3.9 C
Copenhagen
fredag 26. december 2025

FC Fredericia ydmygede oprykkere efter rødt kort

0
Foto: Mphoto

Det, der lignede en lige kamp mellem B.93 og FC Fredericia, endte med en ydmygelse af Østerbro-mandskabet. Efter 50 minutter var stillingen 0-0, men et rødt kort til hjemmeholdet ændrede kampen, som endte 5-0 til FC Fredericia.

For første gang siden 2005 mødtes FC Fredericia og B.93. Det skete fredag aften på Østerbro Stadion, som har noget specielt over sig. Stadionet er placeret lige ved siden af nationalarenaen, og med et stadion, som har nostalgi over sig, var der lagt op til et specielt besøg for FC Fredericia på Østerbro.

Den kulinariske oplevelse var heller ikke hverdagskost. Den traditionelle stadionplatte er på menuen, men det var også muligt at forsyne sig med en form for durum. På jyske tribuner ser man ofte et ældre klientel, hvilket gjorde denne oplevelse med yngre tilskuere endnu mere anderledes. Det var yngre tilskuere, der var på plads for at nyde en fredagsøl.

Da FC Fredericia gjorde deres entré, lød det fra tribunen: “bonderøve, bonderøve, bonderøve” fra fanklubben, som var placeret på hovedtribunen nær pressepladserne. Men hvor meget bonderøv der er over eksempelvis Emilio Simonsen, der startede inde for FC Fredericia, og indtil sit skifte i Fredericia boede i København, kan man altid diskutere.

FC Fredericias cheftræner, Michael Hansen, havde til opgøret, givet genvalg til de startende spillere fra sidste fredags kamp mod Hillerød. Det betød, at Simon Bækgård stadig ikke var disponibel, og at målscorerne fra pokalkampen mod Bredballe, Nicklas Røjkjær, Anders Holvad og Eskild Dall alle var bænket igen.

Selvom B.93 er oprykker, er de dog ikke noget ueffent hold. På holdet er blandt andet Nicolaj Thomsen, Jacob Egeris og Michael Falkesgaard, som alle har spillet på et højere niveau end det nuværende B.93, som er oprykket til NordicBet Ligaen. Dette er deres første tilbagekomst siden 2005, hvor de rykkede ned i 2. division og siden da ikke har været i landets næstbedste fodboldrække.

Til at starte med i opgøret havde FC Fredericia overtaget. Den store, åbne chance udeblev, men der var flere tilløb til noget farlig. I det syvende minut sendte Jesper Juelsgård et hjørnespark ind i feltet, og bolden var en B.93-spiller ved at sende i eget mål. Efter 17 minutter var Adam Jakobsen lige ved at få en friløber, men der blev dømt en kneben offside, og minuttet efter afsluttede Sofus Berger sløjt.

Den største chance til FC Fredericia i første halvleg tilfaldt Frederik Christensen efter 31 minutter. Med en skudfinte snød han B.93-forsvaret, og bankede efterfølgende bolden mod mål, og tvang Michael Falkesgaard til en parade, som forhindrede FC Fredericia i at komme i front.

Kampens hidtil største chance kom dog til B.93. I den sidste del af første halvleg sad de på spillet, og første halvlegs sidste aktion var de tæt på at komme i front. Et indlæg fra Daniel Thøgersen havnede i panden på Egeris, som var gået med frem, men hans forsøg blev akkurat reddet af Valdemar Birksø, som med en lang arm fik kastet sig ned efter bolden.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

I starten af anden halvleg ændrede kampen karakter. Michael Falkesgaard kom på afveje efter 50 minutter. Adam Jakobsen lagde et hårdt pres på ham, og var ved at fravriste ham bolden. Efterfølgende kom Emilio Simonsen til, og han blev nedlagt af Jacob Egeris. Dommer Sebastian Aagerup takserede det til direkte rødt kort, da han vurderede, at Simonsen blev frataget en oplagt målchance.

Hurtigt udnyttede FC Fredericia overtallet. I det 56. minut stak Adam Jakobsen bolden i dybden til Sofus Berger, som ikke svigtede i den direkte duel mod Falkesgaard. Med et velplaceret skud bragte han FC Fredericia foran med sit første mål i FC Fredericia-trøjen.

Minuttet efter lukkede Gustav Marcussen kampen. Han erobrede bolden midt på banen, og førte bolden mod B.93 mål. Fra kanten af feltet bankede han bolden mod mål, og med et hårdt spark med venstrebenet bragte han FC Fredericia foran med 2-0.

Den resterende del af kampen blev derfor blot et spørgsmål om, hvor stort FC Fredericia ville vinde. B.93 kunne ikke komme med et modsvar med ti spillere på banen mod FC Fredericias 11. Det gav FC Fredericia muligheden for at bruge bredden, og samtidig spare Jesper Juelsgård, som rendte rundt med et gult kort. Derfor blev Juelsgård skiftet ud til fordel for Mikkel Fischer.

En anden af de indskiftede spillere, Nicklas Røjkjær, kom i fokus efter 80 minutter. Han scorede direkte på frispark, da Falkesgaard lavede et drop. Røjkjær udførte et frispark tæt på det ene hjørneflag, men Falkesgaard stod fejlplaceret, hvilket gav plads til at sparke bolden ind i det korte hjørne. B.93-keeperen appellerede efterfølgende for, at han holdt bolden ude af mål, da han fik fat i den, men dommer Aagerup vurderede, at bolden var inde over stregen.

Indskiftede Eskild Dall fik chancen for at komme på måltavlen i det 88. minut, men han blev reddet af Falkesgaard. I kampens overtid måtte Michael Falkesgaard lade sig passere for fjerde gang. Mikkel Wohlgemuth smækkede en lang bold frem, og den kom frem til Adam Jakobsen, som elegant lobbede bolden i mål til 4-0, men mere ville have mere.

I tillægstidens sidste minut kom Jakob Jessen på måltavlen. Den unge midtbanespiller bankede bolden ind på et langskud til slutresultatet 5-0 i kampen, som var åben indtil B.93’s røde kort i det 50. minut. Derefter ændrede kampbilledet karakter, og det endte med en ydmygelse af B.93. 

Sejren til FC Fredericia betyder, at Michael Hansens mandskab er på femtepladsen. Næste gang FC Fredericia skal i aktion er på tirsdag på hjemmebane mod AC Horsens.

Live: FC Fredericia jagter sejr mod oprykkere

0

FC Fredericia spiller fredag klokken den femte kamp i denne sæson NordicBet Liga. Holdet møder på udebane oprykkerne fra B.93 på udebane. Lykkes det fredericianerne at vinde? Følg med og få svaret.

31-årig libanesisk mand anholdt og varetægtsfængslet i sag om ulovlig indrejse

0
Foto: AVISEN

Den 31-årige mand nægter sig skyldig, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

En 31-årig libanesisk mand blev fredag ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for ulovlig indrejse.

Den 31-årige mand ankom torsdag aften med tog til Padborg Banegård, hvor han blev taget ud til stikprøvevis indrejsekontrol af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den 31-årige havde ikke nogen gyldig rejselegitimation, hvorefter han blev anholdt. I forbindelse med politiets sagsbehandling stod det endvidere klart, at han i 2022 var blevet udvist med et indrejseforbud i seks år.

Den 31-årige mand nægter sig skyldig, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

Ti år med den nye skolereform blev markeret med Hjem-IS

0

Der er nu gået ti år med den nye skolereform i Fredericia. Fredag blev dette markeret i Kirstinebjergdistriktet, hvor Hjem-IS bilen besøgte alle skolens fire matrikler.

Ding ding.

Den klassiske lyd fra Hjem-IS bilen kunne høres fredag klokken 09:08 ved Kirstinebjergskolen afdeling Bøgeskovvej. Den populære isbil parkerede i skolegården, til stor overraskelse for eleverne, der intet havde fået at vide. De var mødt op til normal undervisning, men blev mødt af en særlig oplevelse, da bilen med den karakteristiske “ding ding” lyd gjorde sin entré.

Eleverne løb ud og fik at vide, at der var is til alle, som ville have. Årsagen blev først afsløret, da de var tilbage i klasselokalet. Udenfor stod blandt andre afdelingsskoleleder Jan Mathiasen med et stort smil. Eleverne stillede sig op i række, og klassevis gik de frem for at vælge en af de forskellige is-varianter. Der var blandt andet en vaffelis med en flødebolle i, og en ispind med smag af saltkaramel. Efter alle eleverne havde fået en is, gik de tilbage til klasserne, men Hjem-IS bilens arbejdsdag var ikke forbi. Efter oprydningen satte den kurs mod de øvrige Kirstinebjergskoler på Høgevej, Havepladsvej og Indre Ringvej.

Afdelingsskoleleder Jan Mathiasen, der har været mangeårig leder ved skolen i Bøgeskov, har oplevet både den nuværende og den tidligere skolereform. Han reflekterer over den aktuelle reform:

– De sidste ti år er fløjet afsted. I Bøgeskov har jeg været leder i 23 år, og nu går jeg ind i mit 24. år. Jeg har erfaring som leder af en selvstændig skole og har fulgt skolens udvikling gennem tiden. Fredericia Kommune besluttede af forskellige årsager at indføre en distriktsmodel med to skoledistrikter og en specialskole. I den forbindelse blev Købmagergade Skole og Herslev Skole nedlagt, mens de resterende skoler blev samlet i distrikter, siger Jan Mathiasen.

Skolereformen betød en søgen efter ensartethed blandt skolerne i distriktet, hvilket har krævet en stor indsats.

– I et årti har vi arbejdet kontinuerligt med at harmonisere, koordinere og samordne de fire skoler i distriktet, så de overordnet set følger samme politik, principper, pædagogik og didaktik. Målet er at sikre ensartede vilkår for både medarbejdere og elever, uanset om de er i Bøgeskov eller på en anden lokation. Forældre skal også kunne genkende skolens værdier, uanset hvor de er. Vi har haft tre forskellige distriktsskoleledere, som alle har haft deres egen ledelsesstil. Dette har givet skolen forskellige retninger gennem årene, uddyber Jan Mathiasen.

Selvom Kirstinebjergskolen afdeling Bøgeskovvej følger en overordnet strategi, har skolen sin egen karakter på grund af sin placering.

– Vores beliggenhed tæt på skov og strand giver os et unikt præg. Vi har haft mulighed for at integrere naturen i vores undervisning. Vi er også blevet Danmarks første “blå skole” i samarbejde med Naturpark Lillebælt, forklarer Mathiasen.

Faldende elevtal har været et tilbagevendende tema, men trenden ser nu ud til at vende, afslutter Jan Mathiasen.

– Vi har i øjeblikket omkring 130 elever. Det er et lavpunkt sammenlignet med for 10 år siden, hvor vi havde 220 elever. Faldet i elevtallet er ikke et resultat af utilfredse forældre, men skyldes en aldrende befolkning i området. Heldigvis ser vi nu tegn på, at flere børnefamilier vælger at bosætte sig i Bøgeskov, slutter han.

FC Fredericia-træner slår fast: Oprykkerhold er ikke dårligt

0

FC Fredericia krydser fredag klinger med B.93 på udebane. Selvom det er en oprykker, bliver opgaven ikke nem, og FC Fredericias cheftræner, Michael Hansen, slår fast, at de to oprykkere, Kolding og B.93, ikke er dårlige mandskaber.

Efter i en årrække at have været nede og vende på en lavere hylde er B.93 nu tilbage i landets næstbedste række. Forud for denne kamp var FC Fredericia i tirsdags i aktion i pokalturneringen, hvor Bredballe blev besejret med 8-0.

– Det var dejligt med et hurtigt mål, der lukkede den kamp. Det er det, pokalen kan i et mindre samfund, men jeg synes Bredballe viste sig godt frem i de sidste 20 minutter, hvor de spillede bedre med, da vi gik lidt ned til sidst. Vi kom videre og fik mange spillere på måltavlen, siger Michael Hansen.

Pokalkampen blev brugt på tre ting for FC Fredericia. Først og fremmest skulle holdet videre, men dernæst skulle reserver have spilletid, mens flere af de etablerede spillere skulle have et hvil.

– Vi havde fokus på god restitution og fordeling af kræfterne, men vi kan få vores tredje sejr i træk, hvis vi vinder fredag. B.93 vandt senest stort og er et godt hold, så det bliver ikke nemt, siger Hansen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Den sidst noterede kamp mellem FC Fredericia og B.93 er den 29. maj 2005. Kampen blev spillet på det gamle Fredericia Stadion. Derfor er det ikke en modstander, som FC Fredericia har stiftet meget bekendskab med.

– De har god struktur, en god ungdomsafdeling og god organisation bag holdet. Vi skal dække af for deres offensiv, som har lavet mange mål i den seneste tid. Det bliver en spændende kamp, hvor det bliver en kamp for de to holds forsvar at lukke af for offensiven fra modstanderen, forklarer Michael Hansen.

Et oprykkerhold mod et etableret NordicBet Liga-hold burde give en sejr til FC Fredericia, men så firkantet vil Hansen ikke skære det ud.

– B.93 er ikke et dårligt hold – de er konkurrencedygtige med os. Vi skal virkelig spille op til vores bedste, slår han fast.

Senest kunne man se Østerbro-mandskabet vinde 7-1 mod HB Køge, og det har Michael Hansen noteret sig.

– De har lige rundbarberet HB Køge og spiller generelt fint teknisk fodbold, og er godt struktureret. De to oprykkere bliver ikke nogen man bare skøjter henover, slutter Hansen.

Der er kampstart mellem B.93 og FC Fredericia klokken 19:00.

Flere skolebørn har det skidt

0

En ny undersøgelse af skolebørns sundhed viser, at der er mange, der mistrives, særligt blandt piger. Der er brug for at støtte trivslen blandt børn og unge, og helst før børnene starter i skole. Det mener Sundhedsstyrelsen.

Et stort mindretal blandt de ældste skolebørn viser tegn på mistrivsel. Især pigerne i 9. klasse har et stigende niveau af smerter, ensomhed og stress.

Resultaterne kommer fra den danske skolebørnsundersøgelse, som gennemføres hvert 4. år, og giver data om 11-15-åriges sundheds­adfærd og selvrapporterede helbred.

– Det gav et sug i maven, da jeg så resultaterne, fordi det står så galt til. Det er vigtigt, at børn trives, for det er nøglen til, at de kan udfolde deres evner, lære, håndtere dagligdags udfordringer og stress og indgå i gode fællesskaber. Derfor kalder resultaterne på handling – både blandt forældre, skoler, kommuner og organisationer, så vi får vendt den dårlige udvikling, siger enhedschef Niels Sandø.

Niels Sandø understreger, at selv om rapporten ser på mistrivslen i skolealderen, starter den ofte langt tidligere.

– Hvis vi skal gøre noget for trivslen, skal vi starte tidligt, og her skal vi sikre, at alle børn har adgang til dagtilbud af god kvalitet. Det ved vi har betydning for børnenes trivsel på længere sigt. Også i folkeskolen skal vi arbejde målrettet med trivslen. Og begge dele skal selvfølgelig ske i samarbejde med forældrene. Heldigvis er der afprøvede metoder, som vi kan læne os op ad. Vi kender metoder til at inkludere alle i og omkring skolen. Vi ved også, hvordan frivillige ledere kan støtte positive fællesskaber, så flere børn deltager og bliver ved med at gå til fritidsaktiviteter. Vi skal tage udfordringen seriøst og erkende, at der ikke er noget quick-fix, der kan løse det, siger Niels Sandø.

Når det gælder de børn, der har brug for behandling for deres symptomer, er der sat flere gode initiativer i gang i 10 årsplanen for psykiatri og mental sundhed. Det gælder for eksempel etablering af et lettilgængeligt tilbud, så de børn kan få den nødvendige hjælp.

Den sociale ulighed træder meget tydeligt frem

Undersøgelsen viser desuden, at det ikke står lige godt til med sundheden blandt alle skolebørn. Vi har en gruppe af børn i skolerne, typisk børn fra familier, hvor forældrene har korte uddannelser, som har flere sundhedsudfordringer på samme tid. Det handler bl.a. om usund kost, mangel på søvn, mangel på fysisk aktivitet og højere forbrug af alkohol.

– Det, der bekymrer os er, at der er en tydelig social ulighed. Det betyder, at problemerne forstærkes markant, når vi ser på de socialt dårligst stillede børn. Der er i den grad behov for, at vi gør en indsats for at øge trivslen for alle børn, så vi undgår, at de særligt udsatte børn får alvorlige problemer med helbredet længere fremme i livet, og her kan der være behov for særligt målrettede indsatser, siger Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Skolebørnsundersøgelsen gennemføres hvert fjerde år, og Statens Institut for Folkesundhed har netop offentliggjort sin rapport med resultaterne fra Skolebørnsundersøgelsen 2022.

Sundhedsstyrelsen har støttet undersøgelsen i 2022.

Skolebørnsundersøgelsen kan ses her

Inspiration til konkrete indsatser

King of Pop i Fredericia

0

Det fantastiske show ”Forever – King of Pop” er på vej til Fredericia. Med 21 artister på scenen og en kunstnerisk høj kvalitet er showet den ultimative hyldestkoncert til en af de mest ikoniske og mest elskede musikartister i vores generation: Michael Jackson.

EventC fik muligheden for at hente showet til Fredericia og var ikke i tvivl om, at interessen fra de musikglade fredericianere vil være stor. Så den 27. februar kan Forever – King of Pop opleves i thansen ARENA. Direktør i EventC, Ulrich Nicolaisen er begejstret og glæder sig til en helt unik oplevelse.

Ulrich Nicolaisen, EventC. Foto: AVISEN

– FOREVER, the best show about the KING OF POP er det eneste Michael Jackson show i verden, der er blevet blåstemplet af tre af hans familiemedlemmer, forklarer Ulrich Nicolaisen fra EventC og tilføjer: – Alene det gør, at jeg simpelthen ikke kunne sige nej.

“The show is too good to be true. I thought I saw Michael there…”

Joseph Jackson

“Is not only his talent and his music, on stage, but also his heart. I´d like to see this show in Broadway.”

La Toya Jackson

“The show is great, everyone did a wonderful work.”

Jermaine Jackson

– Når selv Michael Jacksons far troede det var hans søn på scenen, så må ligheden være stor, smiler Ulrich Nicolaisen og tilføjer, at han er sikker på, der kommer til at ligge mange billetter til Forever – King of Pop under juletræerne i Trekantområdet i år.

FOREVER, the best show about the KING OF POP er den ultimative hyldestkoncert til en af de mest ikoniske og mest elskede musikartister i vores generation: Michael Jackson. Dette storslåede show er en fejring af hans 45 år lange og storslåede karriere, hvor publikum kan forvente en aften med maksimal energi, hvor Michael Jacksons store passion og innovation indenfor både dans og musik kan opleves.

Showet er smukt produceret med 21 artister på scenen samt fantastisk iscenesættelse og audiovisuelt design. Showets kunstnerisk kvalitet er meget høj med de bedste sangere, musikere og dansere. Gå ikke glip af denne store internationale opsætning, som har turneret i hele verden med over 1 million solgte billetter.

Michael Jackson var på alle måder ikonisk og helt særlig, hvilket FOREVER, the best show about the KING OF POP genopliver. Showet er en intens rejse gennem Michaels Jacksons største hits og alle de genrer, han arbejdede med lige fra rap og pop til rock, soul og ballader. Showets mange dansere giver nyt liv til hans legendariske liveoptræden og hans ikoniske dans. Alle følelser får frit løb, når showet bringer dig tilbage til den tid, Michaels Jacksons tid, med hans mange hits så som: The Way You Make Me Feel, Smooth Criminal, Beat It, Billie Jean, Dirty Diana, Bad, Rock With You, They Don’t Care About Us, Dangerous, Thriller og mange, mange flere.


Billetsalget er netop startet: https://billet.unitedtickets.dk/event/forever-king-of-pop/thansen-arena/2748847

Venstres mange humørsvingninger

0
Foto: AVISEN

Venstre fremstår som et parti splittet i atomer, interne spændinger og forskellige holdninger har skabt dybe revner i partiets fundament. Et billede forstærket af den nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, som i 2007 tog det drastiske skridt at melde sig ud af Venstre. Hans beslutning dengang var et klart udtryk for utilfredshed med partiets retning, hvilket gav et indblik i de interne konflikter og ideologiske skel, der har og forsat præger partiet.

Tilbage i spidsen for Venstre og som statsministerkandidat, signalerer han nu en ny retning ved at ønske at bryde med blå blok.

Poul Rand i midten. Foto: AVISEN

Det kan ses som et forsøg på at genopfinde partiet og distancere det fra tidligere alliancer og politiske beslutninger. Det rejser så spørgsmål om, hvorvidt partiet kan finde en fælles retning og samle de “atomer”, det er splittet i, eller om de interne spændinger vil fortsætte med at præge Venstres fremtid.

Liberal Alliance i Fredericia ser med beklagelse og skuffelse at en tidligere allieret inden for de blå rækker tage en drejning mod det røde spektrum. En tidligere blå broder svømmer nu i den røde malerbøtte, der er kendt for kun at male overfladiske løfter og tomme slagord på samfundets vægge. Et skift der efterlader et tomrum og skaber forvirring blandt dem, der engang så positivt på en blå alliance.

Venstres interne uenigheder og fundamentale skel kan også ses i Fredericias lokalpolitik, hvor de siddende folkevalgte for Venstre tydeligt mangler faste blå standpunkter, samt en spidskandidat der ikke forsvarer og repræsentere liberale værdier og principper.

En direkte konsekvens af den overordnede retning, som partiet har taget på nationalt plan? Formand Jakob Ellemann-Jensens nuværende ønske om at bryde med blå blok vidner om en selvcentreret tilgang til lederskab, som der også ses i Venstre i Fredericia, der med en politik drevet af selvcentrede personlige overbevisninger, uden kollektiv partilinje og lokale kandidater i Fredericia der fokuserer på personlig profilering gennem enkeltstående sager uden dybde, frem for at udarbejde en langsigtet, indholdsrig politik til gavn for Fredericia’s borger og erhvervsliv.

I filosofien er farven blå en af de primære farver der betragtes som en kølig og beroligende farve, associeret med himlen og havet, symboliseres dybde, stabilitet, tillid, loyalitet og visdom. Derfor er det logisk, at Venstre har gennemgået farveskiftet.

Det er lånte fjer, når Venstre kalder sig liberal.

Poul Rand, Lokalformand for Liberal Alliance i Fredericia.

DH: Handicap udløser ulighed i sundhed

0

Der er ofte fokus på alder, uddannelsesbaggrund og indkomst, når vi ser på årsager til ulighed i sundhed. Men adskillige undersøgelser viser, at handicap udløser ulighed i sundhed og bør derfor være et fokusområde, lyder det fra DH i nyt sundhedsudspil.

Danske Handicaporganisationer vil have mere fokus på, at et handicap udløser ulighed i sundhed.

DH lancerer derfor et sundhedsudspil med 30 løsninger til at styrke mødet med sundhedsvæsenet for mennesker med handicap, gøre det mere tilgængeligt og skabe en bedre sammenhæng og specialisering.

Undersøgelser viser eksempelvis, at mennesker med udviklingshandicap dør knap 20 år tidligere end mennesker uden handicap. Og tæt på halvdelen af mennesker med handicap siger i en rundspørge, at nye symptomer er blevet tilskrevet deres kroniske sygdom eller handicap, men efterfølgende har det vist sig ikke at være årsagen.

På stort set alle områder har mennesker med handicap også en ringere sundhedstilstand end mennesker uden handicap. Flere har kroniske smerter, oftere søvnbesvær og dårligere mentalt helbred.

Årsagen skal blandt andet findes i mennesker med handicaps møde med sundhedsvæsenet, der langt fra er indrettet til at tage hånd om patienter med handicap.

”Sundhedsvæsnet skal være for alle. Et handicap skal ikke udløse en dårligere behandling. I disse år fylder debatten om ulighed i sundhed, men der mangler et større fokus på, at mennesker med handicap alt for ofte passer dårligt ind i standardkasserne på sundhedsområdet,” siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

I dag lever flere end 500.000 danskere med et handicap. Og alle kan få et handicap eller blive nært familiemedlem eller ven til en med et handicap. Måske svigter hørelsen eller synet. Taleevnen eller hukommelsen kan blive svækket eller forsvinde efter en blodprop. Eller det kan være, du rammes af angst, stress eller depression.

Derfor er det oplagt, at handicapviklen i ulighed i sundhed får langt mere opmærksomhed blandt politikere, i sundhedsvæsenet og hos Sundhedsstrukturkommissionen, lyder det fra DH-formand Thorkild Olesen:

– I øjeblikket er Sundhedsstrukturkommissionen begravet i arbejdet med at finde svar på, hvordan vores sundhedssystem skal indrettes i fremtiden. Her er det oplagt, at denne handicapvinkel får en væsentlig plads i kommissionens arbejde.

Fire forslag fra udspillet:

  • Lettere adgang til læger, der er specialiseret i handicap og kroniske sygdomme.
  • Mere systematisk indsats i forhold til at opsøge mennesker med et handicap, så de får et årligt sundhedstjek eller en helbredssamtale hos deres læge.
  • Flere med handicap skal deltage i screeninger og vaccinationsprogrammer.
  • Loft over egenbetaling på lægeordineret sundhedsbehandling, så færre mennesker med handicap skal vælge mellem mad eller medicin

Du kan finde hele udspillet her: https://handicap.dk/nyheder/nyt-dh-udspil-30-skridt-mod-mere-lighed-sundhed

Andelen af danskere på offentlig forsørgelse er historisk lav

0

Ikke siden slutningen af 1970’erne har der været så få 16-64-årige på offentlig forsørgelse som i 2022, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Den positive udvikling understreger de langsigtede gevinster af gode konjunkturer og en god beskæftigelsesindsats, siger chefanalytiker.

Andelen af 16-64-årige på offentlig forsørgelse var i 2022 på sit laveste niveau siden 1977. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

– Det lave antal offentligt forsørgede slår en tyk streg under, at Danmarks økonomi har det godt. Danskerne står i stor stil til rådighed for arbejdsmarkedet, siger Jon Nielsen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Op igennem 1990’erne og frem til finanskrisen var faldet særligt markant blandt de unge og dagpengemodtagerne. Her var faldet i antallet af overførselsmodtagere drevet af et langvarigt opsving og udbredelsen af aktive arbejdsmarkedspolitikker, som reducerede ledigheden betydeligt.

Efter 2008 har det især været de ældre, der har drevet faldet. Det hænger blandt andet sammen med afskaffelsen af efterlønnen, men den generelle stigning i seniorers arbejdsevne og de stærke konjunkturer har også betydning.

– Der er mange forskellige drivkræfter bag den udvikling vi har set. Det var især vigtigt, at man indførte den aktive beskæftigelsesindsats i 1990’erne. Det er alfa og omega, at vi ikke svækker den. Og så viser tallene, at gode konjunkturer kan give folk varigt fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er den mest effektive socialpolitik, siger Jon Nielsen.

– Den kraftige forringelse af efterlønnen er også en del af forklaringen bag, at færre får offentlige ydelser. En dårligere social sikkerhed og dårligere tilbagetrækningsmuligheder er i et vist omfang bagsiden af den lavere andel af offentligt forsørgede, siger Jon Nielsen.

Analysens hovedkonklusioner:

  • Andelen af 16-64-årige, som er på offentlig forsørgelse, var historisk lav i 2022. I alt 15,9 procent var på offentlig forsørgelse. Det er det laveste niveau siden 1977. Andelen toppede i 1995, hvor den lå på 25,7 procent i 1995. I 2008 – ved indgangen til finanskrisen – lå andelen på 19,4 procent.
  • Fra 1995 til 2008 var faldet især drevet af et fald i antallet af dagpengemodtagere. Faldet kom alle aldersgrupper til gavn, men viste sig især blandt de unge. I 1990’erne var det især det langvarige opsving og indførslen af bl.a. aktiv arbejdsmarkedspolitik, der drev faldet. Samtidig har øget uddannelsesaktivitet skubbet på faldet, da SU-modtagere ikke indgår i opgørelsen af offentligt forsørgede.
  • Siden 2008 har seniorerne stået for det meste af faldet i andelen af offentligt forsørgede, og især andelen af efterlønnere er faldet. Det hænger ikke mindst sammen med efterlønsindgrebet i 2011, men skyldes også en generel stigning i seniorers arbejdsevne og fremgang i beskæftigelsen.
Solouheld på motorvejen ved Kolding – bilist slap uden skader

Solouheld på motorvejen ved Kolding – bilist slap uden skader

0
KRIMI. En 25-årig kvinde var fredag formiddag involveret i et solouheld på motorvejen ved Kolding, men slap uden personskade. Uheldet skete klokken 11.12, hvor kvinden...