Klokken 16:20 spiller FHK deres sidste træningskamp før ligaen starter op igen den 4. februar. Kampen er på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg og kampen kan følges live i tekst her.
Storm i Trekantområdet: Særligt en type skader overrasker GF Forsikring
De seneste tal fra GF Forsikring viser, at drivhuse og orangerier blev hårdt ramt under julestormen Pia, der markerede slutningen på et vejrmæssigt vildt 2023. GF TrekantOmrådet kommer med gode råd til, hvordan du bedst beskytter dit drivhus i stormvejr.
På landsplan var det over 13 procent af skaderne efter stormen Pia, der raserede store dele af Danmark i dagene op til jul, som drivhuse og orangerier stod for – og vi er faktisk lidt overraskede over at se så mange af den type skader. De mest almindelige skader er smadrede ruder – men flere af vores medlemmer oplevede også, at inventar og planter blev ødelagt, da vinden fik frit spil, siger direktør for Skadehjælp hos GF Forsikring, Martin Rundager.
I takt med at drivhuset for mange danskere er blevet en havestue, der kan bruges året rundt – og hvor der derfor er mange værdier – er det ifølge Martin Rundager ekstra vigtigt at have styr på forsikringen, især i denne tid, hvor vejret oftere og oftere viser tænder.
– Som udgangspunkt dækker husforsikringen skader på drivhuse som følge af storm – men der er enkelte undtagelser, fx hvis man er lejer og ikke har en husforsikring. Under alle omstændigheder er det en god idé at tjekke sine forsikringer inden næste storm, hvis man er i besiddelse af et drivhus, siger han.
I alt modtog GF Forsikring 1.067 skadeanmeldelser efter stormen Pia – hele 147 af dem var skader på drivhuse eller orangerier.
Sådan stormsikrer du dit drivhus
I Trekantområdet mærkede de også Pias rasen, og her fortæller leder i GF TrekantOmrådet, Jesper Bertelsen, at man med en ganske lille indsats kan gøre meget for at undgå, at drivhuset bliver forvandlet til en bunke glasskår, når vinden raser.
– Det er vigtigt at åbne ventilationsvinduet, så der ikke opstår undertryk i drivhuset. I langt de fleste tilfælde er det nemlig undertryk, der forvolder den første skade på huset. Man kan også få stort set samme effekt ved at fjerne et af glassene i læsiden af huset. Derudover er et godt råd at låse vinduesåbnerne med fx et kraftigt bånd eller strips, så de ikke kan tvinges op af stormen, siger han.
I Trekantområdet har GF kontorer i Erritsø ved Fredericia samt i Kolding og Billund. GF TrekantOmrådet er en af i alt 30 selvstændige forsikringsklubber, der har en medlemsvalgt bestyrelse og sammen med GF Fonden ejer GF Forsikring.
Sådan dækker forsikringen skader på drivhuse:
- Drivhuse, som opfylder bygningskravene, er dækket af den private husforsikring
- Husforsikringen dækker stormskader på drivhuse, hvis det blæser mindst 17,2 meter i sekundet
- Det er indboforsikringen, der dækker skader på dit indbo, der opstår som følge af skader på selve drivhuset – hvis det befinder sig inde i selve drivhuset
- Hvis du er lejer – og dermed ikke har en husforsikring – er du som udgangspunkt ikke dækket for skader på dit eget drivhus. I det tilfælde kan du dog tegne en tillægsforsikring, inden skaden sker
Nu får flere syge patienter tilskud til tandpleje
Flere patienter, der får tandproblemer pga. sygdom eller medicin, kan se frem til et tilskud til tandpleje. Det fremgår af en aftale om en ændring af § 166-ordningen, som regeringen og alle Folketingets partier netop har offentliggjort. Stor sejr, mener Tandlægeforeningens formand.
Enorme tandlægeregninger pga. kemoterapi er snart fortid. Og flere patienter, som får ødelagt deres tænder, fordi deres medicin giver dem mundtørhed, vil også få hjælp til tandlægeudgifter.
Det fremgår af den nye, brede aftale om en revidering af sundhedslovens § 166. En lov, der sikrer, at patientgrupper kan få tilskud til tandbehandling, og som Tandlægeforeningen gennem flere år har kæmpet for at få opdateret.
– Jeg er utrolig glad på patienternes vegne. Der er ingen tvivl om, at både de menneskelige og økonomiske omkostninger for de her patienter har været enormt høje. Men nu er der lys forude, for udvidelsen af tilskudsordningen kommer til at gøre en stor forskel for mange, siger Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist og fortsætter:
– Vi har længe kæmpet for de her ændringer, og at det nu er lykkedes, vil jeg kalde et stort gennembrud på tandplejeområdet, siger Susanne Kleist.
Mindre krav og bureaukrati for patienter
Ifølge aftalen skal det ikke længere være patienten selv, der skal dokumentere årsagssammenhængen mellem de opståede tandproblemer og patientens sygdom eller behandling.
I stedet skal en tandlæge vurdere, om tandskaderne skyldes sygdom eller en behandling. Netop det har været et stort ønske fra Tandlægeforeningen.
– Det er et meget vigtigt element i aftalen. For som vi har påpeget igen og igen, er det ikke rimeligt at forlange, at patienter, der i forvejen kæmper med alvorlig sygdom, skal stå med den bevisbyrde og medfølgende bureaukrati, siger Susanne Kleist og understreger:
– Patienterne har ikke kun lidt under den økonomiske og bureaukratiske byrde. Sunde tænder er afgørende for et godt liv, så livskvaliteten står også for skud, når patienter oven i sygdom og behandling får forværret tandsundhed, siger Susanne Kleist.
Flere syge patienter får tilskud
Det har været vigtigt for Tandlægeforeningen, at flere patienter skulle have tilskud til tandbehandling. Derfor roser Susanne Kleist også aftalepartierne for at udvide ordningen for følgende patienter:
- Patienter i kræftbehandling med immunterapi eller hormon- eller antihormonbehandling.
- Patienter, der på grund af knoglemarvstransplantation, har udviklet GvHD.
- Patienter med sygdom i skjoldbruskirtlen, der har fået behandling med radioaktivt jod.
– Jeg vil rigtig gerne rose aftalepartierne, for de har virkelig lyttet til vores anbefalinger og har forstået vigtigheden af den sunde mund ift. livskvalitet og sundhed. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at kunne hjælpe mange flere patienter, der uforskyldt har fået store udfordringer med deres tandsundhed, siger Susanne Kleist
Den nye tilskudsordning forventes at træde i kraft den 1. juli 2024.
Magien tager over når Nature Energy Park i Odense forvandles
Odenseansk koncertarrangør kalder alle på græsset til stor popfest på Nature Energy Park. 16 år efter sidste stadionkoncert forvandles stadion i Odense igen til koncertmekka. Roger Waters spillede på stadion i 2008 og Elton John i 2007. Til maj inviterer Live Culture til en koncertdag ud over det sædvanlige med danske popstjerner.
Stadion bliver fyldt med musikfans der danser græsset af banen med de danske hitmagers kæmpe hits. Ambitionerne hos arrangøren er tårnhøje. – Vi forvandler Nature Energy Park til et koncertmekka med et vanvittigt højt musikniveau på scenen og masser af street food, drikkevarer og VIP-oplevelser. Det bliver en ægte forårspop-fest for alle – fortæller Henrik Frisch, Live Culture
Dansk popfest på plænen
Koncertdagen afholdes en lille uge efter sidste hjemmekamp, og lige inden græsset skal skiftes på Nature Energy Park. Publikum kan derfor helt lovligt for første gang i årtier betræde fodboldbanen, og arrangøren håber der bliver danset fra start til slut.
Det bliver med artister fra allerøverste hylde i Danmark: Nik & Jay, Medina, Malte Ebert og Svea S.
Nik & Jay
Efter fire fantastiske shows i Royal Arena i efteråret, kan publikum opleve Nik & Jay i Odense den 25. maj.
– Lad os ride på en bølge af den bedste energi, musik & bevægelse, under åben Himmel, du & jeg, Nik & Jay Sommer 2024. Vi glæder os exceptionelt meget. Lys & Kærlighed, udtaler Nik & Jay i en pressemeddelelse
Bandets egne ord indrammer på fineste vis, at fynboerne godt kan begynde at glæde sig til en forårskoncert i selskab med Nik & Jay – LIVE når de er allerbedst!
Medina
Ingen, der har set Medina live det seneste års tid, kan være i tvivl om, at hun nu fortjent er blevet en legende på den danske musikscene. Gennembrudsalbummet ”Velkommen til Medina” fra 2009 står stadigvæk lige så knivskarpt i dag som det gjorde dengang, og det samme gælder ’For Altid’ fra 2011.
Den nye generation har flittigt taget Medina til sig og på ny kronet hende som dansk popdronning uden sidestykke. Sommeren 2023 blev Medinas helt store tilbagevenden til den brede danske festivalsommer, efter at have været på barsel af to omgange, og hendes optrædener på festivalerne bød på energisk og samlende fællessang, hvor publikum skrålede med på hvert et ord.
Malte Ebert
Den selvironiske, uforudsigelige og storslået sanger Malte Ebert involverer og inkluderer sine fans. Han har blik for detaljen og er altid med på den værste. Du kender ham måske som Gulddreng, fra Toppen af Poppen, ham med EM-hittet ”Helt Sikker”, vi kunne nævne i flæng hvor du formentlig kender ham fra, en ting er sikkert, Malte Ebert er unik som sangskriver, performer og sanger.
Hans koncerter er ofte udsolgte, og senest så vi hans store koncert i ODEON og i sensommeren i Den Fynske Landsby tiltrække et stort og bredt publikum. Malte Ebert er helt unik med hans stil og humor.
Svea S
Svea S er en af de nyeste danske musikstjerner. Hun tryllebinder publikum med hendes lækre og karakteristiske vokal. En vokal som både byder på afdæmpet nærvær og powerfuld ”i dit fjæs-klang”. På trods af sin unge alder har Svea S haft god tid til at fordybe sig i musikken. I familiens hus i Rørvig har hun sammen med sin tvillingesøster sunget og spillet med deres far, siden hun var helt lille. Musikken var ikke kun familiehygge, men også en måde at kommunikere på i forhold til, hvordan hun havde det. Gennem sine tekster kunne Svea S fortælle, hvad hun følte med en vis underholdende distance.
Tilbage i februar 2023 udgav Svea S singlen “Hey Far”, som i skrivende stund for længst har rundet en million afspilninger på streamingtjenesten Spotify, og samtidig har været i flittig rotation på diverse radiostationer. Hun har bl.a. også udgivet singlerne ”Lukker øjnene” og ”Forfra”. Alle singlerne er blevet løftet flot af P3, der spiller dem flittigt i rotation.
I efteråret spillede hun den fedeste koncert på Musikhuset Posten hvor publikum blev tryllebundet af Svea S vilde magi.
Danmarks næstældste byarkiv fylder 80 år!
Langeland har altid haft mange ildsjæle, og det var en tandlæge som fik ideen til at skabe Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.
Da tandlæge Christian Kiilsgaard tog initiativ til Rudkøbing Byhistoriske Arkiv, havde han nok ikke forestillet sig, at det lille arkiv 80 år senere ville være vokset til et stort og relativt moderne lokalarkiv med ca. 850 hyldemeter arkivalier, en stor fotosamling på over 13.000 billeder samt over 120.000 glasplader. Arkivet råder også over en omfattende avissamling af primært langelandske aviser, ligesom man laver udstillinger i banegårdens gamle ventesal.
Den 30. januar er det 80 år siden at Rudkøbing Byhistoriske Arkiv blev indviet. Christian Kiilsgaard blev den første arkivar på stedet, men hans arbejde med at med at indsamle arkivalier om Rudkøbings historie var dog startet flere år tidligere i forbindelse med Rudkøbings 650-års købstadsjubilæum.
– Vi er det næstældste byarkiv i Danmark, men vi er også et moderne arkiv med fokus på digitalisering af vores arkivalier og billeder, så flere kan få glæde af vores fælles historie. Det hele er smukt pakket ind i Rudkøbings gamle banegård, hvor vi har til huse, siger arkivar Jeppe Jøhn Hørsholm.
Arkivet startede i Nørregade, men Christian Kiilsgaard måtte hurtigt flytte arkivet hjem til sig selv, da der var for fugtigt i de lokaler, kommunen havde stillet til rådighed. Senere flyttede det byhistorisk arkiv til andre steder i byen. I dag har arkivet til huse i den gamle banegård i Havnegade 7, og her arbejder en lille gruppe ansatte og en stor skare af engagerede frivillige med at bevare lokalhistorien for fremtiden.
I dag er det en blandet skare, der bruger arkivet. Udover de åbenlyse som historieinteresserede og slægtsforskere kommer også en del turister. Og det er ikke kun langelændere, der bruger arkivet. Der kommer også jævnligt henvendelser og besøg fra udlandet, særligt fra USA, tv-selskaber og forskere.
Selve 80-års dagen fejres senere på året i forbindelse med ”Arkivernes Dag”, men man er selvfølgelig altid velkommen til at kigge ind på arkivet.
Regeringen indsætter Kammeradvokaten i Nordic Waste-sagen
Regeringen tager nu skrappe skridt i sagen om den potentielle miljøkatastrofe i Nordic Waste-sagen i Ølst. Kammeradvokaten er blevet sat til at lede en grundig undersøgelse for at sikre, at princippet om, at forureneren betaler, bliver fulgt til dørs. Det er blevet oplyst på et netop afholdt pressemøde.
Miljøminister Magnus Heunicke understreger alvoren i situationen:
– Kammeradvokaten skal undersøge to ting. For det første, om andre virksomheder i området kan bære ansvar for miljøskaderne. For det andet, om Nordic Waste’s ledelse, ejere eller andre involverede personer kan gøres ansvarlige – både i forhold til oprydning, erstatning og potentielt strafferetligt ansvar, siger Heunicke.
Imens udtaler justitsminister Peter Hummelgaard (S) sig om betydningen af virksomheders samfundsansvar:
– Det her er en værdidebat, der i øvrigt foregår i hele den vestlige verden. Hvad er meningen med at drive virksomheder? Hvad driver man virksomhed for? Det er også det, det handler om. Hvilke rettigheder og pligter man har, når man driver virksomhed – særligt når det går galt, siger Hummelgaard.
Miljøministeren giver også en status på de praktiske tiltag i området omkring Nordic Waste, idet de store mængder vand fra nyligt tøvejr og nedbør skaber yderligere udfordringer.
– Derfor er man nu i gang med to ting, der har til formål at skille det forurenede vand fra den rene å, forklarer Heunicke.
89-årig mand påkørte kvinde på parkeringsplads
Et færdselsuheld indtraf på parkeringspladsen ved ABC Lavpris i Fredericia torsdag klokken 10:00.
En 89-årig mandlig bilist fra Fredericia var involveret i en ulykke, hvor han ramte en 69-årig kvinde. Ulykken skete, da manden overså kvinden, der var fodgænger, mens han forsøgte at parkere sin bil i en bås.
Kvinden blev påkørt af bilen, der bevægede sig med lav fart. Hun blev efterfølgende kørt til tjek på Kolding Sygehus.
Indbrudstyv taget på fersk gerning
En indbrudstyv blev fanget på fersk gerning ved Me Mori – Den Lille Guldsmedje i Gothersgade i Fredericia i nat.
Gerningsmanden, en 46-årig lokal mand og gammel kending af politiet, forsøgte at bryde igennem butikkens sikkerhedsrude ved hjælp af et koben. På trods af hans forsøg, lykkedes det ham ikke at få hul på ruden, som er en sikkerhedsrude.
Alarmen blev slået af en borger, der hørte larmen, hvilket førte til, at politiet ankom til stedet. De anholdt gerningsmanden kun 15 meter fra gerningsstedet, mens han stadig havde kobenet på sig. Han erkendte forholdet ved anholdelsen. Der er ikke forventninger om, at manden, der ifølge Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi, er en gammel kending af politiet.
Risiko for oversvømmelser
Fredag bliver en dag med passage af et lavtryk nord om landet, hvilket medfører både regn og kraftig vind. Lavtrykket, som måler 995 hPa, trækker et frontsystem med sig, der forventes at bringe betydelige mængder regn på mellem 5-20 mm over hele landet i løbet af morgenen og formiddagen. Bornholm vil opleve frontens passage senere på dagen.
Vinden tiltager markant på bagsiden af fronten med kraftige nordvestlige og vestlige vinde. Specielt ved kysterne kan vindstødene nå stormstyrke. Dette blæsevejr forudses at forårsage højvande i Kattegat-området, herunder langs Jyllands østkyst, ved Nordfyn og i Nordsjælland, med vandstandsstigninger på 80-100 cm over det normale.
Fredagens regnvejr øger risikoen for oversvømmelser, især ved åer, søer og vandløb, som kan risikere at løbe over deres bredder.
Efter denne turbulente periode forudses en mere mild og rolig weekend. Gradvis vil varmere luft fra sydvest strømme ind over landet, hvilket medfører roligere og tørrere vejr med dagtemperaturer på omkring 6-7 grader.
Udsigten for den følgende uge fortsætter med mildt vejr. Dagtemperaturerne vil stige yderligere, med forventninger om 5-9 grader på mandag og muligvis op til 10 grader på tirsdag, hvilket er usædvanligt mildt for årstiden.
Beboerne har været med til at forandre Stævnhøj Plejehjem
Stævnhøj Plejehjem i Fredericia er det første plejehjem i Fredericia, der har fået implementeret EDEN alternative. Det skete i sidste år, og det har fokus på, at det er et hjem i ordets bogstaveligste forstand. Plejehjemsleder Anette Nørgaard Christensen har på en rundtur vist, hvordan det nu ser ud på plejehjemmet.
I Fredericia har man besluttet sig for, at der skal anvendes EDEN-alternativet på alle byens plejehjem, da undersøgelser viser, at det giver gode resultater på plejehjem. Modellen går ud på, at plejehjemmet skal være et hjertevarmt sted med fokus på trivsel og velfærd, og at det skal minde om et hjem.
På kontoret sidder Anette Nørgaard Christensen klar. Med sig har hun Mads og Janni, der skal stå for en rundvisning og fortælle om, hvilken udvikling Stævnhøj Plejehjem har været igennem siden implementeringen af EDEN alternative. Med sig har de også formand for Senior- og Socialudvalget, Søren Larsen (A), der har været en stor fortaler for netop EDEN.

I forbindelse med, at der er blevet skiftet ud på looket på Stævnhøj Plejehjem har det ikke kun været ledelsen, der har kigget nærmere på det. De har også inddraget beboerne på stedet, hvilket også har været med til at sikre den hjemmelighed, som EDEN alternative lægger op til. På en rundtur fortæller Anette, Mads og Janni om, hvad der er sket.
– De enkelte afsnit på plejehjemmet har fået noget at vælge imellem, og så har de valgt det, siger Anette.

Et tidligere depot er nu lavet om til en slags salon, hvor beboerne kan blive klippet af en udefrakommende frisør.
. Vi har fået lavet den rigtig smart, så det ligner en salon, som man kender det. Så kan beboerne blive klippet af en udefrakommende frisør, som de selv får ind. Vi har ikke en fast tilknyttet, da det er op til den enkelte beboer. Det kan være, at de er blevet klippet af en igennem længere tid, og derfor er de mest trygge ved det, og derfor giver det bedst mening, at vi ikke vælger, hvem det skal være, siger Anette og suppleres af Janni, der fortæller, at nogle af de mandlige beboere på Stævnhøj også er blevet barberet inde i salonen.
– Der er nogle frisører, som normalt kun klipper i deres salon, men som kører ud til deres ældre kunder igennem mange år, indskyder Søren Larsen.

En af de faste rutiner på Stævnhøj er, at beboerne og personalet samles hver morgen. Det er vigtigt for ledelsen på plejehjemmet, at de deltager hver dag.
– Min kalender er optaget hver dag, når vi har samling, for at jeg kan være der. Det er vigtigt for os, at vi er der. Beboerne får de daglige informationer at vide, som eksempelvis, hvad maden står på. Har vi i ledelsen et møde, så sørger vi for, at der er en pause på 10-15 minutter omkring, hvor der er morgensamling. Det viser, hvor meget vi prioriterer at skulle være der, siger Anette, som på rundturen hilser på plejehjemmets beboere, hvor hun er på fornavn med dem alle.
– Det er også en del af den ændring, som vi har været igennem. Sådan en lille, simpel ting som at sige hej og så sige beboernes navn viser undersøgelser, gør meget. Selvom det ikke er mig, der har så meget med den enkelte beboer at gøre, så er det vigtigt for mig at kende alles navne, siger Anette.
EDEN er en kulturændring

Det er ikke bare at implementere EDEN-alternativet. Ét er at møblere om på det enkelte plejehjem, men noget andet er også, at de ansatte skal tilpasse sig.
– Det er en holdnings- og kulturændring. Jeg tror, det er vigtigt, at man også har inddraget beboerne, og det har givet et ejerskab og en hurtigere proces herude. De små tricks gør en stor forskel, siger Søren Larsen og suppleres af Anette Nørgaard Christensen:
– Vi har fået stor ros for måden, vi er kommet i gang på. Vi havde besøg for et par uger siden af en, der sagde, at vi skulle søge om at blive EDEN-certificeret, og det blev vi helt høje over. Vi har gået meget op i, at vi sikrer, vi er i øjenhøjde med borgerne. Det betyder, at vi går ned i knæ for at snakke med dem, hvis vi er højere end dem, og så er der blandt andet også det med at være på fornavn med alle beboerne, siger hun.

For Søren Larsen, der sidder bag væggene på rådhuset, når midlerne til eksempelvis plejehjem afsættes, er det givende at komme ud og se, hvordan tingene bliver udmøntet i virkeligheden.
– Vi sætter de overordnede rammer, men det er op til eksempelvis Stævnhøj selv at udføre det. Vi giver retningen, og kan nu se, hvor stor en forskel det har gjort her. Jeg er virkelig begejstret over måden, som Stævnhøj har forvaltet vores midler på. I år kommer Othello til at få en tur, og sidste år var det Stævnhøj. Vi blander os ikke i, hvordan de bruger pengene, som vi giver dem, da det fungerer bedre med, at det enkelte sted, siger Søren Larsen.
I de kommende år skal EDEN alternative implementeres på de øvrige plejehjem i Fredericia Kommune. EDEN en innovativ tilgang til ældrepleje, der transformerer traditionelle plejehjem til hjemlige og livsbekræftende miljøer, hvor beboernes trivsel og velfærd er i centrum. Denne model fokuserer på at skabe et varmt og indbydende hjem, hvor beboerne føler sig værdsat og involveret i dagligdagen. Ved at integrere elementer som planter, dyr og interaktion med lokalsamfundet, fremmes en atmosfære af fællesskab og tilhørsforhold. EDEN-alternativet understreger vigtigheden af personlige relationer og respekt for den enkelte beboers præferencer og autonomi, hvilket bidrager til en mere meningsfuld og glædesfyldt tilværelse for ældre i plejehjem, og det er nu blevet implementeret på Stævnhøj Plejehjem.



















