gerne have, at endnu flere unge oplever, siger Charlotte Bach Thomassen.

Som en del af indsatsen offentliggjorde DGI i februar et nyt frivillighedscertifikat. Her kan en ung frivillig få sin forening til at udfylde certifikatet og derefter bruge det som en anbefaling, når de for eksempel skal søge studiejob.

Kampagnen kører fra midt-april til midt-juni – men unges trivsel vil fortsat være en af DGI’s vigtigste mærkesager.

FAKTA:

– DGI’s netop offentliggjorte medlemstal for 2022 viser, at 34.240 personer under 24 år er trænere og instruktører i en idrætsforening. Derudover sidder der 4.443 unge under 24 år i en bestyrelse eller et udvalg i DGI’s foreninger.
– Unge, der er frivillige, har dobbelt så stor chance for at have god mental trivsel, viser en undersøgelse af Statens Institut for Folkesundhed, 2018.
– 39 procent af 15-29-årige, som ikke er frivillige i dag, vil gerne være det, viser en undersøgelse af KL7, 2019.
– Flere unge end nogensinde før føler sig ensomme, har lav livstilfreds­hed, et dårligt selvvurderet helbred, eller oplyser, at de har haft en psykisk lidelse, viser en undersøgelse af VIVE, 2022.

Den demokratiske interessefordeling i Danmark

Den demokratiske interessefordeling i Danmark

0
OPINION. Igennem mange år har kapital- og lånemuligheder været skævt fordelt i Danmark. En vognmand i Nr. Nebel ville investere i sin forretning, men banken...