Karsten Madsens liv tog en drastisk drejning den 9. april 2007. Det er en dato, der har brændt sig fast i hans hukommelse, for det var startskuddet til en tiårig kamp for livet, udløst af en dybt traumatiserende oplevelse, der uundgåeligt førte til Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).
Selvom hans traume nu kun udgør en lille del af hans hverdag, er det hans oplevelser med sundhedssystemet, der nu dominerer hans liv. Han føler, at systemet har svigtet ham gentagne gange. Hver gang han har foreslået alternative behandlingsmuligheder, har han følt sig ignoreret og marginaliseret.
– Det, der virkelig driver mig, er ønsket om at forhindre andre i at gennemleve den pine, jeg har måttet udstå i systemet, udtaler Karsten Madsen med en fast beslutsomhed i stemmen.
Han er en mand, der forstår, at det gavner at give, men også at han må passe på sig selv, så han ikke bliver overbelastet.
Hans vej til behandling har ikke været enkel. Faktisk tog det ham tre uger at komme til en krise-psykolog, og i den tid udviklede han en alvorlig psykose, der varede i et helt år. Selv da det var tydeligt, at han udgjorde en fare for sig selv og andre, følte han sig forbigået af systemet.
– Jeg var tydeligvis en trussel, både for mig selv og andre, men ingen hjælp kom. Jeg kontaktede politiet utallige gange, men mine råb om hjælp faldt for døve ører, fortæller en klart berørt Karsten.
Som en konsekvens af sine oplevelser udviklede Karsten et alkoholmisbrug. En af hans venner døde senere af alkoholforgiftning, en tragedie, der virkede som en brat opvågning for ham.
– Jeg har nu været ædru i tre år. Det har tvunget mig til at trække mig fra mit gamle miljø, og det har kostet mig mange venskaber. Men det var nødvendigt for min sundhed, forklarer han.
Karsten har måttet sige farvel til mange mennesker i sit liv, især sine gamle drikkevenner. Han ønsker ikke at sidde i en bar, han ønsker at blive udfordret og have mål at stræbe efter.
– Efter 20 års fravær genfundet min plads i den lokale speedwayklub. Det er et miljø, hvor jeg får mulighed for at træde i karakter, organisere og virkelig demonstrere, at uanset hvor vanskelige odds man står over for, så kan man faktisk skabe noget positivt. Det er her, jeg virkelig får vist, at ting kan lade sig gøre, deler han entusiastisk.
Karsten holder sig aktivt beskæftiget for at navigere igennem de lange dage. Han finder ro i det fri, mens han træder pedalerne på sin mountainbike, eller går lange ture i den friske luft. Han har endda udviklet et personligt mantra, som virker som en stabiliserende kraft, når livets udfordringer synes overvældende.
Retfærdighed har altid været et kraftcenter i hans liv, og det afspejles i, hvordan han vælger at bruge sin tid. Han er en fast gæst i en lokal fredagscafé, hvor han både finder trøst og inspiration i mødet med andre, der bærer på lignende kampe og udfordringer.
På trods af at være på førtidspension, drømmer Karsten om igen at kunne arbejde. Han ser en fremtid for sig, hvor han som bo-støtte kan gøre en forskel for andre. Men hans journal, mærket af fortidens kamp og misforståelser, holder ham tilbage. Han ved, at de udtalelser, der ifølge ham er blevet dokumenteret uden for kontekst, kan ses som negative af andre, og denne bekymring vejer tungt i hans tanker om en eventuel fremtid i arbejde.
– Jeg drømmer om at kunne bidrage med noget, at kunne arbejde lidt ved siden af min pension. Tanken om at være bo-støtte tiltaler mig, for jeg ønsker at gøre en forskel. Men i øjeblikket føler jeg mig bundet af det, der står i min journal – oplysninger, som lokalpsykiatrien har dokumenteret, men som ikke længere er gældende. Det er som om, man befinder sig i et limbo, fanget mellem to verdener – den man er på vej væk fra, og den man kæmper for at nå frem til, forklarer Karsten, mens han kigger ud af vinduet.
Han brænder for at bringe forandring i sundhedssystemet, så andre ikke skal trave den smertefulde sti, han selv har betrådt. Selvom han stadig står over for en række udfordringer, er der en iboende optimisme, der lyser igennem.
– Jeg er i bedring, det svinger selvfølgelig, for med PTSD er der konstant travlhed i mit hoved – tanker, følelser, minder, de flyver ind og ud. Men det vigtige er, at jeg er i stand til at fungere, at jeg stadig er på færde. Livet er en kamp, men det er en kamp, jeg er fuldt ud i stand til at kæmpe, uddyber Karsten.
Han drømmer om at blive trappet ud af sin medicin, men psykiatrien vil ikke lytte til hans ønsker om terapi. Trods det hele, holder Karsten fast i håbet og kæmper for en bedre fremtid.
– Det er ikke nok bare at kaste piller efter folk – vi har brug for reelle løsninger. Psykofarmaka er som en bandage, der blot skjuler såret uden at hele det. Det er som om systemet er mere interesseret i billig, hurtig lindring end i varig bedring. Jeg håber at kunne vække politikernes opmærksomhed, så der bliver gjort op med dette ‘pille-diktatur’. Der burde være en plan for, hvordan man gradvist trapper ned på medicinen og i stedet tager hånd om traumerne med professionel terapi, siger Karsten Madsen.
Noget han altid bærer med sig, er en sætning fra en gammel drikkekammerat:
– Han sagde altid ‘vær varsom med hvem du omgås’, hvis man omgiver sig med folk, der selv har det dårligt, mens du kæmper din egen kamp, kan det faktisk gøre tingene værre. Man skal tage sig tid til at finde de folk, der løfter en op, i stedet for at trække en ned. Det er en hård læring, men en uundgåelig del af min bedring, fortæller Karsten.
Han nærer et håb om at systemet kan forbedres, og at andre ikke udsættes for det, han er blevet udsat for. Selvom han ved, at det kontinuerligt sker for mange.
De seneste begivenheder i psykiatrien, hvor flere indenfor de sidste år har mistet livet under arbejdet med psykisk syge, overrasker ikke Karsten. Han tager en dyb indånding og retter blikket fremad. Hans ansigt viser tegn på forståelse og solidaritet med de berørte.
– Jeg kender ikke gerningsmandens situation, men jeg ved, at det kunne have været mig, indrømmer han.
– Der har været mange gange i mit liv, hvor jeg, på grund af manglende krisehjælp, kunne have endt med at gøre uoprettelig skade, fortsætter han.
Hans tanker bevæger sig til det nylige knivstikkeri i Glostrup, hvor en sundhedsarbejder mistede livet, og hans kolleger nu får traumehjælp.
– Nu får de hjælp, det skal de også, bemærker han tørt, inden han fortsætter:
– Det virker som om systemet altid er hurtigere til at redde sig selv, end de er til at forebygge situationerne. Men vi er alle mennesker. Vi er ligeværdige. Det virker som om, de ikke altid forstår det.
Nyheden om drabet i Glostrup har berørt ham dybt. Han er meget bevidst om, at det kunne have været ham, der var gerningsmanden. Det er en voldsom erkendelse, der har tvunget ham til at tage et skridt tilbage og revurdere sin egen kamp for at få den hjælp, han har brug for.
– Tingene skal ændre sig. Vi skal gøre det bedre. For de mennesker, der har brug for hjælp, og for dem, der arbejder for at yde den hjælp, fastslår Karsten Madsen.
Hans stemme bærer en klar beslutsomhed og et håb om, at det fremtidige sundhedssystem vil blive bedre og mere retfærdigt. For Karsten, og for alle de andre, der stadig kæmper deres kampe.
