Denne Ugens Kurt er snart at finde som leder af nogle af byens stærkeste samlingspunkter, som Fredericia Idrætscenter og Madsbyparken. Stillingen hedder Leder af Madsbyparken, men rummer også ledelse af Den Historiske Miniby.
Det er tidligt på kaffebaren, så man kan vælge hvor man vil sidde, og jeg har min favorit plads til Ugens Kurt. Den plads er min i dag, jeg får lige klappet laptoppen op og bliver klar, da Kasper Findahl kommer ind af døren.
Kasper er næsten indbegrebet af en Fæstningsdreng, og da jeg indleder med at spørge til opvæksten står det klart, at Kasper kender Fredericia.
“Jeg har boet mange steder i Fredericia, bare på mine 9 første leveår boede jeg 6 forskellige steder. Det var Anders Billesvej, Rahbeksvej, Vesterdalsvej, Dalegade, Øster Voldgade og Hans de Hoffmannsvej”, siger Kasper.
Sporten som barn
Kasper er 39 år i dag og har både en lille- og en storebror. Sport har altid betydet meget for familien og Kasper har haft en stor kærlighed til holdsport – og helst med en bold. Han har spillet håndbold, fodbold, badminton og tennis.
“Jeg spillede også trommer hos Thomas Duus, men jeg kunne bedre lide at være sammen med kammeraterne, jeg er meget social og kan godt lide at være sammen med andre mennesker”, siger Kasper.
Indtil Kasper var 11-12 år spillede han både fodbold og håndbold. Fodbold var hos FfF’erne, hvor han huserede på kanten i begge sider, håndbolden var hos Fredericia HK. Håndbolden begyndte at tage over, som ungdomsspiller var han playmaker og højre back, men jo højere niveauet blev, så spillede størrelsen ind. Så positionen som fløj og højre back kom i spil da det blev ynglinge håndbold.
“Som juniorer vandt vi blandt andet det Jyske Mesterskab mod Jesper Nøddesbo og andre, det var sjovt. Da vi spillede ynglinge der havde vi Kenneth Kjestrup som træner i den bedste række, der blev vi nummer 3”, siger Kasper.
Skoletiden
Kaspers lokalkendskab kommer også fra skolegangen, han gik på Skjoldborgvejens Skole indtil 4. klasse. Derefter var det 6. Juli Skolen indtil den blev nedlagt, resten af folkeskolen foregik på Treldevejens Skole, indtil Kasper gik ud af 9. klasse.
Den sproglige uddannelse på Fredericia Amtsgymnasium blev taget fra 1996-1999. Der var et par stykker fra håndboldholdet der overvejede at tage en Team Danmark udgave af studiet, hvor man får forlænget gymnasiet med et år. Det er også her hvor tingene begynder at smelte sammen, skole og uddannelse bliver en fællesnævner med sporten.
“Men vi kunne jo godt gennemføre på 3 år, der var ikke morgentræning. Men vi trænede 4 gange om ugen, plus de forskellig udvalgte hold. Det var fedt at opnå nogle resultater, vi havde et godt hold. Vi var jo mange kammerater der havde spillet sammen siden vi var 12 år, det var et hold af mange fredericianere, mange bor her stadig som jeg husker det”, siger Kasper.
Efter ynglinge tiden blev det for de flestes vedkommende til spilletid på andetholdet under Keld Vestergaards vinger. Simon Krogh får debut i 1.division og på andetholdet vinder de alle hjemmekampene, men sjovt nok taber de også alle udebanekampene. Den generation blev en rugekasse og Kasper var med et år i 1. Division under ledelse af Benny Brandt.
“Det var da fedt at løbe ind i hal 1, så repræsenterer man klubbens flagskib. Vi var rundt i hele landet og spillede for forholdsvis mange publikummer i de byer der har håndbolden i fokus ligesom i Fredericia”, siger Kasper.
Et tragisk dødsfald en forårsnat i 2000 satte en stopper for håndbolden for en tid. Kaspers gode kammerat Jacob Zarling dør ved en ulykke og håndbolden giver ikke mening mere. Kasper flytter til Aarhus og starter på Aarhus Business School.
Kasper danner par med Pernille Braating Findahl, de bor i Aarhus et halvt års tid og håndbolden begynder at trække igen.
“Jeg kiggede efter klubber i Aarhus-området, men det var guttere og FHK der trak. Vi flyttede tilbage og jeg gik i hård træning, det var i januar eller februar i 2002. Det var også i det forår FHK rykkede op i ligaen. Jeg kom sæsonen efter i truppen, under Nick Rasmussen. Jeg spillede med i tre eller fire år, det kan jeg ikke helt huske, det var nogle spændende år, vi var i nedrykningsspil 2 gange hvor vi redder os, både i Ajax og Skanderborg”, siger Kasper.
Den sidste del af sæsonen 2005/2006 bød ikke på meget spilletid til Kasper, da Mik Hagenbo tegnede på taktikbrættet. Kasper får en kontrakt på den anden side af broen og spiller to sæsoner i Ejby/Middelfart, før han stopper karrieren i 2008.
“Det var hårdt at skulle forlade FHK, men skulle jeg retfærdiggøre at spille, så skulle jeg et andet sted hen. Jeg bliver også gift med Pernille og vores datter Silje er et år gammel der. Det er med til at man overvejer elitesport, mange af de gamle var flyttet til andre klubber. Det er håndboldens facetter, det kan være manglende spilletid eller større talent”, siger Kasper.
Arbejde
Kasper fik en læreplads ved Fredericia Kommune på kontoret ved offentlig administration. Efter lærepladsen bliver han så ansat som konsulent ved Uddannelsescenteret i 2004, her er han i tre år indtil han kommer til FC Fredericia i 2007 som salgschef, året efter at Monjasa Park stod færdigt.
FC Fredericia
“Det var et meget spændende job, det var en fodboldklub som havde været i 1. division i mange år på Baldersvej, og havde sukket efter bedre forhold. Da Kommunen så finder penge til det nye stadion, så besluttede man fra bestyrelsens side at lukrere på det og lave et mere professionelt setup. Stig Pedersen var direktør og var tidligere sportschef, jeg skulle stå for det kommercielle. Jeg søgte selv jobbet og var både heldig og dygtig nok til at få stillingen”, siger Kasper.
Det var en god tid i 2007, det var før finanskrisen, klubben voksede fra 50 til 300 samarbejdspartnere. Kasper er en ægte holdspiller og siger det ikke kun var hans fortjeneste, der var både et godt sponsorudvalg og en stærk bestyrelse.
“Vi løftede økonomien, at vi kunne lave et fuldt pro-setup, det var en stor omvæltning. Det bliver halv-alvorligt når 16 fyraftensspillere går til proffer der ikke skal lave andet end at spille fodbold”, siger Kasper.
For Kasper blev det en fed rejse, med kontakt til mange spændende virksomheder. Monjasa var en af de tungere støtter, men der har været mange loyale sponsorer hele tiden.
Det var tæt på i perioden at rykke op, faktisk var der besøg af et taskforce fra DBU da FC Fredericia i sæsonen 2009-2010 snublede i den sidste kamp foran 1000 medrejsende fans i Kolding den 13. Juni.
“Heldigvis fik jeg en søn fire timer efter, det hjalp lidt på den store skuffelse. Vi udviklede en bæredygtig fodboldklub med et kommercielt koncept, som prøvede at gøre sig uafhængig af fodbolden, men fodbolden skal jo også være en fed vare”, siger Kasper.
Kasper stoppede hos FC Fredericia i januar 2017, det at være en lokal dreng faldt godt ind i jobbet, han havde et stort netværk og kunne bruge det som afsæt.
Flex1One
Efter tiden hos FC Fredericia fik Kasper job hos Flex1One som national salgschef.
“Jeg fik ansvaret for de kommercielle aktiviteter i Danmark, opgaven var lidt det samme, havde 20 medarbejdere. Vi skulle udvikle os kommercielt i autobranchen , indrette værksteder og producere dækmonteringslinjer og eksportere til hele verden”, siger Kasper.
Kasper stoppede 1. april 2019 og så skulle familien på en lang 3,5 måneders rejse, den havde været i støbeskeen siden han var hos FC Fredericia. Det virker på Kasper som om, at det har været den helt rigtige optakt til det nye job som Leder af Madsbyparken.
Rejsen til Østen
Familien skulle på en rejse der var sparet op til i 3 år. Turen gik til Thailand, Vietnam og Indonesien. Planen var at vise deres børn, Bertil på 9 og Silje på 11, lidt af den store verden.
“Planen var at vores børn skulle opleve, at verden kan se anderledes ud end trygge Danmark. Hvordan går man i skole i Vietnam? Hvordan er man i en familie i Thailand? Det var nogle fede oplevelser. Man bliver helt høj af sådan en tur, man har lektier med. Der er selvfølgelig et afsavn til venner og familie, men det har været helt unikt, alle der har muligheden bør gøre det. Vi er selvfølgelig privilegerede at kunne, men man skal gøre det”, fastslår Kasper.
Det nye job
“Jeg havde noteret mig, at Bent Bjerre Jørgensen, som har leveret et fantastisk arbejde stoppede, og det er et job jeg havde tænkt på i mange år. Hvis jeg skulle jeg være i kommunen, så er det et felt jeg har haft med at gøre. Der er ikke en krog jeg ikke kender i Fredericia Idrætscenter, jeg startede med at køre i svømmehallen selv da jeg var seks år. Det kostede en femkrone og var man heldig, så fik man en 10’er til fritter bagefter. Jeg har altid tænkt at Bent måtte have verdens bedste job, jeg er ydmyg og ekstremt glad for at have fået jobbet”, siger Kasper.
Hvad er de første opgaver der venter?
“Jeg skal jeg jo lige mærke organisationen, se mig omkring og lære de 74 fastansatte medarbejdere at kende. Der er legeparken, minibyen og idrætscenteret, stadion og svømmehallen, det er et stor område. Hvis man kigger på stillingsopslaget, så kan man se der er et ønske om at udvikle området forretningsmæssigt, det kan være mange ting”, siger Kasper.
Kasper nævner mange af de områder han vil arbejde med, og håber han kan bidrage med at skabe et område der er samlingssted for både, borgere, foreninger og erhvervsliv.
Fritiden
“Jeg dyrker en del sport, lidt crossfit, mountainbike, lidt løb, jeg har lavet lidt ironman og triatlon. Jeg er lidt bidt af en gal sportsmand. Når jeg dyrker sport, får jeg også dyrket mine kammeratskaber. Det kan være svært, at vedligeholde sine venskaber, når man kommer sent hjem fra arbejde og har unger der skal puttes. Så man kan kombinere det sociale med træning, det må godt være sjovt imens man brænder 100 procent for noget. Man brænder ud hvis det ikke er sjovt”, siger Kasper.
Kasper er også fodboldtræner i KFUM for et U9 hold et par gange om ugen. De er 6 forældretrænere og 30 børn.
Det var en god, solid lang samtale på kaffebaren, Kasper er nem at snakke med, så mon ikke der kommer mange flere historier fra hans nye hverv efter sommerferien. Kopperne er tomme, men snart er Kaspers opgaver fyldt op igen.
Ugens Kurt, Dennis Kappel. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Dennis Kappel driver Vinoble i Danmarksgade, og har en stor passion for fodbold. Lær i Ugens Kurt vinhandleren endnu bedre at kende.
En stille morgen satte vi Dennis Kappel i stolen på Kurt’s Kaffebar. Emil, der er ansat på Kurt’s, gik rundt og var ved at gøre klar udenfor til det store morgenrykind, som er en god blanding af både erhvervsfolk, ferierende fredericanere og mennesker, der nyder deres otium.
Præcis 08:30 trådte Kappel ind ad døren på Kurt’s. Dennis Kappel er 35 år, og driver til dagligt Vinoble i Danmarksgade. Privat er han gift, og har en datter på to år.
Vores samtale startede et andet sted. Vi spolede tiden tilbage til Kappels barndom.
“Jeg havde virkelig en god barndom, og havde det godt med min mor, far og bror. Skolemæssigt skiftede jeg lidt frem og tilbage,” siger Dennis Kappel med et smil og fortsætter:
“Vi havde lidt temperament i min familie, men jeg faldt til ro. Jeg har altid elsket at arbejde, og kombinationen af fritidsjobs og senere en god uddannelse gjorde meget godt for mig.”
Efter endt skoletid startede Kappel som arbejdsdreng hos Dan Cargo og sidenhen fik han job som ufaglært hos Starpipe. Planen var derefter ,at starte i lære som tømrer, men til en fodboldtræning sprang Kappel korsbåndet.
“Mens jeg lå på sygehuset, tog jeg beslutningen om, at jeg skulle gå en anden vej og gik i lære som tjener.Jeg ville gerne det personlige aspekt i det og det viste sig at være rigtigt,” forklarer Dennis Kappel, som derfor startede på det der i dag hedder Hansenberg.
“Jeg kom i lære på Aagaard Kro og sluttede på Hannerup Skov, da Simon Jørgensen havde det. Hos Aagaard Kro havde jeg mine op- og nedture. Jeg lærte at arbejde. Når det kun var chefen og mig, og så vidste, hvem der skulle lave mest, og det var ikke chefen ihvertfald. Jeg lærte at knokle, og det gik også ud over mine karakterer i skolen, da jeg ikke havde tid til at læse, da jeg var på arbejde efter skoletid.”
“Jeg kom i clinch med chefen på Aagaard Kro og sluttede derfor ikke læretiden ved ham, men jeg var heldig at slutte min læretid hos Simon på Hannerup Skov. Det er jeg lykkelig for i dag – det gjorde, at jeg kunne få lov til at være til at være elev. Jeg kunne lære de ting, som jeg manglede inden jeg skulle til eksamen. Jeg havde et år tilbage, inden uddannelsen var i mål, da jeg startede på Hannerup Skov, og jeg gik fra på første skoleperiode at få fem og seks-taller til at slutte af med en bronzemedalje til svendeprøven.”
Døren åbnede sig til vinbranchen
Efter endt læretid søgte Kappel et job hos restaurant Estakaden i Vejle.
“En kollega fra Hannerup Skov havde sagt, at jeg skulle søge der, da hun ville arbejde med mig. Jeg kom til samtale, og jeg talte med chefen, der dog ikke havde et tjenerjob, men tilbød mig at blive en del af en vinforretning som han var ved at åbne i Vejle. Han ville kort sagt have mig med, ” siger Kappel og fortsætter:
“Det var bedre arbejdstider, så jeg tænkte: Ja, hvorfor ikke? Chefen så mig an til at komme i butikken uden jeg vidste det, og synes, at vinsnakken var fornuftig, så jeg var med til at starte Vinspecialisten i Vejle i 2007.”
Hvordan var det at være med til at åbne noget nyt?
“Det var sjovt, men hårdt. Når man starter helt nyt i den branche, så skal man forvente, at man har noget spildtid. Kunderne flyver ikke ind fra dag et. Der skulle laves arbejde, og det gik desværre ikke. Efter to år sagde han stop – der var pengetanken tom, og jeg blev afskediget og det var i princippet meget godt. Samme år døde min far, så det var okay ikke at være på arbejde, da jeg så kunne hjælpe ham, mens han var syg . Han døde af kræft og og derefter gik jeg hjemme i nogen tid. Det var ikke særlig sjovt, men jeg var glad for, at jeg ikke skulle svigte nogen eller løbe fra forpligtelser. Det eneste jeg skulle tage mig af var min egen og familiens sorg.”
Efter at have gået hjemme i et halvt års tid var Kappel med til at åbne Milles Café på Axeltorv.
“Det startede godt, men så røg jeg ind i sygdom, blandt andet med en hjernerystelse, der tog tid. Jeg blev enig med mig selv om ikke, at være der mere. Mette fra Ti Trin Ned havde ringet og spurgt, hvad jeg lavede. Så sagde jeg, at jeg overvejede, hvad jeg ville fremover. På det tidspunkt havde Ti Trin Ned Hannerup Skov, hvor hun ville have mig til at hjælpe. Jeg har altid været fan af stedet, og brugt det i forbindelse med Vinoble. Kokken Klaus og jeg kørte stedet dernede, hvor vi havde den daglige kontakt til gæsterne. Det var en god og hård periode.”
Du nævner selv, at det var hårdt. Hvor mange timer blev det til i løbet af en uge?
“Klaus og jeg styrede selv vores ugeplan – vi skulle bare have tingene klar. I hverdagen var der jeg der fire-fem timer om dagen. I weekenden kunne det være fra klokken 10:00 til klokken 05:00. Det var lange weekender, og jeg endte engang med at have en 18 timers vagt. Selvom man er på i så mange timer, så bliver man ikke træt før, at man kommer hjem. Man får et kick, som holder gang i en, og jeg savner faktisk lidt jargonen fra den branche. Midt i natmaden kunne jeg blive budt op til dans, mens jeg var på arbejde, og så tog jeg en sving om, og arbejdede videre bagefter. Det var til stor morskab for gæsterne, og selv synes jeg, at det var sjovt og hyggeligt,” siger Kappel.
Vinobleeventyret
Dennis Kappel nåede at være hos Hannerup Skov i halvandet år, og ved lidt af en tilfældighed røg han i vinbranchen igen.
“Mens Ti Trin Ned havde Hannerup Skov var julefrokoster ikke aktuelle, så der var ikke travlt. Peter Ærensgaard, som havde vinhandlen i Danmarksgade før mig, sagde til mig, at han manglede julehjælp i oktober, november og december. Jeg spurgte Mette, om det var okay med hende, at jeg var julehjælp. Det blev min indgangsvinkel til Vinoble,” siger Kappel og fortsætter:
“Da Peter solgte butikken, tog jeg kontakt til Østjysk Vinforsyning, der ejer Vinoble. Jeg sagde, at de manglede en bestyrer af butikken i Fredericia, og det skulle være mig. De havde en, der var udlært i Vinoble i holbæk, hvor de havde en tanke om det skulle være ham, da han flyttede til Trekantområdet. Jeg sagde, at jeg var mere lokal kendt og var et godt bud. Han spurgte, om jeg kunne komme til Hinnerup til en samtale. Et par timer senere spurgte han, om jeg kunne starte d. 1. oktober. Han sagde, at jeg blev min egen lille direktør, da driften var op til mig. Jeg skulle stå til ansvar for budgetterne og regnskaberne, der skulle hænge sammen.”
“Det lykkedes jo meget godt. Jeg fik forkøbsret på butikken og efter to år var det aktuelt, da nogen var interesseret. Direktøren sagde, at det var oppe over, hvis jeg ville købe, så jeg skulle jeg løbe stærkt og det var i juli, så der var ikke mange på arbejde i bankerne, og jeg havde ikke selv kapital. Det var ikke det nemmeste at sige til banken, at de skulle satse på mig. Jeg endte med at låne pengene af Østjysk Vinforsyning og betalte af til dem.”
“Det var i 2013 , at jeg overtog den, og det har jeg ikke fortrudt. Jeg har ikke haft dårlige regnskaber. Der er kameler, som man har måttet sluge, og jeg har haft den i alt i seks år til oktober. Man skal indstille sit liv på at være selvstændig – det er ikke som at være ansat. Jeg har den indstilling, at jeg ikke lukker for at holde ferie. I de seks år, som jeg har haft butikken, har jeg aldrig holdt lukket udover, når det har været ferie/helligdage. Man skal ikke komme til en lukket dør, hvis resten af byen har åben, og det holder jeg ved. Jeg har altid undret mig over dem, der har lukket i en uge, men man har lov at have hver sin stil,” siger Kappel og kommer med et konkret eksempel, hvor han har måttet prioritere Vinoble først:
“Jeg har blandt andet sagt nej til en vintur til efteråret, da jeg ikke kan få butikken passet i den uge ellers. Der er helt sikkert ting, som man skal sluge og man skal aldrig tælle timer som selvstændig. Når jeg sidder med venner og taler om, at de har travlt, så siger jeg, at jeg har mange timer, men jeg fortæller ikke hvor mange, da jeg ikke har styr på det. Jeg ved, at jeg har flere end dem, og det er altid mit svar i den sammenhæng.”
Udviklingen med Vinoble
Der er sker flere ting med Vinoble siden, at Dennis Kappel overtog Vinoble. Blandt andet er der særligt én ting, som har ændret sig.
“Dengang, da jeg overtog, var det en vinforretning. I dag er vinbutikker lige så meget en gave- som vinforretning. Vi har selvfølgelig stadig folk, der kommer efter vin til en bestemt menu og aften. Det gør, at man skal være alsidig i sortimentet,” siger Kappel.
Hvilke trends mærker man inden for handel med spiritus i butikken?
“Gin er det helt store, men rom og whisky er stadig populære. Jeg tror, at jeg har det største udvalg af rom og whisky, så det har noget at sige, at folk kommer her efter det. Hvad det næste helt store bliver er et godt spørgsmål. Det kan blive vodka eller tequila, men tiden må vise, hvilken trend, som det bliver,” siger Kappel.
Siden Dennis Kappel overtog vinforretningen er der også sket en udvikling i Fredericia – og det i en positiv forstand.
“Siden jeg overtog butikken, er der sket mange ting. Dengang var Danmarksgade presset. I dag er der ingen tomme lokaler. Der kommer et nu, når Holst Sko lukker, men jeg tror, at det bliver udlejet hurtigt. Det, at der ikke er tomme lokaler, har skabt liv. Bylivet er blevet fremmet på mange måder, og det til den positive side. Vi er på vej i den rigtige retning, men vi mangler, at folk handler lokalt og ikke altid vælger Kolding Storcenter, og der skal vi løfte i flok,” siger Kappel.
Fodbold og erhvervsnetværk
Når Dennis Kappel ikke er at finde i Vinoble har han flere passioner, som han dyrker. Blandt andet er han aktiv i Fredericia fF-regi.
“Jeg spiller fodbold og er assistenttræner i F’erne på et hold, som vi lige er rykket op i Serie 4 med. Jeg deltager i arrangementer med Fredericia Teater og FHK, hvor jeg er sponsor. FHK startede jeg op med at være sponsor hos i sidste sæson, og det har været eget positivt, og netværket der er godt. Samtidig er jeg med i erhvervsnetværket Round Table, hvor vi mødes hver anden tirsdag, når det ikke er jul og sommerferie. Ellers forsøger jeg at bruge så meget tid som muligt med familien,” siger Kappel.
Dennis startede til fodbold, da han var fem år gammel, og det er noget, som betyder meget for ham.
“Jeg hygger mig med det, og de venskaber, som jeg har fået derigennem har fulgt mig i hele livet. Der er mange relationer til ungdomsfodbolden,” siger han.
Har du altid været F’er?
“Jeg er faktisk tidligere KFUM’er, men jeg var et smut i Ejby, hvor vi pludselig var ni Fredericia-drenge. Jeg gik på efterskole inden for KFUM på Hellebjerg i Juelsminde. Den flok, som endte i Ejby, var KFUM’ere, og da vi skulle til Fredericia igen, droppede vi KFUM. Vi syntes ikke, at det var det, vi søgte, og klublivet i F’erne var bedre med det sociale,” siger Kappel.
Hvordan ser fremtiden ud for dig?
“Fremtiden ligger i butikken. Jeg har ingen intentioner om, at jeg skal nogen steder, jeg skal udvikle den og skal ikke på Danmarkskortet. Jeg går meget op i, at Vinobole i Fredericia er den lille lokale butik.Mit slogan er den lille butik med det store udvalg, og det skal fortsætte . Hvor udviklingen går hen er en anden side af sagen, og det er svært at sige. Vi er inde i en rivende udvikling erhvervsmæssigt i Fredericia, og erhverv er en stor del af en vinforretning,” lyder det fra Ugens Kurt, Dennis Kappel.
Mange fredericianere har set Christian Jungmark i gadebilledet, måske har de endda haft ham som bankmand. Vi satte Bankdirektør hos Jutlander Bank i stævne til en snak om livet.
Vi starter med at tage tilbage i tiden, tilbage til for 53 år siden, da Christian Jungmark kom til verden og længe inden bankverdenen var noget for ham.
“Jeg er født Gentofte og opvokset i Virum for 53 år siden. Jeg boede de første 23 år i Virum, inden jeg mødte min kone, Henriette Sejrsen, der dengang arbejdede i Lyngby”, fortæller Christian og fortsætter:
“Så da jeg var 24 år gammel flyttede jeg til det jyske, hvor Henriette skulle hjælpe sine forældre i forretningen her, og jeg fik job i Odense, for at få det hele til at hænge sammen”.
“Vi boede de første syv år ude i Gårslev, men da Henriette købte butikken af sine forældre flyttede vi ind til byen”, forklarer han.
“Jeg fik et job i Fredericia, et job jeg var glad for og et sted jeg var i fjorten år. Sidste år fik jeg en helt uimodståelig chance for at starte noget helt nyt op med Jutlander Bank, så det sagde jeg ja til”, fortæller Jungmark og fortsætter:
“Sideløbende med alt der her har jeg også af to omgange været formand for Fredericia Shopping, og det har jeg fordi jeg elsker at være med til at opbygge og udvikle”.
Biologisk student og windsurfing
Med den tour-de-force gennem hele Christians liv var min nysgerrighed vakt, for noget i mig sagde, at der ikke altid har været en bank med i hans drømme for livet.
Med en karriere som din er den vel startet med handelsskolen?
“Nej, faktisk ikke. Altså jeg gik på Lyngby Privatskole og siden på Lyngby Statsskole. Utroligt nok i forhold til det liv jeg har fået blev jeg faktisk biologisk student, noget af det der er længst væk fra det jeg laver nu”, fortæller Christian og fortsætter:
“Men det var i virkeligheden fordi, at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg ville. Jeg havde måske en drøm om at blive læge, men det var snittet slet ikke til. Jeg brugte alt for meget tid på at windsurfe, og alt for lidt tid på skolen, hvis altså snittet skulle have været til at blive læge”.
“Jeg fik læreplads i en bank, hvor hun startede med at spørge hvad jeg havde lavet ved siden af skolen, og da jeg fortalte hende, at jeg surfede blev hun glad, for hun kunne jo se mit karakterblad”, siger Christian med et grin.
“Jeg tog en traditionel bankuddannelse, og så har jeg arbejdet mig op. Jeg synes det er sjovere at bygge noget op i stedet for at drifte. Det har kendetegnet mig meget, også da jeg var i Fredericia Shopping, at vi får italesat alt den negativitet der var i byen og vendt det, for det var der behov for”, fortsætter han.
Det der windsurfing, hvordan kom det ind i billedet?
“Windsurfing var totalt en passion, jeg startede da jeg var 14. Efterhånden som jeg fik kørekort var det på Nordkysten og Vesterhavet. Da jeg kom herover i ’90 var det windsurfing der blev min indgang til byen”, lyder det fra Jungmark.
“Jeg kendte ingen, så jeg mødte en masse nye i surfklubben her. Jeg har stadig mit bræt, men det er ikke så tit det er brugt. Jeg har også kajak og sup-board. Det giver en dejlig ro at være på vandet”, forklarer han.
“Vi har også et sommerhus ude ved vandet, hvor man kan høre bølgerne oppe på terrassen, det giver en dejligt ro i en til tider meget hektisk hverdag. Det er naturen der styrer, og det har jeg altid kunnet lide”, siger Christian.
Bankverdenen kræver meget
Men der er noget jeg ikke helt forstår her, jeg synes der mangler lidt en overgang fra at være biologisk student til at tage en bankuddannelse?
“Jeg tror rent faktisk det var fordi, at drømmen om læge var skudt ved siden af i forhold til min boglige indsats, så kombinationen om at have med mennesker at gøre og så det praktiske. Jeg tror det var mere mig end bare at være på skolebænken”, forklarer Jungmark.
“Det har jeg på ingen måde fortrudt. Jeg nyder at have med mennesker at gøre, både kollegaer og hjælpe kunderne på vej mod deres ønsker i livet”, fortsætter han.
“Det kræver meget empati, lyst til at interessere sig til mennesker. Man skal være godt til at lytte, man får meget at vide. Hvis man invb9olverer sig med sine kunder, så får man et tæt tillidsforhold til dem. At man giver dem gode råd i deres dagligdag. Det tror jeg er grunden til vores succes, at vi er meget nærværende. Det skal ikke være så sort-hvidt som det for mange ofte er”, fortæller han.
Hvordan er hverdagen som bankmand, altså der må jo være både op- og nedture, når man det ene øjeblik siger ja til en kunde, og det næste siger nej til en anden?
“Det er meget nuanceret, meget alsidigt. Der er træls ting, men langt hoveddelen er de positive hvor man giver kunderne en god oplevelse. Om det drømmen om rejse, bil eller hus. Det er meget bredt. Vi er mere rådgivere, det er ikke så sort-hvidt. Det er for mig meget personligt at arbejde i en bank, man skal have et tæt forhold til sin bank”, svarer Christian Jungmark.
Børn, familie og lange arbejdsdage
Hvad med børn, hvornår kommer de ind i billedet? Og hvordan får man i det hele taget en hverdag til at hænge sammen med meget lange arbejdsdage og børn?
“Det hele startede jo med, at Henriette gerne ville tilbage til det jyske, og at jeg var åben for at prøve at bo herovre. Henriette købte butikken i ’98, og dengang havde vi to børn, Frederik fra ’92 og Caroline fra ’94”, fortæller Christian og fortsætter:
“De har været vant til at lægge det ekstra i at opnå deres mål, det er sådan de er opdraget. Jeg tror også, at det er derfor det er gået dem så godt. Frederik er Sales Manager hos Monjasa og bor i New York med sin kæreste og Caroline er flyttet til København sammen med sin kæreste, hvor hun arbejder som projektkoordinator for et kommunikationsbureau”.
“Familielivet hænger sammen på den måde, at vi har forsøgt at have børnene med til mange ting, sågar har de været med til mange indkøbsmøder. Men når vi er på ferie eller sammen med venner, så er vi også fuldt til stede som familie. Det har kun tømret os mere sammen, at vi ikke har mega meget tid, for så er vi bedre til at udnytte den tid vi har”, fortæller Christian.
Hvad så nu når børnene er flyttet langt væk hjemmefra?
“Det gav et tomrum da de flyttede, det er klart. Men der har vi fundet ud af, at det giver os meget at tage dem med på ferie, ligesom vi altid har gjort. Og så er det bare dejligt, at de begge to har fundet kærester der gerne vil med”, fortæller Christian.
“Men vi kan også mærke, at der er mere tid nu, efter de er flyttet, men den tid er vi gode til at bruge ude i sommerhuset, hvor vi kan koble helt fra. Lægge alt til siden og slappe af. Det nyder vi begge to rigtig meget”, fortsætter han.
Livet som selvstændig
Det siges ofte, at man skal være lavet af noget specielt for at være selvstændig, hvad tænker du om det?
“Når man er selvstændig er det en livsstil. Henriette har heldigvis et godt team bag sig. Det ligger ikke i kortene at børnene skal tage over, men den del har vi skudt ud i krystalkuglen, for man ved aldrig hvad fremtiden bringer”, fortæller han og fortsætter:
“Det er en proces hvor man hele tiden bygger på, og en proces hvor man flere gange starter forfra. Driften i opbygningsprocessen er fed, at der er tid og overskud. Jeg ser det som en proces. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide almindelig drift, jeg kan bare mærke, at det giver mig mest at opbygge og udvikle”.
Hvad sker der i fremtiden?
Nu sagde du godt nok, at I har skudt noget ud i krystalkuglen, men hvis vi tager et kig ind i den, hvad bringer den så for dig om 10 år? og om 20?
“Om tyve år nyder jeg forhåbentlig mit otium, med tid til at nyde fritiden og mit sommerhus. Og Ibiza, jeg har altid kunnet lide Ibiza – og jeg vil gerne opleve det i længere tid end en uge ad gangen. Om ti år er der stadig gang i mig tænker jeg”, svarer Christian.
Kan du overhovedet sidde stille? Du virker som en type med meget fart på?
“Det er en kunst at kunne sidde stille, og jeg håber da også at jeg, når jeg når dertil, stadig kan løbe og cykle mountainbike, og selvfølgelig være på vandet”, fortæller Jungmark.
“Vi lever et liv hvor der er fuld fart på, men vi er også gode til os selv. Vi har nogle nære vennepar, som vi nyder at være sammen med. Men vi nyder også tosomheden, at vi tager afsted og trækker stikket”, siger han og fortsætter:
“Sidde på terrassen, nyde solen. Vi holder fri, måske lige med en halv times arbejde om dagen, så holder vi fri. Vi er ikke typerne der skal rundt og se alt muligt, vi slapper af når vi er på ferie. I udgangspunktet laver vi ikke andet end at være på stranden, for at lade batterierne. Det er vigtigt, ellers så kan det ikke køre, sådan er det”.
Ugens Kurt, Jens-Peter Riis. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN
Ugens Kurt er i erhvervssammenhænge et velkendt ansigt i Trekantområdet. Han er aktiv på lægterne, når de lokale hold spiller, han deltager i et hav møder og så fortæller han i denne Ugens Kurt om tiden i Forsvaret. Ugens Kurt er Mr. GF; Jens-Peter Riis Jensen.
Til dagligt er han bestyrelsesformand for GF TrekantOmrådet, som holder til på Strevelinsvej. I dag har han taget turen fra kontoret nær motorvejsafkørslen, og sat destinationen mod Jyllandsgade, hvor Kurt’s Kaffebar ligger.
Jens-Peter er født københavner, men det er ikke den efterhånden berømte køberhavner-latte, der skænkes i kaffekoppen. Derimod sort mocca. Men han flyttede også tidligt til Jylland. Han blev født den 25. september 1951, men var allerede på vej seks måneder senere.
“Jeg boede kun i København i et halvt år, så vi flyttede til Aarhus. Min far var i militæret, så livet var ofte der, hvor han gjorde tjeneste. Vi flyttede videre til Aalborg. Det blev vores base, og byen hvor jeg havde hele min opvækst og skolegang,” siger Jens-Peter
Hvordan var tiden og opvæksten i Aalborg?
“Den var meget positiv. Min fars kollegaer røg rundt forskellige steder, og skolekammeraterne var der kun et par år ad gangen, men jeg var heldig at blive i den nordjyske hovedstad,” fortæller Jens-Peter.
Efter endt folkeskole startede Jens-Peter i gymnasiet, men det fik en brat ende.
“Gymnasiet og jeg var ikke enige i om jeg skulle i gå 2.G om. Så jeg gik ud. Jeg aftjente værnepligt, og mit mål var at blive Folkeskolelærer, da jeg havde undervist i svømning og kunne lide det,” siger Jens-Peter og fortsætter:
“Under værnepligten blev vi undervist af sergenten og det kunne jeg godt lide. Jeg blev så glad for forsvaret, at jeg tog så på Sergentskolen i Sønderborg og Officerskolen på Frederiksberg i to år. Jeg ville dog ikke gå i min fars fodspor, da jeg ville længere end ham. Jeg skulle nå længere,” siger Ugens Kurt med et smil.
“Jeg røg til Holstebro og kom til Fredericia første gang i 1973. Jeg var i Holstebro i halvandet år. På det tidspunkt havde jeg været en gang i København for at tage Forsvarets idrætsuddannelsen, da jeg ville gå idrætsvejen i Forsvaret. Jeg endte med at undervise i idræt og fysiologi med alt lige fra selvforsvar, fodbold og håndbold,” forklarer Jens-Peter.
Slog sig ned i Fredericia
Da Jens-Peter boede i København stod den på både giftemål og børn, før turen gik til Fredericia.
“De sagde, at det var nok med den unge mand derovre, så jeg skulle til Fredericia og være soldat i 1982,” siger Jens-Peter, som fik sig noget af et kulturchok, da han så kontrasten mellem strøget i København og Fredericias gågader:
“Da min daværende hustru og jeg så lejligheden, vi skulle bo i, var vi ikke solgt. Vi gik efterfølgende ned i byen. Det var en lørdag eftermiddag. Wow, det var noget af et kulturchok. Jeg sagde, at vi ikke kunne bo og leve her. Gågaden var total død, heldigvis blev vi klogere og der er sket meget i byen sidenhen. Vi kom lige fra Kongens Have, så det var noget af en omvæltning. Vi endte med at blive boende.”
Fredericia var noget helt andet end København, men arbejdsmæssigt var det fantastisk at flytte til Fæstningen i Fredericia. Jens-Peter nød det og særligt socialt var det godt.
“Vi havde det godt sammen, og vi havde det især godt socialt, hvor der var plads til øl og snaps. Det er der ikke i dag, hvor tiden er en anden end dengang. Det var en god tid og jeg kom tilbage til idrætsdelen, da en kollega, der havde stået for idrætten stoppede. Det blev min tur, og det nød jeg godt af. Jeg kom i regimentsstaben og blev idrætsofficer, og det var min opgave, at uddannelsen levede op til kravene,” siger Jens-Peter og fortsætter:
“Jeg fik igen at vide, at jeg havde siddet for længe på kontoret og kom i værnepligtkompagniet. Jeg havde en makker med, og vi var så gode, at vi fik den bedste karakter i Forsvaret i ni år. Min stil har altid været uformel, men effektiv. Jeg har haft tillid til folk og de befalingsmænd, der har kørt de forskellige uddannelser.”
Kom til Danmarks Idrætsforbund
Det blev starten på et nyt eventyr for Jens-Peter, der fik en fod ind hos Danmarks Idrætsforbund.
“De kørte massevis af tre-timers-kurser i weekenden og på hele dage inden for træning, instruktion, ledelse og målsætningsstrategi. Arbejdet tog så meget af min tid, at min kone sagde, at vores kobberbryllup kun var hendes,” siger Jens-Peter og smiler:
“DIF udvidede deres konsulentstab til at have kontor i Vejle og Aalborg, så de ikke kun havde i Brøndby. I 1990 søgte jeg en stilling som idrætskonsulent, og jeg var heldig. Jeg blev ansat hos DIF i Vejle. Jeg havde mange forskellige opgaver,” siger Jens-Peter og fortæller, at han havde en opgave, som er meget oppe i tiden i dag. Det var nemlig hans opgave at informere om reglerne i forbindelse med sorte penge i sport.
“Jeg lærte dem ikke om den ekstra sorte kasse, men jeg lærte dem om reglerne. Jeg blev kontaktet af Carsten Mørk, som manglende en afløser for test og analyser. Han skulle lave svømme- og løbetest, og ham han han brugte normalt kunne ikke, så jeg blev spurgt. Carsten spurgte om jeg ville være med til sammen med ham og hans team at personudvikle, og der var jeg i 4,5 år,” siger Jens-Peter, som blev nødt til at stoppe:
“Jeg aldrig var hjemme, og jeg kunne ikke tage barnets første sygedag, da der var 35, der stod og ventede på. Jeg skulle komme hver dag. Det var en spændende tid, og jeg udviklede mig selv. Udøverne fik ikke så meget at spise, de fik lidt gode gåture og litervis af vand, så da de var igennem det første halve til hele døgn og så igennem de tre døgn, som de var sammen, var de igennem en analysesamtale og så gennemgik jeg personanalyse med dem. Jeg vejledte dem og så var det et spørgsmål om at presse dem lidt ud mod kanten.”
“Formålet med det, var processen, som skete mens de arbejdede. Det var typisk en faglig opgave, hvor de ikke havde kompetencer og så havde de lyst til at prøve det, som rykkede dem. En af de bedste udtalelser kom fra en, som sagde: “Det er kraftedme som hjemme på kontoret.” Det var det, som jeg gerne ville høre, for da vi evaluerede, kunne vi høre, hvad han havde sammenholdt med. Det betød, at det var givet godt ud.”
Blev ansat ved Coop
Efter at Jens-Peter havde var idrætskonsulent gik turen videre.
“Oppe ved Carsten havde vi Coop forbi ofte, der blev en ledig stilling hos deres kursuscenter, Serverin, i Middelfart. Jeg havde 120 ude-dage om året og var ikke altid til at få fat i. I alt var jeg der 6,5 år. Jeg var kursusleder, men blev også souschef med tiden. Jeg fik muligheden for at få hele ansvaret for Coop i deres bagland,” siger Jens-Peter, der grundet en organisationsændring blev opsagt i Coop.
I stedet blev Jens-Peter selvstændig, som han altid havde drømt om.
“Det gik godt det første år og jeg havde trukket gamle kunder med, men så blev det svært. Jeg formåede ikke at få ordentlig gang i det. Jeg prøvede at arbejde med det i i ca. to år og så synes banken og jeg, at det var en god idé at søge tilbage som lønmodtager,” griner Jens-Peter og fortsætter:
“Jeg fik efterfølgende job ved ECCO som Business Development Teacher. Målet var at uddanne ECCOs egne folk i LEAN, og da jeg ikke havde uddannelsen røg jeg med på kursus. Uddannelsen startede med, at jeg fik to måneder i Slovakiet på deres fabrik, og derefter 14 dage hjem og så halvandet måned i Kina,” siger Jens-Peter, som under det forløb blev skilt.
“Efter uddannelsen skulle jeg undervise i LEAN med en god kinesisk kollega. Jeg havde amerikanere, portugisere, indonesere og thailændere blandt andet. Det foregik nord for Bangkok. Jeg fik hurtig større kulturforståelse og respekt for forskelligheden. Thailænderen var mere afslappet med mødetiden og tænkte, at det nok skulle gå. Europæerne var mere ordnung muss sein. Vi startede klokken 7 om morgenen, og jeg var klar til at undervise. En thailænder sagde så: I’m not ready. Jeg sagde: I’m ready for teaching. De var ikke vant til, at man skældte ud, men det virkede.”
Blev kørt i stilling som formand i GF Forsikring
C.C. Nielsen (den kendte major og forsikringsmand red.) var formand for GF TrekantOmrådet i en menneskealder. Jens-Peter blev suppleant i bestyrelsen i 2003. I 2005 blev han valgt til bestyrelsen og året efter blev han næstformand med henblik på at overtage formandsposten.
“Vi fik lavet det sådan, at jeg til at starte med kunne være deltid ved ECCO og deltid hos GF, men en omstrukturering hos ECCO gjorde, at jeg sagde op. Jeg lavede en aftale med GF om, at jeg kunne få et honorar, der svarede til fuldtid og det har jeg været siden 2010,” siger Jens-Peter, der selv har været GF’er længe:
“Jeg har været det siden 1976, hvor jeg købte min første bil. I Holstebro på kommandokontoret sagde de ikke tillykke, men de spurgte, hvor jeg var forsikret. Så ringede de ned til C.C. og så har jeg været GF lige siden.”
Hvordan har udviklingen været hos GF Forsikring i den tid som formand?
“Vi var 68 klubber fordelt over hele landet, og i dag er vi nede på 39. Nogle klubber er nedlagt, og i dag er det lidt anderledes. I dag har man et større fokus på salg, hvor vi mere var et serviceorgan før. I dag er servicen naturligvis også i højsædet, men salget er noget, der vokser i alle organisationer. I tidernes morgen skulle man anbefales, før at man kom ind som kunde, sådan er det ikke i dag,” forklarer Jens-Peter.
Hos GF TrekantOmrådet tager Jens-Peter sig af de administrative opgaver. De salgsmæssige ting tager forretningsføreren Pia sig af.
“Min dagligdag går meget med kontakt med mennesker, og så har jeg andre opgaver, som jeg løser for andre klubber i GF. Eksempelvis arbejder jeg med medlemsfordele og Dansk Autohjælp, hvor jeg er kontaktpersonen på vegne af hele GF Forsikring,” siger Jens-Peter, der også sidder i GF Forsikrings hovedsbestyrelse.
Aktiv netværker
Privat har Jens-Peter tre børn, der alle er fløjet fra redden og siden er to børnebørn kommet til. Bopælen er på Calvinsvej, hvor han går og nyder tilstedeværelsen.
“Jeg har ikke følt noget behov for at have en at dele mit liv med, siden jeg blev skilt, men jeg har da prøvet de der datingsider, men det er aldrig rigtig blevet til noget seriøst. Jeg er godt tilfreds med det, som det er lige nu,” siger Jens-Peter.
Når den ikke står på arbejde, så har Jens-Peter flere interesser, som han dyrker.
“Jeg spiller blandt andet golf, og jeg skal i gang med at motionere mere nu. For et par år siden var jeg kommet i gang, men så lukkede hallen i to måneder, fordi den skulle renoveres, og så kom jeg ikke i gang igen,” siger Jens-Peter og fortsætter:
“I de sidste par år er jeg begyndt at netværke via vores sponsorater med GF. Da jeg blev formand i 2010 tegnede jeg et sponsorat med FC Fredericia, og så tænkte jeg: “Yes, nu kommer der kunder.” Der skete så ikke rigtigt noget, men i de senere år er jeg begyndt at være en aktiv del et netværksmøder, og det har hjulpet,” siger Jens-Peter.
“Jeg er også kommet med i Netsøg i Kolding fordi, vi manglede et netværk at deltage i der. I Fredericia har vi både FHK og FC Fredericia, så hos GF har vi fundet en balance, hvor jeg styrter rundt til alt muligt og ikke skal været i klubben, hvor Pia har styr på det.
Rigtigt valg med grøn by
Jens-Peter slog sig ned i Fredericia i 1982, og har derfor på tætteste hold mærket udviklingen i byen.
“Alle de tiltag, som man har lavet, er fantastiske – lige fra Kanalbyen til byggegrundene i Taulov og så er det rigtigt, at der gik et par år inden, at det for alvor begyndte at virke. Dengang sagde man, at man ville være en grøn by, og det har givet kampe, og det har vist sig at være det rigtige valg, synes jeg,” siger Jens -Peter og fortsætter:
“Fredericia Teater skal også have sin del af æren for udviklingen, de trækker masser af mennesker til byen og det er med til at give et godt liv til restaurationerne.”
Der er megen snak om Fredericia Teater, som er vokset ud af deres nuværende rammer, og også Jens-Peter går med en drøm et nyt teater.
“Jeg stod faktisk en dag med Jacob Bjerregaard og Ole Steen Hansen (Borgmester og Viceborgmester red.). Jeg sagde, at der skulle være en miniudgave af Jørn Utzons operahus i Sydney. Det skal være samme princip, når det skal ligge ved vandet. Hvis det sker, at det bliver opført sådan, så er det vigtigt at huske, hvem der sagde det,” lyder den afsluttende bemærkning fra Ugens Kurt, Jens-Peter Riis Jensen.
Ugens Kurt, Ole Møller. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN
Ole Møller er en person, som i en relativ sen alder begyndte at blive en iværksættertype. Lær i Ugens Kurt Ole bedre at kende, og læs om hans opvækst med sin far som vognmand og om hvornår, at hans mange år i lokalsamfundet i Herslev startede.
“Du er en kendis, Ole.”
Den bemærkning fik Ole af chefredaktøren og undertegnede, da Ole trådte ind på Kurt’s Kaffebar, efter han i nogen tid havde stået ude foran og snakket med en af kaffebarens andre kunder på denne solskinsrige dag.
Ole nedtonede det og svarede: “Det er en af mine bekendte, rolig nu.”
Efter at have bestilt en kop kaffe gik snakken ellers i gang med at få det faktuelle på plads. Ole er 68 år gammel, og blev født på en højhellig sommerdag d. 30. juni 1950. Privat er han gift med Pia, og sammen har de døtrene Sanne og Trine.
Ole og Pia har hunden Bølle, og Trine, der er naboen, har Bella, som har en katteklem så den kan gå ind på besøg, når Trine drager mod Vejle for at arbejde tidligt om morgenen.
Efter at have fået det faktuelle på plads spolede vi tiden tilbage til, da Ole blev født.
“Jeg blev født på Sct. Joseph, så jeg er født inden for voldene og er en fæstningsdreng. Vi boede dengang i Sjællandsgade 20 på 2. sal lige overfor Voss og Slesviggade Skole,” husker Ole, der noget utraditionelt ikke var hjemme ved mor i sine helt unge dag:
“Min far var vognmand, og fra jeg var helt lille blev jeg slæbt med i lift. Han havde mig altid med..”
Det at Ole var med sin far skal formentlig ses i lyset af, at Ole er ud af en søskendeflok på fem, og at der året efter Ole blev født, kom en lille ny til.
Som årene gik voksede Oles fars vognmandsfirma sig større, og endte med at have fire biler, da det var på sit højeste.
“Fi flyttede hurtigt ned på Axeltorv og det fik på en måde indvirkning på min fars arbejde. Vi flyttede hen på Torvegade 2, og her endte min far med at have en blandet gesjæft, da der var torvedage onsdag og lørdag, som vi også har det i dag. Dem der havde boderne kunne ikke bare lige slæbe bukke og plader med hjem, så min far lejede et lager på hjørnet af Norgesgade og Sjællandsgade. Så opmagasinerede han deres ting, og stillede dem op hver onsdag og lørdag, og pillede det ned igen, når de lukkede på torvedagene,” siger Ole.
Hvordan var tiden som ung dengang?
“Det var en skøn tid at været ung i. Vi legede altid på torvet, det hvide springvand var der. Det var ikke noget med båse til parkering, men der var fire parkeringsskilte på grunden, hvor vi spillede fodbold og pælene, hvor skiltene sad på brugte vi som mål. Peter Lindvig var en af de dygtige, og hans bror Finn. Torsten Leonhard kom hjem fra arbejde, og i sin flotte coat kunne han ikke lade være med at sparke til boden inden han skulle hjem i Dalegade,” forklarer Ole og fortsætter:
“Det var et skønt miljø. Dengang var det vildeste, som forældrene gjorde var når de satte sig på trappestenen med en kop kaffe, og så sludrede man. Det var en hyggelig og skøn tid.”
Hvordan med skoletiden?
“Jeg gik på Købmagergadeskole, men jeg var ikke så glad for at gå i skole. Da vi kom til 7. klasse skulle vi deles op. og jeg skulle have været i 7.b, men jeg synes, at jeg havde lært nok. Det måtte være rigeligt, hvis jeg havde hørt efter, tænkte jeg,” siger Ole og fortsætter:
“Jeg valgte at gå ud og så ville jeg i lære som smed, men det kunne jeg ikke før jeg blev 17 år. Så jeg begyndte på Carl M. Cohr’s Sølvvarefabriker, der lå oppe ved Riddergade og Danmarksgade. Jeg var arbejdsdreng der og det gik godt, da jeg gik og fiskede mellem grenen på gafler med en maskine.”
Der opstod en episode som gjorde, at Ole måtte stoppe som arbejdsdreng på sølvvarefabrikken.
“En tillidsmand kom og sagde, at det ikke gik. Han gik til værkføreren og sagde det. Dengang sagde man DE, når man tiltalte andre, men de sagde det ikke til mig grundet min alder. Jeg sagde det til værkføreren, svende og ale de andre. Værkføreren sagde, at mine onkler Hans og Nille begge var sølvslibere, men jeg sagde: Argh, jeg ville hellere være smed. Jeg endte med at blive sølvsliber og har ikke fortrudt det,” siger Ole.
Startede i fars firma
Efter nogle år som sølvsliber, så tog Oles liv en ny drejning i forbindelse med, at han tog kørekort.
“Min fat tog fat i mig og sagde, at jeg skulle tage det til tage det til lastbil, så når jeg havde fri kunne jeg hjælpe ham. Jeg tog direkte til lastbil, og så var det, at min far manglede en chauffør mere og så overtalte han mig til at komme hjem,” siger Ole.
Oles far endte med at overtage kørslen med mælketankvogne, og det var Ole også en del af. Foruden det solgte firmaet også brændsel og petroleum. da der skulle flere penge på bordet.
Imellemtiden havde Ole mødt sin nuværende hustru, Pia. Arbejdet gjorde, at han sjældent havde fri, så Ole endte med at få et nyt arbejde så der blev tid til blandt andet Pia, der på daværende tidspunkt var 18 år, hvor Ole var 21 år.
“Jeg havde nogle kammerater i byggebranchen, der spurgte om vi ville med til Vejle. De havde et projekt med nogle boligblokke, som minder meget om Sønderparken, der også skød op i den tid,” siger Ole og fortsætter:
“Jeg var i byggebranchen i mange år i skiftende firmaer frem til 1977. Her begyndte vi at bygge motorvejsbroer i stride strømme over Fyn, og i 1985 var jeg træt af at tage tidligt hjemme fra og være sent hjem. Jeg prøvede at søge et job ved Hoffmann & Sønner, som havde til huse ved I.P. Schmidtgården. Der var jeg i 1987 indtil direktør Ole Davidsen blev fyret, og han hev mig med til Davidsen Partner, hvor det hele sluttede i 2010.”
Fra at have gået og været i byggebranchen og haft “håndværkerstillinger” kom Ole med i Din Entreprenørpartner, som så dagens lys efter Davidsen Partner lukkede. Ole var hos Din Entreprenørpartner frem til 2015, hvor han solgte sine aktier.
“Det var spændende. I det store hele var det som ved Davidsen, hvor jeg var ved lokalsektionen. Det var samme kunder og mennesker, som vi havde i Din Entreprenørpartner. Jeg fik ansvar på en anden måde, end vi havde hos Davidsen, selvom jeg havde en tilsvarende rolle i Davidsen med økonomi.
Ole og Herslev
Ole er om nogen indbegrebet af Herslev, og det startede helt tilbage i 1986, hvor Pia og Ole købte et hus i bydelen.
“Vi havde i noget tid talt om, at vi godt kunne tænke os at bo på landet. Der åbnede en SFO derude, hvor Pia søgte et job og fik det. Så flyttede vi og børnene derud, og fandt så ejendommen Herslev Skovvej 44, hvor vi boede i 21 år,” siger Ole og fortsæter:
“Pia syntes ikke, at vi skulle vedligeholde så meget mere, så vi kørte ud og kiggede på noget jord i byen derude. Der var så 15.000 kvadratmeter i det hele. Så tænkte jeg, at vi kunne bygge et lækkert hus der. Inden det blev godkendt og alt det der, så gik der 7-8 måneder og halvandet år senere stod det klar, efter vi selv havde bygget det. Byggeriet var færdigt i 2007, og vi endte med at bo der i 8-9 år.”
Købte Herslev Skole
Herslev Skole stod mere eller mindre tom og så forfaldent ud. Ole havde hørt, at der var byggeplaner og sendte derfor et bud.
“Jeg ville løse deres problemer ved at overtage skolen og holde den. Jeg afgav et bud men hørte så ikke mere til det. På et tidspunkt så jeg ved en tilfældighed Kenny Bruun Olsen, som var Borgmester på det tidspunkt. Jeg spurgte, om det ikke var meget normalt at svare på sådan et bud, og kort tid efter kom skolen i udbud,” siger Ole og fortsætter:
“Vi ville indrette skolen til de behov, som der var nu var, og vi endte med at blive ringet op af Jan Hansen fra Kommunen, som spurgte vi ville komme ind forbi og snakke. Det gjorde vi, og vi endte med at få forhandlet os frem til, at vi købte det. Nu er der gået fem år med skolen, og det går jo meget godt.”
“Der er en glæde i det, og det er en fornøjelse at holde det i orden så det ser pænt ud. Folk roser det, og det iværksætter noget som man ikke helt har glemt.”
Det er ikke kun skolen, som Ole beskæftiger sig med i Herslev. Med tiden er der kommet flere ting til.
“Der var et dødsbo, som ingen var interesseret i, men vi købte det og satte istand, og har nu lejet det ud. Så man kan ikke sige at jeg er pensionist, selvom arbejdstiden først begynder klokken 9 nu, hvor den før var omkring 6. Nu har jeg også sådan en middagstund på en times tid, og så er jeg færdig ved 16-tiden. Det er til at overkomme,” siger Ole.
Ole og sport
Har man sagt Ole, har man også sagt sport. Igennem mange år har Ole fulgt byens sportsklubber.
“hver søndag, da jeg var yngre, kom vi i Glashallen. Vi skulle have vores faste pladser, da det var en elendig hal at stå op i og vi skulle derfor stå ud for nogle bestemte pæle, hvor man kunne se hele banen. Det var en skøn tid, men det var bestemt ikke skønt at være modstander, da der var tåget af cigaretrøg derinde. Dengang var vi (Fredericia fF, red.) et lavererangerende hold, men tit slog vi storklubber som Aarhus KFUM,” siger Ole, der ikke selv har dyrket særlig meget sport, men til gengæld følger han med i stort set alt, der rører sig:
“Det kan jeg ikke lade være med. Jeg følger med i hvordan det går Ferne, KFUM og i håndbold fulgte vi altid med hvordan det gik, og det er glædeligt, at vi igen er i ligaen i håndbold,” siger Ole og kommer med en sjov anekdote fra de yngre år:
“Når jeg gik hjem, så skulle jeg altid forbi BT Centralen i Gothersgade, hvor jeg købte avisen, og så bladrede jeg direkte om på sporten for at se hvad der var sket.”
Pia og Ole har som nævnt døtrene Sanne og Trine. Da hun var yngre var Trine aktiv i FHK, hvor hun blandt andet spillede på hold med Stine Bjerre Mortensen og Mia Nyegaard Hansen.
“Vi tog med dem på træningslejr, hvor vi var på Rømø. Pia og jeg lagde to biler til, da der ellers ikke var kørelejlighed nok. Dem af pigerne, som ville, sov i telte, og vi lånte derfor vores gamle bil til dem, da de var gamle nok til at køre bil på det tidspunkt. Så kørte de frem og tilbage. Når der skulle trænes foregik det i Skærbæk, og det var rigtig hyggeligt at være af sted på den måde,” husker Ole.
Uffe Steiner fik ret
Inden vi nåede vejs ende, så kom vi også omkring Fredericias udvikling. Ole har altid boet i 7000, og han glæder sig over den rivende udvikling, som byen er gået igennem i de senere år.
“Man kan ikke sige andet end, da Uffe Steiner løb i modvind med værftet dengang og han lukkede det, var det den rigtige beslutning. Jeg tror ikke engang, at værftet var interesseret i at fortsætte. Jeg husker også tiden med Kemira , da min fra var brændehandler på vesthavnen, hvor der også var Fredericia Kul og Brændehandel samt Kulkompagniet. Det her gavner Fredericia meget mere, og det er en god udvikling, selvom mange øffer over græsrabatterne ikke bliver slået. I stedet kan man tage skeen i sin egen hånd,” siger Ole og kommer med en afsluttende bemærkning
“I Herslev sidder vi ikke på vores flade, da vi har hjælp din by projektet, hvor vi er 20 personer, som giver byen lidt, hvor den mangler en kærlig hånd og Kommunen ikke kan afsætte tid til at gøre det. Det gælder blandt andet på busholdepladsen og andre steder i byen.”
Det har været en fornøjelse at have Ole i den varme stol, og vi kunne have talt længe endnu, men med en stram tidsplan for os begge to gik vi hver til sit, da vores veje skiltes ved Føtex i Prinsessegade, hvor Ole satte retning op mod den nordlige del af gaden, mens jeg selv fortsatte nedad Jyllandsgade.
Her på Fredericia AVISEN sætter vi pris på traditioner, og de skal helst holdes i hævd. Sidste år blev EventCs Ulrich Nicolaisen Årets fredericianer. Ugen efter var han “Ugens Kurt.” Årets fredericianer 2019 blev Madsby Parken, og nu er den ikoniske gedestatue, “Ugens Kurt”.
I år gik prisen som Årets fredericianer, som skrevet til Madsby Parken, også altså ikke en person. Nuvel er der mange dygtige, søde og smilende mennesker i og omkring Madsby Parken, blandt andet den gode souschef Kim Ekstrøm, der med dukketeater, flid og et godt humør gør parken til et godt sted at komme året rundt. Kim har sammen med sine kolleger været med til at udvikle den berømte legepark til det, som den er anno 2019 og derfor var det ham, der modtog prisen på vegne af parken.
Han var måske et godt bud på, “Ugens Kurt”, det var den tidligere Centerdirektør og chef for både Fredericia Idrætscenter, Minibyen og Madsby Parken, Bent Bjerre Jørgensen også – måske endda også et bud på: Årets fredericianer for det arbejde, han har lagt i byen, men det titel må vente på Fredericia den III Laugs eventuelle indstilling, ligesom Kim og co. må vente på at blive Ugens Kurt, fordi Fredericia AVISENs Sportsredaktør og Madsby Legepark-entusiast Patrick Viborg Andersen har valgt Mads Ged, og den opfordring greb undertegnede og kulturredaktøren Thomas Lægaard.
Vi møder Mads på Kurts Kaffebar, da han bliver leveret af det berømte Madsby-tog, der i krydstogtskibenes ånd har skiftet parken ud med havnen. Mads er hoppet af ved Rådhuspladsen og gået forbi pingvinerne, snust til en is hos Frellesen for at ende på kaffebaren. Samtalen starter omgående fra han træder ind.
Mads Ged vil gerne have en lunken mælk, der går ikke længe før end Ismail Kurt kommer med et glas med forlænget sugerør, så Mads kan drikke det mens han står på bordet.
“Ja, jeg er nok på mine sidste dage, så det er da noget af en oplevelse at komme på kaffebar for første gang i mit liv. Vi geder bliver ikke meget mere end mellem 15 og 18 år, alt efter, hvor meget vi er blevet klappet, vel og mærke. Det handler jo om det gode liv og om at træffe de rigtige beslutninger, da jeg var yngre, valgte jeg ofte de lette løsninger som papkasser og rå spaghetti. Efter jeg blev voksen og kom på fuld tid i Madsby Parken har mit liv ændret sig meget til den gode side”, siger Mads Ged.
“Mange tager fejl af mit navn, men jeg er opkaldt efter den kendte skulptur og vi er da også i familie. Det er Mads den. 1 som blev til skulpturen, det er godt den er støbt i bronze, fordi den er blevet flyttet meget rundt. Det er i grunden sørgeligt, at min families arv har gået så meget igennem. Det var først efter, at Gudrun Lauesen lavede et aftryk i bronze af Mads den. 1, som blev afsløret den 9. september 1964 på Landsoldatpladsen foran Hovedvagten, at vores kropsliggørelse blev populær. Historien siger, at byrødderne gerne ville samle midler til at købe Mads den. 1 så den kunne blive i byen. Byens pengeinstitutter samlede pengene, men Mads den 1. blev kastebold med placeringer lige fra at kunne græsse ved landsoldaten til at få Frederik den. III placering til næsten at blive skrottet. Vores familie og historie er populær i bestemte perioder, ligesom nu, hvor vi får denne flotte pris”, siger Mads Ged
“Mit fulde navn er “Capra aegagrus hircus”, men du må gerne kalde mig Mads Ged. Det andet er mit latinske navn, det er kun få, der kalder mig det, blandt andet en vinduespudser, der kommer forbi parken en gang i mellem. Vi var den første dyrerace, som blev domesticeret af mennesket, det har min far lært mig, efter vi kom hertil, har vi lært at adoptere den danske levestandard og prøve at hygge. Min familie går lang tilbage og har rødder i den tyrkiske bjergbondekultur, min mormor blev født på en skråning. Selvom jeg lader de danske børn klappe mig, så er jeg bevidst om min oprindelse”, siger Mads Ged.
“I starten, da vi var flyttet til Fredericia, var det kun far der havde job i Madsby Parken, mor arbejde i Geografisk Have i Kolding, så det var lidt en blandet barndom. Vi småkid kunne komme på byggelegepladsen om dagen og om aftenen hang vi ud med de andre kid, hoppede over hegnet til Fakta og gumlede papkasser. I takt med jeg voksede op, voksede Madsby Parken også, så både mor og jeg blev tilknyttet klappe afsnittet i parken og vi blev genforenet som familie”, siger Mads Ged.
Hvordan føles det at være årets fredericianer?
“Det var nok den største pris, jeg har fået, sådan at komme i betragtning som årets fredericianer. Det kom bag på os, at så mange havde stemt os ind som den vigtigste person i det forgangne år, det vil vi gerne takke Frederik den IIIs laug for. Prisen er helt sikkert kommet efter grundige overvejelser, og vi er bare glade”, siger Mads og fortsætter:
“Vi fejrede det ved robådene og søen, hvor det blev langt mere festligt end vi havde forestillet os, nogle af os blev lidt småsnaldrede og hoppede i vandet, nogle kørte mooncars og andre forsvandt ud i natten. Vi fulgtes hjem som familie, med det er da en aften, vi aldrig glemmer”, siger Mads Ged stolt om prisen.
I Ugens Kurt spørger vi altid om Fredericias udvikling, hvordan ser du den?
“Ja, den er rivende. Vi mangler bare, at Fredericia Teater spiller Goat King fra Walt, så kører det i smør. Men byen blomstrer virkelig, og man bliver da ramt og stolt indeni, når man ser, hvordan folk valfarter til byen. Det er sådan, det skal være. Også vores naboer – køerne ved fodboldklubberne fortæller os, at flere og flere besøger Hotel Fredericia på den anden side, og Messecentreret har travlt, imens vores sportsklubber boltrer sig flot. Så det går virkelig godt i Fredericia,” siger Mads Ged.
Ugens Kurt er ved at være slut, men vi skal lige høre Mads om drømmene for fremtiden.
“Jeg drømmer om en burste af mig i Kanalbyen. Det vil være stort. Det er jo ikke unormalt, at man har burster af flere konger og kendte i byerne verden over. Hvorfor så ikke have et af mig, der hvor Fredericias ny bydel skyder op. Der, hvor verdensbefolkningen sejler til. Det vil da give byen et løft i den rigtige retning,” slutter Mads Ged.
Ugens Kurt, Karsten Byrgesen. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN
Ugens Kurt er en mand, som jeg har stor respekt for. Mange kender Karsten Byrgesen som politiker, men han har en lang karriere i militæret bag sig og har blandt andet været udsendt til Tyrkiet og Afghanistan. Læs her fortællingen om Byrådspolitikeren, der har kæmpet for Danmark.
Det er en mand, der ikke kommer for sent. Han har militaristisk præcision var min tanke, så jeg tog turen fra vores kontor på Egumvej i god tid, men selvom jeg kom fem minutter før vores aftalte mødetid var Byrgesen på plads på Kurt’s Kaffebar, hvor han var faldet i snak med chefredaktøren og kulturredaktøren.
Karsten Byrgesen er 63 år, og han er gift med Birgit Hjort Byrgesen, som har sønnerne Claus og Carsten fra et tidligere forhold. Karsten selv har Patrick på 31 år med sin ex kone.
Karsten blev født i Nyborg, men det blev ikke hans faste base i barndommen.
“Min mor var hjemmegående og jeg havde to storesøstre. Min far var ved statsbanerne, og sørgede for, at togene kunne komme på færgen, som var der dengang,” siger Karsten.
Lønnen var ikke den bedste til Karstens far, og som konsekvens flyttede familien videre til Haderslev, hvor Karsten for første gang stiftede bekendtskab med militæret.
“Vi flyttede til Haderslev, da jeg var halvandet år. Vi så Haderslev Kaserne ti år efter anden verdenskrig. Der var en stærk nationalfølelse og det gjorde, at der blev set meget op til militæret. Vi boede i midtbyen og så tog min mor mig med i klapvognen op til soldaterne. Hver fredag marcherede de hen til Domkirken, og soldaterne grinede, når jeg kaldte dem Daralda – det var ugens faste rutine,” siger Karsten og griner.
“Da jeg var fire år flyttede vi videre til Ringkøbing, og så flyttede vi videre til Aalborg bagefter. Min far havde fået arbejde deroppe, og jeg var stolt over at have en far, der arbejdede med damplokomotiver.”
“Pengene var små i familien, og vi boede seks personer i en to værelseslejlighed. For at få kød på bordet fiskede far og jeg var med ham på turene. Med hans virke som DSB-mand kørte vi billigt med toget, og tog til Østertørslev syd for Hadsund, hvor vi fangede ørred og ål. Siden dengang har jeg været tændt af at lystfiske.”
Starten på tiden i militæret og udsendt til Tyrkiet
Efter endt skoletid startede Karstens tid i militæret, men det var lidt af en tilfældighed.
“Jeg boede i Aalborg indtil jeg var 17 år og kom i Forsvaret, min mor på 94 år bor stadig deroppe.Jeg havde et ønske om at blive radiomekaniker, men man skulle være 18 år og have kørekort. Dengang lavede man tv’et hjemme ved familierne, og jeg var ikke gammel nok til at have kørekort. Min far sagde ,at jeg kunne aftjene min værnepligt, og det gjorde jeg på Høveltegård Kaserne. Efter mine ni måneders værnepligt havde jeg set så meget af Forsvaret, at jeg fik mod på det ledelsesmæssige og flyttede til Aarhus. Jeg blev derfor befalingsmand, og kom derind i en alder af 19 år,” siger Karsten, der endte med at blive udsendt:
“Jeg kom tilbage til Aarhus som sergent og kort tid efter var jeg med til at uddanne rekrutter. Vi var til skydeøvelse på Djursland og der kom kommandoofficeren ud en tidlig morgen. Han sagde, at tyrkerne havde forsøgt sø- og luftlandsætning på Cypern. Det gjorde de i løbet af et døgn, hvor de havde fået 150.000 tyrkiske soldater og så fandt man ud af i FN, at der skulle indsættes et sikkerhedsråd. Der havde ikke været krig der, og vi fik at vide, at de manglede soldater og hvis man ville derned skulle man træde tre skridt frem. Jeg tænke, at det lød spændende og var der i 6,5 mdr.”
Hvordan var det at være udsendt?
“Det var en underlig fornemmelse. Jeg var radiotelegrafist og samtidig var opgaven at trække feltkabler ud til lejrene ved siden af. Jeg var i Lefkas i Tyrkiet og der var problemer med kablerne, der ikke virkede. Jeg stod på en høj stige på ladet af en Land Rover og det eneste jeg så var tyrkere i traditionel påklædning. Mændene gik i bukser, der bedst kan beskrives som hængerøve og tøfler, og kvinderne var klædt helt i sort,” siger Karsten og fortsætter:
“Da vi kørte derfra havde vi tyrkiske soldater med der skulle beskytte os, de gik foran os stort set altid. Da de stod stille og vi gik forrest, var vi på vej ind i et minifelt, så vi gik med stor forsigtighed. Tyrkerne blev bagved, så sagens alvor gik op for os.”
“Der var en sjov episode, hvor vi sad i en appelsinplantage. Der kom en tyrkisk befalingsmand og trak sin kæmpe sabel og slog melonen midtover. Han lagde melonen på Land Roveren, og da han hældte dem op kiggede han på klokken og sagde, at vi skulle vente. Efter en halv time var det i orden. Fra at have en brandvarm vandmelon, så fik vi en kold. Det trick har jeg taget til mig.”
Kom til Fredericia
Efter at have været i Tyrkiet kom Karsten til Fredericia for første gang i 1975, hvor han arbejdede på Ryes Kaserne.
“En dag blev jeg hevet ind til min chef, der sagde: ‘Byrgesen, du skal til Vejle på sygehuset.’ Så tænkte jeg hvad drejer det sig om – det viste sig, at jeg skulle have fotograferet lungerne. Jeg ville være officer, så jeg skulle til test, fordi jeg ikke havde en studentereksamen. Jeg var til militærpsykologisk tjeneste, hvor de vurderede mig. Jeg var til test i to dage og fik at vide, at det kunne jeg godt klare. Efterfølgende blev jeg evalueret og kom der over et døgn og der fik jeg at vide, at jeg var egnet til at blive optaget. Efter tre års studier var jeg færdig i København og blev officer. Jeg var blandt andet igennem et patruljekursus og en faldskærmsdel, hvor det mest spændende var, at man skulle springe to spring ud over Limfjorden midt om natten,” siger Karsten
Kan du huske springet?
“Jeg kan huske, at der var kul sort og vi kunne se Aalborg i det fjerne og vi kunne se vandet glimte. Jeg kunne se blå blink fra ambulancer, 3-4 af vores folk fik skader den nat. Man bliver overrasket når man rammer jorden, det gjorde mig lidt til en mand,” siger Karsten og fortæller, at man også skulle igennem forløb med fægtning, dans og boksning.
“Jeg kom tilbage til Fredericia igen, og jeg blev medlem af Trianglen Jump. Jeg har siden videreuddannet mig til faldskærmsudspringer, og har været instruktør for mange. Jeg har i alt omkring 2,5 times fritfald.”
Steg i graderne
Som årene gik for Karsten steg han mere og mere i rang, og da han var 25 år var han officer på Ryes Kaserne.
“Jeg var officer på Konstabel grunduddannelses kompagniet. Jeg havde fået en lejebolig på Treldevej, og boede der alene, da min kæreste boede i Købehavn. I den første tid får man mange uddannelser og jeg blev hurtigt Løjtnant tror og næstkommanderende i et kompagni. Jeg blev sendt tilbage til Sjælland, fordi at jeg havde pædagogiske egenskaber. Jeg kom på Løjtnantskolen og uddannede reserveofficerer. Jeg kom tilbage til Fredericia bagefter, og jeg rangerede i graderne og blev udnævnt til Major i 1990. I den forbindelse var jeg først stabchef i 3. telegrafbataljon, hvor jeg var i to år. Min regimentchef sagde en dag, at han skulle snakke med mig. Han sagde at han havde brug for mig på gangen, og jeg skulle være personalechef. jeg sagde: Oberstmm, jeg tror ikke lige, at det er mig,”siger Karsten og fortsætter:
“Jeg havde besluttet mig, og jeg ville ikke, men Oberst sagde, at så snart jeg blev det ville alle være venner med mig. Jeg endte med at sige ja, men det var en svær omstilling, og det skabte også lidt røre, fordi at jeg var ung, men sådan er det altid, når man hopper forbi nogen. Man skal ikke lade sig holde tilbage af hvad andre synes.
“Jeg behøver ikke at sidde og komme med løsninger, jeg lyttede og mange gange vågnede jeg om natten med en løsning. I stedet for at tænke mere over det skrev jeg det på en blok. Nogen sagde til mig, at de prioriterede familen over arbejde, og så sagde jeg, om de ikke prioriterede deres arbejde, fordi jeg er optaget af det jeg lige sidder i. Det gælder både arbejde, byrådet og familie. Der er fokus på der, hvor jeg er – det har jeg lært.”
“Det er psykisk selvforsvar, hvis du tror, at du kan det hele, så spiller man ikke rigtigt. Man skal sige: ‘Skat, jeg er væk i to timer.’ og planlægge sig ud af det. En ting jeg sagde til min oberst var, at jeg selv vil bestemme hvad jeg skal om tre år, og det gik han med til. “
Militæret er som en familie for Karsten
Dengang var Fredericia ikke som vi kender det i dag. Dengang var det meget mere industripræget, og det mærkede Karsten også til.
“Det var forfærdeligt, det stank på Kasernen. Jeg ringede til direktøren på Raffinaderiet, og spurgte hvorfor hans fabrik stank. Jeg kunne ikke have soldater løbene mod Treldevej pga. stanken – så slemt var det. Jeg ændrede programmet grundet stanken,” siger Karsten og fortsætter:
“På Bülows Kaserne og på Østerstrand var der gult røg. Jeg ville ikke lade soldaterne komme ud i det. Min mor sagde altid, at jeg var soldaternes mand. Militæret var min familie også og jeg tog ansvar for dem, at de ikke skulle løbe i det.”
Karsten nævnte det selv, hans mor. Hende havde han en mærkelig oplevelse med da han var udsendt i forbindelse med Tyrkiet/Cypern.
“Vi blev ringet op via en masse lande dernede. Det var et vigtigt signal, som vi skulle modtage. Jeg passede Radiostationen, hvor man fjernskrev osv. Jeg gik rundt og tændte den i nattens muld og mørke. Pludselig kom der et signal, som var til chefen for enheden. Det vedrørte Byrgesen sagde de. Det viste sig, at min mor var blevet alvorlig syg, så jeg bankede på vagthavenes dør og sagde, at jeg skulle have fat i chefen,” siger Karsten, som man kunne mærke blive rørt over at fortælle om det.
“Man følte sig lidt sårbar, jeg kan stadig blive skidt over det. Min mor blev okay, og jeg tog hjem til hende. Det var ikke mig, der spurgte om det, men det var reglen, at man skulle hjem, hvis der var noget kritisk.”
Med den følsomhed, har du så det, der skulle til?
“Ja, det har jeg. Jeg kan godt skelne mellem de to ting. Jeg er så heldig på trods af alt det jeg har været med i, så har jeg ikke noget stress. Jeg fløj med Hercules hjem fra Cypern, den fløj en gang i ugen. Jeg blev kørt til lufthavnen og så var det en ni timers flyvetur hjem. Der var iskoldt , men jeg kom hjem og til mor på sygehuset. Hun havde en blodåre i maven, der sprang. Hun blev hasteopereret, og efter otte dage i Danmark kom jeg tilbage og afsluttede turen på Cypern fra maj-november,”siger Karsten og fortsætter:
“Der dannede sig noget i mig. Den halvdel, der var grækerne, som håndterede krigen. Der så jeg forskellen på tyrkerne og dem. Der var forskelligheder mellem dem. Grækerne var aktive og plantede noget, hvis de så jord. Det tænkte tyrkerne ikke over.”
Blev Staff Officer i operationsafdeling under NATO
Da Karstens tre år som personalechef var gået gik turen videre, og et nyt kapitel ventede.
“Jeg blev Staff Officer I operationsafdelingen under NATO i Heidelberg. Jeg arbejdede med strategisk kommunikation, som jeg har arbejdet med lige siden,” siger Karsten.
“Mens jeg var i Heidelberg, troede jeg, at jeg skulle til Kosovo og have fire måneder, men NATO ændrede strukturen. Jeg røg til Napoli, da hovedkontoret var der,” fortsætter han.
Karsten blev igen rørt, og det med god grund. Ligesom det var tilfældet, da han var udsendt til Tyrkiet/Cypern, skete der en tragisk hændelse.
“Da jeg var i Napoli blev min far syg. Han døde i februar 2001, og jeg nåede at være sammen med ham i tre dage. Jeg havde lært, at hvis man skal flytte sig, så gør man det med hjertet, så da jeg skulle tilbage til Napoli tænkte jeg, at jeg ikke gad tage flyveren fra Kastrup. Jeg kørte til Heidelberg og tog toget derfra. Det tog lang tid, men det var en fantastisk oplevelse. Jeg nød turen og blev healet lidt på den måde,” siger Karsten og fortsæter:
“Operationen blev afsluttet for mit vedkommende og jeg kom med militærtransport til Heidelberg og videre til Haderslev, hvor jeg blev chef for garnisons enheden, hvor jeg blev næstkommanderende. Jeg sørgede for det praktiske, og der var jeg i et år indtil Oberst Ib Johannes Bager kaldte mig til møde, og sagde, at jeg skulle have nyt job og starte i Fredericia om mandagen. Jeg skulle være chef for elektronisk krigsførelse, som jeg ikke kendte meget til, der var udfordringer med det, men det var godt sagde han.”
“På det tidspunkt var vi på vej med 1. og 2. Golfkrig så hvordan kan vi støtte dem, tænkte vi. Vi havde ikke krigserfaring, men de danske soldater skulle i kamp med fjender. Vi blev involveret i krigen og blev fjenden, det ændrede mindsettet. Ved hjælp af følsomme radiomodtagere var nogen af vores soldater hos enheder, så når man var ved et dansk kompagni, så lå nogen få 100 meter væk, og hvis nogen sagde det i radioen, så havde de et kanon tilbud. På den måde kunne vi bidrage til at redde danske soldateres liv. vi tilegnede os viden om hvad fjenden ville. “
Altid søgt tilbage til Fredericia
Karsten var også en en tur i Afghanistan, og der kom hans virke med elektronik ham til gode.
“Jeg havde kendskab til elektronisk krigsførsel, men jeg synes, at det var ligegyldigt at vide, hvis der stod soldater 200 meter væk, og så vide hvad dem langt væk lavede. Jeg ville dele det op i to med fjernafklaring og næropklaring,” siger Karsten.
Fra 2004-11 var Karsten på Ryes Kaserne, og det var noget han glædede sig over, da Fredericia var en by som han havde fået et forhold til.
“Der var sket store forandringer, og man var i gang med at lukke Kemira. Jeg har altid søgt tilbage til Fredericia. Da jeg var lille barn, og kom fra dårlige kår, så tog vi toget til Middelfart og holdt ferie i dansk folkeferies ferieby. Allerede dengang stod vi på Fanøsund og fiskede. Min far kunne tage familien gratis med i toget, og jeg spurgte så om vi ikke skulle tage en taxa hen til pladsen.Vi endte altid med at gå, selvom jeg spurgte. Han sagde, at der ikke var nogen taxa, men da der kom en, og jeg sagde det, så viste det sig, at han ikke havde råd til det. Far gik med sengetøjet på ryggen og en kuffert foran, mens mor havde en kuffert og vi andre havde tasker,” siger Karsten og fortæller, at ham og hans søskende samlede flasker, da de ikke havde lommepenge:
“Hele det med ferien til dansk folkeferies ferieby lærte mig, at man ikke skal jamre. Der var ingen af os børn, der opdagede, at vi havde dårlige kår. Vi var pæne og rene i tøjet.”
Turen gik til Afghanistan
Fra 2004-11 var Karsten senioranalytiker hos Ryes Kaserne. Efterfølgende blev han ansat hos Forsvarets Efterretningstjeneste
“Mens jeg var i enheden blev jeg ringet op, og at det var vigtigt at komme til Hærens Operative Kommando. Der gik fire dage, og så var vi på vej til Afghanistan med militærfly. Vi kom til Armadillo-lejren og det var et specielt sted,” siger Karsten og fortsætter:
“I samme øjeblik som vi trådte ud fra lejren, var vi bevæbnet til tænderne. Der havde min fortid i Jærgerkorspet sine fordele, da vi sprang ud i mørket. Jeg tror på det, som jeg gør, og så er det ligemeget om jeg sidder i sofaen eller om jeg er i kamp eller andet. Jeg tænkte på skæbnen, at hvis det går galt, så havde vi en nødprocedure og hvis ikke, så var det min skæbne. Det samme gjaldt i Afghanistan.”
Fik Ridderkorset
Efter tiden i Afghanistan skete der en ny jobmæssig ændring for Karsten. Konen og ham var på vej på ferie.
“De manglede en chef til enheden i Wessel, som ligger nær Düsseldorf. Jeg skulle møde fire dage sende, og vi kørte så til Rhinen og derefter til Wessel. Jeg endte med at være der i fire år, og det betød, at jeg fik i alt 22,5 år som chef på militærsteder,” siger Karsten, der tre måneder før han blev 60 år fik et brev om, at han skulle på militærpension.
Inden da nåede han at blive tildelt Ridderkorset.
“Efter min anden udsendelse skulle jeg komme hen til chefen. Jeg stod i arbejdstøj, og så trak han en æske frem samt et dokumen og holdt en tale, og så fik jeg Ridderkorset,” siger Karsten og fortsætter:
“Det betød så meget. Jeg var ved at falde om, og jeg var ikke i nærheden af lønrammen til det, og jeg var jo kun Major, så det var meget usædvanligt. Jeg ville hellere have Ridderkorset end en million kroner. Det er en anerkendelse ,som hele familien kunne glæde sig over.”
“Jeg var i Kongehuset og fik tak for det. På vej til Dronningen var der to elefanter, hvor man kunne se hvor jeg havde været. Jeg fik at vide, at når jeg kom, så interesserede det Majestæten at få noget at vide om den elektroniske krigsførelse. Man stod tre skridt foran hende og skulle bukke og gå to skridt tilbage.”
“Jeg sagde H.M Majestæt, at det er min familie og mig en stor ære at stå her i dag. Jeg takkede ydmygt for Ridderkorset. Jeg havde fået at vide man bare skulle fortælle, og så fortalte jeg min historie om små kår. Det glædede hele min familie, kone, svigerfamilie og børn, at det var opnået. Jeg fortalte om min tid i Afghanistan , fordi hun havde respekt for den del af det. Jeg havde fået at vide, hvad man skulle gøre, når man talte med Dronningen, hvis hun ville have man rundede af, så gav hun tegn med hånden, men hun var opslugt over fortællingen. Jeg gik derfra stolt som en pave.”
Militærpension
Karsten var stolt over sit Ridderkors, og troede, at han skulle tilbage, men han røg til Wessel.
“Mens jeg var på opgave der, så skulle man medbringe alt kommunikation, og man skulle danne sig et lokalnetværk til flere tusinde brugere. Det skulle laves i Tyrkiet, fordi NATO havde besluttet af at lave et engagement i Tyrkiet i relation til krigen i Syrien, hvor jeg kom ned. Hvis Osama bin Laden skød skråt mod Tyrkiet, havde vi ordre på, hvad vi skulle gøre,” siger Karsten og fortsætter:
“Jeg kom tilbage og blev pensioneret som 60-årig i 2015. Det sker på den måde, at tre dage før man bliver 60 år får man et brev, hvor de takker en for tjansen. Det var fede oplevelser, som jeg havde, og jeg bærer ikke nag og længes. Da jeg gik derfra, så ville jeg ikke vende mig rundt, men jeg mindes den fantastiske tid og jeg har lovet mig selv ikke at savne det.”
Med pensionen fra militæret startede en ny karriere. Karsten stiftede Husmanden ApS.
“Jeg ønskede at være aktiv, og ville lave et firma. Vi skrabte penge sammen og så blev det godkendt af erhvervsstyrelsen. Selvom jeg har fået Ridekorset, så er jeg ikke for fin til at rense folks huse,” siger Karsten.
Karsten og politik
De fleste fredericianere kender Karsten qua han sidder i Byrådet, som han kom ind i til Kommunalvalget i 2017. At han først kom i Byrådet der er ikke tilfældigt, men interessen for politik har altid været der.
“Af respekt for Forsvaret, så ville jeg ikke være politisk aktiv. Jeg ville skille tingene ad, og ikke gå ind i det så længe, at jeg havde folk under mig,” siger Karsten, der efterfølgende meldte ting sig ind i Dansk Folkeparti:
“Jeg meldte mig, fordi de ikke var berøringsangste omkring migranter, der lagde til ved vores kaj. Det var for dårligt og det kunne man ikke byde danskerne. Da jeg kom hjem fra Wessel tog jeg kontakt til partiforeningen, der holdt medlemsmøde og der opdagede de, at jeg havde pondus.”
“Daværende formand Bent Troelsen ringede til mig spurgte, om jeg ikke kunne tage over for ham, fordi han ville trække sig. Jeg sagde, at jeg ikke havde problemer med det, men var der ikke andre der ville? Sådan skete det i 2016.”
Karsten blev af partiforeningen opfordret til at stille op til Byrådet, og der kom han ind i 2017 til Kommunalvalget.
“Det var en god dag, og jeg blev meget glad og stolt,” siger Karsten, som kort tid efter meldte sig ud af Dansk Folkeparti:
“Der skete det dagen efter valget, at Fredericia Dagblads journalist, Peter Friis Autzen, interviewede mig. Jeg var glad og det var et godt interview. På vej ud af døren spurgte Peter hvad jeg mente om, at Susanne Eilersen i Tøjhuset til valgaftenen havde sagt, at jeg var en fiasko. Peter afspillede lydfilen med det for mig. Dagen efter var der en overskrift med det i Dagbladet. Jeg ville have en undskyldning, og via partiforeningen kunne det ikke lade sig gøre. Jeg sagde, at jeg var ikke DF’er, hvis jeg ikke fik det.”
I forbindelse med, at Karsten meldte sig ud af DF, var der særligt en ting, som han tænkte over: Hvad med vælgerne, der valgte ham ind?
“Der var noget med samvittigheden, men jeg vidste ikke om det var okay. Heldigvis var pressen der, da de interviewede mig hele tiden om det, og det gav ikke nogen shitstorm,” siger Karsten og fortsætter:
“Jeg blev mødt med, at Karsten: Du ikke kan gå som løsgænger. Så sagde jeg, at det får vi at se. Så kom det personlige mantra. Jeg vil ikke sige, at det ved jeg ikke noget om. Man får spørgeskema, om man vil noget til livs, om man føler man har indflydelse. Jeg har skrevet, at jeg følte jeg havde mere indflydelse bare med mig selv,” siger Karsten, der sidder i Kultur- og Idrætudvalget samt By- og Planudvalget.
Til næste Kommunalvalg er det slut med at være løsgænger, slår han fast
“Jeg er Karsten Byrgesen i et parti, andet giver ikke mening. Jeg vil være en del af et team. Jeg har fået et overblik over de øvrige partier, og jeg har heller ikke nogen hard feelings overfor DF, som jeg stadig taler pænt med i dag,” siger Karsten.
Fritiden
Efter at have rundet Karsten militærkarriere og politiske tilstedeværelse, så manglede vi en kun én ting, nemlig hans privatliv.
“Jeg cykler meget i fritiden, og det er både race og mountainbike. Jeg fisker også stadig, og tænker på min far, når jeg er ude at fiske,” siger han.
Som barn rejste Karsten qua hans fars job meget med tog, og det er også en interesse, som er holdt ved.
“Jeg er vild med tog. I Wernigerode nær Hartzen er der en by, som ikke blev smadret under 2. verdenskrig. De har en smaltogsjernbane, og de har et sted a la Bloksbjerg. Det er fantastisk at komme der,” siger Karsten, der har en særlig passion, som han dyrker:
“Jeg spiller musik med Finn Munksgaard, sammen har vi Spilopperne, og er ude at spille en gang imellem.”
Med en nærtforstående sommer, så venter der en rejse inden for den nærmeste fremtid for familien Byrgesen.
“Vi skal til Spanien om lidt. Vi bruger en uge på at køre derned, og vi vil gerne forbi Heidelberg, hvor jeg boede, og så skal vi også forbi Frankrig, hvor jeg har været. Civil videre til Andora, og så rammer vi målet i Valencia efter 2600 kilometer,” siger Karsten.
Karstens livsfortælling har været fascinerende at høre på, og vi kunne have talt endnu længere, men vi skulle videre i programmet og efter at have udvekslet et par ord om Folketingsvalget gik vi hver til sit og ønskede hinanden en fortsat god dag.
Ugens Kurt, Stephan Klavsen. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Stephan Klavsen er en mand, som igennem tiden har haft mange kasketter på i frivillighedens øjemed. Blandt andet er han kendt, som en af opstartsmændene i HK Ultras og har igennem mange år arrangeret stævner i Fredericia KFUM. Lær i denne udgave af Ugens Kurt Stephan endnu bedre at kende.
Stephan Klavsen arbejder til daglig på Rådhuset, hvor han siden 2011 har været leder af Borgerservice. Vi fandt en halv times tid i Stephans kalender, og det passede ind med, at han kunne tage den korte gåtur fra kontoret på Borgerservice og hen til Kurt’s Kaffebar i Jyllandsgade.
Det blæste uden for, så en kop kaffe var tiltrængt for os begge for at få varmen. Vi startede med at tale om Stephans barndom, der startede i København, hvor han blev født, men allerede som et-årig flyttede familien Klavsen til Fredericia.
Da det blev tid til skolealderen startede Stephan på Skansevejens Skole, og det er en tid, som han husker tilbage på med glæde.
“Man lærte selvfølgelig det man skulle, men der var også plads til at have fri og lege. Jeg boede i Nordbyen, hvor jeg også bor i dag. Derude var der rigtig meget med marken i Norbo, hvor områdets unger samles. Dengang gik man ikke i fritidsordning på samme måde som i dag, så vi var sammen der,” siger Stephan, der begyndte til fodbold og det blev startskuddet til noget af det, som mange kender ham for i dag, nemlig foreningslivet:
“Jeg begynte at spille fodbold som ti-årig, men siden tog det fart med foreningslivet. Det er der, at jeg har mine venner fra, både fra fodboldtiden og de andre fællesskaber, som jeg er med i. Det med foreningslivet er vigtigt at værne om.”
Efter endt folkeskole tog Stephan en tre-årig uddannelse på Handelsskolen, og efterfølgende fik han en elevpads hos Fredericia Kommune, og blev udlært i økonomiforvaltningen.
“Det første år hos kommunen var jeg i bogholderiet, men jeg fik muligheden for at blive pantefoged. Det var jeg frem til 2005, hvor SKAT så overtog opgaven, og blev derfor overført til SKAT, hvorfor jeg arbejdede i Middelfart i to år. I 2007 fik jeg muligheden for at komme tilbage til Fredericia Kommune i Borgerservice, og siden 2011 har jeg været leder der,” siger Stephan.
Hvordan er Fredericia Kommune som arbejdsplads? Det spurgte jeg Stephan om, når han nu har været ansat så mange år i kommuneregi.
“Det er en dejlig arbejdsplads, den er uformel. Det er også en arbejdsplads, hvor man har mulighed for at dygtiggøre og udvikle sig. Sådan har jeg oplevet det,” siger Stephan og kommer ind på, hvordan det har været at arbejde så mange år hos kommunen:
“Jeg har prøvet mange ting i systemet, og så kan det godt være, at der stod kommunen på lønsedlen, men jeg har haft mange opgaver og funktioner. Når man er glad for udfordringerne, har jeg aldrig haft behov for at skifte arbejdsgiver,” siger han.
Stephan som frivillig
Stephan har været frivillig i mange år, og det hele startede, da han var 20 år gammel.
“Jeg blev engageret som fodboldtræner i Fredericia KFUM, hvor jeg var i omkring ti år, hvorefter jeg holdt en pause, da jeg havde travlt med uddannelser på arbejdet og dels var kørt tør i træneropgaverne. Jeg var væk indtil den største knægt begyndte. Så blev jeg engageret igen, og så har jeg fulgt drengene op igennem årene,” siger Stephan og fortsætter:
“I hele har jeg lavet stævner, det er blevet til omkring 20 år i KFUM sammen med andre gode frivillige. Jeg er stoppet som træner igen, og er nu med i en forældregruppe, hvor vi prøver at sørge for, at vores unger synes det er sjovt at gå til fodbold. Det skal være sjovt for hele årgangen, og ikke kun det bedste hold. Vi har forsøgt at tjene penge ind til at lave noget sjovt, da ungerne har nået den alder, hvor de bedste skal ind til FC Fredericia fra sommerferien.”
Var med til at starte HK Ultras op
Stephan Klavsen til pokalkampen mellem FHK og BSV . Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN
Stephan er meget sportsinteresseret. En af de sportsgrene han interesserer sig særligt for er håndbold.
“Jeg har altid set håndbold, og jeg kan huske, at jeg har været i hallen som barn for at se det. Ikke i guldårene, da vi vandt fem år i streg, men lige efter, har det gik nedad bakke. Lige siden har jeg fulgt holdet. Jeg spillede også lidt selv i KFUM, hvor vi havde et godt sammenhold. Vi var det eneste drengehold i klubben på det tidspunkt. Vi spillede lokalbrag mod F’erne, Taulov og hvad de ellers hedder,” siger Stephan og fortsætter:
“Vi rykkede op i starten af 00’erne, og det var der, at HK Ultras startede op. Der var lynhurtigt mange med, da mange fulgte holdet i forvejen. Lige så snart det går godt, så kommer der mange i hallen. Det fedeste var, da klubben var ved at lukke og vi samlede mange penge sammen. Vi fik samlet omkring 250.000 kroner sammen på tre dage, men det gjorde ondt, da vi lukkede i 2012. Til gengæld er det fedt, at vi nu er tilbage, hvor det er sjovt”
Hvordan var det at være med til at starte HK Ultras op?
“Jeg ved ikke om, at det er specielt. Det sjove er, at den gruppe, der startede det hele op, stadig kommer den dag i dag. Vi er ikke aktive i bestyrelsen mere, men vi kommer til både ude- og hjemmekampene. Der er en hygge med det, og det er et sjovt fællesskab, hvor der er plads til alle,” siger Stephan.
Da FHK rykkede op i ligaen igen, kunne man se, hvor meget det betød for folk i og omkring FHK. Stephan glæder sig også over fremadrettet at skulle se håndbold på øverste niveau igen.”
“Det er fedt at være der igen. Fredericia skal have et hold på det her niveau, når vi har nogle af de bedste faciliteter i hele landet. Den her gang tror jeg ikke, at vi er kommet op for at spille med i den tunge ende. På sigt skal vi være med, hvor det er sjovt – det kan man se på hele setuppet.
Hvad har været den sjoveste oplevelse med FHK?
“Vi skulle indvie den nye hal i Skjern, hvor vi var udset til at skulle være statistister, men vi vandt kampen. Vi spillede tre mod seks i de sidste to minutter, men vi reddede sejren hjem til sidst – det var fedt. Jeg tænker heller ikke, at man glemmer al den festivitas, som der har været i den seneste måneds tid omkring tilbagevenden i ligaen. Det er fantastisk, at klubben inkluderer fans og frivillige i alt det her. Det kunne mange lære noget af. Det gør, at opbakningen bliver endnu større, og at der er flere, som kommer og støtter byens hold,” forklarer Stephan.
Stephan nævnte det selv, byens hold. Han er selv frivillig i Fredericia KFUM, der er moderklubben til FC Fredericia. Derfor lød det lidt paradoksalt, at han kaldte FHK for byens hold.
“Jeg har altid argumenteret for det med fodbolden. Hvis man kunne lave noget i amatørklubberne i byen, så kunne man få flere børn til at spille. På sigt vil det ændre fødekæden til serieholdene, som spillere i Serie 1, 2 3 osv., og for F’ernes kommende Jyllandsserie. Der var en undersøgelse for et par år siden, hvor Fredericia var en af de byer, der havde færrest fodboldspillere pr. indbygger i kommunen. Det falder tilbage på den manglende evne til at samarbejde. Stod det til mig, så havde man et kombinationshold, hvor alle klubber deltog, og man så har et tilbud på alle niveauer. Både til de dygtigste, næstdygtigste og dem, der bare kommer for det sociale. Jeg ved godt, at man i håndbold har andre forudsætninger, da det hele er samlet i Fredericia Idrætscenter, men noget skal man gøre for fodbolden.
Nordbo har fået sin anden ungdom
Stephan er også engageret i Nordbo, hvor han pt. er formand.
“Jeg var en del af det som barn. Der var de legendariske Sankt Hans-fester og tilbud til ungerne i starten af 80’erne. Vi flyttede derfra og kom tilbage igen. I 2013 var der en stor udskiftning i bestyrelsen – jeg var ikke en del af det, da der var andre gode kræfter, som skal have æren for at det kører som i dag. Jeg kom til i i 2014, hvor jeg var kasserer og er nu en del af fællesskabet, hvor vi er mange, der gerne vil gøre noget for bydelen. Det er for både bør, voksne og gamle,” siger Stephan og fortsætter:
“Nordbo er med til at skabe noget for ungerne og skabe et fællesskab omkring det så ungerne også får tilhørsforhold til huset. Måske skal de overtage tøjlerne om nogle år, men det er fedt, at vi kan være så engageret i det. Vi har altid haft en medhjælperdag/fest en gang om året, sidste år var vi 75 inviteret. Det er alle dem, som bidrager til hverdagen i Nordbohuset.”
Hvordan er det at være frivillig i Nordbo?
“Vi voksne har det sjovt sammen, det er nok også derfor, at jeg er engageret i det. Der er også glæden i at være sammen med andre og være med til at rykke nogle ting,” siger Stephan.
Arbejde og foreningslivet fylder meget
Stephan har en finger med i mange ting, og det er også noget flere har påpeget over for ham, blandt andet i Nordboregi.
“Nogle gange kan vi godt joke med, at vi har svært ved at have fingrene i lommen. Man hører tit om, hvor svært det er at skaffe frivillige i stedet for at italesætte det, hvor man har fokus på, at det altså er sjovt at være en del af det,” siger Stephan.
Når den ikke står på arbejdet hos Bogerservice og de frivillige gerninger, så er der ikke mange timer tilbage i Stephans kalender, men der er flere interesser for ham, som han bruger tiden på.
“Jeg er husejer, og det skal jo også passes. Sammen med min hustru Annette har vi to drenge, og så plejer vi vores dejlige familie og er sammen med vennerne. Men det er klart at både mit arbejdsliv og foreningsliv fylder meget,” lyder afslutningsreplikken fra Stephan Klavsen
Fakta Stephan Klavsen Er 46 år gammel Født i København Flyttede til Fredericia som et-årig Gift med Annette, sammen har de to drenge
Ugens Kurt, Lars Middelboe.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Lars Middelboe har været ansat i EUC Lillebælt-regi siden 1992, hvor han siden 2006 har han været direktør på skolen. Men hvem er manden bag direktøren på teknisk skole? Fredericia AVISEN har sat Lars Middelboe i den varme stol, hvor han blandt andet fortæller om en fortid som Danmarksmester i badminton.
Dåbsattesten siger d. 14. maj 1959. Med andre ord betyder det, at Lars Middelboe snart fylder 60 år, og et skarpt hjørne i hans liv bliver nået.
Solen skinnede over Fredericia, da Lars kom ind ad døren på Kurt’s Kaffebar, hvor vi over en kop sort kaffe startede ud med at tale om Lars’ barndom.
Lars er født i bydelen Tarup i Odense, hvor han voksede op med sin far, der var tjenestemand hos postvæsnet og hans mor var frisør. I fritiden havde Lars en særlig passion, som han var ferm til.
“Jeg spillede badminton på eliteniveau, men det er mange år siden, at jeg har spillet. Jeg blev Fyns- og Danmarksmester, men da jeg var omkring de 18 år og skulle blive senior var der andre ting som piger, dans og musik, der begyndte at trække mere i mig,” siger Lars og fortsætter:
“Jeg har også dyrket vin, det blev til 80-100 liter om året. Det var sjovt, og jeg har udstyret og alt det der til det.”
Mor fik Lars til samtale i Nykredit
Lars tog sin realeksamen, men han var blevet skoletræt. Det viste sig at være en døråbner til starten på Lars’ første del af erhvervskarrieren, som han også er kendt for.
“Da jeg var 17 år sagde jeg til min mor, at jeg skulle ud at arbejde og ville tage et sabbatår eller hvad man kaldte det dengang. Min mor sagde ikke rigtig noget til det, men i starten af juni så hun en annonce i avisen, og sagde til mig, at jeg skulle til samtale i Nykredit på mandag. Jeg endte med at få jobbet som arkivmedhjælper og havde det i et år,” siger Lars og kommer ind på, at det så for alvor tog fat:
“Efter et år blev jeg tilbudt en læreplads som bankassistent. Den tog jeg som det man i dag kender som mesterlære. Det tog tre år ialt inklusive en handelseksamen, som der skulle til.”
På trods af, at Lars var skoletræt, så var tiden på skolen dog ikke noget, der slog ham ud af kurs.
“Det var en fin vekslen, jeg sad ikke et år af gangen på skolebænken – så det var lidt en gang imellem ligesom med lærepladsen. Jeg fik løn for at gå i skole, og undervejs interesserede jeg mig meget for IT og ting inden for administration. Jeg nåede aldrig rigtigt at arbejde med bankforretning i min elevtid,” fortæller Lars og kommer ind på, hvad der skete efter elevtiden:
“I en alder af omkring 22 år blev jeg leder for Nykredits regnskabsafdeling. Internt i Nykredit tog jeg min leder- og IT-uddannelse, og i en periode var jeg i IT-afdelingen i Aalborg. Fra 1985 begyndte centraliseringen så småt, og der arbejdede jeg med regnskab, revisor, administration osv. Man begyndte at trække det til København, og jeg blev tilbudt at tage med, men med to børn på daværende tidspunkt, så passede det ikke ind.”
Blev administrationschef
Efter at have siddet som leder af Nykredits regnskabsafdeling i over 20 år tog Lars derfor springet videre i 1992. Her blev han ansat som administrationschef på det vi i dag kender som EUC Lillebælt.
“Skolen var lille dengang. Den startede jo i 1982 med den tekniske skole i Kongensstræde, hvor det var jern og metal. I 1991 gjorde Bertel Haarder sådan, at de tekniske skoler skulle være selvejet med egen økonomi, bestyrelse osv. Skolen her i byen søgte om at blive godkendt som teknisk skole, og endte med at blive det. I den forbindelse ønskede man at få en leder som mig. Da jeg startede var der omkring 200 årselever og 40 ansatte ” siger Lars og fortsætter:
“Økonomien var lidt presset dengang, og direktøren blev udskiftet. Jeg troede heller ikke, at det kunne lade sig gøre at vende det, så jeg forlod skolen i tre måneder for at blive souschef hos Dansk Flytningehjælp, men om sommeren kom jeg tilbage, efter at direktøren overtalte mig. Fra 1994 og til han gik af i 2006 kørte vi parløb.”
I starten var økonomien ikke den bedste på skolen. Det har med tiden ændret sig, og det er der et par særlige grunde til.
“Medarbejderne har været engagerede og virkelig ville det. Vi tog alle mulige jobs på skolen til forskellige aktiviteter. Vi havde en kursusafdeling, der var progressiv og som markerede sig. I midten af 90’erne blev pc-kørekortet opfundet, og så opfandt vi fjernundervisningskonceptet sammen med de andre skoler. Vi fik 8000 kursister ind fra hele landet. Man kunne give en computer til undervisningsmaterialet, så når man tilmeldte sig pc-kørekort, så fik man det, og derfor væltede det ind med kursister,” siger Lars og fortsætter:
“Vi betalte gæld tilbage til ministeriet og det var startskuddet til den gode økonomi, som vi har i dag. EUC Lillebælt er ikke statslig ejet, som et gymnasium og VUC’erne. Derfor kan vi i princippet gå konkurs, selvom det er lidt usandsynligt, men muligheden foreligger. Det er derfor, at vi har en bestyrelse, og kører det hele som en forretning.”
Tiden som direktør
I 2006 stoppede den daværende direktør på skolen. Det gjorde, at Lars Middelboe søgte stillingen, og endte med at få den.
“Jeg tænkte meget på om jeg kunne, da jeg havde en anden profil end de andre. De fleste direktører kom inde fra, og havde enten været smede eller elektrikere og bygget sig op i hierarkiet. Bestyrelsen besluttede dengang, at de ville have en direktør, som kunne styre forretningen. Det viste sig efterfølgende, at det er blevet anvendt mere og mere, når man skifter og at det så ikke er en gammel smed, som overtager,” siger Lars.
Gennem årene har EUC Lillebælt udviklet sig markant, og har i dag har den en stor palette af uddannelser.
“Vi har ikke alle hoveduddannelser, men vi er store på transportområdet. På nogle punkter er vi Danmarks største indenfor feltet. Hvis Business Fredericias satsning i Taulov og Fredericia holder, så smitter det også af på os, og vi kan derfor blive Danmarks største transportskole om et par år, hvis det flasker sig,” siger Lars.
Meget apropos transport har EUC Lillebælt også flere store kunder inden for den branche.
“Vi har blandt andet DSB, som har valgt EU fordi, at de vil have medarbejderne samlet på ét sted i stedet for at tage den nærmeste. Vi har også eksempelvis Arla som kunde,” siger Lars og fortsætter:
“Vi forsøger at overtale endnu flere virksomheder til at bruge os med de IKUF-midler, som de har til rådighed.”
I disse måneder er der ved at blive lagt det sidste finish på EUC Lillebælts nye HTX-bygning, og det gør, at skolen forventer at ekspandere yderligere.
“Det er primært for at give plads til en forventet fremgang af elever elever på erhvervssiden, men vi slår to fluer med et smæk. Vi får et gymnasiemiljø, som vi tror giver flere HTX-elever fremadrettet, da vi har hørt, at det er det, der mangler. I dag er HTX-eleverne blandet med folk på min alder, når de er på kurser. De skal have deres eget miljø,” siger Lars.
Lars Middelboe som leder
Lars Middelboe var uvis på, hvordan han ville være som leder, da han ikke har været helt sikker på sig selv i den forstand, om det ville gå eller ej. Det er kun gået fremad for Lars, men i de seneste par år har han skulle træffe svære beslutninger.
“De sidste 2-3 har der været fyringer rundt omkring i Danmark pga. store besparelser. Alene vores skole skal spare to millioner kroner om året frem mod 2021. Det er svært, når man har med mennesker at gøre. Vi kan ikke sætte en dukke ud til maskinerne, men pga. stram styring har vi kunnet holde skinnet på næsen,” siger Lars.
Hvordan har man kunnet mærke det på arbejdsmiljøet?
“Vi kan godt mærke det, da folk er presset og vi skal have flere elever igennem for samme ressourcer. Det er ikke let,” konstaterer Lars.
I Danmark er tendensen klar. Der er mangel på faglært arbejdskraft, og det sker fordi, at mange vælger gymnasiet.
“Der er mangel på unge på erhvervsuddannelser. Det kan være pga. usikkerhed grundet praktikpladser, og at der er en vis status over at have en studentereksamen. Lige netop med studentereksamen er der faktisk mange, som ikke bruger den efterfølgende,” siger Lars og kommer en anden problematik:
“Man skal træffe valgene lynhurtigt med en erhversuddannelse om hvilken retning man vil gå i. I gymnasiet har man tre år til at beslutte sig.”
Positiv udvikling
Fra dengang Lars Middelboe startede på EUC Lillebælt i 1992 og frem til i dag er der sket mange ting. Ikke mindst politisk, hvor Borgmesteren dengang hed J.B. Nielsen.
“Der var en lang periode, hvor kommunen kiggede i andre retninger og kiggede mod videregående uddannelser. I en lang årrække var vi glemt, men i dag er der mange, som kører forbi og ikke ved, hvad der sker på skolen. I de sidste 5-10 år har samarbejdet flyttet sig, og vi har i dag et godt samarbejde med Byrådet,” siger Lars og fortsætter:
“Vi skal blandt andet snart underskrive en ny partnerskabsaftale med uddannelsesinstitutionerne og kommunen, hvor vi vil have flere skal have en erhvervsuddannelse,” siger Lars og kommer ind på forandringen i Fredericia over de seneste år:
“Der er en anden industrikultur i dag, end der var da jeg startede her. Dengang i 1992 var det en meget “sort by”, hvorimod Fredericia i dag er mere attraktivt både for mig som pendler, men også for eksempelvis tilflyttere.”
Fra 200 årselever til knap 1000
Da Lars Middelboe startede på EUC Lillebælt i 1992 var der 200 årselever. I dag er situationen en helt anden.
“Vi omsatte for 115 millioner kroner i 2018 og har omkring 160 fastansatte. Vi har knap 1000 årselever, som er elever, der er her minimum 40 uger, og i skoleåret har vi haft 8000 forskellige CPR-nummer igennem,” siger Lars.
At blive 60 år er atypisk
D. 14. maj sker det. Lars Middelboe bliver 60 år, men det er ikke noget, som han har tænkt vildt meget over.
“Jeg kommer ikke til at forandre mig fra d. 13. – 14. maj, men årtiet er lidt mærkeligt fordi, at man automatisk bliver folkepensionist. De fleste man kender i det årti går helt eller delvist på pension, og den tanke er meget mærkelig. I 40’erne og 50’erne bliver man drillet lidt, men det var også det. Det her årti er et, hvor der sker noget atypisk i forhold til de andre,” lyder afslutningsreplikken fra den snart 60-årig direktør på EUC Lillebælt, Lars Middelboe.
Ugens Kurt er fodboldkaptajnen, Christian Ege Nielsen.
Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN
Fredericia er historisk kendt for sine generaler, de fleste er dog for længst døde, afbildet eller endt som statuer. Men denne Ugens Kurt er i levende live og er midtbanegeneralen fra Monjasa Park. Mød den 28-årige kaptajn fra FC Fredericia, Christian Ege Nielsen.
Der er sol over fæstningsbyen, men vinden har kulden med som en camoufleret medspiller. Jeg sidder klar til at modtage Christian Ege Nielsen på Kurt’s Kaffebar. Han kommer nærmest på klokkeslettet, vi har aftalt. Måske noget han har lært af det kendte forældrepar, Jesper og Lis Ege Nielsen, der driver Tandlægerne Vejlevej.
Ege er et kendt ansigt i bymidten udover selvfølgelig at fylde på grønsværen, ser man ham ofte med en TOGO-kop i hånden. Der behøver heller ikke gives en ordre til bestillingen, der kommer automatisk en dobbelt espresso til Ege og en kaffe med mælk til mig. Jeg har ofte vekslet et par ord med Ege, men aldrig rigtigt kommet bag om personen og fodboldkarrieren.
Christian Ege Nielsen er opvokset i Fredericia og har gået på Skjoldborgsvejens Skole indtil 9. klasse. Ege var ikke født med drømmen om at blive fodboldspiller, men faderen Jesper Ege, tog ham til træning hos FfF’erne, da han var syv år gammel.
“Jeg tror, at min far tog mig med til træning, fordi mine forældre havde en idé om, at jeg skulle gå til noget sport, det samme havde min søskende været igennem. Jeg kommer ikke fra en sportsfamilie, min far har løbet og dyrket orienteringsløb seriøst, men ellers har sport været fritidsbaseret. Første gang til træning ville jeg vist ikke af sted, men jeg skulle prøve igen og så er det jo gået, som det er gået”, siger Ege eftertænksomt.
Fodbold som ung
“Jeg fik en masse nye venner og oplevede en stor interesse for at konkurrere. Det tændte mig, med at have talent for noget og dyrke det. Det at gå op i det, det var det, der fastholdt interessen”, siger Ege om sin store passion, som med tiden blev fodbolden.
Som alle andre sunde og raske fodbolddrenge drømte unge angriber Ege dengang om Landsholdet, FC Fredericia debut og var imponeret over Manchester United.
“Det var meget oppe i tiden med United dengang, da var de gode. De vandt “The Triple”, da jeg begyndte at følge med. Det var Beckham, Scholes, Keane, York og Cole. Men kærligheden til United hang ikke ved, i dag er jeg mere fan af god fodbold generelt”, siger Ege om barndommens drømme.
Det bliver til en længere samtale om at være fan. Tirsdag aften spillede Juventus mod Ajax Amsterdam i Champions League.
“I tirsdags var jeg Ajaxfan”, siger Ege og fortsætter, “Det med at være så stædig og forsvare alt, der sker i en klub, det ligger ikke til mig. For at give et eksempel, så kan jeg bedre forstå folk, der er fan af et hold, hvor man er tættere på og kan have nogle oplevelser tættere på, end hvis man holder med FC Barcelona eller Real Madrid”.
Den unge Ege prøvede talentet af lidt forskellige steder efter den spæde start hos FfF’erne. Turen gik over Vejle for at senere at spille mesterrække i Middelfart. Fritiden gik også med fodbold sammen med kammeraterne og ellers blev den fysiske læderkugle skiftet ud med de taktiske overvejelser i spillet Championship Manager på computeren. Teenageårene bød også på de forstyrrelser, som er vigtige at undgå, når man skal være topatlet. Fester og piger forstyrrede den unge Ege, men da han tog på fodboldkostskole på Hessel Gods ved Grenå, blev han sporet ind på, hvad der kræves af den professionelle fodboldspiller i dag.
Hessel Gods
“Jeg tog 10.klasse på Hessel Gods, det var så god en beslutning, at jeg valgte at blive på fodboldskolen i fire år. Herefter jeg tog også en HHX på Handelsskolen i Grenå. Det fik mig til at tage fodbolden meget mere seriøst. Man skal være seriøs og træne meget, man kan godt være talentfuld og en stor fisk i en lille sø, men dem der når allerlængst, de træner og har flair for spillet. Selvfølgelig skal man have lov til at være ung, men sporten skal have førsteprioritet. Jeg var ikke til en eneste handelsskolefest i de fire år, hvor jeg var på Hessel Gods.”
I takt med, at Ege tog sin træning meget seriøst, blev det også mere en base, som han kunne finde tryghed i. Det gik lidt slag i slag, eftersom Ege rettede mere og mere ind.
“Jeg var ikke særlig stor fysisk, men var blevet opdraget med sunde værdier til forståelsen af, at vi mennesker er forskellige. Når man skal forstå verden, man har mulighed for at vende en situation, hvis man kan se det fra andres synspunkt”, siger Ege.
Ege i Grenå bød også på en spillemæssig ændring, den unge angriber, der drømte om at nette kasser for Danmark, skulle nu være skakspiller på midtbanen. Han var afklaret med omrokeringen og stolede meget på de professionelle trænere, der var tilknyttet Hessel Gods, som så ham på midtbanen. Det var ikke nemt for Ege i starten, man blev dengang inddelt i tre kategorier efter, hvor god man var.
“Jeg var i den næstbedste gruppe ud af tre, jeg havde en længere vej end de andre, så jeg trænede selv ved siden af holdtræningen. Jeg trænede om morgenen og efter aftensmad, jeg blev besat af at træne. Det var set i bakspejlet en rigtig god beslutning, at jeg tog min fodbolduddannelse på Hessel Gods. Mine fodboldmæssige værdier kommer derfra med hvad, der kræves, når man ikke er den dygtigste” siger Ege.
Han tørnede ud for Grenå som senere fusionerede med omkringliggende klubber og blev til FC Djursland. Ege var med ombord, da FC Djursland rykkede op fra Danmarksserien til 2. division. Specielt en af trænerne fra Hessel Gods havde et godt øje til Ege, og det blev Lars Lundkvist, som tilbød den første kontrakt i 2010.
“Det var vildt, det var en lang rejse, jeg var ikke den bedste under hele forløbet. Jeg var ikke stamspiller på FC Djursland, det var en kulmination, de skridt, som jeg havde taget i min udvikling, var det jeg havde stræbt efter, det havde Lars set og han troede på mig”, siger Ege om sin to-årige kontrakt med Brabrand.
Christian Ege Nielsen snører nu støvlerne, hvor han bor i Aarhus og da kontrakten er ved at være til ende i 2012, retter han henvendelse til FC Fredericia og Direktør Stig Pedersen om en prøvetræning.
Det er en samtale, der flyder og det er på tide, selvom vi snakker meget, at få fyldt kopperne op igen. Solen skinner ind på kaffebaren og Ege er mand for en dobbelt espresso igen.
FC Fredericia
Prøvetrængningen bliver sat i stand, men der er ikke plads til Ege i truppen, han bliver bedt om at blive i Brabrand og komme og træne med en gang i mellem. Ligesom det billede, der tegner sig af Ege, så fører det hårde arbejde noget med sig for den, der kæmper. I en reservekamp for FC Fredericia mod Vejle fik han vist sine gode takter og åbningen kom, da FC pludselig manglede en spiller på positionen, defensiv central midt.
“Jeg blev tilbudt en et års kontrakt, det tog jeg imod, selvom det var en svær beslutning. Brabrand ville gerne beholde mig og jeg var glad for min rolle og følte mig, som en vigtig del af holdet. Det er svært at sige farvel til noget, man er glad for, men det var på tide at prøve noget andet,” siger Ege om skiftet skiftet til FC Fredericia.
Det betød noget for Ege, at Monjasa Park blev hjemmebanen – angriberen vendte hjem til fæstningsbyen som midtbanegeneral.
“Jeg har været på stadion som dreng, og været bolddreng flere gange. De år jeg gik på Hessel Gods, fulgte jeg også med i resultaterne hjemme i Fredericia. Jeg har set FC Fredericia sammen med min far, så jo det betød noget, Det var en drengedrøm – en del af mine delmål”, siger Ege.
Ege spillede sig til fast plads og i 2015 nåede tilliden nye højder. Ove Pedersen var træner og han så lederegenskaber i Ege, da holdet mistede flere stærke erfarne kræfter. Det er fire år nu og når man ser holdet spille, skulle man tro, at Ege altid havde stået i front for mandskabet, som da General Rye førte krig i fæstningsbyen.
“Jeg føler et stort ansvar, jeg ved ikke, om det er mit hverv, som anfører. Jeg har en generel faglig viden og ved hvordan tingene hænger sammen. FC Fredericia har været mit holdepunkt syv år her til sommer,” siger Ege.
Drømmene for FC Fredericia
Da jeg spørger til, hvad Ege gerne vil opnå med FC Fredericia, kommer dagens hurtigste svar.
“Superliga“, siger Ege hurtigt og sikkert, men fortsætter, “Det skal ikke være så resultatorienteret. Selvfølgelig vil jeg gerne i Superligaen, men jeg vil helst gøre klubben til et sted, hvor vi spiller god fodbold. Vi skal gøre klubben attraktiv med vores stil og værdier, det giver basis for at skabe de bedste resultater. Jeg føler, at jeg er med til at bidrage til den kultur og håber, at vi kan spille os op i Superligaen”.
Privat og fritid
Christian Ege Nielsen bor sammen med sin kæreste, selvfølgelig drømmer de om at blive en familie, men det er ikke nu.
“Når man er fodboldspiller har man meget fritid, men ingen frihed. Vi er nødt til at respektere, at vi skal være klar til træning og kamp. Vores krop og sind skal være klar, når man skal konkurrere hele tiden. Når man skal udvikle klubben, skal man være skarp. Det gør, at man ikke kan gå til andet idræt. Så jeg kan lide at læser bøger, det er meget forskelligt, hvad jeg læser, men lige nu skønlitterært. Bukowski er i gang lige nu, han skriver om livet, jeg vil gerne udforske litteraturen lidt, men musik er også en kæmpe interesse”, siger Ege.
Ege er en mand med flere facetter, det viser sig, at han har en stor passion for Elton Johns musik. Han elsker hans musik og har haft den inde på livet. Han spiller guitar til husbehov, men lytter mest til musik.
FIFA fylder meget sammen med holdkammeraterne, de spiller sammen i fritiden. Nogle gange helt op til ni personer på samme hold, de sidder der hjemme og holder kommunikationen med samtaler på messenger.
Fredericia
Som jeg plejer, når jeg laver Ugens Kurt, så vil jeg gerne høre, hvad der betyder noget i Fredericia?
“Da jeg boede i Aarhus fra 2010 til 2018, var det altid specielt at køre hjem til mine forældre, barndommens gade og at komme hjem til det område, der var min base, på Lillebælts Allé,” siger Ege.
Men ellers er han tit forbi Kurt’s Kaffebar og kobler ofte af på biblioteket.
“På biblioteket er der god ro til at samle tankerne. Man kan læse en bog, sidde med sin iPad og lade lidt op. Hvis man har noget for, kan man godt sidde hjemme, men på biblioteket bliver man ikke forstyrret af tv eller andet,” siger Ege om et af sine yndlingssteder i Fredericia.
Det har været en dejlig samtale, specielt for en fodboldelsker som mig. Vi kom godt rundt om Eges dedikation og kærlighed til hårdt arbejde og FC Fredericia. Et udsagn fra Ege er blevet hængende i mit hoved, det vil jeg slutte af med, da det opsummerer den hårdtarbejdende general til perfektion.
“Jo ældre, man bliver, jo mere realistisk bliver man, men det var jeg ikke klar over dengang, jeg startede med fodbold. Hvis man sigter højt, kan det være man lander et lavere sted, men mindre kan også gøre det”, afslutter Ugens Kurt, Christian Ege Nielsen.
Skal du med? Så klik her, og få foredrag, MAGNUM-is og bobler med i købet.
En mand blev søndag fundet død i et shelter i et skovområde nord for Fredericia. Det skriver tvSyd.
Fundet blev gjort i forbindelse med hundetræning...
