Fredericia AVISENS populære serie, “Ugens Kurt” blev i 2019 igen den mest populære serie. Blandt de ugentlige Kurt’er blev Lise Villefrance den mest læste, Kurt. Du kan her genlæse portrættet af fæstningspigen.
Ugens Kurt: Sanne Døssing
Hun er i de seneste år blevet en meget synlig person i bybilledet. Hun driver blandt andet en af butikkerne i C-byen og nyder at tage pulsen på Fredericia i centrum af byen. Ugens Kurt er Sanne Døssing.
Hun har mange jern i ilden, og i en travl juletid, hvor Sanne har rykket Krølhjernerne ind i Julebyen og står for praktiske ting i den, har hendes kalender været godt fyldt, men det lykkedes os at finde tid til at mødes på Kurt’s Kaffebar.
Sanne er 46 år, og har en datter og søn, samt tre papbørn og en kæreste, der bor i Svendborg. Selvom man ikke skulle tro det med den store passion Sanne har for Fredericia, så er hun faktisk ikke indfødt.
Sanne er født i Kjellerup, men nu har hun fundet sin base i Fredericia, hvor hun har boet i snart 19 år og som hun udtrykker det: Jeg kommer aldrig her fra igen.
Vi starter dog et andet sted, nemlig med Sannes barndom i Kjellerup, hvor der bor knap 5.000 mennesker.
“Det var hyggeligt, lille og lokalt. Jeg boede der indtil 9. klasse, hvor mine forældre blev skilt og så rykkede min mor, søster og jeg til Ikast inden vi kom til Kellerup igen. Efterfølgende flyttede jeg rundt forskellige steder og boede blandt andet i Sønderjylland, inden jeg kom til Fredericia for snart 19 år siden,” siger Sanne og kommer ind på skoletiden:
“Det var fedt, synes jeg, men jeg må sige, at indtil 5. klasse synes jeg frikvartererne var bedst. Jeg troede ikke, at jeg kunne læse eller stave, men jeg fandt ud af hvordan jeg knækkede koden til det,” siger Sanne, der efter endt Folkeskole har taget en HF, en SOSU-uddannelse og masser af kurser indenfor salg og marketing.
Sanne flyttede til Fredericia
I 2001 rykkede Sanne til Fredericia, og det skete lidt ved en tilfældighed. Hendes daværende kæreste, der er far til hendes børn, var landmand i Sønderjylland, og Sanne læste samtidig til ergoterapeut i Odense. Derfor besluttede de, at deres base skulle være midt imellem og valget faldt derfor på Fredericia, hvor de bosatte sig i Herslev.
Men det er i en anden boldgade, som Sanne startede med at arbejde i, da hun kom til Fredericia.
“Jeg har blandt andet arbejdet med et projekt, hvor vi trak folk hjem fra institutioner fra da det gik fra amter til regioner. Jeg har også arbejdet som aktivitetsmedarbejder for voksne, der er udviklingshæmmet,” siger Sanne.
Den dag i dag er Sanne en kendt person i bybilledet via hendes virke i C-byen med Krølhjernerne og andre steder og det medfører også, at hun får mange hilsner, når hun går rundt i byens centrum.
“Det eneste der er i det er, at jeg tænker: Hvor kender jeg dem fra?,” siger Sanne og smiler.
Det stråler altid ud af Sanne, at hun elsker Fredericia, men hvad er der så fedt ved byen? Det spurgte jeg hende om.
“Jeg møder ildsjæle overalt. Vi har alle storbyens muligheder. Der er et fantastisk caféliv, skøn natur og der er altid noget at tage sig selv. Tænk sig, at vi har strand, havn og byliv indenfor voldene. Det er unikt,” siger Sanne, der på egen krop oplevede de negative vibes, der var over Fredericia som by, da hun flyttede til:
“Det var meget negativ omtale, da jeg flyttede til. Det har ændret sig og jeg synes byen er inde i en rivende udvikling. Det har været fantastisk at se hvordan byen er gået fra trist og træt til at rejse sig til det vi ser i dag,” siger Sanne.
Hvad gjorde, at du var glad for at komme til byen?
“Jeg var bare glad fordi det var fantastisk for ungerne med skolegangen i Taulov,” siger Sanne, der endte med at bo ti år derude inden turen gik til Erritsø i to år.
Efterfølgende flyttede Sanne indtil Fredericia by, og det er en beslutning, som hun bestemt ikke har fortrudt.
“Havde jeg vidst, at det var så godt havde jeg gjort det for mange år siden. Jeg troede ikke, at jeg kunne bo i en by. I Sønderjylland boede jeg på en bondegård, og jeg er jo lidt en bonderøv, men jeg er god til at bo i en by og det bliver jeg ved med,” siger Sanne og kommer ind på, hvordan hun skabte et netværk i Fredericia:
“Den første sommer jeg boede herinde gik jeg ture for at lære byen at kende. Jeg mødte folk i Grow Your City-haverne i Kanalbyen og blev taget imod i sådan en grad, at jeg faldt ind i fællesskabet,” siger Sanne, der endte med at starte Krølhjernerne op i C-byen:
“Jeg har altid været kreativ, så jeg tænkte, at jeg kunne åbne derinde, så jeg startede op. De første par år brugte jeg på at tænke over konceptet, men det har været mega fedt. I dag kan vi ranke ryggen og sige, at vi har et fantastisk havnemiljø,” forklarer Sanne.
Sannes Fredericia
Havnen er blevet et synonym med Sanne. Hun elsker at gå derned og det giver hende et frirum.
“Nogle bruge mindfulness og yoga. Jeg skal sidde med en kop kaffe en time på havnen før jeg åbner. Vi har etableret et godt samarbejde og fællesskab dernede med alle, både de lokale der kommer og også os der er aktører dernede. Det med at være i et miljø med iværksættere og igangsættere elsker jeg og det er c-byen fyldt med,” siger Sanne.
C-byen blev skabt for at lave midlertidlige aktivteter i Kanalbyen, så derfor er spørgsmålet hvor længe den bliver ved at være der.
“Det der med hvor lang tid vi får lov til at blive tænker jeg ikke så meget over. Men der bliver bygget meget, så vi skal tage det stille og roligt. Vi har fået skabt et godt miljø, der er svært at lukke ned, men vi ved godt, at vi kan lukke fra den ene dag til den anden. Vi skal have det bedste ud af det, og det føler jeg, at vi gør,” siger Sanne.
Sanne har mange jern i ilden. Hun er blandt andet frivillig på Depotgården, men hvad bruger hun ellers tiden på?
“Jeg ser det ikke som arbejde, når jeg er på fx Depotgården, men det kan andre frivillige gøre. Jeg er der for at “lege”. Jeg er heller ikke på arbejde, når jeg er med Krølhjernerne, hvor jeg også hygger mig. Når jeg er på rigtigt arbejde, så har jeg altid sørget for, at det er noget jeg kan lide,” siger Sanne.
På Kurt’s Kaffebar giver Sanne også en hånd med. Det er hende der står for dekorationerne, der er med til at skabe en hyggelig stemning. Og netop Kurt’s Kaffebar har også en stor betydning for den engagerede Sanne.
“Det betyder pusterum for mig at sidde her. Men det er også sjovt, når jeg sidder med Ismail udenfor, så spørger folk hvorfor jeg ikke er på “min” havn,” forklarer Sanne.
Fremtiden
Fremtiden står lidt hen i det uvisse for Sanne, da hun skal have nyt arbejde pr. 1. januar, men én ting er sikkert.
“Jeg går overvejer om jeg skal bruge mine salgskurser eller SOSU-uddannelsen, men jeg ved, at jeg Krølhjernerne fortsætter,” siger Sanne, der ikke har tænkt over at drive Krølhjernerne på fuldtid:
“Jeg har overvejet det, men jeg tror ikke det kommer til at ske. Jeg har ikke Krølhjernerne for at tjene penge, men for at hygge mig. Vi er 16 krølhjerner, og dem har jeg et stærkt fællesskab med, så jeg tror ikke, at jeg skal lave om på det,” siger hun.
Der er næsten altid gang i Sanne, men når der kobles helt af, så er det et bestemt sted.
“Når jeg besøger min kæreste i Svendborg, så slapper jeg helt af. Det er det dejligste at være der i 2-3 sammenhængende dage, hvor jeg ikke skal lave andet end at være der,” siger hun.
Kaffen er drukket færdigt, men inden vi går hvert til sit, så har Sanne et budskab hun gerne vil ud med til Fredericias borgere.
“Man skal huske at tale byen op og huske hvor skønt vi har det. Der er mange ildsjæle, der gør fantastiske ting for, at folk kan hygge sig. De ildsjæle skal vi være rigtig glade for,” slutter Ugens Kurt, Sanne Døssing.
Ugens Kurt: Lars Jensen
Han har spillet for FC Fredericias førstehold, men i dag bor han i Kolding, hvor spiller hyggefodbold med blandt andet den tidligere FC’er Jes Bakke. Han besidder et job som filialdirektør i Sydbank Fredericia, der snart flytter ind i et nyt domicil i Kanalbyen. Ugens Kurt er Lars Jensen.
Det er en travl tid inden jul. Både stort og småt skal på plads inden julefreden kan sænke sig, men det lykkedes os at finde et tidspunkt, der passede Lars og mig.
Lars havde allerede sat sig til rette i “sofahjørnet” med en sort kaffe, da jeg ankom til Kurt’s Kaffebar. Efter at have talt om løst og fast gik vi igang med interviewet, hvor vi startede med at få fakta på plads om Lars.
Vi har at gøre med en filialdirektør for Sydbank Fredericia, der er 42 år, og han bor i Kolding med sin kone og datter på syv år. Han er født på Haderslev Sygehus og boede i Gram hele sin barndom.
Skolegangen var på Gram Skole, hvor der både var noget faglig og personlig udvikling for Lars – akkurat som tilfældet er i dag. Lars havde ikke noget mod at bo på landet, selvom det den dag i dag kan lyde som noget nogen unge ville udtrykke som ‘nederen’.
“Jeg følte mig ikke ude på landet, da jeg ikke havde prøvet andet. Jeg var glad for at bo der, og alle kender alle så på den måde var det fint,” siger Lars.
Hvad lavede man dengang som ung?
“Alt hvad jeg kunne nærmest. Jeg spillede fodbold, håndbold, tennis, badminton og fiskede. Jeg lavede alt muligt,” siger Lars med et smil og fortæller, at fodbold og håndbold fyldte mest:
“Jeg var kommet på både regions- og ungdomslandsholdet i håndbold som ynglingespiller, men på fodboldholdet fik jeg at vide, at jeg skulle vælge én sportsgren og jeg valgte fodbold,” siger Lars og begrunder hvorfor han valgte som han gjorde:
“Det var nok drømmen om at leve af sporten. Dengang var der ikke så mange penge i håndbolden, så fodbold var det oplagte,” siger han.
Efter endt Folkeskole begyndte et nyt kapitel i Lars’ liv. Skolegangen fortsatte på Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole, og så tog han på Handelsskolen i Ribe, hvor der ventede en bustur på 20 kilometer hver vej.
“Det var fint nok, det var en vanesag,” siger Lars, da spørgsmålet går på om det ikke var en lang bustur.
“I Ribe er der både Gymnasie og Handelsskolen. Få valgte at tage turen til Haderslev, men langt de fleste tog til Ribe,” fortsætter han.
Lars nød tiden på Handelsskolen, men det var lidt af en tilfældighed han havnede i den erhvervsmæssige branche, hvor han stadig er i dag.
“Jeg spillede fodbold i Haderslev på det tidspunkt, hvor en af de andre spilleres fædre, som var bankdirektør, spurgte om jeg ville arbejde i banken efter Handelsskolen. Jeg tog til Aabenraa for at tale med ham, og så gik det stærkt,” siger Lars, der blev ansat i Arbejdernes Landsbank:
“Jeg var der i to år, og efterfølgende skulle jeg have overstået min værnepligt,” siger Lars.
Hvordan var det at blive pisket rundt inde hos militæret?
“Dengang var det sku ikke så sjovt, men når jeg ser tilbage på det i dag er det kun de sjove ting jeg kan huske, så det var en fed tid,” siger Lars og kommer ind på, hvad han lavede efter overstået værnepligt:
“Jeg kom tilbage til banken og flyttede så til Vejen, hvor jeg boede fra 2000 og frem til 2009, hvor jeg flyttede til Grønland med min kone,” siger han.
Hvorfor Grønland?
“Det var en drøm fra jeg lille, hvor jeg gik i fiskeklub og havde set lysbilleder fra fiskeriet på Grønland. Siden da har jeg har haft en drøm om at komme derop og fiske, så min kone og jeg solgte huset og flyttede derop,” siger Lars, der på Grønland blev erhvervsrådgiver i BankNordik i Nuuk.
Hvordan var det at være deroppe?
“Det var en fed tid med store oplevelser. Det er et fantastisk land med alt hvad det indebærer. Jeg gik på jagt deroppe. Herhjemme har jeg ikke jagttegn, men deroppe kostede det kun en 50’er, så jeg har skudt snehare, rensdyr osv.,” fortæller Lars og kommer ind på de arbejdsmæssige forskellige på Danmark og Grønland:
“De gik ikke så stærkt med tingene deroppe så det måtte jeg vænne mig til,” siger han med et smil.
I alt blev det til tre år på Grønland, og derefter gik turen hjem til Danmark.
“Jeg trængte til at komme hjem. De store oplevelser blev pludselig hverdag og så kunne jeg mærke jobbet ikke fyldte nok. Så jeg havde brug for at komme hjem,” siger Lars og kommer ind på, hvad han begyndte på i Danmark:
“Jeg fortsatte hos BankNordik, hvor vi oprettede et centralt erhvervscenter for Jylland og Fyn i Kolding. Det skete i januar 2012, og der var jeg frem til efteråret 2015, hvor vi blev sat til salg, da man kun ville have private kunder,” siger Lars.
Lars og Sydbank Fredericia
Stoppet i BankNordik blev startskuddet til det vi kender Lars som i dag, nemlig filialdirektør i Sydbank Fredericia, hvor han startede d. 1. april 2016 og det var en gnidningsfri overgang til en ny by.
“Det var ikke så svært som jeg kunne frygte. Jeg har spillet fodbold her, og jeg kendte flere end jeg troede og blev derfor taget godt imod. Det var imponerende efter 20 år at komme ud på stadion, hvor nogen kunne genkende mig og sagde: Hej Lars.,” siger Lars og kommer ind på hvordan det var starte i Sydbanks Fredericia-afdeling:
“Det var spændende. Jeg kunne komme med mine egne idéer, så det kan sammenlignes med at starte noget nyt op. Jeg havde idéer om hvad jeg ville med Sydbank, så pludselig stod jeg i spidsen for et nyt hold og fører an,” siger han.
Har noget overrasket dig?
“Jeg er overrasket over hvor meget byen har at byde på. Da jeg spillede fodbold så jeg ikke meget til byen, da jeg bare jeg trænede, spillede kamp og tog hjem, men der sker rigtig meget her,” siger Lars, der om et par måneder starter et nyt kapitel med Sydbank, når de flytter ind i Port House i Kanalbyen:
“Vi glæder os rigtig meget, og det er noget vi har ventet længe på. Vi kiggede i lang tid på andre lokaler, men vi fandt ikke det optimale før Port House, hvor vi kommer ned i noget helt nyt,” siger Lars og kommer ind på, hvorfor Sydbank flytter:
“Vi har ikke brug for at ligge i gågaden, da vi er en rådgivningsbank. Vi skal være nemmere at at komme til, når folk skal hæve penge og vi skal have bedre p-forhold. Vores indgang fra Prinsessegade er ikke optimal for biler,” siger Lars, som man kan fornemme virkelig glæder sig:
“Det bliver som at komme ind på et nyt stadion som fodboldspiller. Der ved man hvor meget omgivelserne betyder, og det bliver virkelig i orden i det nye vi får,” siger Lars.
Blev fodboldmålmand ved en tilfældighed
Lars har som nævnt en fodboldkarriere på divisionsplan bag sig, men hvordan startede det hele? Det spørgsmål stillede jeg ham.
“Jeg spillede i Gram på vores b-rækkehold og stod ved en tilfældighed på mål i en kamp. Træneren ville melde mig til udtagelse på regionsholdet, men det var på betingelsen af, at jeg var målmand og det gjorde jeg så. Jeg kom på holdet og videre til det jyske hold, og så kom jeg på Mesterrækkeholdet, da jeg gik på efterskole. På efterskolen spillede vi træningskamp mod Kolding, der blandt andet havde Jes Bekke og Hans Jørgen Haysen på holdet, og jeg kom efterfølgende til prøvetræning hos dem. I det første år hos dem spillede vi i 1. division, og i det andet år spillede vi Elitedivision,” siger Lars, der efter de afsluttende ungdomsår i Kolding drog videre i karrieren:
“Jeg var i Vejle ganske kort, mens Erik Boye og Thomas Sørensen var der, og så tog jeg til Haderslev et års tid og kom til Fredericia i 1998-99 sæsonen,” siger Lars og kommer ind på, hvordan det kom i stand med FC Fredericia:
“Jeg blev ringet op af Stig Pedersen, og så sad vi i mine forælderes udstue og underskrev kontrakten i Gram,” husker Lars, der kom til at spille under de ydmyge forhold på Baldersvej på det nu nedrevne stadion.
“Det var sådan det var dengang, hvor vi lå i 2. division. Man kan se både stadion og niveauet er højnet siden,” siger Lars med et smil.
Da Lars spillede i FC Fredericia var det med spillere som Lars Holm Jensen og Søren von Essen på holdet, men det blev kun til en enkelt sæson i det fredericianske.
“Jeg blev sat af og blev kontaktet af Haderslev, så jeg tog derned igen og var et halvt år inden jeg skiftede til Vejen, der var rykket op i 2. division og så var det egentlig det med mit fodbold. Jeg havde ikke tid til at spille på det niveau mere,” siger Lars.
Selvom alderen nu siger 42 år, så har Lars dog ikke sluppet fodbolden helt.
“Jeg spiller hyggebold i Serie 4 med blandt andet Hans Jørgen Haysen, Jes Bakke og flere af de gamle Kolding-drenge,” siger Lars.
En fremtid i Fredericia?
Lars bed ikke rigtig mærke i Fredericia som by, da han spillede i FC Fredericia og fra 1999 og frem til 1. april 2016, hvor han blev ansat i Sydbank, har han ikke haft noget med byen at gøre. Derfor har han ikke mærket udviklingen fra industri til en moderne by på tætteste hold.
“Men på bare de små fire år jeg har haft i byen er der sket ekstremt meget med udviklingen. Det er både med alt det i Kanalbyen og det i Taulov med nye virksomheder, der kommer til, Det er fantastisk hvad der er sket,” siger Lars.
Kunne du finde på at flytte til Fredericia?
“Ja, det tænker jeg. Det ligger godt ud til vandet, men jeg har et dejligt hus i Kolding. På sigt kan det være en mulighed,” siger han.
Fodbold er en af Lars’ store passioner, men når støvlerne ikke er snørret på grønsværen har han andre interesser.
“Min familie betyder meget for mig, og så følger jeg med i min datters udvikling. Det er vigtigt at have en god base derhjemme, og det føler jeg, at jeg har. Derudover spiller jeg en del golf og løber meget for at holde mig igang i vinterperioden, hvor der ikke er fodbold og golf på programmet,” siger Lars.
Lars har drukket sin kaffe færdig, og med julen forude skal vi begge nå andre ærinder, men på falderebet fortæller Lars hvordan han ser på fremtiden.
“Forhåbentligt er den lys,” griner han og slår over i den seriøse tone: “Indtil videre glæder jeg mig til at sætte mig i rammerne i vores nye arena på havnen og fortsætte den udvikling vi har i Sydbank,” slutter Ugens Kurt, Lars Jensen.
Ugens Kurt: Lasse Weimar
Han har altid et smil på læben, men han er en mand som man kan slå sig på. Til dagligt morer han sig med børnene i SFO’en på Ullerup Bæk Skolen afd. Skjoldborgsvej. Ugens Kurt er formanden for Fredericia Judo- og Ju-jutsu Klub, Lasse Weimar.
Vi har at gøre med en travl mand. For et par uger siden kulminerede længere tids planlægning for Fredericia Judo- og Ju-jutsu Klub, da klubben afholdt DM i judo og det var en ordentlig mundfuld, der ikke kunne have ladet sig gøre uden mange frivillige ildsjæle.
Men selvom DM nu er veloverstået og afviklet for første gang i Fredericia sidsen 60’erne, så ligger Lasse ikke på den lade side. Han har stadig travlt med judosæsonen, og vi fik lov til at bruge noget af hans eneste halvanden time, som han havde ledig, i løbet af ugen.
Lasse sad allerede klar på Kurt’s Kaffebar, da jeg ankom, og efter at have bestilt en varm kakao med flødeskum til at varme sig på, så startede vi med at få det faktuelle på plads omkring Lasse.
Formanden for FJJK er 33 år og har altid boet i Fredericia. Skolegangen blev på Egumvejens Skole og det var en meget normal skoletid, fortæller Lasse.
“Jeg tror, at det var som alle andre oplevede Folkeskolen. Det var stille og roligt, og nogle gode år på skolen med fine kammerater,” siger han og kommer ind på en af lærerne:
“Sten Østergaard husker jeg tydeligt. Det var min tysk lærer, og han sagde tit “hut ab” til dem der sad med hue på” siger Lasse med et grin.
Efter endt 9. klasse startede Lasse på Teknisk Skole i Erritsø, hvor han tog uddannelsen som maskinarbejder, der i dag er lavet om og hedder industritekniker.
“Det var rigtig fint at gå der. Vi havde det sjovt, og lavede mange narrestreger, men det var en del af oplevelsen,” husker Lasse, der havde det godt med afvekslingen med praktik:
“Det primære på uddannelsen er praktik, og så var der ti ugers skoleforløb undervejs, som blev afsluttet med en eksamen. Jeg har aldrig været en skoledreng må jeg indrømme, men det gik fint og jeg er blevet bedre til det med skole med alderen,” siger Lasse.
Hvad lavede du efter de 3,5 år, som uddannelsen tog?
“Jeg arbejdede som maskinarbejder på FB Industriservice i Vejle, hvor jeg var i omkring et år og så fik jeg desværre en arbejdsskade, der gjorde, at jeg måtte lave et karriereskifte. Min moster fortalte, at de søgte en pædagogmedhjælper på skoen i Bredstrup-Pjedsted, men jeg fik ikke et jobbet. Et par dage efter ringede lederen og sagde, at de havde en 20 timers stilling jeg kunne få, og da jeg var færdig der, var jeg ikke i tvivl om hvad jeg skulle,” siger Lasse og fortsætter:
“Jeg startede på VUC, hvor jeg læste de fag op, som jeg skulle bruge for at starte på pædagoguddannelsen i Kolding. Det var rigtig godt at gå der, og jeg kunne mærke, at jeg var havnet på den rette hylde.”
Hvad tiltaler dig ved den branche?
“Det var nok det med at gøre en forskel. Det var rigtig dejligt at gå på uddannelsen. Tre måneder før jeg blev færdig blev jeg tilbudt en 37 timers stilling på Dagmargården, men det var mens jeg skrev pædagogik eksamen og lavede min bachelor, så jeg havde travlt i den periode med jobbet og skriveriet,” siger Lasse, der endte med at være i to år på Dagmargården:
“Jeg startede derefter på Kolding Realskole, hvor jeg var i to år, og så kom jeg hen på Ullerup Bæk Skolen afd. Skjoldborgsvej i SFO’en, hvor jeg stadig er i dag som koordinator.”
Foreløbig har Lasse været på “Skjoldborgsvejen”, som skolen stadig kaldes i folkemunde, i 2,5 år og der finder han sig godt tilrette.
“Jeg har det rigtig godt der, og der er plads til, at jeg kan passe mine fritidsintresser ved siden af,” siger Lasse, der ikke har nogen planer om at ny arbejdsplads lige foreløbig:
“Jeg er et menneske, som tager tingene som de kommer, men jeg har ikke nogen planer om en ny arbejdsplads lige i øjeblikket.”
Lasse og judo
Og nu til det, der er hele Lasses DNA, nemlig kampstart. Han er formand i Fredericia Judo- og Ju-jutsu Klub, og det er ikke nogen tilfældighed.
Siden han var syv år, har han været medlem af klubben, og sporten har han fået fra barnsben fra sine forældre, der også dyrkede sporten.
”Jeg startede som 7-årig. Jeg startede ju-jutsu, og har trænet aikido i en del år, og nu træner jeg primært judo, men jeg holder de andre ting ved lige,” siger Lasse og fortæller om, hvordan interessen opstod for ham:
”Mine forældre er kommet i klubben i rigtig mange år, og de havde det sorte bælte, så man kan sige, at jeg er født på måtten, hvis man kan sige det sådan. Det, der tiltaler mig ved sporten, og stadig gør det, er respekten man har overfor andre mennesker.”
Selvom Lasses forældre altid har været i klubben, så har han dog ikke oplevet noget pres.
“Mine forældre har været utrolig gode, da der ikke har været pres, de har været stolte af det man har lavet,” siger Lasse og kommer ind på en særlig oplevelse:
“Da jeg fik grønt bælte i judo var det noget specielt for mig. Det var virkelig noget jeg havde trænet op til. Dermed ikke sagt, at jeg ikke havde gjort det i de andre ting, men det her var ekstraordinært. Dommeren var så tilfreds, art jeg ikke fik lov til at vise det hele og han stoppede mig halvvejs og ønskede mig tillykke,” siger Lasse, der sætter en større dyd i at have teknikken på plads og anderkendes for det, end “bare” for at være god til at slås:
“Man vil jo altid gøre sit bedste, og jeg synes ikke man kan få større ros end det jeg fik af dommeren. Hvis du ikke skal vise det hele, så er det fordi du har været dygtigt og vist noget til perfektion. Hvis du vil være dygtig til at slås, så er du også nødt til at have en god teknik, da det ikke er nok med den ene ting,” siger han.
Når man ser en judokamp er stemningen speciel. Selvom det er kampsport, er der ikke noget fjendskab over det, men derimod er tonen gentlemans-præget.
”Der er en vigtig gensidig respekt. Vi skal ind og slås, men vi er gode venner før og efter. Det er en af de få sportsgrene, hvor du kan blive diskvalificeret, hvis du er usportslig. Der er klip på YouTube, hvor man kan se, at kæmpere håner de andre på gulvet og når det sker, så bliver de bliver diskvalificeret,” forklarer Lasse, der med et smil fortæller, at han ikke er blevet diskvalificeret før, men har oplevet det med andre:
”Det er en del af gamet, fordi du også kan lave fejl, der gør, at du bliver sendt i omklædningsrummet. Hvis du får strafpoint, taber du, men det er ikke helt det samme som at blive sendt tidligt i bad,” siger Lasse.
Lasse har altid kæmpet på måtten, men som årene er gået, er han begyndt at undervise mere. Han startede med de helt små i 2008, og det er noget, han brænder for.
”Jeg havde været i klubben længe og havde fået lysten til at lære fra mig. I starten var der ikke nogen, der manglede en ny træner, men så tog rollinge-træneren fat i mig. Det var ikke tanken, at det skulle være de helt små til at starte med, men det viste sig at være fantastisk,” siger Lasse, der stadig i dag har nogle af de yngste:
”Det er en fornøjelse hver gang. Jeg underviser tre forskellige hold i den aldersgruppe mandag, tirsdag og torsdag. De hilser og giver den 100 procent til hver eneste træning. Det er en fornøjelse at være vidne til,” siger han.
FJJK er en af de største klubber i Danmark
Fredericia Judo- og Ju-jutsu Klub voksede ud af Fredericia Idrætscenters lokale, og fandt derfor nye lokaler på Nørrebrogade 131 L, hvor 250 medlemmer klubben dag efter dag har deres gang. Og ikke nok med, at klubben har mange medlemmer, så er de også dygtige.
”Hvis vi tager judo-delen, så var vi den mest vindende klub til Jysk/Fynske Mesterskaber sidste gang, så vi er vel den bedste klub i området og vi er den andenstørste kampsportsklub i Danmark,” siger Lasse og glæder sig over den store opbakning klubben har:
”Det er fedt, og virkelig en stor fornøjelse at være en del af. Der er mange, der er med til at gøre en indsats for, at børn og voksne har en god oplevelse. Vi er en klub, der lever fordi, vi har frivillige der gør en forskel dag efter dag. De 19 trænere og syv bestyrelsesmedlemmer vi har gør alle et fantastisk stykke arbejde. Uden dem var klubben ikke det, den er.”
FJJK oplever stor tilslutning, og de gør meget for at udbrede kendskabet til dem, når muligheden er der.
”Folk er gode til at anbefale os mund til mund, og vi er tit ude på skoler for at undervise. Vi er med til forskellige arrangementer som Aktiv Fredag og Idrætsfestivalen, og vi har blandt andet også været med til idrætsdagen på Fredericia Realskole,” siger Lasse og fortsætter:
”Vi skal snart starte et skoleforløb for Ullerup Bæk Skolens 5. klasser i tre måneder, og i de sidste tre år har vi haft et samarbejde med Kirstinebjergskolen. Når de er på et forløb, lærer vi dem de grundlæggende ting, og så får de en graduering. Efter skoleforløbet har de muligheden for at kunne træde ind i klubben. Når vi er ude på skoler, så lærer vi dem den grundlæggende disciplin i forhold til respekten for hinanden, og så er det ellers meget motorisk præget.”
Ser ingen grund til at stoppe
Lasse har været i FJJK i 26 år, men han ser ikke nogen grund til at stoppe i klubben, der har betydet så meget for ham indtil videre, og formentlig vil komme til det mange år ud i fremtiden.
”Jeg tænker meget på min far, der har været her i 45 år. Jeg tænker selv, at jeg har mange gode år endnu, og det vil undre mig, hvis jeg ikke får minimum 50-års jubilæum,” siger Lasse og kommer ind på, hvad der driver ham:
”Jeg brænder stadig for sporten, som jeg altid har gjort, og man bliver ved med at finde ting, der gør, at det er sjovt at komme i klubben. Der kommer hele tiden nye medlemmer til, som man lærer noget, og så er der ikke noget bedre end at se børn, der bliver dygtigere og dygtigere. Det er fedt at se, når et medlem, som man har trænet, kommer op på voksenholdet og kommer ud til de store stævner. Når det sker, kan man ikke være andet end glad,” siger Lasse.
Kampsport er Lasses et og alt. Han følger med i hvordan det går FHK og FC Fredericia, men det er slet ikke noget, der kan hamle op med det andet.
“Det er kampsport, og så er det dét. Det er min fritidsinteresse, men ellers ynder jeg at gå en tur med pokemon, og jeg ender på ugebasis med at gå 60-80 kilometer, men ellers går tiden med kampsport,” siger Lasse.
Fremtiden
Pt. er Lasse glad for sit job som pædagog, men på sigt vil han ikke udelukke et brancheskifte.
“Når jeg bliver omkring 45-50 år, så har jeg været det i så mange år, at det er tid til noget andet. Om jeg falder tilbage på noget andet i pædagoguniverset ved jeg ikke, men jeg tror, at det er sundt at skifte i den alder,” siger Lasse og fortsætter:
“Jeg har den holdning, at der kan blive for stor afstand aldersmæssigt mellem dig selv og børnene, og så er det tid til at stoppe med mindre man kan være ung resten af sit selv.”
Så det er i virkeligheden for børnenes skyld, at du vil finde på noget andet?
“Ja, jeg tænker på børnene. Jeg har selv set de ældre pædagoger, som nok burde være gået på pension og sådan vil jeg ikke selv ende,” siger Lasse.
Den helt store drøm for Lasse er, at han kan beskæftige sig med kampsport på fuldtid, og han mener det er realistisk med en fuldtidsstilling i Fredericia Judo- og Ju-jutsu Klub.
“Hvis vi gør tingene rigtigt, så ja,” lyder svaret fra Lasse.
Lasse skal videre i teksten og med et aktivt byliv ude foran vinduerne på Kurt’s Kaffebar skal jeg også ud at tage pulsen på byen. Vi takker derfor Lasse for hans tid og håber hans drøm om en fuldtidsstilling indenfor kampsport går i opfyldelse.
Ugens Kurt: Poul Bernstorff Jakobsen
Ugens Kurt har de senere år vundet et hav af priser, senest som årets tema ejerleder i regionen. Den 1. november kunne han fejre 20 års jubilæum, som stifter af det rådgivende ingeniørfirma Process Engineering. Ugens Kurt elsker naturen, men også kulturen. Ugens Kurt er Poul Bernstorff Jakobsen.
Poul B. Jakobsen er født den sidste dag i 1963 på Sct. Josef i Fredericia. En ægte fæstningsfødt, sund og rask dreng, der voksede op ved Bredstruplund lige over for den berømte Restaurant Taverna. Poul B. Jakobsen var den tredje i rækken af en søskendeflok på fire.
“Det var en dejlig tryg og god barndom. Min far var smed, og i den forbindelse også selvstændig i en periode, imens min mor gik hjemme. Det var godt. Der er heller ingen tvivl om, at det var her, vi lærte at arbejde. Man kan næsten sige, at vi blev født til arbejde,” siger Poul med et smil og fortsætter:
“Samfundet var domineret af de store fabrikker, særligt rørfabrikkerne, raffinaderiet, Superfos og så videre,” indleder Poul og fortæller videre om de første år af livet:
“Vi var virkelig mange børn i området. Det var et lækkert naturområde, hvor man kunne finde noget at lave fra morgen til aften. I dag kender man også alle fra dengang. Faktisk så godt, at jeg stadig kan fortælle, hvilken klasse de forskellige gik i og de også om mig. Vi spillede fodbold hver eneste aften, det var livet. Skolen var skolen. Matematikken var favoritten, dansk var det modsatte. I 7. klasse skiftede vi landsbyskolen ud i Pjedsted med en overbygning i Fredericia. Jeg kom på Købmagergade Skole. Det var noget andet, men vi kendte jo mange – og jeg gik i skole med mange af børn fra Trelde, som vi var vant til at konkurrere med på fodboldbanen. Der var naturligvis også Fredericia KFUM og Fredericia fF, men de store kampe var mellem PIF (BPI)og TGI, og nu gik vi i skole sammen – det var sjovt.”
Fra skoletiden husker Poul sin dansklærer på Bredstrup Pjedsted fællesskole. Han var god, og selvom Pouls niveau nok var lavere end gennemsnittet knoklede han på, men endte aldrig den høje ende i sprog.
“Jeg var dog ikke vild med at gå i skole. Det var sjovere at have fri. Jeg tog 10’ende klasse med og kom efterfølgende i lære på Superfos som maskinarbejder. Jeg havde allerede dengang en klar motivation for at læse videre. Jeg læste f.eks. matematik på HF-niveau på aftensskole. Det var adgangsbilletten til at læse videre senere hen i livet,” fortæller Poul og drikker af sin kaffe på Kurt’s Kaffebar.
Poul B. Jakobsen husker læretiden som god, spændende og livsudviklende.
“At komme i lære som 17-årig i 80ernes Fredericia var fedt, og endda på en super arbejdsplads. Jeg fik lært mange maskinelementer, men fik måske ikke så meget maskintid, som nogle af lærlingene efterspurgte, men det gjorde ikke noget skidt for mig, for jeg havde meget drejebænks timer hos min far. Så jeg var lykkelig for at lære så mange forskellige komponenter at kende, Vi skulle samtidig svejse og meget andet, så det var bare at suge viden til sig. Jeg havde hele tiden i baghovedet, at jeg ville læse videre,” siger Poul.
Poul B. Jakobsen flyttede ind i en lejlighed i Oldenborggade, tæt på værthusets, Drop In. Han sad i Dansk Metals lærlingebestyrelse, og med hele 18 lærlinge på Superfos, var det i det hele taget en spændende tid at være lærling i.
“Vi havde det godt, vi var vel nærmest en ungdomsklub, så det var sjovt. Fredericia var en fantastisk by at bo i. Jeg synes jo, at Fredericia er verdens navle, og tiden på Superfos fløj af sted. Jeg lærte også mange mennesker at kende. Der var vel 7-800 mennesker, der arbejdede på fabrikken, og når man gik en tur en lørdag formiddag gennem byen skulle man hilse til højre og venstre, et par meter – og så havde man hilst på de første 10. Jeg ved også, at mange af de gamle kolleger mødes på Klods Hans hvert år for at hilse og mindes tiden,” fortæller Poul.
I 1982 møder Poul sin hustru, da de tog kørekort sammen. “Hun gik i gymnasiet, så jeg nåede også med til mange SERMO-fester. Da vi var færdige med skole og læretid, rejste vi til Sjælland. Jeg søgte ind i Odense og København, og hun søgte også. Hun ville være pædagog, og der var masser af arbejde til hende, så vi valgte København. For mit vedkommende var det hårdt at komme på skolebænken, ikke, at jeg ikke nød det, for det gjorde jeg, men lærlingetiden og det at vide, hvad man kunne tjene kontra en SU, gjorde, at jeg var meget målrettet. Studiet i København blev også hurtigt et udskillelsesforløb. Der var ingen tvivl om, at studenterne, der pludselig fik SU ikke havde så travlt,” lyder det fra Poul, som fortæller, at de efter studierne rykkede til endnu en by med vand.
“Sorø faldt valget på. Jeg fik faktisk en samtale på Superfos, men jeg valgte en sengefabrik på Vestsjælland. Jeg skulle være med til at designe 90ernes sengesystem. Jeg fandt imidlertid hurtigt ud af, at jeg skulle noget andet. Jeg var først i Borup, inden jeg arbejdede fire år hos APV i København. Det var gode år. Vi havde valgt Sorø, fordi det var en by med sø og skov. I dag har vi faktisk også kontor i Sorø. Men rejsen mellem Sorø og København var for lang. Jeg så næsten aldrig vores hus i dagslys og vi havde fået vores børn, så vi rykkede retur til Fredericia, hvor jeg fik job hos UNION,” siger Poul og fortsætter:
“Det første år boede vi i Kildeskoven, vi skulle have solgt huset i Sorø først, og så endte vi på Mågevej, hvor vi også bor i dag, ja, nu har vi bygget om mange gange, men vi er glade for huset.”
Efter en periode hos UNION kastede Poul og en kompagnon sig ud på den tynde is som selvstændige. Det blev et eventyr, men det krævede mange timer, hårdt arbejde og en stor portion målrettethed.
“Jeg var først tre måneder et andet sted, hvor jeg skulle købe mig ind, men det var for meget værkføre arbejde til mig og for lidt ingeniør. Så var det ellers bare i gang. Dengang kunne man få 20 timers rådgivning, der var ikke iværksætterydelser eller noget. Jeg havde ikke sparet noget op, så kronerne skulle ind. Vi havde et møde med Revisor Ole Larsen fra Deloitte, hvor han gav os noget rådgivning, et møde med Advokat Erling Christensen, og så brugte vi resten af tiden på markedsføring hos en lokal ekspert. En kammerat fik styr på Excel og posteringer, det sad vi med om aftenen, og så var bankerne tilfredse,” fortæller Poul og uddyber om eventyret:
“Vi fik strikket en brochure sammen, lejede os ind hos TVIS på Tonne Kjærsvej til en god husleje. Det var i øvrigt et dejligt sted at være, når man var så få som os, var det vigtigt at kunne møde andre. Det var i 1999. Kunderne væltede ikke ind, de troede nok ikke rigtigt på os endnu. Jeg rejste til Irland og Rusland, hvor der var ingeniørarbejde. Det blev til 28 uger, og jeg fik faktureret de uger, derfor overlevede vi. Da jeg kom tilbage til kontoret, begyndte telefonen at ringe. I 2001 ansatte vi de første medarbejdere. Det var specielt, for nu fik vi ansvar for folk, som kom og fik deres løn hos os. Ansvaret voksede i takt med, at vi blev flere. Vi skulle hele tiden sørge for, at der var noget at lave, ellers måtte vi sige farvel til folk. I dag har flere været med i over 15 år.”
Du endte med at rejse meget igen i starten, hvad sagde familien til det?
“Det var absolut heller ikke intentionen at rejse. Jeg havde skiftet job for at undgå for mange rejseaktiviteter, men der var en anden forståelse hjemme for rejseriet. Nu rejste vi for os selv, hvis du forstår. Men jeg endte heldigvis med at kunne rejse mindre. Vi havde også to salgsbesøg her i byen, som jeg husker. Et på Kemira (Superfos) og et på Shell Raffinaderiet. De lyttede til os, men jeg tror, at vi blev vejet for lette. De var vant til meget større rådgivere, men med tiden fik vi hul, også til de større systemhuse samt Danisco i Grindsted og UNION blev gode kunder for os,” siger Poul.
I har formået at vækste forretningen, selv i svære tider for branchen, hvordan det?
“Vi er en nichevirksomhed, og ikke som andre store rådgivningsfirmaer, hvilket har gjort, at der var en plads på markedet til os. Vi har f.eks. arbejdet med procesanlæg i bygninger, hvor vi tager ansvaret og følger projekterne til dørs. Vi køber ind på vores kundernes vegne til værkstedspriser. Slutkunden tjener med andre ord på at bruge os. Det gav værdi og kunder. Vi havde også et AHA-møde med Kemira, hvor den tekniskechef ikke var så interesseret i vores priser, men derimod vores timeforbrug og om vi kunne løse opgaven. Timeprisen er ligegyldig, hvis vi f.eks. brugte dobbelt så mange timer som andre,” fortæller Poul og taler videre om sin rolle i dag.
“Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle være en sælger og leder på den måde. Jeg er mere en tekniker. At være sælger kan virke som en degradering, ikke ondt ment, men for mig, der elsker teknikken er det ikke naturligt, men sådan er det endt.”
Process Engineering modtog sin første pris, da Business Fredericia kunne kåre dem som årets virksomhed i Fredericia, og siden er det gået stærkt.
“Det er sjovt at modtage priser og anerkendelse. Vi har hentet fem Gazellepriser og en række andre. Men det er dagligdagen, der er vigtigst. Vi arbejder nu frem mod at være 300 mand. 200 i Danmark og 100 i udlandet, og på den rejse har vi inddraget medarbejdertilfredsheden som et parameter. Vi er gået meget frem i Great Place To Works årlige undersøgelser,” fortæller Poul.
Hvordan måles tilfredsheden?
“Der er 57 spørgsmål, og vi bruger dem aktivt til at finde ud af, hvor vi skal sætte ind, og læse, hvad der skal forbedres. Det har en stor værdi for os, og vi kan se, at vi rykker os år for år. Vi ansatte også i sin tid en HR-ansvarlig, da vi ikke var så mange. Hun skulle sørge for, at der var olie på maskinen og alle var tilfredse, samt bremse mig, inden jeg gjorde noget vanvittigt. Jeg har også en god sparring hjemmefra, hvor min hustru har stor erfaring som pædagog, og sidenhen har læst til Sociolog, og nu er ved at lave en ph.d.”
Poul, du er også aktiv i kunstens verden, hvordan er du endt der?
“Min hustru. Hun kom fra et hjem, der ville kunsten. De besøgte teateret, og de gik til udstillingerne. Jeg synes, at kunst er spændende. Det er en anden verden. Det er en anden oplevelse. Film skal ses i biografen, det er et godt motto. Teater er også direkte og meget autentisk. Jeg var faktisk selv kreativ i de unge år, og jeg var også i praktik som filmoperatør. Jeg ville gerne have dyrket skuespillet mere, men det var ikke muligt. Jeg spillede faktisk Klods Hans i 6.klasse, og dengang stod alle op og klappede,” fortæller Poul, der i dag er formand for Fredericia Kunstforening.
“Vi var medlemmer af Fredericia Kunstforening, og det var virksomheden også. Den daværende Formand, Preben Andersen ønskede, at der kom flere mænd med i bestyrelsen, og så sagde jeg ja. Jeg var menigt bestyrelsesmedlem i nogle år, inden jeg blev formand. I dag er vi 430 medlemmer, og målet er 500,” siger Poul og fortsætter:
“I foreningen har vi besluttet, at vi ikke udstiller lokale kunstnere, men derimod trækker kunstnere til fra andre byer. Fredericia har ikke et kunstmuseum, og det skal vi nødvendigvis heller ikke have, der er Vejle og Kolding og mange andre, måske en kunsthal i Kanalbyen kan blive en mulighed, men nu ser vi. Vi har valgt at sige, at vi trækker kunstnere til udefra, for at vise noget af det, man ser i andre byer. Det er gået godt, og vores ferniseringer er fyldt med kunstinteresserede mennesker. Det er fedt.”
Har du en favoritkunstner?
“Galschiøt!, siger Poul og uddyber:
“Jens Galschiøt er noget særligt. En af mine favoritter. Vi var faktisk også omkring ham, da Guldkalven på Rådhuspladsen blev købt. Det krævede nogle beregninger, som vi så på. Det var spændende. Vi lånte også senere noget af hans kunst og opsatte det ved vores domicil ved motorvejen, og alle medarbejdere har også været på besøg i hans værksted i Odense til kunst, rødvin og sandwich. Det er inspirerende at møde og samarbejde med kunstnere.”
Hvad siger kunstnerne om at udstille i Fredericia?
“Det kan de godt lide, mange roser byen, og fortæller godt om Fredericia Kunstforening. Med kunsternes egne ord foregår det, vi laver på et højt niveau, hvilket er godt at vide. Leif Sylvester sagde også en gang: “Hold da op – det kan I sgu. Så mange mennesker, så stærkt et setup. Det kan man ikke i København.” Der var også sort af mennesker til Leif Sylvesters udstilling, det samme, da Erik Clausen gæstede os.”
Hvis du skal se på fremtiden, hvad ser du så?
“Altså i kunstforeningen skal vi være 500 medlemmer, som sagt, men i virksomheden – det må tiden vise. Jeg er ung endnu, jeg kan have 20 år mere der, og når du spørger, hvem der skal arve, så ved jeg det ikke endnu, ingen af mine børn er gået denne vej, men måske børnebørn, men lige nu passer det mig meget godt, at jeg knokler på samtidig med, at der kan blive plads til mere teater og mere kunst,” siger Poul.
Der er gået en time og vi skal lige vende Fredericia – set med Pouls øjne.
“Der er sket meget, siden jeg blev født den sidste dag i 1963, men faktisk er det gået stærkest de sidste syv – 10 år. Det Bruunske Pakhus, Fredericia Teater, sporten – ja det hele har været med til at løfte byen. Søren Møller har gjort det fremragende i forhold til byens image, så selvom regnskabet ikke er godt, så har han skabt en værdi, der er meget mere værd, dermed ikke sagt, at Fredericia Teater skal have en blancocheck. Fredericia er også en by, hvor man kan dyrke alle sportsgrene. Vi har mange haller, baner, golf, vand og et af Danmarks største idrætscentre. Vi er priviligerede. Mere end vi aner!” slutter denne Ugens Kurt, Poul Bernstorff Jacobsen fra Bredstruplund.
Ugens Kurt: Jan Kirk Jochumsen
Ugens Kurt er en af de medarbejdere fra Carlsberg, der dagligt sikrer, at en af verdens bedste øl ser dagens lys. I sin fritid er han en passioneret ildsjæl udover det sædvanlige, og det er ikke for sjovt, at han bliver kaldt Præsidenten. Ugens Kurt er Jan Kirk Jochumsen.
Jan Kirk Jochumsen blev holdleder i håndboldklubben Fredericia KFUM i 1989, og siden 1990 har han haft en tjans i FHK – først som videomand og sidenhen som holdleder.
Det blæste og var mørkt i Fæstningsbyen, da vi en sen eftermiddag satte Jan i stævne på Kurt’s Kaffebar. Efter at have bestilt en Café Latté til Jan og sort kaffe til mig talte vi om Jan og hans mange passioner.
Jan er 54 år og bor sammen med kæresten Rikke i Erritsø. Jan har to børn, der begge er fløjet fra redden, og derudover to bonusbørn.
Barndommen tilbragte Jan i skoleregi på Fredericia Realskole, og det er en tid, som han glædeligt ser tilbage på.
“Jeg kan huske min gamle dansklærer, Bent Bisgaard. Han introducerede os for Hobitten, og det er et univers, jeg har nydt siden dengang. Realskolen mindes jeg med stor glæde,” siger Jan, der efter tiden på Realskolen startede på Handelsskolen:
“Jeg blev efter det første år af HH tilbudt en læreplads på Fredericia Motorkompagni som lagerekspedient som jeg efter aftale med Handelsskolen tog imod, og efterfølgende kom jeg tilbage og færdiggjorde min højere handelseksamen. Jeg kom bagefter i lære hos Sydbank, hvor jeg var i seks år,” siger Jan og fortsæter:
“Jeg havde en kontakt og indgangsvinkel til Sydbank, hvorfor det gav derfor god mening at gå den vej. Jeg tænkte, at der var en god fremtid i bankbranchen, som hele tiden udviklede sig dengang.”
Jans stilling endte med at blive flyttet til Aabenraa, men der ville Jan ikke med ned, og han stoppede derfor i banken i 1992.
“Jeg fik tilbuddet, men jeg havde lige mødt børnenes mor, og jeg var begyndt i håndboldklubben. Så det passede ikke ind. Jeg havde en kammerat, der sagde, at de manglede folk om sommeren, så jeg skiftede til fjernvarmerørsbranchen i 1992,” forklarer Jan, der i 1997 startede hos ABB i Erritsø, hvor han var frem til 2003.
Siden 2003 har Jan været ansat hos Carlsberg, hvor stillingen stadig er distributionsmedarbejder den dag i dag.
“Nu er man pludselig en af de gamle derude. Der har været stor udskiftning, fordi mange er gået på efterløn og pension. Nu er jeg en ældre hane i gården. I de sidste 12 år har jeg været i et team udenfor, hvor man flytter lastbiler og trailere samt håndterer brygtog,” siger Jan.
Jan har igennem alle årene været glad for Carlsberg som arbejdsplads, og de har altid været fleksible i forhold til hans virke i FHK.
“Det betyder meget, og nu er jeg på fast dag og har fri klokken 15:00, men jeg har en aftale med dem, hvis det er nødvendigt at gå før,” fortæller han.
Håndboldeventyrets begyndelse
Selvom mange forbinder Jan med håndbold, så startede han faktisk ud med at være ungdomstræner i KFUM’s fodboldafdeling, men i 1989 blev han prikket på skulderen af Fredericia KFUM’s 3. divisionsdametræner, Bo Roy.
“Han spurgte, om jeg ville være holdleder, og jeg sagde ja. Da man slog F’erne og KFUM sammen året efter var Bo assistenttræner for Anders Dahl Nielsen, og så fulgte jeg med over,” siger Jan.
Hvordan er FHK nu i forhold til dengang?
“Det er en anden klub nu. Det er meget mere professionelt stillet an. Dengang var der lidt spillere ude fra også, men det var meget internt i klubben man rekrutterede fra i starten,” siger Jan, der i de tidlige år med FHK oplevede to oprykninger op i den bedste række, som dengang var 1. division.
“Det var selvfølgelig stort, men jeg var ikke så tæt på som i dag, da jeg var videomand,” forklarer han.
Dengang var videomand en anden beskrivelse end i dag. I dag skal hjemmeholdet efter hver kamp uploade alle kampe til en database, som alle hold har adgang til, men sådan var det ikke dengang.
“Jeg var med trænerne ude til kampe for at se kommende modstandere, hvor jeg filmede det. Jeg kunne nemt ende med at køre 5-6000 kilometer på en sæson,” siger Jan og fortæller, hvorfor han var så engageret med de mange kilometer:
“Hvis jeg går ind i noget, så gør jeg det helt. Når trænerne sagde, at vi skulle til Thisted en tirsdag aften, så kørte vi til Thisted.”
De største oplevelser
I alt er det blevet til syv oprykninger, tre nedrykninger og et konkurs mens Jan har været i FHK, men enkelte oplevelser igennem de 29 sæsoner skiller sig ud.
“Jeg husker en kamp mod Kolding på hjemmebane, hvor vi var bagud med syv ved pausen. Vi kom bagud med 9-17 i starten af anden halvleg, men vi endte med at vinde 32-25. Det var helt vildt,” siger Jan, der heller ikke kan undgå at nævne oprykningen til Ligaen i foråret 2019 som noget, der skiller sig ud:
“Det var fantastisk. Det var mange års planlægning og arbejde, der blev forløst. Jeg vidste ikke det kunne tage så lang tid at komme hjem fra Ajax f,” siger Jan med et smil.
I Fredericia ventede der 250-300 ellevilde fans, og det var ikke noget spillerbussen havde fået et praj om.
“Jeg var lidt i kontakt med fansene, og vidste fra Bent Jensen, hvor vi skulle hen og fejre oprykningen, men ingen vidste, hvad der ventede os. Den modtagelse vi fik var enestående, og omfanget af fremmødte kom bag på de fleste,” siger Jan.
Hvordan er det at se sådan et stykke arbejde kulminere med en oprykning?
“Det er stort, og det er derfor man cykler til træning mandag i regnvejr. Jeg har set alle knægtene knokle for det. Jeg ved bestyrelsen har arbejdet rigtig hårdt siden de lavede 2020-planen,” siger Jan.
Præsidenten
Internt i FHK-truppen går han under flere navne, blandt andet Jochumsen og Præsidenten.
“Præsidenten er nok, fordi det er min sæson nummer 29,” smiler han og kommer ind på, hvordan det er at blive kaldt det:
“Når det er relateret til antallet af sæsoner, så er det fint.”
Hvordan er det at have haft så mange forskellige spillere igennem sæsonerne?
“Hver sæson er sin egen oplevelse. Folk kommer og går, men uanset hvem, så er det stadig den samme ånd og det samme sammenhold. Mottoet, vi fighter for byen, er meget rammende der,” siger Jan og kommer ind på, hvor lang tid han kan finde på at fortsætte i FHK-regi:
“Jeg er jo kun 54 år, så fremtiden er åben. Jeg har ingen planer om at stoppe,” slår han fast.
Men hvor lang tid bruger, man egentlig som holdleder i løbet af en uge?
“Jeg har typisk to ugentlige træninger, som varer to timer pr. gang. Til en hjemmekamp er jeg der 2,5 time før kampstart, og halvanden times tid efter, så det bliver omkring 5,5 times tid. På udebane afhænger det af, hvor vi spiller,” siger Jan, der i den forbindelse sender en stor tak til hjemfronten:
“Uden forståelse fra min kæreste, så kunne det ikke lade sig gøre. Så det er jeg rigtig glad for,” siger han.
Er der mere tid efter arbejde og håndbold?
Man fristes til at spørge, har Jan egentlig mere tid, når arbejde og håndbold er overstået? Svaret er ja.
“Jeg kommer meget i Tøjhuset, og det bliver vel til 25 koncerter om året,” siger Jan, der altid har interesseret sig for musik, og har en bred smag:
“Jeg hører det meste, men jeg har lidt udfordringer med metal, klassisk og det tunge jazz, men ellers er min smag bred,” siger Jan.
Er din kæreste også meget musikinteresseret?
“Det er hun efterhånden ved at være. Et år fik hun et årskort af mig til Tøjhuset, så vi er tit derinde,” forklarer Jan.
En af Jans andre store passioner er Manchester United, og det er noget der har hængt ved altid.
” Jeg har fulgt United i tykt og tyndt siden jeg var knægt, og fornyelig var min søn Alexander og jeg ovre at se dem mod Brighton,” siger Jan og fortsætter:
“Det har i mange år været en drøm at komme derover for min far, der ikke er her mere, og Alexander og jeg. Nu fik vi chancen, og det var en kæmpe oplevelse. Vi så blandt andet museet, fik en stadionrundtur og så var der kamp dagen efter.”
Når tiden og vejret er til det, så nyder Jan også en tur på ryttercyklen på landevejene, hvor han i fred og idyl kan træde rundt i pedalerne. Jan har også igennem ti år været natteravn, men på det seneste har det knebet med tiden.
“Jeg startede sammen med naboen, da vores børn nærmede sig alderen til at gå i byen. Derfor ville vi stikke en finger i jorden, og så ellers være der for de unge mennesker,” siger Jan og kommer ind på en sjov episode:
“Vi har før fået en historie om rigtigt og forkert i forhold til sikker sex. På Fyn hedder Natteravne åbenbart natmåger,” griner Jan.
Natteravnene er karakteriseret ved, at de har kondomer og bolsjer med, og netop kondomer kan være svært at bede om ved en natteravn.
“Der er nogle, der er generte, så bolsjerne er en god indgangsvinkel,” siger Jan og slår fast:
“Vi holder selvfølgelig øje med, hvad de unge mennesker laver, og om de har for lidt tøj på eller skal have hjælp, men jeg synes faktisk, at de unge er gode til at hjælpe hinanden og det er dejligt at se.”
Jan har fået tømt sin Café Latté, og jeg selv skal videre, så på falderebbet spurgte jeg Jan om hvad han drømmer om i fremtiden.
“Jeg har snart 30 års jubilæum i FHK, så jeg kunne godt tænke mig at nå 40 år, og så kunne det jo være rart med en ny pokal i skabet,” siger Jan med et smil inden han slutter af med at sige:
“Ellers vil jeg gerne forblive sund og rask,” lyder slutbemærkningen fra Ugens Kurt, Jan Kirk Jochumsen.
Ugens Kurt: Christian Holm Johansen
Ugens Kurt er en, der kender Fredericia ud og ind. Han er vokset op med fodbold i Fredericia KFUM og håndbold i FHK, og har set FC Fredericia spille et utal af gange på Baldersvej. Nu er han salgsansvarlig i FC Fredericia, hvor han kombinerer fritidsinteresser med sin uddannelse. Ugens Kurt er Christian Holm Johansen.
Christian sad allerede klar med en sort kop kaffe, da jeg trådte ind på Kurt’s Kaffebar en kold torsdag formiddag i Fæstningsbyen, og netop rigtig Fredericia-dreng er hvad der karakteriserer 32-årig Christian, der danner par med Irene, som han har to døtre med.
“Bortset fra da Irene læste til fysioteraupt, hvor vi boede i Odense i to år, har jeg boet i Fredericia altid,” indleder Christian med at sige.
Opvæksten skete på Huslodsvej, hvor Christians forældre stadig bor den dag i dag, og skolegangen foregik på Treldevejens Skole.
“Det var superfedt, derfor jeg gik der hele skoletiden. Jeg boede lige ved siden af, og mange af klassekammeraterne boede også tæt på, så vi sås både i skolen, i fritiden, til fodbold, til håndbold eller tennis,” siger han og husker tilbage på lærerne:
“Dengang havde vi lærere i mange år, og jeg husker særligt min dansklærer, Jørgen Christensen, som jeg støder på hver søndag til fodbold. Han har sin faste plads på stadion. Så får vi talt fodbold til den store guldmedalje.”
Christian Johansen gik et år i Fællestiende, inden Fredericia Gymnasium kaldte.
“Det var et fint år på 10ende. Jeg er født sidst på året og manglede nok lidt modenhed i forhold til dem, jeg havde gået med i Folkeskolen. Jeg var også i tvivl, om jeg skulle vælge Handelsskolen eller Gymnasiet, så det var en god mulighed for mig til at blive klogere på mit valg,” siger Christian og uddyber:
“Jeg tænkte, at jeg kunne bruge gymnasiet til mere, når jeg var færdig, men det viste sig, at det skulle have været Handelsskolen. Da jeg gik i gymnasiet fik jeg fritidsarbejde i Intersport. Jeg blev tilbudt en læreplads efterfølgende, men jeg havde jo ikke den skolemæssige baggrund, så jeg tog HGS på IBC i Kolding, og kom efterfølgende i lære i Intersport.”
Hvordan var det at komme i lære?
“Det var fedt og grunden til, at jeg gjorde det var, at jeg er vild med sport. Jeg spillede meget fodbold, håndbold og tennis, og inden jeg kom i lære, havde jeg arbejdet som medhjælper i butikken, primært i weekenden,” siger Christian, der endte med at få Intersport som arbejdsplads i 13 år:
“Jeg startede som medhjælper, blev elev, udlært og så endte jeg med at sælge først til private og så til erhverv. Jeg havde været alt igennem hos dem, så jeg skulle videre og det kom jeg.”
Efter 13 år hos Intersport, der i løbet af Christians tid i forretningen blev til Sport24, var det tid til at prøve noget nyt.
“I de sidste fire-fem år sad jeg primært på erhvervskontoret i Vejle, og så opstod der en mulighed i FC Fredericia, som søgte en sælger. Jeg havde ikke selv set det, men jeg blev gjort opmærksom på det, da en kammerat mente, at det passede godt til mig. Det skete først efter, at ansøgningsdatoen var overskredet, men jeg søgte alligevel. Det viste sig, at FC Fredericia besluttede ikke at ansætte en, da de ikke havde behovet, men de gemte min ansøgning og efter et par måneder kom jeg til samtale. Vi blev enige om tingene, og så startede jeg der i august 2017,” siger Christian.
Hvordan var det at score sådan et job som passioneret sportfan?
“Det var fedt! Jeg er jo født og opvokset på Huslodsvej og hver søndag tog man på Baldersvej og så fodbold. Der var et hul ved tennisbanen, og så kom man ind den vej. Mine holdkammerater og jeg sad altid i venstre side på stadion med “Lange Bent” og de andre kendte fans. Jeg har aldrig selv været god til fodbold, men jeg er født med det i alt, hvad jeg foretog mig, så da chancen bød sig, og jeg kunne blande min salgsuddannelse med min passion for sport, interessen for det lokale fodboldhold, så var det fedt. Det er ikke bare et 37 timers arbejde, det er ikke noget mandag-fredag klokken 8-16, man er der og arbejder. Man tilpasser sin arbejdsuge efter, hvornår der er noget at se til, og så er der kampe om aftenen og i weekenden. Det er en form for livsstil, sagde en klog mand engang,” fortæller Christian.
Hvordan har den første tid i FC Fredericia været?
“Det har været spændende. Det, der kom mest bag på mig er, hvor meget arbejdet kommer under huden. Jeg havde ikke troet, at jeg ville blive så påvirket af, at vi taber, selvom jeg ikke har noget med spillet at gøre, Hvis vi taber om søndagen, er jeg nede og mandag skal man lige igang. Til gengæld når vi vinder, så flyver man. Da vi spillede den sidste kamp i Hvidovre, tog jeg mig selv i at ligge på knæene til sidst, da Hvidovre havde en chance. Da vi så fik de tre point, var jeg flyvende hele weekenden. Det betyder så meget for os alle, når vi vinder,” forklarer Christian og kommer ind på betydningen af netop sejren mod Hvidovre i forhold til hans job som salgsansvarlig:
“Det betyder noget, selvom tuneringen er lang endnu. Vi ligger stille i tre måneder og ser os selv i toppen af tabellen. Det er noget andet end at ligge nummer otte, det giver en anden ro og glæde, men det er ikke, fordi sponsoraterne vælter ind, fordi vi ligger, hvor vi gør. Dem skal vi naturligvis stadig kæmpe for, men det giver mange gode samtaler hos virksomhederne.”
FC Fredericia oplever stor opbakning fra erhvervslivet, og er igang med at gentegne sponsorater. Når Christian er rundt ved byens virksomheder oplever han positive vinde.
“Det er fantastisk. Vi er tæt på 200 virksomheder, der bakker op. Det er dejligt. Hvis du tager alle professionelle klubber, kan de ikke leve uden, at de lokale som bakker op,” siger Christian og peger ud på en kommunalarbejder, der går rundt i bybilledet med en FC Fredericia hue.
“Erhvervslivet ved godt, at det er vigtigt med flagskibe som os, Fredericia Teater og FHK. Det er vigtigt for byens borgere, at de har ting de kan tage til. Det betyder noget for virksomhedernes leverandører, deres medarbejdere og dem selv, at de kan bruge tid på den slags,” siger Christian.
Christian og håndbold
Christian er også blandt mange kendt for sit håndboldspil, og gennem håndbolden var han i mange år en del af FHK.
“Når man spillede fodbold, var det på den måde, at man fik en bold fra Kurt Jørgensens bagegerum, og så var det ud på græsplanen. Håndbold startede med leg, faldskærm og stille og roligt lærte vi nye ting. Da jeg var 15 år, spillede jeg stadig begge dele, men da vi skulle til at spille, det der dengang hed FC Junior, måtte jeg tage et valg. Jeg valgte håndbolden, hvor jeg spillede på førsteholdet,” fortæller Christian.
I rigtig mange år tørnede Christian ud for FHK, men nu er det Middelfart han løber på banen for.
“Jeg var i FHK indtil for fire år siden og tog så til Ejby og Middelfart. Jeg skulle være far, og da jeg spillede i Fredericia, var man røget fra 3. division til 2. division, det kunne jeg ikke forene. Det var derfor naturligt at trappe ned. Vi var ti gutter, der tog til Ejby og spillede for at kunne bevare det sociale,” siger Christian, der efter FHK’s konkurs var med til at spille FHK op igennem rækkerne:
“Inden konkursen var jeg lidt med omkring førsteholdet. Jeg fik aldrig nogen kampe i ligaen, men trænede med. Da man rykkede ned i 1. division fik jeg fem-seks kampe, og så gik vi konkurs. Det påvirkede os på 3. divisionsholdet, da vi så rykkede ned i Jyllandsserien. Det gode var, at hele 3. divisionsholdet var lokale drenge, der altid havde spillet i Fredericia, så det var ikke noget med, at nogen stoppede. Vi spillede bare i Jyllandsserien, og jeg husker, at vi vandt vores første kamp med 38-13 mod Bov. I løbet af sæsonen havde vi en uafgjort kamp mod Kolding, ellers vandt vi resten,” siger Chrisitan og tager os med på rejsen med FHK:
“Det første år i 3. division blev vi nummer fire, og året efter rykkede vi op. Vi havde nogenlunde den samme stamme, da vi rykkede op, og i 2. division kom der lidt til udefra, som skulle køre det videre. Det passede med, at jeg blev far og derfor ikke kunne træne så meget mere.”
Hvordan er det at se tilbage på, at du har været med til at få FHK op igennem rækkerne?
“Det er fedt. Da vi røg i Jyllandsserien kunne mange spillere begå sig i højere rækker, men det var slet ikke et tema. Vi ville spille i Fredericia, vi ville rykke op og det var fedt. Hvis vi 10-12 spillere ikke havde været der dengang, havde man så været i Ligaen i dag? Det ved jeg ikke, men så skulle nogen andre have gjort det. Det er dejligt, de gør det godt i dag og det giver en glæde at se dem på banen i tv og thansen ARENA,” forklarer Christian.
I de lavere rækker var der flere specielle oplevelser for FHK, og der fremhæver Christian specielt to opgør.
“Vi mødte Børkop, da vi rykkede op i 3. division. Kampen blev spillet i Smidstrup, hvor der var propfyldt, og da vi var i 3. division, og var rykket op, mødte vi dem igen i den sidste kamp. Inden vores kamp mod Børkop havde dameholdet lige sikret sig oprykningen et par timer inden, så hallen var fyldt. Det er sjovt at se tilbage på, at Børkop har været med til at fejre os to gange,” siger han.
Christian spiller stadig håndbold over bæltet – Middelfart Håndboldklub står på cv’et, men hvor længe fortsætter karrieren og hvordan går det?
“Det er svært at sige. Vi er ikke startet så godt i år, men vi har været voldsomt presset af tre-fire skader til hver kamp. Til den første kamp kunne vi frit vælge 12 mand og siden er det gået ned ad bakke. Det er uheldigt, fordi kunne vi vælge frit, så havde vi været i toppen. Sådan er det, så det er det sociale, der bærer,” lyder svaret.
Christian er kommet lidt op i årene i håndboldmæssig forstand, og med et tidskrævende job i FC Fredericia, så er hans tid med harpikskuglen måske snart forbi.
“Man kan ikke lægge det helt fra sig. Jeg er spillende assistenttræner lige nu, og det er svært at kombinere at råbe af de andre og spille, så hvis træner Søren Hougaard ikke deltager, så har jeg ikke harpiks på fingrene. Meningen var, at jeg ikke skulle spille så meget i år, men da vi har manglet spillere, så har jeg spillet lidt,” siger Christian.
Fremtiden
Snakken kører derud af med Christian, men vi har begge travlt og på falderebet får vi talt lidt om fremtiden for Christian.
“Jeg håber at være i FC Fredericia i mange år, specielt efter vi skal spille Superliga til sommer,” siger Christian med et grin og slår over i den seriøse tone igen:
“Jeg håber at have noget at gøre med håndbold, da det er svært at slippe det helt, når det har været så stor en del af mit liv,” siger han og fortsætter:
“Min datter går til trilletrolle-håndbold i Erritsø, så hvis hun fortsætter, så tænker jeg, at jeg skal have noget med det at gøre på en eller anden måde,” lyder ordene fra Ugens Kurt, Christian Holm Johansen.
Ugens Kurt: Lise Villefrance
Ugens Kurt er født i 1975 til lyden af klokkerne fra Sct. Michaelis Kirke. Hun voksede op i Nordbyen, hvor cykelture med familien og det at hjælpe til og give igen til samfundet blev vejen. Ugens Kurt ville være flymekaniker, men sådan gik det ikke. Ugens Kurt er Lise Villefrance.
Lise Villefrance er vaskeægte fredericianer, sådan indledes samtalen i denne Ugens Kurt, hvor også kulturredaktør Thomas Lægaard drikker kaffe med os. To kopper sort kaffe og en med mælk bestilles, den med mælk er naturligvis den bløde kulturmands lod.
Når vi på redaktionsmøderne vælger Ugens Kurt, har vi flere overvejelser, og budene er mange, for der er faktisk mange fredericianere, som gør en forskel for mange dag efter dag. Kulturredaktøren interviewede Lise i forbindelse med en artikel om vanegymnastik, og han spottede hurtigt fæstningsblodet i hendes åre og ikke mindst; en lyst til at gøre noget for andre, som vi gerne ville høre mere om.
Men nu til dagens hovedperson, Lise. Lise vokser op i et dejligt, roligt og imødekommende barndomshjem i Solparken på Anchersvej, hvor hun sammen med bror og forældre bor.
“Det var virkelig godt. Fra de helt små år husker jeg tydeligt, at vi skulle samle hundelorte op, og så var der røde pølser, som bonus bagefter. Ellers handlede det om at skaffe penge til Nordbohuset,” fortæller Lise og fortsætter:
“Jeg gik i Røde Kors Børnehave – lige over for Skansevejens Skole, der senere var min base fra 0-6.klasse. Faktisk startede min skoletid halv/halv, forstået på den måde, at vi blev fulgt over til skolen, og var der halvdelen af tiden, og den anden halvdel i børnehaven, på den måde blev vi sluset ind.”
7-9. klasse tog Lise på Fredericia Realskole, inden hun var tilbage på Skansevejens Skole i 10.klasse.
“Jeg havde en fin skoletid. Jeg kunne godt lide skolen, men frikvarterne kunne være svære for mig, da jeg ikke ville de intriger, der kunne opstå. Jeg gik nok lidt imellem alle. Jeg ville, at jeg skulle være venner med alle og sørge for, at alle havde det godt.”
Lise drikker lidt af sin kaffe og fortæller, at hun drømte om at blive flymekaniker – noget af et skifte i samtalen, som vi er nødt til at dykke ned i.
“Jamen jeg syntes, at fly var mega spændende, men jeg turde ikke flyve dem, så det måtte være mekaniker. Men sådan gik det ikke,” siger Lise og fortæller om 7-9.klassesårene.
“Det gik virkeligt stærkt, men ud over skolen, så startede jeg til roning i Fredericia Herreroklub, der havde startet en ungdomsafdeling. Vi var et par piger, der rykkede ind. Jeg husker, at folk grinede af det, fordi det var nyt, at piger trænede i herreroklubben, men dame-roklubben var ikke mig. Det gik okay, vi roede meget, og ville det gerne, men jeg var ikke i toppen. Jeg roede i fem år. Det var fantastisk. Jeg elskede det. Min bror spillede fodbold, og det var ikke mig. Jeg havde prøvet at sidde på alverdens græsplæner og glo på fodbold, og det var som sagt bare ikke mig.”
Fra drømmen om flymekaniker til en militærkarriere
“Jeg havde en skolepraktik, hvor jeg var i militæret. Først på Ryes Kaserne en uge, og så en uge på Flyvestation Aalborg og den sidste uge i en shippingforretning, så jeg kunne se om, jeg kunne regne”, griner Lise.
Hvad var det ved militæret, der interesserede dig?
“Naturen – og det at bruge sin krop. Det har jeg altid været vild med. Jeg er faktisk ligeglad om, der er regn, slud eller sne. Jeg elsker naturen. Da jeg var barn tog vi også på cykelferie om sommeren,” siger Lise og fortsætter:
“Jeg startede på jernsædet på min fars cykel. Vi cyklede rundt på Fyn, og jeg husker blandt andet Helnæs Campingplads, men også cykelferier på Sjælland, hvor vi tog færgen over Storebælt. Det var altid med sang og regnvejr. Vi har altid sunget meget, ikke godt, men meget. Jeg søgte ind til Søværnet, men blev overrasket over den engelskprøve, vi skulle tage. Det der søværnsengelsk var ikke mig, det var cooper-testen til gengæld – formen fejlede ikke noget.”
Efter 10’ende var jeg først på Idrætsdaghøjskolen i Fredericia, hvor jeg fik et diplom, og nød at røre mig.
Lise Villafrance startede på Fredericia Amtsgymnasiums HF, hvor der var kommet en sundhedslinje.
“Jeg valgte HF, fordi jeg ikke gad cykelturen til Handelsskolen,” siger Lisa og griner, inden hun fortsætter:
“Nej, jeg har altid fået bedst karakter, hvor jeg kunne tale med folk. Jeg gjorde et år færdig på HF, og så rejste jeg til Norge. Jeg var fyldt 18 år, og turen gik til Skien, hvor jeg passede trillinger. Jeg havde læst en avisartikel, hvor de søgte en au pair. Jeg havde kun passet en lille dreng tidligere, da jeg var 13 år, men ellers havde jeg ikke nogen referencer. Jeg blev faktisk lidt rodløs af at være i Norge. Jeg flyttede ikke hjem bagefter. Jeg flyttede sammen med en veninde.”
Ungdommens første fritidsjob bød på mange kendte arbejdssteder i Fredericia. Der var rengøringen på Gymnasiet, fritidsjobbet på Harlekin og senere jobbet som pølsekvinde i Axeltorvs Pølsevogn. En tid, som Lise mindes med et smil.
“Der var run på. Man nåede det hele, og det var sjovt. Jeg husker særligt, at det var fantastisk at arbejde i pølsevognen. Jeg havde også nattevagterne, hvor hele byen skulle have en hotdog for at stabilisere festlighederne. Jeg serverede faktisk hotdogs i min gallakjole efter lancier. Det var en fest. Jeg elskede det, men hadede lugten af friture,” siger Lise.
Du vendte retur til HF – kan du fortælle om det år?
“Det gik stærkt. Jeg havde ønsket at gøre HF færdigt, og det gjorde jeg så. Jeg havde ikke nogen planer bagefter, og jeg husker, at jeg sammen med en veninde lå på gulvet og læste i den store bog om, hvad man kunne blive. Jeg ville være lærer og hun ville være fysioterapeut. Det blev så lige omvendt,” fortæller Lise og uddyber:
“Vi søgte faktisk begge uddannelserne, hun endte som lærer og jeg som fysioterapeut, men i dag arbejder hun mere med motion og jeg mere med læring, så alligevel har vi krydset hinanden. Mit første job som fysioterapeut var på Strandkrogen på Hybyhus, hvor jeg passede en mand, der havde fået en hjerneskade. Jeg skulle lære ham en hverdag, og det endte også med et ti-turs-kort til Idræt i Dagtimerne og meget andet, der også blev et godt bekendtskab for mig.”
Lise Villefrance får i perioden også to drenge, som i dag er 16 og 14 år, og samtidig passes arbejdet på næste jobdestination; Fredericia Kurbad hvor hun også havde job i de helt unge år, som livredder i Svømmehalen.
“Det var sjovt, og jeg arbejdede godt sammen med de mennesker, jeg har kendt gennem mange år, bl.a. bademester Gitta,” siger Lise.
“Efter Kurcentret gik turen til de selvstændiges rækker, da jeg åbnede “Fysioteket”, hvor man kunne komme til mig og få noget viden, hjælp og træning. Jeg synes, at viden er vigtigt, og jeg har nørdet de mest åndssvage ting, og det fik jeg faktisk bygget en god forretning op på, fortæller Lise og fortæller om et mørkt kapitel i livet.”
Livet som selvstændig tog en drejning
“I 2008 kørte jeg galt, og fik et piskesmæld. Det gik ellers godt med at være selvstændig, men ulykken satte en stopper for den karriere. Det var svært for mig som fysioterapeut, fordi jeg på den ene side, vidste hvad det var, jeg mærkede, og jeg skulle finde mig selv igen. Det var kort sagt både godt og skidt. I dag bruger jeg denne oplevelse som viden, og jeg har det fint. Jeg arbejder 18 timer i dag, i stedet for alt for mange timer,” siger Lise.
Har du lært at passe på dig selv så?
“Nej,” siger Lise med et smil og fortsætter: “Men jeg har lært at acceptere, at min hverdag er anderledes nu. Jeg har ikke lært at gå passe på mine grænser, jeg buldrer af sted. Jeg opgav mit firma, og jeg havde timer hos kiropraktisk klinik og derfra fortsatte jeg arbejdet. Jeg havde dog en familie og nogle forældre, der virkelig støttede mig. Jeg gik hjemme og brugte firmaets penge. Da de var brugt op, søgte jeg en stilling på 37 timer, hvilket set i bagspejlet var urealistisk.”
Lise arbejdede på Jobcentre i Middelfart og Fredericia, startede på 37, 32 og 30 og endeligt de 18 timer.
“Det er en lang proces at finde ud af, hvad man kan og ikke kan. Det er også svært at arbejde i et Jobcenter, og være kunde i det. Alt er individuelt, hvorfor det gør det svært at få mennesker til at passe ind i nogle kasser, men jeg tror på, at man skal go with the flow og så finde sin egen vej, og helst have en med undervejs, der kan støtte og hjælpe en,” siger Lise og fortsætter:
“Jeg arbejdede senere i Fredericia Kommune, først i flexafdelingen, senere i Sund & Glad, og i den forbindelse opdagede jeg Idræt i Dagtimerne, der lå nedenunder, og så synergien i et fælles samarbejde. Vi tilbød tre ting, de tilbød 30, så jeg talte med lederen af IDD, Tony Brazil om et samarbejde, og herunder se menneskene i stedet for sygdommen. Det endte med et godt tiltag, hvor min chef og Tony sammen oprettede et spændende projekt. Det har været godt.”
Kan du sige lidt om projektet?
“Det eneste hed Step One, og det er lige afviklet. Jeg har været den koordinerende brik, og set på, hvordan borgerne kommer bedre videre. Det har været en succes, også for de borgere, som indleder med at sige: “Jeg er jo en af de tunge”.”
Er det svært at forstå “kasserne”?
“Ja, men jeg tror faktisk, som jeg sagde før, at det handler om at leve sit liv og ikke leve i kasserne.”
Du har altid hjulpet mennesker?
“Det har jeg nok med hjemmefra. Vi har boet i et hus, hvor alle var velkomne, både til at spise med, og var der ikke mere i gryderne, så spiste vi et stykke rugbrød. Mine forældre var med til at lave en miniklub i Nordbohuset, og ja der har været noget med at lave noget sammen og hjælpe hinanden,” siger Lise og fortæller, at hun skal cykle til Paris.
“Jeg er så heldig, at jeg har fået lov at komme med på Team Rynkeby Trekanten, endda sammen med min far, der er blevet 71 år. Det bliver spændende, jeg har i flere år spurgt min far, om han ikke ville med – han havde et godt erhvervsnetværk, hvor han kunne søge sponsorater, og han elsker at cykle. Han har trukket på smilebåndet, og det gjorde han også sidst, men denne gang med et ja, så nu tager vi af sted til sommer. Vi er 50 mennesker fra Trekantområdet, der skal ud på landevejene, og jeg er sikker på, at det bliver en stærk rejse for os, som team og som far og datter,” siger Lise.
Hvad betyder det for dig?
“Det driver mig, at vi hjælper andre. Når jeg tager min cykel og cykler 20 kilometer i Trelde for at træne, så tænker jeg, at jeg sætter fokus på Børnecancerfonden, og det betyder noget for mange. Min yngste søn og jeg så for fire år siden #knækcancer, og han sagde: “Ja, det er godt, men hvad med børnene?” Derfra tog det fart, og han startede faktisk en indsamling, hvor han kvitterede med en tegning, når man donerede nogle penge til sagen.”
Hvad bringer fremtiden og hvad drømmer du?
“Uh, det er et stort spørgsmål. Jeg er i gang med to nye projekter, men jeg tror, at jeg fortsætter som nu. Jeg er vild med mit arbejde, og den fleksibilitet, der ligger i det, og jeg laver faktisk altid noget, der giver mig noget. Derudover har jeg fokus på kollegamotion – vi skal bevæge os”, siger Lise.
Husker du dig selv?
“Nogle gange. Ja, det kører lidt stærkt,” siger Lise og smiler.
Vi har drukket kaffen og bestiller en opfyldning, og lader talen spadsere ned ad mindernes allé i Fredericia. Tak for snakken Lise og held og lykke med Team Rynkeby.
Ugens Kurt: Kim Sørensen
Ugens Kurt er født med benzin i blodet. Han har derfor en medfødt passion for de firehjulede køretøjer, han er chef for byens største bilhus og drømmer om et fredericiansk bilmekka, der sætter Fredericia på bil-landkortet. Ugens Kurt er Audi Fredericias filialchef, Kim Sørensen.
Kim Sørensen er midtvejs i ugen, hvor Audi Fredericia fejrede 10 års fødselsdag, derudover er han en herre, hvor telefonen ringer mange gange om dagen, og farten ikke kun er i bilerne, men også i kalenderen.
I tirsdags, da vi mødte ham i det smukke bilhus, fortalte han historien om de ti år hos Audi. En spændende historie om et gigabrands komme til Fredericia, og de muligheder det first-art-arkitekttegnede hus gav. Et hus, der indtil for kort tid siden var det største Audi-bilhus i Norden.
Da Kim Sørensen, bare 39-år gammel, blev direktør for den lokale Audi, skulle han få den jyske muld til at blomstre ved at storsælge de tyske premium-biler til syddanskerne. En målsætning, der ikke blev lettere af det faktum, at finanskrisen buldrede udenfor bilhuset og havde sat dybe spor i købelysten, men gradvist fik han og Audi-teamet tunet forretningen og sået de frø, som de senere kunne høste igen og igen.
Kim står i vinduet på Kurt’s Kaffebar, da jeg kommer ind. Han er klædt, som man ser topcheferne til Le Mans. I en elegant sort jakke med det fireringede logo, hertil en kridhvid skjorte med de samme ringe og til at runde det af – et stort smil, når man hilser på ham.
Kim Sørensen er født i 1973 i Østbirk, men flyttede til Fredericia i 2004, hvilket vi vender tilbage til. Barndommen var tryg, god og med massevis af sport. Kim voksede op i Østbirk – tæt ved Horsens. Hans mor og far ejede den lokale ESSO-tankstation, og på samme matrikel lå familiens private bolig.
“Det var virkelig en god tid. Jeg havde det virkelig godt. Jeg var den yngste af en drengeflok på tre. Dagene fløj af sted, og jeg spillede både fodbold og badminton i fritiden. Jeg levede i hallen og på stadion. Jeg spillede faktisk badminton i en større klub i HBK i Horsens, da jeg var 16 år,” siger Kim Sørensen og fortsætter:
“Det var en fed verden. Jeg elskede fodbold, men valgte badminton grundet min personlige vilje og det selv at have kontrollen over spillet. Jeg havde sgu nok for meget drive, dermed ikke sagt, at jeg ikke er en holdspiller, for jeg elsker holdsport. Jeg spillede to sæsoner i HBK, inden jeg var tilbage i Østbirk som seriebadmintonspiller.”
Østbirk var et rigtigt trygt og godt lille lokalsamfund. Alle kendte hinanden, og selv den dag i dag, når Kim vender hjem kender han de fleste, selvom der er også er kommet mange tilflyttere. “Det er altid dejligt at vende tilbage til rødderne. Jeg slipper det nok aldrig.”
Kim Sørensen blev da også erhvervsskadet af sin opvækst. Han kunne have valgt den boglige handelsskolevej, men sprang ud som mekanikerlæring på ESSO-matriklen, der var blevet til en Statoil.
“Da jeg gik ud af 10ende, tænkte jeg meget over, hvad jeg ville. Men jeg var ikke sikker, så jeg gik i lære som mekaniker, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var det, jeg skulle. Jeg fik job som juniorsælger hos Opel i Horsens, og det var lige mig. Jeg elskede at sælge, salgsvejen gjorde mig glad. Senere blev jeg ansat hos Danmarks bedstsælgende Skoda-forhandler – Niels Brøchner i Aarhus. Jeg var med i den periode, hvor Skoda-brandet for alvor blev genopbygget. Det var spændende, og det gik så godt, at jeg senere blev salgschef i forretningen.”
Hvorfor tror du, at salgskarrieren var dig?
“Det var vigtigt for mig med meget menneskekontakt, og det er det også i dag. Jeg arbejder altid godt, når der skal sikres en god forretning og et godt teamwork. Da jeg startede med at sælge biler, var det en anden tid, hvor man skulle lave gode handler – og det gik godt for mig – jeg blev som sagt salgschef. Men så blev jeg trukket til Fredericia. Lars Taarn Pedersen fra Autohuset Vestergaard inviterede til en samtale i Vejle, hvor han spurgte om jeg ville være filialchef i Fredericia. Det sagde jeg ja til,” siger Kim og fortsætter:
“Jeg glemmer aldrig min første arbejdsdag i Fredericia. Vi satte os ind i Lars’ bil og så kørte vi Fredericia rundt, hvor han fortalte mig om byen. Det gjorde et stærkt indtryk, og jeg lærte byen at kende. Senere har vi talt om mange gange, at det var en fantastisk måde at starte et job på. Lars er også en af de bedste chefer, jeg nogensinde har haft. Han er ganske enkelt et fantastisk menneske.”
Kim Sørensen fandt sammen med sin hustru Pia Sørensen, der kommer fra Erritsø. Sammen har de Sofie på 13 år, og Pia har Nellie på 25 år, der bor i Norge.
Kim var hos Autohuset Vestergaard i otte år, men havde brug for at lave noget andet. Han arbejdede et enkelt år hos Braatting Biler, inden Claus Bjerring Christiansen fra Audi Fredericia ringede til ham.
“Jeg havde en god snak med Claus, der ønskede, at jeg blev brugtvognssalgschef hos dem. Kort tid efter fik Claus så en anden stilling i Semler Gruppen, og jeg blev spurgt om, jeg ikke skulle søge stillingen som chef for Audi i Fredericia. Jeg søgte og fik stillingen. Det var i sommeren 2012,” siger Kim.
Hvordan var det?
“Det var en spændende rolle at påtage sig. Det var en ny verden. At komme fra en forretning som Autohuset Vestergaard, hvor jeg havde den samme stilling. Men opgaven her var noget anderledes. Der var mindre salg, og mere branding i opgaven. Det var og er min opgave at få flere kunder ind sammen med mine kolleger. Det kræver også, at vi skulle arbejde godt sammen. Derfor har mantraet altid været, at kunderne skal være glade og medarbejderne have det godt,” siger Kim og fortsætter:
“Jeg elsker biler og jeg synes, at det er fedt at arbejde i branchen. I dag synes jeg dog, at det største er at kunne arbejde med ledelse, mennesker og sammen skabe en god forretning. Jeg er nok meget målrettet som menneske, og derfor stræber jeg efter at få alle til præstere, samtidig med, at vi skal have det godt. ”
Hvordan er det at arbejde med Audi, som brand?
“Det er fedt! Det er jo et superstærkt brand, og vi har fantastisk samarbejde med Audi Danmark – og nyder godt af at være en stor kæde. Vi skaber via samarbejdet i kæden mange synergier – og det er faktisk også historien om den fede rejse, vi har været på de sidste 10 år,” fortæller Kim.
Du har boet i Fredericia de sidste 14 år, hvordan ser du byens udvikling?
“I 2004 synes jeg, at Fredericia var en spøgelsesby, både erhvervsmæssigt og privat . Jeg mødte en by, der manglede selvtillid og drive. Jeg kom naturligvis også direkte fra Aarhus, hvor alt susede af sted. Men hold da op, hvor er der sket meget de sidste 7-8 år. Det er gået ekstremt stærkt, både erhvervsmæssigt set med mine Audi-briller, men også som privatperson. Det liv der er skabt er helt unikt, og det kan Fredericia godt være stolte af, og vi kan sagtens videreudvikle byen,” fortæller Kim.
Har du ideer?
“Jada. Jeg kunne godt tænke mig, at vi får samlet bilforhandlerne i området og skaber Danmarks størst bilmekka. Vi er det sådan set allerede. Vi er større end bilernes by, Silkeborg, så der er meget at arbejde sammen om og potentialet til mere er stort. Så det vil jeg og andre arbejde videre med,” siger Kim.
Hvad bruger du fritiden på?
“Jeg har ikke meget fritid, men når jeg har fri, så bruger jeg tiden på familien og lidt løb. Jeg laver faktisk ikke så meget. Jeg tror, at det er vigtigt, at man kobler af. Min hustru kan være efter mig nogle gange. Jeg har en travl hverdag, så det er vigtigt at lægge alt fra sig, når man kommer hjem. Jeg kan have svært ved det, men jeg prøver. Når tiden er til det, så laver vi noget sammen i familien og jeg vil gerne være endnu bedre til lige den del.”
I Kims arbejde er netværk også alfa og omega, og her er han og Audi med i et væld af netværk – blandt andet De Glade Chefer, EventC, sportsklubber i byen og meget mere. “Det er vigtigt at være en del af byens liv, og det forsøger vi at være ved at være tilstede, hvor vores kunder er,” fortæller Kim.
Hvad er dine fremtidige planer og drømme?
“Jeg har naturligvis mange drømme, men vi har en klar målsætning hos Audi, som vi skal nå og arbejder med som ledergruppe og medarbejdere. Fremtiden er noget, vi bruger meget tid på, både når det kommer til el-biler, men også fremtidens marked, hvor ikke bare el-biler, men den grønne retning vil ændre meget i vores branche. Markedet ændrer sig meget i disse år. Jeg tror f.eks. ikke, at mange vil eje en bil i fremtiden. Det vil være mere leasing, delebiler og meget andet. Her skal vi være vågne og klar. Heldigvis er vi på forkant, starter man først nu, så er løbet kørt,” siger Kim Sørensen.
Kim Sørensen og jeg drikker af vores sorte kaffe, og imens vi taler sammen kommer flere forbi og hilser. Vi når faktisk at grine mange gange og vender alt fra 80’er jakke til byens sportshold, hvor Kim og Audi også spiller med, og her slutter vi samtalen.
“Det er så godt, at byens sportshold gør det godt. Det sætter byen på landkortet, og det er vigtigt for alle, både for os borgere, men også for virksomhederne. Som jeg har sagt tidligere, så er både sporten og Fredericia Teater med til at fortælle en historie om et stærkt Fredericia, der kører derudaf,” slutter denne Ugens Kurt.
Ugens Kurt: Bent Bjerre Jørgensen
Gennem 22 år var han Centerdirektør i byens idrætsmekka, Fredericia Idrætscenter. Det var han efter en 22-år lang karriere i Forsvaret. Fredericia er hans hjem, og byens idrætsliv har i årtier strømmet igennem hans årer, og gør det stadig. Ugens Kurt er Bent Bjerre Jørgensen.
Bent Bjerre Jørgensen blev født i 1950 i Fredericia, hjemmefødt, som han understreger. Han voksede op på 6. julivej i Fredericia. Hans far var malermester og moren stod i forretning. Han husker barndommen og ungdommen som aktiv, skøn og virkelig god.
“Dagene bød på leg på gaden og timevis af fodbold. Jeg spillede i Fredericia KFUM fra, jeg var fem år. Vi spillede næsten døgnet rundt på gaderne og banerne omkring Randalsvej. Jeg elskede at røre mig, og derudover gav sporten de elementære sociale færdigheder. Jeg fik succes med sport – jeg var en habil boldspiller,” siger Bent og griner, inden han fortsætter:
“KFUM Boldklub var et godt sted for mig. Vi tog på sommerlejr i Danneborg i Juelsminde, hver sommer fra jeg var otte år gammel til jeg var godt 13. Det var sammen med nogle af de “gamle” koryfæer, som f.eks. Vagn Aage Dahlhus. Jeg kan huske, at den også stod på aktiv leg på sommerlejren. Vi afholdt vores eget OL, brugte skoven – sport og bevægelse var i højsædet. Det var sjovt.”
Bent Bjerre Jørgensen passede skolegangen på Markholt-Olesens Realskole – og det var fint, men han elskede, når klokken ringede og bolden kunne rulle igen.
“Jeg var den yngste af en børneflok på fire, og mine søskende var startet på Treldevejens Skole, men mine forældre var vist ikke helt tilfredse, så vi endte alle på Markholt-Olesens Realskole. Det var en god skolegang. Jeg var en dreng, som man siger, men ikke sådan, at det ikke interesserede mig at gå i skole, det var fint. Jeg havde gode lærere og der var en rimelig tryghed på skolen. Jeg var til de tekniske fag, men når det er sagt, så var jeg da glad, når der blev ringet ud,” siger Bent og fortsætter:
“Jeg spillede fodbold hele tiden, men flere af dem jeg gik i klasse med spillede håndbold. Jeg kan huske, at de tog mig med. Det blev godt. Jeg spillede håndbold og fodbold på fuld knald, og det der håndbold gik virkelig godt. På et tidspunkt måtte jeg prioritere – og det blev håndbolden, der tog mere og mere over. Som junior- og ynglingespiller valgte jeg udelukkende at spille håndbold. Vi trænede i Glassalen og Møbelhallen.
Jeg blev bidt af det. Jeg var tit i hallerne til 22-23.00 om aftenen, og så de andre hold spille og træne. Det var et fantastisk miljø fra start 60’erne til 69, hvor jeg blev senior og i øvrigt spillede åbningskamp i den helt nye Fredericia Hallen – et lokalderby mellem Fredericia KFUM og Fredericia fF, som vi desværre tabte.”
Det første seniorår gik godt, det blev til spilletid, og holdet rykkede fra 2.division til 1. division – det som svarer til liga i dag. Bent Bjerre Jørgensen var med på førsteholdet i fem sæsoner, og vandt med holdet blandt andet landspokalen fire gange, samt han kan også notere sig fire u-landskampe på cv’et.
Fredericia KFUM startede i bunden af ligaen, men spillede sig op til bronze- og en enkelt sølvmedalje, inden klubbens største år indtraf, da Anders Dahl-Nielsen og flere profiler forstærkede klubben. I den sammeperiode skulle Bent Bjerre Jørgensen have aftjent sin værnepligt.
“Inden jeg tog min værnepligt havde jeg gennemført en mureruddannelse hos Charles Petersen. Det var virkelig interessant, og jeg ville være ingeniør. Jeg søgte ind på Teknikum i Odense, og kom ind, men min far havde læst i avisen, at de forudså mange arbejdsløse ingeniører, så han synes, at jeg skulle tage en tænkepause, inden jeg rejste til Odense. Jeg skulle faktisk aftjene min værnepligt i Vordingborg, men formanden for håndboldklubben syntes, at det var langt væk og på en eller anden vis kom det i stand, at jeg kunne aftjene min værnepligt i Fredericia, samtidig med, at jeg kunne passe håndbolden.”
Karrieren i Forsvaret tog fart. Bent gik fra håndbold til sergent, og endte med at tegne kontrakt med Forsvaret. Tiden gik.
“Jeg blev befalingsmand, og gik hele vejen. Jeg blev optaget på officeruddannelse, og startede i 1977 på Frederiksberg Slot. Det var en hektisk, men spændende tid. Man er sammen med en masse gode mennesker, der knokler røven ud af bukserne. Både med teori og praktik. Der er læsning og intensive studier, men også faldskærmsudspring og lignende.
Det var helt vildt. Det gik imidlertid fornuftigt derovre. Jeg blev nummer fem ud af 74. Det betød, at jeg var den femte i rækken til at vælge tjenestested. Jeg valgte Fredericia,” fortæller Bent og fortæller om det valg:
“Det gav god mening. Normalt når man udvikler en karriere i Forsvaret, er det to til fire års perioder og så rykker man lidt til siden eller op. Jeg kunne med baggrund i Fredericias størrelse som garnison planlægge nogenlunde, hvad jeg ville. Jeg blev samtidig engageret i håndbolden igen, men havde fået ondt i skulderen, så jeg brugte min uddannelse i Forsvaret til at blive træner. Jeg var træner for herrerne i to år, og 2 x 3 år for damerne i Fredericia KFUM. Jeg kunne kombinere min lederuddanelse med håndbold, og det var fantastisk.”
Det er også i idrættens og håndboldens verden, at Bent møder hustruen Susanne. Sammen får de to børn, Stine og Lasse.
Det var en god tid, fortæller Bent Bjerre Jørgensen.
Militærmæssigt ændrer trusselbilledet sig med Østblokkens fald, og der er fart på idrætten i byen, og på hjemmefronten nydes familielivet. Et aktivt liv, men nu trækker idrætten igen i Bent Bjerre Jørgensen. Han forlader Forsvaret i 1996. Han er på daværende tidspunkt Major. I første omgang tager han orlov. Der var bud efter ham, som leder af Fredericia Hallen, som han kendte godt fra sine mange år i idrættens verden. Han havde desuden siddet i bestyrelsen FHK og FAGI, så han kendte til mange af problemstillingerne og mulighederne i hallen.
“Jeg startede i Fredericia Hallen den 1. januar, og brugte den første tid til at danne mig et overblik, finde ud af økonomien, se på vedligehold og hvad der ellers skulle ske. Jeg forelægger senere den siddende bestyrelse tallene, og det blev synligt for alle, at der manglede penge. Der var mange store investeringer der skulle gennemføres, før Hallen kunne have en solid drift.
Det ville kræve en kæmpe økonomisk indsprøjtning fra kommunens side, hvorfor de valgte at trække stikket, så man kunne få en frisk start i stedet.
Det var en hård tid, særligt da vi skulle meddele medarbejderne, at vi måtte lukke. Jeg lovede dog, at ringe til dem, hvis vi kunne åbne op igen. Og det skete jo. I august åbnede vi Fredericia Hallen igen – i kommunalt regi.”
Hvordan var det?
“Det var en spændende rejse. Du får lov at starte forfra. Rammerne stod der, men indholdet og organisationen kunne jeg sammensætte. Det var dejligt. Det var en spændende tid, hvor de første 10 år fløj af sted.
Det var både lappeløsninger, store løsninger, store renoveringer, samtidig med, at man skulle holde fast i kunderne og den gode dialog med klubberne. Kort tid efter genåbningen havde vi EM i Damehåndbold i hal 1, da en pulje skulle afvikles i Fredericia i december 1996. DHF var noget kede af hallens konkurs, men lykkelige for genåbningen. Samtidig var der et væld af stævner og klubaktiviteter, så der var nok at se til.”
Hvordan var de sidste 12 år så?
“Der var der mere fokus på udvikling og et klart ønske om, at Fredericia Idrætscenter skulle følge med tiden og gerne kikke ind i fremtiden. De gamle 60’er haller i størrelsen 20 x 40 meter var ofte indrettet til få bestemte sportsgrene. Flere lokale idrætsforeninger havde svært ved at fastholde medlemstallet og fyldte ikke længere så meget i centret. Især firmaidrætten var for nedadgående og ændrede deres fokusområde. Mange mennesker ønskede at motionere fleksibelt og bl.a. fitnessbranchen udviklede sig markant”.
“Når alt det er sagt, så havde og har vi gode folk omkring os. På landsplan er der nogle gode netværk, hvor man mødes med andre idrætscentre/haller og udveksler ideer, knowhow, kompetencer og strategier påvirker også alt fra bookning til struktur,” fortæller Bent.
Hvordan starter I?
“Det startede faktisk med, at kultur- og idrætsudvalget ser vores vej og ønsker, at vi udvikler FIC. Det betød blandt andet, at byrådet bestilte en udviklingsplan. I en kombination af videns personer, medarbejdere, ledere og brugere udviklede vi de planer, som så endte med, hvad vi ser nu og hvad der stadig arbejdes på. Vi fik FICness og gjorde lokalerne mere multianvendelige. Vi fulgte stille og roligt med og så på de ændrede vaner hos vores brugere” – siger Bent.
Hvordan har dit liv været i hallen?
“Det har været godt. Jeg havde også meget min familie med. Vores børn oplevede, at vi var meget i hallen. Ja, Stine og Lasse er jo næsten vokset op i hallen. Mor og far dyrkede håndbold, det gav også dem muligheder og ikke mindst god viden om mange ting,” fortæller Bent og fortsætter:
“Jeg har jo faktisk altid været tæt på alt i Fredericia. Jeg har kun været væk, da jeg var på Frederiksberg Slot for at tage officersuddannelsen. Og byen har været min baghave det meste af mit liv. Vi bor i mit barndomshjem, som vi købte af mine forældre, da de blev dårlig gående, og min hustru Susanne syntes, at det kunne være spændende at overtage det hus. Det gjorde vi så, og det har vi ikke fortrudt.”
Hvordan ser du byens udvikling gennem de mange år?
“Fredericia var i min barndom en tung industriby med en central beliggenhed. I dag er det mere beliggenheden og udviklingen, der er kendetegnet ved byen, samt at byens politikere har taget nogle modige og visionære beslutninger, her tænker jeg specielt på udviklingen af Danmark C området samt Kanalbyen. Jeg vil i den forbindelse gerne udtrykke en stor respekt for Fhv. Borgmester, Uffe Steiner Jensen. Det var et enigt byråd, der lagde nye planer for havneområdet, men det var ham, der fik tæskene ved det efterfølgende kommunevalg. Men grundlæggende er byen i dag helt fantastisk og udviklingen det samme. Når jeg går en tur gennem byen, eller kører rundt, så ser jeg byen har ændret sig til det positive på mange parametre. Især glæder jeg mig over de mange kultur og eventstilbud vi har. Jeg tror Fredericias borgere er glade for denne udvikling. Jeg håber at politikkerne fastholder denne linje. Jeg har lige læst kommunens budgetforslag for de kommende år, jeg synes, det ser bekymrende ud i relation til kultur- og eventområdet”.
Det er kun halvandet år siden, at Bent Bjerre Jørgensen gik på pension, men dengang sagde han i sin tale, at han ville vente med at beslutte, hvad han skulle i sin tredje alder, men nu er han i gang.
“Jeg fik det gode råd, at jeg skulle tage den med ro. For mange ville qua mine aktive år i Forsvaret og Idrætscentret givetvis hive i mig med ideer til, hvad jeg skulle lave. Jeg tog derfor seks måneders pause, rejste, så mine børn og venner meget mere og gik så i gang med at finde ud af, hvad jeg kunne dedikere mig til. I dag bruger jeg tid med familie, venner og Seniorhuset I.P. Smidt, hvor jeg er kommet i brugerrådet,” fortæller Bent og fortsætter:
“Jeg er også blevet cykelpilot, og cykler nu med dem, der er dårligt gående. Så er jeg faktisk også blevet aktiv i Mandagskoret i Kongensgade 111. Jeg har altid godt kunnet lide musik, og har faktisk spillet lidt på instrumenter i mine unge dage. Ved siden af de aktiviteter har jeg hjulpet med lidt ledelsesrådgivning og -opgaver nogle enkelte steder.”Bent og jeg kunne tale i timer, og vi fortsætter da også snakken om sporten og politik.
Bents øjne lyser op og han ved i den grad noget om det, han taler om. Vi debatterer taktik på håndboldbanen, og den gamle Major har bud på, hvordan man kunne skifte ud i opstillingen, men har også forståelse for trænernes dispositioner.Bent Bjerre Jørgensen er udover at være strategisk intelligent, en dygtig diplomat og et venligt menneske.
Han er stadig i sportens verden, nu som tilskuer til FC Fredericias og Fredericia Håndboldklubs hjemmekampe, og det var også ham, der i 2018 var med til at “genåbne” og indvie thansen ARENA i nye rammer. Den samme hal, som han i 1969 spillede opvisningskamp i.
Han drikker det sidste af sin sorte kaffe – med lidt mælk i, og går ud af kaffebaren for at deltage i endnu et kaffemøde.
Tak for snakken, Bent. Vi ses i hallen.
Mand fundet død i skov nord for Fredericia
En mand blev søndag fundet død i et shelter i et skovområde nord for Fredericia. Det skriver tvSyd.
Fundet blev gjort i forbindelse med hundetræning...
