Ekspertpanel kommer med tiltag, der skal styrke og forbedre forholdene for ofre og vidner

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Ofre for kriminalitet skal mødes med forståelse, og det skal være trygt, når man vidner i en straffesag. Siden december 2021 har et ekspertpanel undersøgt, hvordan ofres og vidners møde med retssystemet kan forbedres. Panelet har nu afleveret sin anden og sidste afrapportering, som indeholder seks anbefalinger om ofres og vidners forhold.

For de fleste danskere vil mødet med retssystemet kun ske én gang i løbet af et liv, hvis nogensinde. Det er derfor vigtigt, at dette møde bliver så trygt og vellykket som muligt for ofre og vidner, så de på bedst mulig vis kan komme videre i livet.

Den daværende justitsminister nedsatte i december 2021 et offer- og vidnepanel, der har haft til opgave at se på, hvordan ofres og vidners møde med retssystemet kan blive forbedret. I maj 2022 afleverede ekspertpanelet sin første afrapportering, der fokuserede på forslag, der skulle sikre bedre beskyttelse til ofre for og vidner til organiseret og banderelateret kriminalitet.

Ekspertpanelet har nu afsluttet sin anden og sidste fase, hvor mulighederne for at styrke og forbedre ofres og vidners forhold generelt er blevet undersøgt. Ekspertpanelet kommer med i alt seks anbefalinger. Panelet anbefaler bl.a., at politiet og anklagemyndigheden bør udarbejde en digital indgang, hvor ofre og vidner kan få adgang til relevant vejledningsmateriale, så de er bedre klædt på til mødet med retssystemet. Derudover anbefales det, at advokatbranchen undersøger, om det kan gøres mere attraktivt at være bistandsadvokat, så antallet af bistandsadvokater øges, og ofrene får en mere kvalificeret bistand. Det anbefales også, at retsbygninger fremover bliver bedre indrettet med særligt sårbare vidner, herunder børn og unge, for øje.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

-Det er enormt vigtigt, at man som offer for eller vidne til en forbrydelse føler sig tryg i mødet med retssystemet. Derfor skal vi også gøre, hvad vi kan, for at beskytte ofrene for og vidnerne til en forbrydelse. Jeg synes, at det er nogle interessante anbefalinger, som panelet er kommet med. Jeg har derfor besluttet mig for at gå videre med de anbefalinger, som er rettet imod Justitsministeriet, og jeg håber samtidig, at de øvrige anbefalinger vil blive taget godt imod af de relevante aktører.

Formanden for Offerrådgivningen Knut A. Gulbrandsen siger:

-Det er afgørende, at vidner og ofre bliver taget hånd om, når de møder retssystemet. Det handler i høj grad om indretning af retsbygninger og formidling af information. Det er dog hos bistandsadvokaten, at ofre og vidner ofte har den første kontakt med retssystemet. Fra Offerrådgivningens side ved vi, at der er stor variation i kvaliteten af bistandsadvokater, og derfor er det vigtigt, at det bliver mere attraktivt at være bistandsadvokat. Vi har brug for flere og bedre bistandsadvokater, så mødet med retssystemet er en mere tryg og stabil oplevelse end det er tilfældet i dag. Derfor er vi glade for, at en af anbefalingerne fra panelet er, at man vil kigge på bistandsadvokatordningens rammer og kvalitet.

Generalsekretær i Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen siger:

-Det er helt afgørende, at vi bliver langt bedre til at tage hånd om børn og unge, der er ofre og vidner. De skal føle, at det er så trygt som muligt, når de vidner i straffesager. Det handler både om at indrette retsbygningerne på en mere børnevenlige måde, men også om at have et skarpt børneperspektiv i hele processen, så børnene føler, at de bliver inddraget og kan komme til orde på en god og sikker måde.

Direktør i Danner Mette Marie Yde siger:

-Fra Danners krisecenter ved vi, at mange voldsudsatte kvinder og børn ikke oplever et trygt møde med retssystemet. Det skal vi have lavet om på. Derfor er jeg glad for, at vi med ekspertpanelets anbefalinger har peget på en række oplagte områder, hvor man kan sikre, at ofre og vidner får en langt bedre støtte og beskyttelse, end de gør i dag.

Advokat Lasse Martin Dueholm siger:

-En retsstat som Danmark er en dynamisk størrelse. Den fungerer kun optimalt, hvis den udvikler sig i takt med det samfund, som den skal beskytte. Derfor er vi i ekspertpanelet kommet med disse anbefalinger. Samtidig er der nogle grundlæggende retssikkerhedsmæssige værdier, som både passer og ønskes videreført også i den moderne retsstat.

Justitsminister vil indkalde partier til drøftelser om omgørelsesfristen

På baggrund af en række konkrete sager om seksuelle overgreb, hvor der var begået fejl i forhold til fristen for omgørelse af et tiltalefrafald eller en påtaleopgivelse, bad justitsminister Peter Hummelgaard i starten af marts 2023 ekspertpanelet om at overveje fordele og ulemper ved at forlænge den nuværende omgørelsesfrist på to måneder. Panelet har på den ene side fundet frem til, at en forlængelse af fristen vil betyde, at myndighederne vil have længere tid til at genoptage en sag eller efterforskning, og det kan være med til at undgå, at der sker fejl. På den anden side fremhæver ekspertpanelet bl.a., at der også er et hensyn at tage til den sigtede, før man beslutter at forlænge omgørelsesfristen.

Som opfølgning på udtalelsen fra Offer- og vidnepanelet lægger justitsminister Peter Hummelgaard nu op til, at den nuværende omgørelsesfrist i straffesager skal forlænges.

Justitsministeren har indkaldt Folketingets partier til en drøftelse af omgørelsesfristen, herunder hvor lang fristen skal være.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

-Tryghed, tillid og retfærdighed er fundamentet for et velfungerende retssamfund. Det giver skår i tilliden til myndighederne, når der sker alvorlige fejl, der gør, at man som offer føler sig svigtet. Vi har desværre set flere eksempler på fejl i blandt andet voldtægtssager. Ekspertpanelet har nu afleveret panelets overvejelser om fordele og ulemper ved en forlængelse af omgørelsesfristen, og efter min opfattelse bør vi forlænge fristen. Det vil jeg drøfte med Folketingets partier.

Retsordfører for Venstre Preben Bang Henriksen siger:

-Venstre hilser ekspertpanelets forslag velkomne. I særdeleshed er Venstre yderst tilfreds med at Justitsministeren – efter afvejningen fra ekspertpanelet – nu er indstillet på at forlænge omgørelsesfristen i sager, hvor statsadvokaten har ændret den tidligere trufne afgørelse om opgivelse af tiltale. Myndighedsfejl reduceres herved til glæde for de ofre, der har berettiget forventning om en retslig afgørelse.

Retsordfører for Moderaterne Henrik Rejnholt Andersen siger:

-Det er yderst interessante anbefalinger, som ekspertpanelet nu er kommet med. Tidligere er der begået fejl i en række sager om seksuelle overgreb. Fejl, der ikke må ske. Vi har læst anbefalingerne med stor interesse. I Moderaterne ser vi særligt potentiale i at forlænge omgørelsesfristen, der vil betyde, at sager med eventuelle fejl i højere grad kan blive genoptaget. Vi ser frem til de kommende drøftelser med de resterende partier om forlængelse af omgørelsesfristen, da vi ser det som et vigtigt skridt for retssikkerheden.

Vejdirektoratet afholder borgermøder om den kommende udbygning af E45/E20 omkring Kolding

0

Vejdirektoratet afholder borgermøde i Kolding om udbygning af motorvej E45/E20 ved Kolding. Det sker i forbindelse med, at det opdaterede projektforslag og miljøkonsekvensvurderingen er i høring.

Der afholdes to borgermøder i juni 2023 som en del af høringsperioden for henholdsvis udbygning af motorvejen omkring Kolding og mulig etablering af støjskærm ved Taulov.

Udbygning af motorvej E45/E20 ved Kolding
Tirsdag den 6. juni kl. 17.00 til ca. kl. 19.00

Salen i Forum Kolding Bramdrupdam
Bramdrupskovvej 110
6000 Kolding

Etablering af støjskærm langs sydsiden af motorvej E20 i Taulov
Onsdag den 7. juni kl. 16.00 til ca. kl. 18.00

Hotel Kryb i Ly Kro
Kolding Landevej 160
7000 Fredericia

Høringsperioden strækker sig over 8 uger fra den 21. april 2023 til den 16. juni 2023.

Det opdaterede projektforslag og miljøkonsekvensvurderingen, der er i høring, kan findes på projektets hjemmeside.

Borgermøderne er en mulighed for at høre om projektforslaget og tale med de forskellige fagfolk i Vejdirektoratet. Efter oplæggene vil der være mulighed for spørgsmål/debat og herefter vil Vejdirektoratets medarbejdere fra projektet stå til rådighed for spørgsmål.

FC Fredericia sluttede med storsejr og sikrede sig stor pengepræmie

0
Foto: Mphoto

Fredag aften bød på sæsonens sidste kamp i NordicBet Ligaen for FC Fredericia, der vandt 5-1 og sikrede sig syvendepladsen, og som vinder af nedrykningsspillet sikrede sig 500.000 kroner.

Efter bare ét minuts spil var Oliver Olsen hurtig på bolden og serverede den for Nicklas Røjkjær, der sikkert sendte den i mål til 1-0. Det skulle blot være starten på en målrig aften.

I det 5. minut var Andreas Lausen tæt på at fordoble føringen, men hans hårde skud blev reddet i sidste sekund. Nykøbing pressede på og var i det 17. minut tæt på at udligne, men Jesper Juelsgård kom i vejen i sidste sekund.

I det 27. minut øgede Adam Jakobsen føringen til 2-0 efter et oplæg fra Oliver Olsen. Et minut senere misbrugte Nykøbings Lars Pleidrup en stor chance for at reducere, da han skød helt forbi målet.

I det 29. minut gjorde Adam Jakobsen det til 3-0, og i det 39. minut fuldendte han sit hattrick og gjorde det til 4-0. Begge gange med Oliver Olsen som oplægger.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

I anden halvleg foretog FC Fredericia et par udskiftninger, med Nicolaj Ritter og Nicolai Brock Madsen, der erstattede Lausen og Juelsgård. Brock Madsen kom på banen for første gang siden den 9. april.

I det 72. minut blev Oliver Olsen og Frederik Christensen skiftet ud, og ind kom Anders Holvad og Mathias Kristensen. Fire minutter senere reducerede Nykøbing til 4-1, efter et mislykket hjørnespark fra Valdemar Birksø, hvilket førte til at Emilio Simonsen kunne score.

Efter målet kom FC Fredericias Erik Nissen ind i stedet for Simon Bækgård. Det skulle vise sig at være en klog beslutning, da Nissen i det 85. minut sikrede sejren med et mål til 5-1 efter et frispark, der blev sparket ind i feltet.

https://fredericiashipping.dk/da/

Med denne overbevisende sejr cementerede FC Fredericia deres syvendeplads i NordicBet Ligaen, hvilket sætter et positivt punktum for sæsonen, hvor FC Fredericia ellers havde det svært.

Foruden storsejren på 5-1 til FC Fredericia var det også en aften i Nykøbing fyldt med sentimentalitet. Nykøbings 41-årige Lars Pleidrup spillede nemlig sin sidste kamp i karrieren. Før kampen løb han selv på banen, efter at resten af Nykøbing-holdet var kommet ind. Denne æresbevisning til Pleidrup var et symbol på den respekt og anerkendelse, han har opnået gennem sin karriere.

Da uret rundede det 88. minut, blev det tid til et følelsesladet øjeblik. Pleidrup blev skiftet ud, og hans holdkammerater dannede en æresport for at hylde hans bemærkelsesværdige karriere. Trods det skuffende resultat for Nykøbing på denne aften, vil dette øjeblik utvivlsomt stå som en evig hukommelse for Pleidrup, hans holdkammerater og alle fansene.

Sådan gik det til, da FC Fredericia vandt 5-1

0

Klokken 19:00 spiller FC Fredericia sæsonens sidste kamp på udebane mod Nykøbing. En sejr vil betyde, at holdet er sikret syvendepladsen. Vi liveopdaterer fra opgøret.

Musik, liv og fest overtager Fredericias gader

0

Fredericia er sprudlende i dag. Solen stråler, gaderne summer af liv, og musikken fylder luften. Dagens Sommerrock i Fredericia er det perfekte afbræk fra hverdagen med massevis af besøgende, der fylder byens centrum med en utrolig atmosfære af fest, glæde og fællesskab.

Man kan roligt bevæge sig mod bymidten, spise sin aftensmad udendørs og høre dejligt musik. Sommerock er godt i gang, butikkerne langs gågaden oplever en usædvanlig travl dag med stor omsætning. Sommerrock betyder ekstra forretning, og det mærkes tydeligt. Butiksvinduerne glitrer i det klare solskin, udstillet med de nyeste varer og ekstra rabatter, der lokker både lokale og besøgende ind.

Cafeerne, der pryder gågaden, har travlt. De serverer en konstant strøm af kaffe, kolde øl fadøl, nachos og andre lækkerier til deres gæster. Gæsterne smiler og griner, mens de rokker med til den levende musik, der spiller i baggrunden.

Rådhuspladsen er i centrum for begivenhederne. Bølgerne går allerede frem og tilbage i forsamlingen af mennesker, selv tidligt på eftermiddagen samles folk i stor skala for at høre de forskellige musiknavne, der indtager scenen, snart starter musikken endnu flere steder.

Både unge og gamle, lokale og udefrakommende, strømmer til pladsen, skabende en broget forsamling, der alle nyder dagen. I gaderne må man indimellem gøre holdt og vente på en sprække i menneskemængden, men stemningen er afslappet og festlig. Folk smiler, griner, og danser i takt med musikken.

Dagen er ikke kun et festligt symfoni af musik og underholdning. Et kalejdoskop af aktiviteter farver bybilledet, hvilket fremmaner en sansefuld folkefest, der kan mærkes i hvert hjørne af Fredericia. Hoppeborge spirer op som farverige øer, hvorfra jubelråb og latter kan høres, mens børn hopper og ruller med ubekymret glæde. Deres energiske hvin skærer gennem musikkens rytme, tilføjer endnu et lag til dagenes lydbillede.

På grillpladserne danser røgen fra sydende grillpølser i luften, blandet med duften af nybagte popcorn. Stadeholdere bag boderne serverer fadøl med et varmt smil, der matcher det kolde skum på toppen. Den sprudlende lyd af sodavandsdåser, der åbnes, skaber en fængslende melodi, der blandes med byens hum. Børnene trækker i forældrenes ærmer, tigger om is, med deres øjne glitrende af længsel og glæde.

Disse aktiviteter og mere til er organiseret og støttet hovedsageligt af Fredericia Shopping og flere lokale sponsorer.

Den vidunderlige følelse af samhørighed og fællesskab er håndgribelig. Uanset om det er børn, der danser foran scenen, ældre, der nipper til deres kaffe på en café tæt på, eller den ivrige shopper, der navigerer gennem menneskemængden på udkig efter gode tilbud, er feststemningen umiskendelig.

Selv den mest beslutningstagende kunde synes at blive båret væk af energien, ikke længere bare på udkig efter gode tilbud, men i stedet opsuget af det hele – atmosfæren, musikken, maden, og det fællesskab, der gør Sommerrock i Fredericia til noget helt specielt. Alle, uanset alder eller baggrund, er her for at fejre, og hver enkel deltager bidrager til byens puls og dens livlige rytme.

Sommerrock i Fredericia er ikke kun en dag med fest, fadøl og popcorn. Det er en dag, der fylder byen med liv, bringer mennesker sammen, og understøtter lokal handel og økonomi. Det er en dag, der afspejler Fredericias ånd – en by, der elsker at fejre livet, musikken og fællesskabet. Vi skal ikke hjem endnu.

En sikker og sjov aften for ungdommen: Disko Night i Fredericia

0

I aften, mens de voksne danser natten væk til Sommerrock, får de unge et fantastisk alternativ i Fredericia. Alkoholfri Disko Night, et arrangement organiseret af Fredericia Fritid og Ungdomsskolen, er det sted, hvor de 13-17-årige kan opleve bylivet på en sikker og sjov måde.

Eksercerhuset vil i aften være fyldt med ungdommelig energi og feststemning. Festen, der plejer at trække mere end 300 unge fra hele byen, starter kl. 19.00 og slutter kl. 23.00. Med gratis adgang og en hyppighed på fire gange årligt er Alkoholfri Disko Night et populært og tilbagevendende event i byen.

– Det særlige ved vores arrangement, der løber fire gange om året, er dets eksklusivitet for 13-17-årige. Det er et alkoholfrit miljø, organiseret i samarbejde mellem Ungdomsskolen og de forskellige ungemiljøer, fortæller Thomas Zederkoff, Ungdomsskolekoordinator.

En sikkerhedsgaranti på disse fester er, at en pædagog fra hvert ungemiljø er til stede ved hver fest, sammen med ungdomsskolemedarbejderne. Og mens der er sikkerhedspersonale til stede, er det pædagogerne, der står i døren, hvilket bidrager til en mere afslappet og venlig atmosfære.

– De unge får en unik mulighed for at opleve bylivet i et kontrolleret, alkoholfrit miljø. Forskellen ligger i detaljerne, i stedet for udsmidere ved døren, står der pædagoger, som bidrager til en mere imødekommende og tryg atmosfære. Vi har sikkerhedspersonale til stede, men deres rolle er diskret; de er der for at sikre tryghed og orden, men deres tilstedeværelse er ikke overvældende, uddyber Zederkoff.

Meningen med Alkoholfri Disko Night er at lærer de unge at færdes i bylivet på en sikker og respektfuld måde.

– Vores mål er at hjælpe de unge med at forstå og praktisere gode sociale normer. Fra hvordan man opfører sig på et dansegulv, respekterer andres personlige rum og danser sikkert, til den bredere adfærd i bylivet. De kan øve sig I at, vise hensyn og respekt for andre og forstå de uskrevne regler, der gælder i byen, siger Zederkoff og tilføjer:

– Festen er også krydret med et hemmeligt indslag kl. 21.00. Til jul var det julemanden, og det var utroligt populært, griner han.

I et forsøg på at skabe et mere sikkert festmiljø, end det der tidligere var kendt fra byens halballer, får de unge armbånd på. Når de forlader festen, kan de ikke komme ind igen, man kan dog stadig komme ud og få luft, forsikre Thomas.

For mange unge generationer, der grundet coronapandemien aldrig har haft mulighed for at “lære” at gå i byen, er Alkoholfri Disko Night et vigtigt skridt i at opbygge sunde sociale vaner. Det er en sjov, sikker og pædagogisk måde for ungdommen at lære bylivet at kende. Og hvad bedre sted at starte end Alkoholfri Disko Night i Fredericia?

Anføreren forlænger med FC Fredericia

0

FC Fredericias anfører, Jeppe Gertsen, har i de seneste kampe vist sig som en afgørende figur i klubbens defensiv. Sammen med Jesper Juelsgård har han skabt et solidt fundament i midterforsvaret. Og denne duo vil fortsætte samarbejdet i den kommende tid, da Gertsen har forlænget kontrakten med klubben.

Gertsens kontrakt var oprindeligt sat til at udløbe den 30. juni, men nu kan FC Fredericia fansene ånde lettet op. Gertsen og klubben er nemlig blevet enige om at forlænge aftalen, så han forbliver i klubben frem til sommeren 2026.

– Vi har været forsinket i processen med forlængelser af kontrakter og brugt al energi på at sikre overlevelsen. Det er lykkedes, og derfor er det naturligt at begynde med vores anfører. Han bliver omdrejningspunktet og en del af stammen, som skal fortsætte den positive udvikling fra foråret 2023, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.

Pedersen er særligt tilfreds med samarbejdet mellem Gertsen og Juelsgård:

– Jeppe og Juelsgård har dannet par i midterforsvaret, og det har styrket os, at vi har fået Juelsgård ind. Derfor er det glædeligt, at vi nu kan bygge videre på det, forklarer Pedersen.

Selvom der kan være forandringer på vej i FC Fredericia’s trup, sætter Pedersen sin lid til den faste duo:

– Vi vil komme til at få afgange, da det ikke er sikkert vi kan beholde lejespillerne, og det kan være vi får afgang af en spiller eller to fra den nuværende trup, som vi har på kontrakt, slutter Stig Pedersen.

Whistleblowerfunktion mod uacceptabel adfærd i eliteidrætten nu i luften

0

Anti Doping Danmark har nu åbnet for funktionen EliteSupport, hvor aktører i eliteidrætten kan indberette uacceptabel adfærd.

Efter en række sager i eliteidrætten blev der vedtaget en ny eliteidrætslov i 2021, hvor det blandt andet blev politisk bestemt, at der skulle oprettes en funktion, hvor Team Danmark-støttede eliteatleter, trænere og andre kunne henvende sig, hvis de oplever uacceptabel adfærd i forbindelse med deres aktiviteter i forbundsregi.

Efter input fra en lang række af idrættens aktører herunder atleterne besluttede Team Danmarks bestyrelse, at funktionen skulle placeres hos Anti Doping Danmark. ADD blev valgt, da de er uafhængige, og der dermed ikke kan opstå mistanke om interessekonflikter og inhabilitet, når de behandler henvendelser fra atleter og trænere. ADD beskæftiger sig allerede i dag med en række integritetsspørgsmål i idrætten, og de har både erfaringerne og kompetencerne til at varetage funktionen.

-Vi er rigtig glade for nu med EliteSupport at tilbyde Team Danmark-atleterne trygt at kunne henvende sig og få en uvildig og objektiv vurdering og undersøgelse fra vores allerede veletablerede efterforskningsenhed, hvis de oplever uacceptabel adfærd som kan være i strid med konkurrenceidrættens etiske kodeks. Et uafhængigt sted at henvende sig er afgørende for atleternes tillid og lyst til at dele deres oplevelser. Vi ser derfor også frem til at bidrage med de erfaringer og kompetencer, vi i Anti Doping Danmark har bygget op over mange år i arbejdet med integritetsmæssige spørgsmål i idrætten, siger direktør i Anti Doping Danmark, Kim Højgaard Ravn, om arbejdet med whistleblowerfunktionen.

Funktionen skal tage imod henvendelser, afdække forløbet i den enkelte sag og vurdere, om det er en sag, der bør undersøges for uacceptabel adfærd efter det etiske kodeks for dansk konkurrenceidræt eller i særligt grove tilfælde, der kan være strafbare, overdrages til politiet. Hvis der er tale om overtrædelser af det etiske kodeks, påbegynder Anti Doping Danmark en undersøgelse ud fra de procedurer, de i forvejen har for efterforskning. Efterfølgende skriver de en redegørelse til Team Danmarks bestyrelse, som herefter beslutter en eventuel sanktion.

-Atleter og trænere fortjener de bedste rammer og tryghed i deres sportslige karriere. De giver alt, hvad de har og yder en enorm indsats, som vi alle begejstres over og inspireres af. I eliteidrætten er konkurrencen benhård, og der skal optimeres på alle parametre for at realisere drømmen om at blive den bedste. Det kræver nogle gange, at man tester grænser, men det skal naturligvis ske på en ansvarlig måde. Med den selvstændige funktion godt placeret i ADD er jeg glad for, at atleter og trænere nu har en mulighed for at gå et uafhængigt sted hen, hvis de oplever uacceptabel adfærd, slutter direktør i Team Danmark, Peter Fabrin.

Brand i skraldespand på Venusvej: Politiet opfordrer vidner til at komme frem

0

En brand brød ud i en offentlig tilgængelig skraldespand på Venusvej i de tidlige morgentimer kl. 05.47 fredag. Indsatslederen på stedet oplyser, at branden potentielt kunne være startet af klude, der selvantændte. Der har ikke været nogen spredning af branden, og ingen personer blev set i nærheden af skraldespanden, da branden startede.

– Selvom vi ikke har set nogen i forbindelse med branden, opfordrer vi folk til at kontakte os, hvis de har set noget mistænkeligt, oplyser Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi. – Man ved aldrig, om branden kan være påsat, tilføjer han.

Skraldespandsbrande kan undertiden forårsage betydelig skade, især hvis de ikke opdages og håndteres hurtigt. Heldigvis blev denne brand opdaget tidligt, og indsatspersonalet var i stand til at slukke den, før den spredte sig til nærliggende områder.

Mikkel Ross opfordrer alle, der har oplysninger, til at kontakte politiet på 114. Selv tilsyneladende ubetydelige detaljer kan hjælpe med at afgøre, om branden var et uheld eller påsat.

“TikTok-manden” idømt forvaring for talrige overgreb på kvinder

0
Foto: AVISEN

En 31-årig mand, der af medierne har fået tilnavnet TikTok-manden, er kendt skyldig i hovedparten af de 36 forhold om blandt andet voldtægt, grov vold, ulovlig tvang og blufærdighedskrænkelse, som han var tiltalt for.

Københavns Byret idømte i dag den 31-årige mand forvaring for overgrebene på i alt 23 piger og kvinder, der på gerningstidspunkterne var i alderen 12 til 28 år.

Han blev den 26. maj kendt skyldig i 31 af de 36 forhold, han var tiltalt for – med små ændringer i forhold til anklageskriftet. I yderligere to tilfælde blev han frifundet for voldtægt, men i stedet kendt skyldig i samleje med en mindreårig. Han blev derudover frifundet for to tilfælde af voldtægt og et tilfælde af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Manden er af flere medier blevet omtalt som TikTok-manden, fordi han fik kontakt til flere af de forurettede via sociale medier.

Overgrebene har fundet sted gennem en periode på cirka ti år fra 2011 til 2021 og tæller blandt andet tre tilfælde af voldtægt af mindreårige piger. I sommeren 2014 holdt han en dengang 14-årig pige frihedsberøvet i flere døgn og udsatte hende for flere grove voldtægter, grov vold og trusler.

– Den dømte har formået at udnytte kvinder og piger, der for manges vedkommende var i en skrøbelig situation. Han har truet dem, han har manipuleret dem – blandt andet ved at spille med dem om forskellige udfordringer og ydmygelser – og han har fået dem til at skamme sig over overgrebene, så de ikke turde at gå til politiet, siger specialanklager Anders Larsson.

Den 31-årige er i forvejen idømt tre års fængsel, efter at Retten i Helsingør i 2021 fandt ham skyldig i flere forhold af blandt andet voldtægt ved anden kønslig omgang end samleje, blufærdighedskrænkelser og ulovlig tvang.

I takt med at anklagerne blev omtalt i medierne, stod nye forurettede frem. I første omgang delte de deres oplevelser i en Facebook-gruppe, og siden gik 56 af dem til en bistandsadvokat og anmeldte overgrebene til Københavns Politi.

– Kvindernes forklaringer har været afgørende i denne sag, og retten har vurderet, at forklaringerne var troværdige, og at der var overensstemmelse imellem beskrivelserne af den måde, overgrebene har fundet sted på, siger Anders Larsson.

Den dømte har anket dommen med påstand om frifindelse.

Bilist påvirket af stoffer kørte i autoværn og stjålet bil stoppet efter eftersættelse

Bilist påvirket af stoffer kørte i autoværn og stjålet bil stoppet...

0
KRIMI. En 18-årig mand mistede kontrollen over sin bil på motorvejen ved Harndrup og endte i autoværnet. En bilist bagved havde forinden bemærket, at...