Ugens Kurt: Jimmi Gabriel Andersen

07:30 - 3. august 2020

Oftest finder man ham i thansen ARENA med en harpiksindsmurt bold i hånden. Han er 27 år gammel, født og opvokset i ghettoen. For fire år siden blev Aarhus og Egaa skiftet ud med Fredericia. Sidste år sagde han “ja” til hans gamle efterskoleveninde, der nu er blevet hans kone. Ugens Kurt er Jimmi Gabriel Andersen.

Lad mig indlede denne artikel med en Disclaimer: Jeg kender Jimmi bedre end de fleste, men det er jeg overbevist om kun gør historien endnu stærkere. Men selvom jeg kender Jimmi godt, så er det først efter hans flytning her til byen, så hans forhistorie kender jeg kun i glimt. Jeg var derfor meget spændt på hvad hans fortid byder på. Jeg ved, at han er opvokset i en ghetto, at skolen ikke var hans favorit – og at han egentlig ikke gad at stå på mål. Men resten var jeg spændt på at høre mere om.

Mormor og morfar har været med land og rige rundt

“Jeg er født i Aarhus, hvor jeg er vokset op med min mor og lillesøster. Det var fint. Jeg havde min mormor og morfar der boede i blokken overfor. De var altid klar til at hjælpe hvis der var behov for det. Min morfar har kørt land og rige rundt og at se mig spille fodbold”, fortæller Jimmi med et grin, inden han fortsætter:

“Min mormor stod nede ved siden af målet da jeg stod på mål, hun fik engang at vide, at der skulle hun ikke stå, fordi hun forstyrrede mig. Men hun fik ham fortalt, at det skulle han bestemt ikke blande sig i, så hun blev stående”.

De to har betydet meget for min søster og mig i opvæksten, fordi de var så tæt på som de var. De hjalp til hvor de kunne.
Jimmi andersen

Du er vokset op i et udsat boligområde. Hvordan var det?

“Jeg tænkte overhovedet ikke over i min barndom, at jeg boede i en ghetto. Jeg havde mine kammerater, der var nogen jeg enten gik i klasse eller parallelklasse med på den lokale skole. Det var akkurat de samme knægte jeg spillede fodbold med, de samme jeg gik i SFO med. Det var et område hvor alle kendte alle – og alle var sammen med alle”, fortæller han.

“Faste legeaftaler fandtes ikke, man mødtes bare på legepladsen eller tog sin cykel og cyklede op på boldbanerne. Der var altid nogen. Så var man der til solen gik ned. Så kom man halvanden time for sent hjem, fik en skideballe og så i seng. Men meget af tiden gik med at cykle rundt eller hænge ud oppe på fodboldbanen”, forklarer Andersen.

Hvad med skole?

“Skolen var ikke noget der tiltalte mig på nogen som helst måde. Jeg havde utroligt svært ved at følge med. Jeg var sen til at lære at læse. Det var først på et højskoleophold hvor jeg var afsted med min mor og søster i 5. Klasse, at jeg lærte at læse”, fortæller Jimmi og fortsætter: “Det var gennem samlingen af Dragonball-bøger. Det var det første jeg fandt en interesse i. Derfor måtte jeg lære at læse dem for at stille nysgerrigheden. Det halve år jeg havde der, det var det halve år jeg lærte at læse”.

“Men interessen for skolen var der bare ikke. Det resulterede også i mange timer hvor jeg enten ikke var en del af timen; enten fordi jeg var smidt ud eller var gået. Ellers mødte jeg slet ikke op. Omkring 7. Klasse fandt jeg ud af, at min mor tog tidligt på arbejde, hvilket gjorde at jeg var alene hjemme. Der var da dage hvor snooze-knappen blev trykket på et par gange – og når jeg ikke gad det mere slog jeg den bare fra”, fortæller han med et grin.

“Jeg skifter skole for at prøve noget nyt. Jeg har i mellemtiden skiftet fodboldklub, hvor jeg fik nye holdkammerater. Jeg begyndte at overnatte ved min farmor der bor nær fodboldklubben og lige ved siden af ligger en skole. I 8. Klasse skifter jeg dertil for at se om det ville hjælpe på min lyst til skole. Om det gik så meget bedre, det tror jeg ikke det gjorde. For mig var det mere kammeraterne og fodbold og håndbold der trak”, forklarer Jimmi.

“Det var jo fodbold og håndbold alle ugens dage og så kampe i weekenderne. Jeg havde også så småt fundet en interesse i at blive så god som overhovedet muligt i håndbold. Fodbolden var begyndt at blive en hygge-beskæftigelse, hvor de fleste af mine kammerater var. Men jeg kunne mærke på mig selv, at det var håndbolden der trak”, siger han og fortsætter:

“Det var det jeg synes der var sjovest, ikke nødvendigvis fordi jeg var bedst til det. På daværende tidspunkt havde jeg også min onkel som træner og synes at det var vældig sjovt og spændende, at ens onkel der ikke er meget ældre end en selv fik lov til at træne en”.

Nu gik vi fra fodbold og ind i håndbold. Hvornår startede det?

“Håndbolden kom i 6. Klasse”, fortæller Jimmi og fortsætter: “Der var nogle kammerater der var begyndt til det, og de spurgte om ikke jeg ville med. Jeg tog med en dag og synes at det var sjovt. Jeg var en stor dreng og højere end alle de andre. Jeg fandt lysten til at være i marken i håndbold, hvor jeg prydede den aarhusianske ungdomsrække med en perlerække af mål ude bagfra”

Jeg havde stadig den der lidt drøm om ikke at skulle stå på mål, som jeg gjorde i fodbold.
Jimmi andersen

Jeg ved at du var afsted på efterskole i Oure. Hvordan blev det aktuelt?

“Oure blev til efter, at jeg som U14-spiller begyndte at stå på mål. Vi ender til DM og da vi kommer hjem fra DM ringer Oure og siger, at de har en plads til mig hvis jeg vil have den. Den tager jeg imod”, fortæller Andersen.

“Jeg er sikker på, at jeg bare skal ned og indtage GOG og være en fandens karl der spiller en masse håndbold. Jeg er egentlig slet ikke klar til at skulle afsted og stå på egne ben – slet ikke i forhold til skoledelen”, siger Jimmi og fortsætter: “Det viste sig hurtigt, at håndbolddelen holdt stik. Jeg var så heldig, at jeg kom på GOG-holdet og spillede der det første halve år. Skolen startede fint, alt er nyt, det hele er spændende. Men som året går og som vintermånederne kommer frem begynder dynen at trække mere og mere”.

“Den dag i dag er jeg forarget over, at jeg kunne gennemføre mit år på Oure. Jeg tror, at jeg havde en fraværsprocent langt over det tilladte – og karakterne var ikke noget at råbe hurra for. Jeg gennemførte kun lige med nød og næppe. Heldigvis havde jeg hjælp fra en rigtig sød veninde jeg fandt nede på efterskolen – som senere hen skulle vise sig at være hende jeg giftede mig med”, fortæller han og tager hul på den næste del af fortællingen om hans liv: Kærligheden.

Fra bedste venner til ægtefæller

Cecilie Gabriel og Jimmi Andersen blev sidste år, 6. Juli, gift. Så nu er det Hr. Og Fru Gabriel Andersen. Men det har ikke altid været på tale, at de to skulle finde kærligheden i hinanden. Faktisk var der ingen kemi på den front i hele deres efterskoleophold, fortæller Jimmi.

“På efterskolen blev vi bedste venner. Hun var god til at komme og vække mig, efter at hun havde spist morgenmad. Hun tog min dyne og sørgede for at jeg kom afsted. Ellers var hun god til at bruge eftermiddage og aftenener med mig, hvor hun hjalp mig med lektierne”, siger Jimmi.

Jeg ved, at der er en historie om første gang Cecilie så dig?

“Første gang hun så mig, har hun efterfølgende fortalt, at det var til try-outs der foregår inden man starter på Oure. Det var der man blev udtaget til det kommende GOG-hold. Der havde Cille, der spillede i GOG på det tidspunkt, siddet med hendes holdkammerater og set drengene træne”, indleder Jimmi historien og fortsætter: “Uden at lyve kan jeg godt sige, at armbøjninger aldrig har været en spidskompetence for mig. Vi skulle i løbet af træningen tage armbøjninger. Jeg husker det ikke selv, men jeg har fået fortalt at jeg ikke var særligt god til det”.

“Da hun så fik øje på en halvbuttet knægt der ligger på gulvet og prøver at tage armbøjninger, der peger hun og siger ‘se, ham den tykke kan ikke finde ud af at tage armbøjninger’. Det var det første møde mellem min kone og jeg”, lyder det med et grin fra Andersen.

Hvordan udviklede jeres venskab sig til der hvor I er i dag?

“Venskabet blev rigtig stærkt på Oure. Jeg var sikker på, at det nok skulle holde efter Oure, for ellers kunne vi jo bare se hinanden til stævner og det – for dem er man jo hele tiden afsted til. Men jeg måtte hurtigt sande at der er langt fra Aarhus til en lille landsby 15 km syd for Odense. De daværende sociale medier var ikke som i dag, der var Arto og Facebook, men ikke ligesom i dag hvor man virtuelt kan være sammen på helt andre måder end de muligheder vi havde for bare 11-12 år siden”, fortæller Jimmi og fortsætter:

“Så kontakten slap op efter noget tid. Men så viste det sig, at Cille skulle til Handelsskole DM i Thisted. Hun gik på HHX i Odense og jeg gik på HG i Aarhus. Hun skrev og spurgte om jeg skulle derop, men det måtte jeg ikke for min U18-træner. Han havde en stram politik omkring det, for man skulle ikke blive skadet”.

“Men uden at det kommer som et chok for den kære Jesper Houmark, der også dengang var min træner, spillede jeg til det Handelsskole DM. Jeg tog derop, spillede samtlige kampe og mødtes med Cille. Det var første gang siden Oure vi så hinanden”, supplerer han.

Hvad der helt præcist skete i Thisted, det er jeg ikke sikker på
Jimmi andersen

“Vi gik fra at være bedste venner spå Oure, hvor det ikke havde strejfet mig at der var mere end venskab. Men der blev tændt noget i mig i Thisted. Vi holdt kontakten, snakkede sammen og mødtes. Det udviklede sig langsomt til nogle følelser, som vi begge var lidt i tvivl om hvordan vi skulle håndtere. Vi var rigtig glade for hinanden, men vi var også bange for at miste det vi havde fået igen”, fortæller Jimmi og fortsætter:

“Der gik faktisk 1,5-2 år inden jeg på hendes fødselsdag spurgte om ikke hun havde lyst til at vi skulle være kærester. Der boede hun stadig i Odense og jeg i Aarhus. Så der skulle tilbagelægges et par kilometer med tog”.

HG, kontanthjælp og vejen til Fredericia

Med en kæreste i Odense og en bopæl i Aarhus var der lagt op til et vaskeægte langdistanceforhold. I det daglige liv i Aarhus gik mange af Jimmis vågne timer med håndbold, men der skulle også en uddannelse i hus.

“Jeg får færdiggjort min HG – og det med en fraværsprocent der om muligt var højere end på Oure. Karakterne var heller ikke her noget at råbe hurra for. Jeg vidste på det her tidspunkt ikke hvad jeg ville med livet, så jeg endte faktisk på kontanthjælp efter min HG”, fortæller Jimmi.

“Det eneste der faktisk holder mit humør oppe i Aarhus, det er håndbolden. Jeg vinder U18 DM og håber stadigvæk, at der nogen der ringer eller noget, hvor man kan skrive en kontrakt og blive professionel. Men jeg ender med at vende tilbage til undgdomsklubben, HEI, hvor der var en masse af mine håndboldkammerater der også rykkede ud”, siger han og fortsætter:

“Det første år efter HG spiller jeg 3. Division i HEI, træner lidt med i Aarhus Håndbold. Jeg bor hjemme ved mor og får stadig kontakthjælp, fordi jeg ikke fandt en praktikplads efter HG. Den eneste der stiller nogle krav til mig i den periode er Cille”.

“Sommeren nærmer sig – og hun har søgt ind på Aarhus Universitet. Vi taler om at flytte sammen, men at leve på en kontanthjælp og en SU i Aarhus er ikke nemt. Så hvis hun skal flytte til Aarhus og bo med mig, så skulle jeg have fundet et arbejde”, forklarer Jimmi, inden han fortsætter: “Det ender med at jeg finder et halvårs pædagogmedhjælper job. Hun flytter derop og vi flytter sammen i Højbjerg. Det halve år jeg var pædagogmedhjælper har en stor indvirkning på, at jeg sidder her i dag som pædagog, tænker jeg”.

Det tændte en gnist inde i mig det her med at arbejde med børn.
Jimmi andersen

“Jeg valgte efter det, eller rettere i løbet af det halve år, at søge ind på uddannelsen til Pædagogisk Assistent. Jeg troede, da jeg afsluttede HG, at jeg var færdig med alt der hed uddannelse. Det der skole er aldrig noget jeg ville kunne synes godt om”, fortæller Jimmi og fortsætter:

“Men PAU lærte mig at gå i skole, det lærte mig at lave lektier og det lærte mig meget om mig slev og hvordan jeg gerne vil fremstå overfor andre. Den gav mig værktøjer til at arbejde med mig selv, men også de mennesker der er omkring mig. Det er uden tvivl den uddannelse jeg har været mest glad for. Jeg ser tilbage på det med et smil på læben”.

“Det var tre år hvor jeg var glad for at stå op og gå i skole. Det har både mine klassekammerater og mine lærere en kæmpe andel i. Jeg har stadigvæk kammerater fra den klasse, som jeg taler godt med, selvom det er nogle år siden og at jeg i mellem tiden er flyttet til en anden by. Det var den uddannelse der åbnede helt nye døre for mig”, supplerer Jimmi.

“I løbet af PAU’en når man til et punkt hvor man skal tænke videre. Samtidig med at jeg er på uddannelse lykkedes det også at rykke op til 2. Division med HEI. Vi ligger i toppen hvert år og kæmper med de nederste 1. Divisionshold om at rykke op. Men det lykkedes os aldrig”, fortæller han og fortsætter: “Så viser det sig, at min nuværende træner og tidligere Aarhus Håndbold-træner skifter Aarhus ud med Fredericia. Der var en mulighed, hvis jeg havde lyst til at komme med. Samtidig med det her er snakken også begyndt at melde sig, for hvad skulle jeg efter studiet?”.

“På det her tidspunkt er vi bosat i Aarhus, men jeg vidste godt, at Cille havde en drøm om at komme tættere på sin familie. Så vi bliver enige om at prøve lykken. Jeg søger ind på pædagoguddannelsen i Kolding, Jelling og Odense – og så skriver jeg samtidig under med Fredericia. Og ja, så sidder vi her fire år senere”, fortæller Jimmi.

Oprykning, håndboldliga og mere uddannelse

Selvom Jimmi aldrig har brudt sig om at gå i skole, så har han alligevel taget kampen op. Han søgte ind på pædagoguddannelsen i Kolding – og har fuldført uddannelsen. Altsammen sideløbende med en halvtidsprofessionel håndboldkarriere i Fredericia.

“Jeg kommer fra 2. Division da jeg kommer hertil. Fredericia er lige rykket op, så jeg kom med en forhåbning og en tro på, at jeg havde niveauet til at være med her. Det blev svært at få spilletid i den første sæson, hvor jeg endte med at stå i skyggen af Lars ‘Luffe’ Knudsen. Men de gange jeg fik chancen føler jeg, at jeg viste glimt af det jeg kan”, fortæller Jimmi og fortsætter:

“Fra den første sæson er det stille og roligt gået fremad. Jeg har udviklet mig i takt med at klubben også har udviklet sig. Vi flyttede os hvert år, både organisationen i klubben, men også på spillertruppen og resultaterne. Det kulminerede i den fantastiske sæson i 1. Division, hvor vi efter et meget tæt løb med TM Tønder endte med at sikre oprykningen i Bavnehøjhallen mod Ajax”.

“Den største forskel mellem Tønder og os var, for mig at se, at vi havde de fleste kræfter. Vi kom ud fra julepausen som lyn og torden. Vi havde kørt på fysisk – og det gav gevinst. Vi bragede jo igennem de første 7-8 kampe. Det var en fantastisk bedrift af holdet, for klubben og for byen”, supplerer han.

“Når man spiller i Fredericia kan man hurtigt mærke, at der bliver talt om håndbold. Det var ok at vi var i 1. Division, men der lå også en eller anden forventning om, at vi skulle rykke op til håndboldligaen. Så da det lykkedes var det jo også en forløsning for os spillere, men også for byen”, siger Jimmi.

Og skole ved siden af alt det her?

“Ja, det var 3,5 år mere i skole sideløbende med mit håndbold. Det var markant hårdere end jeg troede. Jeg kom fra PAU i Aarhus, som jeg synes passede lige til mine kompetencer og ressourcer. Men fra PAU til pædagog har jeg måtte sande, at det er et kæmpe spring. Jeg tror kun det var de første to måneder jeg kunne bruge det jeg havde lært på PAU, og derfra var alt nyt”, fortæller Jimmi.

“Men den her uddannelse har været med til at bekræfte mig i, at jeg har gang i den rigtige vej for mig. Jeg har ikke lagt mig fast på en målgruppe andet end at jeg gerne vil arbejde med skole/fritid. Om det så er i SFO, ungdomsklub eller andet, det ved jeg ikke. Men det er den aldersgruppe jeg synes er spændende at arbejde med”, fortsætter han.

“Jeg blev færdig med studiet her i juni – og nu er jeg blevet ansat som pædagog under Ung Fredericia. Der arbejder jeg med udgangspunkt i Ungdommens Hus og Gasværksgrunden. Det jeg synes er spændende ved lige præcis det her job er, at jeg på en eller anden måde kan relatere til nogen af de unge der benytter sig af Ungdommens Hus eller Gasværksgrunden”, siger Andersen og fortsætter:

“Jeg var ikke byens bedste barn eller det mest ønskede barn – og det er nogle af de værdier jeg har fundet efterfølgende og nogle af de redskaber jeg har tilegnet mig som jeg gerne vil give videre. Jeg vil gerne dele ud af mine erfaringer og prøve at give børn og unge det med, at deres personlige valg har konsekvenser for deres fremtid”.

I sportens verden er fremtiden altid usikker

Hvad med fremtiden, hvad bringer den?

“Lige nu har jeg et år tilbage af min håndboldkontrakt med Fredericia. Det stiller lidt et spørgsmålstegn i forhold til hvad fremtiden skal bringe. Den kan bringe at jeg forlænger med Fredericia og bliver her i X-antal sæsoner. Det er lidt det lod man har når man spiller håndbold på det niveau, at på et eller andet tidspunkt har man kontraktudløb. Enten kan man forlænge, ellers kan man ikke. Lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal om et år – jeg ved hvad jeg skal næste år. Så må klubben og jeg tage en dialog omkring fremtiden på den front”, fortæller Jimmi.

Hvad med privat?

“Jeg skal have 8 børn – 7 og en udskifter”, lyder det med et grin fra Jimmi, inden han fortsætter: “Nej, i og med at jeg spiller håndbold, så har vi ikke lagt de store fremtidsplaner. Vi har ikke planlagt villa, vovse og Volvo. Lige nu er aftalen af jeg får lov til at udleve den drøm som jeg er i gang med lige nu – og så har hun, heldigvis, kunne finde sin egen vej i det her”, svarer han og fortsætter:

“Der er vi så priviligerede og heldige, at hendes interesse også er min interesse – og at hun har været så heldig at få et arbejde der er tilknyttet mit arbejde. På et eller andet tidspunkt kommer det også, at vi skal blive enige om hvad vi så skal. Vi har fundet os godt til rette her i Fredericia og taler tit om, at vi godt kan se os selv blive boende her – også efter håndbold. Cille har fast arbejde, jeg er nyuddannet og på et eller andet tidspunkt stopper mit håndboldeventyr. Hvis jeg kan finde et arbejde heromkring og Cille kan fortsætte, så kan jeg godt se mig selv blive boende her i Fredericia. Men det med fremtidsplaner har jeg valgt at holde lidt på standby, for det er et vilkår med den vej jeg har valgt”.

Det kan være svært at navigere i sportens verden og i livet, når man ikke ved hvad fremtiden bringer. Men det er måske noget af det der har ført Jimmi til der hvor han er, det uplanlagte og de muligheder der er opstået. Nu er drengen fra ghettoen både uddannet pædagog og målmand i herrehåndboldligaen. Jeg er blevet meget klogere på Jimmi – og jeg håber at det også er tilfældet for dig som læser.

Ugens Kurt: Bjarne Andresen

Matthias Runge Madsen

08:00 - 27. juli 2020

I denne uge får du historien om næsten-københavneren der endte i Fredericia – og der har han været siden. Han er født i 1964 i Gladsaxe, efter skolen gik han direkte ud i mesterlære som elektriker. Ved siden at sit arbejdsliv har han brugt meget tid i Hjemmeværnet, hvor han til sidst opnåede at blive Kaptajn. Nu er rangen lidt lavere – og så har han startet sin egen virksomhed. Ugens Kurt er Bjarne Andresen.

Vi havde aftalt at mødes en torsdag formiddag på Kurts Kaffebar. Bjarne kommer, med militær præcision, lige til tiden. Han kommer lige fra Odd Fellow-logen, hvor Bjarne er medlem. Vi finder et bord og slår os ned, der er lidt liv i gaden, men der er ikke alt for travlt. Kaffen er sort, koppen er rød – og vi begynder samtalen.

“Jeg er født i 1964 i Gladsaxe, lige nord for København. Historien fortæller, at min mor kørte på cykel ned til fødeklinikken, hvor min far så først hentede cyklen, inden han hentede min mor og mig. Om den historie er sand, det er jeg ikke så sikker på”, lyder det med et grin fra Bjarne.

“Jeg gik i folkeskole på Gladsaxe Skole i 9 år. Så tog jeg på efterskole i 10. Klasse – og dagen efter jeg kom hjem startede jeg i mesterlære som elektriker. Jeg har altid vidst, at det var den vej jeg ville. Det der skole sagde mig ikke så meget, det var bare ikke spændende. Faktisk var jeg rigtig dårlig til at læse og skrive, for det interesserede mig ikke. Nu havde jeg nok fået en masse bogstaver efter mig i en diagnose, men altså det fandtes ikke den gang”, fortsætter han.

“Derfra kom jeg så i værnepligt, og der var noget der bare fangede mig. Det her med at det langt hen ad vejen var meget praktisk, men samtidig var der også en masse ledelse, strategi og organisation. Der var mange ting man kunne bygge ovenpå. Jeg endte med at fortsætte i lærerpuljen ved Sjællandske Livregiment, der tror jeg at jeg var i 10 år, inden jeg kom til Hjemmeværnet”, forklarer Bjarne og fortsætter:

“Der blev jeg spurgt om jeg ville være næstkommanderende. Det tænkte jeg, at det kunne jeg da sagtens, så jeg sagde ja uden tøven. De ville have mig som næstkommanderende for et kompagni, det er altså nr. 2 for 120 mand. Det krævede en del uddannelse – og her var jeg kun 20 år. Der fandt jeg ud af, at jeg skulle lære at læse og skrive. Det er et dumt tidspunkt at opdage det på, men efter et år havde jeg skrevet den første kompagnibefaling på 200 sider. Så jeg kunne måske godt, men jeg havde aldrig fundet det der interesserede mig. Men det kom altså her”.

Hvad ligger der i at være næstkommanderende?

“Man har en kompagnichef der styrer kompagniet, men i princippet har man ansvaret for logistik og uddannelse i et kompagni. Der er også en hel masse uddannelse i det. Det var noget jeg arbejdede med i fire år for at bestride rollen. Premierløjtnant er den rang man har når man er færdig. Jeg startede som korporal og blev sergent. Jeg havde ingen uddannelse da jeg fik jobbet, så det gik hurtigt op. Og alt det her var jo ren fritid, ved siden af arbejdede jeg som elektriker”, svarer Bjarne.

“Mellem 8-16 var jeg elektriker og 16-22 var jeg næstkommanderende. Det var hver dag, alle weekender og sådan. Jeg blev lidt fanget i nettet og blev meget begejstret for det. Alt sammen foregår i Gladsaxe. Og det var så der jeg mødte Lise – og så sluttede Gladsaxe”, fortsætter han med et grin.

Hun bestemmer hvor de skal bo – så længe Bjarne kan passe sine interesser

Det leder os rigtig fint over til næste del af samtalen, en del der skal omhandle livet indenfor hjemmets fire vægge. Bjarne er gift med Lise Nielson, der ved seneste valg blev valgt til Fredericia Byråd. Samtidig giftede han sig også med en kvinde hvis far har et stort politisk navn, men der har Bjarne holdt sig udenfor partipolitik, for ellers kunne det blive lange aftener hjemme ved spisebordet.

“Jeg anede det ikke. Det var ikke ham jeg blev forelsket i”, svarede Bjarne med et grin, da han blev spurgt til hvordan det var at komme ind i en så profileret politisk familie som familien Nielson. “Lise er meget politisk engageret i samme parti som hendes far. Hun er meget dedikeret omkring det. Jeg har aldrig været på den måde partipolitisk. Jeg er ikke medlem af noget parti, men der er da mange synspunkter jeg er enig med hende i – og jeg har lovet at jeg stemmer på hende”, fortæller han.

“Men jeg har en masse andre ting som jeg interesserer mig for. Jeg har blandet mig lidt udenom det politik. Er man uenig og kommer ind i Familien Nielson, så skal man kæmpe for sagen. Partipolitik har aldrig interesseret mig. Det kan være at jeg en dag bliver voksen nok til det”, supplerer Bjarne.

Hvor mødte I hinanden?

“Jeg mødte hende i Hjemmeværnet. Hun var en mærkelig en. Forestil dig et militært system hvor alle havde en måde at snakke på. Det første hun sagde var, at ‘Jeg er ikke nogen pige’. Hvis drengene skal slås, så skal pigerne også, tænkte jeg. Men hun var en dame eller en kvinde, for hun var fyldt 18. Hun var bestemt ikke en pige. Jeg tror samtalen om optagelse tog en time, normalt tager det kun det halve. Jeg tænkte, at det her ville aldrig blive godt. Men modsætninger mødes siger man jo. Så vi endte jo med at blive kærester”, forklarer Bjarne og fortsætter:

“Så blev Lise gravid og fik et arbejde i Skærbæk. Hun var til jobsamtale dagen efter barnedåb, hun blev ansat og startede 1. Marts 1994. Måneden efter flyttede jeg med herover og har været her siden. Der skulle lige sælges en lejlighed og ryddes lidt op”.

“Efter en uge fik jeg job på Vejle Sygehus som elektriker. Der var jeg i tre år. I den periode var jeg udsendt to gange på Balkan som soldat. Det var i 1995 og 1997 jeg var afsted. Lise skulle bestemme hvor vi skulle bo, det accepterede jeg uanset hvad hun sagde, men jeg har fået lov at passe de ting jeg ville. Så vi har aldrig været uenige. Så hvis jeg har lyst til, som nu at starte virksomhed, eller dengang udsendelse, så var det sådan vi gjorde. Vi talte om det, og så siger hun ‘Jeg gider ikke høre på om 10 år, at du ikke fik lov’. Så på den måde er jeg godt gift, at jeg også får lov til at lave det jeg synes er interessant”, fortæller Bjarne.

“Vi havde Johan, han var helt lille, Linnea var på vej – og Lise havde et karrierejob, så det var nok ikke helt fair. Men det var aftalen, og så klarede Lise den. Hun har ben i næsen, så hun fik det til at virke med lidt hjælp og lidt snyd. Men det er Lise i en nøddeskal, hun får tingene til at virke”, fortsætter han.

En københavner på ukendt jord

Hvordan var det at skifte til Hjemmeværnet her i byen?

“Kort fortalt, så skal sådan en københavner ikke bare komme til Fredericia. Det kan godt være at vi taler om at jyder i København er en modsætning, men den anden vej er ligeså spændende. Jeg tog op på distriktet på Bülows Kaserne, hvor jeg sagde goddag til Major Dorthe Vestergaard. Jeg fortalte om mig selv, men hun bad mig ringe til Johannes Lund Nielsen, han manglede nogle folk. Jeg ringede ud til Johannes og forklarede hvem jeg er, men han sendte mig videre igen. Den her skide københavner skulle ikke bare komme her”, forklarer Bjarne og fortsætter:

“Jeg mødte så Johannes inde i byen og fik en snak. Et år efter var jeg næstkommanderende i hans kompagni også. En af de der ting jeg kan huske er, at Fredericia Dagblad havde en helt side med ‘Har vi ikke selv en der kan gå forrest i processionen?’. Det vakte opsigt, men det var også lidt sjovt. Der var også humor i teksten. Jeg skulle lige bevise mit værd. Nu er jeg måske en lidt hurtig københavnertype, så nogen kiggede da lidt”.

Hvordan var dine første oplevelser med Fredericia?

“Det er en fantastisk by. Meget åben, venlig og ekstremt hurtigt at få bekendtskaber i. Det er let at komme ind i byen. Min første oplevelse var, at jeg var med i processionen til 5.-6. Juli allerede kort tid efter jeg flyttede. Dronningen var på besøg og der var 30.000 mennesker på en søndag til procession gennem byen. Der hvor jeg kommer fra sker det kun hvis kongen er død, men her var det på grund af historie. Det var meget specielt”, siger han.

“Jeg troede også, at jeg ville komme til at savne bylivet ved at flytte herover. Men efter et års tid gik det op for mig, at man heller ikke bare lige tager ind til København hvis man bor i Gladsaxe. Jeg tror faktisk jeg er ligeså ofte i København nu, som jeg var da jeg boede i Gladsaxe. Længere væk er det jo heller ikke”, supplerer Bjarne.

Udsendelse

Som Bjarne kort berørte tidligere har han to gange været udsendt. Det var en del af aftalen med hans kone, at han skulle jagte sine drømme også. Så det gjorde han – to gange. Og hvilke to gange. Den ene, som skulle være fredeligt endte som det modsatte – og den anden der skulle være offensiv endte med at være fredelig.

“Nu var jeg ikke 18 eller 20 år. Jeg var en voksen mand, jeg har været 30-31 år. Jeg havde oplevet ting, jeg havde ting med som ballast. Derfor blev jeg ikke ramt. Den første tur var i Sarajevo, det var fuld krig. Fra dag 4 fik vi tæv i flere uger. Det var en FN udsendelse, hvor vi ikke måtte svare igen. Vi var en fredsbevarende styrke, men der var fuld krig”, fortæller Bjarne og fortsætter:

“Så det var en mærkelig oplevelse. Der er desværre mange af dem fra det hold der har fået store mén. Men det var som om, at jeg godt vidste hvad det var. Men jeg har også været god til at fortælle om det. Jeg er ikke bange for at fortælle, at jeg har været skide bange”.

“Den anden mission var en fredsskabende mission med NATO. Vi skulle ned og fortælle dem hvem der havde bukserne på. Det var det fredeligste jeg har oplevet – og den eneste grund var at vi havde de største våben. Det er lidt klamt, men hvis ikke de holdt våbnene nede, så gik vi på dem”, forklarer han og fortsætter:

“Men der blev ikke løsnet et skud på min anden mission. Det var en super fed udsendelse. Efterfølgende har jeg tænkt over det her med, at hvis man vil ud, så skal man gøre det med de midler der skal til. Det hjælper ikke at sende unge mennesker ud i situationer hvor opgaven ikke er løsbar. Så hellere lade være”.

“Jeg fik en masse ud af det. Men man kan sidde og tænke længe over, hvad der får folk til at slå ihjel. Det der had de havde, det havde jeg svært ved at forstå hvor det kommer fra. Jeg har svært ved at se hvordan man kan blive så voldsomt vred. I nogle tilfælde er det sådan, at de har mistet”, siger Bjarne.

“Hvis jeg mistede en af mine børn, så kunne jeg godt forestille mig at jeg blev så vred. Men jeg tror også at den folkestemning der var med, at jeg har hørt at naboens vens datter er blevet dræbt, så skruer man folkestemningen op. Det kan godt være at historien ikke var sand fra start, men de føler at det er tæt på. Det kunne jo ligesågodt have været mit barn, tænker de. Det er noget af det værste ved krig”, fortsætter han.

Selvom jeg er soldat, så vil jeg for enhver pris undgå krig.
Bjarne Andresen

Børn, hus og arbejde

“Linnea kom til i året mellem de to udsendelser. De er mere eller mindre kommet med to års mellemrum. Det var fint at være far til to. Havde du spurgt mig for 35 år siden om jeg skulle have børn, så havde jeg svaret nej. Men nu har jeg 5. Jeg tror Lise havde en plan – og så blev det sådan”, lyder det med et grin fra Bjarne.

“Men det var utroligt dejligt med børn. Det var også der vi begyndte at kigge efter noget større. Pladsen var brugt, så vi ledte efter hus. Det var også der vi fandt ud af, at vi skulle have en base – uanset hvor vi tog hen”, forklarer han.

“Man kan ikke lige pludselig bare løbe. Jeg havde sagt ja til udsendelsen i 1997 på det tidspunkt og tog selvfølgelig den. Så kom Asmus i 1998. Så var det, at vi flyttede”, forklarer Bjarne og fortsætter: “Vi rev alt ud af huset, byggede alting helt om. Det tog et par år, for der var også et arbejde der skulle passes samtidig med”.

“Der tog jeg en måned til Norge for at arbejde – og da jeg kom hjem blev jeg ringet op – og der blev jeg ansat i Kemp og Lauritzen. Det var mobiltelefoni, og det anede jeg ikke noget om. Så blev jeg sat til at stå for Nokias udrulning af mobiltelefoni i Danmark. Jeg tror først det gik op for mig da jeg stod i jakkesæt med slips, at jeg var ansat ved Nokia og skulle implementere det her. Der havde jeg slet ikke en mobiltelefon”, forklarer Bjarne.

“Der var jeg i 9 måneder. Så har jeg været projektleder siden da. Jeg har aldrig vidst en skid om hvad jeg lavede. En projektleder skal lede projektet, han skal ikke være specialist. Han skal sætte de rigtige folk til det rigtige arbejde. Det har været min force, at jeg har været god til det”, fortæller han.

“Jeg har bygget jernbanen mellem Vamdrup og Vojens op med alt. Både kørestrøm, almindelig el og sikringsanlæg. Jeg har lavet lynbeskyttelse på Apples datacenter i Viborg. Det er sådan nogen ting hvor man tænker, hvorfor kom det? Men det kom bare. Det har været meget projektansættelser. Jeg tror aldrig jeg får et job hvor jeg er i mange år på den samme pind. Jeg skal videre, der skal væltes en ny mur. Der skal ske noget”, fortsætter han.

Kaptajn til løjtnant – og til selvstændig

Hvad med Hjemmeværnet i hele det her. Jeg ved at du endte med at træde et skridt yderligere op?

“Efter 4 år som næstkommanderende trak Johannes sig på grund af alder. Så blev jeg kompagnichef i Fredericia. Det var jeg i 10 år. I den periode sammenlagde man kompagnierne i Fredericia og omegnen. Der var tre kompagnier i området, der blev slået sammen til et stort kompagni. Der var også en opgave i at sammenlægge forskellige kulturer”, fortæller Bjarne.

“Det lykkedes ikke helt her i Fredericia, der var ting nogen ikke kunne leve med. Der var 20 der flyttede ned til Marinen og er meget aktive. Så selvom vi ikke kom 100% ud af det, så blev alle fastholdt”, fortsætter han.

“Så er man kaptajn. Men i dag er jeg kun premierløjtnant. Man har grad efter funktion og ikke omvendt. Siger jeg i morgen at jeg stopper som informationsofficer, så bliver jeg menig. Men jeg har alt uddannelse, så jeg ville kunne blive sat ind helt op til kaptajn, men man har grad efter funktion”, forklarer Bjarne, da jeg spørger ind til graderne.

“Jeg må godt drille forsvaret lidt. Jeg kan jo godt lide, at man i den frivillige struktur har grad efter funktion. Hvis man er en god løjtnant bliver man til premierløjtnant. Hos de andre er det sådan, at er man en dårlig løjtnant, så bliver man altså ved med at være det. Man kan ikke rykke ned”, lyder der med et grin fra Bjarne.

Så er du sprunget ud som selvstændig, men i samme retning som noget af dit arbejde i Hjemmeværnet?

“I de sidste 15 år har jeg undervist på Hjemmeværnsskolen. Officerkurser og befalingsmandskurser. Jeg er kursusleder på alle der bliver uddannet officer i Hjemmeværnet. I den forbindelse har vi brugt systemer som folk er begyndt at efterspørge udenfor det militære system. Så jeg blev spurgt, om jeg ville komme ud og gøre noget for virksomheder som jeg har gjort for dem i Hjemmeværnet. Men det kan man ikke. Man kan ikke tage grønt tøj på og gå ind til en virksomhed. Så jeg er blevet opfordret til at starte en virksomhed selv”, forklarer han.

“Det vi arbejder med er personfaktorprofiler, det er noget hvor man kan se på hvilken person man er. Samtidig kan man gennem den test finde ud af hvilken type man er privat, jobrelateret og en masse andre ting. Det bruger man oftes i det private til ansættelser. Jeg beder et firma finde kandidater, som man så laver tests på. Man finder ud af hvilken type man gerne vil have. Rekrutteringsfirmaet finder så tre kandidater til samtale og så får man jobbet. De sender så de her testresultater til dig, som man så kan læse og undre sig over”, siger han og fortsætter:

“I Forsvaret har vi brugt den til, at når vi har lavet den her – og den er dyr – hvorfor så ikke fortælle både kandidaten og firmaet hvad det betyder for dem? Hvad betyder din type for dig selv, hvad har du let ved og svært ved, hvad skal du tænke over? Men også for formålet, så kan man give dem redskaberne til lettere at skabe interesse. Jeg har arbejdet i 10 år med at sammensætte typer – og det er jeg nu startet med”.

“Hvorfor startede jeg det nu, kan jeg spørge mig selv. Det var også en fejl. Men nu er jeg gået i gang, nu er det 100%. Jeg skrev det på facebook og fik en del likes, så det var her det skete. Det er en måned siden, men det var det endelige spring”, fortsætter han.

Nu er han i gang, der er fuld fart på. Og alt sammen binder det tilbage til noget af det han altid har fundet interessant: Arbejdet med mennesker, ledelse og strategi. Nu arbejder han på et andet niveau end tidligere, men han arbejder med de samme ting der har fyldt i hans liv.

Ugens Kurt: Ugur Kocan

Patrick Viborg Andersen

08:00 - 20. juli 2020

Han kom til Fredericia som syv-årig, og i år over 20 år har han drevet pizzeriaet Assos. Han er også kendt i den fredericianske fodboldverden. I mange år har han stået for FC Fredericias træningslejre, og i de seneste to år har han været holdleder. Ugens Kurt er Ugur Kocan.

Ugur og jeg kender hinanden fra FC Fredericia, hvor jeg som journalist har dækket byens bedste fodboldhold, hvor han er holdleder på frivillig basis.

I februar var jeg ti dage på træningslejr med FC Fredericia i Tyrkiet, og naturligvis var det med Ugur som holdleder og rejseguide. Derfor kommer hans fortælling ikke med historier, som jeg ikke har hørt ved tidligere lejligheder.

Ugur er født og opvokset i Tyrkiet, hvor han boede i de første syv år af sit liv. Tiden i Tyrkiet husker han ikke, og de første fortællinger er derfor om hans tid i Danmark. Grunden til Ugur, der har en kone og to børn, havnede i Danmark var pga. hans fars arbejde.

Ti år inden Ugurs ankomst til Danmark kom hans far til landet som en af de allerførste tyrkere. Når tiden var til det, så fløj faderen hjem til Tyrkiet, men i 1970 blev det til et mere permanent ophold i Danmark. Ugurs far fik fast arbejde og fik familien til Fredericia, hvor de slog sig ned på den daværende vej, Søbjerg, der ligger omkring hvor Rahbek Fisk lå.

Skolegangen var på Købmagergade Skole, og i starten var det lidt en mærkelig oplevelse for Ugur.

“Jeg var en af de første udlændinge, så det var lidt mærkeligt. Efter to-tre år kom der flere. Jeg lærte rimelig hurtigt dansk, men jeg turde ikke rigtig gå ud i frikvartererne,” siger Ugur.

En af barndomsvennerne er Brian Klement fra smedefirmaet Wiggers & Klement.

“Jeg er vokset op med både Brian og Lennart. Brian spillede fodbold i EGIF og jeg spillede i KFUM, men vi fik spillet en masse sammen i Hannerup,” forklarer Ugur.

Efter endt folkeskole ville Ugur ud og arbejde, og han endte med at få job hos det daværende Dansk Rørindustri.

“Jeg var der som arbejdsmand og lavede alt muligt forskelligt. Jeg kendte mange derude, og jeg taler stadig meget med nogen af dem,” siger Ugur.

De fleste kender Ugur som pizzamand, og det er med god grund. I over 30 år har han drevet pizzeria.

“Indtil jeg fik pizzeria, arbejdede jeg forskellige steder. Det skete faktisk ved et tilfælde, at jeg endte med at få pizzeria. Min bror og jeg havde en kammerat i Middelfart, som ville have en partner, og så sagde vi ja. Det var ikke en tanke vi selv havde tænkt,” siger Ugur.

Pizzariet i Middelfart havde Ugur i ti år, men så solgte han det, og i stedet blev han ansat hos Coca-Cola i fire år.

“Det var ikke noget for mig at være der, så jeg stoppede. I stedet købte jeg Assos af Camillo, og nu har jeg haft Assos i 20 år. Det er godt nok mange år,” siger Ugur og smiler.

Da Ugur og hans lillebror overtog Assos, var det med et diskotek, der ligger i bygningen, hvor “AHA”, åbner. Blandt andet har Hollywood haft til huse der, og det nød pizzariet godt af.

“Det var fedt. Jeg kendte Esben, jeg kendte alle gutterne der styrede de andre diskoteker og fik støtte på den måde,” siger Ugur.

I starten var det hårdt at have pizzariet. Arbejdsugen blev lang, men med tiden er det blevet bedre.

“Jeg arbejdede rigtig meget til at starte med, men det var nødvendigt. I dag er det ikke så slemt med tiden mere,” siger Ugur.

I dag er tiden en anden. Corona har gjort, at beværtningerne lukker klokken 00:00, og det har Assos taget konsekvensen af, da de ikke har åbent om natten mere i denne periode.

“Der er ikke så meget gang i den, og det kan derfor ikke betale sig, men når diskotekerne åbner, så begynder vi også at holde åbent om natten igen,” siger Ugur, der glæder sig til AHA åbner tæt på Assos i Købmagergade.

Ugur og fodbold

En stor del af Ugurs liv har været fodbold. Han startede selv med at spille som knægt i Fredericia KFUM, og siden tog det fart. Han spillede på det bedste hold i Fredericia KFUM indtil korsbåndet begyndte at drille.

“Vi nåede op til Danmarksserien, men jeg var mest med på bænken og så endte jeg med at gå i stykker. Min far døde, da vi spillede i Danmarksserien, og så sagde jeg stop pga. det,” siger Ugur, der efterfølgende spillede på lavere niveau:

“Jeg spillede lidt på det tyrkiske hold, og så gik jeg i stykker igen. Jeg spillede også et par kampe på F’ernes førstehold, men jeg kunne ikke holde til det pga. mit korsbånd,” konstaterer Ugur.

I sin tid i KFUM spillede Ugur sammen med blandt andet FC Fredericias direktør Stig Pedersen, og det gør, at Ugur længe har givet en hånd med i klubben.

“Lige siden de startede med at tage på træningslejr, har jeg hjulpet dem. Jeg sagde til Stig, at de skulle tage til Tyrkiet og jeg sagde, at jeg tog med. Det fik jeg lov til, og siden har jeg været populær blandt trænerne og spillerne,” siger Ugur og griner.

Hvordan er det at være afsted på træningslejr?

“Du har selv set, hvordan jeg styrer det, når vi er afsted. Jeg styrer virkelig det hele. Trænerne har altid været glade for mig, og jeg har også hjulpet andre hold, men det gør jeg ikke mere, fordi jeg er holdleder nu,” siger Ugur.

For to års tid siden blev Ugur endnu mere engageret i FC Fredericia, da han blev holdleder og det er en rolle, som han trives i.

“Det passer perfekt til mig. Gutterne er flinke, og det passer til min livsstil. Jeg nyder at komme i klubben,” siger Ugur.

Hvad fremtiden står på for Ugur er uvis, men når tiden er til det, tager han gerne turen hjem til Tyrkiet, hvor det meste af hans familie bor. Kun hans bror og mor er tilbage i Danmark.

Som altid har det været en fornøjelse at snakke med Ugur. Tiden var inde til, at han skulle hen i pizzariet og tage imod varer, og vi gik derfor hver til sit.

Ugens Kurt: Anne Grethe ‘AG’ Schmidt

Matthias Runge Madsen

07:30 - 13. juli 2020

Hun gik ud af skolen efter 8. Klasse, for det der skole var ingen succes. Hun købte sit første hus i en alder af 14 år og flyttede hjemmefra. Livets skole har bragt hende flere steder hen – men nu er hun at finde som Oldfrue på Højskolen Snoghøj. Født på Sct. Joseph, opvokset i Erritsø – og har været her hele sit liv. Ugens Kurt er Anne Grethe Schmidt, bedre kendt som AG.

Solen titter frem på himlen på en tirsdag morgen. Jeg mødte AG for første gang da jeg for nylig besøgte Højskolen Snoghøj. Da jeg mødte hende, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle være en del af denne serie, Ugens Kurt. Med sig i bagagen har hun en hel del. Hun har haft med mange mennesker at gøre – og i alle aldre. Hun er sig selv, og hun står ved den hun er.

“Det er første gang i meget lang tid, at jeg er herinde i byen. Det er godt nok sjældent jeg kommer herind”, lyder det med et grin fra AG, da hun træder ind ad døren på kaffebaren. Udenfor går folk stille forbi, det var også tidligt på en morgen i sommerferien. Flere nyder deres kaffe, AG tager den med sukker og mælk, jeg holder mig til en god sort kaffe.

“Jamen jeg er 53 år gammel, jeg har lige haft fødselsdag”, fortæller AG og fortsætter: “Jeg er ægte fredericianer. Jeg er født på Sct. Joseph, det var dengang man stadig kunne det. Så er jeg godt nok opvokset i Basseby i Erritsø. Det var for mig indbegrebet af tryghed”.

“Det var inden den teknologiske tsunami, der var børn på gaderne og mødrene var altid hjemme når man havde fri fra skole. Det var jo gode gamle dage. Der var altid nogen til stede. Høj som lav legede sammen, om man var en lille tumling på en 3-4 år, var man med i legen selv med de store på 11, 12 og 13 år. Det er nogle af de der fornøjelser jeg synes de unge mennesker ikke får i dag”, siger hun og fortsætter:

“Det synes jeg er synd, for selvfølgelig har de relationer til andre. Men det er meget overfladisk, tænker jeg. Det kan godt være at de har gode venner og har legeaftaler, men den nære relation vi havde, den fornemmer jeg ikke er der fordi alt foregår igennem en skærm”.

Som kort beskrevet indledningsvist var skolen og Anne Grethe ikke et godt match. Snarere tværtimod. Men dette til trods, så har hun faktisk holdt fast i både klassekammerater og klasselæreren, Knud Erik Rasmussen, fra dengang. “Vi holder faktisk en lille klassefest hvert år, og utroligt nok kommer Knud Erik hver eneste gang”, fortæller hun.

“Jeg startede på Erritsø Centralskole i tidernes morgen. Jeg gik med min klasselærer, Knud Erik Rasmussen, i hånden ned til Bakkeskolen for at være med til at åbne den. Ja, jeg ved faktisk slet ikke hvad den hedder nu, jeg synes ellers Bakkeskolen var så fint et navn”, lyder det med et grin fra AG, inden hun fortsætter: “Men jeg var ikke god til at gå i skole. Jeg havde svært ved tingene, og så tror jeg faktisk at jeg var ordblind. Men det talte man ikke rigtigt om dengang”.

“Men jeg faldt lidt udenfor nummer. Jeg kom gerne i hullede bukser og med min fars skjorte. Dengang militærdepotet var her, der købte jeg også en militærjakke og kom i den. Det var ikke normalt dengang. Så jeg tror at min identitet hurtigt blev, at jeg var hende der faldt lidt uden for nummer”, forklarer hun.

“Så da vi kom til udgangen af 8. Klasse blev mine forældre og skolen enige om, at det vist nok var på tide at afslutte samarbejdet her. Dengang var det muligt, det tror jeg faktisk ikke det er i dag. Men det var muligt hvis man havde et arbejde at komme ud til, så jeg gik ud i en alder af 14 år som ung pige i huset. Det var hos en familie i Skærbæk, hvor jeg endte med at være et års tid”, fortsætter hun.

Kun 14 år gammel og færdig med skolen. Men det tog Anne Grethe med ophøjet ro, for hun ville gerne ud i verden. Ud for at stå på egne ben. “Jeg søgte allerede ind mod byen og de forskellige steder derinde. Her mødte jeg ham jeg troede skulle være manden i mit liv. Jeg var 14 år, han var 18 år gammel. Der ved jeg jo godt nu, at de forhold er dømt til at gå galt. Men jeg blev jo så stormende forelsket”, fortæller hun.

“Når man på det tidspunkt har kærester, så skulle man jo flytte sammen i en lejlighed og sådan. Men mine forældre var så praktisk anlagt, at de godt kunne se at det var en dyr fornøjelse med et indskud til en lejlighed i forhold til værdien, så vi endte faktisk med at købe et hus. Så jeg havde købt mit første hus i en alder af 14 år – og så giver det jo sig selv, at jeg flyttede hjemmefra allerede som 14-årig”, fortsætter AG.

Hvordan var det? 14 år og ude på egne ben?

“Det var, sagt med nutidens ord, fedt. Frihed, ansvar. Han havde en gammel Volvo som vi kunne køre rundt i. Det at mine forældre ville værge for mig, det var en stor tillid, det var jeg da stolt af. Når man er 14 år og får sin første kæreste, så ved man godt at det ikke holder. Så selvfølgelig holdt det ikke. Men så var det jeg fandt min nuværende mand, som jeg har været sammen med i 32 år”, svarer Anne Grethe.

Familie, opkaldet fra Forsvaret og enorm stolthed

Anne Grethes historie rummer mange aspekter, og det er også hende dette interview skulle handle om. Men for at lære hende bedre at kende skal man næsten også lære hendes familie lidt at kende. Hun har været gift i 32 år med den samme mand, en mand hun har to drenge sammen med.

“Han kommer fra Kolding og var lige flyttet til Fredericia. Vi mødte hinanden på Knudsborg. Efter tre måneders kæresteri, så var jeg gravid. Så troede folk at jeg fik det fjernet, men når folk siger til mig at ‘det kan du ikke’, så gør jeg det. Det er den type jeg er. Jeg ville hellere være enlig mor end jeg ville have en abort. Derfor prøvede vi – og ja, nu har vi været gift i 32 år. Den ældste fylder 34 år i efteråret og den yngste fyldte 31 år her i februar”, fortæller AG.

Hvad har du givet dine børn? Har du pisket dem gennem skolen, fordi du ikke selv fik det afsluttet?

“Jeg har virkelig ikke pisket dem gennem skolen. Vi havde en regel om at man på et skoleår måtte have fire pjækkedage. For alle kan have brug for at trække stikket. Tro mig, de har brugt hver eneste dag. De har ikke haft nogen i banken”, lyder det med et grin, inden hun fortsætter: “Jeg har givet dem med at de skal være sig selv. De skal være dem de er. Selvfølgelig skal vi gøre noget af det andre forventer, men vi skal ikke altid leve op til andres forventninger. Det er der jeg tror ungdommen i dag får knuder i maven, fordi der er så mange forventninger. De glemmer at være sig selv”.

“Jeg er pavestolt af mine børn, virkelig. De har præsteret noget. Den ene måske lidt mere ekstremt end den anden, men begge dele er godt. Vores ældste barn har været i krig fire gange og det er de værste perioder i mit liv. Men så har vi haft den yngste der har været der for os og støttet os. Det har været ligeså vigtigt at have ham hjemme som det var at være ked af, at den anden var ude”, forklarer AG.

Det er ikke så tit jeg taler med folk hvor de har sendt deres børn i krig. Det må være en vild følelse, når ens barn kommer og fortæller, at nu rejser de altså til Irak, Afghanistan eller hvad stedet nu hedder. AG fortæller, at det er præcis sådan det er. En vild og svær følelse.

“Man glemmer helt at trække vejret. Men det værste der er, det er at man bliver ringet op af forsvaret der siger ‘Sidder de ned, Fru Schmidt?’”, fortæller hun. Selvom hun ikke udstråler det voldsomt, så kan jeg mærke at vi har ramt et ømt punkt. “Han var med i en ulykke i Afghanistan. Det er den værste oplevelse i mit liv. Det kan virkelig ikke beskrives”, fortsætter AG.

“Vi var heldige. Det var ham det gik mindst ud over. Men han mistede kammerater. Men bare tanken om at det kunne have været ham. Det er en hård tanke. Man tænker altid, at det kun er naboen det går ud over. Men når man tænker sådan, så glemmer man ofte, at man også selv er naboen nogle gange”, forklarer hun.

“Men det er noget jeg nu ser tilbage på med stor stolthed. Det burde ikke være nødvendigt med krig, men det gør mig stolt at folk rejser ud for at passe på vores land. Men det gør mig også stolt, at vores yngste barn gik lige fra 9. Klasse hvor han var fejedreng og startede i lære som tømrer. Han var ikke andet end 16-17 år. Han har arbejdet som tømrer siden, det er også en stolthed. Det er virkelig godt. Jeg har ingen uddannelse, jeg har intet. Nu har mine børn nået det de gerne ville. Det er jeg stolt af – og jeg er meget stolt af dem begge to”, fortæller Anne Grethe.

“Jeg har aldrig haft et behov for fine uddannelser eller noget. For det har ikke været en succes for mig i skolen. Det har ikke været mit behov. Jeg har brugt livet som uddannelse. Man behøver ikke gå ud med 12-taller for at blive til noget. For mig handler det ikke om hvor meget man kan blive til, det handler om hvilket menneske man er. Så vil jeg hellere hvile i mig selv og have det godt og være et vellidt menneske. Det er de værdier jeg bygger mit liv på. Jeg kan også være en skrap kælling, men jeg bryder mig bare ikke om det. Jeg vil hellere se det gode i mennesker. Så er jeg fløjtende ligeglad om det er borgmesteren eller en sut på en bænk. For alle er mennesker”, lyder det fra AG, inden hun tager en tår af sin kaffe.

Karriereskift og livets skole

Efter et år som ung pige i huset skiftede Anne Grethe den hverdag ud med en ny hverdag og et nyt job. Noget der har lært hende mange af de ting, som hun har brugt senere i sit liv.

“Jeg var ung pige i huset i et års tid, inden jeg kom til Hejse Kro som opvasker. Det var Knud der var min chef dengang, Thomas Hermanns far. Så ham har jeg smurt madpakker til da jeg var på Hejse Kro”, fortæller AG med et grin, inden hun fortsætter: “Så kom jeg stille og roligt ud. Man skulle hjælpe med at smøre ostemadder til morgenbuffeten og sådan. Man bliver stille og roligt taget med ind i køkkenet. Det er lidt der jeg er blevet lært op. Jeg er helt autodidakt, jeg har ingen uddannelse af nogen art”.

Hvad er det ved køkkenarbejdet og den branche der tiltaler dig?

“Tempoet og forudsigeligheden trækker mig. Jeg tror måske jeg er sat på jorden for at gøre andre mennesker glade. Jeg behøver ikke ros, bare folk er glade. Jeg havde en god læremester på Hejse Kro, hende jeg arbejdede mest sammen med. Hun var god til at give arbejdet fra sig. Kundernes blik i øjnene var nok til at vide, at det her kan jeg godt. Mange troede da jeg forlod skolen at jeg ville ende i rendestenen, men bare fordi man ikke er god til at læse, så kan man en masse andet”, svarer Anne Grethe.

“Jeg nåede ikke nogen titler, det gjorde man sig ikke i dengang. Når man ikke har en titel, så kan man blive sat til alt – og det kan jeg godt lide”, forklarer hun.

Efter tiden ved Hejse Kro skiftede Anne Grethe spor. Hun gik en helt anden vej, en vej hun også var glad for – og en vej hun holdt fast ved i 12 år.

“Jeg har været ude i Fæstningsgården i 12 år. Det var som pædagogmedhjælper og i perioder konstitueret pædagog, hvis der manglede en til at tage ansvar. Det var et meget stort skifte. Men når man ikke har valgt en vej i sit liv, så har man ikke lov at være kræsen. Man skal prøve det der er. Jeg kunne godt lide det. Jeg havde selv to små børn, så det var ikke fremmed for mig art have med børn at gøre”, fortæller hun og fortsætter:

“Det der motiverer mig er, at jeg elsker at have ned mennesker at gøre· Når man arbejder med børn har man et ansvar for ikke at stikke halen mellem benene. Man får en stor tillid fra andre mennesker, så synes jeg ikke man springer rundt”.

“Efter fæstningsgården kom jeg til IBC. Der blev jeg lidt hentet af min gamle kollega fra Hejse Kro. Jeg stod i kø i Netto, hvor hun spurgte hvad jeg lavede nu – og jeg havde ikke noget arbejde, så jeg kom i kantinen på IBC. Der var jeg i fire år. Derfra kom jeg på Munkensdam Gymnasium i Kolding, hvor jeg var kantineansvarlig – ene mand. Det var 650 elever og 60 lærere, så noget af en mundfuld”, fortæller Anne Grethe og fortsætter:

“Jeg fik et arbejde ved Netkantinen i Erritsø, der havde fået licitationen på gymnasiet i Kolding. Der spurgte han om jeg ville prøve, det ville jeg gerne – så var jeg dernede. På grund af nogle forskellige omstændigheder valgte jeg at sige mit job op – for livet er for kort til at gå på arbejde med ondt i maven. Derfor valgte jeg at trække stikket”.

Efter selv at have trukket stikket kom den åbning der har holdt hende fast lige siden.

“Jeg gik hjemme i kort tid, og så søgte højskolen en sommervikar som køkkenassistent. Tre uger var bedre end intet, så jeg søgte og fik det. Så har jeg hængt ved lige siden”, forklarer AG og fortsætter: “Der startede jeg på 30 timer som køkkenassistent. Så endte jeg med at blive Oldfrue. Vi fik en ny forstander for et par år siden. Han valgte at tage personaleposen og ryste den godt og grundigt. Der skulle styr på hvordan tingene skulle foregå. Strukturen i hele miljøet jeg er en del af blev lavet om – men kun til det bedre. Dem der har forstand på at lave mad, de laver mad. Dem der kan undervise, de underviser”.

“Jeg hoppede gerne ind for at tage flere opgaver. Jeg har nu været Oldfrue i 2-3 år. Det fortryder jeg ikke et eneste øjeblik at jeg har sagt ja til. Jeg er tovholder på det meste. Jeg skal få huset til at fungere fra kælder til kvist. Men det kan jeg ikke selv gøre. Det er bare mig der har snorene, dem giver jeg til de personer jeg har til rådighed der kan udføre jobbet”, fortæller hun.

Livet på Højskolen Snoghøj

“Det er en livsstil at være på højskolen”, fortæller AG. Det kræver mange roller, mange egenskaber og mange bolde i luften. Men det er ikke noget der skræmmer hende, tværtimod giver det hende bare mere lyst til at møde på arbejde hver dag.

“Jeg har en del livserfaring qua min alder – og den deler jeg gerne ud af. Jeg er ikke underviser, bestemt ikke. Men jeg har min daglige gang på gangene ved de unge. Og så er det jo nu engang sådan, at undervisning ikke kun er bøger og dansetrin. Der er også livets skole, hvor jeg selv synes jeg har prøvet en del. Det er måske der jeg kan give noget videre til eleverne”, fortæller hun og fortsætter:

“Noget så simpelt som at lægge øre til når nogen har en lidt svær tid eller noget de vil ud med. Det er mig der sidder i sofaen og drikker en kop kaffe med dem efter undervisningen og måske giver dem lidt ynk, hvis det har været en hård time. Det er også mig der ved hvem der er kærester med hvem og hvem der kom til at være sammen med hvem i går aftes. Jeg ved mange ting, men jeg nyder at være omkring de unge mennesker”.

“Man kan sige, at jeg elsker min familie, men jeg holder ligeså meget af mit arbejde. Jeg bruger meget tid på mit arbejde. Jeg giver en masse, men det giver også mig en masse. Man får energi af det. Man kan kun arbejde sådan et sted hvis man er villig til at tage det ind. Man skal virkelig tage højskoleånden ind, for man bliver som en stor familie. Vi er en hel del voksne mennesker med mange teenagebørn. Vi kender hinanden både på godt og ondt”, forklarer AG og fortsætter:

“Vi ser dem om morgenen, vi ser dem til gallafesterne – og alt ind i mellem. Så sent som i går var der en tidligere elev på besøg. Hun stikker hovedet ind, råber “Mamma, I’m back”. Mit kaldenavn derude er AG, men Mamma AG er noget der kommer efter 2-3 måneder. Det er dejligt at der kommer tidligere elever på besøg – også at de ikke kun besøger de faglige lærere. Det kan godt være at det er derfor de kommer, men alle der kommer på højskolen triller altid forbi mit kontor for at høre hvordan jeg har det. Det er også noget der gør mig stolt. For så har vi gjort noget rigtigt. Vi har sat et mærke i deres sjæl”.

Fremtiden er ikke noget der bekymrer

Normalt når jeg spørger ind til fremtiden vil drømmene ingen ende tage. Men det er ikke tilfældet for AG. Ikke at hun ikke glæder sig til ting i fremtiden, men fordi hun hellere vil leve i nuet.

“Jeg er ikke en der ser langt ud i fremtiden. Jeg vil hellere leve i nuet. Den tid der er gået kan vi ikke gøre noget ved. Det er lidt som vejrudsigten, man kan ikke planlægge for langt ud i fremtiden. Jeg tager en dag og en uge ad gangen”, fortæller hun.

“Det er også en af de teser jeg giver de unge mennesker der har lidt ondt i livet. Der beder jeg dem se forud. Vi kan ikke bruge bakspejlet til noget, vi skal se fremad. Det lever jeg også lidt efter. Efter 32 års ægteskab har det ikke været evig lykke hver dag, men vi kan gøre noget ved det i dag. Historie er historie”.

“Jeg har ikke de helt store fremtidsplaner. Nu skal jeg snart holde ferie. Det skal vi formentlig i vores lille sommerhus i Toftlund. Så kører vi lidt rundt som et par ældre mennesker på landevejene. Men jeg kan godt lide at alting ikke er så planlagt. Planlægger man for meget, så har man hele tiden noget man stræber efter. Tænk nu hvis der er et hul i vejen, så bliver man så skuffet. I min alder skal man tage livet som det kommer”, lyder det klart fra AG.

“Selvfølgelig glæder jeg mig til at mit barnebarn starter i skole og sådan, men jeg har ikke de der vilde drømme. Men jeg glæder mig til at følge hende i livet. Det er ikke for at lyde kedelig, men jeg elsker at leve i nuet. Det er sikkert også fordi jeg hele tiden er omgivet af omkring 100 mennesker om dagen. Det giver mig så meget hele tiden”, fortæller hun.

“Jeg er glad for livet og tager gerne de udfordringer der er. Vi tager bare et skridt ad gangen. Én ting ad gangen, og det vigtigste først. Det er en af de ting hvor jeg tænker, at det kan godt være der er ti problemer, men vi skal løse det største først. Jeg er 99% af tiden et glad og lykkeligt menneske. Jeg er et sted i mit liv hvor jeg, helt uden at drømme om det, er landet hvor jeg hører til”, siger Anne Grethe.

Det er en god måde at slutte den foreløbige historie om Anne Grethe ‘AG’ Schmidt af. Gennem livet har hun tilegnet sig kompetencer, hun har kastet sig ud i tingene og taget de knubs der følger med. Men i sidste ende er hun endt lige hvor hun hører til – og helt uden at det var målet fra starten.

Ugens Kurt: Niels Henry Andersen

Patrick Viborg Andersen

07:30 - 6. juli 2020

Han fik Fredericias Idrætspris i 1972 foran 10.000 tilskuere, der var til speedway på Fredericia Stadion. Han har været medlem af Fredericia Cykel Club siden 1967. I dag er han formand for Elbohallens forretningsudvalg og ansat som ejendomsmægler hos John Frandsen. Ugens Kurt er Niels Henry Andersen.

Niels Henry er en travl mand. Når den ikke står på arbejde, så tager han gerne en tur på jernhesten og så står den ellers på frivilligt arbejde i Elbohallens forretningsudvalg.

Netop i den forbindelse mødtes Niels Henry og jeg ved Erritsø Idrætscenter for nogen tid siden, hvor Fredericia Kommune fremlagde, at de investerer 27 mio. kr. af sted til selvejende haller og foreninger. Heraf gik de omkring tre mio. kr. til Elbohallen, som står klar til en markant udvidelse.

Efter at have haft god varme de sidste par gange, hvor jeg har lavet Ugens Kurt, er den klassiske danske sommer med svingende temperatur kommet. Derfor var det igen tid til at foretage den klassiske sorte kaffe. Sådan en var Niels Henry også til.

Efter at have talt lidt om den nylige offentliggørelse af Elbohallens projekt, gik vi ellers igang med at tale om 67-årig Niels Henrys liv.

Til dagligt bor han i Fredericia, og bortset fra en afstikker til Randers, har han boet i Fredericia siden han flyttede til byen som to-årig. I dag bor Niels Henry i Taulov hvor has kæreste også har hus. Han har to drenge, der begge har oplevet markante efterspil efter ulykker.

Niels Henry husker ikke meget fra de to første år, som han tilbragte i fødebyen Aarhus. Til gengæld kan han huske folkeskoletiden, som han først tilbragte på Skjoldborgvejens Skole.

Normalt blev klasserne delt efter 5. klasse,“Det var en fin skoletid, men jeg vil virkelig gerne anerkende vores klasselærer, der hed Sørensen. Normalt blev man lagt sammen i 5. klasse, men han sørgede for, at vi forblev C-klasse frem til 7. klasse. Det var vi rigtig glade for,” siger Niels Henry og fortsætter:

“Jeg kom i det, der hedder første real på Skansevejens Skole og gjorde min skolegang færdig der. Jeg blev efterfølgende indstillet til gymnasiet, men grundet min families økonomiske situation var det vigtigere at komme ud at tjene penge hurtigt. Derfor startede jeg i lære som tømrer hos A.O. Jensen,” siger Niels Henry.

Det er noget af en anden boldgade end den Niels Henry arbejder i i dag. Arbejdet som tømrer fortsatte han efterfølgende, og han var blandt andet hos Jorton. I 80’erne havde han forretningen “Cykelbiksen” i Taulov, men den endte med at gå konkurs efter nogle år, og så kom han tilbage til tømrerfaget, hvor han blandt andet kom til at arbejde for J. & B. Entreprise.

Ret hurtigt kom der forandringer efter tømreren. Efter en del efteruddannelse på bl. a. Fredericia Handelsskole, startede Niels Henry som salgskonsulent i Villadsens Fabriker, hvor det var tagdækning, der var hoved indsatsen. I slutningen af halvfemserne kom han til J. & B. Entreprise, hvor han endte med at få ansvar for salg og projektudvikling i det sydlige Danmark. En stilling han fik udfordring i, her skulle man finde skønne bygninger der kunne rumme mennesker.

I slutningen af 90’erne tog Niels Henry uddannelsen som merkonom og han videreuddannede sig til ejendomsmægler og valuar. Det færdiggjorde Niels Henry i 2004.

“Det var en sen alder at gøre det i, ja, men på den måde havde jeg en masse erfaring som jeg kunne tage med i bagagen, og jeg har altid interesseret mig indenfor det fag,” forklarer Niels Henry, der stiftede mæglerfirmaet Domisil i 2005:

“Det var fedt at have sit eget, men det var rigtig hårdt. Især da finanskrisen kom i 2008.”

Frem til 2015 havde Niels Henry Domisil, grundet udviklingen i ejendomsmæglerbranchen solgte han det til John Frandsen.

“Det var oppe i tiden med internettet, og hvis man skulle ud at lave noget andet end en amatørhjemmeside skulle man ud at smide mange penge efter det. Derfor var det en god løsning at sælge firmaet,” siger Niels Henry, som ikke mærkede til, at han kom til en ejendomsmæglerkæde:

“Der er godt nok i alt 30 John Frandsen-butikker, men de er selvstændige på mange måder.”

Med en dåbsattest, der siger 67 år, er det oplagt at tænke, hvornår man ikke skal være på arbejdsmarkedet mere, men for Niels Henry er det ikke noget, der fylder.

“Jeg ved ikke hvornår jeg stopper. Jeg er glad for at arbejde, og så længe jeg er det fortsætter jeg,” fortæller han.

Niels Henry og cykling

Niels Henry er et kapital for sig, når det kommer til fredericiansk cykelhistorie. Siden 1967 har han været medlem af Fredericia Cycle Club, og det skete faktisk ved lidt af en tilfældighed.

“Jeg var ikke særlig god til fodbold. Jeg blev altid valgt som en af de sidste, når man skulle vælge hold,” siger Niels Henry og griner.

“Jeg kom med til et cykelløb for amatører. Løbet, der var arrangeret af Fredericia Cykel Club, var en 20 km enkelstart, som jeg vandt. Formanden for klubben spurgte efterfølgende min far om jeg ikke skulle være medlem af klubben,” siger Niels Henry.

Det skulle vise sig at være en god idé. Niels Henry havde flair for at cykle, og de “rutinerede rotter” kom efter ham, da han blev nummer tre ved et A-klasseløb.

“Den efterfølgende søndag i Sønderborg var de lidt efter mig og prøvede at få mig ud i vinden, og på den måde sat af. Det lykkedes ikke, da jeg kom med dem hjem,” siger Niels Henry og smiler.

Det højeste niveau Niels Henry cyklede på var i A-klassen for Fredericia Cycle Club, og der blev lagt mærke til hans præstationer på den to hjulede.

“Jeg fik Fredericias idrætspris i 1972. Jeg havde været i Odense til et løb, men jeg måtte ikke komme med bussen hjem. Jeg fik ikke at vide hvorfor, men blev kørt hen på Fredericia Stadion på Baldersvej. Der var et speedwayløb, hvor Ole Olsen og co. kørte, og der var 10.000 tilskuere til stede. Jeg blev kaldt ind og fik at vide, at jeg havde vundet årets idrætspris. Det er en oplevelse jeg aldrig glemmer,” fortæller Niels Henry.

Udover cykling har Niels Henry en generel forkærlighed for sport. Han var med til at stifte den lokale tandemcykelklub, og det kom ham til gavn i 1992, da han vandt DM i cykeltandem med den ene af sønnerne. Derudover var Niels Henry også med til at stifte Taulov BMX-klub.

“Den ligger jo ved siden af Elbohallen, hvor jeg sidder i forretningsudvalget,” siger han.

Og apropos Elbohallen. Der er Niels Henry formand for forretningsudvalget, og derfor er han en glad mand for tiden efter, at det blev offentliggjort de får 3 mio. kr. af Fredericia Kommune til deres projekt.

“Vi har arbejdet på det i mange år, og derfor er det rigtig dejligt, at det nu bliver en realitet,” forklarer Niels-Henry.

Politisk karriere

Ikke nok med, at Niels Henry er engageret i idræt, så har han også været politisk aktiv.

“Jeg har altid interesseret mig for politik. Jeg har været med i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, og har også været amts- og kredsformand,” siger Niels Henry, der også stillede op til Europaparlamentet for Socialdemokratiet:

“Den eneste valgkamp jeg tabte var sgu min egen,” siger Niels Henry og fortæller, at han som aktiv i politik var med, da Poul Nielson var valgt til folketinget i Fredericia-kredsen.

Den dag i dag er Niels Henry ikke længere politisk aktiv, men han følger skarpt med på sidelinjen, da politik er noget, der står ham nært.

Niels Henry er en mand med meget på hjertet, og vi kunne have talt endnu længere, men med en arbejdsdag, der skulle hænge sammen, gik vi hvert til sit efter en god snak og ønskede hinanden en god dag.

Ugens Kurt: Lene Allman

Patrick Viborg Andersen

08:00 - 29. juni 2020

Hun er opvokset i Nordbyen, og i de yngre arbejdsår røg hun via Nyborg til København. Siden 1997 har hun boet i byen, og er i dag centerchef i iGym og indehaver af House of Harmony. Ugens Kurt er Lene Allman.

En varm fredag middag var der en ledig stund i Lenes kalender. Jeg havde selv taget placering ved højbordet på Kurt’s Kaffebar, da jeg ikke helt kunne blive klog på vejrsituationen, som skiftede mellem lidt overskyet vejr til at være solskin.

Da Lene ankom et par minutter efter mig var hun enig, og vi blev derfor siddende indenfor. Den venlige barista, Emil, spurgte hvad vi ville have, og Lene var til en café latte, men inden vi havde set os om spurgte Emil om vi hellere ville have iskaffe, og der må man sige, at Emil kender mig rigtig godt.

Velforsynet med en drik, som er en af mine favoritter om sommeren, gik vi ellers igang med snakken. 46-årig Lene Allman har to piger på henholdsvis 21 og 17 år, og som hun konstaterer: “Så jeg ser ikke så meget til dem.”

Lene er født og opvokset i Nordbyen, og skolegangen foregik på Treldevejens Skole.

“Jeg synes, at det var dejligt trygt derude. Det var før mobiltelefonen kom, så vi var bare ude at lege. Jeg husker skolegange som stille og roligt uden, at der skete det vilde. Det var noget mindre klasser dengang,” husker Lene.

Efter endt 10. klasse gik turen på Handelsskolen, hvor Lene tog den tre-årig HH.

“Jeg tror aldrig, at jeg havde tænkt på Gymnasiet. Tanken havde altid været Handelsskolen, og der startede jeg så. Efterfølgende kom jeg i lære som allround kontorassistent, og det lå lige til højrebenet for mig, synes jeg. Jeg kunne godt lide det administrative,” siger Lene, der kom i lære hos IC Møller:

“Det følte jeg, at jeg blev voksen af. Folk forventede noget af en, og man havde et ansvar for tingene. Det var noget andet end at gå i skole,” siger Lene og kommer ind på, hvad der efterfølgende skete i hendes liv:

“Jeg havde været i Føtex Vest i min studietid, og så kom jeg på fuldtid der, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville. Jeg blev spurgt om jeg ville være med til at åbne en ny Føtex i Nyborg, og jeg flyttede derfor derover,” siger Lene.

Netop i Nyborg tog Lenes liv en ny drejning. Hun blev kærester med en ansat, som hun fik hendes to børn med.

“Jeg var der i tre måneder, men det gik ikke med mig og ham i samme butik, når vi var kærester. Vi endte derfor med at flytte til Høje Taastrup, og han fik arbejde i Føtex i Glostrup og jeg fik arbejde på Nørrebro,” siger Lene.

Hvordan var det at komme til Hovedstaden?

“Det var et kulturchok uden lige. Vi boede i Høje Taastrup, hvor det var lidt ghetto-agtigt. Vi var der i ni måneder, så flyttede vi tilbage til Fredericia, da jeg ville hjem,” siger Lene og kommer ind på, hvordan det var at komme retur til postnummeret 7000:

“Det var dejligt. Jeg vidste jeg gerne ville blive her. Jeg synes, at Fredericia er en dejlig by. Det er et godt sted at lade børnene vokse op,” siger Lene.

Efter hjemkomsten til Fredericia havde Lene forskellige jobs. Blandt andet var hun booker for et vikarbureau og havde kontorjobs som barselsvikar, men som årene gik fik hun passion for fitness-området og det eventyr startede i det daværende Equinox på Vejle.

“Jeg blev alene i 2005, og så startede jeg med at blive frivillig der. På den måde fik jeg lysten, og tog uddannelsen som fitnessinstruktør i 2006,” siger Lene.

Hvad fangede dig ved det?

“Det var det med at have med mennesker at gøre. Med årene har jeg bygget uddannelser på, og den vigtigste er yoga i 2010,” siger Lene, der har oplevet noget særligt med yogaen:

“Jeg fandt ud af det med ro og det med at komme ned i gear. Det er vigtigt, når man har et job, hvor man er på hele dagen,” siger Lene.

I 2012 tog Lenes liv en ny drejning. Hun blev selvstændig med House of Harmony.

“Jeg startede det med yoga og mindfullness. Siden har jeg udvidet med blandt andet hotstonemassage og andre ting,” siger Lene, der aldrig udelukkende har haft klinikken som hendes indtægtskilde:

“Jeg lever ikke af det, men klinikken er vigtig for mig. Den giver folk følelsen af at være i centrum, og jeg vil have, at folk skal få mere end de betaler for,” siger hun.

Fredericia AVISEN skrev i sommeren 2019 om, at Lene rykkede House of Harmony ud til iGym I et lokale inde i fitnesscenteret, men det sluttede under Corona-krisen.

“Jeg havde været klar til at åbne, da man måtte, men jeg åbnede tre uger senere end alle andre, jeg måtte ikke komme ind i iGym grundet restriktionerne. Min klinik var derfor underlagt det regelsæt,” siger Lene, som i stedet valgte at flytte klinikken:

“Jeg flyttede den derfor ud til mine forældre på Tuxensvej, da jeg ikke kunne blive ved med at holde lukket,” siger hun.

Coronaen trak et tæppe for Lenes hverdag. Fra til tider at arbejde 70 timer i ugen gik hun pludselig til ingenting.

“Det var hårdt, især fordi vi ikke vidste hvad der skete. Man vidste ikke med restriktioner, og måtte man lave nærværende behandlinger? Hver gang jeg får en ny kunde spritter jeg, og det har jeg altid gjort. Når jeg er tæt på ansigtet har jeg maske på, men jeg har ikke gjort andre ting anderledes,” siger Lene, der beder alle spritte hænderne inden de får en behandling.

Hvordan har kunderne reageret på flytningen?

“Alle er glade og positive. Jeg har fået tilbagemeldinger om, at det giver mere ro og er hyggeligere. Selvom det er hjemme ved mine forældre, så er det ikke sådan, at man kommer ind i selve huset. Man har sin egen indgang, så på den måde fungerer det rigtig fint,” siger Lene og kommer ind på overvejelserne omkring at være selvstændstig på fuldtid:

“Man leger altid med tanken om det at være selvstændig skal fylde mere, men jeg er glad for det som det er. Jeg nyder at have en fast base, og så have min forretning, der er min passion. Det er den sport jeg går til. Så jeg føler ikke, at jeg arbejder 70 timer i ugen. Jeg elsker det,” siger Lene, der har åbent i House of Harmony torsdag, fredag og lørdag.

“Og det passer mig rigtig fint. Jeg skal gå ned i tid på faste job, hvis jeg skal holde mere åbent,” siger hun.

Lene er født og opvokset i Fredericia, og bortset fra den korte afstikker til Nyborg og Københavnsområdet, har hun altid boet i Fredericia. Dermed har hun været vidne til den udvikling byen har været i.

“Vi er virkelig ved at få en skøn by. Jeg elsker at bo herinde. Det tager fem minutter at gå til stranden, og det tager to minutter at gå op på volden,” siger Lene og fortsætter:

“Når jeg har venner på besøg fra andre byer, så siger de, at det er så smukt her. Vi har det hele lige i baghaven. Jeg synes især, at den nye Urbania Beach Bar er fantastisk at komme på. Jeg er meget glad for at komme der, da jeg altid har benyttet stranden meget. Så det at kunne få en god kop kaffe der eller et glas vin er skønt,” slutter Ugens Kurt, Lene Allman.

Ugens Kurt: Sune Østergaard

Patrick Viborg Andersen

08:00 - 22. juni 2020

I løbet af de seneste par år er han blevet en kendt skikkelse i Fredericia. Efter afstikkere udenbys og en karriere i militæret, vendte han hjem til Fredericia og blev selvstændig. Ugens Kurt er Sune Østergaard fra Get Outdoor.

Det er højsæson for Sunes gesjæft, og med kort varsel kneb det med at finde en ledig stund i kalenderen, men vi fik enderne til at mødes og i formiddagssolen over en sort kop kaffe blev vi klogere på personen, Sune Østergaard.

Normalt, når jeg laver Ugens Kurt, hører det virkelig til sjældenhederne, at det foregår udenfor, men med “Get Outdoor” og en temperatur, der sendte os til sydligere breddegrader end 7000 Fredericia, så bød muligheden sig til.

Sune er 29 år, og fylder snart 30 år. Opvæksten var i Fredericia, hvor han gik på Treldevejens Skole.

“Det var en meget normal skolegang. Vi var en hel almindelig klasse. Jeg kunne godt lide sløjd, men mindre glad for dansk,” siger Sune, der særligt husker lærerne Birgit, Jørgen og Stig.

Fra barnsben har Sune spillet cricket, og det er noget der ligger til familien.

“Min bedstefar startede klubben, og jeg spiller stadig selv i dag, og det gør min storesøster og to af mine onkler også,” siger Sune, der er formand for klubben.

Efter endt skolegang kom Sune ud at arbejde som arbejdsdreng / tømrer for sin onkel, og det blev indgangsvinklen til hans uddannelse.

“Jeg startede på tømreruddannelsen i Vejle, og gjorde den færdig. Det var fedt at være med til at bygge mange sommerhuse,” siger Sune, der tog på noget af et eventyr, da uddannelsen var fuldendt:

“Jeg tog et år til Australien, og rejste rundt selv i det år. Det var en kæmpe oplevelse, hvor jeg havde et år med sjov, hvor jeg rejste langs østkysten, og så arbejdede jeg i et halvt år på en farm, der er på størrelse med Sjælland.”

Hvordan var det at være ude at rejse?

“Det var vanvittigt fedt. Det har givet mig en god ballast i forhold til blandt andet det at være selvstændig nu,” siger Sune.

Efter at være kommet hjem fra Australien tog Sune på et andet eventyr. Det blev i Forsvaret, hvor han endte med at være i syv år.

“En uge efter jeg kom hjem fra Australien startede jeg min værnepligt, og jeg endte med at være i Forsvaret i syv år,” siger Sune, der undervejs var udsendt til Afghanistan i Helmand-provinsen:

“Det var lidt surrealistisk, og man får et andet syn på verden. Da jeg var der blev lejren angrebet nogle gange, men det var ikke så slemt som hold seks, syv og otte,” siger Sune, der i Forsvaret altid havde en ledende rolle. Han nåede blandt andet at være konstabel, gruppefører, være næstkommanderende i delingen

Efter otte år i Forsvaret skulle der ske noget nyt, og det drejer os hen i retning af det Sune laver den dag i dag.

“Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville, men jeg havde hørt om Friluftvejlederuddannelsen. Grundet min tid i Forsvaret havde jeg optjent så jeg fik løn i skoleperioden. Det var et godt springbrædt til det jeg laver i dag,” siger Sune og fortsætter:

“Man far døde lige, da studiet startede. Han væltede på cykel, og fik en hjerneblødning og var i koma. Jeg var på daværende tidspunkt lige flyttet til København og det satte tingene lidt i perspektiv. Efter et par måneder døde han som følge af hans tilstand,” siger Sune.

Sune havde fundet sin rette hylde på studiet, og derfor gennemførte han det, selvom det var en hård tid og imellemtiden stiftede han Get Outdoor i februar 2018.

“Jeg gik stadig på uddannelsen der, og jeg var virkelig helt grøn indenfor at være selvstændig. Jeg skulle lære alt det med moms osv. helt selv, så der var en masse jeg skulle sætte mig ind i,” siger Sune, der blev færdig med studiet i sommeren 2018:

“Min kæreste og jeg flyttede tilbage til Fredericia i slutningen af juli, og jeg havde efterhånden været væk i syv-otte år. Jeg opdagede så Kanalbyen ved tilbageflytningen og der ligger Get Outdoor i dag,” siger Sune og fortsætter:

“Vi kiggede faktisk på noget i Odense, men fandt ikke det rette og så besluttede vi os at flytte hjem til Fredericia. Det var sjovt at komme tilbage ,og der var virkelig sket en del. Jeg fandt hurtigt ud af, at det passede godt sammen, og jeg åbnede min container der i 2019,” siger Sune.

Hvordan var det første år med containeren?

“Det var stille og roligt. Jeg fokuserede meget på netværk, og lære en masse ting. Jeg var ny i branchen, kan man sige, men der var en masse netværk og jeg havde fokus på at tale med folk,” siger Sune, der i starten stadig havde et job ved siden af.

“Jeg havde 15 timer om ugen som bestyrer af et nyt projekt, hvor man kunne købe soldaterudstyr, men det er dødt igen pga. Corona,” siger Sune, som derfor nu er gået fuldtid med Get Outdoor:

“Det er hårdt, men fedt. Det er arbejde hele tiden, der er virkelig fart på,” konstaterer han.

Hvad lærte du af det første år i C-byen?

“Det var det med at være dernede, hvor der ikke kom nogen, og jeg var der meget. Det kunne jeg mærke, at jeg skulle ændre, hvis jeg skulle leve af det her,” siger Sune, der i stedet ændrede strategi:

“Jeg har lavet det til onlineudlejning med kajakkerne. Det et turene, hvor jeg skal lære fra mig jeg helst vil” siger Sune og fortæller, at det er meget bredt, hvem der vil på ture:

“I sidste weekend havde jeg tre kurser, hvor det var en drengetur, polterabend og 2×30 års fødselsdag. Turene bliver tilpasset alt efter hvem det er og hvad de vil,” siger han.

Hvordan reagerede du, da der kom Corona?

“I starten tænkte: Hvad skal der ske? Jeg valgte at fokusere på min kajak og ture for normale personer, da firmaer med mere næppe ville booke noget,” siger Sune, der satser på godt dansk sommervejr, når mange formentlig vælger at holde ferie herhjemme:

“Forhåbentligt får folk øjnene op for, hvad vi kan herhjemme,” siger han.

Hvad står sommeren ellers på for Get Outdoor?

“Der er feriesjov og så vil jeg lave kajakture, som varer over flere dage. Jeg planlægger lidt på det og ser om jeg kan få det stablet på benene,” siger Sune og slutter med at komme med et håb for fremtiden:

“Jeg skal gerne ud at få et normalt arbejdsliv, men al opstart er hårdt. Jeg er bevidst om, at der skal knokles igennem, men måske om et års tid har jeg et knapt så presset arbejdsskema,” slutter Ugens Kurt, Sune Østergaard.

Sune hastede videre, og undervejs i vores samtale har flere familiemedlemmer stukket næsen forbi vores bord, og spurgt efter den hårdtarbejdende Sune. Vi gik derfor hver til sit, og ønskede hinanden en god dag.

Ugens Kurt: Allan Riis

Patrick Viborg Andersen

07:30 - 15. juni 2020

Han har været en markant skikkelse i Fredericias midtby igennem knap to år, og har en fortid som blandt andet formand for handelsstandsforeningen i Kolding. Ugens Kurt er varehuschef i Føtex Prinsessegade, Allan Riis.

Solen har ramt Fæstningsbyen. Byen summede af liv omkring Kurt’s Kaffebar, hvor Allan og jeg havde aftalt at mødtes.

Der var travlt på kaffebaren, og vi blev hurtigt enige om, at det var et stærkt signal fra byens borgere at bakke sådan op om bylivet. Det blev især mærket, da det var vi skulle afgive bestilling på drikkevarer.

Efter lidt ventetid blev det vores tur. Noget utraditionelt fik denne Ugens Kurt serveret en iskold Cola Zero, mens jeg selv tog den helt klassiske sorte kop kaffe.

Allan Riis er 47 år, og er født og opvokset ti kilometer udenfor Sønderborg, hvor Augustenborg ligger. Den dag i dag bor Allan i Vejle med sin kæreste, og har drengene Storm og Malthe med sin ex kone.

Vi starter med at spole tiden tilbage til Allans barndom, der skolemæssigt foregik på den lokale skole i Augustenborg, og derefter gik han på Sønderborg Amtsgymnasium.

“Det var en god tid. Det var en anden tid end nu med telefoner. Der var godt kammeratskab, man spillede fodbold, rundbold og alt det der. Jeg har aldrig siddet foran computeren, og heller ikke Commodore 64 og hvad de ellers hedder,” siger Allan.

Hvad med fritidslivet, dyrkede du sport i en forening?

“Jeg spillede i Midtals IF, hvor jeg prøvede fodbold, tennis og bordtennis. Det var bordtennis, der var sjovest,” forklarer Allan.

Efter endt gymnasietid kom Allan i militæret, hvor han var 11 måneder i Holstebro, og det var godt givet ud.

“Jeg var 19 år, og det var godt at gå fra at være en drengerøv til at blive en mand. Det var en mega fed tid, og jeg savner stadigvæk, hvor man er i naturen og ser det hele vågne op tidligt om morgenen,” siger Allan.

Hvad skete der efter militæret?

“Min plan med gymnaiset var at være jægerpilot. Jeg var langt hen ad vejen okay til det, men grundet min højde var min lårbensknogle for lang. Hvis jeg skulle ud med katepult igennem et F16 fly ville jeg sidde fast. Derfor brast drømmen,” siger Allan Riis.

Hvordan reagerede du på det?

“Jeg var ærgerlig over det, da jeg følte, at jeg var parat til det og jeg kunne komme igennem det. Jeg var godt trænet, hovedet var godt skruet på, så jeg var lidt ærgerlig over, at højden gjorde udslaget,” siger Allan.

I stedet for en karriere som jægerpilot røg karrieren helt over i en anden genre.

“Jeg tænkte over hvad jeg så skulle og det endte med at blive på det regnskabsmæssige område, og herfra tænkte jeg på revisor eller lignende. Jeg tog en et-årig HH, og jeg kom godt igennem det, og skulle til at søge læreplads, og det fik jeg som regnskabselev på AMU centret i Aabenraa, hvor jeg kørte til,” siger Allan.

Hvordan var det?

“Det var lidt en anden oplevelse. Jeg har været vant til at være igang, og gennemførte det, men det med at sidde stille vil jeg helst krydre med at være sammen med andre. Jeg fik en masse Excel og alt det der, så det kontormæssige blev jeg upgraded på. Det var ikke den vej jeg skulle efterfølgende. Sideløbende havde jeg jobs andre steder, blandt andet på et diskotek og hos A-Z. Efter to år spurgte chefen hos A-Z om jeg ville blive hos dem, og det synes jeg var fint,” siger Allan Riis.

A-Z var en del af det, der i dag er Dansk Supermarked / Salling Group, og der startede Allan Riis’ karriere allerede som 16-årig, da han var flaskedreng. Siden da, pånær et år, har han været 31 år i den koncern.

Efter et års tid hos A-Z startede et nyt eventyr. Allan rejste jorden rundt med, hvad der nu er hans ex kone.

“Jeg havde altid drømt om at se verden, og så sagde min kæreste, at vi skulle ud at rejse. Vi startede i Brasilien, som dengang ikke var et turistland, og det var derfor specielt.

“Jeg valgte at sige. At jeg havde jeg fundet en kæreste og vi rejste jorden rundt. Jeg havde drømt om at se verden, så det sagde min kæreste der blev min kone, at vi skulle ud at rejse. I nogle regioner havde man ikke set hvide mennesker før, så de ville røre ved os. Det var en fantastisk oplevelse med kun at leve i en rygsæk,” siger Allan.

Efter at være kommet hjem fra rejsen bosatte Allan sig i Vejle med kæresten.

“Hun skulle på sygeplejerskeskolen, og den bedste skole er i Vejle. Så efter at have boet nede ved Sønderborg, så rykkede jeg til Vejle, hvor en af mine gamle chefer var hos Bilka Vejle, og der blev jeg ansat,” siger Allan, der endte med at besidde stillingen i ti måneder inden han kom videre:

“De så lederpotentiale i mig, og jeg blev derfor salgsleder i det der dengang hed bolig / isenkram,” forklarer Allan.

Allan har af flere omgange været ansat hos Bilka Vejle, og han endte tilbage i A-Z i Sønderborg.

“Jeg fik muligheden for at blive afdelingschef, og den slags stillinger hang ikke på træerne. Derfor slog jeg til og kørte den lange vej fra Vejle til Sønderborg,” siger Allan.

Allan besad stillingen hos A-Z i et par år, men så ville han prøve noget nyt.

“Jeg havde lidt udlængsel, og efter at have talt med en fra HR var der tale om, at jeg skulle med Bilka til Sverige. Jeg lagde billet ind, men det kunne ikke lade sig gøre, da konkurrenceklausuler gjorde, at Dansk Supermarked ikke kunne åbne noget i Sverige. Derfor røg det til hjørne. I stedet blev jeg spurgt om jeg ville være med til at åbne Bilka i Ørestaden og det sagde jeg ja til,” siger Allan og fortsætter:

“Jeg endte med at åbne Bilka derover, men det var virkelig vildt. Mentaliteten er anderledes derovre, og det skulle jeg lige bruge nogle måneder på at tilpasse mig. Vi bosatte os i Glostrup, og det var jo ren win-win, når man som mig holder med Brøndby,” siger Allan, der efter et par år i København drog retur til Vejle:

“Vi skulle til at have børn, og ville derfor tilbage. I 2005 købte vi hus i Vejle, hvor vi var glade for at bo. Vi fik vores to dejlige drenge, og børnelivet skulle til at køre. Jeg startede hos Føtex Middelfart, hvor jeg var afdelingschef for flere forskellige afdelinger,” siger Allan.

I sin tid i Middelfart fik Allan muligheden for at komme på et talenthold i forhold til at blive varehuschef. Derfor fik han som ekstraopgave, udover sit eget job, at lukke Føtex i Gothersgade i Fredericia.

“Det var meget mærkeligt, og specielt at kigge tilbage på nu. De skulle bygge i Prinsessegade, hvor jeg er chef i dag. Det var specielt, og jeg gik selv rundt og havde en fest derover. Jeg lavede tilbud for at få hele butikken solgt ud, og det havde jeg 4-5 uger til,” siger Allan, der efterfølgende havde en stilling i Bilka Vejle som elektronikchef og siden kom til Føtex Haderslev som salgschef for hele huset:

“Varehuschefen i Kolding skulle på et andet projekt i nogle uger, og jeg blev spurgt om jeg ville prøve at være der imens. Jeg sagde ja, og det gik godt. Efter jeg kom tilbage til Haderslev gik der tre uger, og så fandt de ud af, at varehuschefen i Kolding skulle være regionschef og så blev jeg varehuschef i Føtex Kolding,” siger Allan, der straks mærkede hvad det ville sige:

“Man er byens omdrejningspunkt, og ligesom her er man midtbyens største arbejdsplads, og man skal derfor være et kendt ansigt på mange måder. Det var en fed oplevelse. Den første dag med nøglerne var som juleaften,” siger Allan, der nåede at være fem år i Kolding og undervejs blandt andet var formand for Kolding City (handelsstandsforeningen i byen, red.):

“Da jeg kom til Fredericia for to år siden var det givtigt, at jeg havde den erfaring, og det var også meget lige til, at jeg skulle træde ind i Fredericia Shoppings bestyrelse, da min forgænger Peter Lund også var der,” siger Allan Riis, der glæder sig over at være med til at påvirke bylivet i Fredericia:

“Jeg er blandt andet glad for, at Axeltorvet lavede sommerock sidste år. Sådanne ting er jeg forgangsmand for at gøre mere i, også via byforum,” siger han.

Hvordan har de første to år i Fredericia været?

“De har været fantastiske. Det har været sjovt, vi har fået posthus og apotek integreret. Vi har været med til at finasnere ting til Madsby Legepark sammen med Venusvej og vi hjælper udsatte, og vi har endnu mere i støbeskeen,” siger Allan.

Hvad laver du i fritiden?

“Sidste år startede jeg på diplom i ledelse. Ellers er det mine to drenge, og så er det koncerter og fodbold,” siger Allan, der i disse coronatider derfor har manglet noget:

“Det har været hårdt ikke at høre livemusik og se fodbold. Det mangler jeg, og det gør drengene også,” siger Allan, som hvert år har en særlig tradition, der ikke blev holdt i hævd i år:

“Jeg er frivillig på Jelling Festival, hvor vi er tre vennepar, der har en burgerbar på pladsen. Vi laver ikke penge på det, da det er til foreningen bag festivalen.”

Sådan lød afslutningsreplikken for Ugens Kurt, Allan Riis.

Ugens Kurt: Jonna Heebøll

Matthias Runge Madsen

08:00 - 8. juni 2020

Bor man i Skærbæk, så er man ikke i tvivl om hvem denne uges gæst i den varme stol på Kurt’s Kaffebar er. Hun er involveret i nærmest samtlige aktiviteter, foreninger og hvad der ellers rører sig i lokalområdet i Skærbæk. Flere har kaldt hende Dronningen af Skærbæk, men selv vil hun bare gerne det bedste for sit lokalsamfund. Ugens Kurt er Jonna Heebøll.

Det er første gang i lang tid, at jeg fik muligheden for at mødes med Ugens Kurt der hvor det hele startede: På Kurt’s Kaffebar. Vores nye kontor er placeret ikke langt fra kaffebaren, så med computeren under armen gik turen ned ad gågaden og ned til Kurt’s Kaffebar. Jonna var kommet i god tid, så kaffen var allerede skænket. Men så kunne vi jo gå lige til sagen. Historien om Jonna – og hvad der ellers følger med (og det er en del, for hun kan ikke rigtigt holde sig udenfor det der sker i Skærbæk).

“Jeg er født og opvokset i Bogense, hvor jeg også har stået i lære på kontor. Jeg kom til Skærbæk i 1977, og der var min ældste begyndt at gå i skole, men den yngste var ikke så gammel, så jeg var hjemmegående. Jeg havde en veninde der var lærer, og hun mente jeg skulle søge som skolesekretær på Skærbæk Skole. Jeg søgte og fik det – og var der i 32 år”, fortæller Jonna kort og opsummerende om hendes historie.

Livet i Bogense, hvordan var det?

“I min alder synes jeg der var kedeligt, der skete ikke noget. Jeg rejste et år til England inden jeg kom i lære, men jeg havde et stort ønske om at blive speditør. Det kunne man ikke i Bogense. Man kunne være damefrisør, på kontor eller i forretning. Der var ikke så meget at vælge i mellem. Jeg valgte det med kontor, det var jeg glad for. Jeg havde meget med eksport at gøre alligevel, så det var fint”, fortæller hun.

“Jeg var glad for at gå i skole – og så var jeg spejder. Da jeg så flyttede til England, blev jeg også spejder i det år jeg var der. Jeg var kun 16 år, så jeg var ikke så gammel. Jeg fik også kun lov til at rejse fordi min mor kendte konen i huset. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg havde ønsket, at jeg havde været mere moden, for så havde jeg nok fået flere oplevelser. Men det har gjort, at jeg har haft lyst til at opleve verden”, forklarer Jonna.

Da du kom hjem fra England, hvad skete der så?

“Læretiden gik hurtigt. Vi flyttede til Odense, hvor jeg arbejdede ved Fyns Sækkekompagni, hvor jeg var som eksportsekretær i seks år. Det var lidt specielt, især når man talte med Indien. Det foregik sådan, at det var om natten der kom telefax, hvor man skulle taste lange strimler på skrivemaskine, der kom i en faxmaskine efterfølgende. Det var en svær kommunikation”, fortæller hun.

“Så flyttede vi til Skærbæk i 1977. Min eksmand fik arbejde på Skærbækværket. Det første jeg sagde var, at det hul skulle jeg ikke bo i. Det tænkte jeg kun var for en kort periode, men det blev det så ikke”, siger hun med et grin.

Det første jeg sagde var, at det her hul skulle jeg ikke bo i
Jonna Heebøll

“Det første jeg blev involveret i, var Skærbækværkets personaleforening, hvor de skulle bruge en husmor. Det var lidt mærkeligt at en personaleforening skulle have en husmor, men det synes man altså dengang. Vi lavede mange arrangementer, eksempelvis med Troels Kløvedal. Da jeg i 1981 startede på skolen, blev jeg medlem af beboerforeningen og har været det lige siden. Først var jeg kasserer og siden så er jeg blevet formand”, forklarer Jonna.

“I 1991 synes jeg der skulle ske noget, så startede jeg en aftenskole, som jeg så lukkede i 2014. Det var da jeg stoppede på skolen, fordi der mistede jeg netværket. Der skete virkelig noget for mig da jeg stoppede på skolen, jeg havde ikke længere den kontakt med de nye der kom til byen”, siger hun.

“Men aftensskolen var et stort plus. Nu laver jeg lidt foredrag med Aarhus Universitet, og vi startede altså først i Skærbæk. Det kører godt, det er primært de naturvidenskabelige foredrag vi kører. Det er virkelig interessant. Jeg ved en hel masse om kvantefysik nu”, fortsætter Jonna med et grin.

“I kraft af aftenskolen og min plads på skolen har jeg fået lavet meget. Det gik godt. I 2003-4 stykker overtog jeg den frie aftenskole i Fredericia – som jeg også havde til jeg sluttede på skolen”, indskyder hun.

Hvad driver sådan en som dig?

“Det er rigtig vigtigt for mig, at der sker noget i Skærbæk. Jeg synes det var irriterende at alle skulle rejse til Fredericia, Kolding eller Middelfart hvis man skulle noget. Jeg tænkte at der skulle ske noget i Skærbæk. Det er også derfor jeg efterhånden har lavet en række tiltag, som eksempelvis Skærbæk Bylaug, der hver måned mødes og går ud og ordner det kommunen ikke gør. Det er virkelig hyggeligt”, forklarer Jonna. Denne historie om et projekt hun har startet leder lige over til den næste:

“I beboerforeningens regi har vi også lavet affaldsindsamling, som vi startede for mere end 24 år siden. Nu er det i et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Men affaldsindsamlingen er også noget jeg kunne få børnene på skolen med til, der har været mange fordele ved det at være på skolen”, lyder det med et grin fra Jonna.

Noget af det flere af Fredericia AVISENs læsere er meget glade for er Natteuglerne, som et endnu et af Jonnas mange projekter.

“For tre år siden startede jeg Natteuglerne op. Jeg har forsøgt at hjælpe til oppe i Taulov også, men det er ikke lykkedes endnu, det er ærgerligt. Det er så sjovt at være natteugle, for jeg kommer rundt og ser de unger jeg havde i skolen, hvor jeg i mange år også var lærervikar. Jeg møder dem, de hilser altid og jeg kan følge med i deres liv”, fortæller hun og fortsætter:

“De vil gerne snakke og så får jeg fortalt at de skal huske at rydde op og sådan. Jeg bliver så glad når jeg ser sådan noget, de lytter til en. Det bliver jeg lidt rørt over. Det er så vigtigt at vi i Skærbæk har plads til alle. Der har været meget store frustrationer fra dem der bor ved stranden, fordi der var mange unge mennesker og sådan, men det er rettet sig op siden vi startede Natteugle-projektet”.

“Jeg har 150 i facebookgruppen, og hvert år prøver jeg at lave et infomøde, hvor vi får de nye forældre med, for der kommer hele tiden nye børn til. Det et svært at få forældre med. De synes det er meget bedre at vi gamle går turen, men det er vigtigt for mig at få nogle af de nye med. Det er lidt ærgerligt at det er så svært at få dem med. Men vi fortsætter”, slår Jonna fast.

Du er meget aktiv for andre mennesker i dit område. Hvad med fritid, hvad har du brugt den på?

“En anden passion jeg har er folkedans. Da vi i 1977 kom hertil, så havde min søn en passion for folkedans. I 1979 bad han om at jeg kom med til legestue. Jeg tog en veninde med, og så blev jeg engageret der. Så blev jeg formand i ’87 og var der indtil sidste år. Foreningen er lidt i dvale nu, men jeg instruerer dans i de fire hjørner i Øster Starup, så jeg fortsætter stadigvæk”, fortæller hun.

Du er meget engageret i nærmest alt. Kan du ikke finde ud af at sige nej?

“Jeg er sådan en der ikke kan sige nej, det er meget svært for mig. Jeg vil gerne prøve hvis det giver mening. Jeg kan ikke lade være at rode mig ind i tingene. Jeg har også spillet amatørteater og sådan. For 14 år siden var der 6-8 mennesker der startede en fest på havnen i et telt. I to år kørte det før de blev trætte af det, men de spurgte om ikke jeg ville hjælpe – og så startede vi havnefesten der også kører. Der kommer mange mennesker ned og deltager i det”, forklarer Jonna, inden hun fortæller om endnu et af projekterne hun er en del af:

“For tre år siden overtog vi kommunens forvaltning af strandparken. Jeg havde læst i avisen at de udbød det til salg, jeg tænkte nej for pokker. Jeg kender heldigvis nogle politikere, så jeg kontaktede dem. Jeg skrev til kommunen, at vi var tændt på at kunne forpagte eller på en eller anden måde sikre at det var offentligt. Det viser sig så at det ikke kunne sælges, så vi forpagter det med de tre huse”.

Hvad skal der ske når ikke du kan være så engageret længere?

“Flere har spurgt hvad Skærbæk er uden mig, men jeg er sikker på at der kommer en anden. Jeg har kæmpet for en cykelsti på Skærbækvej i 20 år. Den bliver til noget nu. Vi lavede vores første projekt med tunneller under vejen og alt muligt, det var visioner – og nu får vi det. Det er rigtig godt”, fortæller hun.

“Jeg har prøvet mange ting, det har jeg godt nok. Jeg glæder mig vanvittigt til den cykelsti. Det kan være min afslutning på mit arbejde i beboerforeningen, selvom jeg ikke ved om jeg kan undvære det. Jeg har sagt, at når jeg får klippet snoren over, hvad jeg håber at jeg får lov til, så skal der nye kræfter til”, forklarer Jonna.

Du sagde indledningsvist, at din rejse til England gav dig mod på at udforske verden?

“Jeg elsker at rejse. Jeg skriver rejsebeskrivelser, tykke A4-mapper. Hjemme på mit kontor har jeg over 70 mapper med alle de rejser jeg har været på. Vi er slet ikke færdige endnu. Vi skulle have været afsted til Kroatien nu her, men det kom vi ikke”, siger Jonna og fortsætter:

“Vi har rejst næsten alle steder. Jeg mangler Japan og Mongoliet. Vi har været langt væk ellers. Det er spændende at komme ud og opleve – også hvordan andre lever. I Nordvietnam var det særligt specielt. De går stadig rundt i gamle dragter. Jeg synes det er fantastisk. Derfor vil jeg også både til Japan og Mongoliet”.

“Vores yngste søn og hans kone købte en sejlbåd og har sejlet meget i Middelhavet. Der har vi været med mange gange. Nu har de købt hus i La Palma. Det er fantastisk. Vi har allerede været der tre gange og det er kun et år siden”, lyder det med et stort grin fra Jonna.

“De bor i et hus med 180 grader udsigt over vandt og mod vulkanen på Tenerife. Vi arbejder også hårdt når vi er dernede, for deres levebrød er at leje ud til vandrere og sådan”, supplerer hun.

Det næste stykke tid, hvordan ser det ud?

“Der starter vi jo snart med folkedans igen, og ja – der er nok at se til med andre projekter. Foredragene har vi allerede planlagt til efteråret. Så der er ved at være godt styr på det hele – omend der er meget”, lyder det med et grin fra Jonna.

Vi slutter også på den note, for der er meget at se til for Jonna. Men hun er et af de mest passionerede mennesker jeg nogensinde har mødt. Det er måske ikke den mest kronologisk strukturerede Ugens Kurt-historie, men når man er engageret i så mange forskellige ting, ja så er historierne også mange. Jonnas arbejde i og for Skærbæk er helt unikt.

Ugens Kurt: Areewan Sophondilok Erlandsen

Matthias Runge Madsen

07:00 - 1. juni 2020

Hun er født i Thailand, opvokset i en lille by mellem Skjern og Holstebro – og så kan hun i en alder af blot 24 år kalde sig for restaurantejer. Når hun ikke er på arbejde, ja så arbejder hun – og ellers bliver tiden brugt med hendes kæreste Euan. Sammen har de store drømme, men nu er det hidtil største eventyr for Ugens Kurt startet. Ugens Kurt er Areewan Sophondilok Erlandsen.

Solen skinner på en tidlig fredag morgen. Areewan har nok at se til, for 11:30 åbner hendes restaurant for frokostservering og forberedelserne skal nåes inden. Vi mødes på Kurts Kaffebar, et sted som hun kender rigtig godt. Her har hun nemlig arbejdet, ved siden at et andet arbejde, selvfølgelig.

“Jeg er fra Thailand og kom til Danmark da jeg var fem år gammel til en lille by, Granhøj, der er bedst kendt fordi man kører forbi den på hovedvejen til Skjern. Jeg husker det som en god ting. Jeg lærte dansk meget hurtigt og kom fra dagpleje til børnehaveklasse”, fortæller Areewan.

“Jeg var ret lærenem og fik hurtigt venner. Jeg husker ikke at jeg ikke kunne kommunikere. Min stedsøster der skulle passe mig, der kan jeg huske, at der var meget pegen. Men jeg husker min folkeskole som en god tid”, fortsætter hun.

“Jeg elskede at gå i skole. Jeg havde gode venner og jeg var god i skolen. Så der var ikke noget der udfordrede mig i folkeskolen. Jeg havde let ved tingene. Det ændrede sig lidt da jeg kom på gymnasiet, på Holstebro Gymnasium”, forklarer hun om sin skolegang.

“Jeg er meget ubeslutsom. Som 12-årig ville jeg gerne være tømrer for at blive bygningskonstruktør, så jeg var meget fokuseret på det tekniske. Så fik jeg tid ved studievejlederen i en alder af 14 år, det er jo lidt vildt at det er så tidligt man skal tage sine valg. Jeg var bange for at tage det forkerte valg – og er det stadig lidt. Jeg valgte HHX fordi jeg bedre kunne se mig selv anvende det. Jeg er stadig meget glad for det valg”, forklarer hun fortsat.

Motivationen forsvandt – men en ny passion skød op

“Jeg har læst til markedsføringøkonom. Selvom jeg har haft let ved skolen i folkeskolen, så mistede jeg lysten til det. Jeg mistede mit drive og motivationen. Jeg har været meget glad for branchen og faget, men jeg kunne godt mærke at det ikke var det jeg skulle. I alt den tid har jeg arbejdet i restaurationsbranchen. Jeg har fået meget ansvar og mange opgaver jeg nok ikke ville have fået ellers. Hvor jeg havde fravær på skolen har jeg aldrig haft en sygedag fra arbejde. Der begyndte jeg at blive glad for det. Det er en branche jeg trives i – og det motiverer mig”, fortsætter hun.

“Jeg startede med at arbejde i Herning på en thai-restaurant. Der var både butik, take-away og restaurant. Så en komplet pakke. Der startede jeg som overtjener, og da der blev udvidet med madskoler om aftenen, der stod jeg for det i en alder af kun 19 år. Der var tyve mennesker jeg skulle lære at lave mad. For mig var det meget naturligt at gøre det. Som person er jeg meget genert og tilbageholdende, men så snart jeg står i situationen, så lærer man at overkomme sin generthed”, forklarer Areewan.

“Da jeg blev færdig med gymnasiet og skulle læse videre flyttede jeg til Fredericia, men læste i Kolding. Så var mit første arbejde nede ved Eva (Mair, red.), hvor jeg spurgte om de manglede. Hun spurgte til min erfaring, vi aftalte et møde til ugen efter – og allerede dagen efter ringede hun og spurgte om ikke jeg ville starte. Det var uden oplæring og sådan, for en anden medarbejder var sprunget fra. Så derfra var jeg ansat. Skæbnen ville, at selvom jeg ikke havde været kok, at Eva manglede en kok og spurgte om jeg ville, så efter en måned blev jeg kok og kom i køkkenet. Uden at have erfaringen, men det er lysten og passionen der har gjort at jeg har lært det”, fortæller hun om sine første oplevelser med Fredericia.

Hvordan var det at skulle være kok lige pludselig? Man står ligesom for det folk kommer for på en restaurant?

“Det var angstprovokerene. Men det sjove ved restaurationsbranchen er at man ikke selv tager imod kritikken. Min vej er bare blevet banet af muligheder og tilfældigheder. Det jeg nu ved er en fordel er, at jeg både har været i køkken og service, for det hænger meget sammen, men samtidig er der kun ris til tjeneren, for kokken kan altid gemme sig lidt. Nogen siger at det er derfor jeg er blevet kok, fordi der er plads til at have en dårlig dag”, siger hun med et grin.

“Der var jeg siden 2016, så 3,5 år frem som kok og tjener. Man bruger mange timer sammen, så det var vigtigt for Eva at man kunne indbyrdes – og ikke kun på arbejdet. Vi kaldte os selv for en lille familie. Mair’s har plads til mange forskellige typer. Men applaus til Eva, hun er god til at give ansvar og opgaver, man får meget at lave selvom stedet er så lille. Man er meget involveret – og man lærer at holde hovedet koldt. Man kan ikke bare give den videre, så man lærer i høj grad at tage ansvar for sine fejl, for der er ikke andre at peger fingre af. Man kan ikke bare tage et skridt tilbage og håbe en anden tager bordet eller taler med den utilfredse gæst. Er man på gulvet, så er der ingen steder at gemme sig”, fortæller Areewan om det fællesskab der er kendetegnende for personalet på Mair’s.

Pludselig var du også en del af Kurt’s Kaffebar, sideløbende med dit job på Mair’s?

“Jeg er kommet løbende og har lært Ismail at kende på en mere kunde-ejer-relation gennem fælles venner. Så skete det tragiske at Maria gik bort. Det var i en tid hvor jeg blev færdig med min uddannelse, så jeg havde tiden til at arbejde ekstra. Jeg ville gerne hjælpe Ismail når jeg havde muligheden for det. Man skal hjælpe når man kan. Jeg tilbød Ismail at jeg hellere end gerne ville hjælpe – også fordi jeg kan det med kaffen nede fra Mair’s. Alt sammen samtidig med at være dernede. Det var morgen i kaffebaren fra 8 til så langt jeg kunne trække den, og så på Mair’s fra 16-22”, svarer hun.

Så er der også en kæreste, Euan?

“Ham mødte jeg på Mair’s, hvor jeg arbejdede sammen med hans mor. Jeg var på arbejde den dag han kom ned for at besøge hende. Første gang han var her var han stadig Beth’s søn, så var vi sammen med ham, og her er vi familien Mair’s. Han har rejst meget, så for ham er det naturligt at snakke og møde nye mennesker. Det åbnede også mig op som person, der ellers er meget stille”, fortæller hun og fortsætter:

“Han kom tilbage en måned efter – og jeg ved ikke hvordan i forhold til mit skema, så havde jeg så mange fridage i den uge han kom tilbage, så vi mødtes til kaffe, og trænede også sammen. Så det var et venskab der udviklede sig, det blomstrede. Vi har været så heldige, at vi begge har haft fri om mandagen. Som det er nu har vi fri søndag og mandag, så vores weekend er bare skubbet en enkelt dag. Så gør vi alt vi kan for at være sammen. Når jeg har fri og han er på arbejde besøger jeg ham – og omvendt, så man når at se hinanden i løbet af dagen”.

Så kommer vi jo ikke udenom det seneste eventyr, Ros – eller ene.?

“Jamen det er jo faktisk en lidt længere historie, uden at det er meget langt. Euan er ansat ved Vin med Kant, der leverer vin dernede. Jeg har hjulpet til med at lave lidt tapas og mad til dem dernede. Jeg stod og var ved at anrette noget, da Marcel laver den her meget sjofle joke fordi han tror det er Euan der stod ude bagved. Men han blev helt rød i hovedet og spurgte om jeg kunne lave mad, og det kan jeg altså. Hans næste spørgsmål var om jeg kunne lide det hvor jeg var nu – og jeg svarede at det var jeg. Tak for buddet, men nej tak, for jeg havde så meget at se til”, indleder Areewan fortællingen om hendes største eventyr til nu.

“Kort tid efter var jeg med en veninde dernede at spise, hvor han kommer og snakker efterfølgende. Der lærer han mig at kende og mit syn på branchen. Han spurgte om ikke jeg ville hjælpe de dage jeg kunne. Et blev hurtigt til onsdag – og så efterfølgende alle friaftner. Efter to dage med kun at være i forberedelse kom jeg med ud i servicekøkkenet. Jeg kørte to aftener med ham – og tredje aften gik han, så jeg selv skulle stå med desserten. Det var også et kæmpe kompliment til mig der kun havde været der i få dage, ufaglært. Det kan du godt, jeg smutter. Jeg tager alt det her som komplimenter hver gang jeg får et ekstra ansvar”, fortsætter hun.

“Det største kompliment er, at han tilbyder om jeg og Euan gerne ville have det her sted. Jeg var ikke førstevalget, men andre var lidt længere om at melde tilbage. Jeg ser så meget potentiale i det her. Han talte med medejeren Steffan. De blev enige om at sige hvorfor ikke og gav mig buddet. De har tilbudt mig det her – og da jeg havde sagt ja vendte de første tilbage, at de gerne ville. Men der sagde Marcel bare, at det var too late”, forklarer Areewan.

Nu er jeg restaurantejer. Det er sindssygt
Areewan sophondilok erlandsen

“Bare fordi Marcel har gjort forarbejdet, så er det ikke fordi jeg bare tager over og det så flyver. Jeg ved godt, at det måske er sværere for mig, for der er et pres jeg tager på mig og folk skal overbevises. Jovist har jeg overtaget et fungerende koncept, men folk skal også lære mig at kende og min måde at gøre tingene på. Laver jeg fejl og lever det ikke op til forventningerne, så skal jeg nok få det at vide”, fortæller hun.

“Drømmen er, jeg er faktisk bange for at drømme højt, men min drøm er at fusionere mit thailandske med det nordiske. Jeg elsker gammel dansk mad – det var det vi fik i weekenderne når far lavede mad. Min mor lavede sjældent mad, men det ligger bare i min kultur. Mad betyder rigtig meget for mig. Folk skal ikke frygte at det bliver en thailandsk bix. Jeg skal inkorporere begge dele. Det skal fusioneres. Det skal serveres på ny nordisk manerer, men med asiatiske elementer. Det er min drøm. Om det bliver med Ene. eller en langsigtet plan, det må tiden vise”, forklarer Areewan.

Hvad med drømmene for fremtiden?

“Euan og jeg havde sat et mål, at vi skulle være gift 8/8 i år, men den kæmpe begivenhed må vi udskyde, fordi den her store ting er sket. Euan og jeg har blot kendt hinanden i to år, så der er mange ting, som vi gerne vil sammen. Familie vil vi også gerne have, men det er ikke noget der presser på. Vi har ikke travlt. Vi har taget en samlet beslutning om den her restaurant, selvom det er min, så er det en fælles beslutning”, fortæller hun.

“Vi har talt om, at hvis vi nogensinde flytter til Skotland, så vil jeg gerne tage det her danske mad med derover. Dansk mad er mere farverigt og mere friskt. Jeg vil gerne tage det jeg lærer nu med mig. Jeg vil gerne prøve Skotland, for så har vi prøvet begge dele, så vi ikke udelukker noget”, lyder det fortsat.

“Jeg har været i Skotland én gang og det var en uge hvor jeg savnede dansk mad. Jeg elsker mad, så jeg spiser for at få en oplevelse. Maden smagte bare ikke af noget. Der var super lækre ting, selvom det er de samme råvarer. Man finder eksempelvis ikke økologi. Det er bare en helt anden tilgang til hvordan man tilbereder. Maden er også bare en smule federe derovre, selvfølgelig er traditionel dansk mad også det, men nyt nordisk kan bare noget ekstraordinært. Vi har været ude og rejse hvor vi har taget beslutninger om at spise Michelin og sammenlignet det med Michelin i Danmark. Det er meget anderledes. Danmark kan bare noget – og det er derfor det er muligt at tage det med ud i verden”, forklarer hun.

Hvad med udenfor arbejdet. Hvad går tiden med der?

“Udenfor arbejdet har jeg ikke meget, udenfor arbejdet så arbejder jeg. Det er fysisk arbejde når jeg er på arbejde, men det arbejde udenfor arbejdet kalder jeg ikke arbejde. Jeg elsker at finde nye ideer, en stor del af min fritid er at researche og finde nye ideer. Det er min kreative proces”, fortæller hun.

Inden hun skal gøre klar til åbningen fortæller hun om den reception der bliver afholdt på lørdag. “Jeg er blevet tvunget til at have en reception, det synes folk åbenbart man skal. Så lørdag d. 6. Juni mellem 11:30 og 15:00”, fortæller Areewan.

1...1.7711.7721.773...1.780 Side 1.772 af 1.780

DANSKE DIGITALE MEDIER A/S

Ugens Kurt: Jimmi Gabriel Andersen

Mormor og morfar har været med land og rige rundt

Fra bedste venner til ægtefæller

HG, kontanthjælp og vejen til Fredericia

Oprykning, håndboldliga og mere uddannelse

I sportens verden er fremtiden altid usikker

Ugens Kurt: Bjarne Andresen

Hun bestemmer hvor de skal bo – så længe Bjarne kan passe sine interesser

En københavner på ukendt jord

Udsendelse

Børn, hus og arbejde

Kaptajn til løjtnant – og til selvstændig

Ugens Kurt: Ugur Kocan

Ugens Kurt: Anne Grethe ‘AG’ Schmidt

Familie, opkaldet fra Forsvaret og enorm stolthed

Karriereskift og livets skole

Livet på Højskolen Snoghøj

Fremtiden er ikke noget der bekymrer

Ugens Kurt: Niels Henry Andersen

Ugens Kurt: Lene Allman

Ugens Kurt: Sune Østergaard

Ugens Kurt: Allan Riis

Ugens Kurt: Jonna Heebøll

Ugens Kurt: Areewan Sophondilok Erlandsen

Motivationen forsvandt – men en ny passion skød op

Strømafbrydelse ramte centrale og nordlige Fredericia onsdag formiddag

FC Fredericias sidste kampe i grundspillet er fastlagt

Brand i container, fyrværkeri på gaden og tyveriforsøg fra smykkebutik –...

Millioner til turisme måtte flyttes: To projekter strandede – nu skal...

NATO-job sender regimentschef videre i en tid med oprustning og pres...