5.9 C
Copenhagen
tirsdag 16. december 2025

Sejlturene på Lillebælt fortsætter

0
Fotograf Claus Fisker- Fredericia Kommune.

Efter succesen med sejlture mellem Fredericia og Middelfart sidste sommer, udvides konceptet nu markant.

Udover en gentagelse af sejlturene med Aventura på tværs af de to byer, hvor man fra Middelfart sejler til Fredericia og oplever byen – og omvendt, kan man nu på hjemmesiden en-sommerdag.dk finde et væld af oplevelser på Lillebælt med udgangspunkt fra begge sider af bæltet. Det er lige fra hvalsafari med vinsmagning over solnedgangsture til aftenture med undervandsdrone. Og det er alle de fem lokale turbåde Mira III, Sabine, Marianne, Fortuna og Aventura, der byder ind med oplevelser for turister og lokale.

– Aventura er et rigtigt godt supplement til alle de gode sommeraktiviteter, der foregår i Fredericia, og med en ny bådebro og fast placering i Fredericia, tror jeg på, at sejlturene med Aventura nok skal trække turister fra både ind- og udland, siger Susanne Eilersen, formand for Bosætnings- og Turismeudvalget.

Oplevelserne vil blive markedsført over hele landet for at trække flere turister til de mange fantastiske oplevelser på vandet i Lillebælt i området mellem Fredericia og Middelfart.

Det er Bridgewalking, der har investeret i projektet, og bestyrelsesformand Henrik Neelmeyer glæder sig:

– Efter succesen sidste sommer, hvor vi hurtigt måtte melde udsolgt, ser vi meget frem til, at vi får bredt konceptet ud, så det nu inkluderer alle de fem lokale turbåde – og endda også udlejere af havkajakker og SUP-boards. Vores ambition har fra starten været at understøtte alle de lokale turismeaktører, herunder ikke mindst turbådene.

Bridgewalking har fået udarbejdet en analyse af potentialet for turbådssejlads i området, og essensen af analysen peger på, at der både på kort og lang sigt er et potentiale for mere turbådssejlads. Allerede i år er udbuddet og variationen af turformer udviklet, så man kan få endnu flere oplevelser på vandet. Derudover får Aventura også fast bådeplads i Fredericia.

Lige som sidste år investeres der samtidig i at udvikle lokale oplevelser i Fredericia og Middelfart, så det bliver attraktivt at udvide bådturen med ophold i de to byer. I Fredericia kan opleve en ny spændende 3D-kikkert på toppen af vandtårnet, mens man i Middelfart etablerer en vandlegeplads ved Kulturøen i sommerferien.

SDK FREJA leverer rekordstærk finansiel præstation på trods af udfordrende markedsvilkår

0

På trods af udfordrende markedsvilkår har SDK FREJA præsteret et bemærkelsesværdigt finansielt resultat. Virksomheden rapporterede et EBIT resultat på DKK 331 mio. – en stigning på 25 procent sammenlignet med det foregående år, og desuden et EBT resultat på DKK 287 mio. og en omsætning på DKK 6,6 mia.

Regnskabsåret 2022/23 var præget af SDK FREJAs tilpasningsevne og kundefokus i et marked domineret af volatile energipriser, stigende inflation og rente samt udfordringer med fragt- og lagerkapacitet.

SDK FREJA har gennem de senere år gennemgået en større udvidelse af porteføljen og består i dag af de tre forretningsområder: Shipping, Logistik og Environment & Recycling.

– Vores tre forretningsben har hver især demonstreret imponerende tilpasningsevne og stærk konkurrenceevne i et uforudsigeligt marked. Vores medarbejdere har endnu en gang vist deres dygtighed og fleksibilitet og har sikret, at vi fortsat kan tilbyde vores kunder den bedste løsning og service,” siger Søren Gran Hansen, CEO for SDK FREJA.

Gennem året har koncernen fortsat arbejdet på at styrke organisationen og forretningsplatformen gennem blandt andet investeringer i IT og digitalisering, hvilket har bidraget til at styrke virksomhedens position på markedet.

– Vi er stolte af at kunne levere vores historisk bedste resultat inden for shipping. Det har været et år præget af høj aktivitet inden for stort set alle vores Agency og Stevedoring segmenter, som har krævet en ekstraordinær indsats fra vores værdifulde medarbejdere, fortæller Lars Jespersen, CEO for SDK Shipping.

Han suppleres af Ulrik Rasmussen, CEO for FREJA Transport & Logistics Holding:

– Vi har eksekveret effektfuldt på vores strategi, som skal gøre det let at være kunde i FREJA, og hvor kunden altid er i centrum. Det har båret frugt, og vi er meget tilfredse med at kunne levere et rekordresultat i år. Den primære årsag til rekordresultatet kan dog tilskrives vores værdifulde medarbejdere, der har været helt exceptionelle til at navigere rundt i et uforudsigeligt marked.

Opkøb har fortsat høj prioritet
SDK FREJA forbereder sig dog på en ny hverdag. De stigende renter og inflation har allerede medført mindre byggeri og lavere privatforbrug, hvilket kan aflæses af en vis reduktion i godsvolumen. SDK FREJA forventer derfor en normalisering af shipping- og logistikmarkedet i takt med, at verdensøkonomien vil vokse mere afdæmpet. SDK FREJA har dog fortsat høje ambitioner inden for M&A.

– Organisk vækst og vækst gennem opkøb og fusioner forbliver strategisk vigtige for os. M&A kan skabe værdi gennem hurtigere geografisk ekspansion, opnåelse af stordriftsfordele, nye produkter og spidskompetencer. Det er derfor en hjørnesten i udviklingen af SDK FREJA at fortsætte med at være aggressive på opkøbsfronten og være på udkig efter nye muligheder, fortæller CEO Søren Gran Hansen.

Det fortsat dedikerede fokus på at gennemføre virksomhedsopkøb gør, at virksomheden kontinuerligt evaluerer potentielle opkøbskandidater. Den proaktive opkøbsstrategi for SDK FREJA er led i en samlet strategi, som kan spores tilbage til virksomhedens ejerskab, det familieejede A/S United Shipping and Trading Company (USTC).

Fokus på CO2 udledning i Scope 2
SDK FREJA udgiver i forbindelse med årsregnskabet sin konsoliderede bæredygtighedsrapport.

– Vi har i SDK FREJA arbejdet særligt målrettet med at nedbringe vores Scope 2 emissionstal i løbet af dette år. Blandt andet har vi investeret i at forbedre terminaler og kontorbygninger med det formål at sænke forbruget af el og varme, siger CEO Søren Gran Hansen.

SDK FREJA har set en markant reduktion i både varme- og energiforbrug, og for flere af SDK FREJAs anlæg er der tale om en reducering af energiforbruget med mere end 50%. Dette har kunnet lade sig gøre ved at opgradere både infrastrukturen og teknologien på anlæggene, bl.a. ved at installere CTS- anlæg (Central Tilstandskontrol og Styring). For SDK FREJAs største terminaler er resultatet en nedbringelse af kulstofudledninger med 25% sammenlignet med sidste rapporteringsperiode i 2021/2022.

SDK FREJA er et full-service shipping, logistik og miljøselskab, som beskæftiger 1.500 medarbejdere og opererer i otte lande. SDK FREJAs primære aktiviteter omfatter spedition inden for vej-, luft-, søtransport og projektopgaver, kontraktlogistik, stevedoring, havneagentur, krydstogtsagentur, kommerciel befragtning, linerservices samt miljø- og genanvendelses services.

SDK FREJA er en del af det danske, familieejede A/S United Shipping & Trading Company (USTC). USTC-gruppen har aktiviteter inden for olie og energi, rederivirksomhed, shipping og dør-til-dør logistik, risikostyring, bilaktiviteter, IT, vedvarende energi samt miljø og genanvendelse. USTC-gruppen har for nuværende mere end 160 kontorer i 40 lande og beskæftiger mere end 4.300 medarbejdere på verdensplan.

Rejsegilde og ristede hotdogs i Ranunkelhaven i Middelfart: Borgmesteren fejrede opførelsen af 41 nye boliger i Middelfart

0

Under den klare sommersol, med udsigt over det funklende Lillebælt, vibrerer byggepladsen i Ranunkelhaven, Middelfart med energi og forventning. Duften af ristede hotdogs blander sig med den friske havluft, mens kransen på toppen af det nye byggeri bevæger sig i vinden. Denne scene markerer et vigtigt skridt i Middelfarts udvikling – rejsegildet for 41 nye boliger.

Onsdag d. 14. juni blev de nye boliger fejret af Lillebælt Gruppen, Middelfart Kommune og de lokale håndværkere. Borgmester i Middelfart, Johannes Lundsfryd, og direktør for Lillebælt Gruppen, Jens Belling, var begge til stede for at ære denne milepæl.

Rejsegildet signalerer i følge de to en betydelig fremdrift i Middelfarts vækst. Med 20% af de nye boliger allerede udlejet, på trods af at de først er klar til indflytning fra d. 1. november 2023 og 1. februar 2024, er der måske noget om snakken.

– Man havner i mulighedernes land her, bemærkede borgmester Lundsfryd under ceremonien, og uddybede:

– Dette er et levende eksempel på, hvordan lokale investeringer bliver omsat til boliger lige her i vores eget nærmiljø. Området her er intet mindre end enestående. Her er vi praktisk placeret tæt på motorvejen, hvilket giver adgang til omkring 400.000 arbejdspladser inden for en times kørsel. Derudover er vi i umiddelbar nærhed af byens liv og puls, hvilket giver et ideelt miks af byliv og boligro. Og intet kan vel være mere hjemligt end at blive budt velkommen hjem af solnedgangen mellem vores to ikoniske broer efter en lang arbejdsdag.

Johannes Lundsfryd udtrykte sin taknemmelighed overfor alle, der havde deltaget i projektet, fra håndværkere og bygningsarbejdere til arkitekter.

– På vegne af byrådet siger jeg tak for indsatsen. Tak til håndværker og bygningsarbejdere, arkitekter. Tak til jer alle, sagde han.

Jens Belling, direktør i Lillebælt Gruppen, fremhævede også det særlige ved Ranunkelhaven.

– Fra halvdelen af disse boliger vil beboerne kunne vågne op til udsigten af vandet – et sandt vidnesbyrd om vores privilegerede beliggenhed. Vi har bestræbt os på at skabe en mangfoldig palette af boliger i forskellige størrelser, i håbet om at tiltrække en alsidig gruppe af beboere. Dette projekt er et testamente til Middelfarts visionære tilgang og dedikerede embedsfolk og politikere. Det er kun i en kommune, der aktivt skuer fremad og tør tage initiativer, at sådan et projekt bliver muligt, siger Belling.

Belling gav også sin anerkendelse til de håndværkere, der har arbejdet hårdt på projektet.

– Tak for det benhårde arbejde til alle håndværkere. Nu fortjener de en hotdog og noget at drikke, sagde han.

Boligerne i Ranunkelhaven repræsenterer ikke kun vækst i Middelfart, men også en fremtid, hvor den lokale økonomi blomstrer. De viser en efterspørgsel efter nye boliger i, noget der lovet godt for området.

Emma er Fredericias første student årgang 2023

0

På HTX Lillebælt har den første af 75 studenter netop fået huen med det mørkeblå bånd på, et symbol på afslutningen af hendes uddannelse. Emma Isabella Jansen Friis har den særlige ære af at være den første student i hele Fredericia i år.

Rektor for HTX Lillebælt, Lars Hansen, udtrykker glæde over, at eksamen endelig kan fejres under mere normale omstændigheder, efter lang tid præget af usikkerhed og restriktioner.

– Vi er glade for, at vi omsider kan holde det på normale vilkår, det er en befrielse for eleverne, når de får huen på. Det er en fast tradition for os at vi markerer den første student lidt ekstra. Det er første gang vi kan samle en hel årgang i vores nye aula. Den blev opført i 2019, men på grund af corona-restriktioner har vi endnu ikke haft mulighed for at afvikle translokationen samlet, fortæller Lars.

Skolen markerer traditionelt den første student med en buket blomster, lidt mousserende vin og kransekage. I år er ingen undtagelse, mens alle venter spændt på at Emma skal komme ned af trappen, står Lars klar med buketten.

– For engangs skyld er det en pige i år, så måske hun bliver gladere for buketten end drengene plejer at blive, siger Hansen med et smil.

Og det ser ud til, at rektoren har ret. Emma Isabella Jansen Friis, nyudklækket student og blomstermodtager, tager begejstret imod gaverne fra rektor og hendes veninder. Hende og veninden Maja Møller, som først får sin hue i næste uge, har store planer for det næste år.

– Jeg har længe drømt om at opleve verden. Nu er det endelig blevet tid. Vi har planlagt vores Interrail-tur, som tager os til Paris, Italien og Grækenland. Vi starter vores rejse i slutningen af august, og selvom det hele stadig føles lidt uvirkeligt, ved jeg, at spændingen snart indfinder sig, fortæller Emma.

Hendes veninde griner og siger med et glimt i øjet:

– Nej, det bliver først virkelig sjovt, når du opdager, at du kan få rabat når vi skal i byen.

Emma er den yngste i søskendeflokken, hun har set begge sine to ældre brødre få deres studenterhuer på for flere år siden. Begge brødre gik også på HTX-gymnasiet på Teknikervej, og derfor er det måske ikke overraskende, at Emma i dag får en hue på i samme farve bånd som dem.

– Mine brødre har gået her, så det kan være, at jeg blev påvirket af deres valg. Men der var også nogle specifikke fag her på HTX, som ikke tilbydes på det almene gymnasium. Og lad os være ærlige, HTX er også tættere på Snoghøj hvor jeg bor, bemærkede Emma med et smil på læben.

Kristina Back, underviser i engelsk og psykologi, samtidigt er hun eksamenansvarlige på HTX lillebælt. Det er grundet et specifikt fag at Emma kan kalde sig student lidt tidligere end mange andre i Fredericia.

– Som mediefagselev har Emma været dybt involveret i et fag, der kræver ekstraordinær planlægning og udførelse. Faktisk er eksamen fordelt over tre intensive dage, hvilket betyder, at vi skal starte tidligere for at sikre, at alle eksaminer kan gennemføres til fulde, forklarer Kristina Back og tilføjer:

– Desuden modtager eleverne også de skriftlige karakterer i dag, hvilket gør det til den allerførste mulige dag, hvor man kan blive student.

Emma er sin egen, selvom hun har fulgt i hendes brødres fodspor så er det på en helt anden måde hun har formået at skabe sin egen vej og gøre sine forældre, Søren og Pailin Jansen Friis, utroligt stolte. Familien har boet de sidste 36 år i Snoghøj, hvor alle tre børn er døbt i samme kirke og af samme præst, det selvom der er både 10 og 15 år mellem dem.

– Emma er vores efternøler og hun er helt sin egen. Hun har altid fulgt sine egne veje og truffet sine egne valg, vi spekulerer lidt på om hun måske vil vælge at læse bioteknologi i Aarhus, hvor hendes brødre bor, men det vil tiden vise. Hun skal alt muligt andet nu, og bare have lov at være sammen med hendes venner og veninder, fortæller Søren og Pailin med stolthed i deres stemmer.

Første dag som student er en dag fyldt med fest, farver og fremtidshåb, og Emma Isabella Jansen Friis er kun den første af mange, der vil tage dette vigtige skridt i Fredericia i år. Tillykke til Emma og alle de kommende studenter.

Brand hos virksomhed tæt på raffinaderiet i Fredericia

0

En brand opstod tirsdag aften omkring kl. 22 hos en virksomhed på Vejlbyvej tæt på Ydre Ringvej i Fredericia, da en medarbejder var i færd med at reparere en hedvandsrenser, der kører på diesel.

Ifølge de indledende rapporter fra politiet skete der en pludselig antændelse i selve maskinen, hvilket hurtigt førte til en spredning af flammerne til selve bygningen. TrekantBrand blev straks tilkaldt og var hurtigt på stedet for at bekæmpe branden.

– Medarbejderen, en 68-årig mand fra Skamby, er blevet sigtet i henhold til beredskabsloven. Dette sker på baggrund af mistanken om, at der muligvis er blevet spildt diesel i forbindelse med reparationsarbejdet, hvilket kan have bidraget til brandens opståen, udtaler Mikkel Ross, Vicepolitikommisær hos Østjyllands Politi.

Nedslående nyheder for Mette Frederiksen: Internationale medier tvivler på hendes chancer for NATO-topposten

0
Foto: AVISEN

To prestigefyldte internationale aviser, Financial Times og Wall Street Journal, har udgivet historier, der stiller spørgsmålstegn ved sandsynligheden for, at den danske statsminister Mette Frederiksen kan blive Natos næste generalsekretær.

Dette bragte Jyllands-Posten onsdag formiddag.

To af verdens mest respekterede mediehuse peger på, at den danske statsministers chancer for at få jobbet i NATO kan være i fare. I begge rapporter siges det, at den internationale modstand muligvis kunne hindre Mette Frederiksens mulige opstigning til rollen.

Ifølge Wall Street Journal, er Polen bekymret over ideen om endnu en nordisk generalsekretær for NATO, da to tidligere generalsekretærer har haft deres oprindelse fra Skandinavien: den danske Anders Fogh Rasmussen og den nuværende generalsekretær, norske Jens Stoltenberg.

Polen synes interesseret i at have en NATO-chef fra alliancens østlige flanke, og den estiske premierminister, Kaja Kallas, er blevet nævnt som en potentiel kandidat. “Warszawa vil angiveligt modsætte sig favoritten, den danske statsminister. Estisk leder ses som det bedste alternativ,” siger rapporten.

Desuden antyder Wall Street Journal, at Danmarks manglende opfyldelse af NATO’s mål om at bruge 2% af BNP på forsvar kan tælle negativt for Frederiksens kandidatur. Modstand fra Polen kan endeligt spolere hendes chancer, da NATO’s generalsekretær skal vælges med enighed blandt alle 31 medlemslande.

Financial Times tilføjer til debatten ved at foreslå, at det måske ville være bedst, hvis Jens Stoltenberg fortsatte for endnu en periode som generalsekretær. Selvom Stoltenbergs periode allerede er blevet forlænget tre gange, og han har afvist ideen om at forlænge igen, mener avisen, at det kunne være den bedste løsning, hvis medlemslandene ikke kan nå til enighed om en efterfølger før det store topmøde i Vilnius i juli.

På trods af den brede støtte til ideen om NATO’s første kvindelige generalsekretær, viser der sig ifølge Financial Times også at være en stigende præference for en kandidat fra Østeuropa på grund af situationen i Ukraine.

Mette Frederiksens navn er blevet nævnt mange gange i debatten om, hvem der kunne være Natos næste generalsekretær, men hun har konsekvent afvist, at hun er i spil til posten. På trods af dette har internationale medier og diplomater fortsat med at nævne hende som en potentiel kandidat.

Men uanset hvor ofte hendes navn nævnes, er hun langt fra den eneste kandidat, der er i spil. Flere forskellige kandidater, herunder den britiske forsvarsminister Ben Wallace, er blevet nævnt, og med medlemslandes forskellige krav og præferencer er det stadig uklart, hvem der vil vinde støtten til at blive Natos næste generalsekretær.

Domino’s Pizza kaster håndklædet i ringen i Danmark: Lukker alle butikker

0

Efter flere år med udfordringer og en kamp for at skabe en profitabel forretning har Domino’s Pizza nu besluttet at lukke alle sine 27 butikker i Danmark.

Det oplyser det australske selskab Domino’s Pizza Enterprises, som ejer de danske butikker, i en pressemeddelelse.

Domino’s Pizza Enterprises overtog de danske Domino’s-butikker i 2019 for 2,5 millioner euro – svarende til omkring 18,6 millioner danske kroner – efter de gik konkurs i marts samme år. Siden da har selskabet drevet butikkerne som franchisetagere fra det amerikanske Domino’s Pizza International.

Domino’s Pizza Enterprises er et stort globalt foretagende, der driver over 3800 butikker spredt ud over Australien, New Zealand og flere steder i både Asien og Europa. Trods denne store tilstedeværelse på verdensplan har det dog ikke været muligt for selskabet at tjene penge på det danske marked.

Ifølge Europachef i Domino’s Pizza Enterprises, Andre Ten Wolde, har udfordringerne i Danmark ikke ligget i butikkernes kvalitet, men snarere i det blakkede ry, de tidligere ejere efterlod. “Mens vores teams indsats vandt nogle kunder tilbage og skabte loyale fans, var arven efter skaden fra det tidligere ejerskab i sidste ende for stor til, at vi kunne overvinde det inden for en overskuelig fremtid”, udtaler Andre Ten Wolde.

Inden konkursen i marts 2019 var der en række historier i danske medier om dårlig hygiejne i flere af Domino’s-restauranterne.

Domino’s Pizza Enterprises forventer, at lukningen af de danske butikker vil forbedre driftsresultatet før skat og renter med 12 millioner dollar. Men det er ikke kun i Danmark, selskabet trækker stikket. Der planlægges også lukning af omkring 65-70 “underperformende” butikker på andre markeder.

Den australske franchisetager oplevede i sidste halvdel af 2022 sit største fald i resultatet siden 2011, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Domino’s Pizza, der oprindeligt er fra USA, kom til Danmark i juni 2011. Konkursen i marts 2019 påvirkede kun den danske del af kæden.

Tjekker du mærket, før du køber? Ikke alle solbriller beskytter øjnene

0

Gå efter solbriller, der beskytter mod solens farlige stråler, lyder opfordringen fra Fredericia-optiker. Et mærke på solbrillen viser, at den beskytter øjnene mod uv-stråler

Solbriller er ikke bare solbriller. Selvom glassene er farvede i mørkegrå eller brune toner, er det ikke sikkert, de beskytter mod solens uv-stråler.

Derfor bør du kigge efter CE-mærket eller et UV400-mærke, når du handler solbriller, lyder opfordringen fra chefoptiker Michael Biegala, som ejer Louis Nielsen Fredericia.

Mærkerne viser, at glassene i solbrillen ifølge producenten beskytter mod solens uv-stråler.

-Mange bruger solbriller, så de ikke skal knibe øjnene sammen. Men de færreste ved, at solbriller faktisk også beskytter øjnene mod solens uv-stråler, fortæller Pernille Lindhardt Steiness, som er optisk fagspecialist hos Louis Nielsen.

Beskyttelsen kræver dog, at der er lagt et uv-filter på glassene, og det afslører et lille mærke på brillen, forklarer hun:

-Se efter mærket CE eller UV400 på indersiden af stangen på solbrillerne, når du kigger på nye solbriller. Tjek også de briller, du har derhjemme. Hvis de ikke er rigtigt mærkede, opfordrer vi til, at du køber nye, som beskytter øjnene og huden omkring øjnene mod uv-stråling, siger Pernille Lindhardt Steiness.

Ifølge hende bør forældre være særligt opmærksomme på at købe CE- eller UV400-mærkede solbriller til børn.

-Børn tilbringer mere tid udendørs og har større pupiller end voksne. Derfor får de mere sollys ind i øjnene, og det gør det ekstra vigtigt at beskytte øjnene med solbriller med uv-beskyttelse, siger hun.

Forsikringsselskab advarer: Uforsigtighed i tørken kan koste dyrt

0

Hvis man handler groft uagtsomt i sommertørken, og sætter ild til genstande, kan det gå ud over forsikringen, lyder advarslen fra skadedirektør i Gjensidige.

Den vedvarende sommertørke har flere steder i landet fået beredskabsstyrelser til at indføre afbrændingsforbud. Bruger man alligevel åben ild, risikerer man at være væsentligt dårligere dækket af sin forsikring, hvis uheldet skulle være ude.

Det forklarer Henrik Sagild, der er skadedirektør i Gjensidige

– Hvis man handler på en måde, der i den nuværende tørkesituation må anses som groft uagtsomt, og det fører til brandskader på enten egen eller andres ejendom, kan man stå i en situation, hvor man står med en større del af regningen selv, fordi forsikringen ikke dækker den fulde udgift til erstatning. Derfor bør man tænke sig rigtig godt om og føle beredskabernes råd, opfordringer og forbud.

Man bør i den nuværende tørkesituation tænke sig godt om, når man har med åben ild at gøre også i områder, der ikke er omfattet af afbrændingsforbud. Det drejer sig både om ukrudtsbrændere, grill, bålpladser eller noget så småt som et cigaretskod. Beredskaber mange steder i landet har allerede måtte rykke ud til brande, og derfor har vi alle et ansvar i den kommende periode, lyder det fra Henrik Sagild.

– I den nuværende situation kan selv de mindste gløder gøre enormt stor skade, og derfor opfordrer vi også danskerne til at være ekstra påpasselige og følge myndighedernes vejledninger, når det kommer til brugen af åben ild. Er uheldet ude, står vi selvfølgelig klar til at hjælpe vores kunder, men vi håber, at mange vil tænke sig ekstra godt om, og ikke handle uforsigtigt i sommervarmen.

På Brandfare.dk kan man hele tiden følge med i, hvilke beredskaber der har indført afbrændingsforbud, og samtidig læse gode råd til, hvordan man skal agere i den nuværende tørkesituation.

Lyngby Boldklub foretager vigtige spillerafgange forud for den kommende sæson

0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Som en del af forberedelserne til den kommende sæson har Lyngby Boldklub annonceret, at fire spillere vil forlade klubben denne sommer.

Klubben har valgt ikke at forny kontrakterne med Petur Knudsen, Frederik Ibsen, Kristian Riis og Thor Høholt, og de er derfor nu på udkig efter nye fodboldmæssige udfordringer.

De fire spillere har hver især bidraget markant til Lyngbys hold. Knudsen, Riis og Ibsen har alle opnået mellem 30 og 40 optrædener for klubben, mens Høholt har repræsenteret Lyngby i fem kampe.

Nicas Kjeldsen, Fodboldchef i Lyngby, har rosende ord til spillernes indsats og påpeger, at de vil blive husket for deres bidrag til klubbens seneste sæson.

“Vi har været utrolig glade for at have dem alle fire i truppen, og de har hver i sær sat deres unikke aftryk i Lyngby Boldklub. Tre af dem har været en stor del af den utrolige sæson, vi lige har afsluttet, og de vil altid have en plads i Lyngbys historiebøger,” udtaler Kjeldsen.

Han fortsætter, “De har alle været fantastiske ambassadører for vores klub, og vi ønsker dem al mulig succes fremover. De vil altid være velkommen på Lundtoftevej.”

Med disse ændringer sigter Lyngby efter at styrke deres position i den kommende sæson, efter at have sikret sig overlevelse i den seneste spillerunde.

Analyse rejser spørgsmål: Kunne Fredericia bruge 361 millioner kroner mindre?

Analyse rejser spørgsmål: Kunne Fredericia bruge 361 millioner kroner mindre?

0
Hvis Fredericia og Middelfart brugte deres penge lige så effektivt som landets mest veldrevne kommune, Vejle Kommune, kunne der hvert år frigøres hundredvis af...