Min arbejdserfaring gør sig gældende indenfor botilbud for domfældte udviklingshæmmede med psykiatriske overbygninger, socialpsykiatri og hospitalsbaseret psykiatri. Jeg er ansat i en kommunal organisation, som favner to botilbud og et rusmiddelcenter. Her er jeg tillidsvalgt arbejdsmiljørespræsentant, er medlem af vores MED-udvalg og ansættelsesudvalg. Personligt kan jeg ikke forstille mig at arbejde med noget andet, faget er utroligt spændende og sætter krav til både faglighed og kvalifikationer.
Jeg arbejder med mennesker som er diagnosticeret med en dobbeltdiagnose
En dobbeltdiagnose er kombinationen af en psykisk lidelse og et misbrug. Det kan omfatte alle typer psykiske lidelser og alle typer misbrug. De mange mulige kombinationer medfører stor variation i udfordringer og behov for behandling. Misbruget omfatter ofte alkohol og stoffer som beroligende midler, cannabis, smertestillende eller stimulerende stoffer (kokain, amfetamin). De psykiske lidelser man ofte ser ved dobbeltdiagnoser, er skizofreni og psykoser, affektive lidelser (mani, depression, bipolar lidelse), angsttilstande og personlighedsforstyrrelser.
Selvom at jeg elsker mit arbejde og sætter en stor lid i at tale vores fagområde op, så er jeg ikke blind overfor de udfordringer psykiatrien som helhed står over. For psykiatrien i dagens Danmark er desværre blevet en brændende platform. Det er synd for dem som hver dag yder et anstændigt stykke arbejde og det er i særdeleshed synd for de mennesker, som har brug for hjælp når en sindslidelse kommer ud af kontrol.
Når faglighed, kvalitet, nærhed og sammenhæng ikke går hånd i hånd. Så kan man som ansat befinde sig i et utrygt arbejdsmiljø, man placerer sig så at sige i højrisiko, for at blive udsat for krænkende hændelser og udadreagerende adfærd, hvilket tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring også bekræfter. Tallene fra 2013-2019 viser at 146 medarbejdere på bo- og væresteder har fået anerkendt posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) som arbejdsskade. Til sammenligning har i alt 32 ansatte i politiet fået anerkendt PTSD som arbejdsskade i samme periode. Altså væsentligt færre end blandt personale på bo- og væresteder.
Når medierne samtidigt kun har botilbuddene i fokus når det handler om tragiske hændelser, så er det min overbevisning med til at tale mit fagområde ned og gøre det mindre attraktivt. Hvilket taler sit tydelige sprog i forhold til den dalende tilgang på særlig sygeplejerske og pædagoguddannelserne.
For hvem ønsker i virkeligheden at tage på arbejde med livet som indsats?
For mig er billedet dog langt mere nuanceret, jeg mener at jeg arbejder med noget af det fineste, nemlig menneskers liv. Hver gang jeg går ind ad en dør, sætter jeg fodspor i andres liv. For at det bliver positive fodspor, kræver det relationer, og det skabes gennem gensyn og kontinuitet hos personalet. Mit fornemmeste værktøj i værktøjskassen er relations arbejdet, uden det, bliver det svært at kunne sætte min faglighed i spil, støtte og drage omsorg. Jeg møder borgeren på både de gode og de dårlige dage, der er ikke tale om mennesker som er onde, men mennesker med mangel på mestringsstrategier eller dårligt kognitiv forståelse.
Den største trussel mod mig som fagperson er ikke de borgere jeg arbejder med, men det store politiske og økonomiske efterslæb som får kollegaer til at sige fra og opsige deres stillinger.
Det betyder at vi som er tilbage, skal løbe rigtigt stærkt for at nå vores daglige opgaver. Det betyder at vi har mindre tid til borgerkontakt. Det betyder at vi har mere end almindeligt svært ved at rekrutterer. Det betyder at rigtigt mange ansatte brænder ud. Disse forudsætninger er medvirkende til den øgede tilgang vi ser hos vikarbureauerne, her er lønnen mere attraktiv, man bestemmer selv hvornår at man vil arbejde og sidst men ikke mindst, så har man groft sagt mindre ansvar i form af mindre dokumentation m.v.
Uanset hvor godt den enkelte vikar udfører sit arbejde og uanset hvor meget omsorg, den enkelte vikar drager, så er der tale om manglende stabilitet, tempotab og kvalitetsforringelse. Vikarerne har ikke nødvendigvis kompetencerne til at yde den strukturerede specialpædagogiske eller sundhedsfaglige indsats, som den enkelte borger har brug for i forhold til sin sindslidelse, misbrug eller begge dele.
Konsekvenserne af manglende stabilitet, genkendelighed og tryghed gør, at mange borgere reagerer som de nu kan, enten indad eller udad. Vi er kort sagt havnet i en ondt cirkel, forårsaget af et systemsvigt af dimensioner.
Psykisk sygdom er Danmarks største folkesygdom, og antallet af patienter er vokset eksplosivt i de seneste årtier.
Hver fjerde dansker rammes af en psykisk sygdom, inden de fylder 50 år, og ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (VIVE) har omkring 30.000 danskere en psykisk lidelse ledsaget af et misbrug.
Blandt børn og unge under 18 år er det cirka 15 procent, der har været i behandling for en psykisk lidelse inden de fylder 18 år.
Der er intet som indikerer at disse tal bliver nedadgående, derfor er det bydende nødvendigt at sikre rammerne så fagpersonalet ikke brænder ud og ligeledes sikre, at morgendagens fagpersoner vælger velfærdsfagene til. Det er for omkostningstungt at lade stå til, både for fagpersonalet og ikke mindst dem det hele handler om.
Sikker psykiatri forudsætter høj faglighed.
Med venlig hilsen
Sune Nørgaard Jakobsen
Bestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti Fredericia
