FHK bevarer andenpladsen efter stor skalp

0

FHK skulle for alvor stå deres prøve i denne sæson mod en direkte konkurrent. Det skete på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg, som FHK endte med at vinde 31-24 over efter en flot anden halvleg.

FHK spillede lørdag eftermiddag topkamp på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg. Kampen havde stor betydning, da FHK i princippet kunne ryge fra en anden- til en fjerdeplads med et nederlag, hvis Mors-Thy samtidig fik point mod KIF Kolding.

Til kampen var betingelserne optimale for FHK. Med i truppen var igen Thorsten Fries efter to måneders fravær, og også Jonas Langerhuus var igen til rådighed, hvilket gav reelle alternativer til både Sebastian Frandsen og Anders Martinusen.

Fra start blev det klart, at det ikke ville blive nogen køn affære. Begge holds målmænd, Sebastian Frandsen og Mikkel Løvkvist, storspillede, og samtidig var de to holds angreb usikre. FHK’s første mål blev først scoret efter knap fem minutter, da Martin Bisgaard tog sagen i egen hånd og bankede bolden i kassen til 1-1.

Hurtigt fik Gudmundur Gudmundsson nok af det haltende angrebsspil. Han endte med at kommandere James Junior Scott ud på bænken og satte Kristian Stoklund ind til at spille syv mod seks. Skarpheden manglede stadig, og FHK var halvvejs inde i første halvleg derfor bagud 6-4.

Til gengæld havde Bjerringbro-Silkeborg heller ikke stor tur i den. Rasmus Lauge fandt ikke det niveau frem, som han er kendt for på landsholdet, og det gjorde, at FHK fik ædt sig ind i kampen stille og roligt. 10-9 var stillingen til hjemmeholdet efter 23 minutter, men et par gode minutter bragte FHK i front 12-11, da Sebastian Henneberg scorede i tom kasse.

Et par sjuskede fejl i slutningen af første halvleg gjorde dog, at FHK endte med at gå til pause bagud med 14-13 efter en første halvleg, hvor de ikke ramte deres niveau.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

I anden halvleg var det et forvandlet FHK-hold. Den usikkerhed og de sjuskede fejl, der prægede første halvleg, var pist forsvundet. Samtidig fortsatte Sebastian Frandsen med at tage fra i kassen. Det symboliseres i det 34. minut, hvor han reddede sit andet straffekast i kampen og gav FHK momentum.

Få minutter senere var stillingen 18-16 til FHK, og forinden havde der været en kaotisk situation. Først med Reinier Taboada og i sekvensen efter en trukket angrebsfejl kom der gang i begge hold. Dommerparret Henrik Nielsen og Jacob Falkenberg blev omringet. De blev enige om at dømme angrebsfejl, og så sprang helvede løs blandt hjemmeholdets tilskuere og spillere.

Det endte med at blive kampafgørende. FHK holdt hovedet koldt, og 42 minutter inde i opgøret var stillingen 20-16 til de fredericianske gæster. Det kom midtjyderne sig aldrig over, og de måtte skuffe hovedparten af de 2.237 tilskuere, hvoraf omkring 100 var FHK-fans og var i en helt anden stemning.

adp-as.dk

Med ti minutter igen var det sidste udkald for BSH. Stillingen var 25-19 til FHK, som scorede efter behag. Sebastian Henneberg dirigerede angrebsspillet til perfektion, og var der ikke mål, så var der straffekast, og dem tog Kristian Stoklund sig af i sikker stil. I alt lavede han seks mål på straffe og otte mål i hele kampen.

Selvom kampen var afgjort, holdt FHK skruen i vandet. Føringen kom op på 31-22, da Taboada sendte bolden i tomt mål. Det skulle vise sig at blive FHK’s sidste scoring i kampen, som endte 31-24. Dermed bevarer FHK andenpladsen og lægger afstand til en konkurrent.

Næste gang FHK skal i aktion er på fredag på udebane mod Nordsjælland

Normal drift genoptaget efter reparation af hovedledning

0

TREFOR VANDs Montørteam har effektivt lukket for en 350 mm hovedvandledning, hvilket har stoppet vandet, der strømmede ud i Fynsgade denne eftermiddag i Fredericia. Denne hurtige indsats har markant reduceret vandspejlet i området.

Efter lukningen af hovedledningen observerede man et betydeligt fald i vandspejlet. Dette har banet vej for den næste fase af indsatsen, hvor slamsugere er blevet rekvireret til at fjerne det resterende vand. Denne proces er afgørende for at sikre, at reparationsteamet kan arbejde effektivt og sikkert for at udbedre skaden.

LIVE: FHK spiller topkamp på udebane

0

Klokken 16:00 tørner FHK sammen med Bjerringbro-Silkeborg i JYSK Arena. Kampen er mellem ligaens nummer to, FHK, der møder nummer fire, BSH. Vi er til stede og liveopdaterer fra opgøret.

Nyt stort brud på vandledning i Fredericia

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Brud på en hovedledning i Fynsgade, hvilket har resulteret i manglende vandforsyning og reduceret vandtryk i dele af området.

Brud på hovedledningen har skabt udfordringer for beboerne indenfor voldene i Fredericia. Situationen har ført til manglende vandforsyning og nedsat vandtryk i dele af byen, hvilket påvirker dagligdagen for mange af byens indbyggere.

Indbyggerne i de berørte områder kan opleve manglende vandforsyning eller nedsat vandtryk, indtil situationen er løst.

Bekymrende tal: Træthed bag rattet plager hver anden dansker

0

Alt for mange danskere bevæger sig ud i trafikken, mens de er trætte. Faktisk har halvdelen af danske bilister kørt en bil, mens de havde svært ved at holde sig vågen. Det viser en undersøgelse, som Kantar Public har lavet for Gjensidige.

Hvert år er træthed hos bilister årsag til trafikulykker, men til trods for det, fortæller halvdelen af danske bilister, at de har oplevet at være så trætte bag rattet, at de enten har haft svært ved at holde øjnene åbne, eller er faldet i søvn et kort øjeblik.  

I en ny undersøgelse svarer 43 procent, at de har haft svært ved at holde øjnene åbne, mens de har kørt bil, mens hele otte procent beskriver, at de har været faldet i søvn et kort øjeblik.

Undersøgelsen er lavet af Kantar Public for Gjensidige.  

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker fandt i en analyse fra 2020 frem til, at træthed med sikkerhed var årsag til otte procent af de ulykker, man undersøgte i analysen.  

For Henrik Sagild, der er direktør i skade i Gjensidige, giver den høje andel af bilister, der har oplevet træthed bag rattet anledning til at indskærpe fokus på større selvjustits, inden man sætter sig ind i sin bil.  

– Det er en bekymrende stor andel, der har oplevet at være så træt bag rattet, at de har svært ved at holde sig vågne, og selvom træthed naturligvis er noget, der kan opstå under kørslen, så har man som bilist et ansvar for, at man er frisk nok til at køre bil, inden man begiver sig ud i trafikken, siger han.  

Undersøgelsen viser også, at danskernes foretrukne forebyggelse af træthed er at holde hyppigere pauser, mens også høj musik, samtaler og kaffe eller energidrik er populært blandt trætte bilister. Men det er ikke alt, der er lige effektivt, når trætheden først er indtruffet, lyder det fra Henrik Sagild.  

– Selvom det måske virker intuitivt at drikke koffeinholdige drikke eller skrue op for musikken for at holde sig vågen, så er det to ting, der blot giver en kortvarig opfriskning, og ikke som sådan afhjælper trætheden. Det gør derimod pauser, og anbefalingen er derfor også, at man, om muligt, kører ind til siden og tager en pause eller måske endda en kort lur, hvis man ikke føler, at man er i stand til at holde sig vågen og fokuseret på trafikken.” 

Havarikommisionens gode råd: 

  • Er du ved at blive træt, så skift chauffør eller tag en powernap på 15-20 minutter.
  • Kaffe eller læskedrik med koffein hjælper kun kortvarigt. Det hjælper ikke f.eks. at skrue op for radioen eller åbne vinduerne.
  • Tegn på træthed er f.eks. at du blinker ofte, har svært ved at fokusere, gaber eller ikke kan huske den sidste kilometer.
  • Du må ikke ignorere dine tegn på træthed og tro, at du nok skal klare den – det kan gå helt galt.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.004 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af © Kantar Public for Gjensidige i august og september 2023.

Er nogle af følgende ting sket for dig, mens du var fører af en bil? Gerne flere svar 
Jeg er faldet i søvn i længere tid 0% 
Jeg er faldet i søvn et kort øjeblik 8% 
Jeg har haft svært ved at holde øjnene åbne 43% 
Andet 2% 
Ingen af ovenstående 53% 
Hvordan bekæmper du træthed bag rattet? 
Jeg drikker kaffe 15% 
Jeg drikker energidrik 7% 
Jeg hører høj musik 27% 
Jeg sørger for at føre samtaler med passagerer/andre 23% 
Jeg holder hyppigere pauser for at strække benene og få frisk luft 35% 
Jeg kører ikke i bil når jeg er træt 37% 
Andet 8% 
Ved ikke 3% 

TREFOR beklager larm

0

TREFOR Vand arbejder i området ved Nørrebrogade, hvor der lægges nye vandrør på den pågældende strækning i krydset ved Nørrebrogade og Indre Ringvej. Arbejdet har stået på siden den 8. november. I den forbindelse har selskabet brugt køreplader for at dække et større hul. Kørepladerne har medført ekstraordinære støjgener. Nu har virksomheden fundet en løsning.

Under pladerne ligger der grus, hvilket reducerer støj, når der er færdsel på pladerne, men nu har man valgt at skifte pladerne.

– Vi bliver mandag gjort opmærksom på, at der på trods af det underliggende grus er støjgener fra pladerne. Det reagerer vi selvfølgelig på, og derfor blev pladerne mandag middag udskiftet til en anden type. Vi har efterfølgende været på stedet flere gange, og vurderer, at det har afhjulpet problemet. Vi beklager de gener, det har givet i mellemtiden, siger vandforsyningschef i TREFOR Vand, Lars Skjerning.

TREFOR Vand forventer at afslutte arbejdet i krydset onsdag den 23. november.

Sammen redder vi liv-bussen besøgte Fredericia

0

Hjerteløbere kan gøre en vigtig forskel ved at yde livreddende førstehjælp, inden ambulancen når frem til hjertestop. Derfor har Sundhedsstyrelsens og TrygFondens Sammen redder vi liv-bus kørt gennem landet i den seneste tid for at opfordre til at blive hjerteløbere. Det har fået mange nye hjerteløbere til at melde sig, og derfor fik Social- og Sundhedsskolen Fredericia besøg forlededen.

I Danmark har vi opbygget en træd-til-kultur, hvor vidner og førstehjælpere træder til med livreddende førstehjælp ved 80 pct. af hjertestoppene uden for hospital, inden ambulancen når frem. Det betyder, at frivillige er med til at øge chancen for overlevelse for de ca. 5.000 danskere om året, som får hjertestop.

Flere end 159.000 hjerteløbere har allerede meldt sig til at træde til, men der er brug for endnu flere, hvis vi skal have Danmark dækket godt ind med hjerteløbere – både i byområderne, men specielt i de tyndere befolkede områder, hvor hjerteløberne kan gøre særlig gavn.

Derfor besøger Sammen redder vi liv-bussen kommuner i hele landet og lagde vejen forbi Social- og Sundhedsskolen. Her fik de studerende et 30 minutters hjertelungeredningskursus, som lever op til internationale standarder, og høre om muligheden for at melde sig som frivillige til TrygFondens hjerteløberordning.-

– I de seneste uger har Sammen redder vi liv-bussen kørt rundt, og der har været afholdt Hjertestarterdag i hele landet for at skabe opmærksomhed om genoplivning. Vi er blevet rigtig godt modtaget og kan se en større tilstrømning af nye hjerteløbere, hvilket vi er meget glade for. Vi ved, at hjerteløberne ofte når frem til hjertestoppene før ambulancen, og dermed spares der vigtige minutter og sekunder, før den livreddende indsats kan begynde. Vi håber, at der også i Fredericia vil være mange, som får lyst til at blive hjerteløbere og bidrage til at øge chancen for overlevelse ved hjertestop, siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.

Sammen redder vi liv-bussen har allerede kørt på tværs af landet i tre uger, og i de kommende tre uger får endnu flere kommuner besøg. Det er Sundhedsstyrelsen og TrygFonden i samarbejde med Danske Regioner, der står bag indsatsen, som skal skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af at kunne redde liv og at få flere døgntilgængelige og funktionsduelige hjertestartere, særligt i boligområder.

Antal hjerteløbere den 7. november 2023

  • Region Hovedstaden: 61.029 hjerteløbere – svarende til 3.215 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere
  • Region Midtjylland: 38.963 hjerteløbere – svarende til 2.865 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere
  • Region Syddanmark: 25.833 hjerteløbere – svarende til 2.086 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere
  • Region Sjælland: 19.399 hjerteløbere – svarende til 2.282 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere
  • Region Nordjylland: 14.049 hjerteløbere – svarende til 2.363 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere

Totalt: 159.273 hjerteløbere – svarende til 2.681 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere

Vidste du at…

  • i 6 ud af 10 hjertestop kommer hjerteløberne før ambulancen og har dermed mulighed for at begynde den livreddende førstehjælp, inden det professionelle beredskab når frem.
  • Når hjerteløbere tilkaldes til et hjertestop, kommer mindst én af dem frem i 98 pct. af tilfældene. Ankommer der mange hjerteløbere til et hjertestop, tager nogle af dem sig af de pårørende og er en stor støtte for dem.
  • Sådan kan du være med til at redde liv

Troels Lund Poulsen er officielt valgt

0
Troels Lund Poulsen. Foto: AVISEN

Troels Lund Poulsen er formelt blevet valgt som den nye formand for partiet Venstre på partiets landsmøde i Herning. Han overtager rollen efter Jakob Ellemann-Jensen. Der var ingen modkandidater, og Poulsen blev valgt uden en formel afstemning.

Poulsen har fungeret som vikarierende formand siden oktober, sammen med Stephanie Lose som næstformand, efter at Ellemann-Jensen trak sig på grund af stressrelaterede årsager. Betydningsfulde partiprofiler som Søren Gade, Lars Christian Lilleholt, og Anders Fogh Rasmussen pegede på Poulsen som en potentiel efterfølger.

Med en lang karriere i Folketinget siden 2001 og erfaring fra flere ministerposter, herunder som skatteminister og beskæftigelsesminister, bringer Poulsen betydelig erfaring til rollen. Hans formandskab falder sammen med en udfordrende tid for Venstre, som oplever lav støtte i meningsmålingerne, og Poulsen har erkendt, at han i øjeblikket ikke er kandidat til statsministerposten, selvom det traditionelt har været tilfældet for Venstres formænd.

Stephanie Lose forventes at blive genvalgt som næstformand under landsmødet.

Om Troels Lund Poulsen

Troels Lund Poulsen, født 30. marts 1976 i Vejle, søn af folkeskolelærer Aage Poulsen og privat ansat Lise Poulsen.

Uddannelse og tidlige År

  • Uddannelse: Student fra Tørring Amtsgymnasium (1992-1995); uddannet fra Lindved Skole (1982-1992).
  • Tidlig beskæftigelse: Ejer af Birkehøjgaard siden 2005; pressekoordinator hos Ørestadsselskabet (1998-2001); politisk sekretær på Christiansborg (1995-1997).

Politisk Karriere

  • Folketingsmedlem: For Venstre i Østjyllands Storkreds (fra 13. november 2007); i Vejle Amtskreds (20. november 2001 – 13. november 2007).
  • Kandidat for Venstre: I Hedenstedkredsen (fra 2007); i Juelsmindekredsen (2001-2006).
  • Ministerposter: Vicestatsminister, økonomiminister og forsvarsminister (fra 23. oktober 2023); forsvarsminister (22. august 2023 – 23. oktober 2023); fungerende forsvarsminister (6. februar 2023 – 31. juli 2023); økonomiminister (15. december 2022 – 22. august 2023); beskæftigelsesminister (28. november 2016 – 27. juni 2019); erhvervs- og vækstminister (28. juni 2015 – 28. november 2016); undervisningsminister (8. marts 2011 – 3. oktober 2011); skatteminister (23. februar 2010 – 8. marts 2011); miljøminister (23. november 2007 – 23. februar 2010).
  • Andre Roller: Formand for Statsrevisorerne (2022); statsrevisor (1. oktober 2021 – 15. december 2022); finansordfører (2019-2022); formand for den danske delegation til NATO’s Parlamentariske Forsamling (2011-2015); forsvarsordfører (2011-2015); politisk ordfører (2006-2007); udenrigspolitisk ordfører (2001-2006).

Tillidshverv

  • Venstre: Medlem af Venstres Forretningsudvalg (fra 2023); medlem af hovedbestyrelsen (fra 2022, samt 2015-2019, 2006-2011, 1997-2002).
  • Andre roller: Medlem af Nationalbankens repræsentantskab (2019-2022); medlem af bestyrelsen i Green Network (2014-2015); medlem af Nationalbankens bestyrelse og repræsentantskab (2006-2007).
  • Venstres Ungdom: Landsformand (1997-1999); lokalforeningsformand i Tørring-Uldum (1993-1994); medlem siden 1992.

Sand stjerneparade og dygtige danskere

0
Foto: Thomas Kvist Christiansen

Torsdag aften var der dømt klassisk rockmusik fra såvel det kleine ind- som det store udland. Det vil sige masser af gedigen guitar, bragende bas, triumferende tromme og langtidsholdbare landeplager.

Selv om det danske bidrag af uransagelige årsager spillede til sidst, får københavner-bandet de første par borgerlige ord med på vejen.

Ind på scenen i det pænt fyldte Eksercerhus trådte Jesper Binzer med band. Frontfiguren fra D-A-D har siden 2017 flirtet med en mindre solokarriere. Sidespringet har blandt andet medført udgivelse af to solide soloalbums, “Dying Is Easy” fra 2017 og “Save Your Soul” fra 2020. Begge indspilninger havde i øvrigt Fredericias egen Søren Andersen med på holdet og bag mixerpulten.
Det var selvsagt med udgangspunkt i de 2 udgivelser i eget navn, at Binzer og band gav deres version af god gammeldags rock og rul.

Binzers bedrifter

Den snart 60 årige og på Amager bosiddende Jesper Binzer leverede en glimrende gang ukompliceret rock. En lige-ud-ad-landevejen stil, hvor guitar, hammondorgel og insisterende vokal var omdrejningspunkter.

At Jesper Binzer efter mere end 40 år på landevejen stadig har så meget pondus i vokalen er virkelig en bedrift.
Binzer skåner aldrig stemmen, som lever maksimalt, hver gang.

Han har på ingen måde rockmusikkens største og eller mest karakteristiske stemme. Men det Binzerske brøl med tilhørende nerve og nærvær var og er så langt rigeligt.

Foto: Thomas Kvist Christiansen

I mangel af den normale lead guitarist, “Borgmesteren fra Fredericia”, som Jesper Binzer så kærligt kaldte byens egen, Søren “Søgge” Andersen, havde Jesper Binzer trukket noget af en kanon kanin op af hatten.

Ingen ringere end “vikaren fra helvede”, alias Victor Ray havde overtaget rollen som stjerneguitarist. Han er såmænd søn af danske Sanne Salomonsen og den svenske super-guitarist, Mats Ronander.

Victor Ray gjorde det aldeles glimrende, og stortrives åbenlys i rollen som “stjerne for en aften”.
Sammen med hammond-orgel ekvilibristen, Jesper Bo Hansen, var Victor Ray klart de bærende kræfter i Jesper Binzer Band.

Alt i alt en glimrende koncert. Ærlig rock, som dog til sidst i sættet blev distraheret af al, al for voldsomt et lydbillede. Her 48 timer senere piver det stadig i mine ellers på ingen måde sarte ører.

Uanset, at Jesper Binzer Band var gode og dygtige, blev sekstetten dog overskygget og til dels udspillet af aftenens udenlandske islæt.

Den helt store stjerne

Foto: Thomas Kvist Christiansen

Først fakta:
Det ægte Thin Lizzy band med desværre for længst afdøde sangskriver, sanger og bassist, Phil Lynott nåede aldrig at gæste 7000 Rockbyen.
Det nærmeste, byen er kommet, var vel i grunden Horsens-bandet, Find Lizzy. De gæstede spillestedet Hollywood Hardrock engang i 00’erne…

Det cover-band bestod af guitarist, Ken Hammer og trommeslager, Michael Fast fra Pretty Maids samt Knud Lindhard og Lasse Laursen, 2 af de originale medlemmer af kultbandet, Den Gamle Mand Og Havet. Alle 4 kæmpe fans af Thin Lizzy. Og de gjorde det – som jeg husker det – rasende godt !!

Netop i år rammer det legendariske irske band, Thin Lizzy hele to jubilæer : Det er præcis 50 år siden, at det irske band fik deres første hit. Det var såmænd deres personlige version af en gammelt britisk folkesang, “Whisky In The Jar”.

Foto: Thomas Kvist Christiansen

Og det er tillige præcis 40 år siden, at bandets sidste album så dagens lys. “Thunder And Lightning” hed det.

Eneste tilbageværende medlem af originale Thin Lizzy, line-up er trommeslageren Brian Downey.

Bandets nuværende navn er desuden opkaldt efter dobbelt live albummet, “Alive And Dangerous. Af mange, rigtig mange betragtet som verdens bedste koncert-udgivelse!!

Så mødet med den originale Thin Lizzy trommeslager, Brian Downey og bandet, Alive And Dangerous var ventet med spænding.
Bandet viste på alle måder at være ventetiden værd.

I (rock)guder for et formidabel gig, de 4 mænd leverede. Kvartetten var i den grad lys-levende og forrygende farlige. Altså på den fede måde.

Et var, at sanger og bassist, Matt Wilson ret så meget lignede bandets oprindelig sanger, Phil Lynott. Men for hulen da, hvor hans stemme tillige lød som, og så spillede han næsten lige op med selvsamme Phil Lynott.

Det var lige før, at man troede på en art opstandelse fra de dødes rige. Ligheden var slående som en forhammer i hovedhøjde.
Sammen med de to fremragende lead-guitarister, Joe Meriman og polsk-fødte Michal Kulbaka leverede kvartetten en stjernerække af listige Lizzy-sange.

Spillet med et sjældent oplevet overskud, hamrende præcise og med en mesterlig musikalitet.

Hit på hit

Sange som “Jailbreak”, “Waiting For An Alibi” og “Rosalie” stod knivskarpe, som var de skåret ud af de originale studiealbums.
Det, som alle dage har gjort Thin Lizzy til noget særligt, var den elegance, som de implementerede i den hårde rock. Det er ganske enkelt mega komplekse numre, som på toppen har nogle fede, fede guitarriffs og syng-med omkvæd. Det formåede Brian Downey og kompagni at genskabe i besnærende grad.

Til at fuldende den helt særlige Thin Lizzy-lyd – dvs. altid med dobbelt leadguitar – var måske den mest melodiske, elegante trommeslager i rock-historien: Brian Downey.

I en alder af 72… TO-OG-HALVFJERDS.. spillede han stadig bukserne af langt, langt af de flere yngre og måske endda mere kendte trommeslagere.

Han er hurtigere end sin egen skygge. Han er mere præcis end et ny indkøbt vækkeur. Hans trommespil er mere elegant end en velklædt James Bond på kvindejagt.

Foto: Thomas Kvist Christiansen

Hæsblæsende og overrumplende og overbevisende godt spillet.

Det forrygende sæt på desværre kun 75 minutter blev sluttet af med monster-hittet, “The Boys Are Back In Town”. Af mange, herunder det ansete amerikanske musiktidsskrift, Rolling Stone, anset for Thin Lizzys bedste sang. Også den sad lige i rock-skabet.
Brian Downey’s Alive And Dangerous spillede 17 hit på hit på hit. Havde bandet valgt 17 helt andre Thin Lizzy sange, havde det stadig været hit på hit på hit.

Det var en sand stjerneparade, både med hensyn til sangvalg, men så sandelig også i forhold til kvartettens musikalske niveau.

Danmark er klar til EM

0
Foto: DBU Foto / Anders Kjærbye

Efter en opløftende præstation mod Slovenien, er det danske fodboldlandshold sikret en plads til EM i Tyskland i 2024.

Landstræner Kasper Hjulmand manglede til kampen blandt andet Rasmus Højlund og Christian Eriksen. Der var derfor spekuleret i, hvordan han ville stille op, og han valgte efter eget udsagn en flok spillere, der har en speciel form for mentalitet til at ville kæmpe, og så måtte det polerede spil komme i anden række.

I den seneste tid har det danske landshold ikke spillet prangende, og ærmerne var derfor smøget op fra start, men der var krydderi over det danske spil. Med en god pasningsfod fra blandt andet Joachim Andersen og Christian Nørgaard skabte danskerne flere chancer i kampens indledning.

26 minutter inde i opgøret kom forløsningen. Joakim Mæhle havde listet sig med frem, og den offensivt indstillede højre back satte bolden i kassen bag den slovenske keeper Jan Oblak.

Glæden varede dog kort. Danskerne begik frispark på kanten af feltet et par minutter senere, og så lå bolden i mål. Erik Janza sendte bolden over den danske mur, og ind bag Kasper Schmeichel, der ikke så specielt heldig ud i situationen.

Målet faldt i kølvandet på, at danskerne ellers havde gang i den bedste landskamp i en længere periode, og det var derfor en kold spand vand i hovedet på Kasper Hjulmands mandskab.

Danskerne fandt takterne frem igen i anden halvleg, hvor Mathias Jensen var kommet på banen i stedet for Christian Nørgaard, som rendte rundt med et gult kort. Jensen viste gode takter i spillet med bolden og var en af de spillere, som var tiltænkt en rolle til at få åbnet det slovenske forsvar.

Efter 54 minutter kom den anden danske scoring. Thomas Delaney fik bolden i kassen og sendte Parken i ekstase. Danskerne havde flere nærgående forsøg, blandt andet et knaldhårdt spark fra Yussuf Poulsen, men der blev ikke scoret flere mål i kampen.

Derfor endte det med en dansk sejr på 2-1, der sender Danmark til EM-slutrunden, selvom der mandag resterer en sidste kvalifikationskamp på udebane mod Nordirland.

Utryg situation på Fredericia Banegård: 55-årig sigtet efter spyt og spark mod taske

Utryg situation på Fredericia Banegård: 55-årig sigtet efter spyt og spark...

0
KRIMI. Onsdag klokken 14.24 modtog politiet en anmeldelse fra Fredericia Banegård ved spor 3/4. En person antastede her en forurettede flere gange og spyttede...