Flertal i Folketinget griber ind over for koranafbrændinger: Vi skal værne om danskernes sikkerhed

0
Foto: AVISEN

Et flertal i Folketinget (S, V, M, RV og Jon Stephensen (UFG)) har i dag vedtaget lovforslaget, som kriminaliserer utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. Lovforslaget blev fremsat på baggrund af de systematiske forhånelser, der har været siden sommeren 2023, og som bl.a. har været med til at skærpe terrortruslen mod Danmark.

Rigspolitiet har oplyst, at der fra den 21. juli 2023 til og med den 28. november har været anmeldt 528 demonstrationer med bog- eller flagafbrændinger.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har oplyst, at den seneste tids koranafbrændinger har haft en betydning for det aktuelle trusselsbillede, og terrortruslen mod Danmark er skærpet inden for det i forvejen høje niveau. Derudover så man i oktober et angreb på svenske fodboldfans i Bruxelles. De belgiske myndigheder vurderer, at gerningsmanden var motiveret af koranafbrændinger, men at de belgiske myndigheder ligeledes vurderer det sandsynligt, at de aktuelle begivenheder i konflikten mellem Israel og Gaza har påvirket ham.

Folketinget har i dag vedtaget et lovforslag, der kriminaliserer utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. Loven vil blive evalueret efter en treårig periode.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– Vi har set angreb i Belgien, hvor myndighederne vurderer, at gerningsmanden bl.a. har været motiveret af koranafbrændinger. Vi ved, at terrortruslen mod Danmark er skærpet inden for det i forvejen høje niveau. Vi skal beskytte Danmarks og danskernes sikkerhed. Derfor er det vigtigt, at vi nu får et bedre værn mod de systematiske forhånelser, vi har set igennem længere tid.

Er det Folketinget, der skal kontrollere regeringen eller omvendt?

0

SF’s svigt af demokratiet rejser spørgsmålet om, hvor kontrollen skal ligge: Skal det være Folketinget, der kontrollerer regeringen, eller omvendt?

Med SF’s beslutning om at indgå en aftale med regeringen om FE-sagen og Samsam-sagen har SF lige lavet en dobbelt Ellemann og svigtet det vigtigste i et demokrati, åbenhed.

Danmarks mest uduelige og lukkede regeringen har sejret, da den med SF aftalen formår at lægge politisk røgslør over disse 2 sager og øvrige fiaskoer der har kostet skatteborgerne dyrt.

Det kan ses som et strategisk træk fra SF’s side, med det formål at positionere sig tættere på regeringen og vise deres villighed til at samarbejde.

Mette Frederiksen arbejder gerne sammen med andre i Folketinget. Men planen er, at Mette Frederiksen og hendes parti skal regere landet alene, nærmest på ubestemt tid. Det sikre hendes mange skatteyder betalte spindoktorer godt. Hun har fået marionet dukker indsat i regeringen som hun kan styre med små snoretræk.

Spørgsmålet om, hvorvidt undersøgelsen skal forankres i Justitsministeriet eller Folketinget, er vigtig. Det handler om magt og kontrol. Princippet om kontrol og balance mellem regeringen og Folketinget, er en vigtig del af demokratiet.

Politik er indviklet, som at finde rundt i en labyrint, med SF’s beslutning er det som om, de har fundet en ny vej i labyrinten, vejen til en minister bil!

Folket, folketinget og demokratiet har igen tabt.

Poul Rand, Lokalformand for Liberal Alliance i Fredericia.

Løse hunde bider hjorte over hele landet

0

Cirka 30 gange om året har Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812 sager med hjorte, der er bidt af hunde. I hver fjerde sag går det ud over rålam og kalve fra krondyr. Organisationen opfordrer danskerne til som udgangspunkt at holde hunden i snor i skoven.

Dyrenes Vagtcentral 1812 modtager hvert år en stribe henvendelser om hjorte, der bliver skambidt af hunde. Indtil december i år har vagtcentralen haft 21 sager om hjorte, der er blevet bidt. Sidste år endte antallet på 27 sager. Sagerne er fordelt over hele landet. Over de seneste fire år har rålam og kalve fra kronvildt tegnet sig for en fjerdedel af det samlede antal bidsager. På baggrund af tallene opfordrer Dyrenes Beskyttelse hundeejere i områder med hjortebestande til at holde ekstra godt styr på deres hunde.

– Selv meget velopdragne og trænede hunde kan ikke modstå fristelsen, hvis de pludselig får øje på en løbende hjort eller hare. Det er hundeejerens ansvar at holde sin hund i snor og forhindre de tilfælde, som vi hvert år ser med hjorte og andre vilde dyr, der bliver skambidt af hunde, siger Peter Gravlund Nielsen, biolog og projektleder i dyreværnsafdelingen hos Dyrenes Beskyttelse.

Det fremgår af hundeloven, at hunde skal være i snor – medmindre der er lokale undtagelsesbestemmelser. Under alle omstændigheder skal hunden føres af en person, som har fuldt herredømme over den. Det er førerens ansvar, at hunden ikke forvolder skade eller er til gene for sine omgivelser. Alligevel kommer frivillige fra Dyrenes Beskyttelse ud til mange sager med tilskadekomne hjorte, hvor løse hunde skambider hjorte og deres lam og kalve.

– Det er vigtigt at holde sin hund i snor, når man går tur, hvor der også lever hjorte. Det fremgår som regel tydeligt af skiltningen, om man skal have sin hund i snor, understreger Peter Gravlund Nielsen.

Ofte ender sagerne fra vagtcentralen hos beredskabet af frivillige dyrereddere og skytter. I mange tilfælde er det nødvendigt at nødaflive skambidte hjorte for at minimere dyrenes lidelser. I november i år var der en hændelse i en skov ved Hammel Vandværk i Østjylland, hvor to løse hunde skambidte et rålam. Dyrenes Beskyttelse blev tilkaldt, og da skytten ankom til stedet, var hundene i gang med at spise af det endnu levende rålam.

”Vores skytte var rystet over episoden, og lammet var så skadet, at der ikke var andet at gøre end at nødaflive det. Det stod ikke til at redde, og derfor måtte vi afslutte lammets lidelser,” fortæller skyttekoordinator Rolf Nordentoft.

– Det er desværre noget, vi oplever med jævne mellemrum. Det er en velkendt problemstilling, at løse hunde skambider både voksne hjorte, rålam og kalve fra kronvildt. Desværre er det også meget sjældent, at der er andet at gøre end at foretage en nødaflivning i de sager, som vi kommer ud til, forklarer Rolf Nordentoft

Alle aldreLam/kalv
2023*:               21 sager8 sager
2022:                 27 sager8 sager
2021:                 30 sager8 sager
2020:                 27 sager5 sager
*Perioden 1/1 2023 – 31/11 2023

Boligprojekt er revurderet efter modtagelse af høringssvar

0

En ny lokalplan, som Teknisk Udvalg skal tage stilling til på det kommende udvalgsmøde, er blevet ændret på visse områder efter modtagelsen af ni høringssvar og tilhørende underskrifter.

– Vi er altid glade for at modtage høringssvar, fordi det giver os muligheden for at overveje alle aspekter i en sag, inden vi skal træffe en beslutning. Derfor har det også været muligt at få revurderet lokalplan 219, inden vi skal drøfte det i udvalget og tage en beslutning på tirsdagens møde.

Sådan lyder det fra Regitze Tilma, formand for Teknisk Udvalg, forud for det møde i Teknisk Udvalg på tirsdag, hvor lokalplan 219 blandt andet er på dagsordenen.

Det sker på baggrund af, at der har været en debat i forhold til et boligprojekt på den gamle Shell-grund – Søndergade 60 – på hjørnet af Hessgade og Søndergade i Middelfart, som er en del af lokalplanen. Efter Middelfart Kommune har modtaget ni høringssvar samt mere end 600 underskrifter til det ene af høringssvarene i høringsperioden, så er kravene til boligprojektet nu blevet revurderet.

– Kravene til højden af byggeriet er sænket fra de oprindelige 13,5 meter til 12 meter, da det afspejler de byggemuligheder, der forefindes i de omkring liggende kommuneplanrammer i området, siger Regitze Tilma.

Her henviser udvalgsformanden blandt andet til hjørneejendommene på hjørnet af Knorregade/Kongebrovej, Smedegade/Søndergade samt ved Gl. Banegårdsvej. Samtidig respekterer det omgivelserne ved for eksempel nu at være trukket ind fra gadelinjen, så en kommende ejendom flugter med den øvrige bebyggelse.

– Da der ikke er eksisterende bebyggelse på området, så er det vores vurdering, at boligprojektet godt kan få et mere nutidigt udtryk, hvilket ellers ved eksisterende byggerier ikke altid vil være muligt. Derfor er der arbejdet med sammenhænge, detaljer og udtryk, siger Regitze Tilma og fortsætter:

– Det betyder, at murværket for eksempel skal være i mere lyse, rødlige nuancer end oprindeligt, mens det bliver muligt at fuldbeklæde kvistene med zink. Samtidig er der mulighed for, at vinduer og døre kan være i enten træ eller træ-alu. Det vil alt sammen få byggeriet til at fremstå moderne med nutidsmarkører, der gør, at man kan aflæse den tid, byggeriet er opført i.

Vi er stadig alt for uopmærksomme i trafikken

0

En ny rapport fra Vejdirektoratet viser, at vi er blevet bedre til at være opmærksomme i trafikken, men at uopmærksomhed og manglende orientering stadig er den væsentligste årsag til dødsulykker. Ingen er for gamle til at blive bedre.

154 personer mistede livet i trafikken i 2022. Det er det næstlaveste antal dræbte siden 1930’erne. Kun i 2021, hvor coronarestriktioner lagde en dæmper på trafikken, har der været færre trafikdræbte, nemlig 130.

Vejdirektoratets årlige DUS-rapport (den udvidede dødsulykkesstatistik) viser, at uopmærksomhed og manglende orientering vurderes til at have haft betydning for ulykken i 87 af de 154 ulykker. Det svarer til 58 procent af sidste års dødsulykker i trafikken. Det går heldigvis den rigtige vej, for det er lidt under gennemsnittet for de seneste fem år, som var på 61 procent.

– Det er positivt, at antallet af dræbte er det næstlaveste siden 1930’erne, så vores mange års forebyggende indsats har tydeligvis ikke været forgæves. Når uopmærksomhed og manglende orientering er årsag til 58 procent af dødsulykkerne sidste år, er der potentiale til at få ulykkestallene endnu længere ned. Derfor afsætter vi fortsat betydelige midler både via Infrastrukturaftalen og på finansloven til kampagner og indsatser, der kan øge opmærksomheden hos bilisterne, siger transportminister Thomas Danielsen.

Ikke kun de unge

Uopmærksomhed og manglende orientering er ikke forbeholdt én aldersgruppe. Det er personer i alle aldre, der forulykker på grund af uopmærksomhed og mangelfuld orientering. Fordomme om at det er unge mennesker, der bruger deres telefon under kørslen eller at det er ældre mennesker, der ikke får orienteret sig i et sving, er blot fordomme.

Dog viser tallene i rapporten, at uopmærksomhed og manglende orientering forsat er de hyppigste medvirkende faktorer til, at der sker dødsulykker.

– Vi mennesker er bundet af vores vaner, og det er utrolig svært at ændre adfærd, hvis ikke vi bliver mindet om det igen og igen og igen. Den data, vi indsamler til DUS-rapporten, er med til at give os viden om, at uopmærksomhed er en stor faktor for, at en ulykke sker. Vi ved nu, at det at spise og drikke, mens man kører, stjæler for meget af ens opmærksomhed, og tanker om hvad man skal handle ind til middag, er også en distraktionsrøver.  Lige netop den viden ligger til grund for vores arbejde med, hvordan vi kan forebygge ulykker. Og det ser ud til, at dét, vi gør, gør en forskel. Men det er ikke ensbetydende med, at vi skal hvile på laurbærrene. Det er netop nu, at vi skal holde fast og forsætte det gode arbejde ude på vejene, siger Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder for Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling.

Vi er opmærksomme på uopmærksomhed

Vejdirektoratet holder hele tiden øje med antallet af trafikulykker og fører statistik, så vi kan have fokus på de rette ting på de rigtige steder. Derfor laver vi hvert år en særanalyse på dødsulykkerne, så vi ved, hvorfor ulykkerne skete og vi kan sætte ind med de rette forbedringer for at forhindre nye dødsulykker. Hvis det ikke var for DUS-rapporten, ville vi ikke vide at uopmærksomhed var en så stor faktor.

Ud over at arbejde med ulykkestallene har Vejdirektoratet også fokus på, hvordan vejene indrettes med trafiksikkerhed for øje, bl.a. ved at etablere rumleriller. Og sammen med Rådet for Sikker Trafik har Vejdirektoratet billboards ved en lang række rastepladser, hvor vi opfordrer til, at man ikke skal spise mad, mens man kører bil.

Alle kampagnerne er med til at holde budskaberne om trafiksikkerhed i frisk erindring hos trafikanterne. Og nye undersøgelser og ny forskning opdaterer vores viden, så vi ved, at vi er på rette spor, når vi forbedrer vejene.     

For eksempel ved vi nu, på grund af en ny tværanalyse fra Havarikommissionen for vejtrafikulykker, at uopmærksomhed ikke bare er forårsaget af mobiltelefoner, men at rigtig mange ting påvirker vores opmærksomhed.

Havarikommissionen har defineret tre slags uopmærksomhed, som har medvirket til at en ulykke er sket; For lavt opmærksomhedsniveau, uopmærksomhed grundet distraktion og manglende fokus på det rette i trafikken. Hver slags uopmærksomhed skal adresseres på forskellige måder og på grund af Havarikommissionens tværanalyse kan vi sætte ind de rette steder, for at forebygge ulykker.  

At være folketingskandidat har overrasket mig….

0
Andreas Dyhrberg Andreassen i dialog med lærerformand for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling, om skolens essentielle betydning for demokratiet.

I slutningen af februar 2023 blev jeg opstillet til Folketinget af Socialdemokratiet i Fredericia. Det har været en spændende rejse og personligt givende. Jeg har mødt mange nye mennesker fra alle dele af samfundet, blandet mig i nye debatter og skulle sætte mig ind i kampagnekulturen i det gamle arbejderparti.

Jeg har talt med arbejdere, pensionister, fagforeninger, virksomheder, og erhvervsliv, store offentlige arbejdspladser og passionerede mennesker fra det frivillige Danmark. Og jeg har fået henvendelser fra mennesker fra toppen af erhvervslivet, fra almindelige borgere og heldigvis også fra det glemte Danmark. Jeg har forsøgt at være synlig i min opstillingskreds og såmænd også udenfor kredsen. Og jeg har brugt rigtig mange timer, aftener og weekender på at snakke politik med alle der gad (og såmænd også nogen, der ikke gad).

Min baggrund er lidt anderledes end de fleste andre socialdemokratiske kandidater. Jeg er nemlig selvstændig erhvervsdrivende. Jeg ejer simpelthen et digitalt medie og er faktisk stolt over, at jeg har været med til at skabe en driftig virksomhed med dygtige kolleger. Og selv om jeg ikke ligefrem ser mig selv som en ondsindet kapitalist med høj hat og cigar, der udnytter det sultne proletariat, har jeg mødt folk fra venstrefløjen, der har undret sig over, hvordan jeg dog kan være socialdemokrat og være selvstændig erhvervsdrivende.

Men den mest overraskende negative reaktion har været fra lokale borgerlige kræfter, der virkelig er blevet virkelig sure over, at en selvstændig erhvervsdrivende tillader sig at springe ud som socialdemokrat med politiske ambitioner. Ud over at de forsøger at skræmme mine kunder væk under direkte henvisning til mit politiske engagement, får jeg underlige, anonyme mails og trusler om boykot af virksomheden. Mine (mange) børn modtager stikpiller og sære og upassende bemærkninger i løbet af dagligdagen – selv om jeg egentlig troede, at vi havde en aftale i det her land om, at børn og familier ikke er lovligt vildt på de politiske jagtmarker.

Til gengæld har det været dejligt at opleve opbakning fra rigtig mange gode folk fra erhvervslivet, både i Fredericia og i resten af Sydjylland. Måske endda fra nogen af dem, der oftest har støttet op om eller stemt på andre partier end Socialdemokratiet. Men de vil nemlig gerne bakke op om en socialdemokratisk kandidat, der på egen krop kender erhvervslivets behov og måde at tænke på. Og som tilmed forstår sin bys og regions udfordringer og DNA.

Det har også været fint at opleve opbakning fra folk, der tilhører andre partier, men som ønsker mig god vind som et kommende fredericiansk socialdemokratisk folketingsmedlem. Både politikere fra de konservative, DF og LA har der været både venlige og gode (og drillende) konkurrenter.

Reaktionerne på mit kandidatur får mig til at tro, at det er endnu mere meningsfuldt og vigtigt, at det politiske liv består af folk fra alle baggrunde. Jeg vil ikke bøje nakken for andre folks fordomme om, hvordan en rigtig socialdemokrat bør se ud. Jeg vil kæmpe for et ordentligt velfærdssamfund og for gode rammevilkår for erhvervslivet. På samme tid. Lev med det!!!

Og at det danske demokrati har – som der står i den gamle arbejdersang – ”Plads for os alle, plads for alle, der vil ”….Jeg tror også, at det har plads til mig.

Regeringen afsætter 63 millioner kroner til uddannelse og efteruddannelse af personale på det specialiserede socialområde

0
Pernille Rosenkrantz-Theil Foto: AVISEN

Midlerne skal afsættes til professionshøjskolerne til uddannelse og efteruddannelse af medarbejdere i de sociale tilbud.

For mange ansatte på landets botilbud for blandt andet borgere med handicap har ingen pædagogfaglig uddannelse. Det er en prioritet for regeringen at ændre på det. Derfor vil regeringen afsætte 63 millioner kroner til professionshøjskolerne som et projekttilskud i årene 2024-2028 til at udvikle og afholde efteruddannelse til medarbejdere i de sociale tilbud.

Det sker ved at omprioritere de midler, der er afsat til opfølgning på evalueringen af de socialiserede socialområde i 2023. Midler afsat fra 2024 og frem vil blive prioriteret i forbindelse med forhandlingerne om indførelse af specialeplanlægning på den højt specialiserede del af handicapområdet.

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil siger:

– Jeg er meget optaget af, at vi får anvendt midlerne på en måde, der understøtter formålet med specialeplanlægning, nemlig at skabe bedre kvalitet for mennesker med handicap. Ved at efteruddanne de medarbejdere, der hver dag gør en kæmpe forskel for nogle af de mennesker, som har allermest brug for vores fællesskab, tager vi endnu et skridt i den rigtige retning.

Tidligere på året blev der også afsat penge til at hæve uddannelsesniveauet. I forbindelse med aftalen om reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2024-2027 blev alle Folketingets partier enige om at prioritere lidt over 38 millioner kroner til at styrke uddannelsesniveauet blandt medarbejdere på det specialiserede socialområde. Den pulje skal anvendes til efteruddannelse af ufaglærte medarbejdere med lang praksiserfaring på de enkelte offentlige, private og selvejende tilbud.

Energinet udvider sit hovedsæde med cirka 900 kontorpladser

0
Illustration: Erik Nord Arkitekter

Energinet har valgt projektet, der skal give plads til det stigende antal ansatte, som løser de store opgaver med grøn omstilling af energisystemerne. Valget faldt på et projekt med NCC som totalentreprenør og med C.F. Møller Architects og Artelia som leverandør af koncept og tegninger.

Der har længe været brug for mere plads i Energinets hovedsæde i Erritsø ved Fredericia. Opgaverne med grøn omstilling af energisystemerne og udbygning af infrastrukturen bliver flere og større – og antallet af medarbejdere vokser.

Derfor skal domicilet i Fredericia udvides til mere end det dobbelte, og nu er det besluttet, hvem der skal stå for byggeriet. Blandt tre rigtig gode kandidater, som var med i opløbet, er valget faldet på et projekt med NCC som totalentreprenør og med C.F. Møller Architects og Artelia som leverandør af koncept og tegninger.

Atriet, som bliver samlingspunktet for den nye bygning. Visualisering: C.F. Møller Architechts

Det var en samlet vurdering på pris, arkitektur, teknik og bæredygtighed, som i sidste ende afgjorde udfaldet.

Byggeriet er tegnet med udgangspunkt i ca. 900 kontorarbejdspladser og i samme åbne design som det nuværende domicil med et atrium som samlende sted med kantine og udgang til lukkede gårdhaver og møbleret terrasse.

Fleksibilitet er i højsædet, så bygningen løbende kan tilpasse sig Energinets behov for nye samarbejdsformer, antallet af kontorpladser og spændende mødefaciliteter.

– Vi glæder os til at rykke ind i et ansvarligt byggeri, hvor bæredygtighed kan måles og mærkes i hverdagen, og hvor der er lys og luft og et inspirerende arbejdsmiljø. Og ikke mindst glæder vi os til at få plads nok til vores voksende skare af dygtige medarbejdere, som skal bidrage til, at Danmark kommer i mål med den grønne omstilling, siger Marianne Hansen, medlem af bedømmelsesudvalget og direktør for Koncernøkonomi og Business Support i Energinet.

Byggeriet omfatter uderum med lukkede gårdhaver, der inviterer til at blive brugt i løbet af arbejdsdagen. Visualisering: C.F. Møller Architechts

Det nye byggeri forventes at stå klar til indflytning i slutningen af 2026.

Smykker stjålet på Ceresvænget

0
Foto: AVISEN

Et indbrud er blevet rapporteret på Ceresvænget i Fredericia, hvor tyve brød ind gennem et vindue til soveværelset.

Hændelsen fandt sted onsdag mellem kl. 16:15 og 20:30. Tyvene formåede at stjæle en samling af forskellige slags smykker. Detaljer om de specifikke genstande, der er stjålet, er endnu ikke offentliggjort.

Serier af indbrud på samme vej

0

Bykrogen i Erritsø var onsdag scenen for flere indbrud.

Det første indbrud skete mellem 16:30 og 20:45, hvor et vindue blev opbrudt, men det er endnu uklart, hvad der mangler fra boligen.

I et relateret hændelsesforløb, i et hus overfor, mellem 18:15 og 21:15, blev et andet vindue også opbrudt. Tyverierne omfattede røde Sketchers sneakers i størrelse 40, Nike sneakers i samme størrelse, lyseblå kondisko i størrelse 41, forskellige parfumer, en sort sportstaske, en Nike T-shirt, og Adidas bukser.

Der er mistanke om, at den samme gerningsperson står bag begge indbrud.

DTU opretter hub i Fredericia: Byen bliver centrum for fremtidens energiforskning

DTU opretter hub i Fredericia: Byen bliver centrum for fremtidens energiforskning

0
UDDANNELSE. DTU opretter en hub i Fredericia. Det sker efter, at universitetet og Fredericia Kommune netop har underskrevet en samarbejdsaftale, der skal styrke arbejdet...