Ny aftale: Alle Folketingets partier vil vende udviklingen ved domstolene

0
(Foto: AVISEN)

Regeringen og alle Folketingets partier har i dag indgået en ny flerårsaftale for domstolenes økonomi for 2024-2027. Med aftalen får domstolenes økonomi et historisk løft, der bl.a. skal vende udviklingen i domstolene med stigende sagsbehandlingstider, mangel på retssale og behov for styrket it-understøttelse. Som en del af aftalen implementeres en række anbefalinger fra Rørdam-udvalget og Retsplejerådet.

Justitsminister Peter Hummelgaard er sammen med alle Folketingets partier blevet enige om en ny flerårsaftale for domstolenes økonomi for 2024-2027. Domstolene er i dag udfordrede af stigende sagsbehandlingstider, mangel på retssale og ældre it-systemer, som betyder, at både borgere og virksomheder i dag venter længe på at få deres sag afgjort. Med den nye aftale vil regeringen og aftalepartierne give domstolene et historisk højt og tiltrængt løft med i alt ca. 2,3 mia. kr. over perioden, som skal understøtte en flerårig indsats for at håndtere domstolenes udfordringer.

Regeringen og aftalepartierne vil med aftalen styrke domstolenes sagsbehandling markant ved at give domstolene mulighed for at ansætte flest mulige dommere og et stort antal domstolsjurister og kontorfunktionærer.

Den nye flerårsaftale skal samtidig sikre flere og bedre retssale, så flere retter har de rigtige rammer til at behandle det stigende antal komplekse og langvarige straffesager med mange tiltalte. Aftalen skal også styrke domstolenes it-understøttelse til gavn for borgere og professionelle brugere.

Regeringen og aftalepartierne er hertil enige om at styrke domstolene i Grønland og på Færøerne for bl.a. at afhjælpe sagsophobning, lange sagsbehandlingstider og efterslæb i forhold til it-understøttelse.

Regeringen og aftalepartierne vil som led i aftalen gennemføre en række forenklinger af retsplejen på baggrund af anbefalinger fra Rørdam-udvalget og Retsplejerådet. Partierne er bl.a. enige om at forhøje nævningegrænsen fra 4 til 6 år og forhøje appelgrænsen for civile sager fra 20.000 kr. til 50.000 kr.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– Jeg er enormt glad for, at alle Folketingets partier står bag en meget solid flerårsaftale, som skal vende udviklingen ved domstolene. Det er ingen hemmelighed, at domstolene de seneste år bl.a. har været ramt af stigende sagsbehandlingstider. Det udfordrer retssikkerheden, for retssikkerhed er også at få sin sag afgjort inden for rimelig tid. Derfor har det været nødvendigt fra politisk side at tage ansvar. Med flerårsaftalen forpligter vi os til en flerårig indsats, hvor hovedfokus er at nedbringe sagsbehandlingstiderne. Det glæder mig også, at vi med flerårsaftalen tager initiativ til en styrkelse af domstolene i Grønland og på Færøerne.

Preben Bang Henriksen (V):

– De ventetider, vi ser i dag hos de danske domstole, er helt uacceptable og sætter i den grad spørgsmålstegn ved retssikkerheden i Danmark. Ventetiderne medfører, at både personer og virksomheder i væsentligt omfang afholder sig fra at søge en retslig afgørelse på evt. uoverensstemmelser. Mange har derfor ret, men får aldrig ret. Derfor er det glædeligt, at et stort flertal i Folketinget nu handler på problemet. Vi tilfører domstolene en stor økonomisk indsprøjtning og forhøjer dommernes afgangsalder, hvilket i sig selv burde medføre en væsentlig hurtigere sagsbehandling.

Men herudover foretager vi også væsentlige forenklinger af de regler i retsplejeloven, der i dag gør systemet trægt og langsomt. Det gælder ikke mindst ved tiltaltes udeblivelse fra retsmøder, hvor dommer, domsmænd, anklager, forsvarer mv. i dag i vidt omfang kan gå hjem med uforrettet sag. En regulering af appelgrænserne i såvel straffe- som civile sager vil samtidig lette presset på landsretterne, så retssager generelt kan færdigbehandles væsentlig hurtigere. Alt i alt en god dag for retssikkerheden og for danskerne.

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF):

– Det vigtigste i denne aftale er, at vi begynder genopretningen af domstolene og de lange sagsbehandlingstider. Det ærlige svar er nok, at det tager tid, fordi der er en øvre grænse for, hvor mange dommere det er muligt at uddanne i aftaleperioden. SF’s fokus har været, at der ikke fjernes flere funktioner fra landdistrikterne og de mindre byer. Borgeren skal ikke have længere til retten, og vi glæder vi os over, at landsretten på Nykøbing Falster er reddet, at vi nu kommer et skridt nærmere på at kunne beslutte en ny byret på Bornholm, og at der ikke lukkes bitingsteder. Det er vi lykkedes med.

Tobias Grotkjær Elmstrøm (M):

– Det er ingen hemmelighed, at det står skidt til med de danske domstole. Særligt sagsbehandlingstiderne er alt for høje. I dag er sagsbehandlingstiderne 255 dage for straffesager og 668 dage for civile sager. Det er simpelthen urimelige tal, der går udover alle involverede parters retssikkerhed.

Som advokat har jeg i årevis set, hvordan sagerne bliver trukket i unødigt langdrag. Som eksempel kan jeg nævne, at der i september 2022 landende en sag på mit skrivebord om grov vold. I dag, mere end et år senere, har vi stadig ikke hørt fra retten, hvornår sagen skal for en dommer. Det er selvfølgelig ikke godt nok. Det er krænkende for de involveredes retssikkerhed. Derfor er jeg en stolt politiker og ikke mindst advokat i dag, når vi med en bred flerårsaftale for domstolene, nu afsætter 2,3 milliarder kroner over perioden 2024-2027 for at kunne nedsætte sagsbehandlingstiderne ved blandt andet at ansætte flere dommere, forbedre faciliteterne og smidiggøre it-systemerne. Med aftalen sikrer vi danskernes retssikkerhed.

Betina Kastbjerg (DD):

– I Danmarksdemokraterne er vi glade for, at vi med aftalen sikrer flere midler, der kommer til at bidrage til at nedbringe sagsbehandlingstiden ved domstolene. For det er grundlæggende helt afgørende for retsfølelsen, at ofre udsat for kriminalitet ikke skal vente så længe på en afklaring af deres sag, som de alt for ofte skal i dag. Derfor er det godt, at vi nu giver domstolene den nødvendige økonomiske saltvandsindsprøjtning, der skal til, for at domstolene og deres mange dygtige ansatte får de bedste rammer til nedbringelse af sagsbehandlingstiderne. Samtidig er vi glade for, at vi er med til at sikre, at der fortsat vil være lokal adgang til retsvæsenet, således at vi sikrer balancen mellem land og by.

Steffen Larsen (LA):

– For Liberal Alliance har det været afgørende at finde nogle sunde balancer i forhold til retssikkerheden i denne aftale. Vi får med aftalen over tid sikret, at flere sager kan komme rettidigt igennem domstolene, at vi får ansat flere dommere og at en række af retsprocesserne bliver mere smidige, alt imens vi søger at begrænse, at den smidighed går for meget ud over retssikkerheden.

Mai Mercado (KF):

– Vi er et parti, der tager ansvar, og derfor er vi selvfølgelig med i aftalen. Det er vigtigt for retsfølelsen, at straffesager ikke bare parkeres på ventelister, men bliver behandlet hurtigst muligt, så ofre og pårørende kan komme videre. Når det er sagt, er vi meget opmærksomme på, at retssystemet hænger sammen på tværs af kriminalforsorg, politi- og anklagemyndighed og domstolene. Derfor kommer vi til at følge udviklingen nøje, så de styrkede domstole ikke bare skaber nye flaskehalse andetsteds – særligt hvad angår pladser og antallet af fængselsbetjente i fængslerne.

Rosa Lund (EL):

– For Enhedslisten er det vigtigt at sagsbehandlingstiderne i domstolene bliver nedbragt, og det håber vi at denne aftale kan sikre. Det er vigtigt for os, at vi følger udviklingen og evaluerer tiltagene, hvis det ikke virker, ligesom at det er vigtigt, at der løbende bliver sat nok penge af, hvis det skulle vise sig, at de midler, der er sat af, ikke er tilstrækkelige.

Zenia Stampe (RV):

– Vi er glade for, at der endelig bliver gjort noget ved de lange sagsbehandlingstider ved domstolene. Lange ventetider går både ud over retssikkerheden og retsfølelsen. Især de civile sager har været hårdt ramt, og selvom det ikke handler om højt profilerede straffesager, så kan der været meget på spil for helt almindelige mennesker.

Mette Thiesen (DF):

– I Dansk Folkeparti tager vi selvfølgelig ansvar for at sikre en kortere ventetid ved danske domstole. Det handler ganske enkelt om retssikkerhed for ofrene. Vi kommer også til at følge nøje med og konstaterer, at der ville være mindre ventetid og færre problemer i fængslerne med overbelægning – hvis man udviste mere konsekvent – og fratog statsborgerskabet fra dem, der ikke fortjener det. Denne aftale er dog et lille nødvendigt skridt, og det støtter vi selvfølgelig i Dansk Folkeparti.

Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT):

– I Alternativet er vi med i aftalen for at sikre, at sagsbehandlingstiderne ved vores domstole sænkes, så vi sikrer større retssikkerhed. Samtidig har det været vigtigt at sikre bitingsteder i hele landet, for ikke at skabe en større geografisk ulighed. Aftalen indeholder en række forenklinger i retsplejen, dem følger vi tæt gennem evaluering, for at være sikker på, at forenklingerne ikke skader borgernes retssikkerhed.

Pernille Vermund (NB):

– De lange og stigende sagsbehandlingstider i de danske domstole har længe været et problem og til stor gene for både borgere og virksomheder. Det udfordrer retssikkerheden, hvilket er helt uacceptabelt. Det er ikke sådan lige at rette op på problemerne, medmindre der bliver et flertal i Folketinget, som vil indrette samfundet mindre regeltungt og løse udlændingepolitikken fra bunden. Men forhåbentligt vil denne aftale, der giver et historisk og tiltrængt løft til domstolene og har et hovedfokus på at nedbringe sagsbehandlingstiderne, være med til at vende udviklingen til det bedre. Derfor er vi i Nye Borgerlige glade for at være en del af aftalen.

Bjørn Brandenborg (S):

– Det her er en vanvittig vigtig aftale, som vi er meget glade for i Socialdemokratiet. Vores domsstolssystem har længe været presset med lange sagsbehandlingstider til følge. Det er ikke tilfredsstillende. Hverken for de danske borgere, som kan opleve det svært ved at få prøvet sin sag, eller for den generelle retssikkerhed. Med denne nye, brede og flerårige aftale får vi nu taget ordentligt fat om udfordringerne ved domstolene, så vi kan få nedbragt de lange sagsbehandlingstider.

Gummitandbørster indført i arrester og fængsler

0

For at minimere risikoen for voldelige overfald og selvskade i danske arrester og fængsler er der indført mulighed for at indkøbe gummi- og plastikgenstande.

En tilspidset tandbørste eller toiletbørste kan være et farligt våben over for både indsatte og ansatte.

Derfor har kriminalforsorgen nu indført mulighed for at indkøbe gummi- og plastikgenstande som alternativ til nogle af de genstande, der udleveres til indsatte. De nye gummi- og plastikgenstande er udført i hårdt, bøjeligt gummi og omfatter blandt andet tandbørster, toiletbørster, service og bestik.

De alternative genstande kan indkøbes i de afdelinger og institutioner, hvor det vurderes relevant. Muligheden for at indkøbe de nye genstande ses som et vigtig skridt i at minimere risikoen for overfald på både indsatte og ansatte samt selvskade hos de indsatte:

– Sikkerhed har højeste prioritet i kriminalforsorgen, og vold og trusler i vores institutioner er
helt uacceptabelt. Derfor har vi i flere år arbejdet med at hindre og minimere antallet af episoder, og det er lykkedes at nedbringe antallet. Det arbejde fortsætter vi selvfølgelig med.
Derfor sætter vi nu ind på at forebygge, at inventar udformes til våben. Muligheden for at
indkøbe gummi- og plastikgenstande kan være med til at minimere antallet af episoder rettet
mod personalet, da det bliver sværere at udforme våben, ligesom det er et vigtigt skridt mod
at minimere risikoen for selvskade, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.

Kriminalforsorgen har over en årrække haft et massivt fokus på at nedbringe vold og trusler i fængsler og arrester mod sine medarbejdere. Det har medført, at antallet af episoder er faldet 45 procent i perioden 2017-2022.

Faldet i episoder er resultatet af et langsigtet arbejde med at identificere problemer og igangsætte forebyggende indsatser. Indsatserne tager udgangspunkt i, at kriminalforsorgen i 2015 indførte en nultolerance over for vold og trusler mod ansatte. Nultolerancen betyder, at alle strafbare episoder mod ansatte politianmeldes. Derudover er der blandt andet indført skærpede disciplinære sanktioner, herunder at indsatte, der overfalder personale, overføres til afdelinger med højere sikkerhed.

Konkret er antallet af episoder med trusler mod ansatte i perioden 2017-2022 faldet 55 procent, mens antallet af episoder med vold eller forsøg på vold i samme periode er faldet 16 procent. I samme periode af det gennemsnitlige belæg steget 18 procent.

Blandt andet bestik-serien er udviklet i den svenske kriminalforsorg, hvor flere af hjælpemidlerne blandt andet anvendes. Det har været muligt at indkøbe de nye hjælpemidler siden sommer 2023.

Den Danske Dyrlægeforening opfordrer til selvransagelse i hestebranchen

0

Onsdag den 22. november blev første del af Operation X – Hestemilliardærens hemmeligheder sendt på TV2 efter domstolenes afgørelse om, at programmets skjulte optagelser er i offentlighedens interesse vedrørende dyreetik og dyrevelfærd. Dokumentaren viser via skjulte optagelser, hvordan nogle heste trænes, hvilket har affødt voldsom bekymring og en kraftig opfordring fra Den Danske Dyrlægeforening til selvransagelse i hestebranchen. Alle aktører i branchen har et ansvar for at sikre god hestevelfærd.

Den Danske Dyrlægeforening, der blandt andet repræsenterer danske hestedyrlæger, tager kraftigt afstand fra enhver form for ridning, hvor heste lider fysisk eller psykisk overlast, hvor udstyr giver anledning til sår, samt hvor forkert anvendelse af hjælpemidler påfører hesten ubehag under tvang.

Ginnie Holmes Hørning, formand for DDDs Faggruppe Heste, udtaler:

– Det er uacceptabelt, at heste lider fysisk og psykisk overlast som følge af træning.

Dyrlægeforeningens opgave er at støtte dyrlægernes virke, og det er afgørende, at branchen er åben for de forbedringer, som dyrlægerne peger på.

– Som dyrlæger skal vi agere som hestenes advokater, når det kommer til faglige spørgsmål om hestenes sundhed og velfærd, påpeger Ginnie Holmes Hørning.

– Det er vigtigt for os som en forening at sende et signal til hestedyrlægerne om, at vi støtter dem i deres virke for at varetage hestenes tarv – uanset om der er tale om heste på elite- eller hobbyniveau. Dyrlægerne opfordres til tydeligt at sige fra, hvis de oplever kompromitteret hestevelfærd.

Udover de tydelige problemer som følge af uhensigtsmæssig træning, understreger Den Danske Dyrlægeforening vigtigheden af at fokusere på de mere subtile belastninger af hestene.

– Ud over åbenlys forkert brug af hjælpemidler er der også brug for selvransagelse i hestebranchen om de metoder, der anvendes og som kompromitterer hestens normale fysiologi, siger Ginnie Hørning.

Her tænker hun fx på brugen af såkaldt rollkur, hvor hesten tvinges til at gå unaturligt lavt med hoved og hals under træning.

– Her har vi som dyrlæger en vigtig rolle i at italesætte dette og hjælpe branchen til at hestens velfærd har højeste prioritet. Vores klare forventninger er, at den aktuelle opmærksomhed fra offentligheden og rapporten fra Det Dyreetiske Råd, der blev udsendt tidligere på året, vil åbne op for en positiv udvikling i branchen. Hestebranchen har siden rapportens udgivelse mødtes regelmæssigt i Hestevelfærdsforum, hvor de rejste problemstillinger drøftes.

FC Fredericia faldt sammen og blev ydmyget

0

FC Fredericia blev sat eftertrykkeligt på plads torsdag aften, da de på hjemmebane tabte 4-0 til B.93.

FC Fredericia indtog inden kampen en tredjeplads i tabellen, mens B.93 var på tiendepladsen. Læg dertil, at FC Fredericia vandt sæsonens første opgør mellem de to hold med hele 5-0. Favoritværdigheden var derfor ikke til at tage fejl af, men spillet på banen viste noget andet. Fra start til slut var der klasseforskel på de to hold på et vindblæst Monjasa Park, hvor 703 tilskuere så på.

I det niende minut begik Jeppe Gertsen fra FC Fredericia en markant fejltagelse i opbygningen af spillet. Han mistede bolden i opspillet, hvilket åbnede en gylden mulighed for Tammer Bany fra B.93. Med en hurtig reaktion og et klat øje for målet, udnyttede Bany fejlen fuldt ud ved at accelerere forbi forsvaret, og skabe en friløber. Han fandt sig pludselig alene med FC Fredericias målmand, Frederik Mehder. Med en rolig og beregnet afslutning sendte han bolden forbi en udstrakt Mehder og ind i netmaskerne. Dette overraskende mål bragte B.93 i front med 1-0, og skabte en tidlig fordel.

Efter 18 minutter opstod der endnu en anspændt situation for FC Fredericia. Frederik Mehder begik en usædvanlig fejl ved at sparke bolden direkte ud til en angribende spiller fra B.93. Det uventede boldtab gav B.93 en chance for at fordoble deres føring. Imidlertid viste Mehder godt målmandsspil ved at rette op på sin egen fejl. Med en redning lykkedes det ham at forhindre B.93 i at score, og dermed bevarede han håbet for FC Fredericia.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Kort tid efter kom FC Fredericia dog bagud 2-0. FC Fredericia blev fanget uopmærksomme. B.93 eksekverede et hurtigt og listigt kort hjørnespark, en taktik der tydeligvis overraskede Fredericias forsvar. Mens FC Fredericias spillere var fokuseret på at organisere deres forsvar, udnyttede B.93 forvirringen til at sætte et hurtigt spil i gang. I dette kaotiske øjeblik fandt Tammer Bany, som allerede havde vist sin målfarlighed tidligere i kampen, sig selv utroligt fri i feltet. Med en skarp opmærksomhed på spillets dynamik og en imponerende positionering, modtog han bolden og udnyttede sin frihed fuldt ud. Han placerede et velafrettet skud forbi FC Fredericias målmand, Frederik Mehder, og sikrede B.93 en 2-0 føring.

Ikke nok med det, så kom FC Fredericia yderligere bagud i det 29. minut, da holdet blev overspillet på midtbanen og overlistet i en kritisk situation. B.93’s spillere udviste en kombination af snilde og teknisk dygtighed, hvilket resulterede i, at de snød FC Fredericias spillere på midten af banen. Denne fejltagelse fra FC Fredericias side åbnede op for en mulighed for Ahmed Daghim fra B.93. Med et klart blik for målet og uden tøven udnyttede Daghim situationen til fulde. Han leverede et kraftfuldt og præcist skud, som klaskede bolden ind i nettet og bragte B.93 foran med 3-0.

Reaktionen kom fra FC Fredericias træner, Michael Hansen, i det 31. minut. Han ønskede at ændre kampens dynamik. Efter at have observeret holdets præstation, besluttede Hansen sig for at lave betydelige ændringer i holdets opstilling. Han valgte at tage tre spillere ud: Lundrim Hetemi, Jeppe Gertsen, og Eskild Dall, som alle havde kæmpet i kampens første halvdel. Disse udskiftninger var ikke kun taktiske ændringer, men også et tydeligt signal om hans utilfredshed med holdets præstation indtil da. Ind kom Mikkel Juhl, Simon Bækgaard og Sofus Berger – friske kræfter med potentiale til at bringe ny energi og strategi til banen.

Disse udskiftninger var en tydelig indikation af Hansens ønske om at ryste op i holdets dynamik, introducere nye spillestilarter og måske vigtigst af alt, sende et budskab til resten af holdet om nødvendigheden af at forbedre deres spil. Denne beslutning var et vovemodigt skridt i forsøget på at vende kampens forløb til FC Fredericias fordel.

Frem mod pausen fik FC Fredericia skabt enkelte chancer. I det 36. minut af kampen stod Jesper Juelsgård fra FC Fredericia over for en gylden mulighed til at ændre kampens forløb. Efter at have arbejdet sig i en favorabel position og med et klart skud på mål inden for rækkevidde, var muligheden til stede for en reducering, men det skete ikke. I stedet for at levere et kraftfuldt og målrettet skud, som situationen krævede, endte han med at affyre et svagt og ubestemt skud. Dette “forkølede” skud manglede både kraft og præcision og gled langt ved siden af mål, uden at udgøre nogen trussel mod B.93’s målmand.

https://osg-as.dk/

Kort tid efter viste Sofus Berger fra FC Fredericia et glimt af håb for sit hold. Han demonstrerede sine driblingsevner ved at manøvrere sig igennem B.93’s forsvar og skabe plads til et skud på mål. Berger formåede at få affyret et skud, hvilket i sig selv var en præstation givet kampens indtil da ensidige forløb. Endnu en chance opstod i det 42. minut, da FC Fredericia fik et hjørnespark. Dette hjørnespark resulterede i en farlig situation, hvor bolden var tæt på at krydse målstregen. I et dramatisk øjeblik blev bolden dog reddet på selve målstregen af en B.93-spiller. Denne redning var et nøgleøjeblik i kampen, idet det forhindrede FC Fredericia i at reducere B.93’s føring og holde håbet i live om en mulig comeback.

Stillingen ved pausen var 3-0 til B.93, men det blev der lavet om på i det 49. minut, da Jeppe Erenbjerg fra B.93 satte sig selv i fokus, der yderligere cementerede hans holds dominans i kampen. Han fik muligheden til at tage et frispark, en chance som han greb med begge hænder. Med imponerende teknik og præcision sendte Erenbjerg bolden brusende mod mål fra frisparkspositionen. Hans skud var både kraftfuldt og utroligt præcist, og det efterlod FC Fredericias målmand, Frederik Mehder, uden nogen reel chance for at redde det. Bolden susede direkte i nettet, hvilket bragte B.93 foran med en overvældende føring på 4-0.

Målet fik gassen til at gå af ballonen. I stedet stod der FC Fredericia på det meste. En af de chancer, som fredericianerne skabte var efter 55 minutter. Efter en periode med B.93’s dominans og flere mål, leverede Simonsen en aktion, der næsten gav et mål. Simonsen, med en kombination af teknik og beslutsomhed, fandt sig selv i en position, hvor han kunne afprøve et skud på mål. Han tog chancen og sendte et kraftfuldt skud afsted mod B.93’s mål. Hans forsøg var så tæt på at bære frugt, idet bolden bragede mod træværket – en lyd, der både var opmuntrende for FC Fredericia og ærgerlig på samme tid.

Det markerede ændringen på kampforløbet. FC Fredericia sad på spille resten af kampen, men kunne ikke tilspille sig en chance, som de kunne score på. På den anden side havde B.93 tilpasset deres strategi for at bevare deres føring. De trak sig strategisk tilbage, fokuserede mere på forsvarsspillet, og syntes tilfredse med at forsvare deres føring frem for at søge flere mål. Denne taktiske ændring var et klart tegn på B.93’s selvtillid i deres forsvarende evner og deres vurdering af, at de havde sikret sig en tilstrækkelig fordel til at vinde kampen.

Selvom FC Fredericia havde størstedelen af boldbesiddelsen i denne fase af kampen, var B.93’s beslutning om at fokusere på forsvar og bevare deres føring en effektiv strategi. Det afspejlede en moden tilgang til spillet, hvor de balancerede mellem at udnytte offensive muligheder tidligere i kampen og derefter sikre resultatet gennem et stærkt defensivt spil.

Kampen endte med et nederlag på 4-0 til FC Fredericia, der kan blive overhalet i tabellen, hvis Vendsyssel vinder mod HB Køge. Næste gang FC Fredericia skal i kamp er den 1. december på hjemmebane mod netop Vendsyssel.

Live: FC Fredericia god afslutning på 2023

0

Landsholdspausen er overstået, og der venter nu FC Fredericia to kampe i NordicBet Ligaen, samt to i Oddset Pokalen inden, at den står på vinterpause. Det hele starter i dag med en kamp på Monjasa Park mod B.93 klokken 19:00.

Region Syddanmark ændrer budget og tidsplan for oprensningen af forureningen ved Himmark Strand

0

Opgaven med at fjerne forureningen ved Himmark Strand bliver både større og dyrere end forventet. Det skyldes bl.a., at udbredelsen af forureningen er mere omfattende end tidligere antaget, og at der er brug for en stærkere dæmningsløsning for at kunne rense havbunden op.

For at fjerne forureningen ved Himmark Strand skal der samlet graves ca. 70.000 m3 forurenet jord op fra stranden og under havbunden. Derefter skal området genetableret med ren jord, så natur og fritidsliv kan normaliseres igen. Prisen for det samlede arbejde forventes at ligge i omegnen af 350 mio. kr.

Det er en fordobling i forhold til den tidligere anslåede pris. Den markante stigning skyldes bl.a., at undersøgelser har vist, at havbunden har så ringe en bæreevne, at der er behov for en stærkere dæmningsløsning end den, der i første omgang var tænkt til at holde havvandet ude, mens forureningen under havbunden fjernes. Undersøgelser har også vist, at det er nødvendigt at tage hensyn til risikoen for, at grundvand kan trænge op igennem havbunden og potentielt oversvømme udgravningen nedefra.

En anden medvirkende årsag, til at regningen er vokset, er, at det har vist sig, at forureningen er mere omfattende end tidligere antaget, og at der derfor skal fjernes mere forurenet jord fra området. Dertil har det også betydning, at der, siden det seneste prisoverslag blev udarbejdet, har været inflation på materialer, arbejdsløn og bortskaffelse af forurenet jord.

Poul Erik Jensen (S), der er formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark, siger:

– Vi står over for en meget omfattende og kompleks generationsforurening, der har spredt sig ud under havbunden. Det kræver udvikling af nye oprensningsløsninger og i dette tilfælde en mere robust dæmningsløsning, som kan være vanskeligt at prissætte, inden projektet er gået i gang. Vores rådgiver vurderer, at prisen på projektet fordobles. Det kan vi ikke klare inden for de midler, der er øremærket oprensningen på Himmark Strand, og det får vi brug for at gå i dialog med Folketinget om.

Tidsplanen skubbes

Region Syddanmark skulle have sendt oprensningsopgaven på Himmark Strand i udbud i sommeren 2023, men udbuddet er nu udskudt til 1. kvartal 2024. Det skyldes et omfattende arbejde med at sikre tilladelserne til projektet. Tilladelserne omfatter både etablering af arbejdspladser, gravearbejdet, etablering af adgangsveje, opmagasinering af jord, der ikke er forurenet, etablering af dæmninger, udledningstilladelser m.v.

Himmark Strand ligger i et Natura2000-område, og derfor er det vigtigt, at regionen sammen med relevante myndigheder sikrer, at oprensningen påvirker den omkringliggende, sårbare natur så lidt som muligt. Endvidere har det forsinket processen, at regionen har haft et ekstra kvalitetstjek af den valgte løsning for at være sikre, at projektet, der skal i udbud, har en tilstrækkeligt kvalitet.

Regionen forventer, at første spadestik på oprensningen kan ske i 2025, og at projektet er færdigt inden udgangen af 2027.

Borgermøde i 2024

Regionen vil invitere borgerne i området omkring Himmark Strand til et nyt borgermøde i løbet af 2024, når arbejdet med udbud, tilladelser og anlægsprojektet nærmer sig en mere færdig form.

Fakta om Himmark Strand

Himmark Strand blev udnævnt til Danmarks 10. generationsforurening i december 2019. Baggrunden, for at Himmark Strand er en generationsforurening, er kraftig og omfattende forurening med oliestoffer og klorerede opløsningsmidler. Danfoss bidrager med 25 mio. kr. til oprensningen på Himmark Strand.

Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og Danfoss indgik i 2021 en partnerskabsaftale, som har været med til at sætte rammerne for arbejdet med selve oprensningen.

FOA har sat fremtidens hold

0

Fagforbundet FOA har på sin kongres i Aalborg valgt den ledelse, der skal tegne og udvikle forbundet de næste år. I spidsen står forbundsformand Mona Striib. ”For mig er det en påmindelse om at holde fødderne på jorden, snuden i sporet og arbejde solen sort for FOAs medlemmer.”

Til stående klapsalver fra 569 delegerede er Mona Striib i dag genvalgt til forbundsformand for FOA.

– Det er en kæmpe ære, som gør mig meget glad og rørt. At være forbundsformand kræver ydmyghed over for opgaven – for den er stor. For mig er det en påmindelse om at holde fødderne på jorden, snuden i sporet og arbejde solen sort for FOAs medlemmer, siger Mona Striib.

Hun har stået i spidsen for FOA siden 2018 og sekunderes fortsat af næstformand Thomas Enghausen i den kommende kongresperiode.  

FOAs 6. ordinære kongres fandt sted i lyset af trepartsforhandlingerne om et lønløft og de forestående overenskomstforhandlinger på det offentlige område.

Siden tirsdag har de delegerede i Danmarks tredjestørste fagforbund været samlet for at fastlægge visionerne for FOAs arbejde i de kommende fire år. 

Med kongressens mål er der givet et stærkt mandat til det fremadrettede arbejde, siger Mona Striib:

– Vi skal have et arbejdsliv, vi kan holde til – et arbejdsliv, hvor vores faglighed og indsats bliver anerkendt. Vi skal kæmpe for det velfærdssamfund, vi har bygget gennem generationer, som er kernen i et lige samfund.

Fagforbundet FOAs politiske ledelse består af:

Mona Striib, forbundsformand
Thomas Enghausen, næstformand
Tanja Nielsen, sektorformand i FOAs Social- og Sundhedssektor
Kim Henriksen, sektorformand i FOAs Pædagogiske sektor
Pia Heidi Nielsen, sektorformand i FOAs Kost- og Servicesektor
Thomas Brücker, sektorformand i FOAs Teknik- og Servicesektor
Helena Mikkelsen, fagpolitisk ordfører
Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører
Joan Lindskov, fagpolitisk ordfører

Nye lavbundstal: 38.628 hektar lavbundsprojekter er igangsat

0

Hver en hektar tæller på vejen mod udtagning af de 100.000 hektar lavbundsjorde i 2030, som er ambitionen i Landbrugsaftalen fra 2021. Spritnye tal for udtagningsprojekterne viser, at 38.628 hektar lavbundsjorder nu enten er færdigetableret, under realisering eller under forundersøgelse til udtagning. Det er mere end en tredjedel af, hvad der er ambitionen at udtage i 2030.

Den seneste status på udtagningsprojekterne blev opgjort i april 2023, hvor det samlede tal på tværs af de forskellige lavbundsordninger lå på 30.381 hektar. Der er dermed sat gang i projekter, der dækker yderligere 8.247 hektar siden april i år.

Der arbejdes løbende på at forbedre og udbygge rammerne for udtagning af lavbundsjorder. Aarhus Universitet arbejder netop nu på at opdatere det nuværende kortgrundlag, der angiver, hvor der findes lavbundjorder, og hvor meget lavbundsjord der reelt er. Det nye kort skal sikre det bedst mulige grundlag at arbejde ud fra.

Minister for fødevarer, landbrug og fisker, Jacob Jensen (V), siger:

– Den store indsats, vi har i gang for at udtage lavbundsjorder, er helt afgørende i den grønne omstilling af landbruget. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi så tydeligt kan se, at det går i den rigtige retning med den nye opgørelse. Udtagning af lavbundsjorder er drønsvært. Både fordi der er rigtig mange aktører inde over de her projekter, og fordi hvert enkelt projekt tager tid. Derfor er en vis tålmodighed også nødvendigt med de her projekter. Og det ser vi efterhånden betaler sig, når vi ser den positive fremgang med de nye tal.

Tal og fakta:

  • De nyeste opgørelser viser, at 38.628 hektar lavbundsjorde enten er færdigetableret, under realisering eller under forundersøgelse. Det er 8.247 hektar mere, end da opgørelsen senest blev lavet i april 2023. Læs mere på udtagning.dk
     
  • Derudover er der givet tilsagn til i alt 7.300 hektar på den etårige bio-ordning ekstensivering med slæt, hvis formål er at reducere udledningen af drivhusgasser og kvælstof fra dyrkede lavbundsjorder
     
  • I Landbrugsaftalen fra den 4. oktober 2021 fastsatte partierne bag aftalen en ambition om at udtage 100.000 hektar lavbund i 2030.
     
  • Landbrugsstyrelsen estimerer, at det tager 4-6 år fra at der startes forundersøgelser på et lavbundsprojekt, til projektet er færdigetableret. Det er særligt jordfordeling, der involverer mange aktører, som tager tid.
     
  • Ekspertgruppen for udtagning af lavbundsjorder kom i august i år med 12 anbefalinger til, hvordan der udtages mest muligt lavbundsjord hurtigst muligt. Der er allerede sat gang i flere af anbefalingerne bl.a. en ny kompensationsmulighed skal gøre det mere attraktivt for lodsejere at indgå i udtagningsindsatsen, lancering af et nyt screeningsværktøj i jagten på mere effektiv udtagning af lavbund, og så er ministeriet i gang med at undersøge mulighederne for at udvide udtagningskonsulenternes rolle, så de kan være med i hele processen og skabe hurtigere fremdrift.
     
  • Aarhus Universitet er netop nu ved at opdatere det kort, der ligger til grund for udtagningsprojekterne, og som viser, hvor der findes lavbundsjorder i Danmark.
     
  • Lavbundsprojekterne er fordelt på flere forskellige ordninger hos henholdsvis Landbrugsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen. De igangsatte projekter fordeler sig således:
Status på fremdriften i udtagningsindsatsen siden 2021 fordelt på styrelser (hektar). November 2023.
 OrdningUnder forundersøgelseUnder realiseringFærdigetableretTotal 
MiljøstyrelsenKlima-Lavbund6.468111876.666
NaturstyrelsenKlima-Lavbund *13.1092.841015.950
LandbrugsstyrelsenLavbund11.8561.515013.371
LandbrugsstyrelsenKulstofrige lavbundsjorder i kvælstofvådområdeprojekter **8471.79402.641
Total 32.2806.16118738.628
LandbrugsstyrelsenEU-bioordning for ekstensivering med slæt (2023 tilsagn) ***   7.300

* Naturstyrelsens Klima-Lavbundsprojekter udføres via en anlægsbevilling.

** Kvælstofvådområdeprojekter kan være placeret på kulstofrige lavbundsarealer. Ved tidligere statusopgørelser på fremdriften har Landbrugsstyrelsen afventet en metode til at kunne estimere overlappet. Denne metode er nu fastlagt, og det estimeres, at 34 pct. af igangværende kvælstofvådområdeprojekter opstartet siden 2021 er placeret på kulstofrige lavbundsarealer. Med reduktion af udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet som primære formål, stilles der ikke krav til opgørelse af klimaeffekten (CO2ækv.) i disse projekter. Dog er genopretning af naturlig hydrologi i jorden en fælles målsætning ved aktiv udtagning for både kvælstofvådområde- og lavbundsprojekter. Derfor antages det, at der opnås en klimaeffekt på lige fod i projekterne, forudsat at kulstofrig jord vådgøres permanent.

*** I udtagningsindsatsen indgår desuden årlige tilsagn til ekstensivering via EU´s bioordning, ekstensivering med slæt, som administreres af Landbrugsstyrelsen. Disse arealer medtælles separat i opgørelsen, da ekstensiveringen ikke giver samme effekt som permanent udtagning.

Mand truede med at begå selvmord

0

Opdateret klokken 15:59.

En mand truede med at begå selvmord. Derfor var politiet tidligere torsdag eftermiddag til stede i og omkring Vesterbrogade i Fredericia, hvor politiet tog deres forholdsregler med skudsikre veste og maskinpistoler.

Ved 14-tiden var politiet til stede med en indsatsleder og flere patruljevogne. Det hele var centeret omkring en baggård ved Vesterbrogade ved lejlighedskomplekserne.

De afhørte flere personer, og nu fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi til AVISEN, at det skyldtes en mand havde truet med at begå selvmord.

– Vi har taget manden med, og han får hjælp nu, siger Rune Nielsen.

Vores samarbejdspartnere skal som minimum overholde loven

0

Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten i Fredericia byråd er klar til diskutere med sine byrådskolleger om Bech-Bruun fortsat skal være Fredericia Kommunes husadvokat, men hun går ikke til samtalerne med de store forventninger, da man efter Danske Bank-sagen, der også omhandlede økonomisk svindel, fastholdt kommunekassen i banken.

Advokatfirmaet Bech-Bruun blev i denne uge idømt en bøde på 400 millioner kroner i den berygtede udbytteskandalesag. Skandalen involverer rådgivning i, hvordan man kunne unddrage den danske stat skattekroner. Afgørelsen er truffet i Højesteret og dermed med endelig. Hos Enhedslistens byrådsmedlem i Fredericia, Cecilie Roed Schultz, giver det sig selv, at kommunens samarbejdspartnere skal holde loven, derfor vil hun også drøfte sagen med sine kolleger nu.

– Vi har en politik i kommunen, der går på, at vi ikke ønsker at bruge nogen, der er på kant med loven, herunder også økonomisk kriminalitet, hvidvask og så videre. Vi har tidligere diskuteret brugen af eksempelvis Danske Bank, men dengang lykkedes det mig ikke at sørge for, at vi fik en anden bank, husker Cecilie Roed Schultz.

– Vi står over for en vigtig drøftelse, fortæller Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten, med henvisning til Bech-Bruun-sagen.

– Jeg er dog ikke særlig optimistisk omkring udfaldet. Historisk har mine ønsker på disse områder sjældent båret frugt. Vores samarbejdspartnere skal i det mindste overholde lovgivningen – det er et absolut minimum, der sætter vi faktisk barren lavt. Rådgivning, der underminerer vores samfund, såsom hvidvask, er fuldstændig uacceptabelt. Derfor har jeg tidligere taget stærk afstand fra f.eks. Danske Bank. Selvom jeg endnu ikke er helt inde i Bech-Bruun-sagen, forventer jeg, at vi nøje skal undersøge den og vores brug af Bech-Bruun, tilføjer Cecilie Roed Schultz.

Hun fremhæver også nødvendigheden af at vurdere kommunens samarbejdspartnere ud fra deres overensstemmelse med kommunens værdier:

– Det er afgørende, at vi vurderer, om vores samarbejdspartnere stemmer overens med de værdier, vi efterstræber. Jeg mener bestemt, at vi har ret til at stille krav i denne henseende. Fredericia Kommune har en betydelig indflydelse på virksomheders økonomi. Derfor spiller det en vigtig rolle, hvilke selskaber vi vælger at samarbejde med, både symbolsk og økonomisk, siger Cecilie Roed Schultz.

Skal man måske til at bruge flere lokale advokater?

– Vi skal løbende bruge ekspertise, og vi har i den forbindelse tidligere talt om advokatvalg, herunder også brugen af lokale advokater. Senest, da vi valgte Horten til borgmestersagen. Dengang var det svært at finde advokater fra lokalområdet, der havde den viden, der var nødvendig, men hvis ekspertisen er til stede lokalt, så skal vi bruge de lokale, slutter Cecilie Roed Schultz. (Ø)

Europæisk eventyr slut: FHK besejret i Kassel

Europæisk eventyr slut: FHK besejret i Kassel

0
Det europæiske eventyr er slut for Fredericia Håndboldklub. Tirsdag aften tabte FHK 35-26 til MT Melsungen i Rothenbach Halle i Kassel og er dermed...