Julepynt stjålet fra kælderrum

0

Mellem fredag den 1. september og lørdag den 18. november blev der stjålet en kasse med juleting fra et kælderrum under en lejlighed i Skovparken i Kolding.

Tyvene tog diverse juledekorationer, julelys med mere fra det ulåste kælderrum.

Bil endte på taget

0

Søndag klokken 00:47 skete der et færdselsuheld på sønderjyske motorvej ved Kolding.

En personbil, ført af en 19-årig kvinde fra Rødekro, mistede herredømmet over køretøjet, da hun forsøgte at undvige en stor vandpyt. Bilen endte på taget i grøften, men ingen kom til skade i forbindelse uheldet.

18-årig solgte narko i nattelivet

0

Søndag kl. 02:17 blev en 18-årig mand fra Kolding anholdt ved Rabalder Bar i Jernbanegade, mistænkt for salg af stoffer.

Politiet fandt 28 poser med mindre mængder hash og fem poser med mindre mængder kokain på manden. Den unge mand er nu sigtet for narkohandel.

FHK er førsteudfordreren til Aalborg

0

Der er nu spillet halvdelen af kampene i grundspillet, og tabellen lyver ikke: FHK er førsteudfordreren til mægtige Aalborg, der tilsvarende ser ud til at være i en liga for sig selv.

Lørdag vandt FHK 31-24 på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg efter at have været bagud 14-13 ved pausen. I anden halvleg smed FHK tøjlerne angrebsmæssigt, og det blev afgørende.

– Vi spiller næsten fejlfrit i anden halvleg. I første halvleg talte vi om at lave færre fejl. Vi gav dem bolden “gratis” fem gange, og det udnyttede de. Derfor førte de ved pausen. Vi var for stressede, men vi dækkede godt op hele kampen, og forsvaret var virkelig fantastisk, og så skal vi ikke glemme Sebastian Frandsen i målet. Jeg var glad for vores mange kontramål i anden halvleg, siger Gudmundur Gudmundsson.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

I første halvleg var angrebet usikkert. Uanset om det hed seks mod seks, som i de første fem minutter, eller syv mod seks, som det gjorde i den resterende del af tiden. Og når spillet fungerede i første halvleg, og der blev skabt gode afslutningsmuligheder, stod Mikkel Løvkvist i BSH-målet ofte i vejen. Den del blev løst i anden halvleg, hvor koncentrationen og viljen lyste ud af FHK’erne.

– Angrebsspillet i anden halvleg var fantastisk. De prøvede at stresse os med 5:1, men det løste vi og lavede ikke tekniske fejl. Det var virkelig godt, og vi fik lavet 18 mål i anden halvleg – det var flot, forklarer Gudmundsson.

I grundspillet i sidste sæson, og i starten af denne sæson, smed FHK uventede point på udebane. Siden er det blevet til sejre mod både GOG og senest BSH på udebane. Det vidner om et FHK-hold, der har rykket sig, og vist, at ambitionerne om at spille europæisk håndbold til næste sæson ikke er urealistiske.

– Det var en af målsætningerne for sæsonen at blive bedre på udebane, men vi har mange løbende målsætninger. Om det er i forsvaret, angreb, kontra eller noget andet, men en af dem var også at blive bedre på udebane, og det er vi lykkedes med, siger Gudmundur Gudmundsson med tilfredshed i stemmen.

Kampen mod BSH var definerende for FHK. Et nederlag kunne i værste fald have sendt fredericianerne ned på fjerdepladsen. I stedet blev andenpladsen bevaret, og forspringet til BSH på fjerdepladsen udbygget.

– Det er som det er, det er meget tæt, konstaterer Gudmundsson.

adp-as.dk

13 runder inde i sæsonen er FHK på andenpladsen. Det var holdet ikke spået til i sæsonen, men det er faktum nu. Spørgsmålet er så, om FHK er det andetbedste hold i ligaen.

– Lige nu, ja. Vi har vundet syv ud af de sidste otte kampe, så vi har været gode. Lige nu ligger vi nummer to, så det er vi rigtig glade for, siger Gudmundsson, som dermed må se hans hold være den aktuelle førsteudfordrer til Aalborg på førstepladsen.

Lørdag gjaldt det en topkamp på udebane. På fredag venter en opgave på udebane mod en mindre profileret modstander i form af Nordsjælland. At omstille sig fra sådanne modsætninger kræver sit mentalt for spillerne.

– Jeg har talt med spillerne om, at vi skal lande på jorden og holde fokus, og forstå, at det er vigtigt, vi skal være klar til hver eneste kamp, fortæller Gudmundur Gudmundsson.

FHK står noteret for 19 point efter kampe, og er et enkelt point foran Mors-Thy på tredjepladsen. Aalborg på førstepladsen har gjort rent bord og har 26 point. Løbet om førstepladsen i grundspillet synes derfor kørt, men som det ser ud lige nu, både i tabellen og spillemæssigt, er FHK Danmarks næstbedste håndboldhold og derfor er de førsteudfordreren til Aalborg.

Her er de nominerede til Årets Mandlige Fodboldspiller

0
Foto: DBU Foto / Anders Kjærbye

I Danmark er vi begavet med et utal af fremragende fodboldspillere. Men i fodboldåret 2023 stikker særligt tre af dem ud. For ifølge spillerne – de sande eksperter – har Joachim Andersen, Rasmus Højlund og Andreas Christensen været ekstraordinære. Og derfor er de tre landsholdsspillere nomineret til prisen som Årets Mandlige Fodboldspiller 2023.

27-årige Joachim Andersen er for andet år i træk nomineret til prisen som Årets Mandlige Fodboldspiller. Den pasningssikre Crystal Palace-spiller er garant for stabilitet, fysisk styrke og overblik, når han weekend efter weekend lukker ned for nogle af verdens bedste angribere i Premier League. Han er også farlig i modstanderens felt, hvilket målene mod henholdsvis Brentford FC og Manchester United vidner om. På landsholdet har han i 2023 etableret sig som fast mand i Kasper Hjulmands bagkæde.

20-årige Rasmus Højlund har fået sit internationale gennembrud 2023. Første halvdel af året blev han noteret for otte mål og tre oplæg i italienske Atalanta. Og de præstationer var med til at bane vejen for skiftet til favoritklubben Manchester United og Premier League. Iført United-trøjen er han aktuelt topscorer i Champions League, ligesom han er det på landsholdet. Særligt hattricket mod Finland tilbage i marts ’23 må stå skarpt i erindringen hos de fleste danske fodboldelskere.

Elegante Andreas Christensen gør sjældent meget væsen af sig. Men hans præstationer for FC Barcelona og landsholdet har været særligt iøjnefaldende blandt de danske fodboldspillere. I FC Barcelona var den 27-årige stopper med til at vinde La Liga foran ærkerivalerne fra Real Madrid, og på landsholdet har hans ro og sublime pasningsspil også kastet stribevis af kampe af sig under Kasper Hjulmands ledelse. Andreas Christensen har tidligere vundet prisen som Årets Mandlige Talent tre år i træk fra 2015-2017. Nu har han for første gang chancen for at blive Årets Mandlige Fodboldspiller.

Det er spillerne, der først nominerer tre kandidater og siden vælger Årets Mandlige Fodboldspiller 2023. Prisen uddeles af Spillerforeningen og DBU i samarbejde med Hessel HiRE. Vinderen kåres den lørdag den 6. januar 2024, når DR afholder gallashowet Sport 2023 i Herning.

Seneste vindere

2022: Pierre-Emile Højbjerg
2021: Simon Kjær
2020: Kasper Schmeichel
2019: Kasper Schmeichel
2018: Christian Eriksen
2016: Kasper Schmeichel
2015: Christian Eriksen
2014: Christian Eriksen
2013: Christian Eriksen
2012: Daniel Agger

Bare sig vi har Frandsen

0

FHK hentede lørdag en sejr på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg 31-24. Forskellen i kampen blev, at FHK i anden halvleg fik deres angreb til at fungere. Efter kampen var der drillerier på gangen til omklædningsrummet, hvor Kasper Young kom med et godt råd til Sebastian Henneberg under hans interview med AVISEN.

Smilene var store udenfor FHK’s omklædningsrum efter sejren. Da Sebastian Henneberg kom ud og blev spurgt, om han kunne sige noget om kampen, brød Kasper Young ind og sagde: “Bare sig vi har Frandsen, så behøver du ikke skrive mere i den artikel.”

Kasper Young kom formentlig med en skjult hentydning til HK Ultras’ sang til Sebastian Frandsen: “Vi har Frandsen, super, super Frandsen!”

Endnu en gang havde Sebastian Frandsen stået en stor kamp i FHK-målet og kunne notere sig for en redningsprocent på 45,71 procent. Grinende fik Henneberg svaret Young og siger:

– Frandsen får for meget ros; vi dækker så godt op, så han skal bare stille sig i den ene side, og de kan kun skyde det ene sted, siger Henneberg og slår efterfølgende over i en seriøs tone.

Kigger man på kampen i helikopteren, havde FHK kampen igennem styr på forsvaret. Nøglen til sejren blev derfor, at FHK fik styr på angrebsspillet i anden halvleg og dermed ikke fik scoringer i tomt mål og på kontra imod sig, som det var tilfældet i første halvleg.

– Vi er godt forberedte; det var en rodet start, og det 5:1 de dækkede mod vores syv mod seks skulle vi indstille os på. Det brugte vi et kvarter på, og efter det rullede vores spil. I de sidste fire kampe har vi haft overtaget mod BSH, og vores forsvar passer rigtig godt til dem. Deres typer har svært ved at vinde mand mod mand duellerne mod os, og så bliver det en kamp, hvor vi skulle vise, at vores syv mod seks er bedre end deres, siger Sebastian Henneberg.

Forsvaret var kampen igennem som en sand bastion for fredericianerne, og når det endelig lykkedes BSH at komme igennem, stod Sebastian Frandsen ofte i vejen. Med til den historie hører, at FHK har aftalerne på plads i forsvaret og ikke mindst særligt én spiller, der er god til den slags forsvar, som der praktiseres.

– Nu vil jeg ikke lige afsløre, hvordan man løser det, men vi dækker mere offensivt end mange andre gør, og så må man bare tage hatten af for Lasse Balstad, der er overset, og det er svært at dække det forsvar. Vi har også Effe (Evgeni Pevnov, red.) og Einar Olafsson, der tager tusinde mand mod mand dueller i løbet af en kamp, og der er Lasse en nøgle, forklarer Sebastian Henneberg og vedkender, at FHK også har Frandsen, som Young startede ud med at sige:

– Ja, så har vi også Frandsen, men også Thorsten Fries. Jeg tror, at det er nemmere at være målmand, når vi dækker så godt op, siger Henneberg.

Henneberg selv er inde i en opadgående formkurve. Efter en start, hvor relationerne skulle på plads, har han i den seneste tid spillet en større og større rolle. Mod BSH kom Henneberg ind omkring det 20. minut, og siden så han sig ikke tilbage. Han fik leveret tre mål på fire forsøg samt bidrog med fire assists, og tekniske fejl, som han lavede tidligere på sæsonen, var pakket væk, da han ikke lavede nogen. Selv mener Sebastian Henneberg, det skyldes, at han er faldet godt ind i det kollektiv, som FHK har.

Næste gang Henneberg og resten af kollektivet fra FHK skal i aktion, er på fredag på udebane mod Nordsjælland.

Kendt erhvervsmand ser store muligheder med opkøb

0

Dansk Køkkenpartner ApS som består af Designa Køkken i Esbjerg, Odense, Vejle og Aabenraa gennemfører nu et længe planlagt generationsskifte, hvor Johs. Andersen, kendt som ejer af EDC i blandt andet Fredericia og Vejle bliver ejer.

Dansk Køkkenpartner ApS som består af Designa Odense, Vejle, Esbjerg og Aabenraa samt en tværgående full-service erhvervsfunktion gennemfører nu et generationsskifte. Torben Lyng, som er medstifter af selskabet, overdrager sin ejerandel til Johs Andersen, som er landets tredjestørste EDC-mægler, og som nu bliver hovedaktionær og bestyrelsesformand i selskabet.

– Det er med stor glæde og forventning jeg indtræder som majoritetsaktionær og bestyrelsesformand i firmaet Køkkenpartner, der ejer fire Designa køkkenbutikker i Vejle, Odense, Aabenraa og Esbjerg. Jeg fortsætter naturligvis mit virke som vanligt i EDC Domus 7 gode mæglerforretninger, men ser en potentiel stor synergieffekt mellem virksomhederne. Jeg håber også, at den vækstrejse vi har haft med EDC Domus kan bidrage til Designas yderligere fremtidige vækst, fortæller Johs. Andersen.

Dansk Køkkenpartner omsætter for mere end 100 mio kr., har 4 flotte butikker, 38 medarbejdere og et markedsområde, der dækker næsten hele Syd- og Sønderjylland. 

Designa A/S er en stærk landsdækkende aktør på køkkenmarkedet med fokus på design, kvalitet og en seriøs CSR-strategi i hele virksomheden. Designa har gennem sit medlemskab af Rådet for Bæredygtig Byggeri, opbygget et solidt grundlag for at arbejde med bæredygtige tiltag.

– Jeg glæder mig til at blive en del af Designa og et stærkt køkkenbrand, hvor jeg forventer en stor synergieffekt mellem vores EDC Domus mæglerbutikker og Designa køkkenbutikkerne. Samarbejdet skal resultere i, at der kommer en masse flotte og funktionelle kvalitetskøkkener ud til glade og tilfredse kunder.  Det har været afgørende mig, at Designa A/S er et dansk produceret køkken, så afstanden fra fabrik til slutkunde er kortest mulig, siger Johs. Andersen.

.EDC og Designa er to velkendte brands, der på hvert deres område står stærkt og jeg mener, at de kan bidrage til hinandens vækst og skabe endnu flere tilfredse kunder. Den daglige ledelse i Designa butikkerne varetages af CEO Per Juhl og Bjarne Nøjsen udnævnes til salgschef. Det er to særdeles erfarne køkkenfolk med et indgående branchekendskab, slutter Andersen.

Sikker oh land(ing)

0
Foto: Martin Westermann

Lad det være sagt med det samme: Når det drejer sig om dansk elektronisk pop, er jeg på meget dybt vand. Jeg er vel nærmest en bundløs brønd af uvidenhed og udfordret på alle parametre.

Men med passende mellemrum er det godt at give sig selv en udfordring. Betræde ukendt land. Mentalt at åbne en hermetisk lukket dør.
Så mit inderlige håb var, at netop denne lørdag aften i Tøjhuset ville åbne en ny musikalsk verden for mig. Bevare en hvis form for tro på, at jeg – som er opdraget i og opvokset med rock, blues og dødsmetal – omsider knækkede koden til det musikalske elektro-land. Tro kan jo flytte bjerge siges der.

Foto: Martin Westermann

Måske sågar at blive på grænsen til afhængig af for eksempel aftenens navn, Oh Land. Men selv om jeg efter bedste evne havde forsøgt at klæde mig godt på til koncerten, lurede en frygt for at blive klædt fuldstændig af.

Så galt gik det nu faktisk ikke.

Sanselig stemme

38 årige Oh Land er ifølge elektro-pop-eksperter, en dansk sanger, sangskriver, multi instrumentalist, producer og tillige tidligere X-factor dommer.

Nanna Øland Fabricius, som er hendes borgerlige navn, viste sig – frem for alt – at spille en sjælfuld, sofistikeret, nyskabende, opfindsom, men samtidig iørefaldende gang elektropop.

Foto: Martin Westermann

Hendes store, smukke, krystalklare, sanselige stemme matchede det meget stemningsmættede lydunivers særdeles godt.
En noget mystik sound, serveret og leveret af 2 personer. En ufattelig dygtig ung mand bag alskens trommer og percussion. Hans Hvidberg er navnet. Hans var et levende duracell batteri. Teknisk set noget af det vildeste men på samme tid mest perfekte tromme-trylleri i mands minde.

Desuden, Nannas mand, Adi Zukanovic på keyboards, guitar, harmonika og programmering af fantasifulde lyde, betagende beats, politiske og personlige speaks og jeg ved ikke hvad.

Tryllebindende væremåde

At Nanna som barn var en meget dygtig, talentfuld balletdanser var ikke sådan at skjule. Midt i koncertens med afstand mest intense nummer, den smukke næsten akustiske ballade, “Sådan Ligger Landet” dansede hun elegante rundt på gulvet blandt publikum. Et bevægende øjeblik, hvor Nanna Ølands sang var så smertelig smuk, at jeg frygtede at få hjertestop.

Foto: Martin Westermann

Nanna Øland Fabricius tryllebandt ganske enkelt os alle fra første tone, fra første beat. Både hendes personlighed, hendes væremåde og stemme var ekstrem nærværende. Man blev nærmest suget ind i det elektroniske landskab.

Lige præcis hendes store stemme og hendes eventyrlige evne til at skrive gode, catchy sange, gjorde, at rejsen ud i det ukendte elektroniske univers var en stor oplevelse. Rejsen endte med en meget, meget sikker Oh Landing!

Om jeg ligefrem er blevet afhængig af Oh Land, er nok lige at tage munden lidtbfor fuld. Men døren ind til elektro-pop-landet vil for stedse være åbnet.

Nu kan der synges med på hits som “Sun Of A Gun”, “Better Days” og “Artist Don’t Smile”.
Det havde jeg ikke set komme. Men det vil ske. Takket være Oh Land.

Oh Land er en dansk sanger, sangskriver, multiinstrumentalist og producer. Oh Land spiller sofistikeret, nyskabende, opfindsom, men samtidig iørefaldende elektropop.

Som datter af en operasanger og en organist kom Nanna Øland Fabricius

Hendes debutalbum Fauna udkom i 2008 til generelt positive anmeldelser og hun slog internationalt igennem med opfølgeren Oh Land i 2011. Derefter har hun udgivet Wish Bone (2013), Earth Sick (2014) og Family Tree (2019).

Oh Land var fra 2013 til 2018 gift med kunstneren Eske Kath. Hun er tipoldedatter af Otto Fabricius, og titlen på debutalbummet er inspireret af dennes Fauna Groenlandica.

42-årig mand fra Vejle anholdt for spiritus- og narkokørsel

0

Lørdag aften blev en 42-årig mand fra Vejle stoppet af Sydøstjyllands Politi på Pederholms Allé. Kl. 20.13 blev han standset, da politiet mistænkte ham for at køre under påvirkning.

Efterfølgende undersøgelser viste, at manden både var påvirket af alkohol og narkotika. Han blev derefter ført til politistationen, hvor han skulle afgive en blodprøve for at fastslå graden af påvirkning.

FHK-kvinder vandt for første gang i sæsonen

0

Fredericia Håndboldklubs 1. divisionskvinder vandt deres første kamp i sæsonen, da det blev til en sejr på 30-20 i bundopgøret mod Aalborg HK.

FHK har haft en svær start på 1. division. Inden kampen mod Aalborg HK var det blevet til otte nederlag i træk, men tendensen har været klar: FHK har forbedret sig, og i de tre seneste opgør mod TMS Ringsted, AGF og EH Aalborg, der alle anses som højere rangerende hold end FHK, været tæt på at hente point.

Lørdag skulle derfor være dagen, hvor der kom point på kontoen. Aalborg havde ligesom FHK ikke hentet point, og i modsætning til FHK, har de ikke været i nærheden af point. Det mindste nederlag inden kampen mod FHK var på 34-20 i den seneste kamp mod TMS Ringsted, og derfor ville andet end en sejr til fredericianerne derfor være skuffende.

Der blev fra start levet op til favoritværdigheden. Lynhurtigt kom FHK foran 4-1, og efter ni minutter var stillingen 7-2 til de fredericianske gæster. Aalborg HK forlangte timeout, men lige lidt hjalp det. Det nordjyske hjemmehold havde mere end svært ved at score, og 21 minutter inde i opgøret havde de blot lavet fire mål, og samtidig havde FHK fundet vejen til netmaskerne 14 gange.

Ved pausen var stillingen 17-8 til FHK, der var gået lidt ned i kadence forsvarsmæssigt, men det blev der lavet om på i anden halvlegs begyndelse. Fire mål i træk bragte FHK foran med 21-8, og et muligt comeback til Aalborg var dermed udelukket allerede 24 minutter før kampens afslutning.

Spørgsmålet var blot, hvor stort FHK ville vinde kampen. Med 12 minutter tilbage af opgøret var stillingen 25-13 til FHK, der dog faldt i niveau angrebsmæssigt i slutningen af kampen, og derfor endte Aalborg med at hale lidt ind på FHK i slutfasen, men det ændrede ikke på, at det blev til en sejr på 30-20 og dermed sæsonens første sejr til FHK.

Sejren betyder, at fredericianerne nu har fire point op til Søndermarken, der er på tiendepladsen på den anden side af nedrykningsstregen. Netop Søndermarken er næste modstander for FHK den 9. december på udebane.

Lønforhandlinger for 7.000 militære ansatte brudt sammen

Lønforhandlinger for 7.000 militære ansatte brudt sammen

0
FORSVARET. Overenskomstforhandlingerne for mere end 7.000 militære medarbejdere er brudt fuldstændigt sammen. Det oplyser Centralforeningen for Stampersonel (CS), der repræsenterer konstabler, specialister, korporaler og...