Høj aktivitet ved grænserne til Tyskland og Sverige

0

Trafikken vokser ved grænserne til Tyskland og Sverige, og begge steder overstiger den nu niveauet fra før coronapandemien. På Øresundsbroen har der aldrig været målt højere trafiktal.

Særligt mellem Danmark og Sverige er der sket et boom i trafikken.
Efter et par stille år med coronavirus og samfundsrestriktioner er der for alvor kommet gang i vejtrafikken over den dansk-tyske grænse og Øresundsbroen.

De seneste tal viser, at antallet af grænsekrydsninger nu ligger over niveauet fra før coronapandemien, og særligt mellem Danmark og Sverige er udviklingen markant. Her har sommeren budt på historisk høje trafiktal og den travleste måned nogensinde.

– Under pandemien skete der et drastisk fald i trafikken mellem Danmark og vores nabolande, og siden har grænsetrafikken befundet sig i en bølgedal. Nu er de sidste efterdønninger fra corona ved at være væk, og grænsetrafikken er tilbage for fuldt flor. Udviklingen er mest markant på Øresundsbroen til Sverige. En forklaring kan være den lave svenske kronekurs og en øget interesse for at holde ferie i nærområdet, siger ingeniør Christoffer Brinch-Pedersen fra Vejdirektoratets afdeling for trafikstatistik.

Øget aktivitet ved grænsen til Tyskland

Ved den dansk-tyske grænse har trafikken nu passeret niveauet fra før corona. Det skete i september, hvor der blev registreret 2,7 procent mere trafik end i september 2019.

Stigningen i den samlede vejtrafik ved den dansk-tyske grænse kan skyldes en øget aktivitet inden for turisme, grænsehandel og fritids- og pendlertrafik.

Ny rekord for trafik til og fra Sverige

Kaster vi blikket mod Øresundsforbindelsen mellem Danmark og Sverige, så steg trafikken i juli og august med henholdsvis 7,7 og 2,6 procent i forhold til de tilsvarende måneder i 2019. Det viser tal fra Sund & Bælt.

I juli blev broforbindelsen passeret af mere end 923.000 køretøjer, hvilket gør måneden til den måned med mest trafik på Øresundsbroen nogensinde. Derudover er tredje kvartal 2023 nu det kvartal i Øresundsforbindelsens levetid, hvor flest køretøjer har krydset grænsen mellem Danmark og Sverige.

Både ved grænserne til Tyskland og Sverige sker stigningerne til trods for et lavt niveau i lastbiltrafikken i sammenligning med tidligere år. Lastbiler udgør ellers den næstmest udbredte transporttype efter personbiler. Når der kører færre lastbiler mellem Danmark og vores nabolande end før pandemien, så skyldes det en mindre afmatning i transportbranchen.

Vejdirektoratet henter sine data om udviklingen i trafikken fra automatisk tælleudstyr, som er placeret i kørebanen på udvalgte lokationer rundt om i landet.

Renovering af Hylkedalbroen ramt af forsinkelse

0

Arbejdet på undersiden af Hylkedalbroen bliver forsinket i omkring et år på grund af uforudsete forhindringer for entreprenøren.

Renoveringsarbejdet på Hylkedalsbroen, der fører Sønderjyske Motorvej over Hylkedalen nær Kolding, er løbet ind i uforudsete forhindringer og bliver derfor væsentligt forsinket.

Arbejdet var oprindeligt planlagt til at blive afsluttet i midten af november i år, men opsætning og montage af stillads samt overfladebehandlingsarbejder har taget længere tid for entreprenøren end planlagt. Som en konsekvens heraf forventer Vejdirektoratet nu, at arbejdet vil komme til at vare frem til medio november 2024.

I hele udførelsesperioden vil byggepladsen forblive i brug for at muliggøre adgang til arbejdsområdet.

For trafikanterne på motorvejen/broen forventes arbejdet ikke at have indflydelse på trafikken. Trafikanterne på Hylkedalvej under broen vil til gengæld periodevis opleve, at et spor vil blive spærret, og at trafikken dirigeres via lyssignal forbi arbejdsområdet.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, arbejdet medfører.

Ny struktur skal forbedre brugeroplevelsen på sst.dk

0
Foto: AVISEN

Når du besøger Sundhedsstyrelsens hjemmeside, kan du fremover vælge, om du vil se indhold til borgere eller til fagpersoner. Det skal gøre det nemmere og hurtigere at finde den information, du ønsker.

Hjemmesiden sst.dk har i gennemsnit 15.000 daglige besøg og er dermed en central kilde til information på sundhedsområdet for både borgere og fagpersoner.

Under covid-19-epidemien var sst.dk en primær kilde til information om covid-19. Det har hjemmesiden stadig båret præg af efter epidemien, og det har derfor nu været nødvendigt at gentænke opbygningen på tværs af sitet.

Den nye opdeling af siden er baseret på en række brugertests, hvor en gruppe borgere og fagpersoner har kategoriseret og vurderet forskellige emnebeskrivelser.

– Brugertesten viste, at når man går ind på hjemmesiden som borger, er det, fordi man leder efter indhold, der relaterer sig til den livssituation, man står i. Det kan for eksempel være, at man er gravid, eller at man gerne vil drikke mindre alkohol. Derfor har vi lavet en ny navigation, der er baseret på livsstadier og -situationer. Testen viste samtidig, at fagpersoner har brug for lettilgængelige og præcise informationer, de skal bruge i deres arbejde, og derfor er informationen specifikt målrettet dem, siger Signe Breitenstein, der er kommunikationsrådgiver og projektleder for den nye hjemmeside.

Hjemmesiden er blevet delt op i indhold til dels borgere og dels fagpersoner. Alt indhold er blevet opdelt og omskrevet, og der er kommet et skarpere fokus på nyheder og aktuelle temaer. Derfor kan sider, som man er vant til at bruge, have skiftet udseende.

– Vi håber, at den nye opdeling af hjemmesiden vil gøre det nemmere at navigere og finde relevant information for begge målgrupper, siger Signe Breitenstein.

Vigtig økonomisk indsprøjtning til velfærden

0

Forbundsmanden for FOA glæder sig over, at regeringen vil løfte velfærden med 32 milliarder kroner frem mod 2030. At regeringen skrotter planer om at pille ved tilbagetrækningsordninger, får også smilet frem. Til gengæld er FOA kritisk over for regeringens skattereform.

Formanden for landets tredjestørste fagforening glæder sig over, at regeringen har taget det lange lys på og vil investere i fremtidens velfærd.

– Regeringen poster mange, nødvendige penge i velfærden. De falder på et tørt sted. Alle, der har ører og øjne, kan se hvor presset vores velfærd er blevet, og hvor hurtigt personalet løber i vores ældrepleje, dagtilbud, sundhedsvæsen og i psykiatrien. Det her er en vigtig og nødvendig indsprøjtning til vores velfærd. Det fortjener ros, siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.

Regeringen har netop fremlagt sin 2030-plan, hvor det fremgår, at man vil afsætte 32 milliarder kroner til den offentlige velfærd i de kommende år.

Mona Striib, der bl.a. repræsenterer offentligt ansatte i landets kommuner og regioner, bider særligt mærke i, at regeringen ikke kun afsætter midler til at dække det såkaldte demografiske træk – at befolkningen bliver ældre og der kommer flere børn – men i sin 2030-plan forpligter sig på, at velfærden skal følge med velstanden.

– Det er vigtigt. Når vi som samfund bliver rigere, forventer vi også bedre velfærd. Det er samtidig på sin plads at understrege, at der fortsat vil være udfordringer – både på det kommunale og regionale område, hvor varslede besparelser skaber store huller. Her ser vi i FOA frem til at indgå drøftelser om, hvordan vi løser udfordringerne, siger Mona Striib.

Hun glæder sig over, at regeringen dropper sine planer på tilbagetrækningsområdet.

– Regeringen har lyttet. Det betyder, at vi ikke vil se de forringelser af tilbagetrækningsordningerne, som mange har frygtet. Det giver ro omkring lønmodtagernes tilbagetrækningsmuligheder, og det er vigtigt. Nu ser vi frem til, at en permanent trepart bl.a. skal drøfte spørgsmålet om tilbagetrækning, siger Mona Striib.

En betydelig del af regeringens 2030-plan handler om skat. Her vil regeringen lette personskatten med 10 milliarder med effekt fra 2025. Men lønmodtagere påvirkes vidt forskelligt afhængig af indtægt. Det påpeger FOAs forbundsnæstformand, Thomas Enghausen. Han savner balance i skatteforslaget.

– Skattelettelsen vil især gavne de rigeste grupper i vores samfund. Almindelige FOA-medlemmerne kommer næppe ikke til at mærke meget til det, da det kun betyder få hundrede kroner om måneden i mindre skat. Selv om regeringen har tænkt på enlige forsørgere, så er den samlede profil skæv set med FOAs øjne. Argumentet for skattelettelser er at skaffe arbejdskraft. Men det er svært at få øje på effekten for nogle af de medarbejdergrupper, vi har mest brug for i vores velfærd, siger Thomas Enghausen.

Østergaard: Musicals fra øverste hylde

0

Under Fredericias historiske hvælv, hvor kulturelle strømme mødes og skaber et væld af kreative muligheder, blev et nyt kapitel skrevet i byens teateranaler. I en by, der allerede er kendt som Danmarks uofficielle musicalhovedstad, samlede entusiaster, kunstnere og visionære sig for at opleve den spirende fremtid i dag.

Med en fornemmelse af at noget stort var under opsejling, blev gæsterne budt velkommen til en dag, hvor Fredericia Musicalteater ikke bare fejrede sin fortid, men også pegede fremad mod en fremtid præget af originale produktioner og internationale ambitioner.

Da man trådte ind i foyeren på Fredericia Musicalteater, blev man mødt af Fredericia Musicalteaters Dennis Kappel og hans kolleger, der bød velkommen til en dag fyldt med musicalmagi. Inde i salen, omdannet til et cafésetup, summede samtalerne i spændt forventning.

Præcis kl. 12:00 trådte Thomas Bay og Martin Skriver på scenen, klar til at guide gæsterne igennem dagens program som konferencierer. De introducerede den længe ventede forestilling, og banede vejen for en dybere samtale med Anders Østergaard og Steen Wrist.

Østergaard, med en umiskendelig glød af stolthed, reflekterede over den unikke energi i teatret. Han hyllede det samarbejde, der har bundet Fredericia Musicalteater, Fredericia Kommune og AHA Creations sammen i en treenighed, og betonede vigtigheden af det historiske øjeblik.

Borgmester Steen Wrist. Foto: AVISEN

Steen Wrist delte denne stolthed og udtrykte, at Fredericia Musicalteater ikke bare var på vej tilbage – det er tilbage med fuld styrke. Han bemærkede det visionære aspekt ved at samle 200 personer til et pressemøde – et bevis på teatrets vitalitet.

Kulturdirektøren fra Tivoli, Frederik Wiedemann, bidrog med et nyt perspektiv, idet han belyste Tivolis rolle i samarbejdet, der denne gang adskilte sig fra traditionen, og hvordan WICKED falder perfekt ind i Tivolis halloween-tema.

Scenen blev endnu mere følelsesladet, da Johanne Milland og Nanna Rossen trådte frem. Som veninder var det en rørende og monumental oplevelse for dem at skulle spille sammen – især i roller, der afspejler deres virkelige venskab.

Højdepunktet var, da Thomas Bay satte sig ved klaveret, og Milland og Rossen fremførte to sange, der efterlod publikum betagede. Efterfølgende blev der åbnet op for dialog mellem pressen og de involverede, mens publikum kunne nyde bobler og kage og mængle i de historiske omgivelser.

Thomas Bay taler og deler hemmeligheden; navnet på den nye musical. Foto: AVISEN

Anders Østergaard: Et partnerskab født af passion for musicalgenren

Anders Østergaard, den tidligere formand for Fredericia Teater og nuværende økonomiske drivkraft bag det nye samarbejde mellem AHA Creations og Fredericia Musicalteater, udstråler en sjælden passion for musicalgenren – en passion, der danner grundlag for det nyeste storslåede projekt på det anerkendte teater. Han var særlig glad for nyheden i dag, der i hans øjne viser, at man mener det seriøst i Fredericia, når man præsenterer musicals fra øverste hylde.

– Det var forløsende, med en stor følelse af glæde og stolthed, at stå her i dag, indleder Anders Østergaard interviewet med AVISEN efter præsentationen. Han er vild med musical, og det betyder noget helt særligt at stå i Fredericia i dag på det teater, han kender så godt, som tidligere formand.

Johanne Milland og Nanna Rossen synger. Foto: AVISEN

– Musicalgenren fylder utrolig meget for mig, og det prøver jeg også at komme ind på i de ord, jeg tog med på scenen i dag. Det er kærligheden til genren, og den energi, det kreative og det livet handler om i virkeligheden. Genren betyder meget for mig, og den kommende forestilling bliver fremragende, forklarer Anders Østergaard.

Valget af Wicked har taget tid. Det rette match skulle være der, og det var det med Broadway-musicalen.

– Vi har valgt den i fællesskab – alle sammen. Vi har været på udkig efter forestillinger, der matcher vores profil i Fredericia, en forestilling, der matcher Fredericia Musicalteater og jeg synes, at vi i fællesskab, har fundet frem en titel, der er på samme høje hylde som Disney-varen er på, siger han og tilføjer:

– Det har været svært at vælge, fordi vi er jo kræsne, og det er vi med rette, fordi vi er dygtige, og vi vil være sikre på, at det materiale, som vi vælger, passer til profilen af, hvad vi kan i Fredericia, som Tivoli i øvrigt også satte flotte ord på.

Økonomien bag disse forestillinger er også på øverste hylde, noget Østergaard og teamet bag har sikret med et finansielt sikkerhedsnet baseret på lærdomme fra tidligere tiders erfaringer. Dette sikkerhedsnet garanterer, at teatret fortsat kan levere forestillinger af høj kvalitet, såsom de tidligere hits Shu-bi-dua, Den Lille Havfrue, og Seebach.

Glæde i salen. Foto: AVISEN

– Økonomien er på samme niveau, som da vi lavede Shu-bi-dua, Den Lille Havfrue, Seebach, Klokkeren fra Notre Dame og så videre. Det slår også fast, at det er en økonomi fra øverste hylde, og i det samarbejde mellem AHA Creations og Fredericia Musicalteater, der holder vi et sikkerhedsnet under projektet, belært af tidligere tiders historie, siger Østergaard, der føler sig hjemme:

– Det er fantastisk at være her i dag. Jeg føler, at jeg er hjemme, når jeg er på Fredericia Musicalteater på adressen i Prinsessegade, og i vores by. Jeg føler aldrig, at jeg har været væk, lyder det fra Anders Østergaard.

Diluckshan Jeyaratnam er tilbage på scenen i Fredericia. Foto: AVISEN

Fredericia har længe været Danmarks uofficielle hovedstad for musicalteater, og dette bliver kun understreget af de seneste bevægelser ved Fredericia Musicalteater.

– Det betyder alt, at kulturen altid lever lige under overfladen i Fredericia; at vi så ser de dygtige profiler og navne komme tilbage på scenen er fantastisk. Fredericia er en hovedstad for musicalteater. Det har vi hele tiden været. Næste mål er at blive ved med at vise det bedste, vi kan. Derudover skal vi tro på, at når vi gør det, så er alt godt. Vi lever og leverer det potentiale, vi er, forklarer Østergaard.

Martin Skriver, AHA Creations. Foto: AVISEN

Men visionerne stopper ikke ved at importere succeser; der er en dybere drøm om selv at producere originale værker. Østergaard reflekterer over tidligere succeser som ‘Shu-bi-dua’ og ‘Seebach’ og lover, at der vil komme mere

– Vi ser til London og New York, der er verdensscenerne, derfor samler vi også forestillinger op fra den hylde. Følgetonnen er en ambition og plan, hvor vi skal producere selv fra bunden af også, som vi gjorde ved Shu-bi-dua og Seebach. Hvor lang tid, der går er svært at sige, men det kan sagtens være efter Wicked, slutter Anders Østergaard.

Kolding Kommune har forlænget dispensationen for anvendelse af Posthuset på Banegårdspladsen i yderligere 3 år

0

Kolding Kommune har netop forlænget dispensationen for anvendelse af Posthuset på Banegårdspladsen i yderligere 3 år – indtil udgangen af 2027.

Posthuset danner i dag rammerne for ca. 20 virksomheder, hvoraf ca. halvdelen er socialøkonomiske virksomheder, og den anden halvdel arbejder hen på at blive det.

Forlængelsen har en stor betydning for disse virksomheder og ikke mindst for Kolding. Det iværksættermiljø, der har sit daglige virke på Posthuset, høster anerkendelse fra hele landet, fordi Kolding har prioriteret at skabe rammerne for et innovativt miljø, som er målrettet socialøkonomiske virksomheder eller virksomheder, der ønsker at blive det.

Formanden for Social- og Arbejdsmarked, Villy Søvndal udtaler;

– I Social- og Arbejdsmarked er vi begejstrede over, at vi har fået en 3-årig forlængelse, der tillader Posthuset at fortsætte med at fungere som epicenter for et dedikeret socialøkonomisk fællesskab. Et sådant iværksættermiljø er sjældent, og det er jeg glad for, at vi i Kolding prioriterer, udtaler Villy Søvndal.

De socialøkonomiske virksomheder på Posthuset bidrager også aktivt til byens liv ved at arrangere vejfester og pop-up arrangementer. Derudover er der med kommunens nye budget lagt planer om at udvikle en ”verdensmålsplads” med fokus på bæredygtighed, midlertidige initiativer og aktiviteter, i samarbejde med Posthusets mange virksomheder.

– Posthuset er et fremragende eksempel på, hvad der kan opnås, når kommune og erhvervslivet samarbejder. De socialøkonomiske virksomheders tilstedeværelse i Posthuset har en positiv indvirkning på os alle, fordi de deltager aktivt i lokalsamfundet og bidrager til at skabe liv i byen, afslutter Villy Søvndal.

Broadway magi på dansk grund

0

Fredericia Musicalteater og AHA Creations har helt ekstraordinært fået tilladelse til at lave den berømte Broadway-musical i en ny og original version, der har stortalenterne Johanne Milland og Nanna Rossen i de to hovedroller. Forestillingen skal også spille i Tivoli, København.

60 mio. solgte billetter på verdensplan. Den anden mest indtjenende musical i Broadways historie. Opførelser i over 100 byer over hele verden og adskillige priser. Flere millioner solgte album af det oprindelige Broadway-soundtrack og stadig et af de største hits på både Broadway, i West End og alle andre byer, den bliver opført i.

WICKED er rekordernes musical. Og næste efterår kan et dansk publikum glæde sig til at opleve den herhjemme, når Fredericia Musicalteater i samarbejde med AHA Creations helt ekstraordinært har fået rettighederne til at præsentere en ny spektakulær version af den legendariske og banebrydende musical om heksene fra Oz. Først får forestillingen premiere på Fredericia Musicalteater den 18. september 2024, og fra den 11. oktober kan københavnerne opleve den i Tivolis Koncertsal i en co-produktion med Tivoli.

Billetsalget til Fredericia Musicalteater er startet i dag. Billetsalget til Tivolis Koncertsal kan købes fra på fredag den 10. november kl. 14.00.

Første fælles musical-projekt skal være i international topklasse

WICKED bliver den første musical som Fredericia Musicalteater og AHA Creations skaber sammen. De har en ambition om at skabe musicalproduktioner i international topklasse, og deres første fællesprojekt bliver således én af de mest succesfulde Broadway-musicals i årtier.

Teaterchef på Fredericia Musicalteater, Thomas Bay, og Martin Palme Skriver, kunstnerisk direktør i Aha Creations, udtaler sammen:

– Vi er enormt glade og stolte over, at det er lykkedes os at få rettighederne til at skabe en ny opsætning af WICKED. Det er uden sammenligning én af de bedste og mest indflydelsesrige musicals i nyere tid med suveræne sange og en meget bevægende venskabshistorie i centrum. Vi glæder os til at præsentere den for et stort dansk publikum i en spektakulær opsætning med de allerbedste danske kræfter både på og bag scenen.

WICKED i Tivoli

Den kommende opsætning af WICKED kan ikke kun opleves i Fredericia, men også i København. Fredericia Musicalteater har sammen med Tivoli sikret, at WICKED også kommer til hovedstaden, hvor Tivoli bliver co-producent på opsætningen i Koncertsalen.

Thomas Bay udtaler:

– Vi er meget stolte over, at Tivoli er med ombord på WICKED og muliggør, at vi kan præsentere forestillingen i København. Tivoli har gennem tiden skabt store musicals, og det glæder os, at de tror så meget på forestillingens potentiale, at de er med som co-producenter. Koncertsalen i Tivoli er et vidunderligt venue at spille i, og det er bare stort, at WICKED vil kunne opleves på begge sider af Storebæltsbroen.

Også hos Tivoli er der glæde over samarbejdet. Kulturdirektør Frederik Wiedemann supplerer:

WICKED er en musical, der passer godt i Tivoli, især i Halloween-sæsonen, hvor forlystelseshaven i forvejen er fyldt med hyggelig uhygge. Så vi glæder os over dette samarbejde med Fredericia Musicalteater, der gør det muligt at præsentere vores gæster for en af verdens mest succesfulde musicals i en ny, stor opsætning.

WICKED – en af verdens bedst sælgende musicals nogensinde

WICKED fik premiere på Broadway for præcis 20 år siden i 2003, hvor den fra dag 1 slog salgsrekorder og lagde kimen til en global WICKED-hype. Forestillingen kører fortsat for fulde huse på Broadway og i West End, hvor den har spillet siden 2006, og så er der alle de andre lande over hele verden, hvor billetterne også er blevet revet væk i en grad, der har gjort musicalen til et globalt kulturfænomen, der ikke er overgået mange musicals i teaterhistorien.

Således er moderne amerikansk popkultur spækket med referencer fra musicalen i film, tv-serier og musikkens verden. Og til næste år er der premiere på første del af filmudgaven med Ariana Grande i den ene hovedrolle i det, der bliver én af de dyreste musicalfilm i historien. Også herhjemme har vi én gang tidligere kunnet opleve Stephen Schwartz’s fabelagtige musical, hvor Det Ny Teater i 2011 triumferede med et anmelderrost publikumshit med Maria Lucia og Annette Heick i en prisbelønnet opsætning.

Musikken er skrevet af Grammy-, Golden Globe og Oscarvindende legende Stephen Schwartz. Med megahits hits som “Defying Gravity”, “Popular”, “No One Mourns the Wicked” og “For Good” og samtidsrelevante teamtikker har WICKED i dag status som én af de musicals, der omkring årtusindeskiftet var med til at ændre amerikansk musicalhistorie og revitalisere den moderne musical – et vigtigt slag for at skabe musicals med stærke kvinder i hovedrollerne.

Handlingen

WICKED er den eventyrlige fortælling om et usædvanligt venskab mellem to piger, der møder hinanden på hekseskolen i det magiske rige Oz: Elphaba, der er anderledes, fordi hun er født med grøn hud, og klassens populære og smukke pige Glinda, og om hvordan de senere bliver kendt som henholdsvis Den Onde Heks fra Vest og Den Gode Heks fra Nord. Deres venskab sættes på prøve, både fordi den samme unge prins er genstand for begges interesse, og fordi deres indstilling til den manipulerende troldmand er forskellig. Men ikke alt er som det ser ud.

Lysende musicalstjerner i hovedrollerne

Når WICKED får premiere om knap et år, bliver det med de to unge musicalstjerner

Johanne Milland og Nanna Rossen i hovedrollerne som det umage heksevenindepar Glinda og Elphaba. Johanne Milland er allerede en erfaren musicalstjerne med flere succeser bag sig. Johanne Milland fik sin debut i 2019 på Det Ny Teater i Spillemand på en Tagryg og fik efterfølgende hovedrollen i spillefilmen Venuseffekten. Herefter har hun haft store roller i bl.a. musicalen Atlantis, i den aktuelle Jersey Boys og til foråret titelrollen i Askepot – The Musical.

Nanna Rossen er ligesom Johanne Milland også en lysende musicalstjerne. Nanna Rossen fik sit gennembrud i 2016 i musicalen Hairspray i Tivoli, som hun samme år modtog Reumerts Talentpris for. Siden da er det blevet til flere markante musicalroller i bl.a. Den Skaldede Frisør – The Musical og Charlie & Chokoladefabrikken samt flere optrædener som solist på Stig Rossens Juleturné, Tivoli-Gardens julekoncert og Tivoli Salon Orkester.

Johanne Milland og Nanna Rossen er begge uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Fredericia og dimitterede sammen i år 2019 og er gode veninder privat.

Foruden de to hovedroller skal musicalstjerne og tidligere titelrolleindehaver i musicalsuccesen Hamilton i Hamburg, Diluckshan Jeyaratnam, spille Elphabas romantiske interesse, Fiyero. Som den snedige og manipulerende The Wizard ses den erfarne skuespiller Anders Gjellerup Koch og som rektor på Shiz Universitet i Oz, Madame Morible, ses den talentfulde Cecilie Thim.

Kreativt superhold bag musicalen

Bag WICKED står et stærkt kreativt hold, som sammen har skabt nogle af de største musicalsucceser herhjemme de seneste ti år. Instruktør Thomas Agerholm og den Reumertvindende scenograf Benjamin La Cour står bag populære kæmpesucceser som Klokkeren fra Notre Dame – The Musical, Seebach og Shubidua – The Musical og skal nu sammen skabe magi på scenen i WICKED.

Musicalens mange imponerende kostumer skal skabes af Lotte Martine Blichfeldt og Anna Juul Holm, som begge har været med til at kreere de overdådige kostumer på de store Disney-opsætninger på Fredericia Teater. Damian Czarnecki, som senest er aktuel i Vild med dans på TV 2, står for koreografien til WICKED, Martin Konge er kapelmester, Tim Høyer og Peter Løvenhardt står for lyddesign og Mads Æbelø Nielsen står dertil for en helt ny oversættelse af musicalen.

Dødsfald Middelfart den 8. november 2023

0

Janek Juul Hansen, Middelfart, 1966-2023
Tove Tabølle Kaae, Middelfart, 1931-2023
Tove Terp Paulsen, Middelfart, 1933-2023

https://gardeniablomster.dk/

Hyby Strand mister sin badebro

0

Stormfloden var hård ved bade- og krabbebroen på Hyby Strand i Fredericia. I dag er dykkere ved at hive jernpælene op til broen, alt er smadret og ødelagt, og den bliver ikke erstattet i første omgang.

Flere brugere af Hyby Strands badebro i Fredericia har spurgt sig selv efter stormfloden om, hvad der skal ske med broen. Året rundt er der et liv uden lige på Hyby Strand, når alt fra børn til de ældste borgere nyder naturen omkring den populære strand. Her har badebroen været et samlingspunkt, men den nuværende bro er fortid. Det fortæller Lars Bak fra Fredericia Kommune.

– Vi er ved at bryde resterne af broen ned. Vi plejer at fjerne selve det “dæk af træ”, man går ovenpå, når vi rammer efterårsferien, men i år er hele broen totalskadet, hvorfor alt bliver fjernet helt nu. Vi plejer ikke at fjerne selve broens jernstativ. Det gør vi nu. Det er ødelagt, og vi kan ikke lave det. Den bliver derfor fjernet permanent, forklarer Lars Bak.

Den populære badebro er ved at blive fjernet permanent. Foto: AVISEN

Årsagen til ødelæggelsen af broen er drivtømmer fra stormen, der har ødelagt totalskadet broen.

– Stativet er smadret på havets bund. Det er revet i stykker. Den bro er ødelagt for altid, og så er det det. Derfor har vi sagt; fint, vi fjerner den. Det sker så i dag, hvor der er dykkere på at få sikre, at alle rester tages op fra havets bund, så badegæsterne ikke får noget i fødderne, siger Bak.

Kunne man ikke renovere broen?

– Nej, den er totalskadet. Alt er skævt og smadret. Held i uheld er der cirka 500 meter fra Hyby Strand, hvor den gamle restaurant lå, en ny badebro. Den bro er 40 meter lang, og i øvrigt meget flot. Der er dog ikke tale om en erstatning. Det er derimod nogle penge, vi har fået gennem Nordea Fonden og gennem Naturpark Lillebælt. Den er udformet som en formidlingsbro. Det handler om at formidle det marine liv og Lillebælt. Men den kan naturligvis bruges som badebro. På kysten sætter vi samtidig nogle bord-bænke-sæt op, hvor der kommer naturnøgler, som børn kan bruge, når de eksempelvis finder en blåmusling, så kan de kigge på pladen og læse beskrivelsen, siger Bak.

Hvad skal der så ske ved Hyby Stand nu, når I fjerner broen?

– Ja, så har man ikke en badebro derude, og jeg kan ikke svare på, hvad der skal ske nu. Men vi fjerner den, fordi den er totalskadet. Nogen vil tænke, at det er for ringe, at vi ikke tog den ind, men selvom vi havde fjernet træet på broen, så er det store problem den skade, der er kommet fra drivtømmer, og det kunne vi ikke have gjort noget ved. Der er et stort arbejde med at fjerne tømmer nu også. Så det med at renovere den, vil være en totalrenovering, og det vil svare til at købe en ny bro af samme model, slutter Lars Bak fra Fredericia Kommune.

Dødsfald Fredericia den 8. november 2023

0

Ejvind Bjarne Færk, Fredericia, 1939-2023

Ejner Lysholt, Fredericia, 1935-2023

Hanna Anna Marie Poulsen, Fredericia, 1944-2023

Ole Gissel, Fredericia, 1944-2023

https://gardeniablomster.dk/
Sent OB-stik knuser FC Fredericia i Odense

Sent OB-stik knuser FC Fredericia i Odense

0
Det så længe ud til, at FC Fredericia skulle hente et point med hjem over Lillebælt. I stedet måtte fredericianerne rejse hjem med tomme...