Klokken 16:00 tørner FHK sammen med Bjerringbro-Silkeborg i JYSK Arena. Kampen er mellem ligaens nummer to, FHK, der møder nummer fire, BSH. Vi er til stede og liveopdaterer fra opgøret.
Nyt stort brud på vandledning i Fredericia
Brud på en hovedledning i Fynsgade, hvilket har resulteret i manglende vandforsyning og reduceret vandtryk i dele af området.
Brud på hovedledningen har skabt udfordringer for beboerne indenfor voldene i Fredericia. Situationen har ført til manglende vandforsyning og nedsat vandtryk i dele af byen, hvilket påvirker dagligdagen for mange af byens indbyggere.
Indbyggerne i de berørte områder kan opleve manglende vandforsyning eller nedsat vandtryk, indtil situationen er løst.
Bekymrende tal: Træthed bag rattet plager hver anden dansker
Alt for mange danskere bevæger sig ud i trafikken, mens de er trætte. Faktisk har halvdelen af danske bilister kørt en bil, mens de havde svært ved at holde sig vågen. Det viser en undersøgelse, som Kantar Public har lavet for Gjensidige.
Hvert år er træthed hos bilister årsag til trafikulykker, men til trods for det, fortæller halvdelen af danske bilister, at de har oplevet at være så trætte bag rattet, at de enten har haft svært ved at holde øjnene åbne, eller er faldet i søvn et kort øjeblik.
I en ny undersøgelse svarer 43 procent, at de har haft svært ved at holde øjnene åbne, mens de har kørt bil, mens hele otte procent beskriver, at de har været faldet i søvn et kort øjeblik.
Undersøgelsen er lavet af Kantar Public for Gjensidige.
Havarikommissionen for Vejtrafikulykker fandt i en analyse fra 2020 frem til, at træthed med sikkerhed var årsag til otte procent af de ulykker, man undersøgte i analysen.
For Henrik Sagild, der er direktør i skade i Gjensidige, giver den høje andel af bilister, der har oplevet træthed bag rattet anledning til at indskærpe fokus på større selvjustits, inden man sætter sig ind i sin bil.
– Det er en bekymrende stor andel, der har oplevet at være så træt bag rattet, at de har svært ved at holde sig vågne, og selvom træthed naturligvis er noget, der kan opstå under kørslen, så har man som bilist et ansvar for, at man er frisk nok til at køre bil, inden man begiver sig ud i trafikken, siger han.
Undersøgelsen viser også, at danskernes foretrukne forebyggelse af træthed er at holde hyppigere pauser, mens også høj musik, samtaler og kaffe eller energidrik er populært blandt trætte bilister. Men det er ikke alt, der er lige effektivt, når trætheden først er indtruffet, lyder det fra Henrik Sagild.
– Selvom det måske virker intuitivt at drikke koffeinholdige drikke eller skrue op for musikken for at holde sig vågen, så er det to ting, der blot giver en kortvarig opfriskning, og ikke som sådan afhjælper trætheden. Det gør derimod pauser, og anbefalingen er derfor også, at man, om muligt, kører ind til siden og tager en pause eller måske endda en kort lur, hvis man ikke føler, at man er i stand til at holde sig vågen og fokuseret på trafikken.”
Havarikommisionens gode råd:
- Er du ved at blive træt, så skift chauffør eller tag en powernap på 15-20 minutter.
- Kaffe eller læskedrik med koffein hjælper kun kortvarigt. Det hjælper ikke f.eks. at skrue op for radioen eller åbne vinduerne.
- Tegn på træthed er f.eks. at du blinker ofte, har svært ved at fokusere, gaber eller ikke kan huske den sidste kilometer.
- Du må ikke ignorere dine tegn på træthed og tro, at du nok skal klare den – det kan gå helt galt.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget blandt 1.004 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af © Kantar Public for Gjensidige i august og september 2023.
| Er nogle af følgende ting sket for dig, mens du var fører af en bil? Gerne flere svar | |
| Jeg er faldet i søvn i længere tid | 0% |
| Jeg er faldet i søvn et kort øjeblik | 8% |
| Jeg har haft svært ved at holde øjnene åbne | 43% |
| Andet | 2% |
| Ingen af ovenstående | 53% |
| Hvordan bekæmper du træthed bag rattet? | |
| Jeg drikker kaffe | 15% |
| Jeg drikker energidrik | 7% |
| Jeg hører høj musik | 27% |
| Jeg sørger for at føre samtaler med passagerer/andre | 23% |
| Jeg holder hyppigere pauser for at strække benene og få frisk luft | 35% |
| Jeg kører ikke i bil når jeg er træt | 37% |
| Andet | 8% |
| Ved ikke | 3% |
TREFOR beklager larm
TREFOR Vand arbejder i området ved Nørrebrogade, hvor der lægges nye vandrør på den pågældende strækning i krydset ved Nørrebrogade og Indre Ringvej. Arbejdet har stået på siden den 8. november. I den forbindelse har selskabet brugt køreplader for at dække et større hul. Kørepladerne har medført ekstraordinære støjgener. Nu har virksomheden fundet en løsning.
Under pladerne ligger der grus, hvilket reducerer støj, når der er færdsel på pladerne, men nu har man valgt at skifte pladerne.
– Vi bliver mandag gjort opmærksom på, at der på trods af det underliggende grus er støjgener fra pladerne. Det reagerer vi selvfølgelig på, og derfor blev pladerne mandag middag udskiftet til en anden type. Vi har efterfølgende været på stedet flere gange, og vurderer, at det har afhjulpet problemet. Vi beklager de gener, det har givet i mellemtiden, siger vandforsyningschef i TREFOR Vand, Lars Skjerning.
TREFOR Vand forventer at afslutte arbejdet i krydset onsdag den 23. november.
Troels Lund Poulsen er officielt valgt
Troels Lund Poulsen er formelt blevet valgt som den nye formand for partiet Venstre på partiets landsmøde i Herning. Han overtager rollen efter Jakob Ellemann-Jensen. Der var ingen modkandidater, og Poulsen blev valgt uden en formel afstemning.
Poulsen har fungeret som vikarierende formand siden oktober, sammen med Stephanie Lose som næstformand, efter at Ellemann-Jensen trak sig på grund af stressrelaterede årsager. Betydningsfulde partiprofiler som Søren Gade, Lars Christian Lilleholt, og Anders Fogh Rasmussen pegede på Poulsen som en potentiel efterfølger.
Med en lang karriere i Folketinget siden 2001 og erfaring fra flere ministerposter, herunder som skatteminister og beskæftigelsesminister, bringer Poulsen betydelig erfaring til rollen. Hans formandskab falder sammen med en udfordrende tid for Venstre, som oplever lav støtte i meningsmålingerne, og Poulsen har erkendt, at han i øjeblikket ikke er kandidat til statsministerposten, selvom det traditionelt har været tilfældet for Venstres formænd.
Stephanie Lose forventes at blive genvalgt som næstformand under landsmødet.
Om Troels Lund Poulsen
Troels Lund Poulsen, født 30. marts 1976 i Vejle, søn af folkeskolelærer Aage Poulsen og privat ansat Lise Poulsen.
Uddannelse og tidlige År
- Uddannelse: Student fra Tørring Amtsgymnasium (1992-1995); uddannet fra Lindved Skole (1982-1992).
- Tidlig beskæftigelse: Ejer af Birkehøjgaard siden 2005; pressekoordinator hos Ørestadsselskabet (1998-2001); politisk sekretær på Christiansborg (1995-1997).
Politisk Karriere
- Folketingsmedlem: For Venstre i Østjyllands Storkreds (fra 13. november 2007); i Vejle Amtskreds (20. november 2001 – 13. november 2007).
- Kandidat for Venstre: I Hedenstedkredsen (fra 2007); i Juelsmindekredsen (2001-2006).
- Ministerposter: Vicestatsminister, økonomiminister og forsvarsminister (fra 23. oktober 2023); forsvarsminister (22. august 2023 – 23. oktober 2023); fungerende forsvarsminister (6. februar 2023 – 31. juli 2023); økonomiminister (15. december 2022 – 22. august 2023); beskæftigelsesminister (28. november 2016 – 27. juni 2019); erhvervs- og vækstminister (28. juni 2015 – 28. november 2016); undervisningsminister (8. marts 2011 – 3. oktober 2011); skatteminister (23. februar 2010 – 8. marts 2011); miljøminister (23. november 2007 – 23. februar 2010).
- Andre Roller: Formand for Statsrevisorerne (2022); statsrevisor (1. oktober 2021 – 15. december 2022); finansordfører (2019-2022); formand for den danske delegation til NATO’s Parlamentariske Forsamling (2011-2015); forsvarsordfører (2011-2015); politisk ordfører (2006-2007); udenrigspolitisk ordfører (2001-2006).
Tillidshverv
- Venstre: Medlem af Venstres Forretningsudvalg (fra 2023); medlem af hovedbestyrelsen (fra 2022, samt 2015-2019, 2006-2011, 1997-2002).
- Andre roller: Medlem af Nationalbankens repræsentantskab (2019-2022); medlem af bestyrelsen i Green Network (2014-2015); medlem af Nationalbankens bestyrelse og repræsentantskab (2006-2007).
- Venstres Ungdom: Landsformand (1997-1999); lokalforeningsformand i Tørring-Uldum (1993-1994); medlem siden 1992.
Sand stjerneparade og dygtige danskere
Torsdag aften var der dømt klassisk rockmusik fra såvel det kleine ind- som det store udland. Det vil sige masser af gedigen guitar, bragende bas, triumferende tromme og langtidsholdbare landeplager.
Selv om det danske bidrag af uransagelige årsager spillede til sidst, får københavner-bandet de første par borgerlige ord med på vejen.
Ind på scenen i det pænt fyldte Eksercerhus trådte Jesper Binzer med band. Frontfiguren fra D-A-D har siden 2017 flirtet med en mindre solokarriere. Sidespringet har blandt andet medført udgivelse af to solide soloalbums, “Dying Is Easy” fra 2017 og “Save Your Soul” fra 2020. Begge indspilninger havde i øvrigt Fredericias egen Søren Andersen med på holdet og bag mixerpulten.
Det var selvsagt med udgangspunkt i de 2 udgivelser i eget navn, at Binzer og band gav deres version af god gammeldags rock og rul.
Binzers bedrifter
Den snart 60 årige og på Amager bosiddende Jesper Binzer leverede en glimrende gang ukompliceret rock. En lige-ud-ad-landevejen stil, hvor guitar, hammondorgel og insisterende vokal var omdrejningspunkter.
At Jesper Binzer efter mere end 40 år på landevejen stadig har så meget pondus i vokalen er virkelig en bedrift.
Binzer skåner aldrig stemmen, som lever maksimalt, hver gang.
Han har på ingen måde rockmusikkens største og eller mest karakteristiske stemme. Men det Binzerske brøl med tilhørende nerve og nærvær var og er så langt rigeligt.

I mangel af den normale lead guitarist, “Borgmesteren fra Fredericia”, som Jesper Binzer så kærligt kaldte byens egen, Søren “Søgge” Andersen, havde Jesper Binzer trukket noget af en kanon kanin op af hatten.
Ingen ringere end “vikaren fra helvede”, alias Victor Ray havde overtaget rollen som stjerneguitarist. Han er såmænd søn af danske Sanne Salomonsen og den svenske super-guitarist, Mats Ronander.
Victor Ray gjorde det aldeles glimrende, og stortrives åbenlys i rollen som “stjerne for en aften”.
Sammen med hammond-orgel ekvilibristen, Jesper Bo Hansen, var Victor Ray klart de bærende kræfter i Jesper Binzer Band.
Alt i alt en glimrende koncert. Ærlig rock, som dog til sidst i sættet blev distraheret af al, al for voldsomt et lydbillede. Her 48 timer senere piver det stadig i mine ellers på ingen måde sarte ører.
Uanset, at Jesper Binzer Band var gode og dygtige, blev sekstetten dog overskygget og til dels udspillet af aftenens udenlandske islæt.
Den helt store stjerne

Først fakta:
Det ægte Thin Lizzy band med desværre for længst afdøde sangskriver, sanger og bassist, Phil Lynott nåede aldrig at gæste 7000 Rockbyen.
Det nærmeste, byen er kommet, var vel i grunden Horsens-bandet, Find Lizzy. De gæstede spillestedet Hollywood Hardrock engang i 00’erne…
Det cover-band bestod af guitarist, Ken Hammer og trommeslager, Michael Fast fra Pretty Maids samt Knud Lindhard og Lasse Laursen, 2 af de originale medlemmer af kultbandet, Den Gamle Mand Og Havet. Alle 4 kæmpe fans af Thin Lizzy. Og de gjorde det – som jeg husker det – rasende godt !!
Netop i år rammer det legendariske irske band, Thin Lizzy hele to jubilæer : Det er præcis 50 år siden, at det irske band fik deres første hit. Det var såmænd deres personlige version af en gammelt britisk folkesang, “Whisky In The Jar”.

Og det er tillige præcis 40 år siden, at bandets sidste album så dagens lys. “Thunder And Lightning” hed det.
Eneste tilbageværende medlem af originale Thin Lizzy, line-up er trommeslageren Brian Downey.
Bandets nuværende navn er desuden opkaldt efter dobbelt live albummet, “Alive And Dangerous. Af mange, rigtig mange betragtet som verdens bedste koncert-udgivelse!!
Så mødet med den originale Thin Lizzy trommeslager, Brian Downey og bandet, Alive And Dangerous var ventet med spænding.
Bandet viste på alle måder at være ventetiden værd.
I (rock)guder for et formidabel gig, de 4 mænd leverede. Kvartetten var i den grad lys-levende og forrygende farlige. Altså på den fede måde.
Et var, at sanger og bassist, Matt Wilson ret så meget lignede bandets oprindelig sanger, Phil Lynott. Men for hulen da, hvor hans stemme tillige lød som, og så spillede han næsten lige op med selvsamme Phil Lynott.
Det var lige før, at man troede på en art opstandelse fra de dødes rige. Ligheden var slående som en forhammer i hovedhøjde.
Sammen med de to fremragende lead-guitarister, Joe Meriman og polsk-fødte Michal Kulbaka leverede kvartetten en stjernerække af listige Lizzy-sange.
Spillet med et sjældent oplevet overskud, hamrende præcise og med en mesterlig musikalitet.
Hit på hit
Sange som “Jailbreak”, “Waiting For An Alibi” og “Rosalie” stod knivskarpe, som var de skåret ud af de originale studiealbums.
Det, som alle dage har gjort Thin Lizzy til noget særligt, var den elegance, som de implementerede i den hårde rock. Det er ganske enkelt mega komplekse numre, som på toppen har nogle fede, fede guitarriffs og syng-med omkvæd. Det formåede Brian Downey og kompagni at genskabe i besnærende grad.
Til at fuldende den helt særlige Thin Lizzy-lyd – dvs. altid med dobbelt leadguitar – var måske den mest melodiske, elegante trommeslager i rock-historien: Brian Downey.
I en alder af 72… TO-OG-HALVFJERDS.. spillede han stadig bukserne af langt, langt af de flere yngre og måske endda mere kendte trommeslagere.
Han er hurtigere end sin egen skygge. Han er mere præcis end et ny indkøbt vækkeur. Hans trommespil er mere elegant end en velklædt James Bond på kvindejagt.

Hæsblæsende og overrumplende og overbevisende godt spillet.
Det forrygende sæt på desværre kun 75 minutter blev sluttet af med monster-hittet, “The Boys Are Back In Town”. Af mange, herunder det ansete amerikanske musiktidsskrift, Rolling Stone, anset for Thin Lizzys bedste sang. Også den sad lige i rock-skabet.
Brian Downey’s Alive And Dangerous spillede 17 hit på hit på hit. Havde bandet valgt 17 helt andre Thin Lizzy sange, havde det stadig været hit på hit på hit.
Det var en sand stjerneparade, både med hensyn til sangvalg, men så sandelig også i forhold til kvartettens musikalske niveau.











Danmark er klar til EM
Efter en opløftende præstation mod Slovenien, er det danske fodboldlandshold sikret en plads til EM i Tyskland i 2024.
Landstræner Kasper Hjulmand manglede til kampen blandt andet Rasmus Højlund og Christian Eriksen. Der var derfor spekuleret i, hvordan han ville stille op, og han valgte efter eget udsagn en flok spillere, der har en speciel form for mentalitet til at ville kæmpe, og så måtte det polerede spil komme i anden række.
I den seneste tid har det danske landshold ikke spillet prangende, og ærmerne var derfor smøget op fra start, men der var krydderi over det danske spil. Med en god pasningsfod fra blandt andet Joachim Andersen og Christian Nørgaard skabte danskerne flere chancer i kampens indledning.
26 minutter inde i opgøret kom forløsningen. Joakim Mæhle havde listet sig med frem, og den offensivt indstillede højre back satte bolden i kassen bag den slovenske keeper Jan Oblak.
Glæden varede dog kort. Danskerne begik frispark på kanten af feltet et par minutter senere, og så lå bolden i mål. Erik Janza sendte bolden over den danske mur, og ind bag Kasper Schmeichel, der ikke så specielt heldig ud i situationen.
Målet faldt i kølvandet på, at danskerne ellers havde gang i den bedste landskamp i en længere periode, og det var derfor en kold spand vand i hovedet på Kasper Hjulmands mandskab.
Danskerne fandt takterne frem igen i anden halvleg, hvor Mathias Jensen var kommet på banen i stedet for Christian Nørgaard, som rendte rundt med et gult kort. Jensen viste gode takter i spillet med bolden og var en af de spillere, som var tiltænkt en rolle til at få åbnet det slovenske forsvar.
Efter 54 minutter kom den anden danske scoring. Thomas Delaney fik bolden i kassen og sendte Parken i ekstase. Danskerne havde flere nærgående forsøg, blandt andet et knaldhårdt spark fra Yussuf Poulsen, men der blev ikke scoret flere mål i kampen.
Derfor endte det med en dansk sejr på 2-1, der sender Danmark til EM-slutrunden, selvom der mandag resterer en sidste kvalifikationskamp på udebane mod Nordirland.
Snack tilbagekaldt
DanKonfekt ApS har annonceret en tilbagekaldelse af deres produkt, Hot Chip Challenge, som følge af dets høje indhold af capsaicin. Dette stof, som er fundet i chilier, er særligt højt i dette produkt, da det er krydret med en af verdens stærkeste chilier.
Produktet er som følger:
- Produkt: Hot Chip Challenge
- Nettovægt: 3 gram
- Bedst før datoer: Alle datoer
Salgssteder
Produktet er solgt i kiosker, tankstationer, specialforretninger over hele landet og via forskellige netbutikker.
Årsag til tilbagekaldelsen
Tilbagekaldelsen skyldes de potentielle skadelige effekter af at indtage meget stærk chili. Disse effekter kan omfatte irritation af slimhinder, kvalme, opkastning og i alvorlige tilfælde voldsomt forhøjet blodtryk, hvilket kan være livstruende.
Forbrugerråd
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til enten at returnere produktet til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det. Forældre bør være opmærksomme på, at hvis deres barn har indtaget stærk chili uden at vise akutte forgiftningssymptomer, er der ingen grund til bekymring.
Ny digitaliseringsstrategi skal styrke it-kompetencer og fastholde internationale studerende
Regeringen præsenterer i dag sit oplæg til en ny digitaliseringsstrategi, som indeholder tre initiativer på uddannelses- og forskningsminister Christina Egelunds område. Initiativerne skal blandt andet efteruddanne it-medarbejdere og fastholde internationale it-studerende.
Virksomhederne efterspørger medarbejdere med digitale kompetencer, teknologiforståelse og specialiserede it-kompetencer. Det er noget af det, som regeringens oplæg til en ny digitaliseringsstrategi adresserer.
Med strategien vil regeringen bl.a. understøtte, at flere på det danske arbejdsmarked opnår specialiserede it-kompetencer. De skal eksempelvis kunne programmere, lave digitale løsninger til gavn for den grønne omstilling og styrke cybersikkerheden.
Der afsættes midler til at udvikle efter- og videreuddannelse inden for it-området. Det skal bidrage til opkvalificering af dem, der i forvejen arbejder med it. Herudover afsættes der midler til at udbrede brugen af erhvervskandidatordningen på it-uddannelserne specifikt målrettet internationale studerende. Regeringen ønsker at fastholde dygtige it-studerende fra andre lande i et job i Danmark, når de er færdige med deres uddannelse. Dermed understøttes regeringens ambition om at få flere studerende til at vælge en erhvervskandidatuddannelse, hvor man arbejder ved siden af studierne.
Derudover skal læreruddannelsen gøres klar til indførslen af teknologiforståelse som ny faglighed i folkeskolen. Derfor afsættes der penge til at understøtte professionshøjskolernes og universiteternes arbejde med at videreudvikle et forsknings-, viden- og undervisningsmiljø omkring teknologiforståelse.
Endelig medfører den digitale udvikling, at det ikke længere kun er en opgave for it-specialister at forholde sig til digitale teknologier. Her har de videregående uddannelser en vigtig rolle i forhold til at klæde arbejdsstyrken på. Derfor indeholder strategien også et initiativ om et digitalt løft på de videregående uddannelser, hvor der afsættes midler til digital udvikling af uddannelses- og kursusindhold samt kompetenceudvikling af undervisere.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
– Digitaliseringsstrategien adresserer en række af fremtidens muligheder og udfordringer inden for digitalisering. Det har høj prioritet for regeringen at sikre nok kvalificeret arbejdskraft. Især inden for områder, hvor der er stor efterspørgsel. En del af løsningen på den problemstilling er at få flere internationale studerende ind på it-erhvervskandidatuddannelser, så de allerede under deres uddannelse får en tæt tilknytning til arbejdsmarkedet. Digitalisering handler dog også om et bredt løft af befolkningens digitale kompetencer. Derfor er jeg glad for, at strategien indeholder et initiativ om at understøtte de videregående uddannelsesinstitutioners arbejde med at få det digitale ind på uddannelserne. Også på læreruddannelsen, hvor arbejdet med at videreudvikle teknologiforståelse som faglighed er centralt for at klæde fremtidens lærere på til at undervise i teknologiforståelse.
Fakta
– Regeringen lægger op til at afsætte ti mio. kr. årligt i 2024-2026 til initiativet efteruddannelse og fastholdelse af it-specialister. I alt 30 mio. kr. som udmøntes gennem puljer, de videregående uddannelsesinstitutioner kan søge.
– Regeringen lægger op til at afsætte 35 mio. kr. i 2024 til initiativet digitalt løft på de videregående uddannelser. Midlerne kan ligeledes søges af de videregående uddannelser.
– Regeringen lægger op til at afsætte 10 mio. kr. til initiativet teknologiforståelse som ny faglighed hos underviserne.

















