1.9 C
Copenhagen
tirsdag 30. december 2025

Middelfarter dømt for mere 160 tilfælde af seksuelle overgreb mod børn og unge

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

En 59-årig mand fra Middelfart kommune er i dag ved Retten i Odense idømt 8 års fængsel for besiddelse af en større mængde børneporno og for mere end 160 forhold om seksuelle overgreb mod børn og unge via grooming på forskellige sociale medier og chatfora. Manden blev desuden idømt et kontaktforbud.

Den 59-årige mand fra Middelfart kommune begik de mange forhold i perioden 2013 til 2020, hvor Fyns Politi ransagede mandens adresse på baggrund af mistanke om besiddelse af børnepornografisk materiale. Her beslaglagde politiet bl.a. mandens computer mv. 

Manden blev anholdt og sigtet, efter politiet skaffede sig adgang til bl.a. computeren og altså opdagede, at manden udover at besidde børnepornografi, også selv havde medvirket til at producere det.

Fyns Politi har sikret mere end 54.000 videoer, og der ligger et omfattende efterforskningsarbejde til grund for sagen. 

– Vi har brugt mange ressourcer på at efterforske sagen og strukturere det meget omfattende videomateriale, der er i sagen. Vi har arbejdet på at identificere ofre, og tilvejebringe beviser for, at den 59-årige ikke bare har været i besiddelse af større mængder børneporno, men også har begået overgreb og produceret børneporno. Der er tale om en meget alvorlig sag, og vi er tilfredse med, at have efterforsket sagen med høj kvalitet, så der nu kan komme en afslutning i form af en domfældelse, siger Politikommissær Morten Ravn fra Fyns Politi.

Den 59-årige mand fra Middelfart kommune blev idømt 8 års fængsel og et kontaktforbud i dag ved Retten i Odense. Manden er dømt for besiddelse af en større mængde børneporno og for seksuelle overgreb mod børn og unge via grooming herunder også for tilfælde af medvirken til voldtægt og for tilfælde af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. 

Anklagemyndigheden ved Fyns Politi er tilfredse med dommen

– Jeg er meget tilfreds med, at Retten i Odense har fulgt anklagemyndighedens bevisvurdering og juridiske vurdering af sagen, og har udmålt en mærkbar og passende straf. Det er en alvorlig og omfangsrig sag, og vi er tilfredse med, at straffens længde afspejler sagens alvor, siger specialanklager Daniel Dokkedahl fra Anklagemyndigheden ved Fyns Politi.

Den 59-årige mand ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse.

Den 59-årige mand er varetægtsfængslet frem til behandling i landsretten.

FHK henter ungdomslandsholdsspiller

0

Den 18-årig stregspiller, Mads Emil Winterskov Møller, har indgået en to-årig aftale med Fredericia Håndboldklub.

Den unge stregspiller har FHK haft et godt øje til igennem længere tid. Han har fået sin håndboldopdragelsen i Team Haderslev Vojens, og derefter gået på Vejle Idrætsefterskole. Til sommer afslutter han sin ungdomsuddannelse efter 3 år på akademiet SHEA i Skanderborg. Derefter går turen til Fredericia Håndboldklub.

– Han er en spændende stregspiller med stort potentiale og vi glæder os over at vi fra sommer kan tilknytte Mads Emil til vores U19-ligahold, og hvor han ligeledes skal træne med ligaherrerne, han har potentialet til at blive ligaspiller i FHK. Vi har fulgt Mads Emils udvikling de seneste år og med hans 198 cm er han en, der fylder godt i forsvaret, og er en meget bevægelig stregspiller. Han har spillet 11 landskampe på U19-landsholdet og han var i sommer med til EM-slutrunden med U19- landsholdet, siger administrerende direktør i FHK, Thomas Renneberg-Larsen.

I FHK kommer Mads Emil Winterskov Møller til at træne med både U19, 2. divisions- og ligaholdet.

– Det er en stor drøm for mig, som går i opfyldelse – at få den første håndboldkontrakt. Jeg har haft mange gode snakke med FHK, og jeg føler, at det er det rigtige sted, hvor jeg kan videreudvikle mit håndboldspil og blive en endnu bedre stregspiller. Jeg glæder mig til at blive en del af FHK, og syntes, at de har et fedt setup for os unge profilers udvikling, hvor vi kan træne med på både U19- liga, 2. division- og ligaholdet siger stregspilleren og forsætter:

– Mine ambitioner er at bide mig fast på ligaholdet på sigt og komme til have en professionel tilværelse som håndboldspiller, og forhåbentligt kan være med til at opfylde klubbens ambitioner.

I forbindelse med skiftet til Fredericia Håndboldklub flytter Mads Emil Winterskov Møller til Fredericia til sommer.

Fredericia Billiard Klub vandt overbevisende

0

Eliteholdet deltog i weekenden i to spændende kampe i træk. I lørdags viste de deres styrke med en overbevisende sejr på 8-0 over BK Amagerbro. Holdet bestod af Søren Andersson, Claus Mosskov, Kim Nielsen og Per Hermansen, hvor Søren imponerede med en flot kamp, hvor han opnåede et snit på 1,515. Holdet var i topform, og der var ingen tvivl om, hvem der ville vinde kampen.

I søndags stod Eliteholdet over for topholdet Grøndal. Selvom det var en svær kamp, lykkedes det dem at opnå en flot uafgjort. Søren og Claus spillede særligt godt og vandt deres kampe mod Dion og Brian Knudsen. Det var en spændende kamp, og holdet viste, at de også kunne klare sig mod stærke modstandere.

Efter weekendens kampe var det sidste runde i turneringen. Eliteholdet havde kæmpet hårdt for at opnå en høj placering og sluttede på en flot 5. plads, de kan være stolte af deres præstationer. Holdet havde spillet godt i weekendens kampe, og det var tydeligt, at de havde trænet hårdt for at opnå deres mål.

Ny digital løsning åbner vandtårnet for alle

0

Nu skal du ikke længe forbi biblioteket og låne en nøgle, hvis du vil op i Det Hvide Vandtårn. En ny digital løsning gør det nemmere for alle at komme ind i tårnet. Åbningen betyder, at tårnet i højere grad kan blive en attraktion for turister og borgere på voldtur.

Det Hvide Vandtårn er et af byens store vartegn. Det er uundgåeligt, hvis du skal tegne byens silhuet, og det er umuligt at overse, hvis du er på voldtur.

Nu bliver det også væsentligt nemmere at komme op i tårnet og nyde udsigten over byen. Fra den 1. april kl. 8 vil en ny digital adgangsløsning gøre det muligt for alle at låse sig ind med deres danske eller udenlandske betalingskort, som har kontaktløs funktion, samt GooglePay, ApplePay og MobilePay.

– Jeg er super glad for, at tårnet nu bliver lettere tilgængeligt. Det har simpelthen været for omstændgt at komme op i tårnet hidtil. Nu sikrer vi nemmere adgang til tårnet. Det er svært at komme udenom, at Det Hvide Vandtårn er et byens store vartegn og attraktioner, så det er et kæmpe plus på turismeområdet, at det bliver så nemt nu, siger Susanne Eilersen, formand for Bosætnings- og Turismeudvalget.

Udover udsigten kan besøgende også nyde udstilling fra Museerne i Fredericia. Første udstilling er et udvalg af de historiske bygninger i Fredericias bymidte, som gæsterne også kan se fra tårnets top. 

Et godt krydderi på en voldtur

Det er ikke kun turister, der får glæde af åbningen. Også byens borgere turister vil fremover få nemmere ved at nyde udsigten fra attraktionen, når de er på voldtur. 

– Udsigten fra vandtårnet er enestående. Det giver et fantastisk udsyn over både by og bælt, og det er dejligt, at den udsigt nu bliver mere tilgængelig for både borgere og besøgende. Et besøg i tårnet vil være et ekstra krydderi på en gåtur langs Volden, og her vil man kunne få et flot udsyn over Fredericias flotte omgivelser, som samtidig er del af Danmarks største naturpark – Naturpark Lillebælt, så jeg er utrolig glad for, at Vandtårnet nu bliver en attraktion som giver borgere og turister mulighed for at opleve byen og naturen fra et fugleperspektiv. Jeg håber, at mange vil benytte påsken til at besøge tårnet, siger John Nyborg, næstformand i Bosætnings- og Turismeudvalget.

Vandtårnet vil være tilgængeligt alle dage fra 8.00 til 18.00. Entre koster 20 kroner pr. person. Børn under 10 år har gratis adgang. Entrebeløbet vil gå til bl.a. vedligehold.

Færdselsuheld med parkeret knallert

0

På Armandsvej i Fredericia, skete der tirsdag d. 21.03 et færdselsuheld mellem en personbil og en parkeret knallert.

En 71-årig mand overså en knallert, som stod slukket og parkeret i siden af vejen med retning mod syd og ramte den med hans bil. Ejeren af knallerten, en anden mand fra Fredericia på 16 år, var ikke i nærheden af knallerten. Ingen kom noget til ved uheldet.

Underbukser stjålet fra personbil

0
Flere ruder er knust. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Natten til tirsdag blev venstre bagrude knust, på en personbil som holdt parkeret på Kirkestræde i Fredericia.

Fra bilen blev der stjålet en sandfarvet sportstaske, med kamuflageprint (ikke militært), tasken indeholdt forskelligt tøj, blandt andet t-shirts og underbukser.

Ribbenssteg og arbejdstøj til Ukraine

0

Medarbejdere på Crossbridge Energy raffinaderiet i Fredericia har samlet brandhæmmende arbejdstøj sammen for at sende det til Ukraine, hvor behovet for denne type tøj er højt på fabrikker og anlæg.

Arbejdstøjet er blevet grundigt undersøgt, før det blev pakket og sendt afsted til Ukraine. Den gode idé om at hjælpe med brandhæmmende tøj er opstået blandt medarbejderne, og der har været stor opbakning til projektet. Den første sending er på vej til Ukraine, og der planlægges at sende endnu en sending senere.

Pressechef Torben Øllegaard Sørensen fra Crossbridge Energys raffinaderi i Fredericia fortæller om en god ide, som hurtigt blev til handling.

– Ideen er opstået blandt medarbejderne, og der har været utrolig stor opbakning. Første sending er på vej til Ukraine og indeholder blandt andet mere end 80 par bukser og jakker. Indsamlingsarbejdet fortsætter lidt endnu, så der kan sendes en sending mere afsted senere, siger han.

Genopbygningen efter branden i december skrider frem

Medarbejderne på raffinaderiet har ikke kun hjulpet med at samle brandhæmmende tøj sammen til Ukraine, de har også gjort en stor indsats med at genopbygge det brændte TGU-anlæg på fabrikken. Det har krævet en stor indsats at genopbygge anlægget, hvor mere end 600 eksterne arbejdere har hjulpet til.

Der er brug: 70 ton stålrør, 15 ton ventiler, mere end 5 kilometer elkabler, mere end 50 nye LED lysarmaturer fordelt over 14 etager, altså 30 meter oppe i luften.

Som en ekstra tak til ansatte og kontraktører på hele sitet for alt det ihærdige arbejde med genopbygningen, havde ledelsesteamet og frivillige hænder forleden taget forklæder på og trakteret med mere end 500 ribbensstegssandwiches. CEO Finn Schousboe var også at finde bag disken, så han personligt kunne kvittere for den enorme indsats, der blev gjort.

Forventningen er, at det brandskadede anlæg er genetableret og i drift igen inden udgangen af marts. Projektet viser, at når folk står sammen og hjælper hinanden, kan store resultater opnås.

Carlsbergs bryggeri har sparet 1 milliard liter vand med ny teknologi

0

Efter to år med sit banebrydende vandgenindvindingsanlæg estimerer Carlsberg, at bryggeriet i Fredericia har sparet omtrent 1 mia. liter vand. Bryggeriet er et eksempel på, hvordan brede samarbejder, kan løse en af klodens største udfordringer – vandmangel.

I år sætter World Water Day fokus på den globale vandmangel, og hvordan nye teknologier kan være med til at løse den store udfordring. 

For snart to år siden tog Carlsberg Danmark sit nye vandgenindvindingsanlæg i brug. Ved at genanvende 90 % af alt procesvand fra produktionen har anlægget sparet næsten 1 mia. liter vand.Bryggeriets vandforbrug til øl- og sodavandsproduktion er med andre ord halveret fra 2,9 liter vand til 1,4 liter vand pr. produceret liter drikkevare.

– Vand er klodens allervigtigste ressource, men desværre også en knap ressource. Hovedingrediensen i øl og sodavand er vand, og derfor har vi også et ansvar til at bidrage med løsninger, der kan være med til at løse udfordringen med vandmangel, siger Tenna Skov Thorsted, sustainability manager hos Carlsberg Danmark.

Fødevareindustrien er både herhjemme og i udlandet en af de største forbrugere af drikkevand – som både indgår i de færdige produkter og til rensning af de maskiner, som producerer føde- og drikkevarerne. 

– Fordi vi er store forbrugere af vand i fødevareindustrien, er det også os, der kan og skal gøre en forskel via innovation, ny teknologi og partnerskaber. I Fredericia har vi taget et kæmpe skridt med vores nye vandanlæg, men selv mindre reduceringer af vandforbrug kan gøre en enorm forskel, når det skaleres op til at omfatte en hel industri, siger Tenna Skov Thorsted.

Danmark som foregangsland 
Vandanlægget i Fredericia skal være en læringsplatform for Carlsbergs øvrige bryggerier verden over og et eksempel på, hvordan man kan genbruge vand i industrisektoren generelt.

– De sidste to år er vi blevet en masse erfaringer rigere, og vi har vist, at man kan brygge øl mere vandeffektivt. Nu skal de mange erfaringer bruges på Carlsberg Groups øvrige bryggerier til at eliminere vandspild globalt, siger Tenna Skov Thorsted.

I Carlsbergs seneste bæredygtighedsprogram, Together Towards Zero And Beyond, spiller vand en afgørende rolle. 

– Vand har en central rolle i vores bæredygtighedsprogram. Det handler om, at vi skal sikre, at der er vand nok til alle. Det gør vi ved at være så effektive som muligt og ved at genbruge vores procesvand, ligesom vi også sørger for at lave vandprojekter, som giver ligeså meget vand tilbage til lokalbefolkningen, som vi har brugt i områder, hvor vand er en knap ressource, siger Tenna Skov Thorsted. 

Faktaboks

Kort om vandanlægget
Carlsbergs vandgenvindingsanlæg er blevet til igennem det offentlig-private partnerskab DRIP, Danish partnership for Resource and water efficient Industrial food Production, som består af en række fødevare- og teknologivirksomheder og universiteter, der i fællesskab har villet udvikle nye bæredygtige vand- og produktionsteknologier, der kan reducere vandforbruget i fødevareproduktion med 15-30 pct. uden at forringe kvalitet eller fødevaresikkerhed.

  • 90 % af procesvandet genbruges
  • Fra 2,9 til 1,4 liter vand pr. færdigproduceret liter øl
  • 10 % af bryggeriets samlede energiforbrug dækkes nu af vandanlæggets egenproduktion af biogas

Sådan renser Carlsberg vandet
Først renses vandet igennem en proces, hvor næringsstoffer i vandet omdannes til biogas. Herefter føres vandet igennem en tæt membran, hvor bakterier ikke kan trænge igennem og igen igennem et omvendt osmoseanlæg, som fjerner tilbage­værende salte i vandet. De sidste rester af organisk materiale bliver fjernet ved hjælp af en nyudviklet vakuum-UV-teknologi, der også bidrager til desinficering af vandet. Carlsberg tager løbende prøver af vandet, som sendes til både interne og eksterne laboratorier for at sikre, at vandkvaliteten for­bliver høj.

Ambitiøst program om bæredygtig omstilling for mere end 4.000 danske produktionsvirksomheder

0

Trekantområdet er afsæt for nyt ambitiøst program om bæredygtig omstilling for mere end 4.000 danske produktionsvirksomheder.

Den danske produktionssektor gemmer på et gigantisk potentiale. Udviklingen af bæredygtige og cirkulære produkter og værdikædesamarbejder er vejen til et bedre miljø og klima, men også til nye markeder og konkurrencekraft. Industriens Fond griber muligheden med et langsigtet og eksperimenterende program.

Gennem lokalt forankrede og specialiserede ‘labs’, der hjælper virksomheder med at udvikle og teste bæredygtige løsninger, adgang til nye netværk, 1:1 ekspertrådgivning og kompetenceudvikling gennem konkrete værktøjer, skal 4.250 danske produktionsvirksomheder – svarende til ca. 40.000 jobs – skal virksomhederne i 2030 have omstillet store dele af deres forretning i en bæredygtig retning

Det er ambitionen og tilgangen i det nye program Afkobling 2030, der efter et pilotprojekt i 2022, nu udvides markant til otteårig indsats, hvoraf Industriens Fond har afsat 32 mio. til de første to år.

– Vi kan se, at dansk industri belaster vores klode mere og mere, og samtidig møder virksomhederne stigende krav fra kunder og lovgivning. Pilotprojektet bekræftede os i, at Afkobling 2030 kan noget helt nyt, når det handler om at løse de udfordringer – bl.a. at klima- og miljøhensyn skal integreres centralt i forretningsudviklingen, siger Anders Ziegler Kusk, programleder for bæredygtig produktion, Industriens Fond. Han tilføjer:

– Derfor er vores ambition nu sammen med en stærk partnergruppe at hjælpe danske produktionsvirksomheder med at styrke deres position i en verden, hvor evnen til at skabe værdi gennem bæredygtighed har afgørende betydning for konkurrenceevnen.

Virksomhederne i Trekantområdet er klar til omstilling

I programmets to første år er der særligt fokus på Trekantområdet. Området er med sin koncentration af 2.784 produktionsvirksomheder et oplagt sted at sætte ind.

– Trekantområdet er Danmarks produktionscentrum med mere end 40.000 industrijobs. Derfor ser vi det som helt naturligt, at vi går forrest i den bæredygtige transformation af industrien, der er nødvendig af hensyn til både den fortsatte konkurrencekraft og de globale klimamål, siger Morten Rettig, direktør for Trekantområdet Danmark.

Iris Group afdækkede med rapporten “Industriel konkurrencekraft i Danmarks produktions- centrum” i juni 2021, at 82 procent af virksomhederne i Trekantområdet forventer, at klima og krav fra omgivelserne om lavere CO2-udledning i høj eller nogen grad vil påvirke dem. Dertil forventer 96 procent af alle virksomhederne i høj eller nogen grad at skabe innovation.

Virksomhederne i området har altså den helt rette indstilling til for alvor at komme i gang med den bæredygtige omstilling.

– Industrien er omdrejningspunktet for den stærke vækst, der gennem årtier har været i Trekantområdet. Efter finanskrisen vendte industrien i området nedturen til en optur gennem innovation, fleksibilitet og nye samarbejder. Vi står nu i en klimakrise – hvor industrien igen skal vende krisen til ny konkurrencekraft gennem grøn omstilling og bæredygtige forretningsmodeller. Til inspiration for hele Danmark, siger Morten Rettig.

Virksomhed: ”Vi får brug for hjælp”

HL repro er en af de virksomheder, der deltog i pilotprojektet sidste år. De ønsker også at deltage i Afkobling 2030, siger Thomas Hartvigsen, CDO Development Manager:

– Vi er motiveret til at deltage i programmet, fordi vi har svært ved at finde de sidste procenter i CO2-reduktionen. Vi vil gerne være neutrale inden 2030. Vi har taget de lavthængende frugter. Nu står vi overfor de store udfordringer, hvor vi ikke kender løsningerne. Vi skal innovere endnu mere, prøve noget nyt, lave nogle fejl, indgå i nye partnerskaber, gøre ting vi ikke har gjort før og sætte det i en ny kontekst. Og vi får brug for hjælp.

Programmets overordnede sigte er netop at hjælpe virksomheder med at ’afkoble’ deres produktion og omsætning fra ressourceforbrug:

– Industriens samlede klima- og miljøbelastning skal reduceres. Det er en bunden opgave – uanset hvordan det går med den økonomiske vækst. Det er det, som kaldes absolut afkobling. Men hvis det skal lykkes, skal bæredygtighed helt ind i hjertet på den enkelte virksomheds strategi og forretningsmodel – og helt ud i produktionen og værdikæderne. Det er den mission, vi arbejder på i Afkobling 2030, forklarer Line Poulsen, Mission Director for Afkobling 2030, DDC – Dansk Design Center.

Fremtidssikring af virksomheder og klima

Projektet er det første af sin slags. Ambitionen om at omstille en hel sektor og gøre det på en eksperimenterende og fleksibel måde, hvor indsatsen løbende tilpasses virksomhedernes behov, er unik. Det gælder også tidsrammen, som med sine otte år reelt gør det muligt at arbejde grundigt og langsigtet med virksomhederne og deres udfordringer.

– Hvis vi skal indfri produktionssektorens miljø-, klima- og forretningsmæssige potentialer, skal vi samarbejde på andre måder og med andre tidshorisonter, end vi plejer. Vi præsenterer derfor ikke et fast format, som virksomhederne skal deltage i. I stedet tilpasser vi forløb og tilbud til deres behov, og vi hjælper også med implementering efterfølgende, siger Morten Rettig, direktør, Trekantområdet Danmark.

En virksomhed er fx i gang med en bæredygtig omstilling, hvis de kortlægger deres værdikæde, omlægger deres produkt- og forretningsmodel, så den bliver bæredygtig og måske ligefrem cirkulær, udvikler og tester nye bæredygtige løsninger på tværs af deres værdikæde, og opkvalificerer deres medarbejderes kompetencer indenfor bæredygtighed. Alt det får virksomhederne hjælp til i de lokalt forankrede og specialiserede labs.

De første virksomheder forventes at gå i gang med programmet i foråret 2023.

Fakta om programmet

Industriens Fond har bevilget 32 mio. kr. til programmet til og med 2024 med en ambition om at bruge op til et trecifret millionbeløb frem mod 2030.

Programmet drives af følgende partnere: DDC – Dansk Design Center, Trekantområdet Danmark, Alexandra Instituttet, DANDY Business Park, Teknologisk Institut og FORCE Technology.

Målet for programmet frem mod 2030 er: At 650 virksomheder har taget markante skridt på vej mod absolut afkobling, og derudover at 3.600 virksomheder har langt konkrete planer for deres bæredygtige omstilling og taget den rådgivning og de værktøjer, programmet stiller til rådighed i brug. I de første to år er der særligt fokus på Trekantområdet, fordi der netop i dét område er en særlig høj koncentration af virksomheder i programmets målgruppe.

En virksomhed er i gang med en bæredygtig omstilling, hvis de fx kortlægger deres værdikæde, omlægger deres produkt- og forretningsmodel, så den bliver bæredygtig og måske ligefrem cirkulær, udvikler og tester nye bæredygtige løsninger på tværs af deres værdikæde, og opkvalificerer deres medarbejderes kompetencer indenfor bæredygtighed. Alt det får virksomhederne hjælp til i de lokalt forankrede og specialiserede labs.

Hvad er absolut afkobling?

Afkobling handler om sammenhængen mellem økonomisk vækst og klima- og miljømæssig påvirkning. Absolut afkobling betyder, at den relevante klima- og miljøbelastning bliver mindre, uanset at virksomhedens omsætning bliver større. Eller med andre ord, at virksomhederne belaster naturen mindre i absolutte tal. Relativ afkobling betyder, at kurven for klima- og miljøbelastning blot stiger langsommere end kurven for økonomisk vækst.

Middelfarts ti mand kunne ikke holde stand i overtiden

0

Middelfart Boldklub fik et rødt kort i topkampen mod FA 2000. I det syvende tillægsminut gik den ikke længere. Københavnerklubben fik udlignet til resultatet 1-1.

Det lignede længe, at Middelfart ville slå et hul til FA 2000, der inden kampen var fire pint efter middelfarterne. Der var derfor topkamp i 3. division på kunstgræsbanen på Middelfarts træningsanlæg, der dannede rammen om det udsatte opgør fra efterårssæsonen.

Efter at have stillet med det samme hold to kampe i træk havde Midelfart blandet kortene mod FA 2000. På banen startede Oliver Hansen, Jonathan Kjær, William Akpan, Marcus de Claville og Jonas Villemoes for første gang i forårssæsonen, og netop Kjær endte med at spille en hovedrolle.

Efter 27 minutter fik Jonathan Kjær, der har en fortid i blandt andet FC Fredericia, netmaskerne til at blafre efter et flot opspil. Kjær fik bolden ude i venstre side, og fik banket bolden ind bag gæsternes keeper Niklas Thomsen.

Det lignede længe kampens enlige mål, men i overtiden ændrede det sig. Lester Hayes III fik rødt sit andet gule kort, og måtte se de sidste fem minutters tid ude fra sidelinjen, mens holdkammeraterne skulle forsøge at stå imod. Det lykkedes ikke, da FA 2000 Casper Holmelund dybt inde i kampens overtid udlignede til kampens resultat 1-1.

Bus rammer cyklist i Fredericia

Bus rammer cyklist i Fredericia

0
Et meget alvorligt færdselsuheld har mandag eftermiddag fundet sted ved Lidl på Korskærvej i Fredericia, hvor en bus har ramt en cyklist. Korskærvej er spærret...
Dødsfald Middelfart uge 51-52, 2025

Dødsfald Middelfart uge 51-52, 2025

Dødsfald Middelfart uge 51-52, 2025

Dødsfald Fredericia uge 51-52, 2025