Vi taler så meget om forebyggelse. Men når man kontakter myndighederne for at forebygge ulykker og død, der skyldes farlig og unødig kirurgi, kan man løbe ind i en blindgyde.
Både Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for Patientklager afviste at behandle den sag, jeg gjorde opmærksom på.
Fejlbehandling på Rigshospitalet
Sagen er alvorlig. Den drejer sig om, at man på Rigshospitalet ville oplægge en eller flere stent hos en patient med stabil angina pectoris (anstrengelsesudløste brystsmerter) uden først at have forsøgt medicinsk behandling, hvilket ellers er gængs standard i hele verden. Det er ikke ufarligt at få oplagt stent. Det er et irreversibelt indgreb, og man kan dø af det. Og i modsætning til, hvad de fleste tror, lever man ikke længere efter indgrebet (se fx N Engl J Med 2020;382:1395-1407). Det er således ren symptomatisk behandling.
Patienten var mig selv. I 2010 fik jeg under hurtigt løb i skoven meget ubehagelige symptomer fra brystet, som var typiske for stabil angina pectoris. Jeg gennemførte en arbejdstest på Rigshospitalet, og da jeg selv er læge, kunne jeg tydeligt se på EKG’et, at mit hjerte manglede ilt.
Jeg blev indlagt for oplægning af en eller flere stent i mine koronararterier. Kardiologen sprøjtede kontrast ind i karrene gennem en kanyle i lysken og sagde så pludselig: ”Vend lige skærmen og vis billedet for Peter.”
Der var ikke nogen forkalkninger i mine koronararterier, som var fuldstændig glatte. Jeg spurgte, hvad jeg så fejlede, men det vidste kardiologen ikke. Han sagde, at jeg var en falsk positiv. Men det var jeg ikke. Mine løb i skoven og arbejdstesten var jo positive. Det var kun arteriografien, der var negativ.
Hvad så? Jeg blev udskrevet, blev ved med at løbe i skoven, men lidt langsommere, og efter et års tid var jeg blevet fuldstændig rask uden nogen som helst behandling. Der er så meget i lægegerningen, vi ikke forstår, men heldigvis har kroppen en stor lægende kraft.
Læger begår mange fejl. Faktisk så mange, at vore lægemidler er den tredjehyppigste dødsårsag efter hjertekarsygdomme og kræft. Undgåelige dødsfald blandt hospitalspatienter er også den tredje hyppigste dødsårsag (se min bog, ”Overlevelse i en overmedicineret verden: Find selv evidensen”), så hospitaler skal man holde sig fra, hvis man kan.
Det var en klokkeklar fejl, at man på Rigshospitalet ville oplægge stent uden først at have forsøgt sig med medicin.
Det nagede mig, fordi jeg frygtede, at man også på andre afdelinger i Danmark oplagde stent uden at have prøvet medicin først. Jeg gjorde ikke noget i første omgang, fordi man sjældent kommer nogen vegne, når man gør opmærksom på lægefejl.
Men i 2019 skrev jeg om det i et brev til centerdirektør Rasmus Møgelvang. Han svarede, at han ikke var bekendt med, at Rigshospitalet rutinemæssigt opsatte stent i patienter med stabil angina, hverken i 2010 eller nu. Han mente endvidere, at lægerne i 2010 havde haft deres grunde til at lave en arteriografi for at ”udelukke risikoen for prognostiske læsioner.”
Denne forklaring var misvisende. Man havde ikke til hensigt blot at afklare et prognostisk spørgsmål. Dagen før indgrebet blev jeg informeret om, at jeg var indlagt, fordi man ville oplægge stent. Desuden skal man altid forsøge sig med medicin, og man skal naturligvis ikke lave en arteriografi først, da det er et risikofyldt indgreb. Man skal bare starte den medicinske behandling.
Jeg bad Møgelvang om at svare på de spørgsmål, jeg havde stillet, og bad også om en kopi af den vejledning, hospitalet benyttede i 2010 med indikationerne for oplæggelse af stent.
Møgelvang svarede: ”Jeg mener jeg har svaret på dine spørgsmål, da de alle er baseret på den forkerte præmis at det var og er vores rutine at booke patienter med stabil angina pectoris direkte til indsættelse af stents. Jeg forstår at du fik det indtryk at du blev booket til PCI-behandling og ikke diagnostisk KAG. Jeg kender ikke årsagen til misforståelsen, men beklager at vi ikke har været gode nok til at sikre os at du var tilstrækkeligt informeret.”
Jeg svarede, at det skam ikke var et ”indtryk” jeg fik, der stod jo direkte i journalen: ”Programsat til KAG og evt. PCI.” Der stod også, at jeg ikke havde angina, hvilket kun er korrekt, hvis man kun opfatter angina som brystsmerter. Men jeg havde en underlig knugende fornemmelse i brystet, når jeg løb stærkt, hvilket er tegn på iltmangel.
Jeg bad om en forklaring på, hvorfor man agtede at indlægge en eller flere stent, hvis der var forsnævringer i mine koronarkar, fordi det helt klart var planen. Jeg gentog, at jeg ikke var interesseret i at klage, men i at hjælpe andre patienter som mig til at undgå unødig stentindlæggelse, som jo kan være farlig og endda dødelig i sjældne tilfælde.
Møgelvang drøftede min forespørgsel med overlæge, professor Thomas Engstrøm, som svarede, at man altid vejleder patienten i behandlingsvalg, herunder at medicin kan forsøges først, også selvom der eventuelt er forsnævringer i koronarkarrene. Dermed fældede afdelingen en dom over sig selv. Medicin kan ikke forsøges først, det skal altid forsøges først i henhold til de internationale retningslinjer, hvilket jeg fik bekræftet af en kollega, kardiolog Harlan Krumholz på Yale.
Jeg gentog, at det aldrig var på tale, at jeg skulle prøve medicin først, og at jeg var svineheldig, at mine koronarkar var uden antydning af åreforkalkning.
Jeg spurgte, hvordan afdelingen ville undgå, at fremtidige patienter med stabil angina ikke fik oplagt stent som det første, afdelingen foretog sig, når der ikke stod noget som helst om det i Dansk Cardiologisk Selskabs vejledning, som Rigshospitalet følger? Og hvis man prøver medicin først, til alle patienter som rutine, hvor står det så, og i hvilken vejledning?
Herefter hørte jeg ikke mere.
Jeg anede ikke, hvor jeg skulle henvende mig for at få nogen til at undersøge sagen og gøre noget i stedet for at tale udenom. Jeg gav op.
Min klage til Styrelsen for Patientsikkerhed
Men jeg har svært ved at leve med, at mine kolleger skader patienterne, så jeg tog sagen op 4 år senere. Jeg klagede til Styrelsen for Patientsikkerhed i februar 2023 og påpegede, at det er en alvorlig lægefejl at oplægge stent uden at prøve medicin først, hvilket øger risikoen for pludselig død og andre alvorlige komplikationer. Jeg bad derfor styrelsen om at sikre, at dette ikke kan forekomme på Rigshospitalet eller på andre hospitaler i Danmark.
Jeg tænkte, at det da måtte være sådan noget, Styrelsen for Patientsikkerhed tog sig af, men ak nej. Sådan fungerer bureaukratiet skam ikke. De skrev:
”Vi vurderer at din henvendelse har karakter af en klage over sundhedsfaglig behandling, og vi vil derfor anbefale dig at rette henvendelse til Styrelsen for Patientklager, som behandler klager over sundhedsfaglig behandling udført af en konkret sundhedsperson eller et behandlingssted … Vi vil i Styrelsen for Patientsikkerhed også undersøge sagen i henhold til sundhedslovgivningen. Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at der er behov for at iværksætte foranstaltninger på baggrund af din henvendelse, vil det ske, uden at du vil modtage yderligere oplysninger herom, idet du ifølge lovgivningen ikke er at betragte som part i sagen. En tilsynssag er ifølge lovgivningen en sag mellem styrelsen og behandlingssteder eller sundhedspersoner.”
Min klage til Styrelsen for Patientklager
Jeg henvendte mig så til Styrelsen for Patientklager og skrev, at ”Jeg har grund til at tro, at det, jeg blev udsat for, stadig forekommer, og min henvendelse skal derfor ses som en hjælp til nuværende patienter.”
Styrelsen for Patientklager var i tvivl om, hvordan min klage skulle forstås, og om jeg ønskede at klage over en sundhedsfaglig behandling, jeg havde modtaget. Jeg svarede ja og fortsatte:
”Men fordi den behandling, jeg fik tilbudt, er lægefagligt uforsvarlig, ønskede jeg også, at I undersøgte om Rigshospitalet fortsat oplægger en eller flere stent på patienter med stabil angina uden at have prøvet medicin først, hvilket er gældende international standard.
Det fortæller I mig nu, at I ikke vil gøre, og heller ikke vil undersøge, hvad man foretager sig på andre kardiologiske afdelinger i Danmark.
Derfor vil jeg gerne spørge: Hvor skal jeg så bede en offentlig myndighed om at undersøge, om der foregår lægeligt uforsvarlige behandlinger på Rigshospitalet stadigvæk, og måske også på andre hospitaler, hvilket man kan befrygte, da Rigshospitalet er et toneafgivende hospital i Danmark?
Jeg troede jo, at det var Styrelsen for Patientsikkerhed, der tog sig af sådanne sager, men de sendte mig videre til jer. Sundhedsstyrelsen kunne også være et bud, men der skal meget til, før de foretager sig noget som helst. Det var jo på grund af manglende tilsyn og mangel på handling, at den tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen, Else Smith, blev fyret, selvom hun ellers var meget dygtig. Det var noget med en psykiater i Jylland, der var farlig for patienterne, men det er der jo mange psykiatere der er, uden der sker noget for dem selv eller for myndighedspersoner …
Min mistanke opstod kort tid efter min behandling på Rigshospitalet. Jeg var bare længe om at reagere, fordi min og andres erfaring er, at det er temmelig omsonst at klage over noget som helst i sundhedsvæsenet. Det er meget sjældent, man får medhold, uanset hvor oplagt sagen måtte være.
Jeg håber, jeg får medhold i denne klage. Jeg har ikke selv noget at vinde ved et medhold, men det har andre patienter, der ved et medhold og en henstilling til Rigshospitalets kardiologiske afdeling kan undgå den fare, det er at få sat en eller flere stent op, når det ikke er nødvendigt.”
Nu var de vel nødt til at foretage sig noget, tænkte jeg. For eksempel skrev de til mig: ”Vi behandler klager over sundhedsfaglig virksomhed i sundhedsvæsenet og sundhedspersoners faglige virksomhed.”
Men ak nej. Igen havde jeg undervurderet bureaukratiets magt. Der synes altid at være et påskud til at vende det blinde øje til.
Under overskriften ”Din klage er forældet,” fik jeg at vide, at jeg skulle have klaget inden der var gået fem år, fra behandlingen fandt sted. ”Vores afgørelse er endelig. Det betyder, at du ikke kan klage til en anden myndighed over vores afvisning.”
Slået tilbage til start ligesom i Ludo
Herre Jemini, hvor skal man så henvende sig for at forhindre, at patienter dør unødigt på grund af lægefejl? Det var jo det, min klage drejede sig om, ikke om mig selv. Og det bliver værre endnu:
”Som allerede oplyst i vores brev af den 27. marts 2023 behandler vi klager over sundhedsfaglig virksomhed i sundhedsvæsenet og sundhedspersoners faglige virksomhed. Det følger af §§ 1 og 2 i klage- og erstatningsloven. Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med behandlingssteder og sundhedspersoner i både det offentlige og private sundhedsvæsen. Hvis du mener, at de forhold du har beskrevet i din klage, kan være til fare for patientsikkerheden generelt, kan du henvende dig til Styrelsen for Patientsikkerhed eller indberette en utilsigtet hændelse på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside, hvorefter de vil vurdere om de kan behandle din henvendelse.”
For pokker da! Jeg skrev jo netop først til Styrelsen for Patientsikkerhed, som ikke tog sig af sagen, men henviste mig til Styrelsen for Patientklager. Nu var jeg slået tilbage til start, ligesom i Ludo.
I øvrigt ville det ikke nytte det mindste at starte forfra og skrive til Styrelsen for Patientsikkerhed igen, for de havde jo fortalt mig, at hvis de foretog sig noget, ville det være mørkelagt.
Er det ikke urimeligt, at en læge, der er bekymret for patienternes ve og vel og overlevelse ikke kan få nogen som helst tilbagemelding om, om nogen som helst myndighed i Danmark agter at foretage sig noget som helst? Og hvad resultatet i givet fald er?
Hvor skal man så klage?
Hvad skal jeg nu gøre? Er der ikke noget i systemet, der skal laves om? Det synes jeg bestemt, der er. Jeg kan godt forstå, at mange patienter føler sig skidt behandlet, når de klager. Ikke engang en kollega bliver taget seriøst. Mangler vi ikke en instans til at tage sig af lægefejl, der er villig til at behandle sager, der ellers ville havne imellem to eller flere stole? Ingen af styrelserne anbefalede mig at klage til Sundhedsstyrelsen.
I juni skrev jeg til Styrelsen for Patientsikkerhed igen. Jeg ville gerne vide, om de behandlede sagen, og hvis ikke, hvor jeg så skulle henvende mig.
Jeg påpegede også, at styrelsens hemmelighedskræmmeri ikke befordrede lægernes og befolkningens tillid til bureaukratiet. Det drejede sig jo ikke om individuelle, navngivne læger, men om kardiologiske afdelinger, så jeg kunne ikke se, at der var nogen grund til dette.
En overlæge fra styrelsen svarede:
”Din henvendelse vedrører forhold i 2010, hvorfor sagen betragtes som forældet i klagemæssig sammenhæng i regi af Styrelsen for Patientklager. I vores sammenhæng som Styrelse for Patientsikkerhed betragter vi ligeledes forholdene som forældede og har ingen indikationer på, at problemstillingerne fortsat skulle være aktuelle i 2023. Fra vores side afslutter vi derfor sagen. Skulle du have viden om aktuelle patientforløb, hvor lignende forhold faktuelt skulle være gældende, er du meget velkommen til atter at kontakte os efter konkret og forudgående accept fra den/de pågældende patienters side. Vi vil da vurdere forholdene igen på et konkret og aktuelt grundlag.”
Det er utroligt. De kan da ikke vide, om Rigshospitalet fortsat begår lægefejl, da de ikke har undersøgt det. Jeg finder det sandsynligt, men hvordan skulle jeg kunne undersøge det? Det ville være let at tage en stikprøve på patienter indlagt på Rigshospitalet med stabil angina pectoris for at se, hvad afdelingen foretager sig. Så gør dog noget!
