Klokken 20:30 spiller Danmark sin anden kamp ved EM. Der står Rumænien på menuen i Jyske Bank Boxen, men kan Danmark fortsætte i samme stil som i fredags? Følg med og få svaret.

Der er efterhånden noget næsten selvfølgeligt over det. Alligevel skal det fejres. Søndag kunne seniorpigerne fra Middelfart G&BK igen lade sig hylde som fynsmestre i futsal, da pokal, guldmedaljer og DBU’s officielle mesterskabstrøjer blev overrakt efter endnu en suveræn indendørssæson.
Det var niende gang, at Middelfart-pigerne vandt det fynske mesterskab i futsal, som spilles uden bander og stiller høje krav til teknik, tempo og overblik. Kun én gang i de seneste ti år er det lykkedes et andet hold at snuppe titlen, og også i denne sæson satte Middelfart sig tidligt og tungt på turneringen.
Faktisk var mesterskabet allerede sikret inden sidste spillerunde. Med sejren i næstsidste kamp havde holdet opbygget et forspring, som ikke kunne hentes, og finaledagen blev derfor mere en bekræftelse end en afgørelse.
Nu venter næste udfordring. Middelfart-pigerne skal den 31. januar til Viborg, hvor de møder de fire bedste jyske hold i kvalifikationen til det danske mesterskab. Herfra går de to bedste videre til DM-semifinalerne, hvor sjællandske hold venter.
Ambitionerne fejler ikke noget. Middelfart G&BK har tidligere spillet med om de danske mesterskaber flere gange, og den bedste placering indtil videre er sølvmedaljer. Med endnu et fynsk mesterskab i bagagen og en historik, der vidner om kontinuitet og kvalitet, rejser holdet til Viborg med både erfaring og tro på, at det kan blive til mere end bare deltagelse.
Fynsmesterskabet er endnu et kapitel i en bemærkelsesværdig periode for Middelfart-pigerne, der år efter år har formået at holde niveauet højt og sætte standarden for futsal på Fyn.
Der var noget befriende ærligt over nytårskoncerten i Trinitatis Kirke: ingen effekter, ingen smart iscenesættelse – bare to musikere, der vidste præcis, hvad de ville med deres instrumenter og med hinanden. Det er i sig selv blevet en sjælden disciplin.
Den britiske trompetist Sarah Owens, i dag bosat i Danmark, har på kort tid markeret sig som en af de mest interessante blæsere i det danske klassiske musikliv. Hun debuterede i 2023 fra Det Jyske Musikkonservatorium og arbejder allerede fast med både Aarhus- og Aalborg Symfoniorkestre samt Forsvarets Musikkorps. Det kunne høres – ikke som virtuos pral, men som ro, præcision og en sjældent velafbalanceret klang.

Owens’ trompet har en næsten vokal kvalitet: klar, fokuseret og uden den skarpe kant, der kan gøre trompet i kirkerum for dominerende. Her blev instrumentet i stedet en naturlig forlængelse af rummet. Særligt i barokmusikken – hos Georg Friedrich Händel og Jean-Joseph Mouret – viste hun et sikkert greb om stilens balance mellem disciplin og bevægelse, autoritet og lethed.
Ved orglet sad Trinitatis Kirkes organist Tobias Dahl Osenbrüg, der debuterede fra solistlinjen på Syddansk Musikkonservatorium i 2024. Osenbrüg er en organist af den nyere skole: teknisk solid, men først og fremmest lyttende. Han spiller ikke for at fylde rummet, men for at forme det – med tydelig sans for proportioner og samspil.
Det var tydeligt, at de to ikke mødtes for første gang ved prøven. Samarbejdet går tilbage til deres studietid på Det Jyske Musikkonservatorium, og det kunne mærkes. Her var ingen kamp om pladsen; orgel og trompet flettede sig ind i hinanden med naturlig autoritet – som to samtalepartnere, der kender hinandens pauser lige så godt som hinandens replikker.
Programmet var velkomponeret og bevægede sig elegant fra barokkens klare linjer til et mere farvemættet udtryk hos Henri Tomasi, suppleret af musik af den danske komponist Christian Præstholm. I Præstholms Sonatine for trompet og orgel – med satserne Intrada, Sarabande, Scherzo og Finale – viste duoen et fint greb om nutidig musik uden behov for lange forklaringer. Musikken fik lov at tale for sig selv, hvilket klædte både værk og koncert.

Koncertens mest personlige aftryk kom med Osenbrügs egen Fanfare over “Vær velkommen, Herrens år”, som elegant bandt nytårstemaet sammen med kirkerummet og fællessalmen af N.F.S. Grundtvig. Det gav koncerten en indre logik og en helhed, man ikke altid møder i nytårsprogrammer, der ellers let kan ende som musikalsk konfekt. Her fik man også indtryk af hvad det nyrenoverede orgel kan.
Sarah Owens’ internationale baggrund – fra studier i London til et nu solidt forankret virke i Danmark – fornægter sig ikke. Hun spiller med en tydelig kunstnerisk vilje: Hun ved, hvordan hun vil lyde, og hun tager ansvar for hver tone. Det er professionelt, men aldrig distanceret. Man føler sig inviteret ind, ikke belært.
Dette var en koncert, der beviste, at trompet i kirken ikke behøver at være højtidelig fanfare eller julekort-nostalgi. I de rigtige hænder – med den rigtige organist – kan den være intim, nuanceret og direkte rørende. Det så enkelt ud på plakaten. Det lød alt andet end enkelt, da musikken først fik lov at fylde rummet.

Program
Henri Tomasi (1901–1971)
Variations grégoriennes – Sur un Salve Regina
Tobias Dahl Osenbrüg (1993–)
Fanfare over “Vær velkommen, Herrens år”
Fællessalme
Vær velkommen, Herrens år
Tekst: N.F.S. Grundtvig (1849)
Melodi: A.P. Berggreen (1852)
Tomaso Albinoni (1671–1750)
Obokoncert i d-mol
I. Allegro e non presto
II. Adagio
III. Allegro
Tobias Dahl Osenbrüg
Orgelsymfoni, V Finale
Jean-Joseph Mouret (1682–1738)
Rondeau
Georg Friedrich Händel (1685–1759)
Suite i D-dur HWV 341
I. Overture
II. Allegro
III. Air (Tempo di Menuetto)
IV. Bourrée
V. March
Christian Præstholm (1972–)
Sonatine for trompet og orgel (op. 37)
De omfattende togproblemer i Jylland fortsætter længere end først meldt. Flertallet af tog vil også holde stille mandag formiddag frem til klokken 12. Det oplyser Banedanmark søndag aften i et opslag på X.
Problemerne skyldes en fejl i signalsystemet, som Banedanmark og leverandøren endnu ikke har fået rettet. Ifølge Banedanmark bliver fejlen ikke løst i løbet af søndag aften, og togdriften på de berørte strækninger er derfor indstillet frem til mandag middag.
Samtidig oplyses det, at DSB ikke har formået at skaffe tilstrækkeligt med togbusser. Kapaciteten er derfor meget begrænset, og rejsende anbefales at aflyse eller udsætte deres rejse, hvis det er muligt.
Banedanmark forventer på nuværende tidspunkt, at togdriften kan genoptages mandag morgen, men understreger, at prognosen kan ændre sig.
Passagerer opfordres til løbende at holde sig opdateret via Rejseplanen, inden de begiver sig ud på en rejse.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi har i løbet af det seneste døgn modtaget anmeldelser om to indbrud i Kolding.
Det oplyser vagchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi på politiets pressebriefing søndag aften.
Det ene indbrud er sket på A.M.G. Friis Vej i Kolding. Ifølge politiet er indbruddet begået i tidsrummet fra lørdag klokken 17.30 og frem til søndag klokken 09.40. Her er et vindue blevet brækket op, og boligen er blevet gennemrodet. På nuværende tidspunkt er det uvist, hvad der eventuelt er blevet stjålet.
Det andet indbrud er anmeldt på Enevold Sørensens Vej i Kolding. Indbruddet er sket i tidsrummet fra lørdag klokken 16.00 og frem til søndag klokken 01.30. Her er der skaffet adgang via en havedør, hvorefter huset er blevet rodet igennem. Fra boligen er der blandt andet stjålet smykker.
Derudover havde vagtchefen ikke yderligere sager fra området med på søndagens pressebriefing.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing søndag aften.
Et omfattende signalarbejde driller søndag togtrafikken flere steder i Jylland. Sporarbejdet skulle have været færdigt ved 11-tiden, men er nu forsinket med flere timer – og der er ikke togbusser nok.
Banedanmark har siden lørdag aften arbejdet på en opdatering af signalsystemet, men arbejdet er blevet forsinket. Ifølge de seneste meldinger ventes arbejdet tidligst færdigt klokken 17 søndag.
Forsinkelsen rammer togtrafikken på flere strækninger i Jylland, hvor togene er erstattet af togbusser. Banedanmark forsøger at forlænge buskørslen, men melder samtidig ud, at der er mangel på togbusser, hvilket kan give længere ventetid for passagererne.
De berørte strækninger er:
Passagerer opfordres til at tjekke Rejseplanen, inden de begiver sig ud på rejsen.
Ret til kompensation
Bliver du mere end 30 minutter forsinket, gælder DSB’s rejsetidsgaranti, og du kan søge om kompensation via DSB’s hjemmeside.
Har du pladsbillet til et tog, du ikke kan nå på grund af forsinkelsen, kan pladsbilletten refunderes uden gebyr. Rejser du med Orange eller Orange Fri, kan billetten bruges til afgangen lige før eller efter den planlagte.
Hvis din rejse bliver dyrere på grund af forsinkelsen, kan du kontakte Rejsekort Kundecenter.
Togbusser kører – men ikke overalt
Der kører togbusser på de berørte strækninger med stop ved en række stationer og busholdepladser undervejs. På enkelte strækninger, blandt andet mellem Aalborg og Aalborg Lufthavn, henvises passagerer til lokaltrafik.
Der er endnu ikke meldt ud, om signalarbejdet kan blive yderligere forsinket.
KRIMI. Branden, som tidligt søndag morgen førte til en udrykning på Nordre Ringvej i Fredericia, udviklede sig ikke til noget større.
Det oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi på politiets pressebriefing søndag morgen.
Ifølge politiet var der tale om en enkelt melding om brand. Der opstod smule sodskader på bordplader i boligen, men der var hverken tale om åben brand af større omfang eller behov for omfattende indsats.
Tidligere søndag morgen rykkede TrekantBrand ud til adressen efter en alarmmelding registreret i ODIN klokken 06.58, hvor der var meldt om bygningsbrand i villa eller rækkehus. Vores reporter på stedet kunne tidligere på morgenen konstatere, at der ikke var synlig brand på adressen, og at situationen fremstod under kontrol.
Politiet oplyser, at der ikke er sket personskade i forbindelse med hændelsen.
Oplysningerne i denne artikel bygger på alarmudkald registreret i ODIN samt oplysninger fra Sydøstjyllands Politi på pressebriefingen søndag morgen.
KRIMI. Flere udrykninger fra brandvæsen, ambulance og politi kunne søndag morgen ses omkring motorvejsnettet ved Kolding og Lunderskov, efter at der indløb flere meldinger om færdselsuheld.
Ifølge alarmudkald registreret i ODIN rykkede TrekantBrand klokken 07.40 ud til Kolding efter en såkaldt ISL-forespørgsel, mens der klokken 09.00 indløb en melding om et færdselsuheld med fastklemte i Lunderskov.
Senere søndag morgen oplyste vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, at der samlet set havde været tale om to solofærdselsuheld i området. I begge tilfælde var bilister endt i autoværnet omkring motorvejen, men der var ikke personskade.
Ifølge politiet var der i første omgang meldinger, der gik på, at et køretøj skulle ligge på den anden side af autoværnet, og at bilen muligvis var endt på taget. Da politiets patruljer kom frem, viste det sig imidlertid, at uheldene var mindre alvorlige, og at bilerne stod på hjulene. De indledende meldinger betød, at der blev sendt mange ressourcer mod området, herunder brandbiler, ambulancer og politipatruljer. Det var dog ikke nødvendigt med egentlig redningsindsats, og der var ikke fastklemte personer.
Politiet oplyser, at der samlet blev registreret fire meldinger om færdselsuheld, men at disse dækkede over de to konkrete solouheld, hvor der ikke var behov for yderligere indsats.
Alle oplysninger i denne artikel bygger på alarmudkald registreret i ODIN samt oplysninger fra Sydøstjyllands Politi søndag morgen.
Kommunes top og politikere talte skråsikkert om trusselsbilleder og voksende dagbøder. Få dage senere blev dagboden sat på pause. Dokumenterne viser, hvad der faktisk blev skrevet bag kulisserne.
Da striden om broerne ved Prangervej og Sjællandsgade for alvor tog fart, var det dagboden, der bar konflikten frem. Ikke som en løs trussel, men som et konkret beløb, der voksede uge for uge, hver gang projektet ikke blev afleveret.
Det begyndte allerede den 16. juni 2025. I en mail til entreprenøren Arkil gjorde Fredericia Kommune det klart, at forsinkelsen på levering og montering af broelementerne kunne få økonomiske konsekvenser. Kommunen skrev, at man agtede at bringe bodsbestemmelserne i kraft, hvis fristen 1. juli 2025 ikke blev overholdt, og at man samtidig forbeholdt sig retten til at tilbageholde betaling.
Da afleveringsfristen blev overskredet, blev ordene fulgt op af handling. Ved afleveringsforretningen den 30. juli 2025 konstaterede kommunen væsentlige mangler og afviste at modtage arbejdet. I afleveringsprotokollen stod det sort på hvidt, at dagboden på det tidspunkt kunne opgøres til over 1,1 mio. kr., og at entreprisen ikke var afleveret.
Herefter begyndte en fast rytme. Uge for uge sendte kommunen opgørelser, hvor beløbet voksede med 128.000 kroner ad gangen. Den 18. august lød dagboden på 128.000 kroner. En uge senere 256.000. I september passerede beløbet en halv million, og i slutningen af måneden stod det på 896.000 kroner. Hver gang fulgte den samme formulering med, at kommunen fortsat forbeholdt sig retten til at modregne beløbet.
Den 20. oktober 2025 opgjorde Fredericia Kommune dagboden til 1.280.000 kroner. I mailen til Arkil stod det samtidig, at hvis levering og montering blev udskudt endnu en uge, ville beløbet stige til 1.408.000 kroner. Intet tydede på, at grebet var ved at blive løsnet.
Tværtimod.
Tre dage tidligere havde Simon Wulff Kristensen, jurist i Fredericia Kommune, i en mail forklaret præcis, hvad dagboden blev brugt til. Han skrev ordret:
»Opkrævning af dagbod har til formål at motivere Arkil A/S til at nedbringe forsinkelsen mest muligt.«
Og lidt senere i samme mail:
»Vi forsøger således at skabe et ’trusselsbillede’ af, at hvis I ikke aktivt gør noget for at få forsinkelsen nedbragt, så har det en omkostning.«
Mailen blev sendt, mens konflikten spidsede til. Arkil havde kritiseret dagbodsvarslerne og stillet spørgsmål ved rimeligheden i at opkræve bod, mens der blev udført ekstraarbejder. Kommunens svar var, at dagboden var berettiget, aftalt i kontrakten og netop havde til formål at lægge pres.
Men kun få dage senere ændrede forløbet sig.
Den 24. oktober 2025 mødtes Fredericia Kommune og Arkil. I referatet fra mødet fremgår det, at parterne var uenige om, hvorvidt broerne overskred de norm- og tolerencegrænser, der var fastsat i udbudsmaterialet. Kommunens rådgivende ingeniør havde konstateret afvigelser, mens Arkil fastholdt, at broerne lå inden for kravene.
Løsningen blev ikke at afgøre spørgsmålet, men at udskyde det. Parterne blev enige om at indhente en uvildig teknisk vurdering, og broerne skulle ikke opsættes, før den forelå. Samtidig blev der truffet en beslutning, som markant ændrede sagens karakter.
I referatet står der:
»Fredericia Kommune opkræver pt. dagbod for forsinkelse af projektet. Det er aftalt mellem parterne, at denne sættes på pause i forbindelse med indgåelse af denne aftale.«
Videre fremgår det, at dagbod varslet for uge 42 og 43 bortfalder, og at der ikke påløber yderligere dagbod frem til en ny afleveringsfrist aftales.
Dermed blev kommunens stærkeste økonomiske greb lagt væk midt i konflikten.
Det skete samtidig med, at tonen i den offentlige debat var hård. Politikere udtalte, at broerne var »synligt skæve«, og at det kunne ses med det blotte øje. Men i dokumenterne fra forvaltningen var sproget et andet. Her blev der skrevet om uenighed, om tolerancer og om behovet for en uvildig vurdering. Og her blev dagboden, som få dage tidligere var blevet beskrevet som et bevidst trusselsbillede, sat i bero.
Beslutningen blev ikke truffet politisk på skrift. Det fremgår af kommunens svar på aktindsigt, at der ikke findes dagsordenspunkter, referater eller anden skriftlig politisk behandling af beslutningen om at sætte dagboden på pause. Politikerne er ifølge kommunen alene orienteret mundtligt om, at der forelå en forsinkelse, en tvist og et varslet dagbodskrav.
I december 2025 skrev Simon Wulff Kristensen igen til Arkil. Her fastholdt kommunen, at man vurderede sig berettiget til den dagbod, der var opgjort frem til pausen, og at kommunen havde tilbageholdt betaling svarende til dagbodskravet. Samtidig blev det understreget, at spørgsmålet om dagbod ikke var afsluttet, men ville blive behandlet sideløbende, når den tekniske vurdering forelå.
Den uvildige vurdering blev bestilt hos rådgivningsfirmaet Systra. Opgaven var snævert defineret og handlede om, hvorvidt udbudsmaterialet indeholdt klare krav til broernes rethed, og om broerne lå inden for disse krav. Vurderingen er undtaget fra aktindsigt med henvisning til kommunens økonomiske interesser og risikoen for en senere voldgift.
Dermed ligger en afgørende del af sagen fortsat uden for offentlighedens indblik. Ligesom de afgørende juridiske råd fra chefjurist Henrik Melchior Olsens afdeling, der ifølge direktør Morten Kristensen fik ham til at træffe en beslutning om at pause dagboden.
Tilbage står dokumenterne, som viser et forløb, hvor dagboden først blev brugt konsekvent som presmiddel, beskrevet som et trusselsbillede i interne mails, og opgjort uge for uge, indtil beløbet rundede over en million kroner – for derefter at blive sat på pause, netop som uenigheden blev erkendt som uafklaret.
Det er ikke en vurdering.
Det står i papirerne.
Læs også
Der var noget befriende over lørdag formiddag på kunstgræsbanen på Færøvej. Ikke kun fordi solen kortvarigt brød igennem januarhilmem, men fordi spillet gjorde det samme. Middelfart Boldklub tog hul på opstartens første træningskamp og gjorde det med en 5-1-sejr over SfB-Oure FA. En kamp, der rummede mere end mål og minutter i benene. Den rummede retning.
Modstanderen kom ellers bedst fra start. SfB-Oure FA, der befinder sig i toppen af Danmarksserien, lagde ikke skjul på, at de var kommet for at spille fodbold. Et tidligt hjørnespark gav kampens første hovedstødsforsøg, og kort efter var det kun manglen på en aftager, der forhindrede et fladt indlæg i at blive omsat til mål. Middelfart blev presset tilbage i indledningen, men uden at miste fatningen.
Efterhånden begyndte hjemmeholdet at sætte sig på opgøret. Presset blev mere organiseret, boldomgangen mere sikker, og kampens rytme tippede. Spillet fandt ofte vej ned ad venstresiden, hvor Daniel Kristjansson og Sofus Johannesen gentagne gange udfordrede gæsternes organisation. Et par hjørnespark og en god mulighed til Mads Hansen var tegn på, at noget var ved at tage form.
Scoringen faldt midt i halvlegen og kom passende nok efter et hjørnespark. Gæsternes målmand gik skævt af bolden i sit forsøg på at bokse den væk, og Jacob Linnet var hurtigst på aftrækkeren. 1-0 og et fortjent aftryk på kampen.
Middelfart byggede videre. Små ti minutter senere blev føringen fordoblet, da Søren Eg fra sin position på venstre back sendte Jerailly Wielzen afsted. En hurtig vending, en klar beslutning og en knivskarp afslutning i det modsatte sidenet. 2-0 og kontrol.
SfB-Oure FA nægtede dog at give slip. Kort før pausen fik gæsterne reduceret, da et tidligt indlæg blev headet i mål via den fjerneste stolpe. Set over hele første halvleg var det ikke ufortjent. Middelfart var endda tæt på at genoprette tomålsføringen lige inden pausen, men Jonas Villemoes’ afslutning sneg sig akkurat forbi stolpen.
Pausen blev brugt på det, opstarten også handler om. Samtlige 11 markspillere blev skiftet, og fokus var tydeligt. Fysik, belastning og forberedelse. Resultatet var sekundært, men ambitionerne intakte.
De friske kræfter kvitterede hurtigt. Aaron Akalé var aggressiv i sit pres, stjal bolden fra gæsternes målmand og lagde den skråt tilbage til Benjamin Zjajo, der sikkert sendte bolden i det tomme mål. 3-1 og et signal om, at Middelfart ville mere.
Anden halvleg blev en opvisning i overtag. Gæsterne kom sjældent på besøg på Middelfarts banehalvdel, og chancerne stod i kø. Efter en times spil ramte Akalé overliggeren med et hovedstød efter et præcist indlæg fra Kwasniak. Alligevel kom målet kort efter. Denne gang var det Mikkel Søfeldt, der fra 25 meters afstand chippede bolden elegant over målmanden. Et mål, der fik både medspillere og tilskuere til at trække på smilebåndet.
I slutfasen fik også Akalé selv sin scoring. Noah Barholt gik forbi sin direkte modstander og lagde bolden tilbage til den franske angriber, som fra kanten af feltet sparkede bolden knastørt i det korte hjørne. 5-1 og punktum.
Efter kampen stod glæden tydeligt malet i ansigtet på den tilbagevendte cheftræner Kristoffer Johannsen. For ham handler opstartens første kampe om mere end resultatet.
»Første træningskamp er altid interessant. Vi har snakket om, at når man skifter træning ud med kamp, så giver det selvtillid og tro på det, vi laver i hverdagen, hvis vi præsterer og vinder. Det kan være svært at sælge de hårde løb og idéerne, hvis man ikke vinder,« siger han.
Derfor betød de fem mål noget ekstra.
»Vi mødte et rigtig dygtigt fodboldhold, og man vinder ikke bare, fordi modstanderen er lavere rangeret. Derfor er glæden endnu større over, at vi scorer fem mål og leverer en rigtig fin indsats hele vejen igennem.«
For Johannsen har opstarten også haft et personligt lag. Tilbagekomsten til Middelfart har bekræftet ham i, at beslutningen var den rigtige.
»Det har været fantastisk. Klubben, truppen og stemningen var afgørende for, at jeg gerne ville retur, og jeg er allerede blevet bekræftet i, at det var et rigtig godt valg.«
Forberedelserne fortsætter allerede på træningsbanen, inden næste test venter tirsdag aften mod Næsby Boldklub på kunstgræsset på Færøvej. En ny mulighed for at bygge videre på det, der begyndte lørdag formiddag.
Kilde: Middelfart Boldklub