Nu bliver LIVA Stormarked til MENY: Giver fordele for både kunder og medarbejdere

0

Den 1. maj blev LIVA Stormarked en del af MENY og det samme gør deres flere end 100 medarbejdere, som kan se frem til flere uddannelsesmuligheder og et større fællesskab, udtaler købmand Michael Bro Christensen.

Samme personale, samme gode service. LIVA Stormarkeds mere end 100 medarbejdere skifter nu LIVA-uniformen ud med en lyseblå MENY-skjorte, men selvom skjorten skifter farve, vil værdierne og serviceniveauet være det samme, siger tidligere ejer af LIVA Stormarked og nu købmand i MENY Liva, Michael Bro Christensen:

– LIVA er noget særligt for mange af Koldings borgere, og det skyldes vores dygtige medarbejdere, som kender deres kunder og altid har leveret et højt serviceniveau samt haft de rigtige værdier i bagagen. MENY deler mange af de værdier, og derfor har det været naturligt, at vores medarbejdere kan fortsætte, ligesom Vivi og jeg kan fortsætte som købmænd. Derudover har det en masse fordele at blive en del af en MENY-kæden, fortsætter Michael Bro Christensen.

Mere uddannelse og et større fællesskab
MENYs læringsforløb og uddannelser spænder fra elev- og talentuddannelse til ledelsesuddannelser og købmandsuddannelser.

Medarbejderne får løbende uddannelse gennem kurser både fysisk og digitalt, og derfor mulighed for at gøre karriere inden for detail og give kunderne endnu bedre faglig vejledning.

Det glæder f.eks. Mads Jensen som er én af de medarbejdere, der fortsætter i MENY Liva:

– Det er superfedt, at vi får mulighed for at specialisere os og uddanne os løbende. Nogle gange kan man godt være blind for karrieremulighederne i detailbranchen, så det er fedt at komme ind et sted, hvor der er mulighed for at udvikle sig fagligt og personligt, siger salgsassistent Mads Jensen.

Udover uddannelse er MENY i gang med en ambitiøs digitaliseringsplan, hvor MENY blandt andet har implementeret flere digitale løsninger som e-handelsplatformen MENY Vin og fordelsprogrammet MENY kortet.

Medarbejderne kan derfor se frem til at blive en del af en kæde i digital udvikling, og kunderne kan se frem til flere digitale fordele.

Samme grossist og gode hverdagspriser

LIVA har igennem mange år været kunde hos grossisten Dagrofa, og selvom meget af sortimentet derfor vil være det samme, kan kunderne også glæde sig til nye spændende varer på hylderne. Efter ombygningen til efteråret vil de velkendte MENY-koncepter som fersk fisk, delikatesser og ost være at finde og udforske i butikkerne.

Et andet koncept, der bliver integreret, er prisprogrammet ’Hverdagspris’ der sikrer, at butikskædens kunder altid kan finde mere end 400 basisvarer til en pris på niveau med discountbutikkerne. 

– Hverdagspris’ omfatter en lang række varer, som danskerne bruger mest i dagligdagen som f.eks. bananer, mælk, flåede tomater og vaskemiddel. 

LIVA Stormarked blev oprindeligt stiftet af købmændene Lissy og Vagner Bro Christensen, som i 1968 flyttede til Kolding med drømmen om at åbne et supermarked. Børnene, Vivi Bro Gregersen og Michael Bro Christensen, har senere taget over, og selvom butikkerne skifter navn og ejer fortsætter Vivi og Michael som ansatte købmænd i butikkerne sammen med de mere end 100 medarbejdere.

Buen får ny sammenhængende cykelsti

0

Nu bliver det mere sikkert og trygt at cykle på Buen i Kolding midtby. De eksisterende cykelstier i hver sin ende af Buen kædes sammen, så cyklisterne undgår at komme i nærkontakt med bilerne. Frem til midten af juli vil trafikken på den trafikerede vej i perioder være påvirket af anlægsarbejdet.

I dag mangler der cykelsti på en 180 meter lang strækning midt på Buen omkring krydset ved Sdr. Havnegade. Det betyder, at cyklisterne her skal ud på vejen og deles med bilerne om pladsen.

– Det er ikke en god løsning, når vi taler trafiksikkerhed – og da slet ikke på en trafikeret vej med mange cyklister, bl.a. til vores campusområde med de store uddannelsesinstitutioner. Derfor er jeg glad for, at vi nu får skabt en sammenhængende cykelsti. Det vil skabe tryghed og forhåbentlig bidrage til, at flere får lyst til at tage cyklen, sådan som vi har sat os som mål i vores nye mobilitetsplan, siger Jakob Ville, formand for Plan og Teknik.

Den nye cykelsti anlægges ved at inddrage en del af fortovet og kørebanen. Projektet ventes sammenlagt at koste 2,3 mio. kr. Halvdelen af beløbet kommer fra staten gennem den nationale cykelpulje.


De nye cykelstier anlægges på en strækning midt på Buen omkring krydset ved Sdr. Havnegade.

Anlægsarbejde vil påvirke trafikken

Buen er en af midtbyens mest trafikerede veje, og derfor vil projektet komme til at påvirke en del trafikanter den kommende tid.

Arbejdet går i gang en af de nærmeste dage. I den første fase anlægges cykelstien på den sydlige del af Buen mellem krydset ved Sdr. Havnegade og Kolding Å. Først laves cykelstien på den østlige side af vejen, dernæst stien på den vestlige.

Fodgængere vil i perioder blive henvist til modsatte fortov via skilte på stedet, cyklister skal muligvis trække gennem området, mens bilisterne i denne fase fortsat vil kunne køre på Buen.

– Selv om Buen vil være åben for bilister, så anbefaler vi, at man overvejer en alternativ rute. Når der arbejdes på den sydlige del af Buen, kommer vi til at indsnævre vejen, og i perioder nedsættes hastigheden. Derfor vil det ofte bedre kunne betale sig at køre en anden vej, siger trafikplanlægger Steen Langhoff, Kolding Kommune.

Ensrettet trafik i fase 2

Fra starten af juni til midten af juli bliver cykelstien på den nordlige del af Buen anlagt på strækningen mellem krydset ved Sdr. Havnegade og jernbanen.

– De trafikale gener bliver størst, når vi skal lave cykelsti i den nordlige ende af Buen. Her er pladsen så snæver, at vi er nødt til at ensrette biltrafikken, mens anlægsarbejdet foregår. Det betyder, at bilisterne i en periode bliver tvunget til at finde alternative ruter, oplyser Steen Langhoff.

Nærmere information om tidspunkt og ensretning følger senere med konkrete anbefalinger til bilisterne. Fodgængere kan via skilte på stedet blive henvist til at bruge modsatte fortov, mens cyklister skal trække gennem området.

Bustrafikken omlægges

Mens cykelstien i den nordlige ende anlægges, vil der ikke være plads til busserne, som normalt kører ad Buen. Ruteplanerne ændres midlertidigt, så disse busser i stedet kommer til at køre via Klostergården. Passagerer anbefales at holde sig ajour om ændringer i busdriften på Sydtrafiks hjemmeside og på Rejseplanen, når arbejdet i den nordlige ende af Buen går i gang i starten af juni.

Anlægsarbejdet i den sydlige ende af Buen forventes ikke at påvirke busdriften.

Tyveri fra traktor på Sjølund Landevej i Kolding Kommune

0

Et tyveri fra en traktor er sket mellem onsdag den 26. april klokken 15 og torsdag den 27. april på Sjølund Landevej i Kolding Kommune. Traktoren stod parkeret ulåst på en markvej, og gerningsmanden kunne derfor nemt komme ind i førerhuset.

Ifølge Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi, er der blevet stjålet en signalantenne, en skærm fra førerhuset og en autostyringsenhed.

Voldsepisode på værtshus i Munkegade

0

Tirsdag den 2. maj omkring klokken 01:31, fandt der en voldsepisode sted på værtshuset Knuds Garage, beliggende på Munkegade i Kolding Kommune. En 27-årig mand fra Vamdrup blev tildelt to knytnæveslag i ansigtet af en 21-årig mand fra Aabenraa. Gerningsmanden forlod stedet efter episoden, men blev kort tid efter anholdt af politiet i nærheden.

Ifølge Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi, var gerningsmanden beruset og er blevet kørt til detentionen i Vejle, hvor han er sigtet for vold.

Indbrud i varebil på Platinvej

0

Lørdag den 13. maj mellem klokken 14 og søndag den 14. maj klokken 14:00, blev en Seat Altea varebil udsat for tyveri på Platinvej i Kolding Kommune. Gerningsmanden knuste bilens siderude og rodede igennem bilen.

Ifølge Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi, har ejeren endnu ikke overblik over, om der mangler noget fra bilen.

Dykkerklubben Marsvinet i gang med et nyt ambitiøst maritimt center

0
Foto: Dykkerklubben Marsvinet-Lillebælt

Efter en lang og følelsesladet kamp for at finde finansiering og opfylde deres drøm, er Dykkerklubben Marsvinet endelig i gang med at opføre et nyt maritimt center. Vi talte med John Johansen, tovholder på projektet og web-ansvarlig for klubben, om deres vision og de udfordringer, de har mødt undervejs.

– I lang tid har vi arbejdet på at modernisere vores nuværende klubhus, som stammer tilbage fra ca. 1935 og blev opført med overskudsmaterialer fra bygningen af Den Gamle Lillebæltsbro, fortæller John Johansen.

– Men nu er vores vision blevet udvidet til etablering af et maritimt center, der vil være til gavn for mange borgere i området og vil også understøtte formidlingen af livet i Lillebælt, fortætter han.

Det nuværende Klubhus. Foto: Dykkerklubben Marsvinet-Lillebælt

En sag med mange følelser

Projektet var tæt på at blive stoppet i foråret 2023 på grund af manglende finansiering, men i sidste øjeblik trådte to lokale investorer til og reddede projektet ved at investere i det gennem B. Vangsted Invest Aps og USTC A/S.

– Det har været en sag med mange følelser. Mange af dem negative. Men nu er armene oppe over hovedet. Det er en drøm, der går i opfyldelse, ikke kun for dykkerklubber. Men det er en drøm og en mulighed for mange andre, som har den tilknytning til Sildemarken og Lillebælt, siger Johansen.

Finansiering til projektet kom ikke let, og klubben måtte navigere gennem flere tekniske og økonomiske udfordringer, herunder en prisstigning på grund af corona, som hævede omkostningerne med en million kroner. Men nu er klubben endelig i gang med at realisere deres vision.

– I går satte vi byggepladsskiltet op, og fredag er der første spadestik! Vi skal være færdige på et halvt år. Noget af det er EU-midler, fortæller Johansen begejstret.

Det nye maritime center vil ikke kun være til glæde for Dykkerklubben Marsvinet og dens medlemmer, men også for de mange andre borgere og turister med tilknytning til Sildemarken og Lillebælt, der vil kunne drage fordel af de nye og moderne faciliteter.

Illustration af det nye Maritime Center. Foto: Dykkerklubben Marsvinet-Lillebælt

Fyns Politi efterlyser vidner til en sag om kvalificeret vold i Middelfart

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Fyns Politi søger vidner til en voldsepisode der fandt sted den 18. april kl ca. 15.00 i krydset Teglgårdsparken/ Brovejen i Middelfart. 

Forurettede holdt ved krydset Teglgaardsparken/ Brovejen på sin knallert tirsdag eftermiddag den18. april omkring kl 15.00, da en sort stationcar af mærket Ford kørte op på siden af ham.

Tre personer steg kort efter ud af bilen og overfaldt forurettede med slag og spark. Den ene person havde også en kniv og forsøgte at snitte eller stikke forurettede med denne, men det afværgede forurettede.

Der tre personer beskrives som:

A: Mand, 18-25 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Yderligere kendetegn: Lille sort skæg på hagen. Iført: Sort Adidas trøje og sorte bukser.

B: Mand, 18-25 år, 165-170 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Sort, Hårfarve: Sort, Yderligere kendetegn: Krøllet hår. Iført: Sort kasket med hvid tekst: “ICON”, gråt træningssæt af mrk. Nike,

C: Mand, 25-30 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Muskuløs, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort. Iført: Sort træningssæt og bevæbnet med køkkenkniv.

Vi søger vidner

På et tidspunkt holdt en mindre rød bil på modsatte side af krydset på Brovejen. Denne begyndte at dytte voldsomt under episoden, hvilket angiveligt fik de tre personer til at stoppe deres forehavende og køre væk fra gerningsstedet ad Brovejen i Østlig retning. Fyns Politi er meget interesserede i at høre fra personen/personerne i den lille røde bil. Fyns Politi er også meget interesserede i at høre fra andre vidner, som har set eller hørt noget i relation til voldsepisoden. Fyns Politi kan kontaktes på 114.

Fyns Politi kan ikke sige yderligere om episoden. 

Hvad er kvalificeret vold? Bestemmelsen omhandler angreb mod legemet, som er af særligt rå, brutal eller farlig karakter. Omfattet er også legemsangreb, som kan betegnes som mishandling.

Erritsø Idrætscenter har gennemgået renovering og udvidelse med stor succes

0

Erritsø Idrætscenter har været igennem en større renovering og udvidelse de seneste år. Centerleder Mette Dahl Vindeløv fortæller over en kop kaffe i de nye, åbne caféfaciliteter, at centret er fuldt booket i primetime om eftermiddagen.

Det særlige ved Erritsø Idrætscenter er, at de skal tilgodese både foreninger og brugere. Det gælder eksempelvis på de populære padelbaner i ketsjercentret, hvor fordelingen af baner mellem foreninger og udefrakommende, der ikke er med i en forening, er 50/50.

Padelbanerne er fuldt booket i, hvad man kalder primetime fra eftermiddag og frem. I morgentimerne arbejder Erritsø Idrætscenter på at fylde tiden med gymnasier, folkeskoler og en aktiv seniorforening, der benytter faciliteterne om formiddagen.

Hun fremhæver samtidig det nye åbne kontormiljø og caféområde, der skaber liv og gør det muligt for personalet at hilse på gæsterne. Det er hun glad for. Det giver centret en ny dimension.

– Vi er ét stort center, vi siger hej til gæsterne. Vi sidder i et kontormiljø, og man så ikke kunderne, der kommer i svømmehallen, men det gør vi nu. Det skaber liv. Der kommer flere gæster, og vi har et lækkert caféområde, hvor vi byder folk velkommen. Vi har unge, der hænger ud her og køber lidt i caféen, fortæller centerleder Mette Dahl Vindeløv.

Erritsø Idrætscenter er en del af et netværk kaldet Connect Sport, der omfatter haller fra hele Danmark. Vindeløv forklarer, at gæsterne fra netværket får en “wow-fornemmelse”, når de besøger centret. Centerlederen afslører samtidig, at de næste skridt i renoveringsprocessen er at opdatere de gamle omklædningsrum og lave en vedligeholdelsesplan for de nye faciliteter.

– Det er de gamle omklædningsrum, vi skal kigge på nu, og vi skal lave en plan for, hvordan det hele holdes vedligeholdende for de nye. Vi er kommet godt tilbage fra corona i vores fitnesscenter. Vores medlemstal er på vej op og er på omkring 1.000 medlemmer. Vi har en god målgruppe i fitness. Der er liv dagen igennem – seniorerne om morgenen og så de andre i løbet af dagen. Vi kigger også lidt på maskinerne og om noget trænger til at blive skiftet, siger centerleder Mette Dahl Vindeløv.

Som Mette Dahl Vindeløv nævner rummer Erritsø Idrætscenter et fitnesscenter. Det har omkring 1.000 medlemmer, og tallet er stødt stigende efter coronapandemien.

-Vi har en god målgruppe i fitnesscentret. Der er liv dagen igennem. Seniorerne er der om morgenen og så de andre i løbet af dagen, slutter centerlederen.

Fredericia Kommune lancerer strategi for elbil-ladeinfrastruktur

0

Fredericia Kommune har udarbejdet en strategi for ladeinfrastrukturen i byen, der har til formål at følge den nationale målsætning for udbredelsen af elbiler. Strategien blev drøftet i Klima-, Energi- og Miljøudvalget i marts 2023 og indeholder en række centrale elementer, herunder at sikre en høj tilgængelighed af ladestandere for borgere, pendlere og turister, samt at skabe konkurrence mellem udbydere af lademuligheder for at sikre lave priser.

Derudover vil kommunen vægte opsætning af lynladere, hvor der er behov for hurtig opladning og tilgængelighed for elbiler gennem parkeringsregler, der samtidig sikrer adgang for øvrige biler. Ladepladser skal tidsbegrænses, og digitale løsninger som apps til parkering skal indtænkes. Opladning skal dog ikke fritage for betalingsparkering.

Tommy Rachlitz Nielsen. Foto: AVISEN

– Vi vil gerne have ladestandere i Fredericia. Vi har bygningerne, der skal opgraderes, og kommunale p-pladser, hvor det vil være godt at placere dem. Vi vil udbyde dem i forskellige pakker til selskaber, der kan byde ind på det, ligesom tankstationer ikke er kommunale, er elladestandere heller ikke, da de private skal levere det, siger formand Klima-, Energi og Miljøudvalget Tommy Rachlitz Nielsen og uddyber:

– Andre kommuner har lavet udbud og opsat ladestandere, som ikke koster kommunen, hvor borgere kan købe deres strøm. Jo flere elbiler, jo tættere kommer vi på at reducere CO2-udledningen. Vi kommer til at placere ladestanderne strategisk, så de kommer til at gavne byens borgere og samtidig fremmer handelslivet.

Kommunen planlægger at placere ladestanderne strategisk for at gavne byens borgere og samtidig fremme handelslivet.

Nikolaj Jacobsen forlænger som landstræner til 2030

0

Efter seks succesfulde år i spidsen for Håndboldherrerne fortsætter landstræneren på en lang kontraktforlængelse med nye mål og ambitioner.

Da Nikolaj Jacobsen tiltrådte som landstræner i 2017, havde Danmark aldrig vundet VM-guld. Siden da har Håndboldherrerne skrevet historie ved at vinde verdensmesterskaberne tre gange i træk.

Læs også:

Men Nikolaj Jacobsen er stadig sulten efter mere succes og flere store håndboldoplevelser i spidsen for Danmark. Derfor har han forlænget sin kontrakt frem til 30. juni 2030.

– Jeg er rigtig glad for mit job i Dansk Håndbold Forbund. Jeg har nogle fantastisk dygtige spillere, jeg får lov at træne, og så har jeg også en virkelig god stab, som jeg er vanvittig glad for at arbejde sammen med. Så det gør det sjovt at møde ind i landsholdslejren hver gang, siger han.

Landstrænerens hidtidige kontrakt løb frem til 2025, og at den nye kontrakt rækker hele syv år ud i fremtiden, er ingen tilfældighed, fortæller Nikolaj Jacobsen.

  • Det har været vigtigt for mig. For det giver en sikkerhed og betyder, at jeg ved, hvad jeg skal de næste mange år.
  • Jeg synes samtidig, vi er ved at få et godt kuld af nye unge spillere ind på landsholdet, og arbejdet med at føre dem fremad og forhåbentlig sikre nogle gode resultater til dansk håndbold også i fremtiden, det har været meget motiverende og en af de største grunde til, jeg har valgt at lave så lang en kontrakt, siger han.

Begejstringen er gengældt i Dansk Håndbold Forbund

Sportschef i Dansk Håndbold Forbund, Morten Henriksen, var ikke sen til at slå til, da muligheden for at forlænge med verdens officielt bedste herretræner bød sig.

  • Resultaterne under Nikolaj Jacobsen taler for sig selv. Så jeg vil i stedet gerne fremhæve hans lederevner og lyst til at udvikle både spillerne, sig selv og selve spillet. Vi forlænger derfor ikke kun med en træner, der vinder medaljer. Vi forlænger også med et herligt menneske både over for sin trup og kollegaer og en fantastisk ambassadør for dansk håndbold.
  • Nikolaj er så fagligt nysgerrig, at jeg er overbevist om, at han vil være drevet af samme høje passion og faglighed, som vi altid har kendt ham for, også frem mod 2030, siger sportschefen.

Nikolaj Jacobsen har foreløbig stået i spidsen for Danmark i 109 landskampe, hvoraf ikke færre end 87 er endt med sejr.

Vejle gjorde det igen: Point reddet i overtiden

0
Vejle Boldklub nægtede at give slip på håbet i bunden af 3F Superligaen og sikrede sig mandag eftermiddag endnu et sent point hjemme mod...