Føtex i Prinsessegade, Fredericia.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Mandag kl. 11:44 blev politiet kaldt til Føtex i Prinsessegade i Fredericia, efter en anmeldelse om, at to grupperinger af unge var tæt på slagsmål. Hver gruppe bestod af 2-3 unge, der tilsyneladende havde en intern konflikt.
Da politiet ankom, havde de unge forladt stedet, men en kniv blev fundet og sikret. Ifølge politiet stammer de unge fra Fredericia Realskole.
– De er alle 15-årige drenge. Vi har identificeret tre af dem, men antager, at 5-6 unge var involveret. Vi arbejder sammen med skolen og SSP for at afdække, hvad der er sket. Vi ser meget alvorligt på sagen, især fordi der er fundet en kniv, siger vicepolitiinspektør Mikkel Ross og slår fast, at episoden intet har at gøre med den på Ungdommens Hus.
Omkring 16:30-tiden mandag udspillede der sig et drama. Fra AVISENs redaktionslokale i Riddergade kunne man høre, at der blev skreget fra gågaden. Det viste sig at være en butikstyv, som havde været på spil i AMOC. Tyven endte med at blive fanget.
Journalist Patrick Viborg Andersen løb ud fra redaktionslokalet for at se, hvad der skete ude på gaden. Indehaver af Karma By Juul, Jan Juul, råbte, at der var en, der havde stjålet fra en butik.
I fuld fart blev der sat efter tyven, som var løbet op ad Prinsessegade i retning mod politistationen. Butikstyven blev fundet gående rundt, og da det blev råbt om det var ham, fik han travlt med at komme væk. Tyven fik endnu mere fart på, da Patrick råbte af ham. Manden løb ind i en gård ved det gamle EA Værktøj, som nu er lavet om til lejligheder. Tilsyneladende var manden hoppet over et hegn, og imens det skete, var politiet tilkaldt.
Der blev holdt øje med alle mulige flugtveje for butikstyven. som pludselig var kommet ud ad en anden gård, da politiet var ankommet. Tyven hoppede over et nyt hegn ind i en kvindes have. Politiet satte efter manden, og har ifølge et opslag fra AMOC nu fået fat i den formodede gerningsmand.
Et udbud af en ny privat fødeklinik i Kolding har desværre ikke resulteret i tilbud, som Region Syddanmark har vurderet tilfredsstillende. Derfor har et enigt regionsråd valgt at annullere udbuddet. Fødende i Trekantområdet vil derfor fortsat skulle føde på sygehuset i Kolding, hvis de ikke vælger en hjemmefødsel.
Et flertal i regionsrådet valgte 28. november 2022 at sende etableringen af en ny privat fødeklinik i Kolding i udbud.
Udbuddet har desværre ikke resulteret i tilbud, som Region Syddanmark har vurderet tilfredsstillende. Derfor har et enigt regionsråd på regionsrådsmødet 25. september valgt at annullere udbuddet.
– Jeg er ærgerlig over, at vi ikke vil kunne tilbyde fødende i Trekantområdet mulighed for at føde på en privat fødeklinik i fremtiden, sådan som et flertal i regionsrådet ønskede sig. Vi er dog nødt til at lytte til de vurderinger, vores nedsatte arbejdsgruppe er kommet med. Når den vurderer, at vi ikke har modtaget tilfredsstillende tilbud, så giver det desværre ikke mening at holde fast i udbuddet, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
Den nedsatte arbejdsgruppe har bl.a. bestået af jordemødre, børnelæger, læger med speciale inden for kvindesygdomme og fødsler samt af medarbejdere med økonomiske og udbudsmæssige kompetencer.
I sidste uge var der idrætsfestival i Fredericia. Torsdag var Ullerup Bæk Skolen, Frederiksodde Skolen og Fredericia Realskole i Fredericia Idrætscenter, hvor 5. og 6. klasserne med festivalen skulle motiveres till at dyrke mere idræt.
Danske Banks Fredericia og Middelfart-afdelinger bliver slået sammen til ét stort rådgivningscenter. Danske Bank i Fredericia flytter fra den ikoniske bygning i Gothersgade til PortHouse ved havnen i Fredericia. Filialdirektør Dorthe Rasmussen og hendes team er klar til at byde kunderne velkomne i de nye rammer.
Det er aldrig en let beslutning at rykke fra kendte rammer, som dem Danske Bank har udfyldt i Fredericia gennem årtier, men ændringerne i kundernes adfærd og bankernes univers, åbner nu et nyt kapitel for Danske Bank.
– Det, der lægger bag og den primære grund til, at vi nu vælger at rykke sammen på tværs af bæltet, der er jo et ønske om at imødekomme kundernes ændrede adfærd og måden at bruge banken på, og et ønske og en ambition om at være til stede, der hvor kunderne bruger os, slår filialdirektør Dorthe Rasmussen fast.
Der er sket meget i bankernes univers de senere år, og de nye måder at bruge en bank på tager nærmest nye former dag for dag. Det samme gælder kundernes behov, der har ændret sig markant over tid.
– Vi oplever at kunderne i dag bruger os på en anden måde, end de har gjort tidligere. Jeg tror også, at hvis vi kigger tilbage i tiden, så har vi for mange været beliggende på hovedgaden i byen, byens centrum, hvor man kunne komme ind med sin bankbog og betale regninger. I dag oplever vi en ændret adfærd, vi oplever at filialnettet som bekendt tidligere og den mobilebank, den digitale hoveddør, er rykket i lommerne på kunderne. Kunderne kan i dag på netbank og mobilebank betale deres regninger, overføre penge, valuta og ændre kortbestilling, så det er altså en stigende digital rejse, vi ser hos vores kunder, forklarer Dorthe Rasmusen.
Behov for specialister
Men der er stadig brug for banker, bankansatte og finansiel rådgivning, og den vil Danske Bank i Fredericia og Middelfart tilbyde digitalt, men også fysisk i de nye rammer i PortHouse fra den 20. november 2023.
– Det er helt rigtigt, at i takt med, at vi ser den stigende brug af digitale løsninger og muligheder, så oplever vi også en stigende efterspørgsel efter den gode komplekse rådgivning, og det at vi for kunderne kan stille en specialist ved deres side, når de her store beslutninger i livet skal træffes af økonomisk karakter for bolig, investering, pension og formoptimering. Det er et stigende ønske for kunderne, at vi er til stede når det er relevant for dem og afgørende, og det er blandt også det, vi ønsker at gøre mere inde for vores nye rammer i det nye rådgivningscenter Lillebælt, fortæller Dorthe Rasmussen.
Selvom det bliver muligt at mødes fysisk i rådgivningscenter Lillebælt hos Danske Bank, så er der mange kunder, der foretrækker den virtuelle udgave, så længe rådgivningen er personligt.
– Rigtig mange af vores kunder oplever jo personlig rådgivning, også når vi møder dem virtuelt. For nogle giver det rigtig god mening, et virtuelt rum med det tidspunkt, der passer kunderne, hvor vi mødes for åben skærm med kamera med mulighed for at dele skærmen, for andre er det vores personlige rådgivning i vores fysiske rammer, præcis som vi kender det i dag. Noget af styrken, også i vores nye rådgivningscenter Lillebælt, er jo at kunderne kan møde os præcis, som de gør i dag. Vi indretter os både med de fysiske møderum, som vi kender fra tidligere og samtidig en lang række af de virtuelle rum, hvor vi møder kunderne ved kamera, fortæller Rasmussen.
Selvom Danske Bank rykker fra en ikonisk placering i Gothersgade med udsigt til byens puls og rådhuset i Fredericia, så er de nye rammer med udsigt over Lillebælt også fantastiske. Det er filialdirektøren ikke i tvivl om.
– Det nye bliver jo et nyt kapitel, vi sammen tager hul på med en flok dedikeret medarbejdere og en masse kunder, både nye og bestående, og det er rigtigt, at når vi tager et valg om at flytte til en ny lokation med moderne lækre lokaler og udsigt udover Lillebælt, så er det samtidig også et valg om at fraflytte fra en historisk flot bygning, rigtig mange kvadratmeter og smukke bygninger, og jeg håber også at kunderne og andre kan se, “hold da op, hvad giver det af muligheder”, centralt beliggende i Fredericias midtby, at vi nu alt andet end lige frigiver en masse kvadratmeter fordelt på forskellige etager til gavn for bymidten og det liv, der kan blomstre der, siger Dorthe Rasmussen og uddyber:
– Vi bygger videre på det, der allerede fungerer godt i dag, og du møder uden tvivl en flot dedikeret medarbejdere; 17 stærke spillere, rådgivere, supportere og et lokalt ledelsesteam. Vi vil være tilgængelige både fysisk og virtuelt, og vi oplever faktisk allerede i dag at 60-70 procent af vores møder er virtuelt, så for de kunder, for hvem det er afgørende, der møder vi dem i det virtuelle rum og ellers er vi tilgængelige præcis som tidligere, og som tidligere nævnt i det fysiske rum. Servicen som vi også står til rådighed med for vores kunder, er jo særdeles omkring vores automater, det er jo på de digitale løsninger, lige nu hjælper vi, og får klædt vores kunder løbende på, så de også er trygge omkring ændring og nede på havnen. Fremadrettet har vi åbent i vores serviceafsnit om onsdagen fra 10-13, hvor vores kunder præcis som i dag, og som vi kender det i Middelfart, er tilgængelig og åben en dag i ugen, og dermed fastholdes det også. Samtidig også, hvis jeg må tage den del med, vores automater. Vi har et ønske om, at vi er liggende centralt både i Middelfart og Fredericia. Vi ligger på Vejlevej i dag, vi kommer også til at have beliggenhed her i byen midt i byen.
Åbningen er lige om hjørnet. Nu glæder Dorthe og hendes team sig til at tage imod kunderne i de nye rammer.
– Vi åbner den 20. november. Lige nu er vi jo i gang med at tale med en lang række af vores kunder, orientere dem, fortæller dem og være nysgerrige på, hvad denne her forandringer kommer til at betyde, for dem og for os i det stærke samarbejde, og det fortsætter vi massivt med det næste og de kommende år. Og så glæder vi os til den 20. november, med åbne arme og tager imod de kunder, som har lyst til at besøge os. Helt naturligt i takt med de kunder, der har præferencer for de fysiske møder, der glæder vi os også til at tage imod dem nede i de nye fysiske rammer, fortæller Dorthe Rasmussen.
Nu venter et nyt kapitel for Danske Bank i Fredericia og Middelfart, og det ser Dorthe Rasmussen frem til. Hun er særligt glad for sine rådgivere og den feedback, hun og kollegerne får fra kunderne.
– Det vi rigtig gerne vil, og det ambitionen er, det er jo at sikre, at kunden fortsat har en specialist ved sin side, og vi oplever allerede i dag, at kunderne kvitterer for deres tilfredshed og deres gode oplevelse med os. Når vi har møde med vores kunder i dag, så sender vi også et spørgeskema i forlængelse med det, og der er heldigvis rigtig mange kunder, der melder tilbage og deler deres oplevelse med os. Vi har altså en flot møde-kundetilfredshed på 9,5 ud af en skala fra 1-10, så jeg er rigtig glad for den udvikling, og også at kunderne kvitterer. Samtidig skal jeg også være ærlig at sige, at jeg er enormt stolte over vores dygtige rådgivere, der er dedikeret og kompetente, de er sindssygt dygtige, og det er blandt andet også noget af det, vi skal ud og gøre endnu mere af i rådgivningen ved Lillebælt, slutter Dorthe Rasmussen.
Butiksdød, et stigende problem i mange byer, grundet voksende internethandel, høje huslejer og kapitalbinding i lager. Det bliver ikke bedre ved at tale Fredericia ned i medierne, politikkerne brugermidler forkert og udenbys konsulenter.
Liberal Alliance’s tips til at støtte handlen:
• Skab unikke shopping oplevelser, som kunder ikke kan få online. Dette kan inkludere hands-on demonstrationer, workshops, events eller pop-up butikker.
• Kombiner fysisk detailhandel med en online tilstedeværelse. Dette giver kunderne mulighed for at browse produkter online og afhente i butikken (click-and-collect) eller få leveret direkte til deres hjem.
• Opret en lokal online markedsplads, hvor flere lokale butikker kan sælge deres varer. Dette kan hjælpe mindre butikker med at få en online tilstedeværelse uden de høje omkostninger ved at oprette en individuel webshop.
• Overvej kortere lejeaftaler eller pop-up lejemål, som kan reducere risikoen for forretningsdrivende og give dem mulighed for at teste markedet.
• Lokale myndigheder kan tilbyde skattelettelser, tilskud eller lavere huslejer for at tiltrække og støtte lokale forretninger.
• Skab et stærkt fællesskab omkring din butik ved at engagere dig i lokale events, sponsorere lokale initiativer eller samarbejde med andre lokale forretninger.
• Ved hjælp af moderne teknologi kan butikker optimere deres lagerstyring, reducere overskydende lager og minimere kapitalbinding.
• En høj grad af personlig service, som kunderne ikke kan få online. Dette kan inkludere personlige shopping sessions, skræddersyede produkter eller loyalitetsprogrammer.
• Fremhæv lokale produkter og producenter for at differentiere din butik fra større kæder og online forhandlere.
• Gør det nemt for kunderne at besøge din butik ved at tilbyde gratis parkering, god skiltning eller nem adgang med offentlig transport.
• Tilbyd kurser, workshops eller uddannelsessessioner relateret til de produkter, du sælger, for at tiltrække kunder til din butik.
• Overvej partnerskaber med online forhandlere, hvor de kan bruge din butik som et afhentningssted eller som et showroom for deres produkter.
Bekæmpelse af butiksdød kræver en kombination af innovative forretningsstrategier, støtte fra lokale myndigheder og et stærkt fællesskab. Forretningsdrivende SKAL tilpasses skiftende forbrugervaner, SKAL differentiere sig på i et konkurrencepræget marked.
Poul Rand, Lokalformand, Liberal Alliance I Fredericia.
Enkeltbilletter kommer til at stige 7,7 procent. Det er udmeldingen mandag fra DSB, der dog samtidig sætter yderligere 1 million Orangebilletter til salg på rejser over Storebælt.
Billetpriserne er fastsat i samarbejde med de regionale trafikselskaber og Arriva vest for Storebælt og af DOT (Din Offentlige Transport) på Sjælland og Lolland-Falster. Fælles for de to områder er, at priserne i gennemsnit stiger 10,3 procent.
Trafikstyrelsen fastsætter hvert år et loft for, hvor meget priserne i den offentlige transport må stige. Taksstigningsloftet er i år beregnet på baggrund af omkostningsniveauet for sektoren i 2022, der var en periode præget af høj inflation og stigende energipriser.
– Vi har sammen med de andre trafikselskaber justeret de fælles priser, så de giver bedst grundlag for at sikre en god og sammenhængende offentlig transport i alle dele af Danmark, siger Charlotte Kjærulff, Kundechef i DSB.
For rejser over Storebælt er det DSB, der fastsætter billetprisen. DSB har i år valgt ikke at udnytte takststigningsloftet fuldt ud for rejser på tværs af landet. Enkeltbilletter kommer til at stige 7,7 procent. Samtidig sætter DSB yderligere 1 million Orangebilletter til salg på rejser over Storebælt. Det betyder, at over halvdelen af alle enkeltbilletter på tværs af landet næste år vil være billige Orange- eller Orange Fri billetter:
– Hvis man kan rejse uden for myldretiden, er der fortsat rigtig gode muligheder for at få et godt tilbud. Orangepriserne for rejser mellem København og Aarhus starter ved 119 kroner. DSB vil også fortsat udbyde Orange-billetter til regionale togrejser. Her starter prisen på 20 kroner, så jeg synes, at vi har mange attraktive tilbud til togkunderne, siger Charlotte Kjærulff.
Manden er umiddelbart uden for livsfare. En 17-årig pige er anholdt i sagen og er sigtet for grov vold.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog klokken 08.39 anmeldelse om, at en 19-årig mand var stukket med kniv i en lejlighed i Østergade i det centrale Esbjerg.
Manden er umiddelbart uden for livsfare og er til behandling på sygehus.
En 17-årig pige er anholdt i sagen og er sigtet for grov vold.
Da der er tale om en verserende sag, har politiet p.t. ikke yderligere oplysninger til pressen.
Thomas Jaap har siden august 2023 været kommunaldirektør i Fredericia Kommune. Han har i den første tid mødt en masse mennesker, og når tiden er til det, går han gerne en tur i gågaden og mærker byens puls, som han synes er vigtig at kende.
Den 1. august tiltrådte Thomas Jaap jobbet som ny kommunaldirektør i Fredericia Kommune. Den første tid bød på et fuldt program, hvor Dronningens besøg i fæstningsbyen og det årlige budget har fyldt meget, men direktøren har også haft tid til at besøge borgere, virksomheder og mærke byens puls.
– Det har været en utrolig spændende start i Fredericia. Det har været halvandet måned med fuld knald på, ligefra Dronningebesøg til budgetforhandlinger. Det har været utrolig dejligt, jeg har haft mulighed for at møde en masse mennesker, virksomheder og politikere. Det har været en utrolig spændende tid, siger Thomas Jaap.
Han lægger ikke skjul på, at det er vigtigt at kende den by, man arbejder i, derfor bevæger han sig også ud fra Rådhusets faste rammer, når tiden er til det.
– Jeg vælger, når jeg har tiden til det at gå en tur for at mærke stemningen. Jeg vil gerne høre, hvordan folk har det. Jeg er også blevet inviteret ud til beboerforeningen i Skærbæk, som har vist mig deres område af kommunen. Der er ikke nogen bedre til at fortælle og vise et område end dem, der bor der, fortæller han.
Før sin ansættelse som kommunaldirektør for Fredericia Kommune, var Jaap direktør for Plan, Kultur og Teknik i Varde Kommune siden 2016. Her stod han bag etableringen af kommunens nye vækst- og udviklingsstrategi. Han har også været med til at etablere museerne Tirpitz og Flugt. Men en ting er Varde kommunes museer, noget anden er geografien, og her er Fredericia noget helt andet.
– Det er dejligt og spændende at være rundt i Fredericia. Jeg skal også vænne mig til afstanden, når jeg kører en tur i Fredericia, så kommer jeg hurtigt rundt. I mit tidligere job i Varde, kunne jeg køre en time fra den ene ende til den anden uden at holde i kø. Når jeg siger det, så kigger københavnerne mærkeligt på mig, lyder det fra kommunaldirektøren, der tilføjer:
– Jeg kan mærke, når jeg er rundt i Fredericia, at der trods den tætte geografi er forskel på, hvor man er i kommunen. Det synes jeg faktisk er dejligt. Vi har forskellige styrker i kommunen, så det er dejligt at opleve forskellen.
Den første tid har der også været fart på mødeaktiviteterne for Thomas Jaap, der har haft et ønske om at blive meget klogere på Fredericia, og her han mødt passionerede mennesker, der brænder for Fredericia.
– For mig er der ikke den store forskel på at være direktør og kommunaldirektør. For mig handler det om at møde borgerne, virksomhederne og politikerne. Jeg har lagt planer, og jeg har haft 1 til 1 med alle politikere for at høre, hvad der er vigtigt for dem. Jeg har været ude at besøge virksomhederne og talt med borgerforeningerne. Så det har været den samme plan. For mig handler det i sidste ende om at mærke byen, og jeg kan mærke at Fredericia betyder noget for folk. Det at være fæstningsdreng betyder noget for nogen, og det er dejligt at se, at man brænder for sin kommune, siger han.
To af de større højdepunkter i de snart to måneder, hvor Jaap har siddet som øverste direktør i kommunen er gået med to store begivenheder. Den ene en stor folkefest; Dronningebesøget og den anden en hård omgang; budgetbesparelser.
– Det har været to forskellige oplevelser. Karetturen i høj solskin i Fredericia var et højdepunkt. Der var fyldt med mennesker i gaderne, ikke kun om dagen, men også om aftenen, da jeg gik ned gennem byen til Kongeskibet. Der var gang i den og liv i byen. Folk var glade og supertilfredse, så det var virkelig godt, fortæller Jaap.
Budgetforliget endte med 19 ud af 21 byrådspolitikers underskrift på et papir, og det er vigtigt. Det brede forlig gør det lettere for forvaltningen at arbejde videre. Det giver kontinuitet og stabilitet.
– Den anden opgave med budgetforliget er en yderlighed. Når man skal omfordele for 60 millioner kroner i et budget, så er det ikke let. Vi har mødt mennesker, der demonstrerer foran Rådhuset, og det forstår jeg egentlig godt, at folk bliver berørt af det her. Jeg havde gerne set, at alle 21 byrådspolitikere var med i budgettet, men når det er sagt, så synes jeg, at det er godt at se, at 19 ud af 21 er med. Det har været en god proces for mig at komme igennem. Det er et bredt forlig. Et bredt forlig er vigtigt for en forvaltning. Det betyder kontinuitet og stabilitet at have et bredt forankret budget, mener Thomas Jaap.
Nu venter der mere arbejde, og det er nok at tage fat på for kommunaldirektøren, der sætter stor pris på den modtagelse, han har fået i Fredericia.
– Jeg kunne ikke have fået en bedre modtagelse, end den jeg har fået. Folk har taget imod mig med åbne arme. Jeg har fået svar på en masse dumme spørgsmål. Havde jeg vidst det, skulle jeg have startet meget før. Vores by har så meget at byde på, og med den gejst, jeg har mødt, kan det kun gå fremad for Fredericia, slutter kommunaldirektør Thomas Jaap.
Flere biler parkeret på Clemensgade i Kolding blev søndag udsat for hærværk. Gerningsmanden har mellem kl. 02:30 og 09:00 ridset køretøjerne med en skarp genstand.
Politiet opfordrer vidner eller folk med kendskab til hændelsen til at henvende sig. Der arbejdes på at finde frem til den eller de skyldige.
Har du viden, der kan hjælpe politiet, kan de kontaktes på 114.
Slutspilspuljen er blæst op efter Fredericia Håndboldklubs 41-36-sejr over Aalborg Håndbold, og efter kampen lagde cheftræner Jesper Houmark heller ikke skjul på, at resultatet...