Den midlertidige formand for regionsrådet i Region Syddanmark, Bo Libergren (V), har i dag første ordinære møde. Følg med her.
Fredericia hjælper Ukraine
Byrådet har fundet kr. 250.000 til at arrangerer sommerkoncerter på Østersrand over 4 dage med kunstnere som endnu ikke er engageret. Koncerterne skal være gratis at deltage og man forventer ca. 2000 tilskuere pr. gang.
Har Fredericia ikke lyst til at hjælpe Ukraine, det tror jeg.??
Mit forslag til Byrådet skal derfor være:
At man laver koncerterne med betaling af feks. kr. 50 pr. deltager.
Desuden foreslår jeg at frivillige kan sælge øl/vand/kaffe/is på stranden.
Både deltagergebyr og overskud fra salget skal gå ubeskåret til Ukraine.
Det kunne også være at kunstnerne, ville optræde til en favørpris under hensyntagen til det gode formål.
Hvis der kommer 2000, omtrent som sidste år, vil der alene ved entre kunne samles kr. 400.000.
Som jeg ser det passer formålet med eventen perfekt i det beskrevne oplæg fra Fredericia Live, og vil give formål og ide øget interesse og bevågenhed.
En arrangement der bestemt vil skaffe bevågenhed også udenfor Fredericia. Og så støtter det et godt formål. – Hvem vil ikke gerne hjælpe Ukraine.
med venlig hilsen
Hans Thomassen
Krengerupvej 60
7000 Fredericia.
Nu går restaureringen af Gammelby Mølle i gang
Tegningerne og planerne er klar, og der er indgået aftaler med håndværkere. I starten af april rykker Realdania By & Byg A/S ind i den naturfredede Elbodal vest for Fredericia for at gå i gang med restaureringen af den 200 år gamle ”Gammelby Mølle”, der rummer en af landets få bevarede og fungerende vandmøller.
Lige nu er der stille på Gammelby Møllevej nr. 62, knap ti kilometer vest for Fredericia, hvor den historiske vandmølle, Gammelby Mølle, har adresse midt i den kuperede Elbodal.
Men snart kommer der til at ske noget. I starten af april rykker håndværkere ind for at gå i gang med den restaurering, som har været på tegnebrættet, siden Realdania By & Byg i sommeren 2021 købte møllen og de tilhørende bygninger, der tæller et stuehus, en trefløjet avlsgård, en pigstensbelagt gårdsplads, en mølledam og en traditionel vandmølle. Ejendommen ligger i et enestående naturskønt, kuperet terræn med mølledam, marker, enge og skov.
Formålet med Realdania By & Bys køb og istandsættelse af ejendommen er at bevare hele bygningskomplekset, som sammen med de nære omgivelser udgør et enestående, samlet kulturmiljø.
Planerne er klar
Nu ligger tegningerne og planerne klar, og der er indgået aftaler med de håndværkere, som skal være med til at restaurere de historiske bygninger, der er opført i en byggeskik, som har været typisk for egnen med kraftigt dimensioneret og farverigt tømmer med to dokker forneden. Det hele skal restaureres og bevares, men også tilpasses, så bygningerne på sigt kan anvendes på en moderne måde.
– Vi glæder os til at komme i gang, selv om et sådant projekt altid er forbundet med en vis spænding. Selv om der er gjort et stort forarbejde med registreringer og opmålinger, er det først, når vi får pillet de forskellige bygningslag fra hinanden, at vi for alvor kan vurdere konstruktionernes og materialernes faktiske tilstand. Der findes ingen eksakt drejebog for en sådan restaurering. Derfor er vi nødt til at indstille os på udfordringer undervejs, og en lang række beslutninger kan først træffes i selve byggeprocessen, siger Realdania By & Bygs arkitekt Frants Frandsen, som sammen med sin kollega Lise Frederikke Christensen fra Realdania By & Bygs driftsafdeling står i spidsen for den omfattende restaurering, der venter forude.
Realdania By & Byg håber på at kunne være færdig medio 2024.
Velholdt mølle og stuehus
I modsætning til gårdens avlslænger, som er i svært forfald, så fremstår både møllen og stuehuset rimeligt velholdt og intakt. I stuehuset, der er opført i 1837, er bevaret både den originale planløsning og fine interiører og detaljer som for eksempel støbejernskomfur, profilerede gerigter og 1800-tals kalkmalerier i stadsestuen med motiver fra danske provinsbyer.
Også selve møllen er velholdt og stadig fungerende, og inde i møllehuset findes endnu tre originale kornkværne og et gearkasseloft. Møllen har tidligere også leveret kraft til en stampemølle i nordlængen, som blev anvendt til bl.a. klædefremstilling, og kraft til et tærskeværk i loen.
Den nuværende Gammelby Mølle har været i samme slægts eje i otte generationer. Vandmølledriften ophørte i 1950, hvorefter stedet alene har været drevet som traditionelt landbrug. Både møllen, stuehuset og naturen omkring er fredet, mens de øvrige bygninger er klassificeret som bevaringsværdige.
Møllen indgår i dag i Realdania By & Bygs samling af ca. 60 historiske ejendomme, som repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år og er med til at fremme den levende bygningskultur.
Læs mere her
Fredericias havneselskab får ny bestyrelsesformand i morgen
I forbindelse med den ordinære generalforsamling i Associated Danish Ports A/S, som afholdes den 28. marts 2023, indstilles følgende ændringer i bestyrelserne for Associated Danish Ports A/S og Taulov Dry Port A/S.
Den nuværende bestyrelse består af Adm. direktør Erik Østergaard, Bestyrelsesformand, Borgmester Steen Wrist, Fredericia, Næstformand, Adm. direktør Jens Ellegaard Andersen, Advokat, Brigadegeneral Christian Herskind, Byrådsmedlem Tommy Rachlitz Nielsen, Fredericia, Byrådsmedlem Peter Wagner Mollerup, Nyborg og tre medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer: Christian Hauge, Leif Salling og Jan Nielsen.
Bestyrelsesformand Erik Østergaard og Jens Ellegaard Andersen udtræder af bestyrelsen. I stedet indtræder som nye bestyrelsesmedlemmer Birgit Nørgaard og Gert Fisker Tomczyk. Nuværende bestyrelsesformand for Taulov Dry Port A/S Christian Herskind indstilles som ny formand for Associated Danish Ports A/S.
For Associated Danish Ports A/S:
Afgående bestyrelsesmedlemmer:
Erik Østergaard
Jens Ellegaard Andersen
Nye bestyrelsesmedlemmer:
Birgit Nørgaard
Gert Fisker Tomczyk
Ny Formand for Associated Danish Ports A/S:
Christian Herskind
Næstformand for bestyrelsen i ADP, Borgmester i Fredericia Kommune, Steen Wrist udtaler:
– Jeg respekterer naturligvis Erik Østergaard og Jens Ellegaard Andersens ønsker om at træde ud af bestyrelsen og give stafetten videre til nye kræfter, men det bliver en stor arv at løfte. De har begge ydet en meget værdsat og professionel indsats, som jeg gerne vil sige dem tak for – særligt har Erik som formand de seneste 7 år bidraget til at løfte ADP til det niveau, som selskabet er på i dag, siger Steen Wrist, og fortsætter:
– Jeg glæder mig samtidig over, at Christian Herskind har sagt ja til at stille op som ny formand. Christian har været medlem af bestyrelsen i ADP siden 2016, og Christian er et helt særligt aktiv for Fredericia med både et indgående kendskab til området og til ADP. Nu skal generalforsamlingen lige gennemføres, men jeg ser frem til at få Birgit Nørgaard og Gert Fisker Tomczyk med ombord, og at vi sammen kan fortsætte den positive udvikling af ADP.
Ny kommende formand for Associated Danish Ports A/S bestyrelse, Christian Herskind, udtaler:
– Jeg er er både glad og stolt over at være indstillet som formand for Associated Danish Ports A/S. Det er ingen hemmelighed at Fredericia betyder noget særligt for mig, og jeg glæder mig til fortsat at bidrage til udviklingen af selskabet, der betyder meget for ejerkommunerne i Fredericia, Nyborg og Middelfart. Som formand for bestyrelsen i Taulov Dry Port A/S har jeg de senere år fulgt den strategiske udvikling af selskabet, hvor især Taulov Dry Port har spillet en stor rolle i de senere års vækst i selskabet, siger Christian Herskind.
Afgående formand for Associated Danish Ports A/S bestyrelse, Erik Østergaard udtaler:
– De seneste 11 år har været en fantastisk rejse, hvor vi med en langsigtet strategi har banet vejen for selskabets historiske vækst og styrkede konkurrenceevne. Associated Danish Ports har aldrig stået stærkere end i dag som et moderne havne- og infrastrukturselskab. Planlagte investeringer i den kommende havneudvidelse i Fredericia og skalering af dry port konceptet giver et potentiale for yderligere vækst i de kommende år. Selskabets erhvervshavne ligger i vækstområder og har stor betydning som knudepunkter for import og eksport, som katalysator for den grønne omstilling og som infrastruktur for Danmarks forsyningssikkerhed. Målet er, at de igangsatte vækstinitiativer skal binde by og havn sammen til gavn for vores ejerkommuner, og det er godt på vej. Nu er det tid til friske kræfter, og jeg glæder mig til at følge udviklingen i selskabet på sidelinjen de kommende år, siger Erik Østergaard.
På vegne af Nyborg Kommune udtaler byrådsmedlem Peter Wagner Mollerup:
– Som bestyrelsesmedlem i Associated Danish Ports A/S har det været spændende at følge udviklingen igennem det seneste år, hvor selskabet er vokset, og hvor de næste store vækstinitiativer er søsat. Som repræsentant for Nyborg Kommune har jeg især glædet mig over at have været en del af processen omkring sammensætningen af den fremtidige bestyrelse for selskabet. Jeg ser meget frem til det fortsatte samarbejde med bestyrelsen.
De senere års professionalisering og effekten af den igangsatte transformation af havneselskabet har de seneste tre år vist sig med historiske vækstrater i omsætning og indtjening. Den videre udvikling af selskabet kræver fortsat stærke profiler til bestyrelsen, og det får selskabet med de to nye indstillede bestyrelsesmedlemmer Birgit Nørgaard og Gert Fisker Tomczyk.
For Taulov Dry Port A/S indstilles følgende ændringer til bestyrelsens sammensætning:
Afgående bestyrelsesmedlem:
Erik Østergaard
Nye bestyrelsesmedlemmer:
Michael Overgaard Andersen
Kasper Blinge Hansen
Den nuværende formand Christian Herskind fortsætter.
Bestyrelsen i ADP-datterselskabet Taulov Dry Port A/S består således fremover af: Christian Herskind, Formand, Rune D. Rasmussen, CEO i Associated Danish Ports A/S, Michael Overgaard Andersen, CFO i Associated Danish Ports A/S, Kasper Blinge Hansen, Senior Portfolio Manager – Global Real Estate, PFA Pension og Mikael Arne Fogemann, Executive Director, Nordic Real Estate, PFA Pension.
Kommentar til besparelser på børne- og skoleområdet
Regnskabsrod og overforbrug på Ullerup Bæk Skolen får nu konsekvenser. 8 lærere står til fyring og 3 pædagoger skal forflyttes. Men det er ikke kun Ullerup Bæk Skolen som rammes. Hele børne- og skoleområdet kommer til at mærke konsekvenserne af ledelsens beslutninger.
På daginstitutionsområdet accepteres det nu, at ledelsen kan fravige pædagogandelen på 70%. Ifølge Cecilie Roed Schultz, EL ”skal der stadig ansættes alle de kvalificerede pædagoger vi kan komme i nærheden af” men accepterer at ledelsen kan ansætte en medhjælper/ pædagogisk assistent ”i de tilfælde, hvor de ikke kan finde en egnet pædagog” Hvad er det? Som erfaren pædagog vil jeg mene at alle pædagoger har den basale faglighed som er nødvendig. De første 1000 dage i barnets liv er afgørende for resten af barnets liv. Her grundlægges basale menneskelige egenskaber. Derfor er det også vigtigt at barnet mødes af voksne med grundlæggende pædagogfaglig viden og erfaring.
Flere steder i Fredericias daginstitutioner er andelen af pædagoguddannede nu nede på 62%. Det er en falliterklæring det politiske udvalg nu accepterer dette. I stedet burde man opfordre til at de pædagoger, som søger ledige pædagogstillinger ansættes fremfor medhjælpere.
Fredericias børn og unge betaler nu prisen for ledelsens fejlbeslutninger!
Carsten Høj Nielsen
Kongensgade 138 1.4
7000 Fredericia
Genåbning af lægevagten
Det er ikke nogen hemmelighed, at forhandlingerne omkring lægevagten har været svære og at det har været et meget langt forhandlingsforløb. En af de helt store knaster i forhandlingerne har været antallet af mindre konsultationssteder som f.eks. Fredericia. At det lykkedes at holde fast i 19 konsultationssteder var på ingen måde nemt og hvis vi kigger til andre steder i landet, så er der ingen andre regioner, som har så mange konsultationssteder, som vi har i Region Syddanmark. Det kan man da kun glæde sig over.
Der vil således igen være lægevagt i Fredericia. Det er lægerne, som har besluttet i hvilken rækkefølge de vil åbne konsultationsstederne og Fredericia vil åbne fra den 1. februar 2024. Der er tale om genåbning af mange konsultationssteder og derfor vil det ikke være muligt for lægerne at åbne alle på en gang, men det er da bedre at vente lidt på en genåbning end at der slet ikke kom et konsultationssted, hvilket er den situation mange andre byer i landet står i.
Rent praktisk fungerer det sådan, at de læger, som bemander de mindre konsultationssteder, også kører ud på sygebesøg til borgere, som ikke har mulighed for at komme ind i lægevagten. Der er således ingen steder, hvor lægen bare sidder på konsultationsstedet og venter på patienterne. Der er ikke patienter nok på de mindre konsultationssteder til at fylde hele tidsrummet kl. 16-23 ud, så det ville være spild af ressourcer, hvis lægen ikke også så andre patienter. Det gælder for alle de mindre konsultationssteder og helt i tråd med, hvordan det har været tidligere.
Den nye lægevagtsaftale sikrer tryghed for borgerne, fordi man har mulighed for at blive set af en læge i sit lokalområde. Jeg er derfor stolt af den aftale, der er indgået med lægerne i Region Syddanmark og synes vi har landets bedste lægevagtsaftale.
Pernelle Jensen,
Umanaksvej 2, Fredericia
Formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen, Region Syddanmark
Endelig slut med at blive stemplet som dumpet i livet
Af gruppeformand for SF, Karina Lorentzen, Sindalvej 4, 6000 Kolding
Nu er det slut med at vores børn allerede tidligt skal føle, at de dumper i livet. De skal ikke længere stemples som ikke-uddannelsesparate. I stedet skal de støttes og opmuntres fremfor at fortælle dem, hvad de ikke kan.
Det var nemlig en stor SF-sejr, da børne- og undervisningsministeren for nyligt meldte ud at vi bør fokusere på at gøre de unge så dygtige, som vi kan, i stedet for at give dem et hårdt stempel for livet. Ingen kan alt, men alle kan noget. Derfor skal de også vide, at der plads til alle på hver sin måde.
Nu får børnene lidt mere ro på og lærerne skal forhåbentlig bruge mindre tid på papirarbejde. Vi stopper meningsløse vurderinger og i stedet bruger vi ressourcerne på tætte relationer. Så kan vi samle kræfterne om at skabe en god undervisning. Det er nemlig nogle store skridt i den rigtige retning for folkeskolen.
Fredericia og din by skal være et godt sted at blive gammel
Af Karsten Byrgesen, Nye Borgerlige, Regionsrådsmedlem Region Syddanmark og byrådsmedlem i Fredericia
Min vision er, at Fredericia skal være en god by at blive gammel i. Flertallet i Fredericia byråd – 20 ud af 21 – deler ikke min vision. At blive gammel er en gave som mange ønsker sig og gud ske lov, øges gennemsnitslevealderen. Min vision handler om livskvalitet til gamle medborgere. Vores by har flere plejehjem, hvor yngre syge mennesker bor, sammen med ældre og stærkt plejekrævende borgere, der gennem et langt liv har leveret til fællesskabet. Beklageligvis er der ventetid på at komme på plejehjem. En plejehjemsplads er desværre ingen selvfølge. Der skal nemlig være stærke grunde til at måtte flytte ind på et plejehjem. Trykket på at få en plads er så stort, at beboere på grund af svaghed og sygdom kun overlever en kort tid, medens andre er med til at trække overlevelsesgennemsnittet lidt op. Den gennemsnitlige overlevelsestid på et plejehjem er 15 måneder. Det er en uværdig måde at blive gammel på. Samtidigt er der er også mange raske og levedygtige ældre, der må sidde alene i villaen eller i lejligheden, uden anden kontakt end hjemmehjælperen og udsigten til at blive så svækket, at plejehjemmet bliver livets sidste stop. Men, hvorfor det?
Min mors moster Beate var en frisk ældre kone, der efter mandens død, valgte at flytte ind på byens alderdomshjem. Et rigtigt hjem med hjemmelavet mad, duft af frisk kaffe og et godt sammenhold med de andre gamle friske beboere. Beate havde det godt og for en lille ekstrabetaling var der smørsmurte boller og kage, sodavand og kaffe, når vi kom på besøg. Der var trivsel, venskab og foretagsomhed i livets aftenstund. Det vil jeg have tilbage. Når min tur kommer, ville jeg gerne bo i en lille lejlighed på et alderdomshjem, hvor jeg kan byde venner og familie på ”hjemlig ” hygge, smørrebrød og en dram, fordi det kan tilkøbes. Jeg ønsker et alderdomshjem – og gerne et privat -, hvor der er valg – eller tilvalgsmuligheder, fordi vi mangler vi værdighed, omsorg og bomuligheder til seniorerne i byen. Men flertallet i Byrådet vil hellere bygge et ”Campus” til over 500 millioner kroner, fylde skoler og børnehaver med ansatte og tiltrække bosættere.
Svend Erik blev ramt af kræft Nu er han klar til landsindsamling som distriktleder
Svend Erik Kristensen blev i sommeren 2017 ramt af kræft. Nu er han ny distriktleder for Kræftens Bekæmpelse i Skærbæk, og er klar til landsindsamlingen, hvor man i Fredericia håber at komme op på 300 indsamlere i år og runder 300.000 kroner i indsamlede penge.
Den 16. april er der landsindsamling til Kræftens Bekæmpelse. Forberedelserne til indsamlingen er derfor i gang, og det gælder således også i Fredericias lokalafdeling. I Fredericia er der ni distrikter, der skal dækkes ind. Det er i Bredstrup, Bøgeskov, Erritsø, Herslev, Skærbæk, Taulov, Nordbyen, Vestbyen og Midtbyen.

– Der er altid et sted tæt på, hvor man bor, at man kan hente en samlebøsse, hvis man vil bruge tre timer på en søndag til at gøre en stor forskel. Pengene bruges til forskning forebyggelse og patientstøtte, siger lokalformand Anette Hyre-Jensen.
Landsformand for indsamlingen, Asger Veje, fortæller at man i år har 249 ruter, der skal dækkes ind.
Jeg regner med, at vi bliver omkring 300 indsamlere, da vi på nogen ruter går 2-3 stykker, da man eksempelvis går en far, mor og et barn, siger Asger Veje og fortsætter:
– I 2022 samlede vi 154.000 kroner ind i bøtterne i Fredericia, og på MobilePay modtog vi omkring 110.000 kroner. Det tal kommer til at stige i år, tror jeg.

Borgmester Steen Wrist er en af årets indsamlere, og han har også tidligere givet en hånd med. Han fortæller, at alle kender der har eller har haft kræft.
– Mange af os kender også nogen, der er døde af kræft. Derfor har vi også alle sammen nogen vi kan have i vores tanker, når vi går som indsamlere. Og er man ikke selv indsamler, så har man i hvert fald nogen, man kan have i sine tanker, når man donerer. Når vi går, så står der godt nok Kræftens Bekæmpelse på indsamlingsbøssen, men der kunne ligeså god stå morfar, mor, kollega eller hvem det end er vi går for og samler til, siger Steen Wrist og fortsætter:
– Jeg har selv gået som indsamler før, og jeg skal gå igen i år. Det gør jeg af to årsager. Dels går pengene til et godt formål, blandt andet forskning. Og skal vi nogensinde den her sygdom til livs, så er forskning løsningen. Jeg går også, fordi jeg gerne vil være med til at skabe noget opmærksom på sygdommen. Uden at tage alle mænd til indtægt, og uden at skære alle over én kam, så er det ikke nogen hemmelighed, at mange mænd er for dårlige til at gå til lægen. Det skal gåes væk, siger man Jeg kunne godt tænke mig, at flere slog vejen forbi deres læge, og fik kigget på, om det nu rent faktisk også er tilfældet.
Svend Erik Kristensen har selv været ramt af kræft, og der er stadig en smule. Han fik konstateret det tilbage i 2017, men nu har han meldt sig som distriktleder i Skærbæk.
– Jeg har tidligere været indsamler. Det er noget der rammer mange. Jeg har mistet min mor og far til det og i 2017 kom jeg selv med på vognen. Det var som et lys fra en klar himmel. Jeg var i gang med at planlægge Madsby Pigecup. Vi tog imod gæsterne om lørdagen, og jeg blev indlagt lørdag aften. 5. juni, grundlovsdag. var jeg til scanninger på Vejle Sygehus, og jeg fik besked på jeg havde kræft med tumor på begge nyre. En på ti centimeter og en på fire centimeter. Det var en kæmpe omvæltning for os som familie, men vi talte om, at det skulle vi kæmpe med og der var fuld opbakning. Jeg sagde, at inden jeg kom til Skærbæk, måtte hele byen godt få det at vide så jeg ikke selv skulle fortælle det, siger Svend Erik Kristensen.
Den dag i dag får Svend Erik Kristensen ikke længere behandling, men går til kontrol hver tredje måned. Behandlingen satte sine spor, men den dag i dag lever Svend Erik Kristensen et helt normalt liv med et fleksjob i Fredericia fF.
– Første behandling gjorde mig hvidhåret. Jeg tabte mig næsten 35 kilo. På et tidspunkt voksede kræften igen, og jeg havde spredning til lungerne. Efter et par år røg jeg på en anden behandling, og det startede man med i Danmark efteråret 2018. Jeg har stadig en tumor på min ene nyre, men det med lungerne er svundet meget ind. Det viser, at den forskning der er, virker. Jeg tabte mig meget, men efter et års tid var jeg tilbage i normal kampvægt som i dag, fortæller Svend Erik Kristensen.
Man kan læse mere om Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Fredericia ved at klikke her, og se hvordan man melder sig som indsamler.
Cyklist påkørt i højresvingsulykke
I Kolding var der søndag eftermiddag en højresvingsulykke.

Uheldet skete på Vejlevej / Esbjergvej søndag klokken 16:43, hvor en bil kom kørende hen mod krydset fra Vejlevej.
Da bilen skulle køre over krydset overså føreren af bilen en cyklist, der blev påkørt.
















