To personer sigtet i sag om menneskesmugling ved grænsen

0

Den ene af de sigtede, en 43-årig boliviansk mand, er varetægtsfængslet i sagen.

En 43-årig boliviansk mand blev torsdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for overtrædelse af udlændingelovens bestemmelser om menneskesmugling.

Den 43-årige mand nægter sig skyldig, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

Den bolivianske mand kom sammen med to andre personer umiddelbart efter midnat, natten til torsdag, kørende i en svensk personbil ved Frøslev Grænse.

Taget ud til kontrol
Her blev køretøjet taget ud til stikprøvevis indrejsekontrol af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ved kontrollen stod det klart, at en af passagererne, en 39-årig boliviansk mand, ikke havde gyldige indrejsedokumenter, hvorefter personerne i køretøjet blev anholdt.

Ud over den 43-årige bolivianske mand er en 35-årig svensk mand, der også befandt sig i bilen, sigtet for menneskesmugling.
Der har ikke været juridisk grundlag for at fremstille ham i et grundlovsforhør. Han er derfor løsladt, men fortsat sigtet.

Den 39-årige mand blev efterfølgende udleveret til tysk politi.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.

Fredericianer skal med til EM

0

For 19-årige Maria Kristiansen fra Fredericia har rejsen i flagfootball været et eventyr. Hun tog sine første skridt i sporten med Aarhus Tigers’ kvindehold i amerikansk fodbold, hvor hun øjeblikkeligt følge sig hjemme. Nu står hun på tærsklen til at repræsentere Danmark ved EM i flagfootball i 2023. 

– Jeg søgte nye udfordringer, og det betød også i sport. Jeg besøgte utrolig mange steder, og til sidst besøgte jeg Aarhus Tigers’ kvindehold i amerikansk fodbold, og med den måde de tog imod mig på, var jeg solgt fra starten, fortæller Maria.

Marias passion voksede hurtigt, og efter at være blevet inviteret til en flagfootball-camp var hun fast besluttet på, at sporten var noget for hende.

– Jeg ændrede min mentalitet og satte mig for, at jeg ville være en af de bedste i sporten.

Forberedelse til EM

Landstræner Martin Rambusch Jakobsen beskriver på DAFF’s officielle hjemmeside, hvordan holdet har forberedt sig til EM.

– Vi går selvfølgelig efter at vinde alle kampe. Vi har en god blanding af erfarne og nye spillere. Stemningen er god, men vi har ikke haft så mange samlinger, som vi gerne ville have haft, siger landstræneren til hjemmesiden.

Flere spillere har også deltaget med Copenhagen Raptors i den svenske liga, hvilket har lagt et stramt kampprogram. Alligevel beskriver Jakobsen et dedikeret team, der arbejder hårdt både sammen og individuelt.

– Selvom mange spiller flagfootball på hobbyplan, så er spillere og coaches virkelig dedikerede og har høje forventninger til sig selv og til holdet. Vi dør med støvlerne på, siger landstræneren, der deler mantraet med Maria.

Maria ser også positivt på situationen:

– At vi ikke kender hinanden så godt som håbet, gør, at vi må have tro på hinanden.

Marias rolle i sporten

Som en af de tre “rookies” på holdet, er Maria ivrig efter at lære af de mere erfarne spillere. Hun planlægger at bidrage med “ny energi” og en “anden angrebsmentalitet,” takket være hendes baggrund i amerikansk fodbold.

Hendes erfaring med Aarhus Tigers har forberedt hende godt til landsholdet.

– Jeg spiller til dagligt på et mix-hold, så til hver træning bliver jeg matchet på mit niveau og kommer altid hjem fra træning med en følelse af at blive bedre.

Maria understreger også fællesskabets betydning, både i sin klub og inden for sporten som helhed. Sammenholdet og dynamikken er noget, hun værdsætter meget. Hun opfordrer unge piger, der overvejer at begynde på flagfootball, til at “springe ud i det.”

– Det er et af de bedste valg, som jeg har taget, siger Maria, og hendes råd lyder også:

– Hvis man er til korte sekvenser med høj intensitet, så kan jeg kun sige, at man skal springe ud i det.

Udfordringer og mål

Udover at være en livlig spiller på banen, håndterer Maria også balancen mellem sit personlige liv og sporten.

– Rigtig meget af mit personlige liv foregår gennem træning, men jeg tager mig stadig tid til at være sammen med mine venner, deler hun.

Maria og hendes hold har en klar målsætning for EM 2023. De ønsker at vinde alle kampene, selvom de ikke betragtes som favoritter. Stemningen inden for holdet er positiv, og forhåbningerne er store. Også repræsentationen af Danmark betyder alt for Maria.

– Jeg tror, at de fleste, der har dyrket en sport, har haft en lille drøm om at trække i en landsholdstrøje. At drømmen nu går i opfyldelse er helt fantastisk, og vi glæder os til at komme afsted i de røde og hvide farver, slutter Maria.

Hvad er flagfootball?

Flag football er en gren der udspringer af amerikansk fodbold, som er ændret til at være en kamp med 5 mod 5 på banen, hvor det fysiske element af at tackle hinanden er fjernet. Sporten er non-contact, ligesom det er kendt fra basketball. Læs mere på Flagfootball.dk

Brand i skraldespand

0

Fredag eftermiddag blev der anmeldt en brand i en skraldespand på Ådalsstien i Kolding. Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 16.40, hvorefter der var hurtig udrykning til Ådalstien 8.

Vagtchef Jesper Knudsen fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at det var en mindre sag, og branden blev hurtigt slukket.

Domstol afviser kolonihavesag

0

Sagen om kolonihaveejernes kamp for helårsbeboelse fortsætter, og landsretten vil snart blive involveret for at vurdere sagen på ny. Det fortæller formand Brian Dahl.

Konflikten startede, da Fredericia Kommune politianmeldte 55 grundejere i kolonihaveområdet. Formand for kolonihaveejerne i Fredericia, Brian Dahl, der selv bor på Oktobervej, er rystet over, at byretsdommeren nu har afvist at køre en sag.

– Vi troede, at forhandlingen i juni måned skulle behandles, hvorvidt vi kunne have lov til at køre sagen mod kommunen, og det var det, vi skulle have svar på. Nu viser det sig, at dommeren har valgt at afvise sagen, så vi har på intet tidspunkt haft mulighed for at fremføre vidner eller nogen som helst dokumentation for vores syn på sagen, fortæller Brian Dahl.

Kolonihaveejerne ved stadig ikke, hvad de må. Det er deres opfattelse, at de ikke har fået et konkret svar, og i historisk perspektiv forstår de ikke, hvor Fredericia Kommune har givet så mange dispensationer og så pludselig går en anden vej.

– Det, der skete i i denne uge, var en slags deldom, hvor man afviser sagen, men der tages ikke stilling til, hvorvidt helårsbeboelse er lovligt eller ulovligt. Så man kan sige, at sagen med baggrund i juni måned, er blevet delt op i to, og det har vores advokat Niels Vase ikke været tilhænger af fra starten af, men det var det, dommeren ønskede. Så det er status, at der er truffet en dom desværre til Fredericia Kommunes fordel, men hvor vi ikke er blevet hørt, og hvor vi ikke har haft mulighed for at vidne eller for at fremføre vores syn på sagen, siger Brian Dahl

Siger dommeren noget om, hvorfor man afviser?

– Jeg synes ikke, man kan læse sig til det. Han forholder sig til den lovgivning, der gælder for området. Det, som jeg har udtrykt over for advokaten, er min bekymring for ordentligheden i det her. Fordi jeg synes ikke, man kan afvise noget, når begge parter ikke bliver hørt, uanset om der er en lovgivning, forklarer Dahl.

I denne deldom bliver det dog slået fast, at der ud fra lokalplanen ikke er grundlag for helårsbeboelse. Debatten om kolonihaverne er ikke kun en sag i Fredericia, men i flere kommuner landet over, hvor kommunerne selv nu har valgt at sætte fokus på kolonihaverne, der oprindeligt blev grundlagt med det formål, at borgerne i byerne kunne få frisk luft og græs mellem tæerne. Men undervejs blev der givet dispensationer, også i Fredericia og derfor står Brian Dahl tilbage med stor undren.

– Dommeren siger, at med områdets status og lokalplanen, er der ikke grundlag for helårsbeboelse, og det er der, jeg udtrykker min undring over for vores advokat Niels Vase. Det havde været rart at kunne sidde over for dommeren og udtrykke, hvorfor Fredericia Kommunes ageren gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne kan ses igennem fingrene med, når de har givet dispensation til x antal grundejere for at bo her året rundt, forklarer en frustreret formand

– Det er lidt som om, at når lovgivningen går kommunens vej, kan alt lade sig gøre. Nu hvor kommunen ikke er forpligtet til at medvirke til helårsbeboelse, kan man følge lovgivningen og sige, at vi ikke kan opnå status som helårsbeboere herude, tilføjer han.

Vil anke sagen til Landsretten

Hvad er næste skridt i ankesagen?

– Med baggrund i oplevelsen af denne uordentlighed, kan vi sige, at vi gik ind til dette møde med forventningen om at behandle del to af selve sagen, men dommeren traf en beslutning og afviste sagen. Så må vi sige, at man ikke kan gøre det, når kun den ene part er hørt, eller når man følger den gældende lovgivning, mener Brian Dahl.

Han fortæller også, at deres advokat Niels Vase var helt klar i sin udtalelse om, at kolonihaveejerne er nødt til at henvende sig til deres forsikringsselskaber og anmode om dækning for retssagen, så de kan anke sagen videre til Landsretten.

– Vi appellerer sagen til Landsretten på grundlag af, at vi ikke er blevet hørt i denne sag, selvom der alligevel er afsagt en dom. Det er vigtigt at understrege, at dommen ikke siger, at helårsbeboelse ikke er muligt, så det vil ikke ændre noget for dem, der allerede bor her, siger Brian Dahl.

Er det realistisk, at I får mulighed for at føre sagen videre til Landsretten?

– Vores advokat vil være meget undrende, hvis vi ikke får tilladelse til at appellere sagen til landsretten med retssagsdækning. Som Niels også nævner, med al den polemik, der har været i medierne om kommunernes ageren i forhold til sammenlignelige områder, kunne det være fordelagtigt at søge ministerens intervention. Fordi, hvad sker der med lovgivningen, når Svend Auken tilbage i 2001 kan ændre kolonihaveloven for ikke-varige kolonihaver, men vi ikke kan anvende den for vores situation? Det er det, vi arbejder hen imod, slutter Brian Dahl.

Den 9. august 2023 blev kolonihavesagen afvist i retten. Formand Brian Dahl vil anke sagen til Landsretten.

Fra dreng i Syrien til elektrikerlærling i Horsens

0

Dijwar er én ud af 11 elektrikerlærlinge hos El-Team Vest, og ved første øjekast og snak med ham, er det ikke lige til at vide, at han kun har boet i Danmark i otte år. Hans dansk er næsten fejlfrit, og hans udstråling og energi minder om alle andre 21-årige danske mænds.

Men Dijwars historie er en helt anden – og den historie har vi fået lov til at dele med jer.

Dijwar er født og opvokset i Syrien, og han har fra barns ben oplevet, hvad det vil sige at have krig helt tæt inde på livet. Dijwars far er kurder, og i 2013 gennemlevede han et levende mareridt, da han blev taget væk fra sin familie og holdt fanget af ISIS. Da det heldigvis lykkedes ham at slippe fri, stod det dog klart, at familien var nødt til at flygte, hvis han ville overleve.
Dijwars far flygtede derfor til Europa, hvor han frem til 2015 arbejdede på at få hele familien flyttet med til Danmark, hvor de skulle starte et nyt liv. Efter en hård rejse op igennem Europa blev familien endelig i november 2015 genforenet, og de fandt deres nye hjem i Gedved ved Horsens.

Blot en måneds tid efter startede Dijwar på Egebjerg Skole, og selvom han sprogligt og fagligt var langt bagud sine klassekammerater, lærte han på blot to år at tale dansk og kunne færdiggøre 9. klasse med sin klasse.

Interessen for faget startede som helt lille

Dijwar har altid arbejdet, og tilbage i Syrien hjalp han som blot 7 årig til i sin fars butik, hvor de solgte VVS- og elartikler. Han var samtidig med sin far og onkel med ude på flere tømrer- og elektrikerprojekter, og allerede her startede Dijwars spirende interesse for elektrikerfaget.
Dijwar ville gerne læse til elektriker i Danmark. Og hans ansøgning om en lærlingeplads hos El-Team Vest i Horsens blev startskuddet på denne rejse.

Casper Sandberg Eriksen, der tog imod Dijwars ansøgning, fik ret hurtigt en mavefornemmelse af, at netop denne mand var én, de i El-Team Vest skulle lære bedre at kende og give en chance. Han fortæller:

– Der var så mange ting i ansøgningen og CV’et, der ikke gav mening for mig – men det gjorde mig blot endnu mere nysgerrig på at vide, hvem Dijwar var. Og mavefornemmelsen holdt stik, for det var tydeligt, at der her var tale om en ung mand, der er klar på livet og på at lære.

Dijwar blev herefter tilbudt en lærlingeplads hos El-Team Vest, og selvom det ikke altid har været let, så har han netop bestået første hovedforløb på elektrikeruddannelsen og har således 2,5 år tilbage, førend han kan kalde sig elektriker.
Vi har et ansvar for at udvikle gode folk
Casper Sandberg Eriksen, der er ansvarlig for lærlingene hos El-Team Vest, har fulgt Dijwar tæt fra starten, og de udfordringer og kulturforskelle, som Dijwar har oplevet undervejs, har de i fællesskab været gode til at løse.

– Dijwar kommer fra en kultur, hvor man ikke spørger om hjælp. Så det har været en læring for ham, at han faktisk kan få støtte fra os og de øvrige lærlinge. Det er netop derfor, at vi har et lærlingeprogram hos El-Team Vest, hvor der er plads til at skabe rum til udvikling både fagligt og som menneske, siger Casper.

Dijwar er én ud af 11 lærlinge hos El-Team Vest, og deres lærlingeprogram er ikke blot til gavn for lærlingene selv – men ses også som en investering i virksomheden og branchen, fortæller Direktør, Søren Jochimsen:

– Det er som virksomhed vores ansvar at udvikle og uddanne gode mennesker og medarbejdere, og vi vægter altid højest, at man har indsatsen og viljen til at lære. Det er klart tilfældet med Dijwar, der har en ekstraordinær energi, vilje og pligtopfyldelse. Og dette er i sidste ende vigtigere end en flot karakter i en afsluttende eksamen.

Disney krydstogtskib besøger igen Fredericia

0

Søndag den 13. august får Fredericia besøg af det magiske Disney Dream krydstogtskib. Dagen vil være fyldt med spændende begivenheder og aktiviteter for både besætningen på skibet og byens borgere. Her er hvad du kan forvente på dagen:

07:45: Ankomst, Disney Dream

Disney Dream vil lægge til kaj på Esplanaden i Fredericia. Der vil være en hjertelig velkomst arrangeret af Fredericia Kanonlaug, og musik vil blive leveret af 6. Juli Garden.

08:00 – 18:00: Oplevelser i Det Hvide Vandtårn

Det Hvide Vandtårn på V. Landsoldaten vil være åbent for besøgende fra kl. 8 til 18. Entréen er 20 kr. Bemærk venligst, at der kun accepteres betaling med kort.

09:00 – 17:00: Veteranbiludstilling på Gl. Havn

Gl. Havn vil huse en imponerende udstilling af veteranbiler fra kl. 9 til 17.

09:00 – 16:00: Telegrafregimentets historiske samling

Den historiske samling fra Telegrafregimentet vil være tilgængelig på V. Landsoldaten fra kl. 9 til 16.

09:00 – 17:00: Minitog til rådhuspladsen og tilbage

Et charmerende minitog vil køre fra Esplanaden til Rådhuspladsen og retur. Prisen er 35 kr. per person.

09:00 – 18:00: Boder og marked i Kanalbyen

Kanalbyen vil omdannes til et livligt marked med forskellige boder og aktiviteter fra kl. 9 til 18.

10:00 – 14:00: Søndagsåbent i Midtbyen

Midtbyens butikker vil holde åbent, så du kan nyde en shoppingtur mellem kl. 10 og 14.

10:00 – 17:00: Oplev Fredericia Miniby

Fredericia Miniby på Vestre Ringvej 98C byder på en unik oplevelse. Entréen er 40 kr. for voksne og 25 kr. for børn.

12:00 – 16:00: Besøg Fredericia Bymuseum

Fredericia Bymuseum på Jernbanegade vil være åbent mellem kl. 12 og 16.

17:45: Afskedskoncert med Jumping Jacks

Som en afskedshilsen vil Jumping Jacks levere en stemningsfuld koncert på Esplanaden.

18:15: Disney Dream sejler Af

Disney Dream vil begynde sin afsejling fra Esplanaden kl. 18:15.

18:15: Afskedssalut fra Fredericia Kanonlaug

Fredericia Kanonlaug vil byde Disney Dream en smuk afsked med en afskedssalut på Esplanaden.

Denne begivenhedsrige dag er en oplagt mulighed for at opleve byens mange tilbud og aktiviteter. Tag familien med og vær en del af denne magiske dag, når Disney Dream besøger Fredericia Havn.

Bemærk: Tider og begivenheder kan ændre sig. Se opdateringer på VisitFredericias hjemmeside.

For mere information om dagens program, besøg VisitFredericias Program for krydstogtskibe 2023.

Vilde haver vinder frem: 25.000 har nu sluppet haven fri

0

Stadig flere haveejere dropper de snorlige og velfriserede haver og vælger i stedet at lade naturen råde på matriklen. Det er godt nyt for biodiversiteten, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening.

Kvasbunker, langhårede græsplæner og farverige blomsterenge er et mere og mere almindeligt syn i de danske villakvarterer. Interessen for at hjælpe naturen i egen have er stor, og rundtom i hele Danmark vælger haveejere at dedikere dele af deres have til vilde bier, sommerfugle og andre pressede arter.

Det oplever man i hvert fald hos Danmarks Naturfredningsforening, der sammen med REMA 1000 står bag projektet ’Slip haven fri’ – et projekt, hvor tilmeldte haveejere forpligter sig til at holde haven giftfri og slippe mindst 20 procent af haven fri til gavn for biodiversiteten.

Her godt to år efter projektstart har projektet nu rundet 25.000 tilmeldinger. Og det er godt nyt for biodiversiteten i byerne, lyder det fra Therese Nissen, der er natur- og miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

– Vi står midt i en biodiversitetskrise, hvor naturen mangler plads, og hvor insekter, smådyr og mange andre arter mangler steder at leve og finde føde. Derfor er det vigtigt, at flere og flere danskere vælger at indrette deres have, så der er ly, læ og føde til de hårdt pressede arter. For selvom de vilde haver ikke kan redde biodiversiteten alene, så udgør de et helle og fungerer som livsvigtige trædesten i vores byområder, siger hun.

Se her, hvor mange haver og kvadratmeter der er tilmeldt i de enkelte kommuner

Plads til forskellige naturelementer
Selvom man kun behøver at slippe 20 pct. af havens grønne arealer fri for at være med i projektet, lader haveejerne naturen råde over en langt større del af haven.

I gennemsnit har ejerne af de 25.000 haver valgt at give naturen plads på 44 pct. af havens areal.

– Hver en kvadratmeter tæller, og det kan gøre en forskel, selv hvis man bare dropper en lille del af den klassiske græsplæne til fordel for fx hjemmehørende planter. Men det er klart, at jo flere kvadratmeter man har at gøre godt med, jo flere forskellige typer af naturelementer kan man få plads til, og jo flere forskellige arter kan man i sidste ende hjælpe. Derfor er det også dejligt at se, at haveejerne slipper så stor en del af haven fri, siger Therese Nissen.

Ud over at plante hjemmehørende danske blomster og buske, vil man med bl.a. kvasbunker, jordvolde og vandhuller skabe gode betingelser for en lang række forskellige arter. Samtidig anbefaler Therese Nissen, at man lader døde træer blive stående eller liggende i haven, da de er guld værd for fx svampe, insekter og fugle.

Opgør med klassisk ideal
For nogle kan synet af døde træer og en langhåret græsplæne fuld af mælkebøtter måske få det til at krible i fingrene for at finde lugejernet og havecontaineren frem.

Idealet om den velfriserede have med tætklippet græs og planter i snorlige rækker ligger dybt i mange, og ikke alle steder bliver de vilde haver mødt med lige stor beundring og accept.

I Danmarks Naturfredningsforening håber man, at udbredelsen af vilde haver og en generelt øget opmærksomhed på biodiversitet vil gøre op med forestillingen om, at en have kun kan se ud på én bestemt måde.

– Mange synes stadigvæk, at en traditionel have med korttrimmet græsplæne er det pæneste og det, man bør efterstræbe. Men det korte græs er som en ørken for biller, sommerfugle, bier og de mange andre pressede arter. Derfor er der brug for, at vi får ændret den generelle opfattelse af, hvad der er pænt, og hvordan en have ”bør” se ud. Jeg er sikker på, at de 25.000 haveejere, der er med i vores projekt, ser skønheden i den vilde have – og forhåbentligt vil de naturvenlige haver med tiden blive det nye normale, siger Therese Nissen.

Hun tilføjer, at det naturligvis også er muligt at finde en mellemvej, hvor der både er plads til naturvenlige elementer og et klassisk velordnet look. Det vigtigste er, at haven rummer forskellige naturelementer.

Dramatisk afslutning i Fredericia

0

FC Fredericia skulle i dag rejse sig efter 4-0 nederlaget til topholdet AaB i sidste runde. Denne gang var det Hillerød, der gæstede Monjasa Park. Det blev dog alt andet end kedeligt i Fredericia de sidste minutter af kampen.

Med solskin og et flot græstæppe var der lagt op til en god kamp mellem de to hold. Hillerød havde 0 point før dagens kamp, imens Fredericia havde 3 for sejren ude over SønderjyskE. Det var den anden kamp hjemme på Monjasa Park for FC Fredericia.

Efter to minutter var Hillerød småfarlige i FC feltet, da Birksø var ved at levere en returaflevering, der gav Hillerød en chance, men det løb ud i sandet. To minutter senere var det Tobias Bach, der blev spillet næsten fri, men var presset i afslutningsøjeblikket, så det endte med et hjørnespark.

Sofus Berger, der blev lejet i Viborg i sidste uge, var at finde i startopstillingen for FC Fredericia i dag. Allerede efter 13 minutter spil havde han haft to gode forsøg mod mål.

Efter 23 minutter var stillingen stadig 0-0. Ingen af de to hold havde formået at skabe større chancer, men begge hold leverede et fint pasningspil. Det mest dramtiske skete, da Gustav Marcussen modtog et gult kort fra kampens dommer; Jonas Bæk. Hillerøds Lucas Bøje-Larsen burde også have haft et gult kort efter 25 minutter, men han slap med en henstilling.

Efter 33 minutter burde FC Fredericia være kommet foran 1-0, da bolden efter tilfældigt, men omvendt småelegant klumpspil endte med at servere bolden til Gustav Marcussen midt for feltet, men bolden bragede ud over Monjasa Park.

Efter 38 minutter foretog Hillerød Fodbold allerede kampens første udskiftning, da Adam Ahmad erstattede Martin Alatlassi. Et minut senere leverede FC Fredericias Frederik Christensen et fremragende langskudsforsøg, der blev clearet over målet af Hillerøds keeper, William Lykke. Fredericia kom tættere på og lagde et stort pres på Hillerød de sidste minutter af 1.halvleg, men det førte ikke til mål. Derfor gik holdene til pause med stillingen 0-0.

En rodet affære – men en smuk afslutning

Der var ikke meget at skrive om de første ni minutter af 2.halvleg, men så blev Emilio Simonsen nedlagt i feltet. Et klokkeklart et af slagsen, som Mikkel Wohlgemuth senere satte sikkert ind til 1-0. Han sparkede fladt i venstre side af målet, uden chance for William Lykke, der ellers havde forsøgt at psyke Wohlgemuth, inden sparket.

Men lykken varede kort. Ud af det blå, og ganske ufortjent udlignede Hillerød efter 59 minutter, da Adam Ahmad drev bolden frem og på fremragende vis sendte bolden ind til Sebastian Pingerl, der sikkert satte bolden ind fladt til 1-1.

Efter 62 minutter satte FCs cheftræner, Michael Hansen, Eskild Dall på banen i stedet for Tobias Bach. FC Fredericia satsede offensivt, og fortsatte med at presse på. Men Hillerød var absolut ikke indstillet på at lade FC Fredericia styrer spillet, hvorfor de flere gange drev bolden langt frem på banen og angreb Fredericia-forsvaret.

Allerede få minutter senere skiftede Hansen igen ud. Denne gang var det Nicklas Røjkjær og Jakob Jessen, der kom på banen i stedet for Sofus Berger og Gustav Marcussen. Få sekunder senere sparkede Hillerøds Marinus Grandt en lang bold, der med millimeterpræcision landede hos Adam Ahmad, der behandlede bolden med bravour, og satte bolden ind bag Birksø til 1-2.

Anders Holvad og Mikkel Fischer kom ind efter 77 minutter. Det var Jeppe Spliid og Mikkel Wohlgemut, der gik ud.

FC Fredericia pressede på de sidste minutter af kampen, og efter 90 minutter lykkes det for Nicklas Røjkjær at sætte bolden ind efter oplæg fra Anders Holvad. I minuttet senere eksploderede Monjasa Park, da Adam Jakobsen smadrede bolden ind til 3-2. Det blev også kampens resultat.

FC Fredericia spiller næste fredag ude mod B.93.

Dagens tilskuertal: 836

FC Fredericias trup til kampen

  1. Valdemar Birksø, 5. Mikkel Juhl, 6. Jeppe Spliid, 7. Gustav Marcussen, 8. Mikkel Wohlgemuth, 11. Adam Jakobsen, 14. Frederik Christensen, 15.Emilio Simonsen, 16. Tobias Bach, 18. Jesper Juelsgaard, 21. Sofus Berger. Bænk: 33 Frederik Mehder, 2. Nicolaj Ritter, 3. Jeppe Brinch, 4. Mikkel Fischer, 10. Nicklas Røjkjær, 10. Anders Holvad, 19. Eskild Dall og 22. Jakob Jessen

Cheftræner: Michael Hansen Assistenttræner: Anders Clausen

Hillerød Fodbolds trup til kampen

38. William Lykke, 4. Gregers Arndal-Lauritzen, 5. Lucas Bøje-Larsen, 6. Marinus Due, 7. Jonathan Witt, 8. Tobias Arndal, 12. Nicklas Schmidt, 13. Martin Alatlassi, 18. Simon Sharif, 20. Berzan Kücükylidiz, 81. Sebastian Pingerl. Bænk: 1. Ovays Azizi, 2. Rasmus Møller, 9. Valdemar Schousboe, 11. Adam Ahmad, 23. Asger Højmark-Jensen, 24. Victor Mohr, 27. Filip Panjeskovic, 28. Mads-Emil Langberg, 34. Alessio Alicine.

Cheftræner: Christian Lønstrup Assistentræner: Rasmus Minor Petersen

Kæmpe fuser

0
Foto: AVISEN

Ellemann-Jensens store kanoner blev en kæmpe fuser, der underminerer tiltroen til nationale beslutningsprocesser og undergraver hærens omdømme.

I den skandaleramte sag om anskaffelse af artillerikanoner til Hæren udtaler Forsvarsminister Jacob Ellemann-Jenser (V) ”Jeg har ansvaret”! Jeg holdt vejret i den umiddelbare kunstpause efter Ellemanns udtalelse og jeg havde forventet, at han fulgte op med ”og derfor går jeg”. Ingen tvivl om, at Ellemann har ansvaret og derfor ville det være rimeligt at ministeren ikke også stiller sig i spidsen for udredning af egne fejl, mangler og sjusk.

Det er langt fra første gang at store indkøb går galt. Det var et kæmpe fejlskud da Forsvaret købte 12 stk. FENNEC helikoptere til bekæmpelse af pansrede køretøjer. Det viste sig, at helikopterne ikke på samme tid kunne bære både brændstof og våben. Problemet var, at våbenspecifikke specialist officerer blev fejet af banen, hvorved beslutningerne blev en renskrivebordsbeslutning og en totalt spildt investering. Helikopterne er stadig i drift og bruges bl.a. til rundflyvning og i civil sammenhæng til eftersøgning af forsvundne. 

Købet af de israelske Elbit kanoner til en samlet værdi af 1,74 milliarder kroner blev også lavet ved en skrivebordsbeslutning, der groft overskred det kodeks, der er for materielindkøb. Det danske forsvar har mange specialister, der med stor viden og erfaring sikrer, at der er en god overensstemmelse mellem formelle krav til materielgenstanden, pris, fleksibilitet, vedligeholdelse mm. Men hvorfor fik disse våbenspecialister ikke mulighed for at bruge deres faglighed på at lave en standard sagsbehandling, en analyse, der ville gennemgå alle muligheder og efterfølgende lave en konsolideret anbefaling. 

Specialisterne er stolte officerer og befalingsmænd, som bør træde frem og fortælle sandheden bag indkøbet, så vi kan spare millioner af kroner og mange tons papir på nok en håbløs redegørelse. Opret en whistleblower linje, så vi af den vej kan få fakta frem. 

Mine vinkler er ikke personligt møntet på Ellemann, men på hele regeringens paniske reaktioner på alle de udfordringer der dukker op og håndteres i en tilstand af panik og svigtende overblik.

Kan FC Fredericia hente point mod Hillerød?

0

FC Fredericia tager hjemme imod Hillerød Fodbold på Monjasa Park. FC Fredericia skal rejse sig efter et nederlag i sidste runde til stærke AaB på hele 4-0.

Følg kampen her.

http://adp-as.dk
https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia
Johannesen: Det gør ondt

Johannesen: Det gør ondt

0
Det lignede længe et point til FC Fredericia i Odense. Men i de døende minutter slog OB til og sikrede sig en 1-0-sejr. Efter kampen...