Onsdag er politiet massivt til stede på Odensevej i Middelfart. Klokken 12.45 er flere patruljer rykket ud til området, herunder tre politibiler og en indsatsledervogn, og betjente er bevæbnede. Klokken 13.14 er politiet fortsat til stede.
Den markante politiindsats har udløst mange henvendelser fra borgere, som kontakter Middelfart AVISEN for at få klarhed over, hvad der foregår.
AVISEN er i kontakt med Fyns Politi, der oplyser, at situationen er under kontrol. Ifølge politiet er der tale om en psykisk sårbar person.
Politiet understreger, at der ikke er fare for øvrige borgere i området. Indsatsen fortsætter onsdag formiddag, mens situationen håndteres på stedet.
Når Camille Jones i foråret tager sit anerkendte koncertkoncept Women In Office med på Danmarksturné, bliver det med stop i både Kolding, Odense og Fredericia. Publikum i Trekantområdet og på Fyn får dermed mulighed for at opleve et nyt kapitel i hendes musikalske fortælling, hvor nærvær, historier og et mere organisk udtryk er i centrum.
Turnéen falder sammen med udgivelsen af den nye single »Så’ det sagt«, som udkommer den 23. januar. Sangen markerer en personlig afrunding på en periode præget af store tab, hvor Camille Jones mistede både sin bror og sine forældre inden for kort tid. Med den nye sang vender hun sorgen udad og giver den form med både alvor og et underspillet glimt i øjet.
»For mig er sangen en opsang til døden – eller til skæbnen, hvis man hellere vil kalde det det. På et tidspunkt har man brug for at kigge op og spørge universet, om det virkelig kan passe. Jeg havde brug for at sige det højt,« fortæller Camille Jones.
Musikalsk bevæger hun sig denne gang væk fra den elektroniske klublyd, som mange stadig forbinder hende med fra verdenshittet »The Creeps«, og tilbage mod et mere levende, jazzet og håndspillet udtryk. »Så’ det sagt« er indspillet med musikere fra Benjamin Havs band Familien og bærer præg af sammenspil, luft og en lyd, der ligger tættere på hendes musikalske rødder.
Women In Office-konceptet har siden 2021 haft fast base på La Oficina på Frederiksberg, hvor Camille Jones har inviteret nogle af landets stærkeste kvindelige stemmer ind til intime koncerter med fokus på fortælling og fællesskab. Nu tager hun konceptet ud i landet for første gang. På turnéen deler hun scenen med Julie Maria, når de sammen præsenterer en række dobbeltkoncerter, der giver publikum adgang til maskinrummet bag musikken.
I Kolding gæster de Godset den 4. marts, mens Odense får besøg den 12. marts på Dexter. Turnéen når også Fredericia, hvor Camille Jones og Julie Maria den 9. april indtager Tøjhuset med en koncert, der lover både nye sange, stærke fortællinger og en stemning i øjenhøjde.
Senere på året vender Camille Jones tilbage til sin hjemmebane på Frederiksberg, hvor hun i oktober spiller på La Oficina med et syv mand stort band. Men inden da er foråret præget af møder med publikum i hele landet, hvor Women In Office for første gang folder sig ud som turné.
Kort inde i det nye år vil Kolding Byråd tage temperaturen på forholdet til erhvervslivet. Den 17. februar inviterer borgmester Jakob Ville på vegne af byrådet og i samarbejde med Foreningen Business Kolding til stormøde om erhvervslivets vilkår i Kolding Kommune.
Stormødet finder sted fra klokken 15 til 17.30 i den nyindrettede Fynske Bank Lounge på Kolding Stadion og er tænkt som begyndelsen på en mere åben og direkte dialog mellem politikere og virksomheder. Ifølge borgmesteren er udgangspunktet klart. Byrådet vil først og fremmest lytte.
»Kolding er en meget stærk erhvervskommune med høj beskæftigelse og mange succesfulde virksomheder. Men jeg er lydhør – og har hørt de kritiske røster, som under valgkampen pegede på et potentiale for, at vi kan gøre det endnu bedre. Det er jeg enig i,« siger Jakob Ville.
Han understreger, at ambitionen er at samle erhvervslivet og byrådet om en fælles retning for kommunens udvikling.
»Derfor vil jeg samle hele erhvervslivet sammen med Foreningen Business Kolding, så vi kan danne fælles front og stå sammen om Kolding. Vi skal have alle med, for det er den eneste måde, vi kan komme fremad,« siger han.
Stormødet sker på baggrund af en erhvervspolitik, som et bredt flertal i byrådet står bag. Her er partnerskaber det bærende princip. Tanken er, at samarbejdet mellem kommune og erhvervsliv skal være så tæt, at også vanskelige og prioriteringskrævende emner kan drøftes åbent.
Ifølge borgmesteren er der behov for større tydelighed om, hvad kommunen vil satse på fremover.
»Vi må have alle kortene på bordet. Byrådet ønsker kun at give erhvervslivet de bedst mulige rammebetingelser, men vi kan naturligvis ikke prioritere alt. Jeg savner, at vi i Kolding er bedre til at fokusere og stå sammen om de store projekter. Det er nu, vi skal vise, hvad vi kan,« siger Jakob Ville.
Hos Foreningen Business Kolding, der repræsenterer knap 800 virksomheder i kommunen, bliver invitationen taget imod med opbakning. Her ser man stormødet som en mulighed for at styrke samarbejdet og sætte en fælles dagsorden for de kommende år.
»Vi har i foreningen taget ansvar og bakket op om en fjernelse af dækningsafgiften i denne byrådsperiode. Det er en meget stor forbedring af rammevilkårene for virksomhederne. Men lavere skatter gør det ikke alene,« siger formand Lene Jæger Clausen.
Hun peger på, at der er brug for mere end enkeltstående politiske beslutninger, hvis Kolding skal fastholde og udvikle sin position som erhvervskommune.
»Vi skal stå sammen om Koldings fremtid, og på stormødet vil vi med medlemmerne og resten af kommunens erhvervsliv sætte dagsordenen for de kommende års indsatser,« siger hun.
Stormødet er åbent for hele erhvervslivet i Kolding Kommune og bliver ifølge arrangørerne et første skridt i en proces, hvor dialog, prioritering og fælles ansvar skal fylde mere i relationen mellem byråd og virksomheder.
Fakta først. Proportioner bagefter. Krisestemning og dommedagsprofetier hører ikke til i seriøs politik.
Klimaet har altid ændret sig. Det er veldokumenteret videnskab. MEN, debatten mister proportioner og historisk hukommelse. Naturens regnskab er langt ældre end vores – det bør respekteres, hvis klimapolitikken skal være både ansvarlig og troværdig.
Forskere kan rekonstruere klimaforhold langt tilbage i tiden ved hjælp af flere uafhængige metoder. Iskerner fra Grønland og Antarktis giver detaljerede data om temperatur og atmosfærens sammensætning op til 800.000 år tilbage. De viser tydelige cykler af istider og varmeperioder – længe før industrialisering, fossile brændsler og moderne samfund.
Træers årringe fungerer som naturlige klimaregistre. Sedimenter fra søer og have indeholder pollen, fossiler og kemiske spor, der dokumenterer vegetation og temperaturer gennem tusinder af år. Alle disse metoder peger i samme retning: Klimaet har aldrig været stabilt.
Historiske kilder understøtter dette billede. I den tidlige middelalder var klimaet lokalt i Europa markant varmere end senere. Omvendt oplevede Europa fra ca. 1300 til midten af 1800-tallet Den Lille Istid med hårde vintre, misvækst og fremrykkende gletsjere. Det ses i samtidige optegnelser, kunst og landbrugsdata.
I Jameson Land på Grønland er der fundet dinosaur-fodspor bevaret i sandsten fra sen Trias og tidlig Jura (ca. 210–190 mio. år gamle). På Bornholm – nær Hasle – er Danmarks eneste egentlige dinosaurusfund gjort: en enkelt tand fra en lille kødædende rov dinosaur (theropod), ca. 140 mio. år gammel, fundet omkring år 2000.
Vi er på vej mod 10 milliarder mennesker på kloden, de fleste med middelklassens forbrug. Menneskelig påvirkning kan spille en rolle, men ansvarlig klimapolitik må bygge på hele klimahistorien, ikke på modeller og frygt. Når symbolpolitik løber foran teknik og økonomi, ender regningen hos borgerne – frygt erstatter proportioner, og alt forklares med menneskets CO₂.
Der var noget i luften den sidste dag. Ikke bare kulde fra vinteren eller røgen fra faklerne foran hovedindgangen, men en stille erkendelse af, at noget var ved at slutte. Da dørene lukkede for sidste gang inden den store om- og tilbygning, havde Trapholt allerede skrevet sig ind i historien med det største besøgsår nogensinde.
138.468 gæster nåede gennem museets sale i 2025. Et tal, der ikke bare overgår året før, men markerer et kulturelt gennembrud for museet i Kolding. Stigningen på 28 procent i forhold til 2024 er ikke et resultat af én enkelt udstilling eller en tilfældig tendens. Det er kulminationen på et år, hvor Trapholt har formået at gøre kunst og design nærværende, vedkommende og fælles.
Museumsdirektør Karen Grøn glæder sig over opbakningen efter Trapholts største besøgsår nogensinde og ser frem mod genåbningen i 2027.
»2025 har været et helt enestående år for Trapholt. Det store besøgstal vidner om en stærk interesse for museet og for kunst og kultur generelt,« siger museumsdirektør Karen Grøn. Hun taler om et år, hvor interessen ikke blot har været stabil, men vedvarende helt frem til den sidste åbningsdag. Et år, hvor publikum ikke bare er kommet for at se udstillinger, men for at være en del af noget.
Det blev tydeligt den 30. december, hvor museet for sidste gang inden lukningen slog dørene op. Flere hundrede mennesker samledes foran bygningen til arrangementet Syng Trapholt til ro. Fakler blev tændt. Stemmer fandt sammen. Og midt i det hele stod museumsdirektøren selv og sang for.
»Det var meget bevægende at dele øjeblikket med de omkring 400 fremmødte, der med fakler i hånden sang og tydeligt viste, hvor stor en betydning Trapholt har for dem,« fortæller Karen Grøn. Det blev en afsked, der bar præg af både vemod og fællesskab. Et farvel, der ikke lukkede noget ned, men lagde noget i dvale.
For Trapholt lukker ikke, fordi interessen er væk. Tværtimod. Museet lukker, fordi rammerne skal følge med ambitionerne. De kommende 14 måneder står i forandringens tegn, hvor museet gennemgår en omfattende om- og tilbygning, der skal ruste det til fremtiden.
Når Trapholt genåbner i foråret 2027, vil publikum møde et museum med en udvidet gæstemodtagelse, en ny skulpturlounge og et fleksibelt formidlings- og craftcenter. Parken omkring museet bliver en endnu mere integreret del af oplevelsen, så grænsen mellem kunst, arkitektur og landskab opløses yderligere. Visionen er klar. Trapholt skal ikke bare være et sted, man besøger. Det skal være et sted, man opholder sig.
Men selvom bygningerne nu står stille, fortsætter museets arbejde. Gennem initiativet Trapholt To Go har museet rykket kunsten ud i byen og ud til borgerne. Samtlige 42 femteklasser i Kolding Kommune har været involveret i et omfattende samarbejde, hvor eleverne har besøgt museet, valgt et kunstværk og adopteret det som deres eget.
Arbejdet kulminerer i en stor kunstfestival i december 2026, hvor børnenes møde med kunsten bliver synligt for hele kommunen. Det er et projekt, der siger meget om Trapholts selvforståelse. Kunst er ikke noget, der kun hører til bag vægge og montre. Det er noget, der vokser i mødet mellem mennesker.
Samtidig deltager museet i lokale arrangementer og events, hvor publikum kan møde medarbejderne, høre om visionerne og følge med i, hvordan det nye Trapholt tager form. På den måde forbliver museet til stede, også mens dørene er lukkede.
Rekordåret 2025 står derfor ikke som et punktum, men som et komma. En overgang mellem det, der har været, og det, der kommer. Når Trapholt igen åbner, vil det være med erfaringen fra et år, hvor publikum strømmede til, sang med og tog ejerskab.
Og måske er det netop det, der forklarer succesen bedst. Trapholt har i 2025 ikke blot haft mange gæster. Museet har haft medspillere.
Når Fredericia samler erhvervsliv, kommune og politikere til nytårskur, kulminerer eftermiddagen med uddelingen af årets erhvervspris. Spørgsmålet er, hvilken virksomhed der i år har gjort sig mest bemærket.
Når Business Fredericia og Fredericia Kommune den 21. januar igen samler byen til fælles nytårskur i Eksercerhuset, er det ikke blot en markering af et nyt år. Det er også et øjeblik, hvor erhvervslivet ser sig selv i spejlet. Hvad har vi lykkedes med. Hvem har flyttet sig. Og hvem har vist vejen for andre.
Midt i taler, netværk og samtaler er der ét punkt, der hvert år samler særlig opmærksomhed. Overrækkelsen af Business Fredericias erhvervspris. En pris, der gives til en virksomhed, som ikke nødvendigvis har råbt højest, men som har leveret resultater, udvikling og ansvarlighed.
Hvem der løber med prisen i år, bliver først afsløret på dagen. Men ifølge erhvervsdirektør i Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer, er interessen større end nogensinde. Det er bestyrelsen i Business Fredericia, der kårer årets vinder.
»Det er den årlige erhvervspris, der bliver givet til en virksomhed, som har gjort sig særlig bemærket eller gjort sig en særlig indsats. Den har vi givet 11 gange nu, og der er altid stor opmærksomhed omkring den,« siger han.
Nytårskuren har gennem årene udviklet sig til et af Fredericias vigtigste samlingspunkter for erhvervslivet. Ikke fordi der træffes beslutninger fra scenen, men fordi relationer styrkes, og retningen bliver tydeligere i mødet mellem virksomheder, kommune, politikere og foreningsliv.
»Vi har den 21. januar vores årlige fælles nytårskur, hvor både erhvervsliv og kommunale medarbejdere og politikere og foreningslivet mødes nede i Eksercerhuset,« siger Kristian Bendix Drejer.
Deltagerantallet vidner om arrangementets betydning. Ifølge erhvervsdirektøren plejer mellem 600 og 700 mennesker at finde vej til Eksercerhuset, og forventningen er, at fremmødet i år bliver mindst lige så stort.
»Der plejer at komme mellem 600 og 700 mennesker, og det er rigtig godt og hyggeligt og uformelt,« siger han.
Det uformelle er ikke en tilfældighed. Tværtimod er det et bevidst valg. Nytårskuren er skåret til, så der er korte taler og god tid til samtalerne.
»Folk elsker egentlig netværksdelen. Den bliver brugt rigtig flittigt, både før og efter de ting, der sker. Derfor er det også tilrettelagt sådan, at talerne er korte, så der er plads til at hygge og netværke,« siger han.
Årets arrangement bliver samtidig den første nytårskur med Peder Tind som borgmester. Han vil gøre status på 2025 og sætte ord på de politiske og strategiske mål for 2026. Derefter vil formand for Business Fredericia, Bent Jensen, give sit perspektiv på den erhvervsmæssige udvikling i Fredericia.
»Det er vigtigt, at både det politiske og det erhvervsmæssige perspektiv er med. Det er i spændingsfeltet mellem de to, at byen udvikler sig,« siger Kristian Bendix Drejer.
Men det er erhvervsprisen, der giver eftermiddagen sit klimaks. Prisen gives til en virksomhed, der har vist vækst, udvikling og ansvarlighed, og som på forskellig vis har bidraget til Fredericias erhvervsliv.
»Der er altid spænding omkring, hvem der får den. Det er noget, der fylder noget for mange,« siger erhvervsdirektøren.
For Kristian Bendix Drejer er det dog ikke programmet, der afgør, om nytårskuren lykkes. Det er stemningen. »Der plejer at være en utrolig god stemning. Der bliver snakket rigtig meget. Det er i virkeligheden det vigtigste,« siger han.
Onsdag den 21. januar bliver det igen tydeligt, hvem der fylder i Fredericias erhvervsliv. Og når erhvervsprisen uddeles, får én virksomhed sat et synligt punktum under et år, hvor udvikling ikke har været et mål i sig selv, men et resultat af vedholdende arbejde.
Regeringen har endnu ikke besluttet, om den vil lempe de ekstra krav, som bankerne i dag er pålagt, når de låner penge ud til ejendomsselskaber. I stedet har den valgt at tage en tænkepause.
Baggrunden er en anbefaling fra Det Systemiske Risikoråd, som i efteråret foreslog at skrue lidt ned for det såkaldte sikkerhedskrav – den systemiske buffer – som skal beskytte økonomien mod kriser på ejendomsmarkedet. Men selv om dansk økonomi ifølge regeringen står stærkt, er man ikke klar til at trykke på knappen endnu.
Årsagen er, at der fortsat kan gemme sig problemer på erhvervsejendomsmarkedet. Hvis store ejendomsselskaber får økonomiske vanskeligheder, kan det ramme bankerne – og i sidste ende hele samfundsøkonomien. Derfor vil regeringen nu have mere tid til at gennemgå tallene og konsekvenserne grundigt.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger, at balancen er svær.
Dansk økonomi har det godt, men der er stadig risici, især når det gælder erhvervsejendomme. Det skal håndteres klogt, så vi både passer på stabiliteten og ikke spænder ben for vækst og konkurrence, lyder det fra ministeren.
Den systemiske buffer fungerer i praksis som en ekstra pude, bankerne skal have liggende, hvis noget går galt. Jo højere risiko, desto større pude. Rådet har foreslået, at bankerne fremover ikke skal holde lige så meget ekstra kapital, når de låner ud til ejendomsselskaber med lav gæld i forhold til ejendommens værdi. I dag gælder lempelsen kun de allersikreste lån, men forslaget er at udvide grænsen.
Regeringen har dog ikke travlt. Den nuværende ordning gælder allerede frem til sommeren 2026, og derfor er der ifølge regeringen tid til at tænke sig om.
Hvornår der kommer en endelig beslutning, er endnu uklart. Indtil videre fortsætter arbejdet bag kulisserne, mens bankerne må leve med de nuværende krav.
NATUR. Der er steder langs kysten, hvor man næsten kan mærke, at havet arbejder. Hvor strømmen tager fat, hvor vandet skifter farve, og hvor livet under overfladen, trods pres og forandringer, stadig har et potentiale. Et af de steder ligger ud for Trelde Næs. Netop her skal en ny millionbevilling på 9,8 millioner kroner omsættes til konkret naturgenopretning mellem Lillebælt og Vejle Fjord.
Bevillingen er givet til Naturpark Lillebælt i samarbejde med Sund Vejle Fjord og Syddansk Universitet og skal bruges på at genskabe tabte marine levesteder, styrke biodiversiteten og skabe en økologisk forbindelse mellem fjord og bælt.
Men projektet er ikke bare endnu et punkt på en naturpolitisk ønskeliste. Det er et praktisk forsøg. Et arbejde, hvor man både bygger videre på erfaringer, og stiller det afgørende spørgsmål: Virker det? »Det, der er interessant, det er, kan det lade sig gøre? Kan man bruge de her penge, som er mange penge, til faktisk at forbedre levestederne?« siger formand for Naturpark Lillebælt John Nyborg.
Sten, muslinger og ilt
Kernen i projektet er etableringen af stenrev og såkaldte biogene rev – i praksis muslingebanker – på havbunden ud for Trelde Næs og ind mod Vejle Fjord. Det er ikke tilfældige greb, men nøje udvalgte elementer i et samlet naturgreb, der skal give havet bedre betingelser for at fungere igen. »Det er jo egentlig det, man kalder for et stenrev og så et biogent rev. Det er muslingebanker i virkeligheden. Og det er jo alt sammen for at skabe nogle levesteder til fiskene, og så er det jo også at skabe noget ilt, altså som sørger for, at vandet bliver ildet derind mod Vejle Fjord,« forklarer John Nyborg.
Stenrev skaber struktur på havbunden, hvor fisk, alger og smådyr kan finde skjul og føde, mens muslingebankerne filtrerer vandet, forbedrer sigtbarheden og bidrager til iltningen. Tilsammen kan de fungere som en biologisk motor, ikke bare lokalt, men i et større sammenhængende system, der rækker fra Lillebælt og ind i fjorden. »Derfor passer det fint, at vi lægger indsatsen på Kasser Odde Flak ved Trelde Næs og ind mod Vejle.«
Valget af placering er nemlig ikke grebet ud af den blå luft. Erfaringerne findes allerede, og de findes tættere på, end man måske tror. John Nyborg peger på et konkret eksempel fra Fredericia, hvor naturgenopretning allerede har vist sit værd. Under den gamle Lillebæltsbro blev der for nogle år siden anlagt et stenrev. Et sted med kraftig strøm, og derfor et sted, hvor livet hurtigt har fået fat igen. »Der er masser af liv. Og der kan man se, at vi har en fordel her, hvor vi ligger, som Fredericia, fordi vi har masser af strøm igennem. Under den gamle Lillebæltsbro har vi stenrev, der er velfungerende. Der har du alt det liv, som du godt kunne tænke dig.«
Det er præcis den erfaring, projektet ved Trelde Næs nu forsøger at bygge videre på. Flere stenrev, suppleret med muslingebanker. Flere fødekæder, flere nicher og dermed bedre forudsætninger for, at livet kan brede sig igen. »Laver man flere af de her stenrev, og et biogent rev, hvor der er muslingebanker, så gør du noget mere ved det. Så får du de forskellige ernæringstyper, der skal til for at skabe liv. Det er for fiskens skyld, for makrellens skyld, for alt muligt og i sidste ende også for mennesket.«
En blåstempling af arbejdet
For Naturpark Lillebælt er bevillingen samtidig mere end bare penge. Den bliver læst som en tydelig anerkendelse af det arbejde, der allerede er lagt i havet gennem en årrække. »Det er et eller andet sted en blåstempling af det arbejde, vi har lavet i Naturpark Lillebælt,« siger John Nyborg og peger på tidligere indsatser med fiskebørnehaver, ålegræs og stenrev. »Man har kigget på det og sagt: Der er faktisk sket noget godt her. Kan man understøtte det yderligere, også i samarbejde med Sund Vejle Fjord, så vil man gerne give os de her penge. Og det er vi meget, meget glade for.«
Men bevillingen stopper ikke ved anerkendelsen af det, der allerede er gjort. I John Nyborgs øjne rækker projektet længere frem og kan blive første skridt mod noget endnu større. »Jeg ser det også som starten på noget større. I virkeligheden kunne vi godt tænke os, at det her kunne blive en del af en marin naturnationalpark, som vi går og venter på.« Spørgsmålet er så, hvornår resultaterne begynder at vise sig. Ifølge John Nyborg behøver man ikke vente i årevis på de første tegn. »Så snart vi får muslingebankerne på plads, og vi har de nye stenrev, kan vi begynde at se noget. Vi har set det før.«
Denne gang bliver udviklingen dog ikke kun vurderet med det blotte øje. Effekterne skal også dokumenteres mere systematisk, når Syddansk Universitet følger projektet tæt og står for den faglige forskning. »Det bliver taget rigtig godt imod, at projektet også bliver fulgt af forskning. Så kan vi se resultaterne sort på hvidt. Først skal vi have etableret det og så kan vi begynde at følge udviklingen, ligesom vi har gjort med noget af det andet, vi har lavet.«
Ud over sten og muslinger rummer bevillingen også et klart formidlingsspor. Projektet skal ikke bare forbedre havbunden, men også øge forståelsen for, hvad der foregår under overfladen. »De 9,8 millioner er jo også en stor formidlingsopgave. Vi formidler jo meget og det er en formidling til kommende generationer,« slutter han.
Dermed bliver projektet et fælles anliggende. For kommuner og forskere. For borgere langs kysten. Og for dem, der måske først om mange år skal arve resultatet af det arbejde, der nu sættes i gang mellem Lillebælt og Vejle Fjord.
KONGEHUSET. 98 borgmestre i kjole og hvidt. Borgmesterkæder, hvide handsker og en tydelig forventning i rummet, da dørene på Amalienborg blev åbnet. En scene, der normalt hører staten og de nationale institutioner til, men som denne januarformiddag var rykket helt tæt på det kommunale Danmark. For Jakob Ville blev mandag den 5. januar 2026 derfor mere end blot en kongelig begivenhed. Det blev en markering af begyndelsen på hans tid som borgmester, og samtidig et historisk øjeblik, hvor kommunerne for første gang stod samlet i den kongelige nytårstradition.
»Det var jo sådan en meget formel dag. Meget… ja, hvad skal man kalde det? Det var en stor dag og en stor oplevelse,« indleder Jakob Ville. Den formelle ramme var ikke til at tage fejl af. Alt var koreograferet ned i detaljen, fra påklædning og etikette til den måde, borgmestrene blev ført ind og præsenteret på. Alligevel oplevede Koldings nye borgmester ikke dagen som fjern eller utilnærmelig. Tværtimod.
For første gang havde kongehuset inviteret alle landets borgmestre til nytårskur. Et nyt initiativ, der ifølge Jakob Ville rammer direkte ned i kommunernes rolle og selvforståelse. »Mest af alt synes jeg, at den anerkendelse, der er fra kongehuset ved at invitere Kommunedanmark til nytårskur på Amalienborg, var både tankevækkende og prisværdig.«
En tydelig anerkendelse af kommunerne
Den oplevelse af at blive taget alvorligt fortsatte, da ord blev sat på invitationen. Anerkendelsen lå ikke kun i selve det at være inviteret, men også i det budskab, der blev formidlet fra talerstolen. I sin tale lagde kongen ifølge Jakob Ville tydeligt vægt på kommunernes rolle som det politiske niveau, der står tættest på borgernes hverdag. »Som kongen selv sagde, så er det jo kommunerne, der er ved folket og løser de opgaver og udfordringer, der er ude i befolkningen. Og det ville han gerne anerkende.«
For Koldings borgmester ramte formuleringen noget centralt. At kommunernes arbejde blev fremhævet i den kongelige ramme, gav talen en særlig tyngde og satte ord på et ansvar, som til daglig sjældent bliver italesat i de store nationale sammenhænge. Samtidig blev det gjort klart, at invitationen ikke var tænkt som et enkeltstående signal. »Han sagde, at det her ville blive en tradition, og at vi allerede var inviteret igen næste år.«
Selve ceremonien fulgte den klassiske kongelige form, som mange kender fra tv, men som får en anden tyngde, når man står midt i den. Officielle fotos, faste pladser og det øjeblik, hvor stilheden sænker sig, lige inden kongeparret træder ind. »Der stod sådan en adjudant i uniform med en stor pind og bankede tre gange i gulvet. Så blev dørene åbnet, fanfaremusikken spillede, og kongeparret kom ind.«
Herefter blev borgmestrene kaldt frem én for én. Da det blev Jakob Villes tur, blev han mødt af en bemærkning, der overraskede – og gjorde indtryk. »Da jeg kom hen til kongen, sagde han: ‘Flot valg’. Det viste jo, at han havde sat sig ind i, hvad der var sket ude i kommunerne.« For borgmesteren blev det et konkret bevis på, at mødet ikke blot var symbolsk. »Det betyder meget, at det ikke bare er noget, der skal overstås. Når man siger, at man vil anerkende kommunerne, og man også ved, hvad der foregår, så føler man sig velkommen.«
Kolding kom med i samtalen
Midt i den korte audiens nåede Jakob Ville også at bringe Kolding på banen, med blikket rettet mod et af byens kulturprojekter. »Jeg sagde, at vi i Kolding glæder os rigtig meget til det tidspunkt, hvor gobelinerne får deres plads på Koldinghus, og at vi selvfølgelig håber på at kunne byde kongehuset velkommen i den forbindelse.«
Samtidig benyttede han lejligheden til en mere uformel invitation. »Jeg sagde også, at jeg kunne reservere en plads nede i Kolding Havn, hvis de nu valgte at sejle hertil. Det er jo på tide, at de også kommer forbi Kolding med Kongeskibet,« fortæller han med et smil.
Fra omklædningsrum til kongesal
Bag den højtidelige ramme gemte der sig også en langt mere afslappet og menneskelig stemning blandt borgmestrene, især blandt dem, der, som Jakob Ville, var nye i rollen. »Det var mit første møde som borgmester med de andre borgmestre, og så står man pludselig og hilser på 35 andre borgmestre i underbukser,« siger han og griner.
Inden kjole og hvidt, borgmesterkæder og fanfarer blev der klædt om sammen. Borgmestrene hjalp hinanden med det praktiske – butterfly, skærfter og de små detaljer, der skulle sidde rigtigt, før dørene blev åbnet. »Vi stod og hjalp hinanden med at binde butterfly og spænde skærftet. Og bagefter sad vi i bussen og kunne se 50 borgmestre i kjole og hvidt. Det var lidt surrealistisk.«
Stemningen beskriver han som en blanding af forventning og nervøsitet, også over de formelle spilleregler, der følger med et kongeligt arrangement. »Man tænker jo over, om man husker at bukke eller neje, og om man nu får sagt majestæt og ikke noget andet.«
Også påklædningen havde krævet forberedelse, og her valgte Jakob Ville den lokale løsning. »Jeg gik ned til vores lokale tøjmand i Kolding og viste dem dresscoden og sagde, at jeg skulle have sådan noget her på.«
Undervejs forsøgte han at bevæge sig uden om lakskoene. Med erfaring fra sin tid i Livgarden mente han godt, at han kunne klare sig med et par almindelige, velpudsede sko. »Jeg sagde, at lakskoene kunne jeg godt spare. Jeg har jo været i Livgarden og kan godt finde ud af at pudse sko. Men de sagde, at de ikke ville sælge tøjet til mig, hvis ikke jeg også købte dem, for de hørte til.«
Denne gang valgte borgmesteren at købe tøjet frem for at leje. Ikke mindst fordi invitationen forhåbentligt rækker længere end én enkelt dag. »Nu skal vi jo afsted fire gange på fire år. Og så er jeg også tvunget til at holde figuren, så jeg ikke får mig en borgmestermave.«
En dag, der sætter sig fast
Da dagen var ovre, og borgmesterkæden igen var lagt væk, stod oplevelsen tilbage som noget særligt for Jakob Ville. »Det var en stor oplevelse. Bare det at komme gående ind på Amalienborg med borgmesterkæden på, det var noget helt særligt.«
Oplevelsen rækker dog videre end selve dagen. For borgmesteren handler det også om det perspektiv, nytårskuren peger frem mod. »Jeg glæder mig til næste år. Det her føles som starten på noget, der kan blive en fast tradition,« slutter han.
trapholt-fotograf-rene-mastrup-9-scaled.jpg)
