Grundstenen til et velfærdssamfund er ubetinget, at borgerne trives, at borgerne har et godt og meningsfuldt liv. Spørgsmålet er ikke det modsatte, men alene spørgsmålet om hvad det vil sige at trives. Hvad det vil sige at have et godt og meningsfuldt liv, samt, og ikke mindst, hvordan skaber vi forudsætninger og rammer for god trivsel og et godt og meningsfuldt liv for hver enkelt borger. Det handler denne uges artikel om, som oplæg til årets første debat.

At borgere trives er ikke kun samfundets ansvar og pligt. Den enkelte borger skal også ønske det og ville det. Det er borgerens ret til, men også pligt til at være med på rejsen mod en bedre trivsel, herunder pligten til at yde individuelle og kollektive bidrag efter individuel evne.

At trives

Vi mennesker er forskellige fra fødsel og præges af arv og miljø gennem livets mange faser. Det at trives, og det at have et godt og meningsfuldt liv, er forskelligt fra menneske til menneske, og varierer gennem hele livet. Så når vi taler om, hvad det vil sige at trives som menneske, så må vi først og fremmest lytte til det enkelte menneske, og vi bliver nødt til at spørge ind til: ”Hvad er det gode liv for dig/for det enkelte menneske? ” og ” Hvad vil det for dig sige … at trives? ”

Det betyder, at vi som samfund godt kan samle fællesnævnere for borgertrivsel og kategorisere dem i fx ”de unge”, ”de ældre” og mange andre bokse, men den individuelle menneskelige faktor må vi have med i overvejelserne, når vi som samfund skal sætte rammerne for det. Her taler vi reelt om grænserne for den individuelle frihed som samfundsborger. Ytringsfriheden, valgfriheden til uddannelse og job, religionsfriheden, ligheden mellem kønnene, stemmeretten, valgfriheden og mange andre frihedsrettigheder i det demokratiske velfærdssamfund.

Hvordan trivsel

Men før vi som mennesker overhovedet kan sige noget om ”at trives og have et meningsfuldt liv”, så må vi vide, hvem vi selv er som individer og som samfund, og hvad vi ønsker med vores liv. Ved vi ikke det, så har vi det meget, meget svært med at finde ud af, om vi trives, og om hvordan vi trives.

Og det er måske den allerstørste udfordring for det danske samfund i dag, og det første, som vi skal have styr på, inden vi går videre med at styrke indsatsen på trivselsområdet. Meget tyder på det, for selv om der længe har været talt om, og der stadig tales mere og mere om trivsel og ikke mindst det modsatte. Selv om der er iværksat mange trivselstiltag, så har vi endnu ikke knækket koden til god borgertrivsel for alle borgere i samfundet. Det gælder mange grupperinger i samfundet: først og fremmest de unge (44% af unge mellem 16-25 år oplever en grad af mistrivsel), de ca. 45.000 unge uden uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet, men også andre de såkaldt udenforstående, de ældre mv.

Vi ønsker først og fremmest at sætte fokus på de unge, for hvis først de trives, så er der reelt håb for fremtidens velfærdssamfund. Vi bliver nødt til først ”at standse ulykken” og opbygge god trivsel blandt de unge.

De unges trivsel

Vi tror på, at recepten er enkel, men ikke let, for så var det allerede sket og på plads.

Og første del af recepten, har vi allerede nævnt. Vi må begynde med aktivt at lytte til de unges meninger og ønsker om det liv, som de har foran sig, hvad de forstår ved god trivsel og et godt liv. Og vi må støtte dem i at finde ind til hvem de selv er, deres egen identitet, som del af det samfund de lever i og som de er forpligtet til at bidrager til og ret til at nyde godt af.

Anden del af recepten er at igangsætte konkrete lokale trivselsprojekter, for vi tror på, at den individuelle tilgang er løsningen. Derfor bør det være styret af kommunerne og her kunne regeringens oplæg til styrkelse af frikommunetanken være en oplagt løsningsmodel for både rammesætning og finansiering. Her er to mulige eksempler på lokale trivselsprojekter:

En bedre balance mellem folkeskolens boglige, kreative og praktiske indhold, og flere muligheder for erhvervspraktik. For at nå dette mål vil vi gerne foreslå en ugentlig praktikdag i 8.- 9.- og 10. klasserne. Konkret foreslår vi at igangsætte forsøg, hvor undervisningen gennemføres i et tæt samarbejde med private og offentlige virksomheder i lokalområdet, og hvor mindst 50% af tiden foregår uden for skolen. Ideen er, at lokale netværk af virksomheder og skoler samarbejder om lærerkræfter og undervisningsindhold i længevarende forløb. Forslaget skal bidrage til at udmønte den påtænkte frisættelse af folkeskolen og samarbejdet mellem parterne bag ”Sammen om skolen”.

Byggelegepladsen Version 3.0

Regeringen vil gøre noget for højnelse af det praktiske og musisk kreative i uddannelsesområdet og særlig med fokus på folkeskolen, hvor balancen er tippet mod det boglige/akademiske med en nedprioritering af det praktiske håndværk, det åndelige og det musiske område.

Hvis vi skal lykkedes med den grønne omstilling har vi brug for unge mennesker som vil gå håndværkets vej. Her ser vi byggelegepladsen i en version 3, som et grænseobjekt med koblingsmuligheder imellem folkeskole, erhvervsskole og håndværksvirksomheder samt et amerikansk læringsdesign fra Chicago, benævnt FUSE.

På vores hjemmeside kan du finde en udbygning af ovenstående og yderligere eksempler.

I de kommende uger vil vi udfolde disse tiltag og komme med yderligere tiltag, både her i avisen.nu, på vores hjemmeside og på vores næste debataften.

Næste debataften

Torsdag den 26. januar 2023, kl. 19-21 Zooooooomer vi ind på debatten om ”Hvordan skaber vi borgertrivsel blandt de unge, som en del fremtidens velfærdssamfund”.

Du er meget velkommen til at give dine indspark i debatten og tilmelde dig allerede nu til Erik Schwensen via mail på es@es-leadership.dk.