Lene Leth Thrane er startet i Lokalpsykiatrien i Fredericia
Sygeplejerske Lene Leth Thrane er netop startet i nyt job i Lokalpsykiatrien Fredericia, men hun kan stadig fejre 40 år i Region Syddanmark.
15. marts kan Lene Leth Thrane fra Kolding fejre sit 40 år lange arbejdsliv i Region Syddanmark som sygeplejerske og afdelingsleder. Siden årsskiftet har hun arbejdet i Lokalpsykiatrien i Fredericia, hvor hun kører ud til ældre borgere, som har brug for psykiatrisk hjælp.
– Det er en stor fordel, at jeg kan se, hvad der foregår i hjemmene. Eksempelvis kan demente borgere godt virke friske og raske, når man møder dem i Brugsen. Men når jeg så ser, hvordan de fungerer i hjemmet, så kan jeg ofte se, hvordan det i virkeligheden står til, siger Lene Leth Thrane.
Sammen med sine kollegaer vurderer hun, om patienterne har brug for at ændre medicinen, plejen eller behandlingen i hjemmet.
– Jeg er ret sikker på, at jeg i sidste uge forebyggede, at en patient blev indlagt, fortæller hun om sin nye jobfunktion.
Har altid følt sig tilpas i psykiatrien
Selvom Lene Leth Thrane er ny i lokalpsykiatrien, så trækker hun på stor erfaring fra Kolding Sygehus, hvor hun har arbejdet på flere afdelinger siden 1983. De seneste mange år har hun været i psykiatrien, blandt andet på en lukket afdeling og en afdeling for børn og unge. Lige inden jobskiftet til lokalpsykiatrien var hun funktionsleder på ældrepsykiatrisk afsnit på Psykiatrisk Afdeling Vejle.
– Jeg har altid følt mig bedst tilpas i psykiatrien. Jeg føler mig som en dygtig sygeplejerske, og kender til mange specialer i psykiatrien, så derfor falder jeg godt ind i arbejdsopgaverne, siger hun.
Lene Leth Thrane har uddannelsen som specialsygeplejerske i psykiatri og en diplom i ledelse fra 2013.
– Det er de svære patientforløb og krisesituationerne, som jeg er bedst til at tage mig af. Det er særligt der, jeg kan bruge mine kompetencer, og jeg går op i, at vi behandler patienter og kollegaer med ordentlighed – også i akutte situationer.
Glad og stolt af sit arbejdsliv I dag skal Lene Leth Thrane lige vende sig til ikke at være leder.
– Jeg skal selvfølgelig lige finde ud af det, men det passer mig godt, at jeg skal bruge mine sidste år på arbejdsmarkedet i det her job. For når man er leder, så følger også et stort ansvar for økonomien og personaleressourcer. Her kan jeg lidt nemmere passe mit eget arbejde i samarbejde med kollegaerne.
Når Lene Leth Thrane kigger tilbage på sit arbejdsliv, så bliver hun glad.
– At være sygeplejerske er en del af min identitet. Jeg har altid været rigtig glad og stolt over den måde, jeg har været sygeplejerske og leder på. Det har været vigtigt for mig, at gøre en forskel for mine kollegaer og patienter ved at have en høj sygeplejefaglig kvalitet og god kommunikation.
Jubilæumsreceptionen holdes 11. maj i Lokalpsykiatrien Fredericia i selskab med kollegaer, venner og familie.
Bryggeriet vandt årets CSR-pris for sit vandeffektive bryggeri samt Årets Lancering for lanceringen af 1664 Rosé.
Da hele branchen var samlet ved det årlige brancheeventet, MLDK Mærkevareleverandørerne hev Carlsberg Danmark hele to priser hjem.
Branchen kårede Carlsberg Danmark som vinderen af Mærkeleverandørernes CSR-pris 2022 for sit vandeffektive bryggeri.
– Vi er meget glade og stolte over, at branchen anerkender vores arbejde. Vandgenindvindingsanlægget på vores bryggeri betyder, at vi har reduceret bryggeriets vandforbrug til øl- og sodavandsproduktion til blot 1,4 liter pr. produceret liter, siger Tenna Skov Thorsted, sustainability manager i Carlsberg Danmark.
Vandgenindvindingsanlægget på Carlsbergs bryggeri i Fredericia har gjort det til verdens mest vandeffektive bryggeri. Ved at genanvende 90 % af alt procesvand fra produktionen har Carlsberg Danmark reduceret bryggeriets vandforbrug til øl- og sodavandsproduktion til blot 1,4 liter pr. produceret liter. Anlægget reducerer også bryggeriets energiforbrug med 10% takket være biogasproduktion og recirkulering af varmt vand.
CSR-prisen gives til et brand eller virksomhed, der har markeret sig inden for bæredygtighed gennem lancering af et nyt innovativt produkt, emballageløsning eller ydelse, der på en markant måde viser nye veje til at reducere miljø- og klimabelastningen inden for dagligvarer.
Vandt også Årets Lancering
1664 Rosé blev kåret som vinderen af Årets Lancering 2022 for sin lancering af den frugtige kombination af øl og rosé.
– Vi er meget glade og stolte over den flotte pris. Med 1664 vil vi gerne udfordre rammerne for, hvad et øl-brand kan være og med vores lancering af 1664 Rosé har vi kunnet tilføre noget helt nyt til markedet. Forbrugerne har taget den frugtige og forfriskende smag til sig i stor stil og med vores store tilstedeværelse i sommerens festivalsæson har vi opbygget et stort kendskab, som giver os mulighed for at arbejde videre med produktet, siger Amanda Lunding Smith, brand manager for 1664 hos Carlsberg Danmark.
Der blev blandt andet lagt vægt på, at 1664 Rosé var nyskabende og formåede at udvide målgruppen ved at kombinere de to stilarter øl og rosé.
På trods af den nuværende økonomiske situation holder et stort flertal fast i at give deres børn lommepenge. Det er kun fornuftigt, mener børne- og ungechef i Danske Bank.
Den økonomiske krise har i høj grad haft indflydelse på danske familiers forbrug og hverdagsøkonomi. Mange oplever at måtte spare, hvor spares kan, og at udgifter på alt fra dagligvarer til el, gas, vand og varme er steget eksplosivt.
Selvom det er blevet dyrere at være dansker, holder forældrene dog fast i lommepengene til deres børn. I en ny undersøgelse foretaget af YouGov for Danske Bank svarer hele 74 % af de adspurgte forældre, at den økonomiske usikkerhed ikke har haft indflydelse på deres barns lommepenge.
Det glæder Anne Juel Jørgensen, der er børne- og ungechef i Danske Bank:
– Mange familier har det seneste år mærket privatøkonomien stramme til som følge af den økonomiske krise, men heldigvis kan vi se, at et af de sidste steder, forældre skærer i budgetterne, er i lommepengene til deres børn. Det er positivt, fordi lommepenge er et af de helt centrale elementer i at lære gode pengevaner på lang sigt, siger hun.
Ifølge hende er gode pengevaner afgørende for at opnå økonomisk ansvarlighed og tryghed gennem resten af livet.
– Forskning i børns pengevaner viser, at ”øvelse gør mester”, og derfor handler lommepenge ikke så meget om selve beløbet, men om, at man som barn får ansvar for og erfaringer med sine egne penge. Lommepenge er altså én af de vigtige byggesten, der kan gøre dig økonomisk ansvarlig senere i livet, forklarer hun.
Den økonomiske krise gør børn bekymrede for familiernes økonomi
Undersøgelsen viser også, at en tredjedel af forældrene oplever, at den økonomiske situation har gjort deres børn bekymrede for familiernes økonomi. Dette bekræfter de bekymringer, som børnene tidligere på året gav udtryk for i en undersøgelse, som YouGov foretog for Danske Bank i januar. Her svarede 50 % af de adspurgte børn og unge mellem 10-17 år, at den økonomiske situation i verden gør dem bekymrede for deres forældres økonomi.
Anne Juel Jørgensen opfordrer derfor danske forældre til at være opmærksomme på at tale med deres børn om penge og økonomi – uanset familiens egen økonomiske situation.
For selvom den økonomiske usikkerhed og stigende priser ikke nødvendigvis har betydet, at ens familie har haft svært ved at betale regningerne eller har måttet foretage benhårde prioriteringer, kan bekymringerne alligevel sive ned til familiens yngste.
– Børnene opfanger lynhurtigt, hvis der er bekymringer i luften, hvad enten det er pengeproblemer i deres egen familie, blandt klassekammerater eller noget, som de hører om i medierne. Det bedste du kan gøre for at holde dine børn trygge, er at tale med dem om penge – selvfølgelig på en måde, som er tilpasset deres alderstrin, forklarer Anne Juel Jørgensen.
Ny bog skal hjælpe forældre med at tale med deres børn om penge og privatøkonomi
Ifølge Anne Juel Jørgensen kan der være flere årsager til, at forældre i dag ikke taler nok om penge og privatøkonomi med deres børn. Nogle forældre mener ganske enkelt, at penge ikke er et emne, der egner sig til at blive drøftet med børn, mens andre mener, at man skal vente til, at børnene er teenagere, før de skal lære om økonomi.
– Det er sådan set et misforstået hensyn, når forældre siger, at de ikke giver deres børn lommepenge, fordi de ikke synes, at børnene skal bekymre sig om penge fra en tidlig alder. For forskning viser, at vores pengevaner grundlægges allerede fra treårs-alderen, så jo tidligere du begynder med at tale med dine børn om penge, jo større er sandsynligheden for, at de bliver i stand til at forstå den økonomiske virkelighed, de er en del af, og dermed udvikler økonomisk ansvarlighed på sigt, forklarer hun.
Anne Juel Jørgensen udkommer med bogen ”Giv dit barn gode pengevaner” på forlaget Lindhardt & Ringhof mandag den 13. marts i forbindelse med Pengeugen. I bogen kommer Anne med en række gode og håndgribelige øvelser og råd til, hvordan forældre kan inddrage og tale med deres børn om pengeforhold.
– Der skal i virkeligheden meget små anledninger til for, at man kan få penge ind i samtalen med sine børn, men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Jeg håber, at min bog kan hjælpe med at gøre hverdagsøkonomi til et naturligt samtaleemne mellem forældre og børn på linje med lektier og legeaftaler, slutter Anne Juel Jørgensen, børne- og ungechef i Danske Bank.
Mandag d. 13. marts gæstede repræsentanter fra Fredericia Byråd Crossbridge Energy raffinaderiet. Byrådet var inviteret efter et ønske om at høre status omkring branden d. 17. december 2022.
CEO Finn Schousboe og produktionschef Flemming Egebjerg briefede repræsentanterne fra Fredericia Kommune. Dette skete på Crossbridge Energys egen brandstation mellem brandbiler, brandudstyr og øvrigt materiel til sikkerheds- og beredskabsindsats.
Branden i det såkaldte TGU anlæg blev slukket på ca. 45 minutter i en koordineret indsats mellem Trekantbrand, Politi og raffinaderiets eget beredskab. To timer efter branden brød ud, kunne raffinaderiet igen åbne for udlevering af produkter til tankbiler, som kører flydende brændstoffer ud til tankstationer i det jysk/fynske område. Den koordinerede Indsats kørte fremragende, og værdien af det kontinuerlige og tætte øvelses-setup omkring netop dette blev vist i praksis. Der skete kun materiel skade ved branden.
Efter grundige undersøgelser af det brandskadede anlæg, så er genopbygningen godt på vej og ventes færdiggjort, så raffinaderiet igen kan køre på fuld kapacitet inden udgangen af marts. For øjeblikket arbejder rigtig mange eksterne folk på at hjælpe med dette genopbygningsarbejde, faktisk har mere end 600 på skift været inde for at hjælpe til. Der arbejdes i døgndrift på opgaven, som omfatter mere end 70 ton stålrør, som skal tilpasses og er i størrelserne fra ½ til 18 tommer, mere end 220 styk (15 ton) ventiler i størrelser fra ½ til 10 tommer. Og der er i øvrigt trukket mere end fem, kilometer nye elkabler.
Designet og opbygningen af anlægget vil grundet uheldet blive ændret, så der indbygges ekstra sikkerhedsbarrierer. Det omfatter blandt andet en ekstra ventil, som ekstra sikkerhed, samt instrumenter, der skal vise, om der er flow i rørstykkerne.
Det beskadigede anlæg er afgrænset til ca. 15 gange 15 meter, men er til gengæld cirka 30 meter højt. Så udefra kan man se en af de helt store kraner stå fast placeret til at løfte tungt grej, rør med videre på plads.
Crossbridge Energy raffinaderiet kører på ca. 80 procents kapacitet for nuværende, og derfor leveres der heller ikke fuld kapacitet på overskudsvarme til fjernvarme. Men også dette vil være tilbage i vante mængder, når TGU’en genopstartes. Raffinaderiet leverer cirka 25 procent af fjernvarmeforbruget i TVIS-området, svarende til mere end 23.000 almindelige husstandes årlige forbrug af fjernvarme.
Krukker er in og i Tante's Have er der et væld af muligheder.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Den kendte planteskole og havecenter, Tante’s Have, på Skærbækvej i Fredericia er solgt til BilligBlomst.
– Det er med både glæde og vemod, at vi kan fortælle, at Tante’s Have er solgt. Det er blevet til 20 gode år i Fredericia. Sidste åbningsdag bliver lørdag d. 10/6-2023. Vi har solgt til BilligBlomst, der overtager pr. d. 1/7-2023, skriver Conny Fredsholt og Michael Rasmussen fra Tante’s Have på virksomhedens hjemmeside. De fortsætter:
– Vi har selvfølgelig fortsat planter til haveprojekterne gennem foråret, hvor sommerblomster m.m. også er en del af dette. Der vil samtidig være gode rabatter på udvalgte varegrupper. Følge med her på siden.
BilligBlomst har butikker 10 steder i Danmark, blandt andet i Kolding. BilligBlomst begyndte egentligt som et engros-firma, der solgte frugt og grønt. Efter en del efterspørgsel udvidede de med salg af billige planter, først i en begrænset periode om foråret, til i dag at være en kæde med nu 11 butikker.
Anders Smidt,
Salgskonsulent tv., Bjarke Linderoth,
Indehaver mf. og Ermin Balešić,
Indehaver th. Foto: AVISEN
Bilhuset Linderoth fejrer i 2023, 20 års jubilæum, virksomhedens grundlægger, Bjarke Linderoth, startede i 2003 og siden 2017 har Ermin Balešić også siddet med bag roret. Siden sommeren 2018, har adressen været Stiftsvej 31 i Vejle, hvor de to kompagnoner slog dørene op til deres nye showroom.
Virksomheden har oplevet nogle turbulente tider, med faktorer som Corona, krig og udsving i Tesla-priserne. Linderoth har dog været i stand til at tilpasse sig og overvinde disse udfordringer. Under nedlukningen var Linderoth, ligesom mange andre virksomheder, tvunget til at lukke døren for kunderne. De var dog i stand til at fortsætte driften via fjerntransaktioner, og da restriktionerne blev ophævet, steg efterspørgslen efter biler voldsomt.
– Vi måtte ikke have kunder i butikken, vi skulle mødes med med dem på en eller anden parkeringsplads og handle. Pludselig lukker alting op igen, vi må få kunder ind og alle de her folk, der lige pludselig sad hjemme og arbejdede eller havde fri eller whatever de havde oceaner af tid, det gjorde, at efterspørgslen på biler den eksploderede, fortæller Ermin Balešić.
Derudover eksploderede prisen på brugte biler på grund af det begrænsede udbud, der skyldtes den manglende mulighed for at få chips til nye biler. Ermin har ikke oplevet noget lignende i sine 17 år i branchen.
– Man kunne ikke få mikrochips til nye biler, det døjer man stadigvæk med i dag, det gjorde at udbuddet af brugte biler var meget begrænset. Som med alt andet udbud og efterspørgsel, så eksploderede prisen på biler. Jeg har været i branchen siden 2006 og jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Ermin.
Det går op og ned i bilbranchen
På det seneste har krigen i Ukraine fået energipriserne til at stige kraftigt, hvilket igen har påvirket Linderoths aktiviteter. Virksomheden fortsætter dog med at holde ud og tilpasser sig de skiftende forhold.
– Prisnedsættelserne på Tesla blev vi også ramt af. For at skære det ud i pap, mange har spurgt os: “Jamen kan I ikke få jeres tab dækket, men det kan vi ikke, vi er en selvstændig forretning. De varer vi køber, som holder her i showroomet dem har vi afregnet, de er købt betalt, risikoen er hundrede procent vores. I januar sælger vi tre Teslaer, som giver os en lussing på cirka 330.000kr tilsammen. Det kunne mærkes i sådan en lille forretning som vores. Men det er jo chancen i branchen, jeg skal ikke sidde her og græde, der er ikke nogen, der skal have ondt af os, det er den chance, man tager, når man arbejder med det, vi gør, uddyber Ermin.
Linderoth fokusere på kvalitet og deres kunders behov. I dag har de otte ansatte, selvom virksomheden måske er lille sammenlignet med andre, men vækstprocenten har været betydelig. Ermin understreger dog, at vækst i kvantitet ikke bør være det primære mål, men derimod vækst i kvalitet.
Vi skal leve af det her både om 10 og 20 år
Fokus ligger på salg og leasing af tyske bilmærker som Audi, BMW, Mercedes, Porsche, foruden elbiler som Tesla og Skoda. Linderoth forsøger ikke at være alt for alle mennesker, i stedet vil de hellere koncentrere sig om det, de er bedst til, nemlig at sælge biler af høj kvalitet.
– Det er en langsigtet forretning og for os er det vigtigt netop at kigge langsigtet, se fremad, fokusere på, at vi gerne skal kunne leve af det her både om 10 og 20 år. Tabene skal bare realiseres og så videre op på hesten. Når det er sagt, så kunne vi mærke sidste uge i februar, første uge i marts, at her er der rigtig gode takter. Om det er det gode vejr, når solen skinner, der giver folk lyst til at købe biler, kan jeg ikke sige, men den første uge i marts har vi solgt otte biler, det er flot for vores størrelse forretninger. Vi sælger cirka 300 biler om året, blandet mellem køb og leasing, fortæller Ermin.
Anders Buch, Værkstedschef tv. og Casper Hansen, Mekaniker. Foto. AVISEN
De bedste til det, de er gode til
Det er medarbejderne, der gør forskellen, når det gælder om at give en fremragende kundeoplevelse. Bilhuset rangerer nummer et i alle bilforhandlerkategorier på Trustpilot, hvilket er en betydelig præstation.
– Det tager lige så lang tid at levere fremragende kundeservice som det gør, at levere en dårlig kundeoplevelse, så hvorfor ikke levere en god oplevelse? Vores engagement og hårde arbejde gennem årene har betalt sig i form af tilfredse kunder, og det har vi planer om at det skal fortsætte med i fremtiden, siger Ermin.
En for hurtig ekspansion kan gå ud over deres evne til at levere det samme niveau af kundeservice, som de er kendt for.
– Der er tit folk, der spørger os om vi ikke skal have en afdeling på Sjælland eller oppe nord på? Jamen, det skal vi ikke. Vi skal ikke være større. Vi skal være endnu bedre til det, vi er bedst til. Vi ligger nummer ét på samtlige bilforhandler kategorier på trustpilot, det har vi brugt seks år på. Set udefra, kan det godt ligne en overnight succes, men det er det ikke, det er hårdt arbejde og dedikation og nogle gode medarbejdere, som arbejder for kundernes tilfredshed, udtaler Ermin Balešić og slutter:
– Noget vi fortsat kan blive bedre til, er at finde de rigtige biler til de rigtige priser. Lige nu, der ved vi ikke, hvad fremtiden bringer, der er så mange impulser derude. Er elbilen den rigtige? Er dieselbilen? På et tidspunkt, der solgte vi 80 procent elbiler og 20 procent fossile. I forbindelse med energiudfordringerne, der har bøtten været vendt på hovedet. Så det er simpelthen utrolig svært at se, hvad der hitter og hvad skal vi skal have på lager, det må vi kæmpe med dagligt.
Linderoth har fokus på kvalitetsservice og engagement, i at give en fremragende kundeoplevelse, det har hidtil været nøglen til succes, en nøgle de tror på også vil give dem succes i fremtiden. Ved at forblive tro mod deres værdier og ikke gå på kompromis med deres serviceniveau, forsøger de at skille sig ud i en yderst konkurrencepræget branche. Om fremtiden for bilbranchen ser grøn ud, kæmper de som mange andre bilforhandlere med at finde ud af, men de er klar til at tilpasse sig, hvad end den bringer.
Selvom der på Christiansborg var et flertal for at afskaffe Store Bededag, forsøger Dansk Folkeparti lokalt i Fredericia at bevare fridagen i så stort et omfang, som det juridisk er muligt. Det er en kamp, som Enhedslisten bakker op om, fortæller medlem af byrådet, Cecilie Roed Schultz.
Der har været ramaskrig på Christiansborg, i fagbevægelsen, medierne og befolkningen. Der var demonstration på Christiansborg Slotsplads, en underskriftindsamling med en halv million underskrifter og en stor kritik i folketingssalen. Men lige lidt hjalp det. Regeringens forslag om at afskaffe Store Bededag blev, med støtte fra Radikale Venstre, stemt igennem. Dermed afholdes den sidste Store Bededag i 2023 – fra næste år skal danskerne arbejde.
Men spørger man Dansk Folkeparti, og nu også Enhedslisten, så skal dette ikke være tilfældet i Fredericia Kommune. De er nemlig klar til, at opretholde helligdagen lokalt.
Hvor Dansk Folkeparti vil fastholde dagen på grund af traditionerne, og de kristne værdier, handler det for Enhedslisten om andre ting, forklarer Cecilie Roed Schultz.
– Det handler ikke så meget om selve Store Bededag, som det handler om en betalt fridag. I en tid, hvor stress er en folkesygdom og vi hungrer efter bedre arbejdsvilkår, er det den helt forkerte vej at gå, at afskaffe en fridag, siger Cecilie Roed Schultz og fortsætter:
– De der før havde fri skal nu arbejde og de der før fik helligdagsbetaling og en erstatningsfridag, får nu intet. Det er en stor forringelse i arbejdsvilkårene – og det er det sidste, vi har brug for.
Økonomien er presset
Baggrunden for regeringens afskaffelse af Store Bededag er, at det skal finansiere forsvarsforliget og en hurtigere optrapning til NATO målet om 2% af BNP. Men de økonomiske konsekvenser for kommunerne, mener hverken Enhedslisten eller Dansk Folkeparti er indregnet. Alene på børne- og skoleområdet vil det koste tre millioner kroner årligt – penge der skal komme fra et i forvejen massivt underfinansieret område.
– Med de meget store økonomiske udfordringer på børneområdet, på samlet op mod 50 mio. kr., så har vi i mine øjne ganske enkelt ikke råd til at stemme imod dette forslag. De partier der ikke mener, at vi skal have en fridag på Store Bededag næste år, må meget gerne anvise hvor de vil finde de 3 mio. kr. det vil koste kommunen at holde skoler og daginstitutioner åbent den dag, slår Cecilie Roed Schultz fast.
Et af kritikpunkterne til forslaget om lokalt at opretholde helligdagen lokalt er, at det vil få konsekvenser for ansatte i det private eller ansatte i andre kommuner end lige netop Fredericia Kommune. For med en lokal opretholdelse vil skoler og dagtilbud være lukket, til trods for at det ikke længere er en nationalt anerkendt helligdag. Men det mener Cecilie Roed Schultz godt, at man kan løse.
– Det er de færreste, der er bosat i andre kommuner, der har børn i vores skoler og daginstitutioner. Men jo, det vil give udfordringer og nogle vil kunne komme i klemme. Men det må vi finde en løsning på. Det skal ikke være det der afgør det, forklarer hun.
Det er særligt Socialdemokratiet, der har skullet stå på mål for venstrefløjens kritik af afskaffelsen af Store Bededag. Cecilie Roed Schultz regner da heller ikke med, at Socialdemokratiet i Fredericia vil bakke op om Dansk Folkepartis forslag.
– Jeg opgav forestillingen om Socialdemokratiet som et rødt parti for mange år siden. Men det her er da endnu et søm i kisten. Jeg vil blive mere overrasket, hvis Socialdemokratiet støtter forslaget, end hvis de stemmer imod, lyder det fra Cecilie Roed Schultz.
De seneste år har kommuner og regioner ansat langt flere, som er uddannede pædagogiske assistenter. De er en oplagt del af løsningen på personalemanglen i dag- og botilbud, mener sektorformand i FOA.
Mens dagtilbud, botilbud og andre institutioner med pædagogisk personale står i en alvorlig rekrutteringskrise, bliver der ansat stadig flere, som har en helt bestemt pædagogisk uddannelse i ryggen, nemlig den pædagogiske assistent uddannelse. Netop den faggruppe bliver nemlig mere og mere populær blandt arbejdsgiverne. Således har kommuner og regioner på bare fem år i gennemsnit ansat 33 procent flere pædagogiske assistenter. Det viser tal, som FOA har trukket fra KRL.dk.
– Rigtig mange kommuner og regioner har fået øjnene op for, at de pædagogiske assistenter udgør en vigtig del af fremtidens pædagogiske personale. Alene på dagtilbudsområdet kommer vi frem mod 2030 til at mangle 14.000 ansatte. Vi skal sikre, at langt størstedelen af dem har en pædagogisk uddannelse, så børnene hver dag er omgivet af voksne, som har en stærk pædagogisk faglighed og kan støtte børnene i deres trivsel og udvikling, siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen.
Helt konkret er der i perioden fra 2017 til 2022 på landsplan blevet ansat, hvad der svarer til 1.644 flere fuldtidsansatte pædagogiske assistenter, hvilket altså er en stigning på 33 procent.
– Den udvikling skal gerne fortsætte, for de pædagogiske assistenter er med deres mere end tre år lange uddannelse rigtig dygtige. Det synes deres kolleger, som står side om side med dem ude blandt børnene, også, ved vi fra en evaluering af uddannelsen, siger Kim Henriksen.
Målt i procent er den største stigning i antallet af pædagogiske assistenter sket i hovedstadsområdet, nemlig i Fredensborg Kommune, som i 2022 havde 58 pædagogiske assistenter ansat mod 22 i 2017. Det svarer til en stigning på hele 169 procent. Blandt de midtjyske kommuner er højdespringeren Favrskov Kommune 137 procent i samme periode. I Syd- og Sønderjylland topper Vejle Kommune med 120 procent. Lolland har med en 111 procent størst fremgang blandt de sjællandske kommuner. I det nordjyske gælder det samme for Vesthimmerland med 89 procent, og Kerteminde topper med 87 procent på Fyn og øerne.
Samtidig bør man bemærke de mange kommuner, som i antal har ansat langt flere pædagogiske assistenter. Det gælder f.eks. Esbjerg og Horsens, som på fem år har ansat henholdsvis 92 og 71 flere. Mange kommuner gør da også en særlig indsats for at få endnu flere pædagogiske assistenter eksempelvis at udstede jobgaranti til dem, der tager uddannelsen. Alligevel er der behov for at lave en ny såkaldt dimensioneringsaftale, som forpligter kommunerne til at uddanne flere pædagogiske assistenter, end de gør i dag, mener Kim Henriksen.
– De unge står i kø for at tage uddannelsen. Den er rigtig populær. Men skolerne må afvise flere, end de kan optage. Det giver ikke mening, siger Kim Henriksen, der samtidig opfordrer kommunerne til at udnytte det enorme potentiale, der ligger i at uddanne de erfarne pædagogmedhjælpere. Har man arbejdet inden for feltet i mere end to år og er over 25 år, kan man nemlig få merit for praksisdelen og tage uddannelsens skoledel på mindre end et år. De kriterier lever omtrent 8.000 pædagogmedhjælpere op til lige nu.
– Det vil give et hurtigt og varigt fagligt løft i daginstitutionerne. Netop det er et af formålene med den pulje på halvanden milliard, som regeringen i forrige uge sikrede til opkvalificering af pædagogmedhjælperne. Så lad os smøge ærmerne op og komme i gang, så vi kan sikre børnene flest muligt voksne med fagligt stærke kompetencer, siger Kim Henriksen.
Engang lignede den fredericianske himmel det svenske flag, da Syrens (Kemiras) gule røg udtonedes i himlens blå. Sådan er det heldigvis ikke mere, og navnet Forurecia klæber ikke til byen længere, og vi byder de svenske og Ikeas blå-gule farver velkommen. Med gakket humor, gennemført musikalitet og professionalisme på alle planer tilbydes publikum en jävligt bra oplevelse.
Musicallen INGVAR handler om Ingvar Kamprads opbygning af verdens største møbelkæde med alt, hvad det indebærer af op- og nedture.
Ikke blot en hyldest til den oprindelige fattige entreprenør og grundlægger af Ikea, men også en kærlig og ærlig kritik af kapitalisme, arbejdsmiljø, brug-og-smid-væk-kultur, skatteskjul, egennyttighed og heltedyrkelse.
Foto: Søren Malmose
Musik og vokal
Musikakkompagnementet: Her var der ikke nogen Janne Schaffer, den halvsvenske Nils Lofgren eller andre blændende svenske musikalske ekvilibrister indover. Naturligvis kunne en pumpende bas have knækket benene på tidligere Ikea-stole og en selviscenesættende guitarsolo splintre billig glas eller keramik. Vi måtte nøjes med svenskinspireret folkemusik udført på violin og trædeorgel. Halli hallo – kan det nu gå?
Nu er det jo ikke en voluminøs Queen-musical, som jeg trods det banale i det elsker, men folklore fyldt med træ(deorgel) fra de svenske skove er rimelig holdbar. De ”to” (Pojken Flensborg & David Tølbøll Mortensen – og Jakob Rosendahl Povlsen) udfører det minimalistiske og svære orkesterakkompagnement med præcision og orkestral fylde.
Foto: Søren Malmose
Skuespillerne
Ingvar: Thomas Jensener netop den kejtede koleriske usikre Ingvar, som ikke skal synge koralsk rent. Gennemført med alle facetter!
Elise Ruusunen fremtonede indbydende med sin store Carmen Curlerlignende krølle, sit møbelmatchende outfit og sin sang ultra charmerende.
Den første indledende sang ”Kulning” gav Line Staun Jensen på sin altid insisterende måde. Jeg tænkte umiddelbart: Det er da godt noget grønlandsk. Nå nej – Sverige. Deroppe i de der ufremkommelige kolde svenske egne er det sætterne. En sang for at lokke dyr til. I denne sammenhæng kunder…!
Kraftfuldt og urfolks ægte følelsesudtryk. Eller oplæg til at det her skal være urkomisk?
Cecilie Thiim: Udnytter sin høje statur modigt og ekstremt morsomt i alle attituder og artikulerer overbevisende rent og tydeligt.
Johan Klitgård. Er han ikke en klon af Jon Stephensen og Alen Rickman (Snape)? Nej, en velsyngende og virkelig dygtig Johan!
Debutanten (professionelt) Magnus Bruno: Kort og godt: Denne debut sad lige i skabet!
Hvilken fremtid venter!!!
Sidst, men ikke mindst Søren Bech-Madsen: Med sin dybe borgmesterrøst (og det er ikke dig Uffe!) banker han roligt, overskuds- og bamseagtigt igennem. Betryggende.
Foto: Søren Malmose
Intet hår i kødbollerne
Sportsinteresserede ved, at en dommer, man ikke lægger mærke til, har dømt godt. Man kan derfor ligeledes som publikum overse, hvilket arbejde, der virkeligt ligger bag, når en sådan forestilling er så perfekt gennemført. Fredericia Musicalteater laver ikke kunstneriske fejl. Man kan ikke finde fremmedlegemer i suppen. Men sikke en lang tekst, som de optrædende skal lære og huske. Sikke bevægelser (koreografi), der skal indlæres samtidigt.
Så kan man diskutere oplægget og historien bag. Min eneste negative kritik er, at der i første afdeling var et par passager, der var lidt lange i spyttet.
Instruktør Nikolaj Tarp, koreograf Ernestine Ruiz, scenograf Lise Marie Birch og alle I andre, som jeg burde nævne: Tak for veludført arbejde!
Gad vide, om jeg har scannet alt ind. Har jeg glemt noget i indkøbsvognen?….
Humoren
Musicallens gakkede humor i tekst og sange bevægede sig konstant på kanten til det banale. Som at være til en fest, hvor (u-)lejlighedssangenes tekst ikke helt passer med versefødderne og rimene er ubehjælpsomme. Man faldt ikke i den pinlige afgrund, men lænede os hver gang underholdt tilbage med forløsende latter.
Skønt med sange som: Profit er et dejligt ord, Demokratisk design, Billigst og Det enbårne kapitalist. Ingvar: Sveriges Messias, men ikke så ren som Jesus!
Foto: Søren Malmose
Grattis
Da Danmark i 1992 uventet blev europamestre i fodbold, tonede flere svenske avisoverskrifter frem: ”Grattis Danmark”. Som halvvejs sønderjyde var jeg ikke særlig velbevandret udi det svenske, så jeg studsede og tænkte: Det var da noget underligt noget at skrive.
Men mon ikke de to svenske skabere af musicallen Ingvar – Erik Gedeon og Klas Abrahamsson, som begge var til stede denne premiereaften – tænkte: ”Grattis Danmark – Grattis Fredericia – Grattis Fredericia Musicalteater. Tillykke! I har fattet brugsanvisningen og efter hensigten samlet det hele til et unikt produkt.”
De tog ikke efter premieren op på Fredericia Teaters tag og råbte: ”Dansk jävla”!
Danmark – Sverige
Vi har jo altid haft et vist had-kærligheds-forhold til vore nabolande og ikke mindst Sverige. På mange områder har vi beundret og misundt de der svenskere, f.eks. inden for vintersport og populærmusik. Vi har altid holdt med dem, bare de ikke står direkte over for os. De er da også lidt underlige, hvad angår mentalitet, politik og humor, synes nogle.
Forleden var jeg i Ikea i Gentofte, og det var da helt vildt, hvor mange mennesker, der valfartede dertil og slæbte mængder af billige varer med hjem. Så vi har da virkelig taget Ikea til os, og nu bades vi i denne musical i de blå-gule farver. Ikke denne gang fra Brøndby IF eller Ukraine, men de svenske.
Tænk sig, hvis vi ud fra et kontrafaktisk historieperspektiv i dag havde et skandinavisk rige eller ligefrem en nordisk union?! Så kunne vi sole os i hinandens succeer – også Ikeas…
Foto: Søren Malmose
Bedømmelse
Det er svært at sammenligne pærer og bananer. Som man siger. Er konen smukkere end en solnedgang? Hvad smager bedst?: Et kys eller mormors frikadeller. Urimelige sammenligninger.
Jeg var helt vild med musicallen Come From Away. Også selv om jeg har talt med nogle få, der ikke forstod en skid. Come on! Den havde en sublim historie, musik, vokaler osv. INGVAR er anderledes og har andre kvaliteter og skal derfor ikke have stjerner.
MEN naturligvis udleveres der her fra disken: 8 köttbullar.
PS. Min drøm
Jeg er ikke helt kommet igennem Jens Andersens bog “Et liv med Lego”.
Men foreløbig er jeg overrasket over de mange tråde til Fredericia gennem Legos historie. Som evig lego-entuisiast ligger det indlysende lige til min byggende højrehånd, min hjerne og mit hjerte at ønske: På en af de fremtidige klodser skåret i svensk granit – ”Another Brick in The Wall” – på Fredericia Musicalteaters triumfbue skal påskriften være:
LEGO – The Musical.
Hele svineriet skal indtænkes: Det ypperste fra dansk musik gennem Legos historie i alle genrer i det store set-up; tekst, dansk humor, dansk design, Legos pangfarver m.v. Uha, jeg kunne blive ved. Ligesom med Ingvar skal der laves undervisningsmateriale. Lego appellerer til alle aldre, og derfor kunne alle involveres i bygningen af et oplevelsescenter ved Prins Christians Bastion, hvor Dansk Købecenter lå. Med Danmarks største Dannebrog genindført på toppen og atter oplyst om natten. Her kunne alle – små som store – opbygge kopier af bl.a. Fredericia Vold og det gamle købestævne af legoklodser naturligvis.
Foto: Søren Malmose
Jeg glæder mig til, når fæstningsdrengen og Legos wonder boy, Jørgen Vig Knudstorp, efter tæppefald danser på scenen i begejstring over ”Lego – The Musical” – dog efter kyndig instruktion af Fredericia Musicalteaters dygtige koreografer! Oven i købet – og ikke fordi jeg er bonderøvsnationalist – også med stående applaus fra de fremmødte store københavnske mediers anmeldere, der endelig havde nosset sig frem!!!
Nå. Jeg må hellere falde ned. Tage min blodtrykspille. Men alligevel håbe, jeg bliver afbrudt i min REM-søvn, så jeg kan huske nye facetter fra mine sære drømme.
Dette er min drøm, men formodentlig delvist drømt af andre….
KRIMI. En usikker og slingrende kørsel midt om natten førte natten til lørdag til en sag om spirituskørsel i Vejle.
Klokken 00.45 kørte en uniformeret...