I hører til i Pakhuset

Endnu en vovet, tankevækkende og musikalsk oplevelse venter publikum, som bør strømme til, når Teater Malstrøm i (sit ”hjem”) Det Bruunske Pakhus leverer den indtil videre største satsning: ”Freakshow – State Of Mind”. Kører torsdag til lørdag inden den 21. oktober.

11 performere med levende musikledsagelse fører os igennem denne

hæsblæsende og krævende  ”teaterkoncert” fyldt med talrige af de bedste klassikere fra rockhistorien. Idé og instruktion er udført af Sidsel Nygaard og Luise Lee Falslund. De har kreeret en yderst spændende forestilling med rette valg af fed musik, sære typer, men særdeles ”de dybeste afkroge af det menneskelige sind”.

We are all Freaks

Freaks var vel førhen personer, der udadtil så anderledes ud. Det ukendte var eksotisk og spændende. Som da man udstillede ”mennesker af anden etnisk herkomst” (!) på både Dyrehavsbakken og i Tivoli. Eller handicappede af enhver art. ”De ser da godt nok mærkelige ud.” Som i David Lynch´ geniale og rørende film: Elefantmanden. Selv i dag glor vi/nogle stadig efter dem med det sære udseende.

Men heldigvis udvikler verden sig – også til det bedre! Vi bliver klogere.

Uvidenhed kan ændres til forståelse. Der bliver trods alt mere og mere plads til det anderledes, mangfoldigheden og diversiteten. Anerkendelsen af at vi ikke er ens! Heldigvis. Og selv om vi er et af verdens lykkeligste folk, har vi ikke recepten på alt! Hverken kulturelt, politisk, religiøst eller … lykken. Ikke at alt er relativt, lige godt. Man må jo selv vælge, hvad man ønsker og formår i sit eget liv.

Vi er alle sære. Livet er ikke et glasbillede. Det billede, som de fleste helst præsenterer på bl.a. de sociale medier er det udelukkende lykkelige liv. Men det findes ikke. Alle kommer ud i kriser, alt er ikke en poleret virkelighed. Sådan er livet. Kære unge: Vi forventer ikke, at I er perfekte. Vi ønsker, I får et godt liv med alle ups and downs, men fyldt med håb og kærlighed. Lærer af det og giver det videre.

I disse år siger ”vi” ”undskyld” til mennesker, der ikke er blevet behandlet ordentlig menneskeligt – men er det nok?

Ingen er som person en ”sygdom”. Ingen er perfekte, men I/vi alle har hjemme i denne trods alt skønne verden.

Skuespillet

Personagerne i ”Freakshow – State Of Mind” er ikke kun sære i udseende men også i opførsel. Men vi skal helt ind i det dybeste indre.

Sprechstallmeister Møller Jørgensen fører os glimrende  sammenhængende igennem alle facetter af hele showets sindstilstande.

De enestående klovne, Heidi Juhl Paaske og Daniel Stoof Jensen, som både i make-up og ikke mindst mimik både formår at være morsomme, narrer, som afslører alles tåbeligheder, men også udtrykker det drilagtige uhyggeligt diabolske, som også er en del af klovnerollen. Desuden udfører de to et scenejob med skift og overgange med kulisser og rekvisitter med den rette ubemærkede præcision. Hvilket arbejde!

De powerfulde sangere Sofie Karoline og Anne Mejdahl Daubjerg banker stormfuldt igennem. Line Frank Karlson er dejlig kolerisk morsom og hysterisk, men udtrykker også sårbar følsomhed i jagten på kærligheden.

Over tvillinger svæver en sær gådefuld uvished om symbiose. Er de gennemgående ens. Prøv at læse Villy Sørensens novelle De to tvillinger fra Sære Historier! Mette Lindholm og Camilla Pedersen Stub ér her sære tvillinger med, hvad det giver dem genvordigheder.

Henriette Petersen er den ultraskøre spåkone, som momentvis kan forløse alvoren til tosseri og glæde, og Kristina Linnebjerg er selvironisk, gådefuld og livsglad over det hele.

Endeligt en mand, Martin Per Møller, der stille og lidt ubemærket, præsterede flere sange med sikkerhed og musikalitet.

Musikken

Uden at nævne hele sætlisten er det indlysende at nævne Radioheads gennembrudsingle Creep, som har sin helt egen historie. Den er en hymne for de fortabte, en selvdestruktionssang. ”Jeg er en særling, der ikke hører til i en verden, så smuk.”

Umiddelbar med få simple akkorder, men med de pludselige tre brag fra guitaren forud for omkvædet (Death Notes), som netop musikalsk udtrykker infernalsk, desperat indestængt frustration. Samme effekt som i slutningen af Kashmirs geniale Lampshade, som også har sin egen uhyggelige historie.

Vel blev der fra det sikre orkester ledet af Frederik Studsgaard Rindal anvendt visse udfyldende tracks, men der er jo ikke plads til et symfoniorkester i Pakhuset.

I hører til i Pakhuset.

Tak for en hjernevridende oplevelse Teater Malstrøm – også til alle jer, der også burde nævnes. Trods de små, men intime omgivelser med de generende dekorative stolper hører I hjemme her. For her er man dejlig tæt på – fysik som psykisk.

Bedømmelse

Ind imellem formåede jeg ikke at gennemskue indholdet i alle scener. Men tempoet og antallet gav mig jo ikke ro til lange sindige refleksioner undervejs.

5 stjerner, som jo kan blive til flere, når holdet i løbet af flere forestillinger kan få vokalen til at sidde lige i skabet (Pitch Perfect).

Uanset hvem du er:

Gå hjem med budskabet:

You’re not a creep. You do belong here!