’Disney Juleshow’ er nu klar til juleaften

0

Helt som traditionen byder, kan store som små også i år samles om ’Disney Juleshow’, som DR viser juleaftensdag klokken 16.00. Bagefter fortsætter julehyggen med ny nordisk animation i ’Snebørnenes Juletime’.

‘Disney Juleshow’ er klar på DR1 og DRTV juleaftensdag klokken 16.00. Det fortæller Peter Rosberg, der er chef for publicering i DR.

Animation er en vigtig genre for os i DR, og vi er glade for, at vi kan forsøde den lange juleventetid både med ’Disney Juleshow’ og nu også ’Snebørnenes Juletime’

– For rigtig mange danskere er det en elsket juletradition at se showet. Derfor er vi utrolig glade for, at aftalen med Disney nu er faldet endeligt på plads, så alle danskerne kan være helt sikre på én af julens faste traditioner.

Ny juletradition med nordisk animation

Men ikke nok med det. Efter ’Disney Show’ og afsnit 24 af ’Det magiske tivoliteater’ viser DR, hvad Peter Rosberg håber bliver en ny, stærk juletradition foran tv. Det er ’Snebørnenes Juletime’, som blev vist første gang sidste år. Showet fortæller julehistorier af Nordens største forfattere og med velkendte figurer som Søren og Ludvig (fra ’Bjergkøbing Grand Prix’) og ’Lille Frø’, ’Svinedrengen’ og Mumitroldene i julede historier med masser af sne, hygge og helt særlig nordisk julestemning.

– Animation er en vigtig genre for os i DR, og vi er glade for, at vi kan forsøde den lange juleventetid både med ’Disney Juleshow’ og nu også ’Snebørnenes Juletime’. Showet leverer et stærkt alternativ af indhold og historier, der har afsæt i dansk og nordisk liv, sprog og kultur.

’Disney Juleshow’ siden 1967
Aftalen om visningen af ’Disney Juleshow’ forhandles ofte først på plads sidst på året som en del af en større aftale mellem Disney og DR.

DR har vist ’Disney Juleshow’ siden 1967. Traditionen tro indeholder det blandt andet de klassiske Disney-tegnefilm ’Plutos Juletræ’ med Mickey Mouse, Pluto og Chip & Chap, samt ’Anders Ands Sneboldkamp’ med Anders And, Rip, Rap & Rup. Showet byder som altid også på en overraskelse.

100 års Disney-musik

Udover ’Disney Juleshow’ kan musikken fra 100 års Disney-film opleves på DRTV og DR2 lillejuleaften fra klokken 20.00. Det er en optagelse fra DR Koncerthuset fra begyndelsen af december, hvor over 120 medvirkende sangere, musikere og solister var på scenen med en perlerække af de kendte Disney-kompositioner.

Ny juletradition på DR

Snebørnenes Juletime’ sendes den 24. december klokken 17.25 på DR1 og 25. december klokken 17.00 på Ramasjang samt på DRTV fra 24. december klokken 6.00.

Det er et nyt juleshow, der havde premiere i 2022, som fortæller julehistorier fra hele Norden, skabt af de bedste animationsstudier og bygget over nye og moderne klassiske nordiske julehistorier – fra Astrid Lindgren og Tove Jansson til Kjell Akrust og Jakob Strid.

Showet byder på helt nye animationsfilm:

  • ’Da julen kom til Mumidalen’ fra Finland
  • ’Rekorden’ – med Søren og Ludvig (fra Bjergkøbing Grand Prix) fra Norge
  • ’Juleskoen’ – fra Island
  • ’Lille Frø’ (af Jakob Strid) – fra Danmark
  • ’Den bedste gave’ – fra Finland
  • ’Svinedrengen’ (af H.C. Andersen) fra Danmark
  • ’Ræven og Nissen’ (af Astrid Lindgren) fra Sverige

Museerne i Fredericia bliver selvejende institution

0

På et ekstraordinært møde torsdag har Byrådet besluttet, at Museerne i Fredericia fra 1. januar skal udskilles til en selvejende institution. Beslutningen sker på baggrund af en anbefaling fra den styregruppe, der arbejder på etableringen af nyt museum på Voss-grunden.

Museerne i Fredericia har hidtil været en del af Fredericia Kommune, men når klokken slår tolv nytårsaften, er virkeligheden en anden.

På et ekstraordinært byrådsmøde den 7. december godkendte Byrådet nemlig, at Museerne i Fredericia fra 2024 ikke længere skal være en del af Fredericia Kommune, men i stedet en selvejende institution.

Den nye institution bliver født med en række opgaver, og en af de store bliver at realisere et nyt museum på Voss-grunden. Et sted, hvor byens unikke historie og rolle i danmarkshistorien kan formidles og levendegøres.

Udskillelsen sker da også efter en anbefaling fra den styregruppe, der har arbejdet på realiseringen af et nyt museum.

– Det var en klar anbefaling fra styregruppen, at et selveje er nødvendigt, hvis museet skal have styrke til at løfte fremtidige opgaver. Tidligere har vi både talt om fæstningscenter og formidlingscenter, men det er reelt et nyt museum i international topklasse, vi arbejder på, og som styregruppen er enige om, skal etableres på Voss-grunden. Så jeg er glad for, at Byrådet nu har sagt god for udskillelsen. Vi har haft en god proces op til nu, og jeg ser frem til det videre arbejde. Et nyt museum bliver et fyrtårn i Fredericia, siger Anders Østergaard, formand for styregruppen.

Foto: AVISEN

Bestyrelsen skal konstitueres

Efter udskillelsen skal en bestyrelse stå i spidsen for Den Selvejende Institution Museum Fredericia.

Borgmesteren i Fredericia Kommune er født medlem af bestyrelsen, et medlem udpeges af Organisationen af Danske Museer blandt danske museumsdirektører og et medlem udpeges af Landskomitéen til Renovering af Fredericia Vold.

De tre udgør en midlertidig bestyrelse, hvis første opgave er at udpege øvrige medlemmer, heriblandt to byrådsmedlemmer. Bestyrelsen vil i alt bestå af 7-10 personer.

– Stort tak til alle de øvrige medlemmer af styregruppen. Og til alle andre, der gennem årene har lagt arbejde i at få et sted, der kunne formidle byens og indbyggernes historie. Nu skal vi have konstitueret en dygtig bestyrelse, der kan fortsætte arbejdet. Når man udskiller noget, så kan man nemt tænke, at så bliver kagen mindre. Det er ikke tilfældet her. Når vi udskiller museet, så er det, fordi det er nødvendigt, hvis vi skal realisere det museum, vi drømmer om. Og dermed få en meget større kage. Det bliver fantastisk for Fredericia, siger borgmester Steen Wrist.

FHK er ligaens mest formstærke hold

0

Fredericia Håndboldklub er over de seneste fem kampe det bedste hold i ligaen. Lørdag kan de konsolidere denne statistik, når holdet på udebane møder Skjern.

FHK er godt kørende, og det har udmøntet sig i en foreløbig andenplads i ligaen. Med en målsætning om at ende i top-4 i grundspillet, ser det pt. godt ud i forhold til at indfri klubbens ambitioner. Disse ambitioner hænger sammen med, at en top-4 placering i grundspillet vil give en placering, der gør, at klubben skal spille europæisk håndbold næste sæson.

For at ende i top-4 skal man have et højt bundniveau, og sådan et har FHK for tiden. De spillere, der blev hentet ind i sommer, har vist sig som de forstærkninger, de var bebudet som, og det bærer nu frugt. Som sæsonen skrider frem, vil holdet formentlig blive endnu bedre sammenspillet.

Med til historien om andenpladsen hører, at især GOG har underpræsteret. GOG er inde i den sværeste periode siden deres tilbagevenden til den danske liga i 2013. Holdet er inden lørdagens kampe i ligaen på sjettepladsen. Undervejs har der været uventede bump på vejen. Det er blevet til nederlag i egen hule til Ribe-Esbjerg, SønderjyskE og FHK, foruden en gedigen øretæve mod Aalborg. Derudover har fynboerne tabt til Ribe-Esbjerg og Nordsjælland på udebane. Under normale omstændigheder ville det ikke forekomme, da GOG, selvom de har sagt farvel til profiler, på papiret har et hold, som burde være med omkring top-2 i ligaen.

Det, der kendetegner et tophold, har GOG ikke formået at vise, og på den anden side har FHK vist det. Fredericianerne har vundet kampe, hvor man har siddet tilbage med fornemmelsen af, at de ikke ramte deres topniveau, men alligevel har sikret en sejr. Det skete eksempelvis i den seneste hjemmekamp mod Lemvig, som FHK vandt med 28-21 over. Siden den 26. september har FHK spillet ti kampe, og det er kun lykkedes Aalborg at sætte en stopper for Gudmundur Gudmundssons tropper. I den mellemliggende periode har FHK vundet på udebane mod blandt andet BSH og GOG, der er hold, som man må formode, FHK kommer til at kæmpe direkte med i tabellen.

Holder FHK det niveau over hele sæsonen, og måske får lagt lag på i takt med, at de nye spillere bliver endnu mere integreret, bliver Gudmundssons tropper ikke sjove at have med at gøre i slutspillet, hvor det hele skal afgøres. Er det tilfældet, er FHK godt på vej til at indfri deres ambitioner om at spille europæisk håndbold næste sæson, og svaret på den forvandling, som gør det muligt, er især eksemplificeret ved de to tilgange, Evgeni “Effe” Pevnov og Sebastian Frandsen. Pevnov kommer med stor erfaring fra Bundesligaen, og har en indstilling uden lige, der smitter af på alle, og samtidig har han et meget højt niveau i begge ender af banen. I målet har Frandsen vist sig som den forstærkning, som FHK håbede, han ville være. 15 kampe inde i sæsonen er Sebastian Frandsen, rent statistisk, rangeret som den næstbedste keeper i ligaen og overgåes kun af Niklas Landin, der er i en liga for sig.

Pevnov, Frandsen og de øvrige FHK-spilleres præstationer for tiden gør, at de er ligaens mest formstærke hold set over de seneste fem kampe, hvor de som det eneste hold i hele ligaen har gjort rent bord.

Lørdag har FHK chancen for at udbygge statistikken til seks sejre i træk, når de klokken 14:00 møder Skjern på udebane.

Juelsgård: Semifinale vil være stort

0

Jesper Juelsgård er alderspræsident i FC Fredericia, og hans karriere nærmer sig sin afslutning, men en pokalsemifinale kan være i vente, hvis fredericianerne bevarer deres føring fra den første kvartfinale mod Lyngby.

FC Fredericia overraskede i den første kvartfinale og vandt 3-2 over Lyngby efter at have været foran 3-0 undervejs. Selvom det var irriterende for Fredericia, at Lyngby fik reduceret, var det tydeligt, at fredericianerne var stolte af deres indsats.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Nu venter en returkamp på Lyngby Stadion, hvor alt stadig er muligt, og det var målet. Men med en dåbsattest, der siger 34 år, og 35 til januar, er det ved at være sidste chance, hvis Juelsgård skal opleve noget stort i pokalturneringen. Og det ville være stort, hvis FC Fredericia når semifinalen for anden gang i klubbens historie.

– Nu skal vi først nå dertil. Det vil være stort og sjovt på dette tidspunkt i min karriere. Men der venter en hård kamp på søndag, understreger Juelsgård.

Han ser, på trods af udsigten til en hård kamp, muligheder for at avancere.

– Chancerne er endnu bedre end før kampen. Det er ikke dårligt at være foran før en returkamp, så jeg ser gode muligheder, siger Juelsgård.

Da Lyngby reducerede til 3-2 med 20 minutter tilbage, kunne man frygte et stormløb mod FC Fredericias mål, men det skete ikke. Faktisk var FC Fredericia selv tæt på at øge til 4-2 i slutningen af kampen.

– Vi spillede os frem til gode situationer. Vi havde gode chancer i anden halvleg, men kom også lidt under pres, da deres fight intensiveredes. Vi forsøgte at spille vores spil, og vi mistede også bolden i farlige situationer, forklarer Jesper Juelsgård.

På søndag er der ingen tvivl. Lyngby vil angribe, da de skal indhente FC Fredericias føring. Det betyder dog ikke, at FC Fredericia vil gå på kompromis med deres spillestil, som ikke er defensiv.

– Overhovedet ikke, afslutter Jesper Juelsgård uden tøven.

Returkampen mellem FC Fredericia og Lyngby spilles søndag kl. 18:00.

Niels Martin Vind, hop du bare i Lillebælt

0

I Fredericia har vi jo den dejlige Østerstrand hvor alle kan nyde badelivet året rundt, der er yderlig direkte adgang på meget af byens kystlinje til bæltet. Der er masser af steder du kan nyde bæltet, endda mere end de fisk der har forladt området grundet iltsvind og andre forureningstiltag.

Men pop up kommunalt betalte badebroer for de få, er et liberalt ”no go”.

De personbaserede venstre floskler som livskvalitet, bosætning og turisme mv. i konstant fører jer frem med uanset emne, viser i ikke har øje for de virkelige udfordringer der er i kommunen, for borgerne, de næringsdrivende, erhvervslivet, biodiversiteten og øvrige emner der får et samfund til at virke. Helt nøjagtig rodårsagen til emnet ikke efterfølgende lappeløsninger.

Broen er forsvundet grundet manglende kystsikring på strækningen Fredericia til Bøgeskov. Her er skrænterne så nedbrudt at træerne vælter ned ad kystlinjen og derfor igennem årene er blevet til det drivtømmer der ødelagde denne bro og meget andet under den sidste østenvinds storm.

Kommunen har i årevis intet tiltag gjort imod nedbrydningen af denne kyststrækning og forsætter det, kommer der på sigt bygninger i nedstyrtningsfare.

Yderlig er det ultimativt vigtigt der igen skabes liv under havoverfladen ved udplantning af ålegræs, opbygning af stenrev og klapnings forbud. Hvilket vigtigt for Liberal Alliance. Får vi magt som agt, handle vi på på området.

Der er akut behov for en handlingsplan for sikring af Fredericia kyster og den nedbrydning der sker løbende.

Badebroer med offentlig adgang betalt af lokale grundejerforeninger eller fonde kan anlægges, på steder hvor kommunalplanen tillader dette og hvor kommunen har undersøgt om forholdene og bro design findes tilstrækkelig. Yderlig skal et udsnit af disse broer have handicapadgang hvor muligt.

Poul Rand. Lokalformand Liberal Alliance i Fredericia.

Bil stod i flammer

0

På Gadbjergvej i Vejle, opdagede et vidne en bil i flammer i en indkørsel. Ifølge øjenvidnets beretning og Sydøstjyllands Politi var bilens bagrude sprængt.

Vagtchef Jeppe Tranum fra Sydøstjyllands Politi har bekræftet, at politiet endnu ikke har påbegyndt en undersøgelse af hændelsen. Derimod har brandvæsenet, der ankom til stedet for at slukke branden, fremført at en teknisk fejl i bilen kunne være årsagen til branden.

Lastbil påkørte cyklist på Lærkevej

0
Foto: AVISEN

I Kolding blev en cyklist tidligt fredag morgen påkørt af en lastbil på Lærkevej. Ifølge øjenvidner skete uheldet, da cyklisten svingede ud fra Nørremarksvej uden tilstrækkelig orientering, fortæller vagtchef Jeppe Tranum fra Sydøstjyllands Politi.

Han tilføjede herefter, at lastbilen ramte cyklisten, men at sammenstødet kun ledte til materiel skade, og at ingen personer kom til skade i ulykken. Politiet modtog anmeldelsen om hændelsen kl. 09.37 fredag morgen.

Sydøstjyllands Politi forlænger nattelivszoner

0

Sydøstjyllands Politi opretholder de fire nattelivszoner i henholdsvis Kolding, Vejle, Fredericia og Horsens. I nattelivszonerne må personer, der er idømt et forbud mod at deltage i nattelivet ikke færdes eller opholde sig i nattetimerne.

Sydøstjyllands Politi forlænger kredsens fire nattelivszoner i Kolding, Vejle, Fredericia og Horsens. Nattelivszonerne i de fire byer dækker områder, hvor mange mennesker går i byen. I Kolding udvides nattelivszonen med Låsbygade.

Formålet med nattelivszonerne er at gøre det mere trygt at gå i byen.

Forlængelsen træder i kraft den 23. december 2023 og er gældende i to år med mulighed for forlængelse.

I Vejle er nattelivszonen afgrænset af Vissingsgade, Jernbanegade, Havnegade/Kirkegade og Grønnegade.

I Horsens drejer det sig om området afgrænset af Farvergade, Kildegade, Skolegade, Kippervig, Søndergade, Hestedamsgade og Allégade.

I Kolding er nattelivszonen afgrænset af Akseltorv, Markdannersgade, Fredericiagade, Jernbanegade/Buen, Munkegade, Klostergade, Helligkorsgade, Rendebanen, Bredgade, Raadhusstræde, Nicolaiplads og Låsbygade.

I Fredericia er nattelivszonen afgrænset af Jyllandsgade, Købmagergade, Oldenborggade og Vendersgade.

Nattelivszonerne gælder for ovennævnte gader, samt gaderne inden for afgræsningen – herunder også fortove, pladser, vejarealer og andre offentligt tilgængelige steder.

Nattelivszonerne offentliggøres allerede nu, da der er frist for offentliggørelse på minimum 14 dage før ikrafttrædelsen.

Udvidelse af nattelivszone i Kolding

I Kolding bliver nattelivszonen udvidet med Låsbygade. Udvidelsen sker på baggrund af tilfælde af personfarlig kriminalitet i nattelivet i Låsbygade, der grænser op til den eksisterende nattelivszone.

En betydelig bøde og fængselsstraf

Det er den dømtes eget ansvar at holde sig orienteret om hvor i landet, der er oprettet nattelivszoner, og det har mærkbare konsekvenser, hvis man vælger at bryde sit opholdsforbud.

Hvis man løber ind i politiet i en nattelivszone eller på en beværtning, mens man er idømt et opholdsforbud, kan det i førstegangstilfælde medføre en bøde på 10.000 kr. Og sker det flere gange, vil straffen som udgangspunkt være 30 dages fængsel.

FC Fredericia gafler landsholdskeeper

0

FC Fredericia skriver kontrakt med 24-årige Mattias Lamhauge frem til sommeren 2026, som kommer til fæstningsbyen fra B36 Thorshavn på Færøerne.

. Vi har hentet Mattias på en permanent aftale i 2.5 år frem til sommeren 2026. Mattias er første målmand i B36 Thorshavn og på detf færøerske landshold, og han er fredag aften blevet kåret til årets målmand på Færøerne. Vi har fulgt Mattias i lang tid, og vi glæder os utrolig meget til at få ham ind i truppen, hvor han skal danne målmandspar med Frederik Mehder, siger direktør Stig Pedersen.

Mattias har i 2023 spillet seks kampe for det Færøerske landshold, blandt andet i mod Polen, Tjekkiet og Albanien.

I samme ombæring siger FC Fredericia farvel til Jeppe Højbjerg, hvis aftale udløber ved årsskiftet.

– Der skal lyde stort tak til Jeppe for at træde til og yde et fantastisk stykke arbejde i dagligdagen hen over de sidste par måneder., siger Stig Pedersen.

Forælder: Skole er et epicenter for narko

0

Torsdag meddelte skoleleder på Erritsø Fællesskole, afdeling Bygaden, John Jensen, i en besked på Aula, at de er bekendt med, at flere elever på skolen har prøvet at tage stoffer. En forælder kalder skolen et epicenter for narko i Erritsø-området.

Der er kommer mange reaktioner efter, at avisen torsdag eftermiddag kunne berette om narkobekymring hos skolens ledelse. Flere forælder med børn fortæller, at det er kendt blandt en del, at der er problemer med narkotika på skolerne i Fredericia, og ikke kun på Erritsø Fællesskole, afdeling Bygaden. En forælder, der ønsker at være anonym, og som har et barn på skolen, siger, at narkoproblemerne i Erritsø er i en omkreds fra skolen og hen til Møllebo Allé ved ungdomsboligerne.

– Hvis du tager en radius på to-tre kilometer fra skolen, så har du indrammet området med narko i Erritsø. Det er et slags epicenter, siger han bekymret.

Den anonyme forælder har snakket længe med sine børn over tid, og mener ikke at det er et nyt problem, selvom skoleledelsen først har gjort opmærksom på det nu. Samtidig er han dog glad for, at det nu kommer frem:

– Det er foregået i flere år, og det er unge helt ned til 13-14 år, der er involveret. Det foregår i bunden af Møllebo Allé ved ungdomsboligerne, og en enkelt gang har jeg sågar set, at der er blevet handlet på Erritsø Bytorv, hvor det var tydeligt, hvad der foregik, siger forælderen.

I disse måneder er problemerne taget til i Erritsø. Det skyldes, at de unge ikke længere hænger rundt udenfor i det centrale Fredericia, hvor særligt Østerstrand er et af de foretrukne steder at handle i sommermånederne.

– Her om vinteren foregår det på skolerne, og det er over én kam. Om sommeren foregår det på Østerstrand og nærområdet, i parkeringshuset og lignende steder. Det de gør, er at de sender en masse unge til at holde øje, og så snart SSP triller forbi, så er alt væk, fortæller forælderen.

For flere er det kommet som et chok, at der er narkotikaproblemer på en folkeskole, men forælderen mener ikke, at det er en overraskelse:

– Dem, der siger, de ikke ved noget, lyver. Alle på skolerne helt ned til 7. klasse ved det. De handler puffbars på Bygaden, der er hovedsædet for det, siger forælderen, der peger på, at der på Erritsø Fællesskole, afdeling Bygaden, ikke er tale om hårde stoffer, men mildere ting som puffbars:

– Men hvis du vil have hårdere ting, kan du nemt finde coke, amfetamin og lignende inde i byen. Det er meget bekymrende. Og man kan finde ud af det, hvis man kan tale åbent med sine børn.

På det overordnede plan mener forælderen, at man kan dele narkotikaproblemerne op i Fredericia. Der er Korskærparken, skolerne med de unge, og så er der midtbyen. Det er kendte problemer, men det får sjældent omtale. Derfor kritiserer den anonyme forælder også, at det bliver præsenteret som noget nyt:

– Dem i byen er i 20’erne og 30’erne og er danskere, og så er der de unge, der om sommeren kommer på Østerstrand og holder technofest til langt ud på natten, og så er der dem i Korskærparken, som ikke et etnisk danskere. Skolen skriver, som om det ikke er sket før, og det passer ikke. Det er sket i flere år – og det ved børnene også godt, slutter forælderen.

Middelfart vil forbyde batterianlæg af hensyn til fremtidige boliger

Middelfart vil forbyde batterianlæg af hensyn til fremtidige boliger

0
POLITIK. Middelfart Kommune er på vej til at sætte en stopper for et batterianlæg på Falstersvej 28. Forvaltningen anbefaler, at der nedlægges et forbud...