Mandag klokken 10:00 blev Fredericia Gymnasium indhyllet i festligheder, da årets første studenter modtog deres velfortjente studenterhuer. For rektor Jørgen Lassen, var det en særlig dag, da det var første gang, han oplevede elever blive færdige under hans ledelse. Det nye skoleår havde ført en ny tradition med sig – rektoren hejste flaget udenfor gymnasiet sammen med en STX- og HF-elev.
Valget blandt eleverne faldt på Julie Linnea Cortzen fra 3.C og Sasha Bülow Petersen fra 2.Q. Julie havde demonstreret sine evner i Oldtidskundskab, mens Sasha havde været oppe i engelsk. Begge unge mennesker stod nu som symboler for skolens præstationer.
Julie, stadig med huen stramt fastgjort til hovedet, udtrykker sin begejstring med det bredeste smil.
– Det var mega fedt. Det er dejligt at være færdig. Jeg synes det gik meget fint. Jeg gjorde hvad jeg kunne, siger Julie.
Oplevelsen på Fredericia Gymnasium, beskriver Julie som værende “fedt”, og roser skolen for dens atmosfære og undervisningskvalitet. Men hendes gymnasieperiode blev også præget af det mærkværdige i at have hjemmeundervisning i halvandet år på grund af coronapandemien.
– Det var da lidt svært at sidde derhjemme, men man hang da op i det fordi det er gymnasiet, og der skal man nok tage sig lidt sammen. Det skal være seriøst, siger Julie
Hendes fremtidsplaner er åbne.
– Jeg skal holde et sabbatår. Jeg er en smule skoletræt, da det er tre hårde år, siger Julie.
Efter en velfortjent pause ser Julie frem til at rejse, opleve verden og vende tilbage til uddannelsessystemet med ny energi.
– Hvad angår uddannelse, vil jeg gerne læse videre indenfor idræt. Jeg gik på sundhedslinjen her på gymnasiet og har altid interesseret mig for det, afslører hun.
For Julie og alle hendes klassekammerater, er mandagen blevet et vendepunkt. De står nu på tærsklen til voksenlivet, klar til at påtage sig nye udfordringer med deres friskt opnåede viden og erfaringer.
Mandag morgen på IBC Fredericia-Middelfart blev kronet med særlig jubel, da årets første student fra IBC satte huen på hovedet. Klokken slog 09:00, og der strømmede begejstring ud fra skolen. Studenten var Laura Kristensen, der efter planen tager et sabbatår.
Foran hovedindgangen stod familiemedlemmer og nære venner, fastholdt i spændt forventning. Telte var blevet opsat i denne højtidelige lejlighed, gav plads for en intim sammenkomst med boblende glas og glade samtaler.
Med traditionens tyngde i bagagen, fik Laura æren af at hejse flaget, som var en opgave hun delte med campuschef Jakob Lund. Dette symboliserede ikke kun hendes egne præstationer, men også den samlede triumf for hele skolen.
– Lige nu, er det bare fantastisk,. Jeg glæder mig til at fejre det med min familie over en god frokost, siger Laura.
Men fejringen var kun begyndelsen. Som mange andre nybagte studenter, stod Laura på kanten af en verden fuld af muligheder.
– Først skal jeg have et sabbatår, og jeg skal ud at rejse, fortæller hun med en drømmende glans i øjnene.
– Efter det, er jeg ikke sikker. Måske noget med matematik.
Reflekterende over hendes tid på IBC, beskrev Laura sin oplevelse som “mega fed”, selvom det selvfølgelig også har været udfordrende. Hun roste særligt hendes klasse for deres støtte og sammenhold under den tidligere corona-tid, som hun påpegede havde gjort det mere udholdeligt.
Når det kommer til fejringen, er der ingen tegn på at Laura vil slappe af.
– Jeg holder gilde den 30. juni. Og der er planlagt fester næsten hver dag i de næste tre uger, siger hun.
Til spørgsmålet om, hvorvidt Laura kan holde til det, svarede hun med et grin:
– Det bliver hårdt, men også sjovt, slutter Laura.
Studentertiden for Laura er endelig begyndt. Nu venter der kun glæde, fest og en lovende fremtid.
(Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)
En beboer på 6. Julivej i Fredericia vågnede tidligt i weekenden til lyden af en hammer, der knuste et vindue i hans bolig. En manden forsøgte at stjæle en designerlampe fra ejendommen men blev overrasket af ejeren.
– Ejeren anråbte gerningsmanden, som er beskrevet som en mand i mørke bukser med en grå hættetrøje, trukket op over hovedet. Gerningsmanden flygtede i vestlig retning på en sølvgrå mountainbike. Han er omkring 180 cm høj og kraftig af bygning, fortæller Vicepolitikommissær, Mikkel Ross.
Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde den mistænkte.
Ejendommens vindue, der blev knust med en hammer, var cirka to meter over jorden. Dette har nok ligeledes været en del af årsagen til at forsøget mislykkedes.
Politiet efterlyser nu enhver, der kan have set eller hørt noget mistænkeligt i området omkring 6. Julivej tidligt søndag morgen, om at kontakte dem.
– Hvis du har set eller hørt noget, bedes du ringe 114, opfordrer Vicepolitikommissær, Mikkel Ross.
Indtil videre fortsætter politiets efterforskning, mens de forsøger at spore den mistænkte. I mellemtiden rådes borgerne til at være ekstra opmærksomme på hvad de stiller i deres vindueskarm.
Der er blevet begået indbrud i en maskinfabrik på Industrivej i Fredericia. Indbruddet blev opdaget søndag kl. 23:41da alarmen gik i maskinhallen
Indbrudstyvene havde tilsyneladende brugt en form for køretøj til at bryde jernporten til fabrikkens område op, muligvis ved at fastgøre en kæde til køretøjet og derefter trække porten op.
– Gerningsmændene fik adgang til fabrikken via maskinhallen, hvor de stjal tre Makita boremaskiner og en mængde specialværktøj til metal. Desuden er der stjålet en skraldespand med metalskråt.
En undersøgelse af sagen er i gang, og enhver, der har oplysninger om indbruddet, opfordres til at kontakte politiet på 114.
Ved tjenerelevernes svendeprøve på erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding har Lena Hahn Atzen – der har været i lære på Molskroen – opnået en af de meget sjældne guldmedaljer, og dermed føjer hun en mere til sin samling.
Ifølge en oldgammel myte blev alt, hvad kong Midas rørte ved, til guld.
Men nu har antikkens rigeste mand fået modspil – og tilmed fra en, som i modsætningen til Midas stadig kan nyde mad og drikke.
For Lena Hahn Atzen har ved tjenerelevernes svendeprøve på erhvervsskolen HANSENBERG sikret sig en fornem guldmedalje.
Og alt, hvad hun rører ved, bliver åbenbart til guld. Under sin uddannelse vandt Lena Hahn Atzen nemlig DM i Skills for tjenerelever, og for præcis to år siden var hun til svendeprøve på kokkeuddannelsen, hvor hun også garnerede prøven med en guldmedalje.
Guldmedaljer i kokke- og tjenerfagene er ellers langt fra hverdagskost. Et kig langt tilbage i historiebøgerne viser således, at der kun to gange tidligere er uddelt en guldmedalje ved tjenernes svendeprøver på HANSENBERG.
Så to guldmedaljer er en helt enestående bedrift.
– Det er surrealistisk, og jeg forstår det ikke helt endnu – jeg er bare glad. Jeg har virkelig ydet mit bedste, og det viser, at man godt kan være god til mere end én ting. Man kan godt både være en god kok og en god tjener uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger Lena Hahn Atzen.
En overvældende oplevelse
Man kan åbenbart også godt være i gang med to uddannelser på én gang. For sideløbende med sin uddannelse til tjener har Guld-Lena været i gang med uddannelsen til sommelier, og på mandag og tirsdag skal hun til de afsluttende eksaminer.
– Det har været hårdt at være i gang med to uddannelser på samme tid, og jeg har da til tider været ret overvældet. Men det er noget, jeg har gjort, fordi jeg er klar til at blive “færdig” nu. Jeg bliver på Molskroen, hvor jeg også har været i lære som tjener, for jeg er rigtig glad for at være der.
– Og så er jeg egentlig bare klar til at tage imod det, som verden kaster i min retning. Jeg er ikke god til langsigtede planer, for jeg ønsker ikke at stå i en situation, hvor jeg er nødt til at sige nej tak til noget, bare fordi min tiårsplan indeholder noget andet.
Vil gøre en forskel
Nogle specifikke tanker om fremtiden har Lena Hahn Atzen dog gjort sig.
– Jeg glæder mig til på et tidspunkt at komme til at arbejde med unge mennesker. Jeg vil gerne ind i noget vejledning eller arbejde som faglærer på en erhvervsskole – og gøre den forskel for andre, som mine faglærere på HANSENBERG har gjort for mig.
For selv om Lena Hahn Atzen for to år siden flyttede til Rønde for at starte på sin læreplads på Molskroen, insisterede hun på, at skoleforløbene fortsat skulle ligge på HANSENBERG, hvor hun også tog sin uddannelse til kok.
– HANSENBERG er et hjertevarmt sted, hvor man altid føler sig velkommen, og så er rammerne bare virkelig gode. Jeg er et meget stort tryghedsmenneske, og jeg kendte faglærerne, som er så fantastisk gode til at se os elever som individer. Det er vildt dejligt, at man får lov til at være sig.
Stolthed på skolen
På HANSENBERG er skolechef ved Vitia Kirsten Grosen fuld af ros til Lena Hahn Atzen:
– Vi er beærede over, at Lena valgte at gennemføre begge uddannelser på HANSENBERG.
– Vi er meget stolte på Lenas vegne. Det er enestående at se et ungt menneske, der er så videbegærlig, ihærdig og nysgerrig – og som har sin faglighed med i alt. Hun er en stor inspirator og rollemodel for mange unge. Alle døre er åbne for Lena, og hun kan selv bestemme, om hun vil have en karriere i Danmark eller udlandet.
Under begge uddannelser på HANSENBERG har Lena Hahn Atzen desuden engageret sig i kampagnen “Vejen til en erhvervsuddannelse”, hvor hun via Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO) har været ude som rollemodel hos elever i 7.-10. klasse i grundskolen.
Det kræver fire 12-taller ud af fire mulige at opnå en guldmedalje ved tjenerelevernes svendeprøve.
Det giver rigtig god mening at kombinere en gymnasial uddannelse med kokkeuddannelsen, lyder det fra Alexandra Okotie og Alberte Eriksen fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium.
De er godt i gang med gastronomuddannelsen, og torsdag kunne årets første EUX-studenter fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium i Kolding få deres velfortjente studenterhuer på.
Kokkeeleverne Alexandra Okotie og Alberte Eriksen – som til den sidste eksamen sammen var oppe til en gruppeeksamen i teknikfaget Proces, levnedsmiddel og sundhed – er samtidig de allerførste kokkeelever med EUX på HANSENBERG, som får studenterhuerne på.
– Det er så fedt at få huen på. Det er en milepæl i uddannelsen, siger Alexandra Okotie.
– Så får man lige lidt mere energi til den sidste del af uddannelsen, tilføjer Alberte Eriksen.
Begge elever kan nemlig nu fokusere fuldt og helt på den resterende del af gastronomuddannelsen, hvor de til foråret næste år skal til svendeprøve.
– Det er smart, at man ikke først skal tage en studentereksamen – men at man kan tage begge dele på én uddannelse. Jeg har noget at falde tilbage på, hvis jeg en dag ikke længere vil være kok, forklarer Alexandra Okotie, og Alberte Eriksen er helt enig:
– Hvis jeg ikke kunne tage en samlet EUX, havde jeg taget en HF først. Jeg vil rigtig gerne have en hue på, for hvis jeg af en eller anden grund ikke kan arbejde i kokkefaget i mange år, er det godt at have en studenterhue med sig. Hvis man vil læse videre, har man et rigtig godt grundlag.
Fag flettes sammen
I deres teknikfagsprojekt har de arbejdet med at optimere mozzarella – både smags- og farvemæssigt – så osten appellerer mere til især ældre mennesker.
På den måde fletter de på en rigtig god måde det gymnasiale teknikfag sammen med fagligheden i køkkenet.
De 20-årige studenter er begge i lære på Fanø Krogaard, hvor de gerne vil fortsætte med at arbejde, når svendebrevet er i hus.
Madsby Legepark, der årligt åbner officielt den 1. april, har oplevet en overvældende god start på sæsonen i år. Med gunstige vejrmæssige forhold og mærkbart højere besøgstal, ser det ud til at være en sæson i højeste gear.
Leder af facility i Madsbyparken, Kent Jensen, havde lovet solskin, da AVISEN aflagde Madsby Legepark et besøg. Det havde dyster udsigter tidligere på dagen, men da klokken nåede aftaletidspunktet havde Kent Jensen overholdt det lovede. Netop vejret spiller en meget stor rolle. En tur i Madsby Legepark, der er gratis at besøge, er mere spontan end en tur i Legoland, og derfor er vejret vigtigt.
– Vi har fået en meget god start på den her sæson. Hvis man ser på vejret, har der næsten ikke været nogen weekender med dårligt vejr, og det afspejler sig i vores besøgstal, siger Kent Jensen
I bestræbelsen på at holde momentet, er der allerede planer om kommende begivenheder, herunder en familievenlig Sankt Hans-aften.
– Det næste, vi laver, er Sankt Hans-aften, som vil blive som sidste år, lavet i børnehøjde. Vi tænder bålet allerede klokken 18:00, og Madsbytoget vil køre fra klokken 15:00, forklarer Kent Jensen.
Ishuset i Madsby Legepark blev sat i udbud sidste år. Der skulle findes en ny forpagter.
– Vi har fået ny forpagter af ishuset i form af Hansen Is, og dem samarbejder vi godt med. Vi havde som et krav, at der kom et salgssted til, og det er sket bag husene ved legepladsen. Førhen er køen blevet for lang ved ishuset, og derfor satte vi som krav til den nye forpagter, at der skulle komme et salgssted til, siger Jacob Falkenby, der er leder af Madsbyparken.
Når vejret er i top kommer der flere tusinde gæster i weekenden, og det tal bliver snart til hverdag – især hvis vejret holder.
– Når vi er i uge 27 og frem til uge 31, er det vores højsæson, hvor vores besøgstal i weekenderne er tal, som vi også ser i hverdagen, påpeger Kent Jensen.
Parkledelsen ønsker at forbedre synligheden af nogle af parkens tilbud.
– Vi kunne godt tænke os, at vi fik åbnet området op mod klatretårnet mere op. Man skal kunne se derop nede fra legepladsen, så man ved, hvad der er omme bag træerne, siger Kent Jensen.
Med hensyn til yderligere udvikling af parken, er ledelsen afhængig af input og finansiering udefra.
– Vi har selvfølgelig nogle ideer til at udvikle legeparken, men det er Susanne Eilersen, som er formand for Bosætnings- og turismeudvalget, der har med udviklingen af legeparken at gøre. Den overordnede vision og de nødvendige midler skal komme fra kommunen, ellers skal vi have fondsmidler, forklarer Jacob Falkenby.
Klatretårnet, der er en ny tilføjelse til parken, har vist sig at være en succes.
– Vi har fået klatretårnet, som er blevet taget rigtig godt imod. Det virker efter hensigten, siger Kent Jensen.
Mens legeparken ser frem til en lovende sæson, ser det ud til, at succesen kun er begyndelsen. Madsby Legepark arbejder konstant på at forbedre oplevelsen for besøgende og ser frem til endnu mere fremgang i løbet af sæsonen.
Solen kaster sine stråler på de skinnende værktøjer hos Me Mori, Therese Krogh Andresens lille guldsmed. Her, blandt de fint forarbejdede metaller og funklende ædelstene, er guldsmeden fra det i gang med at forvandle drømme til virkelighed.
Mens Therese sidder på sin arbejdsbænk omgivet af værktøj og studere en af de ringe hun lavede før turen til Antwerpen, hun smiler og fortæller hvad hun har lært, hvordan hun har udviklet og hvilke ambitioner hun har for fremtiden.
– Mit ultimative mål strækker sig længere end guldsmederollen. Jeg ønsker at kvalificere mig til svendeprøven som ædelstensfatter. Det handler om mere end bare en titel. Det er en drøm, et håndværksmæssigt håb, der kan tage min kunstneriske praksis til nye højder. At blive anerkendt som ædelstensfatter betyder at mestre både det tekniske og det æstetiske på et højere niveau, og det er det, jeg stræber efter, fortæller Andresen, mens hun kigger ud i luften.
Den ambitiøse plan indebærer ikke en traditionel fire års læretid, men snarere en intensiv proces med selvlæring og hårdt arbejde.
Andresen er ingen nybegynder i smykkebranchen. Hendes hænder er vant til det fintfølende arbejde med ædelmetaller, og hendes øjne er trænet til at se skønhed i hver enkel ædelsten. Men hun har sat sig for at tage hendes tekniske færdigheder til det næste niveau.
– Jeg stræber efter at kunne skrive ædelstensfatter på mit visitkort med stolthed, uden at det er ‘fis og ballade’. Jeg er ivrig efter at få det ekstra diplom og give mig selv det klap på skulderen, forklarer Therese.
Processen har været intensiv. Therese beskriver, hvordan hun har brugt utallige timer med at arbejde med sætte ædelsten på små plader under en lup, perfektionerende hver enkelt detalje. Hendes mentor, Alexander Sidorov fra det velansete, School for Optical Diamond Setting, i verdens diamanthovedstad Antwerpen Belgien, har været en konstant drivkraft for hendes fremskridt.
Hendes dedikation har ført til en unik mulighed. Andresen er en del af et hold på 30 guldsmede, alle udvalgt til at fortolke deres unikke version af en af de drinks som baren på Balthazar, der har til huse på D’Angleterre. Projektet er et eksklusivt initiativ iværksat af Nina Hall, som har håndplukket hver smykkekunstner baseret på deres specielle evner.
Andresens version af Espresso Martini er en spektakulær fortolkning. Glasset er formet af 22.45 carat røgkvarts, og det samlede design inkorporerer selve cocktailen integreret i selve ringen. Ringen består videre af sølv og rosaguld med, chokoladefarvede brillanter og champagnefarvede diamanter. Diamanterne er fattet i pavé som det hedder, på toppen af drinken, lige som den bølge af chokoladespåner Balthazar laver på drinksene.
Ringen som Therese har døbt Potio Mortis (latin for ‘dødsdrik’) har en pris på 57.500 kr.
– Vi er nødt til at lukke tirsdag, da alle lærlingene er på skole, og vi skal aflevere smykket hos Bodil Binder, som har sit værksted ved Kongens Have, her skal alle smykkerne vises til blandt andet Vogue og Alt for Damerne, siger Andresen.
Therese Krogh Andresen er beviset på, at med hårdt arbejde og dedikation, er det muligt at forvandle drømme til virkelighed, selv i en traditionel og krævende branche som smykkefremstilling. Skal man have et ordenligt kig på hendes smykke, må man dog vente til august, indtil da må man nøjes med at forestille sig den.
Venstres bestyrelse i Kolding kreds syd afholdt torsdag d. 15 juni opstillingsmøde. Tobias Jørgensen der er et kendt ansigt i kredsen, havde meldt sit kandidatur, og fik opbakning blandt kredsens medlemmer på mødet.
Tobias Jørgensen, der ved de to foregående valg, har været spidskandidat i Fredericia-kredsen, men uden at komme i Folketinget, siger:
– Jeg er både taknemlig og knusende bevidst om det ansvar jeg netop har fået. Hvis man ser på de store navne der tidligere har repræsenteret Kolding på Christiansborg, så er det med en hvis æresfrygt at jeg nu ser ind i arbejdet som en aktiv kandidat i Kredsen.
– Den opbakning jeg nu har fået, tages på ingen måde for givet; Jeg har tidligere udtalt at det er alfa og omega at Venstre stiller stærkeste hold hver gang der er valg, jeg er ærkeliberal helt ind til knoglerne, jeg brænder for forenings-Danmark, fællesskaber, frihed, de kloge hænder og hele mit lokalområde. Derfor agter jeg at holde løftet om at arbejde solen sort, for at blive valgt i folketinget, og være det lokale bindeled, når der eksempelvis tales ingeniøruddannelser, støjdæmpende foranstaltninger ved motor- og hovedveje og meget mere.
Kredsformand Lennarth Hansen udtrykker også sin tilfredshed med opstillingsmødets resultat.
– Jeg synes vi afholdt et godt opstillingsmøde og jeg har sammen med resten af bestyrelsen har stor tiltro til, at vi efter næste valg, igen har en repræsentant på Christiansborg, siger Lennarth og fortsætter:
– I bestyrelsen er vi glade for at vi har fået en kandidat med lokale rødder, og det må man sige vi har fået, Tobias er født, opvokset og har boet det meste af sit voksenliv i Kolding kommune, samtidig har han (Tobias) politisk erfaring fra sine næsten ti år i Kolding byråd, og to flotte valgkampe til Folketinget i nabokredsen Fredericia. Alt i alt et rigtig godt match.
Tobias Jørgensen afløser Eva Kjer Hansen, som siden 1989 har repræsenteret kredsen, og har haft flere ministerposter.
Politiet vil gerne høre fra alle, der har viden om et voldeligt overfald natten til søndag.
En 56-årig mand fra Kalundborg blev natten til søndag fundet hårdt kvæstet af skader fra et voldeligt overfald. Manden blev fundet af politiet ved fem-tiden i et grønt område kendt som Loch Ness øst for Kalundborg. Manden var på det tidspunkt fortsat i live men afgik ved døden kort efter.
Politiet har siden været tilstede i området med efterforskere og kriminalteknikere og med støtte fra Beredskabsstyrelsen. Politiet arbejder nu blandt andet på at fastlægge mandens færden i timerne op til, at han blev fundet.
– Vi er lige nu ved at undersøge området grundigt for spor. Der er ikke nogen tvivl om, at manden har været udsat for et alvorligt overfald. Men der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål. Derfor vil vi meget gerne høre fra alle, der var tilstede i Loch Ness-området lørdag aften og natten til søndag. De må meget gerne henvende sig til os snarest muligt, siger politikommissær Michael Robdrup Andreassen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Den afdøde er grønlandsk af udseende, og politiet vil gerne høre fra vidner, der kan fortælle noget om mandens færden i timerne op til, at han blev fundet, eller som i øvrigt mener at have set noget mistænkeligt i nat andre steder i området ved Kalundborg, Istebjerg og Tømmerup.
– Derfor må folk i området, der har videoovervågning, også gerne sikre optagelserne og eventuelt se dem igennem og kontakte os, hvis de ser noget, der kan have politiets interesse, siger Michael Robdrup Andreassen.
Folk, der ønsker at komme i kontakt med politiet, kan ringe 1-1-4.