I Fredericia kommune har vi flere forskellige pasningsmuligheder, og det er godt!
Men desværre ser vi en meget kedelig tendens, hvor de kommunale løsninger altid forfordeles. Det,mener jeg, er en helt misforstået tilgang, for de private børnepassere, private institutioner og hjemmepassere løser jo en opgave på lige fod med den kommunale dagpleje og kommunaleinstitutioner – og de gør det faktisk ret godt, når man ser på antallet af klager.
I 2025 er der en markant forskel på den kommunale andel, når man sammenligner den kommunale dagpleje med de private børnepassere. Kommunens andel ligger hos den kommunale dagpleje på 103.824kr. årligt, mens man maksimalt kan få tilskud på 77.868 kr. årligt til en privat børnepasser.Dermed får man altså 25.956 kr. mindre om året, hvilket svarer til over 2.000 kr. mindre hver måned, når man vælger private børnepassere. Og det ser desværre ud til, at forskellen i 2026 stiger til over 28.000 kr.
Det betyder i praksis, at nogle familier, som ellers ville have stor glæde af en privat børnepasser, bliver tvunget til at vælge et andet tilbud, simpelthen fordi økonomien ikke er til det. Med andre ord gør kommunen altså det frie valg mindre tilgængeligt, og set med markedsbriller er det svært ikke at kalde det konkurrenceforvridende.
For konkurrence er en god ting – men den skal foregå på fair og lige vilkår. Konkurrence skabernemlig udvikling og innovation. Når forskellige tilbud inspirerer hinanden og stræber efter at blive bedre, gavner det i sidste ende borgerne, som får højere kvalitet og bedre service.
Da Valhalla lukkede ugen efter påsken var kommunen hurtige til at informere om kommunale pasningstilbud i nærområdet, men hvorfor nævnte de ikke i samme ombæring de private? Hvorfor ses de private som modspillere i stedet for medspillere? Det vigtigste er vel, at vores børn får det tilbud som passer bedst til dem – ikke at det er kommunalt.
Og inden nogen fra venstrefløjen indvender, at “de private dagtilbud jo ikke tager imod alle de udfordrede og dyre børn, og derfor ikke bør modtage samme tilskud som de kommunale”, vil jeg for god ordens skyld gerne præcisere et par ting:
For det første: Når et barn er visiteret til særlig støtte, følger støtten med barnet – uanset om det går i et offentligt eller privat tilbud. Denne støtte finansieres særskilt og belaster derfor ikke dagtilbuddets almindelige budget. Med andre ord: Det er ikke en ekstra økonomisk byrde at tage imod et barn med særlige behov.
For det andet: Private dagtilbud tager faktisk også børn med særlige udfordringer ind. Forskellen er blot, at de sikrer sig, at rammerne er på plads, før de siger ja. Det burde være en selvfølge – men i det kommunale system står man ofte i en situation, hvor man skal tilbyde noget, selvom det reelt ikke dækker barnets behov. Det gavner hverken barnet, forældre eller personale.
Så i stedet for at se ned på andre løsninger end de kommunale, bør vi anerkende valgfrihed og mangfoldighed som noget positivt. De private tilbud er ikke modstandere, men vigtige medspillere.
SPORT. Når Fredericia HK på lørdag tager imod GOG i Bambuni Herreligaen bliver det ikke bare endnu en håndboldkamp i et tætpakket program. Kampen er en del af Veteran Match, idrættens store hyldest til de danske soldaterveteraner og deres familier. Publikum rejser sig i stående klapsalver, flag bæres ind, bannere rulles ud og ordene om taknemmelighed fylder hallen.
I Fredericia er det Thorkild Nielsen der står bag mikrofonen. Til daglig er han den velkendte stemme som speaker til FHKs hjemmekampe, men han er også selv veteran. Kombinationen gør oplevelsen personlig på en måde der ikke kan læres på et kursus.
»Jeg synes, det er et rigtig godt initiativ. Nu kan jeg jo svare selv som veteran. Veteraner er mange ting. De fleste kender måske veteraner som dem, der er kommet hjem med ar på sjælen, eller måske med et fysisk tab. Men der er også mange som mig selv hvor oplevelserne ikke har gjort os svagere men stærkere. Samtidig er det utrolig vigtigt, at vi anerkender dem, som gør det stykke arbejde, regeringen sender os ud til. Det er jo et arbejde, som ikke alle er villige til at gøre, og som man ved kan have sine omkostninger. Derfor er det vigtigt, at vi har muligheden for at anerkende dem,« siger Thorkild Nielsen.
Hyldesten finder sted i mange arenaer over hele landet. I alt 47 kampe i fodbold, håndbold og ishockey er en del af Veteran Match 2025, der strækker sig over tolv dage. Fredericia HKs kamp mod GOG er én af dem, og i Monjasa Arena bliver der helt sikkert en særlig stemning når håndbold og respekt smelter sammen.
For Thorkild er det mere end en rutineopgave. Han har selv været udsendt gennem Beredskabsstyrelsen. »Vi er rejsende i katastrofer hvis man skal sige det kort. Jeg har ikke selv de ar mange forbinder med veteraner, men jeg ved hvor vigtigt det er, at vi anerkender dem, der har taget den byrde og dem, der har fået varige mén. Det betyder meget at sporten giver rummet til den anerkendelse. Vi har flagdagen, men sporten giver en anden mulighed. Den giver glæde og fællesskab til både veteraner og deres familier,« fortæller han.
Når han står i hallen og beder publikum rejse sig, ved han, at øjeblikket kan være stærkt for mange. For ham selv er det en balance. »Når folk rejser sig kan det godt give lidt kuldegysning og blanke øjne. Men jeg står jo der i en professionel rolle. Jeg skal levere programmet, jeg skal holde styr på hvad der kommer om 15 sekunder. Så jeg er nødt til at holde en distance for ikke at få stemmen til at skælve. Jeg har ikke altid nået at opfange det helt selv. Men for mig er det vigtigste, at det er en veteran der står der og taler til andre veteraner. For veteraner forstår hinanden. Det er ikke altid man kan komme hjem og dele alt med sin familie, for det er så uvirkeligt. Men veteraner kender de situationer vi har stået i, uanset om det er forsvaret, politiet eller beredskabet.«
Ordene er sagt med ro men også med vægt. Veteran Match er ikke kun symbolik. For mange betyder det at blive anerkendt i en fyldt hal, at man bliver set som mere end en soldat. Det bliver en påmindelse om at indsatsen ikke er glemt. Det giver stolthed og samhørighed.
»Jeg håber publikum får tid til at reflektere lidt over, hvor vigtigt det er, vi har de her personer. Særligt i den tid vi lever i nu, hvor verden på mange måder er blevet mere usikker, er behovet for mennesker der er villige til at gøre et stykke arbejde for landets bedste mere vigtigt end nogensinde før. Jeg ville gerne stå på den anden side og selv blive hyldet. Men jeg har et arbejde at passe som speaker,« siger Thorkild Nielsen.
Når klapsalverne ruller gennem hallen, er det både sportens og samfundets måde at sige tak. For publikum er det en oplevelse, for veteranerne en påmindelse om at deres indsats bliver set og værdsat. Og for Thorkild er det en særlig opgave, hvor han forener sine to roller – speaker og veteran – til en stemme der bærer både ordene og vægten bag dem.
På lørdag er det Fredericia HK mod GOG, men kampen handler også om noget større. Den handler om at takke dem, der bar uniformen. Og i Middelfart Sparekasse Arena er det en veteran, der sætter ordene på takken.
SPORT. Fredericia er endnu en gang med når sportens unikke hyldest til danske veteraner går i gang. Veteran Match 2025 ruller ud over hele landet i disse dage og varer frem til den 6. oktober. Her bliver tidligere udsendte soldater og deres pårørende sat i centrum på stadioner og i haller fra København til Nordjylland.
For Fredericia er det især de to håndboldopgør i Bambuni Herreligaen der står ud. Allerede lørdag den 27. september spiller Fredericia HK hjemme mod GOG i en ramme præget af flag, bannere og stående klapsalver. Og lørdag den 4. oktober følger kampen ude mod Skjern Håndbold. Begge opgør er en del af hyldesten.
Også fodbolden i byen er med når FC Fredericia søndag den 5. oktober møder Brøndby IF i Superligaen. Kampen er en af de i alt 47 kampe på tværs af fodbold, håndbold og ishockey hvor veteraner er inviteret som æresgæster.
For sjette år i træk er det Danmarks Idrætsforbund der står bag initiativet. Veteran Match er blevet sportens store anerkendelse af de mennesker der har sat livet på spil i Danmarks tjeneste. Publikum rejser sig før kampstart i stående klapsalver mens taler sætter ord på den indsats veteranerne og deres pårørende har ydet.
Næstformand i DIF Frans Hammer understreger betydningen af markeringen. »Veteran Match handler om at sætte Danmarks udsendte og deres pårørende i centrum. Idrætten har en særlig evne til at samle folk og skabe fællesskaber, og den kraft bruger vi nu for sjette år i træk til at hylde og anerkende dem, der har tjent Danmark« siger han.
Veteran Match er et samarbejde mellem klubber, kommuner og lokale veteranaktører. Det betyder at oplevelsen i Fredericia ikke alene handler om topsport men også om fællesskab og respekt.
For veteraner er oplevelsen i hallen eller på stadion ofte dybt personlig. Tidligere udsendte Michel Behrndtz beskriver det sådan. »Når man mærker klapsalverne fra publikum, bliver det tydeligt, at nogen ser én – ikke bare som soldat, men som menneske. Veteran Match er mere end sport. Det er en dybfølt tak fra hele Danmark, og det betyder enormt meget for os, der har båret uniformen. Den anerkendelse giver stolthed og samhørighed – og minder os om, at vi og vores indsats ikke er glemt« siger han.
Også Mie Kristin Pedersen har tidligere stået midt i hyldesten. Hun blev sidste år hædret på isen i Odense. »Det var enormt stort at stå i midten af det hele og se og mærke opbakningen fra alle i hallen. Det gav mig en klump i halsen og lidt våde øjne, og det var i det hele taget meget følelsesladet. Jeg blev stolt på både mine egne og alle andre veteraners vegne« fortæller hun.
Veteran Match 2025 finder sted fra den 25. september til den 6. oktober. Billetter til veteraner og pårørende kan hentes gratis via veteranmatch.dk hvor hele programmet også fremgår. For Fredericia betyder det at både håndbolden og fodbolden i de kommende dage bliver sat i en helt særlig ramme. En ramme af respekt, fællesskab og taknemmelighed.
POLITIK. Ældreministeriets store landsdækkende undersøgelse af hjemmehjælpen er landet, og for Middelfart er resultatet både opløftende og forpligtende. 81 procent af kommunens hjemmehjælpsmodtagere er tilfredse eller meget tilfredse med den hjælp, de får. Det placerer Middelfart et stykke over landsgennemsnittet, men samtidig viser tallene også, at syv procent er direkte utilfredse – og især på områder som rengøring og selvbestemmelse er der tydelige udfordringer.
Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Kaj Johansen (S), ser tallene som en bekræftelse af den kurs, kommunen har lagt, men også som en anledning til at skrue op for arbejdet med at styrke borgernes oplevelse af indflydelse og kontinuitet.
»Noget af det, vi gør rigtigt, er, at vi har haft stor tiltro til de medarbejdere, der møder de ældre i hverdagen. Frisættelsen har givet dem frihed til at finde løsninger sammen med borgerne, og det betyder meget for tilfredsheden. Vores egne undersøgelser viser faktisk, at mange borgere oplever større indflydelse på den støtte, de får,« siger han.
Men hvad med de syv procent, der ikke er tilfredse. For Kaj Johansen handler det i høj grad om forventningsafstemning. »Ofte er utilfredshed et spørgsmål om, at forventninger og virkelighed ikke stemmer overens. Nogle forventer mere, end vi kan levere, og andre får måske ikke forklaret tydeligt nok, hvad de kan forvente. Vi skal blive bedre til at tage den dialog fra starten,« siger han.
Rapporten peger tydeligt på, at tilfredsheden er højest med den personlige pleje, hvor hele 90 procent af de ældre er glade. Til gengæld er rengøring et svagt punkt: 19 procent af borgerne er utilfredse. Kaj Johansen anerkender, at det er et sårbart område.
»Rengøring er en kilde til stor stolthed for mange ældre, som har passet deres hjem gennem et langt liv. Når kommunen så kommer og gør rent, forventer de, at alt står, som det altid har gjort. Men vi gør ikke nødvendigvis hele huset rent, og vi gør måske ikke på samme måde som borgeren selv. Det kan skabe utilfredshed. Og vi må også være ærlige: vi har skåret ned på, hvor ofte der bliver gjort rent. Det betyder, at nogle oplever, det er for sjældent. Det er en prioritering af midlerne, hvor vi har lagt mere vægt på den personlige pleje,« siger han.
Et andet tal, der springer i øjnene, er borgernes oplevelse af selvbestemmelse. Kun 40 procent oplever i høj grad at have indflydelse på, hvordan hjælpen gives. Kaj Johansen ser det som et punkt, der kræver både kulturændring og realisme.
»Man er visiteret til en bestemt hjælp, og medarbejderne arbejder efter en plan. Vi kan ikke imødekomme alt, for vi skal også udnytte medarbejdernes tid bedst muligt. Men vi skal arbejde videre med at give borgerne mere indflydelse. Frisættelsen har allerede skabt fremskridt, og vi kan se, at flere oplever at have mere at skulle have sagt. Jeg tror, det handler om kultur i organisationen, og den tager tid at ændre,« siger han.
På pårørendeområdet viser rapporten, at 54 procent oplever, at de bliver godt inddraget, men 15 procent svarer nej. Ifølge Kaj Johansen er det en balancegang. »Som udgangspunkt er det borgeren selv, vi samarbejder med, for man bliver jo ikke umyndiggjort, fordi man bliver gammel. Men mange ønsker, at de pårørende inddrages, og det skal vi blive bedre til. De pårørende er en kæmpe ressource, og de kender borgeren bedst. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at styrke samarbejdet – uden at overtræde borgerens ret til selv at bestemme,« siger han.
Rapporten viser også, at ti procent af de ældre i Middelfart vurderer deres livskvalitet som dårlig eller meget dårlig. For Kaj Johansen er det en påmindelse om, at kommunen ikke kan løfte opgaven alene. »Livskvalitet handler ofte om at miste færdigheder og muligheder. Man kan ikke længere de ting, man kunne engang, og det påvirker naturligvis livskvaliteten. Vi kan hjælpe med pleje og støtte, men der er også vilkår, vi ikke kan ændre. Derfor er det vigtigt at samarbejde med civilsamfundet og støtte op om de fællesskaber, der kan give de ældre mere indhold i hverdagen,« siger han.
Han peger på, at både Ældresagen og frivillige i kommunen allerede spiller en stor rolle, men at samarbejdet kan styrkes. »Vi skal se de pårørende og civilsamfundet som en del af løsningen. Det kan være små ting som besøg, aktiviteter eller netværk, der gør forskellen for den enkelte. Det kan vi som kommune være med til at skabe rammer for,« siger han.
For Kaj Johansen er konklusionen klar: Middelfart står stærkt, men kan ikke læne sig tilbage. »Det er positivt, at vi ligger over landsgennemsnittet, og at de fleste er tilfredse. Men vi skal have fokus på de områder, hvor vi halter – rengøring, kontinuitet og selvbestemmelse. Vi skal fortsætte dialogen med borgerne og deres pårørende og bygge videre på frisættelsen. Så kan vi gøre hjemmehjælpen endnu bedre,« siger han.
POLITIK. En ny landsdækkende undersøgelse fra Ældreministeriet giver for første gang i ti år et detaljeret billede af borgernes oplevelse af hjemmehjælpen i Middelfart. Tallene viser, at 81 procent af hjemmehjælpsmodtagerne i kommunen er tilfredse eller meget tilfredse med den hjælp de får. Middelfart ligger dermed en anelse over landsgennemsnittet. Men samtidig gemmer rapporten også på klare advarselslamper. Syv procent af borgerne er utilfredse, og utilfredsheden er særlig markant på områder som rengøring og borgernes selvbestemmelse.
For byrådsmedlem Irene Tørnæs (V) er tallene både en glædelig nyhed og et vigtigt redskab for det videre arbejde. Hun peger især på medarbejdernes indsats og de nye arbejdsformer som årsagen til de relativt høje tilfredshedstal.
»Kommunen gør det godt, men det er jo først og fremmest vores fantastiske social- og sundhedshjælpere og assistenter, der fortjener anerkendelsen. De har i flere år arbejdet under frisættelsen, hvor de har fået lov til selv at tilrettelægge deres arbejdsdag. Det har givet dem mere ro og overskud til at yde den bedste pleje. Og så er den nye ældrelov kommet, men her var Middelfart allerede i gang med at tænke i faste teams og borgerens præmisser,« siger hun.
Tallene fra rapporten understøtter billedet. Hele 90 procent af de ældre er tilfredse med den personlige pleje, og mange fremhæver relationen til medarbejderne som afgørende. Til gengæld viser undersøgelsen, at kun 29 procent i høj grad oplever, at det er de samme medarbejdere, der kommer i hjemmet. Det giver forvirring og utryghed.
»Da jeg var ude og lave valgkamp, mødte jeg borgere, der havde haft op mod 20 forskellige hjælpere på bare få dage. Det er fuldstændig forvirrende for de ældre. Derfor arbejder vi med faste teams, så man møder færre forskellige ansigter. Det er et kæmpe fremskridt, selvom vi ikke er helt i mål endnu,« siger Tørnæs.
Hun understreger, at fleksibiliteten i den nye ældrelov ikke betyder, at fagligheden forsvinder. »Der skal være plads til at tage borgerens ønsker alvorligt. Hvis en borger hellere vil ud og gå en tur i solen i stedet for at gå i bad den dag, så giver vi plads til det. Men vi må ikke miste fagligheden. Ingen skal sidde uden bad i 14 dage. Der må man som fagperson sige, at nu skal du i bad i morgen. Det handler om respekt og omsorg, men også om at stå fast på det nødvendige,« siger hun.
Rapporten peger dog også på, at syv procent er utilfredse eller meget utilfredse med hjemmehjælpen. For Irene Tørnæs er det tal, man ikke kan tillade sig at ignorere. »Når jeg ser, at 81 procent er tilfredse, så glæder jeg mig, men jeg hæfter mig også ved de utilfredse. Vi går ind og laver handleplaner, og vi undersøger de konkrete sager. Hvis nogen oplever noget horribelt, skal det ikke bare lægges til side. Så skal vi finde ud af, hvad der er gået galt,« siger hun.
Et af de tydeligste kritikpunkter i rapporten handler om rengøringen. Hele 19 procent af de ældre er utilfredse, hvilket er det laveste resultat blandt alle ydelser. »Jeg forstår godt, at de er utilfredse. Rengøringen er blevet skåret ned, så nogle får gjort rent kun hver tredje uge. Når vi samtidig har store udfordringer med rekruttering, fastholdelse og et højt sygefravær, så er det de helt basale behov vi prioriterer. Det betyder, at rengøringen bliver nedprioriteret,« siger Tørnæs og peger på, at det er et område, der må diskuteres politisk.
Selvbestemmelse er et andet område, hvor Middelfart ligger lavt. Kun 40 procent oplever i høj grad at have indflydelse på, hvordan hjælpen gives. For Tørnæs handler det både om kultur og om generationsskifte. »Mange af vores social- og sundhedsassistenter har været i faget i 30 år. De er vant til at gøre tingene på en bestemt måde, og det er svært pludselig at ændre vaner. Hvis en borger siger, at hun hellere vil spille kort, inden hun går i bad, så kan medarbejderen måske finde det svært at imødekomme, især hvis der er travlt. Men vi er nødt til at lære at acceptere borgerens ønsker. Det er en ny øvelse, men det er helt nødvendigt,« siger hun.
Rapporten dokumenterer desuden, at ti procent af de ældre i Middelfart vurderer deres livskvalitet som dårlig eller meget dårlig. Det tal gør indtryk på Irene Tørnæs. »Vi kan jo ikke ændre på, at man bliver gammel og måske ramt af sygdom. Men vi kan sørge for, at der kommer mennesker ind i de ældres liv. Civilsamfundet og de pårørende skal inddrages mere. Det kan være små ting som besøg, fællessang eller bare en hund, der kommer på besøg, som kan give glæde. Sådan noget kan løfte livskvaliteten enormt meget,« siger hun.
Ifølge rapporten er det netop pårørendeinddragelsen, der kan styrkes. 54 procent oplever, at pårørende bliver godt inddraget, men hele 15 procent svarer nej. Tørnæs mener, at dialogen med de pårørende er afgørende. »Vi skal turde sige til en pårørende, at din mor føler sig ensom. Kan du komme oftere, eller kan vi finde en løsning sammen. Kommunen kan ikke gøre det hele alene. Vi skal invitere de pårørende og civilsamfundet ind i arbejdet,« siger hun.
Alt i alt viser rapporten, at Middelfart ligger flot i det samlede billede, men at der er områder med plads til forbedring. Irene Tørnæs ser det som en styrke, at undersøgelsen giver politikerne konkrete pejlemærker. »Vi kan ikke læne os tilbage. Vi skal hele tiden se på, hvor vi kan blive bedre. Undersøgelsen viser, at vi er godt på vej, men også at vi skal arbejde målrettet med rengøring, selvbestemmelse, kontinuitet og livskvalitet. Det er ikke let, men det er vores opgave,« siger hun.
FREDERICIA. Når man træder ind på banerne i Erritsø, er det svært at finde nogen, der ikke kender Mads Jakobsen Hansen. Han har i mere end et årti været en fast skikkelse i EGIF Fodbold – som træner, som formand og som ildsjæl. I år har han modtaget DBU’s emblem, en hæder der gives til frivillige, som gennem mange år har ydet en ekstraordinær indsats. For Mads er det en anerkendelse, han aldrig havde set komme, men som betyder mere, end han måske selv vil indrømme.
»Det betyder, at man bliver anerkendt for de timer, man lægger i det. Normalt, når man sidder som formand, er det ofte kritikken, man hører. Det er alt det, man kunne gøre bedre. Så at der nu er nogen, der bemærker arbejdet på en anden måde, er rigtig fedt,« siger han.
Mads’ rejse i klubben begyndte, da hans egne børn startede til fodbold. Han trådte til som medtræner på et barn/voksen-hold, og siden da er det blevet til mange årgange, han har fulgt og trænet. Fra 2010 til 2020 har han været træner for flere børne- og ungdomshold, og siden 2015 har han også haft en plads i bestyrelsen, hvor han i dag sidder som formand for fodboldafdelingen.
Det var dog ikke en barndomsdrøm om at blive leder i en idrætsforening, der drev ham i retning af formandsposten. Som tilflytter til Fredericia oplevede han, at han ikke bar rundt på de gamle rivaliseringer, der har præget klubberne i området.
»Jeg er udefrakommende og har ikke de gamle nag mellem klubberne. Tværtimod får jeg tit ros for at være god til at tale med de andre klubber. Jeg ser det objektivt, og jeg tror, det har været en styrke,« fortæller han.
Stævnerne der voksede sig store
En af de ting, Mads er mest stolt af, er udviklingen af klubbens store stævner. EGIF Cup og Føtex Cup er i dag blandt de største breddefodboldstævner i området, og de samler hvert år tusindvis af børn, unge og forældre.
»Det har været nogle af de helt store højdepunkter at se stævnerne vokse sig større og større. Det kræver mange frivillige timer, men det er også en kæmpe gevinst for klubben og for byen,« siger han.
Stævnerne er ikke kun blevet en tradition i Erritsø, men også en platform for at skabe fællesskab og sammenhold på tværs af alder og baggrund.
En personlig sejr med klubhus på kunststofbanen
Et andet af de resultater, han fremhæver, er opførelsen af klubhuset ved kunststofbanen.
»At vi fik et klubhus igen ved kunststofbanen er en af mine personlige sejre. Da vi tidligere havde de gamle barakker, var det dér, klublivet levede. Da vi flyttede aktiviteterne over i hallen, mistede vi meget af klublivet. Og så ramte coronatiden oveni, hvilket gjorde det svært at genopbygge. Klubhus-projektet er derfor noget, der betyder rigtig meget for mig,« siger han.
Da næstformanden i klubben, Carsten, indstillede Mads til DBU’s emblem, kom det som en overraskelse.
»Jeg vidste godt, at Carsten havde spurgt lidt ind til, hvor længe jeg havde været i klubben. Men jeg kunne ikke helt huske det selv. Da vi begyndte at tale om det, gik det op for mig, at det faktisk var flere år, end jeg havde forestillet mig. Så at modtage DBU’s emblem er en stor anerkendelse. Det er jo mange år og mange timer, man har lagt i det,« siger han.
Mads lægger ikke skjul på, at hans engagement kræver meget tid. Udover bestyrelsesarbejdet er han også vendt tilbage som træner.
»Jeg trådte ind i trænergerningen igen efter sommerferien, og det trækker selvfølgelig ekstra tid. Der kan gå en time eller mere, når man står ude på banen og bagefter lige får snakket med spillere eller forældre. Min kone spørger nogle gange, om træningen ikke sluttede tidligere. Men det er takket være hende, at det kan lade sig gøre. Hun har altid stået derhjemme og taget sig af børnene, og det skylder jeg hende en stor tak for,« siger han.
Frivilligheden er ikke kun et spørgsmål om timer, men om passion. For Mads er det de små øjeblikke, der driver ham.
»Når jeg møder nogle unge spillere ude i byen, og de hilser på mig med et hej eller en high-five, så er det den største gave. Det er de små møder med børn, unge og voksne spillere, der giver glæde. Det er dét, der gør, at jeg bliver ved,« fortæller han.
Klubfølelse og fællesskab
Coronaen satte sine spor i klublivet, og for Mads er genopbygningen af fællesskabet en af de vigtigste opgaver.
»Det tager tid at få travle forældre og børn til at engagere sig i klubaktiviteter. Det er ikke kun her i Erritsø, men i mange klubber, at man oplever, at klublivet har været udfordret. Sammenhold og klubfølelse er noget, vi savner, men det er også det, der driver mig til at blive ved. Jeg sætter mange projekter i gang, og heldigvis er der andre, der hjælper med at føre dem i mål,« siger han.
Mads ser optimistisk på fremtiden, men han lægger ikke skjul på, at der er brug for flere frivillige hænder.
»Jeg håber, at vi kan motivere endnu flere forældre og frivillige til at engagere sig, så vi kan styrke klubben yderligere. De seneste år har vi brugt meget tid på drift, men vi har måske glemt lidt at udvikle. Det vil vi gerne ændre på. Vi vækster lige nu, og vi har næsten 10 procent flere medlemmer end sidste år. Vi vil gerne kunne tilbyde det bedste træningsmiljø og skabe de bedste rammer,« siger han.
Han er bevidst om, at væksten stiller krav, men han er også sikker på, at EGIF Fodbold er på vej i den rigtige retning.
»Vi har brug for at udvikle os, så vi kan følge med. Det er mit håb, at vi kan blive ved med at være en klub, hvor børn, unge og voksne føler sig hjemme, og hvor der er plads til alle,« siger han.
En leder med hjertet i klubben
I 2017 blev Mads kåret som Årets Leder i EGIF Fodbold – en titel, der cementerer hans betydning for klubben. Med DBU’s emblem føjer han endnu en hæder til rækken, men for ham handler det stadig om noget større end personlige priser.
»Det er fællesskabet og glæden ved at se andre udvikle sig, der betyder mest. Jeg håber, at mit arbejde kan være med til at give klubben og spillerne de bedste muligheder, både nu og i fremtiden,« siger han.
Med DBU’s emblem som et synligt bevis på hans indsats fortsætter Mads Jakobsen Hansen ufortrødent sit arbejde. Han er mere end en formand og træner. Han er en drivkraft i EGIF Fodbold – og et levende bevis på, hvor meget frivillighed kan betyde for en klub, en by og en hel generation af fodboldspillere.
POLITI. Sydøstjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en sag om uidentificeret droneaktivitet tæt på Billund Lufthavn.
Politiet modtog klokken 04.21 torsdag morgen en anmeldelse om, at der var observeret droner i et område nær lufthavnen. Af sikkerhedsmæssige årsager valgte Billund Lufthavn kort efter at lukke luftrummet og indstille flytrafikken fra klokken 04.30 til 05.41, mens sagen blev undersøgt nærmere.
Politiinspektør Kristian Juliussen understreger alvoren i situationen. »Vi ser med stor alvor på sager, hvor der observeres droner i nærheden af kritisk infrastruktur herunder lufthavne. Det er både ulovligt og potentielt farligt, når droner flyves i områder, hvor de kan udgøre en risiko for lufttrafikken. Vi har iværksat en efterforskning, og hvis nogen er i besiddelse af oplysninger af betydning for efterforskningen, opfordrer vi til, at man kontakter os på telefon 114,« siger han.
Politiet arbejder tæt sammen med både PET og Billund Lufthavn om løbende at vurdere sikkerhedsrisikoen. »Det er ikke vores vurdering, at borgere på noget tidspunkt har været i fare,« siger Kristian Juliussen.
Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.
Vi kan spørge os selv, hvorfor nogle mennesker udvikler kunstig intelligens også kaldet AI (Artificial Intelligence). Argumentet er først og fremmest, AI er udviklet til at...
