Fredag den 15. september fik Fredericia besøg af transportminister Thomas Danielsen fra Venstre. Besøget startede hos ADP i Port House og fortsatte senere til et offentligt arrangement på Taulov Container og Baneterminal, organiseret af Venstre i Fredericia.
På slaget 14:15 trådte ministeren ind i Port House, hvor han blev budt velkommen af en række nøglepersoner i Fredericia, herunder borgmester Steen Wrist fra Socialdemokratiet, Venstres politiske ordfører Peder Tind, kommunaldirektør Thomas Japp og ADP A/S’ direktør, Rune D. Rasmussen.
Peder Tind, Thomas Danielsen og Steen Wrist. Foto: AVISEN
Efter en kort introduktion fra Wrist satte alle sig ved mødebordet. Wrist begyndte med at præsentere havneselskabet ADP og dets rolle i Fredericias udvikling, hvorefter han overlod ordet til Rune D. Rasmussen. Mødet centrererede sig om Fredericias potentiale som en strategisk knudepunkt i Danmarks grønne transport- og energiinfrastruktur. Det omfattede en dybdegående diskussion af Taulov Dry Port, havneudvidelsesprojektet og den nyligt etablerede Fredericia Container Terminal. Hovedmålet var at give ministeren et nuanceret indblik i byens kapabiliteter som et centralt hub for CO2-reduktion, brintproduktion og andre former for grøn energi.
Efter et intenst 45-minutters møde satte delegationen kursen mod Kongens Kvarter i Taulov. Her havde Venstre Fredericia organiseret et åbent møde i en lagerhal ved Taulov Container og Baneterminal. Niels Martin Vind fra Venstres byrådsgruppe åbnede arrangementet, som også inkluderede præsentationer fra Klaus G. Andersen og Amalie Laigaard fra Fredericia Shipping, samt Rune D. Rasmussen fra ADP. Endelig fik Thomas Danielsen, dagens hovedperson, lejlighed til at svare på spørgsmål fra de omkring 50 fremmødte borgere og erhvervsfolk. En lokal virksomhedsejer udfordrede ministeren på regeringens strategi for erhvervsfremme, spørgende om der var en plan for aktivt at “satse” på virksomheder, fremfor blot at investere i projekter med garanteret afkast.
Thomas Danielsen svarede på spørgsmål. Fot: AVISEN
Afslutningsvis tog Peder Tind ordet og udtrykte sin begejstring for det positive momentum, som Fredericia oplever, specielt i forhold til grønne projekter. Han fremhævede den værdifulde rolle, som ADP, Business Fredericia og andre lokale aktører spiller i byens transformation mod en mere bæredygtig fremtid.
Samlet set blev Thomas Danielsens besøg i Fredericia en produktiv udveksling af ideer, visioner og konkrete planer for fremtiden. Ministeren lod til at være imponeret over det omfattende arbejde, der allerede er i gang, samt det potentiale som Fredericia tilbyder som et centrum for grøn innovation og infrastruktur. Med en masse inputs og indspark drog han hjem til familien igen fredag klokken 16:15.
Nettos butik i Fredericia er klar til at tage imod kunderne fra torsdag d. 21. september. Butikken åbner dørene kl. 08.00, men alle er velkommen fra kl. 07.30, hvor der vil blive serveret kaffe og scones. Dertil vil Nettos eget jazzband være på plads til at skabe en god stemning.
Det bliver en anderledes Netto, som borgerne vil møde, når de fra torsdag d. 21. september, går på indkøb i deres lokale Netto.
Butikken åbner nemlig med Nettos moderne butikskoncept, der skal løfte hele indkøbsoplevelsen. Butikken vil adskille sig fra en gammel Netto-butik, idet både indretning og look-and-feel har fået et gennemgribende løft.
– Vi har ganske enkelt revitaliseret hele vores butikskoncept, som har fået en gennemgribende makeover. Kernen i vores koncept vil stadig være det, som man som kunder kender: Nemlig gode varer til de bedste priser. Men med vores 3.0 koncept vil vi i endnu højere grad gerne skabe butikker, som det er rart at være i for kunder og medarbejdere, fortæller Braw Bakir, der er direktør i Netto.
Kernen i butiksoplevelsen tager afsæt i Nettos danske og skandinaviske rødder, og udover nye farver og mere lækker look-and-feel har den nye butik også en særlig indretning. Således vil frugt- og grønt-afdelingen spille en mere bærende rolle, ligesom convenience-varer vil få sin egen sektion, så det er nemt for alle at finde de nemme måltider. Butikken vil skille sig ud fra en almindelig Netto-butik ved kun at føre slik og drikkevare spotvarer, hvilket skyldes butikkens salgsareal.
En anden ting der gør det nemmere at handle i den nye butik, er de nye betalingsmuligheder. Fremtidens Netto byder nemlig på Scan&Go, hvor man via sin smartphone selv scanner og betaler sine varer mens man køber ind Man skal blot downloade Netto+ app’en og registrere sig, og så er man i gang. Det er nemt og hurtigt, og man slipper for at stå i kø ved kassen. Med Netto+ app’en kan man også se lokalt nedsatte varer og lave en indkøbsliste, som gør det endnu nemmere at handle ind.
Butikschefen i den nye Netto-butik er Lasse Frödin.
Lasse glæder sig meget til at byde kunderne indenfor i den helt nye butik:
– Vi vil gerne skabe fremtidens discountbutik med afsæt i en mere rolig butik, der er kendetegnet ved et stærkt sortiment af kvalitetsvarer til discountpriser og stor friskhed. Vi vil i endnu højere grad indrette butikken efter kundernes efterspørgsel, som går mod markante frugt- og grønt-afdelinger og en enkel og nem navigering i butikken. Det skal være behageligt at handle her, og på tværs af hele butikken vil man møde en styrket oplevelse, som vi håber, at kunderne vil tage rigtig godt imod.
Nettos nyrenoverede butik i Fredericiaer en af i alt 174 butikker, som Netto enten bygger eller renoverer i 2023. Det er målsætningen, at samtlige Netto-butikker inden 1. april 2024 år skal renoveres og forvandles, så de står klar i det nye koncept.
Om den nye Netto-butik:
Butikken vil adskille sig fra en typisk Netto-butik i kraft af:
Markant større frugt- og grøntafdeling.
En særlig og større sektion med convenience-varer, som findes i forlængelse af frugt- og grøntafdelingen.
Mere plads til køl- og frost med plads til præsentation af det ferske kød.
Nyt inventar, med en skandinavisk look-and feel-fornemmelse. Eksempelvis med trælook i frugt- og grøntafdelingen.
Landspolitikerne og embedsmandsvældet har arbejdet med de nye ejendomsvurderinger gennem hele 10 år, suk…
Alligevel er netop udsendte “midlertidige ejendomsvurderinger” smækfulde af fejl – også i Fredericia Kommune er der masser eksempler på grundværdier der ligger markant over den samlede vurdering af både hus og grund ???
På landsplan gør det sig gældende for 68.000 boliger….hvor mange mon der også er forkerte med en samlet vurdering af hus og grund lig med eller kun lidt over grundvurderingen???
Den socialdemokratiske skatteminister Jeppe Bruus og Vurderingsstyrelsen kommer først med forkølede forklaringer om teknikaliteter, så søgte forklaringer om mulige udstykningsmuligheder og muligheder for opførelse af etagebyggerier på parcelhus grunde, det kan i langt de fleste tilfælde ikke lade sig gøre p.g.a lokalplaner m.v.
Skatteministeren dækker sig så ind under at 80% af boligejerne vil opleve en skattenedsættelse (læs meget beskeden for langt de fleste) men han forholder sig ikke til den potentielle værdiforringelse/det formuetab boligejerne risikerer p.g.a de fejlagtige grundvurderinger, hvis kommende købere af deres ejendomme vil sidde for samme nettoydelse som nu.
Det er pivringe og burde have konsekvenser for de ansvarlige. De danske boligejere og kommende boligkøbere er jaget vildt, mon de også er tæmmet vildt ? Eller bliver protesterne så markante, at de ansvarlige må krybe til korset, undskylde, annullere de udsendte midlertidige vurderinger og så sende ud påny når eller snarere hvis de får styr på tingene ?
Med venlig hilsen Christian Jørgensen, Erritsø Politisk ordfører for LA i Fredericia
Søndag morgen omkring klokken 02:55 fandt en anden opsigtsvækkende episode sted på Old Irish Pub på Jernbanegade i Kolding.
En 43-årig mand fra København blev bortvist fra pubben. Han blev herefter så ophidset, at han tog et askebæger og kastede det så kraftigt, at det gik i stykker. Han sigtes nu for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
I de tidlige morgentimer omkring klokken 03:53 skete der en usædvanlig hændelse ved Circle K tankstationen på Buen i Kolding.
En 28-årig mand fra København er blevet anholdt efter at have stjålet en potteplante fra tankstationen og derefter tabt den. Han havde også råbt op på gaden og udvist utryghedsskabende adfærd. Manden blev bragt til detentionen i Vejle.
Der er kommet 20 anbefalinger fra robusthedskommisionen. Direktør på Social- og Sundhedsskolen Fredericia – Vejle – Horsens (SOSU FVH) peger på, at anbefalingerne generelt peger på, at man skal tænke SOSU-faget og uddannelsen på en anden måde.
– Jeg bider mærke i, at vi ikke skal gøre som tidligere. Det er ikke bæredygtigt, hvis alt bliver ved. Vi skal kigge på hvordan vi gør tingene på andre måder, siger Jacob Bro.
FC Fredericias Nicklas Røjkjær var klar i mælet: Han mente, han blev snydt for et straffespark i anden halvleg efter det uafgjorte opgør mod FC Helsingør.
De åbne chancer til begge hold udeblev, og derfor endte kampen mellem FC Fredericia og FC Helsingør 0-0.
– Det var en lidt kedelig første halvleg. Vi manglede den sidste dribling og afslutning i anden halvleg, hvor vi sad på spillet,” siger Røjkjær og fortsætter:
– Det var lige den sidste kvalitet og smarthed til at få straffe, som vi manglede. Vi manglede noget at løsne dem op med, ligesom mod HB Køge.
Røjkjær nævner det selv: Smarthed til at få straffespark. To gange i anden halvleg appellerede FC Fredericia for straffespark. Den ene gang til Emilio Simonsen, og den anden gang til Røjkjær, da der resterede omkring et kvarter.
– Jeg kan kun kommentere på den, jeg var impliceret i, og der var det klokkeklart straffe. Jeg kom ind foran Helsingør-spilleren i feltet, og så følte jeg, at jeg blev hægtet, siger Røjkjær.
Med en sejr kunne FC Fredericia være kravlet op på andenpladsen, men blev ved den teoretiske mulighed, som endte med at blive forspildt.
– Jeg vidste ikke engang, at vi kunne rykke op på andenpladsen, men jeg tænkte, at vi skulle have tre point mod en modstander, det ikke kører på skinner for, siger Røjkjær.
Næste gang FC Fredericia skal i kamp, er på fredag på udebane mod Kolding.
Lasse Hasle Nørgaard er projektleder hos Fredericia Kommune. Han er manden, der gennem mange år har arbejdet med renoveringen og udviklingen af det historiske voldanlæg i Fredericia. Et arbejde, der udføres med respekt for historien, men også med plads til nutiden.
Arbejdet med Fredericia Vold sker i tæt samarbejde med mange aktører, heriblandt Museerne i Fredericia og Slots- og Kulturstyrelsen. Det er arbejde, hvor respekt er et nøgleord, og hvor visioner for at udvikle en moderne bypark i historiske omgivelser er en del af fortællingen om Fredericia og Danmarks krigshistorie. Det er også fortællingen om et anlæg, hvor historien lever videre i århundreder. Voldene er det seneste år blevet bundet tættere sammen, og det arbejde fortsætter.
– Tilbage i 2016 og 2017 kørte en projektkonkurrence, hvor projektet fra Kyst til Kyst vinder. Hovedformålet var at genskabe stierne fra Østerstrand, rundt om Fredericia og ned til havnen. Ved Kongens Punkt har man etableret en vej ved at bygge en bro, hvor man fører stien henover. Så broen og stien er kommet tilbage, fortæller Lasse Hasle Nørgaard.
Lasse Hasle Nørgaard. Foto: AVISEN
Historien lever i Fredericia, og der er mange lokalhistorikere, der kender til de oprindelige volde, planer og tanker, men med nutidens briller og den rejse, som byen har været på, kan man ikke komme helt tilbage til det oprindelige. Det forklarer Nørgaard:
– Vi kommer nok aldrig helt tilbage til det oprindelige, men vi er tæt på. Byudviklingen og jernbanens udvikling har gjort, at der gennem tiden er blevet gravet mange steder i Fredericia. Det, der står tilbage, skal bevares og er fredet. Vi har ikke de frieste hænder til at lave noget. Slots- og Kulturstyrelsen er inde over hele tiden, og vi arbejder med et udgangspunkt, der hedder, at laver vi noget, så skal det være så tæt på original som muligt. Det sker også på en måde, hvor vi tilbagefører områder til det originale. Det er et spændende arbejde, siger han.
Ser man generelt på Fredericias porte, så er de ikke ens, og derfor er den nyeste port heller ikke magen til porte, der er bygget tidligere.
– Broen går gennem volden, og ovenpå den er alt genskabt efter de forskrifter, vi arbejder med. Det kræver respekt for historien. Vi kunne godt have genskabt den med porte, som man ville have gjort i 1850 eller 1950, men alle porte er bygget efter den tid, man bygger i. Vi er i 2023, og vi har valgt at bygge noget, der ikke skal vise sig frem. Der er ingen søjler, knaster eller andre særlige kendetegn. Vi har valgt en bro med et udseende, der er så simpelt som muligt. Broen skal egentlig bare gemme sig så meget som muligt, selvom man tydeligt kan fornemme, at vi har lavet et hul i volden, fortæller Lasse Hasle Nørgaard.
En port mere på programmet
Udviklingen af Voldanlægget, der er støttet af Mærsk Fonden, er på ingen måde færdig endnu. Der venter mere, og det glæder Lasse Hasle Nørgaard sig til at se blive til virkelighed. Det vil binde området endnu mere sammen.
– Sjællandsgade og Prangervej er næste område, hvor Vester Voldgade egentlig er trukket med ind i volden, så den skal trækkes mod øst igen, volden skal fyldes op og så skal stien gå på tværs mod DSB Mindelunden. Det bliver igen med to stier med forskudte planer. Vi har dog andre udfordringer i det område, hvor virksomhederne opererer mellem havn og raffinaderiet. De kører med ting, der er 12-13 meter høje. Så det kræver en port, der kan noget andet. Derfor bliver det to stålbroer, man kan fjerne igen, hvis det skulle ske. Det er et spændende projekt. Man får en oplevelse af en spændende port, hvor terrænet kommer tættere på. Så er vi færdige med etape 1, siger Lasse og tilføjer:
– Vi vil også gerne arbejde med promenaden, som er grusstien, der løber langs indersiden. Den vil vi gerne have med fra Øster Voldgade til Vendersgade, hvor vi har sluppet den i Landsoldatpladsen. Derudover mangler en stump mellem Jyllandsgade og Sjælladsgade, og så er vi i mål med det, vi har sat igen.
Lasse Hasle Nørgaard husker selv tilbage på mange gode løbeture på Fredericia Vold, og han er ikke i tvivl om den store byparks betydning for byen. Han er også sikker på, at man med et Fæstningscenter i Fredericia vil opnå stor succes, hvilket historien og byen også fortjener, slår han fast.
– Volden betyder meget for byens borgere og byens historie. Det er en kæmpestor park, vi har liggende i byen. Vi er forpligtet at tage os af den, passe på den og det betyder, at vi skal beskytte og bevare den så godt, som vi kan. Men vi skal også lave noget, der giver værdi, for dem der lever i nutidens samfund. Der færdes mennesker på volden fra morgen til aften. De lufter hunde, motioner og så videre. Med vores udvikling af voldanlægget, kan de blive på anlægget, og det giver en oplevelse i sig selv, at man ikke skal op og ned hele tiden. Man kan bedre udnytte hele terrænet. Det gælder eksempelvis ved DSBs Mindelunden, der ligger afskåret. Ved at bygge en bro, så får man det integreret i voldanlægget igen. Det giver en helhed. Det betyder også noget for byens visioner, hvor man gennem mange år har talt om et fæstningscenter. Det lyder til, at vi kommer tættere og tættere på det. Det er også vigtigt at have, præcis som Kongernes Jelling. Det kan formidle byens og Danmarks historie, som den historie og arv fortjener. Det er trods alt Nordeuropas største voldanlæg, slutter Lasse Hasle Nørgaard.
Fredericia, grundlagt af Frederik III i 1650, er kendt for sin historiske baggrund som en betydningsfuld fæstning. Byens strategiske placering ved det smalleste punkt i Lillebælt, gjorde den til en ideel position for en defensiv bastion. Fæstningsanlægget var oprindeligt udstyret med ni bastioner, der vendte mod land, samt yderligere elleve mindre bastioner, der beskyttede byen mod angreb fra vandet.
I 1909 blev fæstningen afviklet som et militært anlæg, og i 1914 erhvervede Fredericia Kommune området, i overensstemmelse med et ønske fremsat af byens indbyggere.
I dag er Fredericia Vold, som fæstningen nu er kendt, en grøn oase i byens hjerte. Med sin status som det største voldanlæg i Norden og et af de bedst bevarede i Europa, er Fredericia Vold en levende påmindelse om byens militærhistoriske fortid, samtidig med at den fungerer som et attraktivt rekreativt område for byens beboere og besøgende.
FC Fredericia havde chancen for at spille sig på andenpladsen, men efter en chancefattig kamp mod FC Helsingør sluttede det hele som det startede: 0-0.
FC Fredericia kunne spille sig på andenpladsen med en sejr, og betingelserne var i top. Crossbridge Energy havde indbudt til gratis fodbold på det solskinsrige Monjasa Park, og det havde 1.336 benyttet sig af.
Til kampen havde FC Fredericias cheftræner, Michael Hansen, foretaget lidt ændringer. Lundrim Hetemi fik en startplads i stedet for Mikkel Juhl, og det gjorde fredericianerne spillede en slags hybrid formation uden en udpræget højre back, men i stedet havde Sofus Berger placeret meget langt fremme i højre side som den eneste spiller i højre side.
Det var dog FC Helsingør, som kom i fokus først. Frederik Karlsen var manden med chancen, men ind gik bolden ikke. Det var heller ikke tilfældet, da Jesper Juelsgård i det tiende minut blev sat til et tage et frispark på kanten af feltet. Forsøget strøg over mål uden at være tæt på at gå ind.
Tæt på var til gengæld Frederik Carstensen i det 24. minut. Han blev spillet fri foran mål af Sofus Berger, men Carstensen fik ikke ramt bolden efter hensigten og forsøget røg derfor forbi kassen. Igen efter 38 minutter var FC Fredericia på spil. Emilio Simonsen spillede bolden tilbage i feltet til en fremadstormende Frederik Christensen, men hans forsøg blev tordnet forbi mål.
Det blev første halvleg sidste chance, og stillingen ved pausen var derfor 0-0. Pausen benyttede FC Fredericia til at skifte Tobias Bach ind i stedet for Frederik Christensen i bestræbelserne på, at offensiven skulle have yderligere et kryderi.
I anden halvleg overtog Emilio Simonsen for alvor scenen. Den vævre midtbanespiller satte et stort aftryk på kampen, og var indblandet i det meste af FC Fredericias offensiv. Blandt andet efter 58 minutter, da han driblede i feltet, og var tæt på at få afsluttet i fri position, men han blev frataget bolden i sidste øjeblik og gik i græsset. Dommer Enzo Vesperini vinkede afværgende for på appellerne for et straffespark.
Igen efter 71 minutter var Simonsen på spil. Denne gang fik han bolden i venstre side, og forsøgte at komme ind i banen og skyde med højre. Det lykkedes, men forsøget blev rettet af og strøg på overlæggeren.
Den sidste del af kampen var chancefattig. FC Fredericia forsøgte med et tungt pres at hive sejren hjem. Chancen for målet kom i det 94. minut. Indskiftede Jakob Jessen fik bolden på kanten af feltet, men hans skud manglede saft og kraft, og blev reddet af Stan van Bladeren. Skuddet blev symptomatisk for kampen, der var meget lige ved og næsten.
Næste gang FC Fredericia skal i kamp er på fredag på udebane mod Kolding.
Vejle Kommune har i 2025 registreret 14.616 utilsigtede hændelser på tværs af kommunens institutioner og fagområder. Det er en stigning fra 11.826 hændelser i...